Trykt som Understanding Left Reformism i: Irish Marxist Review, no. 6, June 2013, p.22-35.
Oversat af Jørn Andersen, jan. 2015.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. jan. 2015.
Venstre-reformismen er på mode på venstrefløjen i øjeblikket. Jeg understreger “på venstrefløjen”, fordi det endnu ikke kan betegnes som et samfundsmæssigt fænomen, undtagen med SYRIZA i Grækenland. Den betegner generelt ikke sig selv som venstre-reformisme, men foretrækker at sejle under sådanne flag som ‘frisk tænkning’, ‘nytænke venstrefløjen’ og ‘enhed på venstrefløjen’. Ikke desto mindre er tendensen reel og mærkbar både i Irland og internationalt.
I Irland forsøger parlamentsmedlemmerne Clare Daly og Joan Collins at skabe en ny politisk formation United Left, og der har for nylig været to fora for venstrefløjen i Dublin beregnet for projekter af den form: På den første, arrangeret af Daly og Collins, var hovednavnet tidligere medlem af Socialist Party, Roger Silverman, som argumenterede (hvilket er et velkendt tema) imod den måde ‘leninistisk-trotskistiske avantgarder’ arbejder på til fordel for en bred anti-kapitalistisk koalition efter modellen fra Marx’ 1. Internationale. På den anden, arrangeret af Look Left, talte den amerikanske sociolog Erik Olin Wright, som analyserede venstrefløjen historisk, i form af tre tendenser – “ruptural” (revolutionære), “intersticial” (anarkistisk/utopisk) og “symbiotisk” (reformistiske) – og opfordrede dem alle til at arbejde sammen, selv om han var temmelig afvisende over for den revolutionære tendens.
I Storbritannien har Owen Jones (forfatter, mediefigur og medlem af Labours venstrefløj), Nick Wrack (tidligere medlem af Socialist Party, Socialist Alliance og SWP) [1] og Ken Loach (socialistisk filminstruktør, tidligere Respect etc.) i de seneste måneder alle udsendt opfordringer om en ny bevægelse/parti for venstrefløjen. Owen Jones siger:
Storbritannien har hårdt brug for en bevægelse, der forener alle dem, der desperat søger et sammenhængende alternativ til den nedskærings-tragedie, der er påført dette land uden noget ordentligt mandat.
Det, der mangler i britisk politik, er et bredt netværk, der forener progressive modstandere af koalitionen [af konservative og liberale; ovs.anm.]. Dvs. de Labour-folk, der ønsker et ordentligt alternativ til konservativ nedskæringspolitik, Grønne, uafhængige venstreorienterede, men også dem, der ellers ikke ville identificere sig som politiske, men som er rasende og frustrerede. [2]
Og Ken Loach:
Hvis fagforeningerne sagde, ”vi vil gøre det, som vi gjorde for et århundrede siden, vi vil grundlægge et parti, som repræsenterer arbejdernes interesser, og vi vil kun støtte kandidater, der vil støtte venstrefløjs-politik”, så vi kunne starte igen. Men vi har brug for en ny bevægelse og et nyt parti. Og der er brug for, at alle de mennesker på Labour-partiets venstrefløj, der har brugt deres liv på at klage over det, kommer ud og starter et nyt parti, sammen med fagforeningerne. Der er brug for fagforeningerne, fordi de har ressourcerne. Hvis Unite, Unison, GMB, der, som I ved, sagde: Vi har fået nok ... Men de er som hunde, jo mere du sparker dem, jo mere kryber de tilbage til deres herre. Og de er rent faktisk nødt til at vågne op og sige, at dette kommer ikke til at ske, vi kommer ikke til at genvinde Labour-partiet ... Fagforeningerne er nødt til at skære båndene over, starte forfra, med alle på venstrefløjen, med alle kampagnerne, NHS-kampagnen, bolig-kampagnen, kampagnerne mod kommunale nedskæringer – alle. Og lad os begynde igen, og så kunne vi virkelig flytte noget. [3]
Og Ed Rooksby har i Why it’s time to realign the left forsøgt en teoretisk/strategisk artikulation af Loach’s opråb. Han skriver:
Det største problem i den traditionelle revolutionære tilgang ligger således i dens afvisning af selve ideen om at tage magten inden for kapitalismens politiske strukturer. Så hverken den traditionelle reformistiske tilgang eller den traditionelle revolutionære strategi synes tilstrækkelig. Vi har i stedet brug for en strategi, der søger at kombinere elementer af begge. I sin bog ‘The Dialectic of Change’ forsøger den russiske teoretiker Boris Kagarlitsky at udarbejde netop en sådan fremgangsmåde. Revolutionær forvandling, argumenterer han, kan kun opstå organisk og dialektisk fra radikale reformer sat i gang af en socialistisk regering. Han kalder denne tilgang “revolutionær reformisme”. ... Det er svært at se, hvordan venstrefløjen i Europa kan undgå problemet med at tage magten i en venstre-regering, hvis den er seriøs om at ville ændre samfundet. [4]
Andre steder i Europa, er der en række af bredt set lignende politiske grupperinger – Melenchons Front de Gauche i Frankrig, den danske Enhedslisten, Venstre-blokken i Portugal, Det Forenede Venstre i Spanien, Die Linke i Tyskland og frem for alt naturligvis: SYRIZA i Grækenland.
I en vis forstand er årsagen til fremkomsten af denne tendens meget ligetil. Vi har haft fem år med dyb kapitalistisk krise, hvis smertefulde virkninger kan mærkes af folk i arbejderklassen mere eller mindre overalt. Under denne krise har højre- og mainstream-reformisme enten åbent samarbejdet med den herskende klasse om at få arbejderne til at betale (som fx Arbejderpartiet i Irland og PASOK i Grækenland), eller har været helt virkningsløse i forhold til at forme nogen som helst form for modstand (Labour i Storbritannien, centrum-venstre i Italien osv.). Samtidig er det intetsteds lykkedes den revolutionære venstrefløj at få et tilstrækkeligt gennembrud til at kunne udgøre et troværdigt alternativ for mere end et lille mindretal af arbejderne. Under disse omstændigheder er en vis drejning mod venstre-reformisme alt andet end overraskende.
For at forstå dette fænomen yderligere, er det nødvendigt at begynde med et par bemærkninger om reformismen i almindelighed. Det meste af tiden under kapitalismen er bevidstheden hos de fleste mennesker fra arbejderklassen reformistisk: De er imod mange af følgerne af kapitalismen – en konkret nedskæring, denne skat, denne politik, denne regering etc. – uden at afvise systemet som helhed. Eller, de kan ikke lide systemet som helhed, men tror ikke på, at de, dvs. flertallet af arbejdere, kan ændre det. I begge tilfælde forventer de, at andre vil gøre det for dem.
Svarende til denne reformistiske bevidsthed er der reformistiske politikere, partier og organisationer, der står frem med budskabet om, at de kan levere den ønskede ændring eller ændringer på massernes vegne. Man må naturligvis skelne mellem arbejdere med reformistisk bevidsthed og ledere eller organisationer, der er involveret i et reformistisk politisk projekt. De førstnævntes “reformisme” har en tendens til at være relativt uformet og flydende; den kan nemt være en bro til handling (en kampagne, faglig kamp, etc.), som igen kan føre til udvikling af revolutionær bevidsthed. De sidstnævntes reformisme er normalt mere sammenhængende, mere klart imod revolution, og ikke mindst er den knyttet til forskellige institutionelle og personlige privilegier (politisk karriere, parlamentspladser, fagforeningskontorer m.v.), som giver dens fortalere en vis personlig interesse i det nuværende system.
Historisk set har det vigtigste politiske udtryk for reformismen været de socialdemokratiske og socialistiske partier, der oprindeligt var forbundet med Den 2. (eller Socialistiske) Internationale, der blev grundlagt i 1889 og var domineret af det tyske socialdemokrati (SPD), og som regel tæt knyttet til deres respektive nationale fagforeningsbureaukratier. [5] Det britiske Labour-parti, det irske Labour-parti, det franske socialistparti, det svenske socialdemokratiske parti, det portugisiske socialistparti og det spanske socialistiske arbejderparti er alle eksempler på den slags partier.
De er imidlertid på ingen måde det eneste politiske udtryk for reformisme. [6] Næstvigtigst i historisk betydning er de kommunistiske partier, som begyndte at bevæge sig i retning mod reformismen i Folkefronts-perioden i midten af 1930’erne og afsluttede denne rejse i efterkrigstiden, især med det, der blev kendt som eurokommunismen. Men der er mange andre former, lige fra forskellige reform-kampagner og NGO’er til Grønne partier, til nogle venstre-nationalistiske partier. Sinn Fein i Irland og Scottish National Party præsenterer begge sig selv for vælgerne som reformpartier og baserer sig, til en vis grad, på en reformistisk bevidsthed i arbejderklassen.
Reformismen dækker, ifølge sin natur, et bredt politisk spektrum fra højre til venstre. På dens højre flanke (og normalt begrænset til de øverste ledere) er der en fløj af reformismen, som er tæt knyttet til den herskende klasse, som ofte accepterer den som en anerkendt allieret. Disse ledere er normalt ret bevidste om at opretholde en vis verbal afstand mellem sig selv og de store højreorienterede kapitalistiske partier (konservative, kristelige demokrater osv.), men det er meget lidt, der skiller, og det er for det meste kun beregnet til offentligt brug. Tony Blair er formentlig det mest fremtrædende nyere eksempel på denne type, men Eamon Gilmore og Pat Rabbitte [irske Labour-folk; ovs.anm.] hører ligeledes til denne kategori. På reformismens venstre flanke er der både ledere og tilhængere, der grænser op til den revolutionære venstrefløj og er villige til, i visse spørgsmål og kampagner, at samarbejde med revolutionære. Af forskellige historiske årsager – primært republikanismens rolle og Workers Party – har det irske Labour-parti knapt nok en venstrefløj, men i Storbritannien er Tony Benn, John McDonnell og Jeremy Corbyn oplagte eksempler.
Der er sjældent en klar grænse mellem højre- og venstre-reformisme og der er mange mellemstationer og rejsen fra venstre (i begyndelsen af en politisk karriere) til højre (efterhånden som en post i regeringen kommer tættere på eller er opnået) er meget velkendt: Eamon Gilmore, Harold Wilson, Lionel Jospin er eksempler. Men med risiko for at blive skematisk kan sondringen mellem højre-/moderat reformisme og venstre-reformisme formuleres som følger: Højre-/moderat reformisme accepterer og støtter mere eller mindre åbenlyst en fortsættelse af kapitalismen, og præsenterer sig samtidig for arbejderne som værende i stand at forbedre systemet, og forvalte det bedre – mere i arbejderklassens interesser – end de riges parti eller partier. Venstre-reformismen er antikapitalistisk, men hævder, at kapitalismen kan ændres eller skubbes i en socialistisk retning ved hjælp af en række “strategiske” reformer. Derfor spiller “venstre-regeringen” en nøglerolle i venstre-reformistisk tænkning – hvilket jeg vil vende tilbage til.
Historisk er den venstre-reformistiske hovedstrømning vokset op sammen med og til en vis grad inden for den marxistiske bevægelse. Partierne i 2. Internationale var i perioden 1889-1914 brede arbejderpartier, som indeholdt, nationalt og internationalt, en højrefløj, en venstrefløj og et centrum. Højrefløjen, som fx Eduard Bernstein i Tyskland, Turati i Italien og fabianerne i Storbritannien, var reformister. Venstrefløjen, Lenin og bolsjevikkerne og Trotskij i Rusland, Luxemburg og Liebknecht i Tyskland osv., var revolutionære socialister. Mellem de to poler var der et stort centrum, ledet og personificeret af Kautsky i Tyskland, der ofte brugte den ortodokse marxismes sprog, men i praksis altid forsonede sig med højrefløjen og fokuserede på den gradvise organisatoriske og parlamentariske akkumulering af kræfter. [7]
I begyndelsen blev dette ikke forstået særlig godt af medlemmerne af 2. Internationale. Marx og Engels selv havde knapt nok skrevet noget om den organiserede reformisme, fordi fænomenet og dens virkninger stort set først begyndte at dukke op i slutningen af deres liv og først tog klar form efter deres død (selv om Marx “Kritik af Gotha-programmet” i 1875, og hans og Engels’ “Rundskrivelse” i 1879 viser, at de var begyndt at opfange faresignaler). Lenin og Luxemburg (og Plekhanov, Trotskij og andre) stod klart op imod Bernsteins åbne revisionisme, men mens Luxemburg fornemmede Kautskys (og Bebels) konservatisme, brød ingen af de marxistiske revolutionære med ham eller med resten af de venstre-reformistiske socialdemokrater før 1914 og deres støtte til den imperialistiske krig.
Da Lenin brød med Kautsky efter august 1914 gennemførte han en grundig kritik af 2. Internationales marxisme, herunder dets filosofi (i hans Filosofiske Notesbøger, bind 38 af hans Collected Works), dets økonomi, især i Imperialismen – kapitalismens højeste stadium, og dens politik i Staten og Revolutionen. [8] I sidstnævnte bog, identificerede og understregede Lenin, at det centrale teoretiske og praktiske skel mellem venstre-reformister og revolutionære marxister på spørgsmålet om staten var, at de førstnævnte stræbte efter at overtage og omdanne det eksisterende statsapparat i håbet om at bruge det til socialistiske eller arbejderklasse-formål, hvorimod de sidstnævnte, som fulgte Marx’ analyse af Pariserkommunen, fastholdt, at arbejderklassen ikke ville være i stand til at bruge den eksisterende kapitalistiske stat, men ville være nødt til at ‘smadre’ den og erstatte den med sine egen, nye arbejderstat. På grundlag af erfaringen fra den russiske revolution hævdede Lenin, at dette ville være en stat af arbejderråd eller “sovjetter” (det russiske ord for råd).
... ikke parlamentet, men kun arbejdersovjetterne, kan bruges til at nå proletariatets mål, og den, som endnu i dag ikke har forstået dette, er naturligvis en ondartet reaktionær, om han så er en nok så lærd mand, erfaren politiker, oprigtig socialist, belæst marxist og god borger og familiefader. [9]
Denne pointe er af uhyre stor teoretisk betydning, fordi det konkretiserer det grundlæggende marxistiske princip om arbejderklassens egen frigørelse i forhold til revolutionsprocessen. [10] Strategier for at overtage den eksisterende stat er i deres natur strategier, hvor den vigtigste aktive rolle spilles af parlamentariske ledere og andre notabiliteter, som overtager kontrollen over ministerier, politiet, de væbnede styrker m.v., mens massernes rolle er at yde støtte til denne proces i toppen. Strategier for smadring af den eksisterende stat er strategier, hvor arbejderne selv faktisk konfronterer og besejrer staten, by efter by, rådhus efter rådhus, politistation efter politistation, og selv skaber den nye stat, arbejderråd efter arbejderråd.
En anden teoretisk konsekvens handler om forståelsen af nationalisering og statseje – som altid fremhæves af venstre-reformister. Nationalisering af den kapitalistiske stat er ikke socialisme, men statskapitalisme. Som Engels skrev i Anti-Dühring:
Den moderne stat, hvilken form den end har, er hovedsagelig en kapitalistisk maskine, kapitalisternes stat, den ideelle overkapitalist. Jo flere produktivkræfter, der går over i dens besiddelse, desto mere bliver den virkelig overkapitalist, desto flere statsborgere udbytter den. Arbejderne bliver ved med at være lønarbejdere, proletarer. Kapitalforholdet ophæves ikke, det bliver tværtimod sat på spidsen. [11]
Men om målet er at overtage eller smadre den kapitalistiske stat har også enorme praktiske konsekvenser for socialister i dagskampen, længe før vi når til en revolutionær situation. Fx former det vores holdning til politiet, retsvæsenet og de væbnede styrker. Vores holdning til politiet er ikke baseret på en vurdering af karakteren af alle, eller de fleste, individuelle betjente, men på en forståelse af, at politiet er en kapitalistisk institution, som vores klasse vil blive nødt til at besejre og afskaffe. Derfor opfordrer vi i almindelighed ikke til at styrke politiet eller staten for fx at håndtere kriminalitet eller asocial adfærd.
Men først og fremmest har det konsekvenser for, hvordan socialister bør organisere sig. Hvis perspektivet er at overtage statsapparatet, så er den mest indlysende måde at gøre på at vinde et parlamentsflertal ved et valg – det er faktisk den eneste måde at gøre det på, bortset fra en slags revolutionært statskup som ikke har nogen chance for at lykkes i et fremskredent kapitalistisk land. Men at vinde et parlamentsflertal kræver selvsagt et så bredt parti som muligt, som også er foreneligt med et venstre-program, dvs. det kræver afgjort et parti, der både omfatter reformister (omend venstre-reformister) og revolutionære, ligesom partierne i 2. Internationale og som Syriza i dag. Dette gælder især, da det er højst usandsynligt, at flertallet af arbejdere vil opnå en fuldt revolutionær bevidsthed andet end i og gennem en revolution.
Hvis, på den anden side, målet er at smadre staten, så er der behov for et revolutionært kampparti, som er i stand til at handle på en afgørende måde for at lede masserne i en opstand. Dette kan ikke gøres af et parti, der er 50-50, eller har en anden balance mellem reformister og revolutionære, eftersom den reformistiske fløj ville være i stand til at lamme partiet i det afgørende øjeblik og forhindre det i at tage de afgørende initiativer.
Lenin sagde: “Politiske spørgsmål kan ikke adskilles mekanisk fra organisatoriske spørgsmål, og enhver, som accepterer eller afviser den bolsjevikiske partiorganisation uafhængigt af om vi lever i en tid med proletarisk revolution eller ej, har fuldstændigt misforstået den.” [12] Lige så rigtigt er det, at spørgsmålet, om hvilken form partiorganisationen bør tage, ikke kan adskilles fra vores forståelse af karakteren af den kapitalistiske stat. (Det er vigtigt at forstå denne sammenhæng, fordi nogle folk på venstrefløjen i øjeblikket afviser ‘leninistisk’ organisering, som om det bare var et organisatorisk spørgsmål, uden at overveje dens forbindelse til socialisters opgaver i forhold til staten.)
Som vi har bemærket, er spørgsmålet om en “venstre-regering” af central betydning for det venstre-reformistiske projekt. For de fleste venstre-reformister ses den som det vigtigste middel til at nå deres politiske mål og har derfor en tendens til at blive den altoverskyggende prioritet, som det meste af den daglige politiske aktivitet og kampagner må underordnes. Men at pege på, hvad der præcist definerer en “venstre-regering”, er på ingen måde ligetil, og venstre-reformister selv ville generelt foretrække, at det forbliver temmeligt uklart. Det er lettere at sige, hvad en venstre-regering ikke er.
Det er ikke en typisk socialdemokratisk eller Labour-regering af den slags, som er blevet yderst velkendt i Europa gennem de sidste halvtreds år eller deromkring. Det er ikke en Blair-Brown britisk Labour-regering, eller en François Hollande fransk socialistparti-regering, eller PASOK i Grækenland eller en Gerhard Schröder SPD-regering eller en irsk Labour-regering (hvis vi skulle komme til at opleve en sådan). Det er, med andre ord, ikke en pro-frit marked, pro-USA, pro-imperialistisk business-as-usual-regering med måske en lille bøjning i retning af moderat keynesianisme og velfærdsstaten. Det er åbenlyst heller ikke en regulær arbejdermagt med overtagelse af banker og store virksomheder under arbejderkontrol, som direkte går i gang med afskaffelsen af kapitalismen og overgangen til socialisme. Det er et eller andet sted midt imellem.
Som minimum er en venstre-regering én, der, mens den opererer inden for en kapitalistisk ramme, ikke desto mindre ville regulere mod kapitalistiske kerneinteresser; dvs. den ville gennemføre en række reformer, som den kapitalistiske klasse vil være imod, og som ville gavne arbejderklassen og de undertrykte, og den ville temmelig konsekvent forsøge at forsvare arbejderklassen imod angreb på dens levestandard, som stammer fra systemet. Det ville også være en rimelig minimums-forventning til en sådan regering, at dens udenrigspolitik, hvis den ikke er baseret på militant anti-imperialisme og socialistisk internationalisme, i det mindste ville afstå fra direkte eller indirekte støtte til imperialismen og imperialistiske krige.
I den højere ende af skalaen vil en venstre-regering være én, der gør det ovenstående og seriøst forsøger på at undergrave kapitalistisk magt ved for eksempel gradvist at bringe stadig større dele af økonomien i offentligt ejerskab og, meget afgørende, ved at tage initiativ til mere demokratiske ledelsesformer og ved at påbegynde processen med at bringe statsinstitutioner (politiet, hæren osv.) under demokratisk kontrol. På det udenrigspolitiske område ville den ikke blot afstå fra direkte ledtog med imperialismen, men også aktivt støtte og opbygge alliancer med anti-imperialistiske befrielsesbevægelser og antikrigs-bevægelser internationalt. På denne måde kunne en sådan regering gøde jorden eller “åbne vejen” for en grundlæggende socialistisk omdannelse af samfundet efter fx en fem eller ti års periode og et friskt mandat fra vælgerne.
Det centrale spørgsmål er naturligvis: Er en sådan regering mulig? Spørgsmålet er ikke så meget om, den kunne blive valgt – det er klart, at under visse omstændigheder kunne den – SYRIZA kunne nemt blive valgt i Grækenland – men hvorvidt den ville være i stand til at regere på en “anti-kapitalistisk” måde i enten en svagere eller stærkere betydning af begrebet?
Irland har aldrig haft en venstre-regering. Men der findes en betydelig international erfaring, som vi kan trække på, og som vi kan lære fra.
En af de forvaltninger, der hyppigst nævnes som et eksempel på, hvad der kan opnås ved en venstre-regering, er den britiske Labour-regering fra 1945 til 1951 under Clement Attlee. Venstre-reformister, som Tony Benn, har altid peget på Attlee regering som værende indbegrebet af det ‘Old Labour’, som de ønskede at vende tilbage til. Og for nylig har den socialistiske filminstruktør Ken Loach udgivet The Spirit of 45 – en film der er viet til at genoplive mindet om og fejre dette øjeblik i britisk historie – samtidig med hans opfordring til dannelsen af et nyt venstrefløjsparti til at modgå den nuværende konservative regerings massive stormløb på velfærdsstaten. Det, der gav denne regering sit ry på venstrefløjen, var dens udvikling af velfærdsstaten, først og fremmest oprettelsen af National Health Service (NHS) og dens omfattende program for nationaliseringer.
1945-regeringen startede ikke den britiske velfærdsstat fra ingenting – dens oprindelse går tilbage til den liberale regering 1906-1914, som indførte folkepension, arbejdsløsheds- og sundhedsforsikring – men de tre love, der blev indført i 1946 (National Health Act og to National Insurance Acts) og National Assistance Act fra 1948 var reformer af væsentlig betydning. Man kan ikke benægte den kendsgerning, at disse foranstaltninger, og især oprettelsen af NHS – gratis for alle – var en betydelig forbedring af livet for folk fra arbejderklassen i Storbritannien.
Med hensyn til offentligt ejerskab, så oplevede man i 1946 nationaliseringen af minerne med dannelsen af National Coal Board og nationaliseringen af Bank of England. Dette blev efterfulgt i 1947 af oprettelsen af Central Electricity Generating Board og i 1948 med nationaliseringen af jernbanerne, indenlandsk vandtransport, noget af gods- og bustransporten plus Thomas Cook & Søn under den britiske transport-kommissionen. I 1949 blev den britiske gasindustri nationaliseret, og 1.062 privatejede og kommunale gasselskaber blev fusioneret ind i tolv område-gas-bestyrelser, og i 1951 nationaliserede regeringen jern- og stålindustrien.
Til disse resultater bør det tilføjes, at der var tale om år med mere eller mindre fuld beskæftigelse (arbejdsløsheden steg aldrig over 3 pct.) og konstant stigende levestandard (med omkring 10 pct. om året). Desuden blev der mellem august 1945 og december 1951 bygget over en million nye boliger i England, Skotland og Wales.
Dette er helt klart imponerende, men når man ser på det samlede resultat af regeringen er billedet mindre rosenrødt, især når det ses i den bredere historiske sammenhæng. Først og fremmest er det klart, at Attlee-regeringen på ingen måde “åbnede vejen” til socialismen, eftersom den blev efterfulgt af 13 år med konservative regeringer, hvor kapitalismen fik det største boom i sin historie, uden nogen generel tilbagerulning af Labours politik. Dette var muligt, fordi de nationaliseringer, der blev gennemført af regeringen, var statskapitalistiske og ikke socialistiske nationaliseringer. Det var overtagelse af et segment af produktivkræfterne af den eksisterende kapitalistiske stat, uden at der var noget element af arbejderkontrol eller arbejdermagt involveret. Som Engels udtrykte det:
Den moderne stat, hvilken form den end har, er hovedsagelig en kapitalistisk maskine, kapitalisternes stat, den ideelle overkapitalist. Jo flere produktivkræfter, der går over i dens besiddelse, desto mere bliver den virkelig overkapitalist, desto flere statsborgere udbytter den. Arbejderne bliver ved med at være lønarbejdere, proletarer. [13]
Og hvad angik den kapitalistiske stat, så krummede regeringen ikke et hår på dets hoved. Der var ikke antydningen af at afskaffe eller blot reformere det anti-demokratiske Overhus eller monarkiet – ikke tale om andet end fuldstændig ‘loyalitet’ over for ‘konge og fædreland’. Men regeringen havde ingen skrupler ved at bruge denne stat mod arbejdere, som tog kollektive kampskridt.
Strejkende havnearbejdere, gasarbejdere, minearbejdere og lastbilchauffører blev fordømt, udspioneret og retsforfulgt. To undtagelsestilstande blev proklameret mod dem, og yderligere to blev med nød og næppe afværget. Ikke mindst brugte regeringen skruebrækkere mod disse strejker ... I 18 forskellige tilfælde mellem 1945 og 1951 satte regeringen soldater ind, undertiden 20.000 af dem, for at bryde arbejdernes blokader og overtage de strejkendes jobs. [14]
Også med hensyn til dens udenrigspolitik, var regeringen grundigt reaktionær og imperialistisk. Den indsatte tropper i Grækenland for at knuse den græske modstand, førte en brutal krig mod oprør i Malaysia, brugte britiske tropper til at hjælpe med at genoprette fransk kolonistyre i Vietnam, forstærkede det britiske styre og det Orange overherredømme i Nordirland, støttede dannelsen af det zionistiske Israel, knuste en generalstrejke i Kenya, og støttede den sydafrikanske annektering af Namibia. Den stod også utvetydigt på USA’s side i den kolde krig, fremstillede atombomben og blev optaget i NATO i 1949.
Denne usædvanlige blanding af reformer, som gavnede arbejderne, med strejke-bryderi og støtte til imperialismen var produktet af en enestående kombination af omstændigheder. På den ene side vandt regeringen en jordskreds-valgsejr på grundlag af en bred radikalisering blandt arbejdere under krigen, men fordi krigen havde folkelig opbakning, var det en forholdsvis passiv radikalisering, der tog form af at stemme på Labour snarere end i form af massestrejker, demonstrationer mod regeringen, anti-krigs-mytterier og så videre. På den anden side kom regeringen på taburetterne samtidig med en periode med fuld beskæftigelse (etableret under krigen) og begyndelsen af efterkrigstidens økonomiske boom. Dette gjorde den herskende klasse villige og i stand til at give indrømmelser (tillade reformer), og til at tilslutte sig en keynesiansk økonomisk politik og en vis grad af statskapitalisme (nationalisering).
Her er det afgørende at forstå: a) at boomet og den fulde beskæftigelse ikke var et resultat af Labours økonomiske politik eller visdom; det var snarere en international kapitalistisk ekspansion som følge af krigen og vedligeholdt efter krigen af den permanente våbenøkonomi; b) at det er meget usandsynligt, at denne særlige kombination af omstændigheder vil gentage sig, især i Europa på nuværende tidspunkt.
Der er imidlertid visse paralleller med Hugo Chavez’ regering i Venezuela. Arven fra Chavez er omtalt andetsteds i dette tidsskrift af Peadar O’Grady, så jeg vil gøre kun meget korte bemærkninger om den her. Ligesom Attlee-regering var Chavez’ i stand til at opnå en række væsentlige reformer. Under Chavez faldt arbejdsløsheden fra 14,5 pct. i 1999 til 7,8 pct. i 2011; procentdelen af dem, der lever i fattigdom, faldt fra 62,1 til 31,9; underernæringen af børn faldt fra 4,7 pct. til 2,9 pct.; de sociale udgifter steg fra 11,3 pct. af BNP til 22,8 pct.; indskrivningen i gymnasiale uddannelser gik fra 44 pct. til 73,3 pct., og antallet af venezuelanerne med pension steg fra 500.000 til 2 millioner. [15] Et imponerende resultat. Samtidig, som med Labour i 1945-51, er det kapitalistiske statsapparat forblevet intakt, og efter tretten år ved magten har der ikke været nogen angreb på den venezuelanske kapitalistklasses rigdom eller økonomiske situation. Som Owen Jones har bemærket i en pro-Chavez artikel: “Venezuelas oligarker har fråde om munden med deres had til Chávez, men sandheden er, at hans regering knapt nok har rørt dem. Den øverste skattesats er kun 34 procent, og skatteunddragelse breder sig mere og mere.” [16]
Heller ikke dette er ved at ændre sig. Præsident Nicolas Maduro, Chavez efterfølger, har for nylig opfordret til “flere udenlandske investeringer og et bedre forhold til erhvervslivet.” [17] Det, der har gjort denne kombination af betydelige reformer uden et angreb på kapitalens magt mulig, var boomet i den venezuelanske økonomi og massive olieindtægter – en gennemsnitlig vækst i BNP på omkring 4 pct. i Chavez-årene. Her er der igen en parallel til Labour i 1945-51 og efterkrigstidens økonomiske boom. Det, der er blevet opnået i Venezuela, er ikke en “åbning af vejen” til socialisme, men en reformeret kapitalisme med bedre vilkår for arbejderne og uden en revolutionær mobilisering af arbejderklassen nedefra. Disse gevinster kan meget vel blive udhulet i de kommende år, især hvis højkonjunkturen ophører.
Desværre var resultaterne af tre andre venstre-regeringer i det 20. århundrede meget værre.
Den spanske Folkefronts-regering tiltrådte den 16. februar 1936 efter en valgsejr. Dette fandt sted på baggrund af seks års intens klassekamp, som omfattede omstyrtelsen af det spanske monarki i 1931, og de asturiske minearbejderes opstand i 1934 (som blev brutalt knust af general Franco med 5.000 dødsfald).
Folkefronten omfattede to liberale (borgerlige) republikanske partier, det spanske socialistparti (et yderligtgående venstre-socialdemokratisk parti), det spanske kommunistparti, en sektion af det anarko-syndikalistiske CNT og det tidligere trotskistiske og erklærede revolutionære marxistiske POUM. I juli 1936 reagerede den spanske herskende klasse ved at støtte et fascistisk kup ledet af Franco. Kuppet lykkedes i omkring halvdelen af Spanien, mens det i den anden halvdel blev bekæmpet af modstand fra arbejdernes masseaktioner nedefra, og hvor arbejderne reelt tog magten i Barcelona og andre steder. Landet blev således delt i to, og den spanske borgerkrig begyndte. Folkefrontsregeringen spillede en beklagelig rolle i denne titaniske kamp.
Under sådanne omstændigheder var der ingen muligheder for et gradvist program af progressive reformer. Behovet for at vinde krigen – som bogstaveligt talt var et spørgsmål om liv eller død for alle på venstrefløjen – dominerede alt. Men hvordan skulle man vinde den – det var det centrale spørgsmål. Rent militært havde Francos styrker, som var massivt bevæbnede og støttet af Hitler og Mussolini, uundgåeligt fordelen. På republikkens side var den revolutionære begejstring og massernes heltemod, og muligheden for at underminere Franco bag hans egne linjer gennem revolutionære foranstaltninger så som overtagelse af jorden [fra godsejerne; ovs.anm.] og fabriksbesættelser og ved at give uafhængighed til Marokko. [18]
Men det viste sig, at regeringen ikke gjorde nogen af disse ting, ja den var direkte imod det. Naturligvis ville de borgerlige republikanske partier ikke tolerere indhug i den kapitalistiske ejendom og den kapitalistiske stat. Men det ville kommunistpartiet heller ikke; dets linje, og kommunistpartiernes linje internationalt var – efter ordre fra Moskva –, at for at vinde krigen var den bredest mulige enhed påkrævet, herunder enhed med ‘demokratiske’ kapitalistiske partier og endda den britiske og franske regering, og at derfor måtte den spontane arbejderrevolution, der havde udviklet sig i Barcelona og andre steder, først tøjles og derefter likvideres. For at håndhæve denne politik blev GPU-agenter og metoder importeret til Spanien med det deraf følgende mord på POUM-lederen, Andreu Nin, og andre. [19] Denne strategi viste sig at være katastrofal. Ikke overraskende kom der ingen støtte fra Storbritannien eller Frankrig, mens arbejderklassen og revolutionære kræfter blev demobiliserede og demoraliserede. Som følge heraf var den fascistiske sejr, der kom i 1939, mere eller mindre uundgåelig. Fascisterne tog den mest forfærdelige hævn over deres modstandere, hvor ca. 200.000 loyalister blev henrettet, og Franco opretholdt sit diktatur indtil sin død i 1975.
Parallelt med de forfærdelige begivenheder i Spanien var Folkefronts-regeringen i Frankrig. Resultatet af den var måske ikke så umiddelbart katastrofalt, men var ikke desto mindre dybt skuffende. Den franske folkefront var en alliance mellem kommunisterne, socialistpartiet og midterpartiet de Radikale. Den blev indsat i maj 1936 ledet af socialistpartiets leder, Leon Blum, efter en jordskredssejr på grundlag af et anti-fascistisk opsving i masserne og en voksende bølge af strejker.
Den franske arbejderklasse reagerede på Folkefrontens valgsejr med en massiv bølge af strejker og fabriksbesættelser, som næsten skabte en revolutionær situation. I juni 1936 var der næsten 9.000 besatte arbejdspladser! Reaktionen fra venstre-regeringen og dens tilhængere – den afgørende rolle blev spillet af kommunistpartiet – var at tilbyde indrømmelser for at bringe strejkerne til ophør så hurtigt som muligt. Indrømmelserne var betydelige: Lønstigninger på 7 til 15 pct., en 40 timers uge (reduceret fra 48), to ugers betalt ferie og anerkendelse af kollektive overenskomster. Men det var langt fra nogen strukturel eller strategisk ændring af systemet, og det er vigtigt at huske, at disse reformer blev presset fra regeringen af arbejdernes aktioner nedefra, ikke presset igennem af regeringen i toppen.
I løbet af de næste par år fik kombinationen af alvorlig inflation og regeringens økonomiske politik hurtigt udhulet mange af arbejdernes gevinster. I midten af 1937 var Folkefronts-regeringen begyndt at gå i opløsning. Uden nogen væsentlig arbejderklasse-modstand – både socialistpartiet og kommunistpartiet var aktivt imod modstand mod ‘Folkets’ regering –, og i november 1938 kom Folkefronts-eksperimentet til en forsmædelig afslutning. Inden for to år var nazisterne i Paris, og det franske parlament stemte for Vichy-regeringen og samarbejdspolitikken.
Et tredje eksempel på en Folkefronts-regering er Salvador Allendes Unidad Popular- (Folkeenheds-) regering i Chile 1970-1973. Folkeenheden lignede folkefronterne fra 30’erne deri, at dens kerne bestod af en alliance mellem kommunistpartiet (KP) og socialistpartiet (Allende var fra SP) med liberale Radikale. Da de var kommet på taburetterne, førte Allende og Folkeenheden politikker, der handlede om begrænsede nationaliseringer, sociale reformer og keynesiansk økonomisk ekspansion. De udfordrede imidlertid ikke det chilenske statsapparat eller militær, men håbede i stedet at vinde dets støtte eller i det mindste at neutralisere dem. I et år eller deromkring så regeringens økonomiske strategi ud til at virke – økonomien voksede og arbejderklassens levestandard blev hævet – men i 1972 kom Chile ind i en økonomiske krise og oplevede en rasende inflation.
Den chilenske arbejderklasse svarede på dette med masse-modstand i form af store strejker og demonstrationer og organiseringen af cordones (industrielle koordinerende netværk), som var kim til arbejderråd, kombineret med krav om, at tempoet i forandringerne skulle øges. Samtidig øgede højrefløjen deres mobilisering mod bevægelsen og regeringen og begyndte forberedelserne til et kup. Allende forsøgte at vinde tid, og det chilenske kommunistparti viste sig at være et af de mest forsigtige elementer i UP-koalitionen. I 1973 var der to mislykkede kupforsøg, men Allende ville stadig ikke bryde med militæret eller bevæbne arbejderne. Den 11. september iscenesatte den berygtede General Pinochet, med opbakning fra USA, et vellykket kup, der kostede Allende selv og 30.000 chilenere livet, og oprettede et brutalt [20] militærdiktatur, som regerede Chile i sytten år.
Dette er på ingen måde en udtømmende liste over “venstre-regeringer” (andre, der kunne overvejes, omfatter Ungarn i 1919, sandinisterne i Nicaragua, og Evo Morales i Bolivia, og måske mange flere), men nok eksempler er blevet præsenteret til, at vi kan gøre en vis status. Den første pointe er, at i ingen af disse eksempler, eller i nogen andre tilfælde, har venstre-reformismen haft held til at “åbne vejen for socialisme” eller iværksætte nogen overgang til et post-kapitalistisk samfund. Ej heller kan nogen af disse regeringer siges at have lanceret et alvorligt angreb, vellykket eller ej, på kapitalistklassens eller statens institutionelle magt. Det meste, der er blevet opnået af nogen af disse regeringer, er en række sociale reformer, der forbedrede levestandarden for arbejderklassen inden for kapitalismen, og dette var kun muligt under meget gunstige økonomiske omstændigheder, som i Storbritannien efter 1945, Venezuelas olie-boom, og Chile 1970-1. Under omstændigheder med økonomisk krise – i Europa i 1930’erne og Chile i 1972-3 – var selv disse begrænsede reformer uacceptable for deres respektive herskende klasser, som var i stand til at bruge deres økonomiske og politiske magt, især deres magt i statsapparatet, til at undergrave og ødelægge venstre-regeringen.
Der er imidlertid én bemærkelsesværdig undtagelse fra denne deprimerende historiske resultatliste – den provisoriske regering, der regerede Rusland mellem februar og oktober 1917. På grund af sin særlige skæbne anses den normalt ikke, set i bakspejlet, som en “venstre-regering”, men sådan blev den i høj grad set i samtiden. Den blev bragt til magten af en stor folkelig revolution fra neden, der væltede tsarismen og omfattede en koalition af mensjevikker, socialrevolutionære (SR), partiløse venstreorienterede og borgerlige liberale (kadetterne). Lederne af den provisoriske regering skabte ikke revolutionen, men de havde alle været mangeårige modstandere af tsarismen og havde i begyndelsen massiv folkelig opbakning – herunder, indtil Lenins tilbagevenden fra eksil i april, fra bolsjevikkerne. Endvidere blev regeringens ‘venstre’-karakter forstærket, da Alexander Kerenskij, medlem af de Social-Revolutionære, efterfulgte prins Lvov som premierminister i juli 1917.
Straks efter februar-opstanden proklamerede den provisoriske regering en række vigtige reformer, såsom en amnesti for alle politiske fanger, ytringsfrihed, presse- og forsamlingsfrihed, afskaffelse af arvelige privilegier og etablering af lokale myndigheder på grundlag af almindelig valgret. Men disse reformer, ligesom arbejdernes gevinster i Frankrig i 1936, var i virkeligheden snarere vundet af masserne i revolutionen end leveret fra oven. Derefter opnåede den provisoriske regering kun lidt, forblev låst fast i den katastrofale verdenskrig og ude af stand til at gennemføre blot sit eget minimums-program om at indkalde en grundlovgivende forsamling eller tildele jord til bønderne.
Hvad der adskilte denne provisoriske regering fra andre venstre-regeringer var hverken dens resultater eller dens mangel på dem, men det faktum, at den i oktober 1917 blev væltet fra venstre ved en socialistisk revolution. Var det ikke sket, er der ikke megen tvivl om, at den provisoriske regering ville have lidt samme skæbne som de chilenske eller spanske folkefronter. Kontrarevolutionen gjorde et forsøg på et kup under ledelse af General Kornilov i august 1917, og det var bolsjevikkerne, ikke regeringen selv, der spillede hovedrollen i at besejre den. Det er overvældende sandsynligt, at de zaristiske generaler, hvis de havde haft tid til at omgruppere sig, ville have slået til igen, måske med held. Trotskij plejede at sige, at uden Oktoberrevolutionen ville fascismen have haft et russisk og ikke et italiensk navn. Men det, der gjorde Oktober mulig, var eksistensen af bolsjevikkerne som et uafhængigt revolutionært parti, som var blevet bygget i årene op til revolutionen.
Marxister er revolutionære, ikke fordi de er utålmodige eller foretrækker revolution frem for gradvis reform, men fordi både teori og erfaringer viser, at reformvejen ikke virker. Som Marx udtrykte det i Den Tyske Ideologi:
“Revolution er nødvendig ... ikke kun fordi den herskende klasse ikke kan væltes på nogen anden måde, men også fordi det kun gennem en revolution kan lykkes den klasse, der tager over, at slippe af med årtiers møg og blive klar til at forme samfundet påny.” [21]
Dette betyder imidlertid ikke, at vi bare kan have en negativ holdning til fænomenet reformisme i almindelighed eller venstre-reformisme i særdeleshed. I stedet er vi nødt til at være både for den og imod den, støtte den og kritisere den, samarbejde med den og uafhængigt af den, på samme tid – med forskellig vægt i forskellige faser af kampen.
Marx og Engels støttede dannelsen og udviklingen af det tyske socialdemokratiske parti (SPD), men kritiserede Gotha-programmet, [22] som det blev grundlagt på, og advarede mod tidlige tendenser til reformisme i deres “Rundskrivelse” til SPD-ledere. [23] Rosa Luxemburg arbejdede inden for SPD indtil 1915, men polemiserede voldsomt imod den revisionistiske (reformistiske) Eduard Bernstein i sin bog fra år 1900 “Socialreform eller revolution”, [24] imod Karl Kautsky og SPD-fagforeningslederne om massestrejken og fordømte partiet som helhed som “et stinkende lig” for dets støtte til imperialistisk krig.
Bolsjevikkerne arbejdede med mensjevikkerne i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) efter splittelsen i 1903, men opretholdt deres separate fraktion, indtil den udviklede sig til et fuldt uafhængigt parti fra 1912 og fremefter. I begyndelsen af Komintern argumenterede Lenin først for at bryde med den reformistiske 2. Internationale og for at danne uafhængige revolutionære kommunistiske partier, og derefter for at støtte de reformistiske partier mod højre i valg og endelig for en enhedsfront med reformisterne i forsvaret af grundlæggende arbejderklasse-interesser. Trotskij fortsatte denne tilgang i 1930’erne, især i forhold til kampen mod fascismen. I udviklingen af den Internationale Socialistiske Tendens i Storbritannien i 1950’erne og 60’erne, arbejdede de, som senere stiftede Socialist Workers Party (SWP), inden for Labour for i starten at få publikum, men organiserede sig derefter særskilt, så snart et publikum for revolutionær politik opstod til venstre for Labour. De fortsatte med at støtte Labour (‘uden illusioner’) mod de konservative ved valg, og støttede også venstrefløjen i Labour (Tony Benn etc.) mod højrefløjen i Labour. Da muligheden for at udvikle et alternativ til venstre for Labour ved valgurnerne åbnede sig, samarbejdede SWP med venstre-reformister, såsom George Galloway, for at forsøge at bygge det, men uden at give afkald på deres kritik af det borgerlige demokrati eller af overdrevent fokus på valg [eng.: electoralism].
I dag er vi nødt til at fortsætte denne dialektiske tilgang, både internationalt og i Irland. Når arbejderes radikalisering udtrykker sig ved en bevægelse fra højre, eller fra mainstream-reformisme, til venstre-reformisme, som med SYRIZA eller Front de Gauche, hilser vi det velkomment og opmuntrer det. Men når denne venstre-reformisme står i modsætning til at opbygge revolutionær organisering, kritiserer vi den. Når arbejderne stemmer på kandidater i ULA [United Left Alliance i Irland] frem for Labour (eller Sinn Fein), så er vi glade for det, men hvis vi bliver bedt om at opløse vores organisation eller skjule vores særlige revolutionære politik, så afslår vi det.
Vi samarbejder med andre arbejdere og andre reformistiske politiske kræfter i kampagner til forsvar for arbejderklassens interesser. Vi støtter venstrefløjen mod højrefløjen eller den yderste venstrefløj mod den moderate venstrefløj i fagforeningerne – Jimmy Kelly mod Jack O’Connor, Jerry Hicks mod Len McCluskey – men bevarer vores forståelse af, at den vigtigste opdeling i fagforeningerne er mellem folk på gulvet og bureaukratiet. [25] Vi vil støtte dannelsen af en “venstre-regering”, men vi vil ikke gå ind i den, dvs. vi ville stemme for den og vores folkevalgte ville støtte den mod højrefløjen i Dáil [det irske parlament; ovs.anm.]. Men vi vil ikke påtage os ansvaret for den, eller være bundet af den eller stemme sammen med den, hvis den indfører nedskæringer eller andre anti-arbejderklasse foranstaltninger. Og på intet tidspunkt i hele processen bør vi opgive den marxistiske kritik af det venstre-reformistiske perspektiv eller projektet med at opbygge et revolutionært parti.
1. For Nick Wracks version, se: wigangreensocialists.wordpress.com
5. For en nylig analyse af fagforeningsbureaukratiets reformistiske rolle, se John Molyneux: Marxism and trade unionism, Irish Marxist Review nr. 1.
6. Det skal bemærkes i forbifarten, at den idé, der undertiden høres på venstrefløjen, at reformismen har ophørt eller er ved at ophøre med at være et problem, enten fordi kapitalismen ikke længere kan levere reformer, eller fordi de socialdemokratiske partier er blevet pro-kapitalistiske partier, er grundlæggende fejlagtig. Reformisme vil være med os, så længe vi har kapitalisme.
7. Da Kautsky og hans tilhængere stod i midten af SPD, blev de, og det fænomen de repræsenterede, kendt i den leninistisk-trotskistiske tradition som centrister. Centrisme refererer til politiske tendenser, der vakler mellem revolution og reformisme, men i praksis var de fleste kautskyanere venstre-reformister.
8. Staten og revolutionen blev skrevet i 1917 midt under revolutionen, men det er værd at bemærke, at bogens centrale ideer allerede var til stede i hans notesbøger fra 1916. Se V.I. Lenin: Marxism on the State, Moskva 1976.
9. V.I. Lenin, “Venstre”-kommunismen – en børnesygdom, i: Lenin: Udvalgte værker, bind 12, Forlaget Tiden, København 1984, s. 69.
Det skal bemærkes, at dette er skrevet i en bog, hvor Lenin argumenter for revolutionæres deltagelse i parlamenter.
10. Se See James O’Toole: The principle of self emancipation, Irish Marxist Review nr. 2.
11. Fr. Engels: Anti-Dühring, 1878, Sputnik, Kbh./Progres, Moskva, 1984, s. 306.
12. Lenin, citeret i G. Lukacs: Lenin. A Study on the Unity in his Thought, 1924, London 1970, p.26.
(Closing Speech On The Political Report Of The Central Committee Of The R.C.P.(B.) March 28.)
13. Fr. Engels: Anti-Dühring, 1878, Sputnik, Kbh./Progres, Moskva, 1984, s. 306.
14. Geoff Ellen: Labour and strike-breaking, 1945-51, International Socialism 2:24, Summer 1984, p.45
15. Tal fra Links, International Journal of Socialist Renewal
16. Owen Jones: Hugo Chavez proves you can lead a progressive, popular government that says no to neo-liberalism, The Independent, Monday 8 October 2012.
18. Franco lancerede sit kup fra Marokko og 80.000 marokkanske tropper kæmpede på hans side. Hvis Republikken havde gjort Marokko uafhængigt, ville dette have svækket fascisterne enormt. Se Andy Durgan, The Spanish Civil War, New York 2007, p.33.
19. “Næsten 4000 antifascister vides at have været fængslet i Catalonien indtil slutningen af krigen. De fleste var CNT-medlemmer. ” Andy Durgan, som ovenfor, s. 99.
20. Det er en bitter ironi, at Pinochet blev forfremmet til øverstkommanderende for den chilenske hær af Allende den 23. august, blot to uger før kuppet.
21. K. Marx: Den Tyske Ideologi, 1845, i: Karl Marx: Skrifter i Udvalg. Den Tyske Ideologi. Filosofiens Elendighed, Rhodos, København 1974, s. 89.
22. K. Marx og F. Engels: Kritik af Gotha-programmet, Forlaget Tiden, København 1977.
23. Se Marx og Engels til Bebel, Liebknecht, Bracke og andre (“Rundskrivelse”), 17.-18. september 1879, i: Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 2, s. 479-86, Forlaget Tiden, København 1973.
24. Se Rosa Luxemburg: Socialreform eller Revolution? (1899), Internationale Socialisters Forlag (nu Forlaget modstand.org), København 1997.
25. Se John Molyneux: Marxism and trade unionism, som ovenfor.
Sidst opdateret 26.1.2015