Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 2, s. 497-502, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til internet af Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, januar 2006.
Kopieret til Marxisme Online, 13. sep. 2008 iflg. aftale.
London, den 14. juli 1893.
Først i dag har jeg lejlighed til at takke Dem for »Lessinglegenden«, som De venligst har sendt mig. Jeg ville ikke nøjes med at sende Dem en formel bekræftelse af modtagelsen, men ville samtidig også sige Dem noget derom – om bogens indhold. Deraf kommer forsinkelsen.
Jeg begynder med slutningen – tillægget om den historiske materialisme, [41] hvor De har sammenstillet de vigtigste kendsgerninger på en fortræffelig måde, der er overbevisende for enhver uhildet læser. Når jeg finder noget at udsætte, er det, at De tilskriver mig større fortjenester, end der tilkommer mig, selv når jeg tæller alt med, hvad jeg muligvis – med tiden – selvstændigt kunne have fundet, men som Marx med sit hurtigere øje og videre overblik opdagede længe før. Når man har haft den lykke i fyrre år at arbejde sammen med en mand som Marx, bliver man i dennes levetid almindeligvis ikke så anerkendt, som man tror at have fortjent det; når den større personlighed så dør, bliver den mindre let overvurderet – og det synes mig netop nu at være tilfældet med mig; historien vil sluttelig bringe alt i orden, og til den tid er man lykkelig stukket af og ved ikke mere noget om noget.
Ellers mangler der kun et punkt, som imidlertid i reglen heller ikke i Marx’ og mine værker er fremhævet ofte nok, og hvor vi alle har samme skyld. Til at begynde med har vi nemlig alle lagt hovedvægten på, at de politiske, retslige og andre ideologiske forestillinger og tillige de af disse forestillinger formidlede handlinger afledes af de økonomiske grundkendsgerninger, og vi måtte lægge hovedvægten der. Derved fik den indholdsmæssige side os dengang til at forsømme spørgsmålet om formen: ad hvilke veje sker dannelsen af disse forestillinger etc. Det har så givet modstanderne en kærkommen anledning til misforståelser, respektive fordrejelser, hvad Paul Barth er et slående eksempel på.
Ideologien er en proces, som det såkaldte tænkende menneske ganske vist fuldbyrder med bevidsthed, men med en falsk bevidsthed. De egentlige drivkræfter, som bevæger ham, er ham ubekendte, ellers ville det netop ikke være nogen ideologisk proces. Han foregøgler sig altså gale eller tilsyneladende drivkræfter. Da det er en tankeproces, afleder han dens indhold og dens form af den rene tænkning, enten af sin egen eller sine forgængeres. Han arbejder med et blot og bart tankemateriale, som han tager ubeset som frembragt af tænkning og ellers ikke undersøger videre med henblik på en fjernere, af tænkningen uafhængig proces, og dette falder ham naturligt, fordi al handlen, da den formidles gennem tænkningen, også i sidste instans synes ham at være begrundet i tænkningen.
Den historiske ideolog (historisk skal her simpelthen stå som fælles betegnelse for politisk, juridisk, filosofisk, teoretisk, kort sagt for alle områder, som tilhører samfundet og ikke blot naturen) – den historiske ideolog har altså på ethvert videnskabeligt område et stof, som selvstændigt er skabt af tidligere generationers tænkning og i hjernen på disse skiftende generationer har gennemløbet en selvstændig egen udviklingsrække. Ganske vist kan ydre kendsgerninger, som tilhører dette eller andre områder have virket medbestemmende på denne udvikling, men disse kendsgerninger er jo efter den stiltiende forudsætning atter selv frugter af en tankeproces, og sådan holder vi os stadig indenfor den blotte tænknings område, som lykkeligt har fordøjet selv de hårdeste kendsgerninger.
Det, der frem for alt blænder de fleste mennesker, er det, at statsforfatningerne, retssystemerne, de ideologiske forestillinger på hvert eneste særområde synes at have en selvstændig historie. Når Luther og Calvin »overvinder« den officielle katolske religion, når Hegel »overvinder« Fichte og Kant, når Rousseau indirekte med sin »samfundspagt« »overvinder« den konstitutionelle Montesquieu, så er det en begivenhed, der ikke rækker udenfor teologien, filosofien, statsvidenskaben, det er en etape i disse tankeområders historie og kommer slet ikke udenfor dette tankeområde. Og siden den borgerlige illusion om den kapitalistiske produktions evighed og endegyldighed er kommet til, gælder jo endog fysiokraternes og A. Smiths overvindelse af merkantilisterne for en ren tankens sejr – ikke for en tankerefleks af ændrede økonomiske kendsgerninger, men for den rette indsigt i faktiske betingelser, der består til enhver tid og på ethvert sted, en indsigt, man nu endelig havde opnået; havde Richard Løvehjerte og Filip August indført frihandelen i stedet for at rode sig ind i korstog, så var vi blevet sparet for 500 års elendighed og dumhed.
Denne side af sagen, som jeg her kun kan antyde, har vi, tror jeg, alle forsømt mere, end den fortjener. Det er den gamle historie: i begyndelsen bliver formen altid forsømt til fordel for indholdet. Som sagt, det har jeg også gjort, og jeg er først blevet opmærksom på fejlen bagefter. Jeg er altså ikke blot langt fra på nogen måde at gøre Dem en bebrejdelse derfor, det er jeg jo som ældre medskyldig slet ikke berettiget til, tværtimod – men jeg vil gerne af hensyn til fremtiden gøre Dem opmærksom på dette punkt.
Dermed hænger også ideologernes tossede forestilling sammen: at da vi benægter, at de forskellige ideologiske sfærer, som spiller en rolle i historien, har en selvstændig historisk udvikling, skulle vi også benægte, at de har nogen som helst historisk aktivitet. Til grund ligger her den ordinære udialektiske forestilling om årsag og virkning som to stik modsatte poler, den absolutte mangel på forståelse for vekselvirkningen; at et historisk moment, når det engang er sat i verden af andre, til syvende og sidst økonomiske kendsgerninger, nu også reagerer, at det kan virke tilbage på sine omgivelser og endog på sine egne årsager, det glemmer de herrer tit med vilje. Således f. eks. Barth »Om præsteskab og religion«, side 475 hos Dem. Deres kølhaling af denne overmåde flade herre har jeg glædet mig meget over. Og den mand gør de til historieprofessor i Leipzig! Så var den gamle Wachsmuth, der også var flad i hjernekassen, men havde megen sans for kendsgerninger, dog en helt anden karl.
I øvrigt kan jeg om bogen kun gentage, hvad jeg allerede gentagne gange har sagt om artiklerne, da de udkom i »Neue Zeit«, at det er langt den bedste fremstilling af den preussiske stats opståen, som findes, ja jeg kan vel sige: den eneste gode, den udvikler på de fleste punkter sammenhængene rigtigt lige til enkelthederne. Man kan kun beklage, at De ikke med det samme har kunnet tage den videre udvikling til Bismarck med, og håber ubetinget, at De vil gøre dette en anden gang og fremstille totalbilledet i sammenhæng fra kurfyrst Friedrich Wilhelm til den gamle Wilhelm. De har jo dog gjort forstudierne og i det mindste i hovedsagen så godt som afsluttet dem. Og gøres må det jo dog engang, før skrammelkassen bryder sammen; opløsningen af de monarkisk-patriotiske legender er, om ikke netop den nødvendige forudsætning for afskaffelsen af klasseherredømmets dække, monarkiet (eftersom en ren, borgerlig republik i Tyskland vil være et tilbagelagt stadium, inden den når at komme i stand), så dog en af de virksomste løftestænger dertil.
Så vil De også få mere plads og lejlighed til at fremstille den preussiske lokalhistorie som et stykke af den tyske totalmisère. Det er det punkt, hvor jeg her og der afviger noget fra Deres opfattelse, navnlig i opfattelsen af forudsætningerne for Tysklands sønderlemmelse og den tyske borgerlige revolutions vanskæbne i det 16. århundrede. Når jeg får tid til at foretage en ny bearbejdelse af den historiske indledning til min Bondekrig, hvad jeg håber kan ske til næste vinter, så vil jeg dér kunne udvikle de pågældende punkter. Ikke at jeg anser de af Dem angivne for urigtige, men jeg stiller andre ved siden af og grupperer noget anderledes.
Ved studiet af den tyske historie – som jo udgør en eneste fortløbende misère – har jeg altid fundet, at en sammenligning med de tilsvarende franske epoker først giver den rigtige målestok, fordi der dér sker det stik modsatte af, hvad der sker hos os. Dér opstår nationalstaten af feudalstatens splittede lemmer, netop som hovedforfaldet sætter ind hos os. Dér en sjælden objektiv logik i hele processens forløb, hos os et mere og mere håbløst virvar. Dér repræsenterer den engelske erobrer i middelalderen den fremmede indblanding ved sin invasion til gunst for den provencalske nationalitet mod den nordfranske; englænderkrigene forestiller så at sige trediveårskrigen, men de ender med den udenlandske indblandings fordrivelse og sydens underkastelse under norden. Så kommer centralmagtens kamp med den burgundiske vasal, som støtter sig på udenlandske besiddelser, og som spiller Brandenburg-Preussens rolle, men denne kamp ender med centralmagtens sejr og sikrer definitivt oprettelsen af en nationalstat. Og netop i det øjeblik bryder nationalstaten fuldstændig sammen hos os (for så vidt man kan kalde det »tyske kongedømme« inden for det hellige romerske rige for en nationalstat), og udplyndringen af tysk område i stor målestok begynder. Det er en yderst beskæmmende sammenligning for tyskerne, men den er netop derfor så meget mere lærerig, og efter at vore arbejdere atter har placeret Tyskland i den historiske bevægelses forreste række, kan vi noget lettere sluge fortidens skændsel.
Ganske særlig betegnende for den tyske udvikling er det endvidere, at ingen af de to delstater, der sluttelig deler hele Tyskland mellem sig, er rent tyske, men er kolonier på erobret slavisk område: Østrig en bayersk, Brandenburg en sachsisk koloni, og at de skaffede sig magten i Tyskland udelukkende ved at støtte sig på fremmed, utysk besiddelse: Østrig på Ungarn (for slet ikke at tale om Böhmen), Brandenburg på Preussen. På den mest truede grænse, vestgrænsen, fandt den slags ikke sted, ved nordgrænsen overlod man til danskerne at beskytte Tyskland mod danskerne, og i syden var der så lidt at beskytte, at grænsevogteren, schweizerne, endda kunne løsrive sig fra Tyskland!
Men jeg fortaber mig i betragtninger – lad denne snak være Dem et bevis på, hvor inspirerende Deres arbejde virker på mig ...
41. Mehrings artikel »Om den historiske materialisme« udkom 1893 som tillæg til hans bog »Lessinglegenden«. – Red.
Sidst opdateret 13.9.2008