Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 2, s. 491-97, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til internet af Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, januar 2006.
Kopieret til Marxisme Online, 13. sep. 2008 iflg. aftale.
London, den 27. oktober 1890.
Jeg benytter den første ledige time til at svare Dem. Jeg tror, De vil gøre overmåde vel i at tage mod posten i Zürich. Økonomisk kan De altid lære meget der, især hvis De holder Dem for øje, at Zürich trods alt kun er et penge- og spekulationsmarked af tredje rang, og at de indtryk, som gør sig gældende der, er afsvækkede, respektive bevidst forfalskede gennem en dobbelt og tredobbelt afspejling. Men De lærer mekanismen praktisk at kende og er nødt til at følge førstehånds børsberetninger fra London, New York, Paris, Berlin, Wien, og da åbenbarer verdensmarkedet sig for Dem – i sin refleks som penge- og værdipapirmarked. Det er med de økonomiske politiske og andre reflekser ganske som det er med reflekserne i det menneskelige øje, de går gennem en samlelinse og fremtræder derfor omvendt, stående på hovedet. Blot mangler der nerveapparatet, som i forestillingen atter stiller dem på benene. Pengemarkedsmennesket ser industriens og verdensmarkedets bevægelse ene og alene gennem penge- og værdipapirmarkedets bagvendte afspejling, og så bliver virkning til årsag for ham. Det oplevede jeg allerede i Manchester i 40’erne: til bedømmelse af industriens gang og dens periodiske maksima og minima var Londons børsberetninger absolut ubrugelige, fordi de herrer ville forklare alt ud fra pengemarkedskriser, som dog for det meste selv var rene symptomer. Dengang drejede det sig om at bortforklare industrikrisernes opståen af midlertidig overproduktion, og sagen havde altså oven i købet en tendentiøs side, som opfordrede til fordrejelse. Dette punkt bortfalder nu – i det mindste hos os en gang for alle –, og desuden er det jo et faktum, at pengemarkedet også kan have sine egne kriser, ved hvilke direkte industriforstyrrelser kun spiller en underordnet rolle eller slet ingen, og her er der endnu mangt og meget, også specielt historisk fra de sidste 20 år, der skal konstateres og undersøges.
Hvor der findes arbejdsdeling i samfundsmæssig målestok, dér har delarbejderne også en vis selvstændighed i forhold til hverandre. Produktionen er det i sidste instans afgørende. Når imidlertid handelen med produkterne gør sig selvstændig i forhold til den egentlige produktion, følger den en egen bevægelse, som ganske vist i det store og hele bliver behersket af produktionen, men som i enkelthederne og inden for denne almindelige afhængighed dog atter følger andre love, som ligger i denne nye faktors natur, har sine egne faser og atter slår tilbage på bevægelsen i produktionen. Amerikas opdagelse skyldtes den guldhunger, som allerede tidligere havde drevet portugiserne til Afrika (jfr. Soetbeers »Ædelmetalproduktion«), fordi den vældige udvidelse af den europæiske industri og den tilsvarende handel forlangte flere byttemidler, hvad Tyskland – det store sølvland 1450/1550 – ikke kunne levere. Indien blev i årene 1500/1800 erobret af portugisere, hollændere, englændere med import fra Indien for øje, eksport dertil tænkte intet menneske på. Og dog, hvilken kolossal indvirkning på industrien fik ikke disse opdagelser og erobringer, som var betinget af rene handelsinteresser – først behovet for eksport til disse lande skabte og udviklede storindustrien.
Sådan er det også med pengemarkedet. Når pengehandelen skiller sig ud fra varehandelen, får den en udvikling, som produktion og varehandel sætter betingelser og grænser for, men som er speciel for den, den har sine egne særlige love og aparte faser, som bestemmes af dens natur. Når så dertil kommer, at pengehandelen under denne fortsatte udvikling udvider sig til at omfatte værdipapirer, at disse papirer ikke blot er statspapirer, men industri- og transportaktier, at pengehandelen altså erobrer sig et direkte herredømme over en del af produktionen, som i det store og hele behersker den, så bliver pengehandelens tilbagevirkning på produktionen endnu kraftigere og mere kompliceret. Pengehandleren er besidder af jernbaner, miner, jernværker osv. Disse produktionsmidler får et dobbeltansigt: deres drift har at rette sig snart efter den direkte produktions interesser, snart også efter aktionærernes behov, for så vidt disse aktionærer er pengehandlere. Det mest slående eksempel herpå er de nordamerikanske jernbaner, hvis drift ganske afhænger af, hvad en Jay Gould, en Vanderbilt etc. foretager af momentane børsoperationer, som er den specielle jernbane og dens interesser som samfærdselsmiddel aldeles uvedkommende. Og selv her i England har vi gennem årtier oplevet kampe mellem de forskellige baneselskaber om grænseområder mellem to og to af dem, – kampe hvor der spildes enorme summer, ikke i produktionens og samfærdselens interesse, men alene på grund af en rivalisering, som i regelen kun har til formål at gøre det muligt for pengehandlerne at foretage børsoperationer med deres aktier.
I disse få antydninger af, hvordan jeg opfatter forholdet mellem produktion og varehandel, og mellem disse to og pengehandelen, har jeg i grunden allerede svaret på Deres spørgsmål om den historiske materialisme overhovedet. Sagen forstås lettest under synsvinklen arbejdsdeling. Samfundet frembringer visse fælles funktioner, som det ikke kan undvære. De folk, der udpeges til disse funktioner, danner en ny gren i arbejdsdelingen indenfor samfundet. De får dermed særlige interesser, også overfor dem, der har anbragt dem i deres stilling, de selvstændiggør sig overfor dem, – og vi har staten. Og nu går det ligesom med varehandelen og senere med pengehandelen: den nye selvstændige magt må ganske vist i det store og hele følge produktionens bevægelse, men virker også tilbage på produktionens betingelser og forløb i kraft af sin indre relative selvstændighed, som den engang har fået overdraget og stadig udvikler videre. Det er en vekselvirkning mellem to ulige kræfter; på den ene side den økonomiske bevægelse og på den anden den nye politiske magt, der stræber efter størst mulig selvstændighed og, da den nu engang er blevet indsat, også har sin egen bevægelse. I det store og hele er det den økonomiske bevægelse, der gør sig gældende, men den er også genstand for tilbagevirkning fra den politiske bevægelse, som den selv har indsat, og som er udstyret med relativ selvstændighed – en bevægelse, der på den ene side er statsmagtens bevægelse, på den anden side den oppositions bevægelse, som skabes samtidig med denne. Ligesom industrimarkedets bevægelse i det store og hele og med de ovenfor antydede forbehold genspejles i pengemarkedet, og naturligvis i forvrænget form, således genspejles kampen mellem de allerede i forvejen bestående og kæmpende klasser i kampen mellem regering og opposition, men ligeledes forvrænget, ikke mere direkte, men indirekte, ikke som klassekamp, men som en kamp om politiske principper, og så forvrænget, at det har varet årtusinder, før vi igen fik fat i sandheden.
Statsmagtens tilbagevirkning på den økonomiske udvikling kan være af tredobbelt art: den kan gå i samme retning, så går det hurtigere; den kan gå imod, så går den i vore dage i det lange løb nedenom i ethvert stort folk; eller den kan hindre den økonomiske udvikling i at gå i bestemte retninger og foreskrive den andre. Dette tilfælde reducerer sig til syvende og sidst til et af de to foregående. Men det er klart, at i tilfældene II og III kan den politiske magt gøre den økonomiske udvikling stor skade og forårsage kraft- og stofspild i massevis.
Dertil kommer så endnu det tilfælde, der består i erobring og brutal tilintetgørelse af økonomiske hjælpekilder. Dette kunne tidligere føre til, at en hel lokal og nationaløkonomisk udvikling under visse omstændigheder gik til grunde. Dette tilfælde har nu for det meste den modsatte virkning, i det mindste hos de store folk: den slagne vinder i det lange løb tit mere end sejrherren i økonomisk, politisk og moralsk henseende.
Med retsvæsenet forholder det sig på samme måde: så snart den nye arbejdsdeling bliver nødvendig, som skaber erhvervsjurister, er der atter åbnet et nyt selvstændigt område, som trods al sin almindelige afhængighed af produktionen og handelen alligevel samtidig har en særlig evne til at virke tilbage på disse områder. I en moderne stat må retsvæsenet ikke blot svare til den almindelige økonomiske situation, være dens udtryk, men også være et i sig selv sammenhængende udtryk, som ikke ved indre modsigelser slår sig selv i ansigtet. Og for at muliggøre det, går nøjagtigheden i genspejlingen af de økonomiske forhold mere og mere fløjten. Og dette er så meget mere tilfældet, jo sjældnere det forekommer, at en lovbog er det brutale, umildnede, uforfalskede udtryk for en klasses herredømme: dette ville jo allerede i sig selv stride mod »retsbegrebet«. Det rene, konsekvente retsbegreb hos det revolutionære bourgeoisi fra 1792 til 1796 er jo allerede i Code Napoléon blevet forfalsket i mange retninger, og for så vidt det findes udtrykt deri, må det daglig undergå alle slags afsvækkelser på grund af proletariatets stigende magt. Hvilket ikke hindrer Code Napoléon i at være den lovbog, som ligger til grund for alle nye lovbøger i alle verdensdele. Gangen i »retsudviklingen« består altså for størstedelen kun i, at man først søger at fjerne de modsigelser, der opstår ved, at økonomiske forhold umiddelbart omsættes til juridiske grundsætninger, og at tilvejebringe et harmonisk retssystem, og i at dette system så af den fortsatte økonomiske udviklings indflydelse og tvang bliver gennembrudt og indviklet i nye modsigelser (jeg taler her først og fremmest kun om civilretten).
Genspejlingen af de økonomiske forhold som retsprincipper stiller nødvendigvis også det hele på hovedet: den foregår, uden at den handlende bliver sig den bevidst, juristen bilder sig ind at operere med aprioriske principper, mens der dog kun er tale om økonomiske reflekser – sådan står det hele på hovedet. Og det synes mig en selvfølgelighed, at denne ståen-på-hovedet – der, så længe den ikke er erkendt, danner, hvad vi kalder en ideologisk anskuelse – på sin side igen virker tilbage på den økonomiske basis og kan modificere den indenfor visse grænser. Grundlaget for arveretten er økonomisk – forudsat at familiens udviklingstrin er ensartet. Alligevel vil det være vanskeligt at påvise, at f. eks. den absolutte arvefrihed i England og den stærke indskrænkning af den i Frankrig kun har økonomiske årsager i alle enkeltheder. Men begge dele virker på meget afgørende måde tilbage på økonomien ved at øve indflydelse på formuefordelingen.
Hvad nu angår de ideologiske områder som religion, filosofi osv., der svæver endnu højere oppe i luften, så indeholder disse et forhistorisk, af den historiske periode forefundet og overtaget kvantum af – hvad vi nu vil kalde vrøvl. Til grund for disse forskellige urigtige forestillinger om naturen, om selve menneskets beskaffenhed, om ånder, trolddom osv. ligger for det meste kun i negativ forstand noget økonomisk: den forhistoriske periodes lave økonomiske udviklingstrin suppleres af, betinges delvis af, ja, forårsages af de urigtige forestillinger om naturen. Og selvom også det økonomiske behov har været hoveddrivfjederen i det fremadskridende kendskab til naturen og er blevet det mere og mere, så ville det dog være pedanteri, hvis man ville søge økonomiske årsager til alt dette primitive vrøvl. Videnskabens historie er en gradvis fjernelse af dette vrøvl, henholdsvis dets erstatning med nyt, men mindre og mindre absurd vrøvl. De folk, som besørger dette, tilhører atter særlige sfærer i arbejdsdelingen og synes selv, at de bearbejder et uafhængigt område. Og for så vidt de danner en selvstændig gruppe indenfor samfundets arbejdsdeling, får deres frembringelser – deres fejltagelser iberegnet – tilbagevirkende indflydelse på hele samfundets udvikling, selv på økonomiens. Men samtidig står de selv atter under den økonomiske udviklings dominerende indflydelse. I filosofien f. eks. lader dette sig lettest påvise for den borgerlige periodes vedkommende. Hobbes var den første moderne materialist (i det 18. århundredes forstand), men tilhænger af enevælden på en tid, da enevælden havde sin blomstringstid i hele Europa og i England tog kampen op med folket. Locke var både i religion og politik et barn af klassekompromisset i 1688. De engelske deister og deres mere konsekvente fortsættere, de franske materialister, var bourgeoisiets ægte filosoffer – franskmændene var endda den borgerlige revolutions filosoffer. I den tyske filosofi fra Kant til Hegel skinner den tyske spidsborger igennem – snart positivt, snart negativt. Men som et bestemt område indenfor arbejdsdelingen har filosofien i enhver periode et bestemt tankemateriale til forudsætning, som er blevet den overleveret af dens forgængere, og som den går ud fra. Og deraf kommer det, at økonomisk tilbagestående lande alligevel kan spille første violin i filosofien: i det 18. århundrede Frankrig i sammenligning med England, på hvis filosofi franskmændene byggede, senere Tyskland i sammenligning med disse to lande. Men både i Frankrig og Tyskland var filosofien – ligesom litteraturens almindelige blomstring på den tid – også et resultat af et økonomisk opsving. Det står fast for mig, at den økonomiske udvikling også indenfor disse områder spiller en i sidste instans afgørende rolle, men det sker under de betingelser, som det enkelte område selv foreskriver; i filosofien sker det f. eks. ved, at den økonomiske indflydelse (som for det meste først virker i politisk osv. forklædning) indvirker på det forhåndenværende filosofiske materiale, som forgængerne har efterladt. Økonomien skaber her ikke noget fra nyt, men den bestemmer den måde, hvorpå det forefundne materiale forandres og videreudvikles, og selv det sker for det meste indirekte, idet det er de politiske, juridiske, moralske reflekser, som udøver den største direkte virkning på filosofien.
Om religionen har jeg sagt det mest nødvendige i sidste afsnit om Feuerbach.
Når Barth altså mener, at vi benægter en hvilken som helst tilbagevirkning af den økonomiske bevægelses politiske osv. reflekser på denne bevægelse selv, så kæmper han ganske simpelt mod vejrmøller. Han behøver jo blot at slå op i Marx’ »Attende brumaire«, der næsten udelukkende handler om den særlige rolle, som de politiske kampe og begivenheder spiller, naturligvis indenfor deres almindelige afhængighed af økonomiske betingelser. Eller i »Kapitalen«, f. eks. afsnittet om arbejdsdagen, hvor lovgivningen, som dog er en politisk foreteelse, har en så gennemgribende virkning. Eller afsnittet om bourgeoisiets historie (24. kapitel). Eller hvorfor kæmper vi mon for proletariatets politiske diktatur, hvis den politiske magt er økonomisk afmægtig? Magten (dvs. statsmagten) er også en økonomisk potens!
Men jeg har ikke tid nu til at kritisere bogen. 3. bind [40] må ud først, og for øvrigt tror jeg, at f. eks. Bernstein også kunne klare det ganske godt.
Det, de herrer alle mangler, er dialektik. De ser altid kun årsag hér, virkning dér. At dette er en hul abstraktion, at der i den virkelige verden kun eksisterer sådanne metafysiske diametrale modsætninger under en krise, men at hele den store proces foregår i form af vekselvirkninger – om end mellem meget ulige kræfter – af hvilke den økonomiske bevægelse er langt den stærkeste, oprindeligste og mest afgørende, at intet her er absolut og alt relativt, det ser de nu engang ikke, for dem har Hegel ikke eksisteret ...
40. Marx’ »Kapitalen«. – Red.
Sidst opdateret 13.9.2008