Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 2, s. 474-78, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til internet af Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, januar 2006.
Kopieret til Marxisme Online, 20. juli 2008 iflg. aftale.
London, 20. juni 1873.
Jeg besvarer Deres brev først, fordi Liebknechts endnu ligger hos Marx, og han kan i øjeblikket ikke finde det.
Det var ikke Hepner, men Yorks brev til Hepner, underskrevet af udvalget, der fik os her til at befrygte, at Deres fangenskab ville blive udnyttet af partiledelsen, som ulykkeligvis er aldeles lassalleansk, til at gøre »Volksstaat« til et »ærligt« »Neuer Social-Demokrat«. York indrømmede ganske klart denne hensigt, og da udvalget præsenterede sig som ansætter og afsætter af redaktører, var faren sikkert stor nok. Hepners forestående udvisning gav disse planer et yderligere holdepunkt. Under disse omstændigheder måtte vi absolut vide, hvor vi var henne, og derfor opstod denne korrespondance.
... Hvad nu partiets stilling til lassalleanismen angår, så kunne De naturligvis bedre dømme om den taktik, der måtte følges, navnlig i de enkelte tilfælde. Men der er dog også dette at betænke. Når man som De på en vis måde befinder sig i en konkurrencestilling til »Almindelig tysk arbejderforening«, tager man let for meget hensyn til konkurrenten og vænner sig til i alle sager først at tænke på ham. Nu er såvel »Almindelig tysk arbejderforening« som det socialdemokratiske arbejderparti, tilsammen, stadigvæk et meget lille mindretal af den tyske arbejderklasse. Efter vor opfattelse, som vi har fået bekræftet gennem lang praksis, er den rigtige propagandataktik imidlertid ikke den, at man hist og her søger at vinde enkelte folk og grupper af medlemmer fra modstanderen, men at man virker på den store, endnu udeltagende masse. En eneste frisk kraft, som man selv har fremdraget fra undergrunden, er mere værd end ti lassalleanske overløbere, der altid vil bære kimen til deres falske opfattelser ind i partiet. Og hvis man blot kunne få masserne uden lokalførerne, så gik det endda. Men som det er, må man altid tage en hoben af sådanne førere med i købet, som af deres tidligere offentlige udtalelser og måske desuden af deres hidtidige anskuelser er bundet til, og nu frem for alt må dokumentere, at de ikke er blevet deres grundsætninger utro, men at det tværtimod er det socialdemokratiske arbejderparti, der prædiker den sande lassalleanisme. Det var det uheldige ved Eisenach, [28] dengang måske ikke til at undgå, men skadet partiet har de elementer ubetinget, og jeg ved ikke, om partiet ikke i dag ville have været mindst lige så stærkt, også uden deres indtræden dengang. I hvert fald ville jeg anse det for en ulykke, om disse elementer fik forstærkning ...
Man må ikke lade sig forvirre af råbet om »samling«. De, der mest fører dette ord i munden, er dem, der stifter den største uenighed, sådan som jo netop nu jurabakunisterne i Schweiz, der selv har anstiftet alle spaltninger, råber højere efter samling end efter noget andet. Disse samlingsfanatikere er enten indskrænkede personer, der vil røre det hele sammen til en ubestemt grød, der blot behøver at sætte sig for at forskellene kommer frem igen i langt skarpere modsætning, fordi de nu er i en og samme gryde (i Tyskland har man et smukt forbillede i de folk, der forkynder forsoning mellem arbejdere og småborgere), eller også folk, der ubevidst (som f. eks. Mülberger) eller bevidst vil forfalske bevægelsen. Af den grund er de største sekterere og de største krakilere og skurke til visse tider dem, der råber højest op om samling. Så længe vi har levet, har der ikke været nogen, der har været mere besværlige og lumske end dem, der råbte op om samling.
Naturligvis ønsker enhver partiledelse at se resultater, det er også meget godt. Men der gives omstændigheder, hvor man må have mod til at ofre et øjeblikkeligt resultat for vigtigere ting. Navnlig i et parti som vort, hvis endelige sejr er så absolut sikker og som har udviklet sig så kolossalt i vor levetid og for øjnene af os, behøver man ingenlunde altid og ubetinget et øjeblikkeligt resultat. Tag f. eks. Internationale. Efter Kommunen havde den kolossal fremgang. Det rædselsslagne bourgeoisi troede, at den var almægtig. Medlemmernes store mængde troede, at det ville blive ved med at gå sådan til evige tider. Vi vidste meget godt, at ballonen måtte revne. Alt mulig pak sluttede sig til den. De sekterere, der var i den, førte det store ord og misbrugte Internationale i håb om, at man ville tillade dem de største dumheder og gemenheder. Vi fandt os ikke i det. Vel vidende, at ballonen alligevel engang måtte revne, drejede det sig for os ikke om at udskyde katastrofen, men om at drage omsorg for, at Internationale fremgik ren og uforfalsket af den. I Haag revnede ballonen, og De ved, at flertallet af kongresmedlemmerne [29] rejste hjem med tømmermænd af skuffelse. Og dog havde næsten alle disse skuffede, der troede, at de i Internationale havde fundet idealet af almindeligt broderskab og forsoning, langt mere kævl og strid hjemme, end der brød løs i Haag! Nu forkynder de sekteriske krakilere forsoning og udbasunerer os som uforsonlige og diktatorer! Og hvad ville følgen have været, hvis vi var optrådt forsonligt i Haag, hvis vi havde forhindret splittelsen i at komme til udbrud? Sektererne, navnlig bakunisterne, ville have fået et helt år til at begå endnu langt større dumheder og nederdrægtigheder i Internationales navn; arbejderne i de mest udviklede lande ville have vendt sig fra os i væmmelse; ballonen ville ikke være revnet, den ville langsomt være sunket sammen, såret af nålestik, og den næste kongres, der alligevel måtte bringe krisen, ville være blevet en skandale med de mest gemene personligheder, fordi princippet jo allerede var blevet ofret i Haag! Så ville Internationale til visse have været færdig – færdig takket være »samlingen«! – I stedet er vi nu med ære for os kommet af med de rådne elementer; – de kommunemedlemmer, der var til stede på det sidste afgørende møde, siger, at intet kommunemøde har gjort et så frygteligt indtryk på dem som denne domsforhandling over forræderne mod det europæiske proletariat – vi har i ti måneder ladet dem opbyde alle deres kræfter til at lyve, bagtale og intrigere – og hvor er de? De, der påstod at repræsentere Internationales store flertal, erklærer nu selv, at de ikke vover at komme på næste kongres (nærmere i en artikel, som jeg samtidig sender til »Volksstaat«). Og selv om vi skulle gøre det endnu en gang, ville vi i det store og hele ikke handle anderledes – taktiske fejl begås der naturligvis altid.
I hvert fald tror jeg, at de dygtige elementer blandt lassalleanerne med tiden af sig selv vil tilfalde Dem, og at det derfor ville være uklogt at plukke frugten, før den er moden, sådan som samlingsfolkene vil.
For øvrigt har allerede gamle Hegel sagt: Et parti hævder sig som det sejrende derved, at det spalter sig og kan tåle spaltningen. Proletariatets bevægelse gennemgår nødvendigvis forskellige udviklingstrin; på hvert trin bliver en del af folkene hængende og går ikke med længere; det er alene forklaringen på, at »proletariatets solidaritet« i virkeligheden overalt manifesterer sig i forskellige partigrupperinger, som fejder på liv og død med hinanden, ligesom de kristelige sekter i det romerske rige under de værste forfølgelser.
Men De bør ikke glemme, når f. eks. »Neuer Social-Demokrat« har flere abonnenter end »Volksstaat«, at enhver sekt nødvendigvis er fanatisk og gennem denne fanatisme, især i egne, hvor den er ny (som »Almindelig tysk arbejderforening« i Slesvig-Holsten f. eks.), opnår langt større øjeblikkelige resultater end partiet, som uden sektmærkværdigheder repræsenterer den virkelige bevægelse. Til gengæld varer fanatismen heller ikke længe.
Jeg må slutte, posten skal af sted. I hast kun dette: Marx kan ikke tage fat på Lassalle, før den franske oversættelse [30] er færdig (slutningen af juli ca.), og trænger så positivt til rekreation, da han er meget overanstrengt ...
28. Engels mener Eisenachkongressen 1869, hvor det tyske socialdemokratiske parti blev stiftet. – Red.
29. Der er tale om I Internationales Haagkongres 1.-7. september 1872. – Red.
30. Den franske oversættelse af »Kapitalen«, bd. I. – Red.
Sidst opdateret 20.7.2008