Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 2, s. 468-74, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til internet af Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, januar 2006.
Kopieret til Marxisme Online, 20. juli 2008 iflg. aftale.
London, 24. januar 1872.
Bakunin, der indtil 1868 havde intrigeret mod Internationale, trådte så ind i den, da han havde gjort fiasko på fredskonferencen [22] i Bern, og begyndte straks at konspirere mod generalrådet indenfor den. Bakunin har en aparte teori, et sammensurium af proudhonisme og kommunisme, hvis hovedpunkt for det første er, at han ikke anser kapitalen, dvs. klassemodsætningen mellem kapitalister og lønarbejdere, der er en følge af samfundsudviklingen, for det hovedonde, der skal afskaffes, men staten. Mens den store masse af socialdemokratiske arbejdere sammen med os er af den anskuelse, at statsmagten ikke er andet end den organisation, som de herskende klasser – grundbesiddere og kapitalister – har givet sig selv for at beskytte deres sociale forrettigheder, påstår Bakunin, at det er staten, der har skabt kapitalen, kapitalisten har kun sin kapital af statens nåde. Da altså staten skal være hovedondet, må man først og fremmest afskaffe staten, så går kapitalen af sig selv ad helvede til; mens vi omvendt siger: afskaf kapitalen, det forhold, at nogle få tilegner sig samtlige produktionsmidler, så falder staten bort af sig selv. Forskellen er væsentlig: statens afskaffelse er noget vrøvl, hvis ikke der går en social omvæltning forud, kapitalens afskaffelse er netop den sociale omvæltning og indbefatter en forandring af hele produktionsmåden. Men da nu staten er det afgørende onde for Bakunin, må man ikke gøre noget, som kan holde staten, dvs. en hvilken som helst stat, republik, monarki eller hvad det end er, i live. Derfor altså fuldstændig afstandtagen fra al politik. At udføre en politisk handling, men navnlig at tage del i et valg, ville være forræderi mod princippet. Man skal gøre propaganda, skælde ud på staten, organisere sig, og når man har alle arbejdere på sin side, altså flertallet, afsætter man hele øvrigheden, afskaffer staten og sætter Internationales organisation i dens sted. Denne store handling, med hvilken tusindårsriget begynder, hedder den sociale likvidation.
Alt dette lyder yderst radikalt og er så simpelt, at man kan lære det udenad på fem minutter, og derfor har denne bakunistiske teori også hurtigt fundet genklang i Italien og Spanien hos unge advokater, doktorer og andre doktrinære. Men arbejdernes masse vil aldrig lade sig bilde ind, at deres lands offentlige anliggender ikke samtidig er deres egne anliggender, de er af naturen politiske, og den, der fortæller dem, at de skal lade politik være politik, ham lader de til sidst sejle sin egen sø. At fortælle arbejderne, at de under alle omstændigheder skal afholde sig fra politik, er det samme som at drive dem over i armene på præsterne eller bourgeoisrepublikanerne.
Da nu Internationale efter Bakunins mening ikke skal være skabt for den politiske kamp, men for at den straks kan træde i stedet for den gamle statsorganisation under den sociale likvidation, så bør den komme bakunistidealet af fremtidssamfundet så nær som mulig. I dette samfund eksisterer der frem for alt ingen autoritet, thi autoritet = stat = absolut af det onde. (Hvordan de vil bære sig ad med at drive en fabrik, trafikere en jernbane, styre et skib uden en i sidste instans afgørende vilje, uden fælles ledelse, det siger de os ganske vist ikke). Også majoritetens autoritet over minoriteten hører op. Hvert enkelt menneske, hver kommune er autonom, men hvordan et samfund på blot to mennesker er muligt, uden at enhver opgiver noget af sin autonomi, det tier Bakunin igen stille med.
Altså Internationale skal også indrettes efter dette mønster. Hver sektion er autonom, og i hver sektion hvert enkelt medlem. Ad helvede til med Baselresolutionerne, [23] der overdrager generalrådet en fordærvelig autoritet, der demoraliserer det selv! Selvom denne autoritet er overdraget frivilligt, må den høre op, netop fordi den er autoritet!
Her har De i korte træk hovedpunkterne i svindelen. Men hvem er ophavsmænd til Baselresolutionerne? Vel, hr. Bakunin selv og konsorter!
Da d’herrer på Baselkongressen så, at de ikke ville få held med deres plan om at forlægge generalrådet til Genf, dvs. at få magten over det, tog de fat på en anden måde. De stiftede Alliance de la Démocratie Sociale, en international forening inden for den store Internationale, under det påskud, som De nu vil genfinde i den bakunistiske italienske presse, f. eks. »Proletario«, »Gazzetino Rosa«: de varmblodige latinske racer skulle have brug for et mere pågående program end de kølige, langsomme nordboere. Denne nette plan strandede på modstanden fra generalrådet, som naturligvis ikke kunne tolerere nogen separat international organisation inden for Internationale. Sidenhen dukkede den op under alle mulige former, i forbindelse med de bestræbelser, Bakunin og hans folk udfoldede for at manøvrere det bakunistiske program ind i stedet for Internationales; mens på den anden side reaktionen fra Jules Favre og Bismarck til Mazzini netop kastede sig over det bakunistiske hule og voldsomme sprog, når det gjaldt om at angribe Internationale. Dette nødvendiggjorde min erklæring mod Mazzini og Bakunin af 5. december, som også stod i »Gazzetino Rosa«.
Kernen i bakunisteriet består i en snes folk fra Jurabjergene, de har alt i alt næppe 200 arbejdere bag sig; forposterne er unge advokater, doktorer og journalister i Italien, der nu overalt gebærder sig som ordførere for de italienske arbejdere, ditto et par i Barcelona og Madrid, og hist og her en enkelt – næsten aldrig arbejdere – i Lyon og Brüssel, her kun et eneste eksemplar, Robin.
Da det vår umuligt at indkalde en kongres, blev det nødvendigt at afholde en konference, [24] hvad de benyttede som påskud, og da de fleste franske flygtninge i Schweiz gik over på deres side, fordi disse (proudhonister) der fandt beslægtede strenge, og også af personlige motiver – så begyndte de kampagnen. Naturligvis findes der overalt i Internationale utilfredse mindretal og miskendte genier, og dem gjorde man ikke med urette regning på.
For tiden ser deres stridskræfter ud som følger:
Den bakunistiske presse påstår, at 20 italienske sektioner har tilsluttet sig, jeg kender dem ikke. I hvert fald er ledelsen næsten overalt i hænderne på venner og tilhængere af Bakunin, og de optræder meget højrøstet, men når man undersøger sagen nærmere, vil det nok vise sig, at der ikke står mange bag dem, thi sluttelig er den store masse af italienske arbejdere endnu mazzinistiske og vil også fortsætte dermed, så længe Internationale der identificeres med afstandtagen fra politik.
Men i hvert fald ligger det sådan i Italien, at bakunisteriet der på forhånd fører det store ord i Internationale. Det falder ikke generalrådet ind at besvære sig over det, italienerne har ret til at begå så mange tåbeligheder som de vil, og generalrådet vil kun gennem fredelig diskussion modvirke dette. Folk har også ret til at udtale ønske om en kongres, i stil med juraboerne, [25] skønt det dog er højst mærkværdigt, at sektioner, som har tilsluttet sig for ganske nylig, og som ikke kan vide besked med noget, uden videre tager parti i en sådan sag, især før de har hørt begge parter! Jeg har sagt turinerne min ærlige mening herom og vil også gøre det over for andre sektioner, der har udtalt sig på samme måde. Enhver sådan tilslutning er nemlig indirekte en godkendelse af cirkulærets falske anklager og løgne mod generalrådet, som for øvrigt inden længe også vil udsende sit cirkulære om sagen. [26] Hvis De indtil dettes fremkomst kan forhindre en lignende erklæring fra Milanosektionen, kan vi ikke ønske mere af Dem.
Det mest komiske er, at disse samme turinere, som erklærer sig enige med juraboerne, og altså her anklager os for autoritarisme, nu pludselig forlanger af generalrådet, at det skal skride ind mod den rivaliserende Federazione Operaia, [27] autoritært, på en måde, som generalrådet aldrig før har benyttet, og bandlyse Beghelli fra »Ficcanaso«, som slet ikke hører til Internationale, osv. Og alt dette, før vi har så meget som hørt, hvad Federazione Operaia har at sige dertil!
Forrige mandag sendte jeg Dem »Révolution Sociale« med jura-cirkulæret, et nummer af Genfs »Egalité« (desværre har jeg ikke flere eksemplarer af det nummer, der indeholdt svaret fra Genfs Comité Fédéral, som repræsenterer 20 gange flere arbejdere end jura-boerne) og en »Volksstaat«, der viser Dem, hvad folkene i Tyskland mener om historien. Den sachsiske landsforsamling – 120 delegerede fra 60 steder – har enstemmigt udtalt sig for generalrådet.
Den belgiske kongres (25.-26. december) forlangte statutrevision, men på den ordinære kongres (i september). Fra Frankrig kommer der dagligt erklæringer om tilslutning. Her i England er der selvsagt ingen jordbund for alle disse intriger. Og generalrådet indkalder sikkert ikke nogen ekstraordinær kongres, blot for at være de par intriganter og vigtigmagere tilpas. Så længe disse herrer holder sig på lovlig grund, lader generalrådet dem gerne udfolde sig, denne koalition af yderst forskelligartede elementer vil snart gå i stykker; men ifald de foretager sig noget imod statutterne eller kongresbeslutningerne, vil generalrådet gøre sin skyldighed.
Når man betænker, i hvilket øjeblik – netop når Internationale alle vegne har samtlige hunde i hælene – disse folk indleder deres konspiration, kan man ikke værge sig mod den tanke, at herskaberne fra den internationale politibande har en finger med i spillet. Og således er det. I Béziers har genfer-bakunisterne antaget en korrespondent, nemlig politikommissæren! To af hovedbakunisterne, Albert Ricard fra Lyon og Leblanc, var her og forklarede en arbejder, Scholl fra Lyon, som de henvendte sig til, at det eneste middel til at styrte Thiers var at bringe Bonaparte på tronen igen, og de rejste netop derfor rundt med bonapartistiske penge, for at drive propaganda for en bonapartistisk restauration blandt flygtningene! Det kalder disse herrer afstandtagen fra politik! I Berlin tuder »Neuer Social-Demokrat« i det samme horn, og den betales af Bismarck. Hvorvidt det russiske politi er med i legen, vil jeg foreløbig lade stå hen, men Bakunin var indviklet i den netjajevske historie til op over ørene (han bestrider det ganske vist, men vi har de russiske originalberetninger her, og da Marx og jeg forstår russisk, kan han ikke bilde os noget ind), og Netjajev er enten russisk politiprovokatør eller har i hvert fald handlet, som om han var det, og endvidere har Bakunin diverse fordægtige folk blandt sine russiske venner.
At De har mistet Deres stilling, gør mig meget ondt, jeg havde udtrykkelig skrevet til Dem, at De dog skulle undgå alt, hvad der kunne føre til det. Deres tilstedeværelse i Milano vil være meget vigtigere for Internationale end den smule opsigt, som man kan gøre med en offentlig optræden; underhånden lod der sig også meget gøre osv. Hvis jeg kan hjælpe Dem til oversættelser etc., skal jeg med største fornøjelse gøre det, sig mig blot, fra hvilke sprog og til hvilke sprog De kan oversætte, og hvorledes jeg kan være Dem til nytte.
Mit fotografi har de politisvinehunde altså snuppet. Jeg vedlægger et andet og beder om to eksemplarer af Deres, hvoraf det ene skal tjene til at bevæge frk. Marx til at udlevere et fotografi af sin fader (hun er den eneste, der endnu har et par gode).
Desuden beder jeg Dem om at tage Dem lidt i agt for alle, der står i forbindelse med Bakunin. Det er en egenskab ved alle sekter, at de holder fast sammen og intrigerer –, enhver meddelelse fra Dem går straks til Bakunin, kan De forlade Dem på. Det er en af hans hovedgrundsætninger, at løfteholden og den slags er rene bourgeoisfordomme, som den sande revolutionære i sagens interesse altid skal behandle med ringeagt. I Rusland siger han det åbent, i Vesteuropa er det en hemmelig lære.
Skriv meget snart til mig; hvis vi kunne opnå, at sektionen Milano ikke stemmer i med de øvrige italienske sektioners kor, ville det være storartet.
22. Der sigtes til den borgerlige freds- og frihedsligas Bernkongres; indtil 1868 var Bakunin blandt ligaens ledere. – Red.
23. Der er tale om resolutionerne fra IInternationales Baselkongres 6.-12. september 1869. – Red.
24. Der er tale om I Internationales Londonkonference 17.-23. september 1871. – Red.
25. Juraføderationens kongres, november 1871 i Sonvilliers, henvendte sig til alle Internationales sektioner med et cirkulære fuldt af bagvaskelser mod generalrådet og mod beslutningerne fra Internationales Londonkonference 1871. Cirkulæret forlangte øjeblikkelig indkaldelse af en verdenskongres. – Red.
26. Der sigtes til det af Marx forfattede cirkulære »De påståede spaltninger i Internationale«, som fuldstændig afslørede bakunisternes splittelsesvirksomhed. – Red.
27. Arbejderføderation. – Red.
Sidst opdateret 20.7.2008