Marxisme Online > Arkiv > Marx/Engels
[ Fortsat fra 1. del ]
z vare A = u vare B eller = v vare C eller = w vare D eller = x vare E = etc.
(20 alen lærred = 1 frakke eller = 10 pund te eller = 40 pund kaffe eller = 1 tønde hvede eller = 2 unser guld eller = ½ ton jern eller = etc.)
Værdien af en vare, lærred f.eks., er nu udtrykt i talløse andre elementer fra vareverdenen. Ethvert andet varelegeme bliver til spejl for lærredets værdi. [23] På den måde ytrer denne værdi sig først for alvor som en gelé af forskelsløst menneskeligt arbejde. For det arbejde, der danner værdien, præsenteres nu udtrykkeligt som arbejde, der ligestilles med ethvert andet menneskeligt arbejde, hvilken naturalform det end besidder, hvad enten det antager genstandsform i frakke eller hvede eller jern eller guld osv. Gennem sin værdiform står lærredet derfor nu også i en social relation til vareverdenen, ikke længere kun til en enkelt anden vareart. Som vare er den borger i denne verden. Det ligger tillige i den endeløse række af udtryk for den, at det er vareværdien ligegyldigt, hvilken særlig form for brugsværdi, den kommer til syne i.
I den første form: 20 alen lærred = 1 frakke kan det være et tilfældigt faktum, at disse to varer kan udveksles i et bestemt kvantitativt forhold. I den anden form skinner derimod straks en bestemmende baggrund igennem, som er væsensforskellig fra den tilfældige fremtrædelsesform. Værdien af lærred er og bliver lige stor, om den udtrykkes i frakke eller kaffe eller jern osv., i talløse forskellige varer, som tilhører forskellige ejere. Det tilfældige forhold mellem to individuelle vareejere falder bort. Det bliver åbenbart, at det ikke er udvekslingen, der regulerer værdistørrelsen af varen, men omvendt værdistørrelsen af varen, der regulerer dens udvekslingsforhold.
Enhver vare: frakke, te, hvede, jern osv. gælder i lærredets værdiudtryk som ækvivalent og dermed som værdilegeme. Den bestemte naturalform, som hver af disse varer har, er nu en særlig ækvivalentform ved siden af mange andre. På samme måde gælder de mangfoldige bestemte, konkrete, nyttige slags arbejde, der er nedlagt i de forskellige varelegemer, nu som lige så mange særlige virkeliggørelses- eller fremtrædelsesformer for menneskeligt arbejde slet og ret.
For det første er det relative værdiudtryk for en vare ufærdigt, fordi den række, der repræsenterer det, aldrig afsluttes. Den kæde, hvori den ene værdiligning føjer sig til den anden, lader sig bestandig forlænge med hver nytilkommen vareart, som leverer materiale til et nyt værdiudtryk. For det andet danner den en broget mosaik af opsplittede og uensartede værdiudtryk. Når så endelig, som det må ske, enhver vares relative værdi bliver udtrykt i denne udfoldede form, er det relative værdiudtryk for enhver vare i denne udfoldede form en endeløs række af værdiudtryk, der er forskellig fra enhver anden vares relative værdiform. - Manglerne ved den udfoldede relative værdiform genspejles i den tilsvarende ækvivalentform. Da hver enkelt varearts naturalform her er en særlig ækvivalentform ved siden af utallige andre særlige ækvivalentformer, eksisterer der overhovedet kun ufuldstændige ækvivalentformer, af hvilke hver enkelt udelukker de øvrige. Ligeledes er de bestemte, konkrete, nyttige slags arbejde, der er nedlagt i ethvert særligt vareækvivalent, kun en særlig, altså ikke udtømmende fremtrædelsesform for menneskeligt arbejde. Dette besidder ganske vist sin fuldstændige eller totale fremtrædelsesform i summen af disse særlige fremtrædelsesformer. Men en enkelt fælles fremtrædelsesform besidder det altså ikke.
Den udfoldede relative værdiform består dog kun af en sum af simple relative værdiudtryk eller ligninger af den første form, f.eks.:
20 alen lærred = 1 frakke
20 alen lærred = 10 pund te osv.
Hver af disse ligninger indeholder imidlertid omvendt også den identiske ligning:
1 frakke = 20 alen lærred
10 pund te = 20 alen lærred osv.
For når en mand udveksler sit lærred med mange andre varer og derfor udtrykker dets værdi i en række andre varer, så må nødvendigvis de mange andre varebesiddere udveksle deres varer med lærred og derfor udtrykke værdierne af deres forskellige varer i den samme tredje vare, i lærred. - Hvis vi altså vender rækken: 20 alen lærred = I frakke eller = 10 pund te eller = osv. om, dvs. hvis vi udtrykker det omvendte forhold, der ifølge sagens natur allerede er indeholdt i rækken, så får vi:
|
1 frakke = |
2 unser guld = |
} | 20 alen lærred |
Varerne udtrykker nu deres værdier 1. simpelt, fordi de gør det i en enkelt vare, og 2. ensartet, fordi de gør det i den samme vare. Deres værdiform er simpel og fælles, derfor almen.
Formerne I < simpel værdiform > og II < udfoldet værdiform > kom ikke længere end til at udtrykke en vares værdi som noget, der er forskelligt fra dens egen brugsværdi eller dens varelegeme.
Den første form gav værdiligninger som: 1 frakke = 20 alen lærred, 10 pund te = ½ ton jern osv. Frakkeværdien udtrykkes som lærred-ligt, téværdien som jern-ligt osv., men lærred-ligt og jern-ligt, disse værdiudtryk for frakke og té, er lige så forskellige som lærred og jern. Denne form forekommer i praksis åbenbart kun i den første begyndelse, hvor arbejdsprodukterne bliver til varer gennem tilfældig og lejlighedsvis udveksling.
Den anden form skelner mere fuldstændigt end den første mellem værdien af en vare og dennes egen brugsværdi, for værdien af frakken f.eks. optræder nu i alle mulige former over for dens naturalform, som lærred-ligt, jern-ligt, té-ligt osv., som alt andet, blot ikke som frakke-ligt. På den anden side udelukkes her ethvert fælles værdiudtryk for varerne, for i den enkelte vares værdiudtryk optræder alle andre varer nu kun i form af ækvivalenter. Den udfoldede værdiform forekommer faktisk først, når et arbejdsprodukt, kvæg f.eks., ikke længere undtagelsesvis, men allerede sædvanemæssigt udveksles med forskellige andre varer.
Den nyvundne form udtrykker vareverdenens værdier i én og samme særskilte vareart, f.eks. i lærred, og fremstiller på den måde alle varers værdier gennem deres lighed med lærred. Som lærred-ligt er værdien af enhver vare nu ikke blot forskellig fra dens egen brugsværdi, men fra enhver brugsværdi, og dermed udtrykkes det, den har fælles med alle varer. Først denne form sætter derfor virkelig varerne i forhold til hinanden som værdier, eller lader dem stå over for hinanden som bytteværdier.
Begge de tidligere former udtrykker en vares værdi enten i en enkelt forskelligartet vare, eller i en lang række varer, som er forskellige fra den. I begge tilfælde er det så at sige den enkelte vares egen sag at give sig en værdiform, og den gør dette uden bistand fra de andre varer. Disse spiller kun en passiv rolle som ækvivalent for den. Den almene værdiform opstår derimod kun som vareverdenens fælles værk. En vare får kun et generelt værdiudtryk. fordi alle andre varer samtidig udtrykker deres værdi i det samme ækvivalent, og hver nytilkommen vareart må gøre det samme. Dette viser, at da varernes værdirealitet blot er disse tings "samfundsmæssige status", kan værdirealiteten også kun udtrykkes gennem den sociale relation, de alle har til hinanden, og deres værdiform må derfor være en samfundsmæssigt gyldig form.
Som lig med lærred fremtræder alle varer nu ikke blot som kvalitativt ens, som værdier overhovedet, men desuden som kvantitativt sammenlignelige værdistørrelser. Da de spejler deres værdistørrelser i ét og samme materiale, lærred, spejler disse værdistørrelser sig også i hinanden. F.eks. 10 pund te = 20 alen lærred, og 40 pund kaffe = 20 alen lærred. Altså 10 pund te = 40 pund kaffe. Eller: 1 pund kaffe indeholder kun ¼ så megen værdisubstans, arbejde, som 1 pund te.
Vareverdenens almene relative værdiform påtrykker den ækvivalentvare, lærredet, som udskilles fra den, karakteren af alment ækvivalent. Lærredets egen naturalform er vareverdenens fælles værdiskikkelse, lærredet er derfor umiddelbart udveksleligt med alle andre varer. Dets materielle form udgør derfor den synlige inkarnation af al slags menneskeligt arbejde, det generelle, samfundsmæssige hylster om det. Væveriet. det privatarbejde, der fremstiller lærred, har tillige fået almen samfundsmæssig form; det står lige med alle andre slags arbejde. Én for én af de talløse ligninger, som den almene værdiform består af, sætter det arbejde, der er nedlagt i lærredet, lig med det arbejde, der er indeholdt i en anden vare, og gør derigennem væveri til almen fremtrædelsesform for menneskeligt arbejde overhovedet. På den måde præsenteres det arbejde, der er legemliggjort i varens værdi, ikke blot negativt som et arbejde, hvor der ses bort fra alle konkrete former og nyttige egenskaber ved faktiske arbejder. Dets egen positive natur træder udtrykkeligt frem. Dets positive natur er reduktionen af al slags faktisk arbejde til dettes fælles karakter af menneskeligt arbejde, til forbrug af menneskelig arbejdskraft.
Den almene værdiform, der præsenterer arbejdsprodukterne som blotte geléer af forskelsløst menneskeligt arbejde, viser gennem sin egen struktur, at den er vareverdenens samfundsmæssige udtryk. Dermed åbenbarer den, at det inden for denne verden er arbejdets almene menneskelige karakter, der udgør dets specifikt samfundsmæssige karakter.
Til den relative værdiforms udviklingsgrad svarer ækvivalentformens udviklingsgrad. Men man skal lægge vel mærke til, at ækvivalentformens udvikling kun er udtryk for og resultat af den relative værdiforms udvikling.
En vares simple eller isolerede relative værdiform gør en anden vare til et isoleret ækvivalent. Den relative værdi i sin udfoldede form, som udtrykker en vares værdi i alle andre varer, gør disse til forskelligartede, særlige ækvivalentformer. Endelig får en særskilt vareart almen ækvivalentform, fordi alle andre varer gør den til materiale for deres fælles almene værdiform.
Men i samme grad, som værdiformen overhovedet udvikler sig, udvikler sig også modsætningen mellem dens to poler, den relative værdiform og ækvivalentformen.
Allerede den første form - 20 alen lærred = 1 frakke - indeholder denne modsætning, men fikserer den ikke. Alt efter, om den samme ligning læses forlæns eller baglæns, befinder hver af de to yderpunkter af varer, lærred og frakke sig på samme måde snart i relativ værdiform, snart i ækvivalentform. Det koster her endnu umage at fastholde den polære modsætning.
I form II kan stadig kun én vareart ad gangen udfolde sin relative værdi totalt, og den besidder selv kun udfoldet relativ værdiform, fordi og for så vidt som alle varer står i ækvivalentform til den. Her kan man ikke længere vende om på de to sider af værdiligningen - f.eks. 20 alen lærred = 1 frakke eller = 10 pund te eller = 1 tønde hvede osv. - uden at ændre dens hele karakter og omdanne den fra total værdiform til almen værdiform.
Endelig giver den sidste form, form III, vareverdenen almen og samfundsmæssig relativ værdiform, fordi og for så vidt som alle dens varer mod én eneste undtagelse er udelukket fra at være almen ækvivalentform. En enkelt vare, lærred, befinder sig derfor i den form, hvor den er umiddelbart udvekslelig med alle andre varer, eller i umiddelbar samfundsmæssig form, fordi og for så vidt som alle andre varer ikke befinder sig deri. [24]
Omvendt er den vare, der figurerer som alment ækvivalent, udelukket fra vareverdenens fælles og derfor almene relative værdiform. Hvis lærred, dvs. en eller anden vare i almen ækvivalentform, samtidig skulle være med i den almene relative værdiform, måtte den fungere som ækvivalent for sig selv. Vi ville så få, at 20 alen lærred = 20 alen lærred, en tautologi < sammesigen > som ikke er udtryk for hverken værdi eller værdistørrelse. For at udtrykke den relative værdi af det almene ækvivalent, skal vi tværtimod vende form III om. Ækvivalentet har ikke nogen relativ værdiform fælles med de øvrige varer, dets værdi udtrykkes derimod relativt i den endeløse række af alle andre varelegemer. Dermed viser den udfoldede relative værdiform eller form II sig som ækvivalentvarens specifikke relative værdiform.
Den almene ækvivalentform er en form for værdi overhovedet. Den kan altså tillægges enhver vare. På den anden side befinder en vare sig kun i almen ækvivalentform (form III), fordi og for så vidt den som ækvivalent bliver udskilt fra alle andre varer. Og først fra det øjeblik, hvor denne udskillelse definitivt begrænses til en specifik vareart, har vareverdenens fælles relative værdiform fået objektiv fasthed og almen samfundsmæssig gyldighed.
Den specifikke vareart, hvis naturalform ækvivalentformen socialt vokser sammen med, bliver til pengevare eller fungerer som penge. Det bliver dens specifikke sociale funktion og derfor dens sociale monopol at spille rollen som alment ækvivalent inden for vareverdenen. Denne privilegerede plads blandt de varer, der i form II figurerer som særlige ækvivalenter for lærred, og i form III alle udtrykker deres værdi i lærred, har en bestemt vare, guld, erobret i historiens løb. Hvis vi derfor i form III sætter varen guld i stedet for varen lærred, får vi:
|
20 alen lærred |
1 tønde hvede = |
} | 2 unser guld |
Der finder væsentlige ændringer sted ved overgangen fra form I til form II og fra form II til form III. Derimod adskiller form IV sig ikke på nogen måde fra form III, bortset fra, at det nu i stedet for lærred er guld, der besidder almen ækvivalentform. Guld er og bliver i form IV, hvad lærred var i form III - alment ækvivalent. Fremskridtet består kun i, at den umiddelbare almene udveksleligheds form eller den almene ækvivalentform nu definitivt gennem social sædvane er vokset sammen med varen gulds specifikke naturalform.
Over for de øvrige varer optræder guld kun som penge, fordi det allerede forud stod over for dem som vare. Ligesom alle andre varer fungerede det også som ækvivalent, enten det nu var som isoleret ækvivalent i isolerede udvekslingsakter, eller det var som særskilt ækvivalent ved siden af andre vareækvivalenter. Efterhånden fungerede det i snævrere eller videre kredse som alment ækvivalent. Så snart det har erobret monopol på denne plads i vareverdenens værdiudtryk, bliver det pengevare, og først fra det øjeblik, da det allerede er blevet pengevare, adskiller form IV sig fra form III; den almene værdiform har forvandlet sig til pengeform.
En vares, f.eks. lærreds simple relative værdiudtryk i en vare, der allerede fungerer som pengevare, f.eks. guld, er prisform. Lærreds "prisform" er derfor:
20 alen lærred = 2 unser guld
eller hvis 2 pund sterling er møntnavnet på 2 unser guld,
20 alen lærred = 2 pund sterling.
Vanskeligheden ved begrebet pengeform indskrænker sig til forståelse af den almene ækvivalentform, altså den almene værdiform overhovedet, form III. Form III opløser sig, når man går baglæns, i form II, den udfoldede værdiform, og det element, der danner den, er form I: 20 alen lærred = 1 frakke eller x vare A = y vare B. Den simple vareform er derfor kimen til pengeformen.
En vare synes ved første øjekast at være en ganske simpel og triviel ting. Analysen af den viser, at den i virkeligheden er en meget kompliceret ting, der er fuld af metafysisk spidsfindighed og teologiske nykker. For så vidt som den er brugsværdi, er der intet mysteriøst ved den, hvad enten man betragter den under den synsvinkel. at den ved sine egenskaber tilfredsstiller menneskelige behov, eller at den først får disse egenskaber som produkt af menneskeligt arbejde. Det siger sig selv, at mennesket gennem sin virksomhed ændrer naturstoffernes former på en måde, der er nyttig for mennesket selv. Træets form, f.eks., ændres når man laver et bord af det. Ikke desto mindre vedbliver bordet at være træ, en ordinær sanselig ting. Men så snart det optræder som vare, forvandler det sig til noget sanseligt-oversanseligt. Det står ikke blot med sine ben på gulvet, men i forhold til alle andre varer stiller det sig på hovedet og frembringer af sin træhjerne griller, der er langt mere forunderlige, end hvis det af sig selv begyndte at danse. [25]
Varens mystiske karakter har altså ikke sit udspring i dens brugsværdi. Den udspringer lige så lidt af værdibestemmelsernes indhold. Thi, for det første: hvor forskellige de nyttige arbejder eller de produktive virksomheder end kan være, er det en fysiologisk sandhed, at de er funktioner af den menneskelige organisme, og at enhver sådan funktion, hvilket indhold eller hvilken form den end har, væsentlig er forbrug af menneskelig hjerne, menneskelige nerver, muskler, sanseorganer osv. For det andet, det som ligger til grund for bestemmelsen af værdistørrelsen: varigheden af dette forbrug, eller arbejdets kvantitet, er endda iøjnefaldende forskelligt fra arbejdets art. Under alle samfundstilstande måtte den arbejdstid, som produktionen af livsfornødenheder koster, interessere menneskene, omend ikke lige meget på de forskellige udviklingstrin. [26] Og endelig: så snart menneskene på en eller anden måde arbejder for hinanden, får deres arbejde også en samfundsmæssig form.
Hvoraf udspringer da arbejdsproduktets gådefulde karakter, så snart det antager vareform? Åbenbart af denne form selv. Ensheden af de forskellige slags menneskeligt arbejde får det tinglige udtryk, at arbejdsprodukterne på ensartet måde er legemliggørelse af værdi; den forbrugte mængde menneskelig arbejdskraft, målt ved dette forbrugs varighed, antager form af arbejdsprodukternes værdistørrelse; og endelig: de relationer mellem producenterne, inden for hvilke de nævnte samfundsmæssige egenskaber ved deres forskellige slags arbejde er virksomme, antager form af en social relation mellem arbejdsprodukterne.
Det hemmelighedsfulde ved vareformen består altså simpelthen i, at den for menneskene genspejler deres eget arbejdes samfundsmæssige karakter som tingligt særpræg ved produkterne selv, som sociale naturegenskaber ved disse ting, og følgelig genspejler den også producenternes sociale relation til totalarbejdet som en social relation mellem genstande, og ikke som en social relation mellem dem selv. Ved denne quid pro quo < forbytning > bliver arbejdsprodukterne varer eller samfundsmæssige ting, hvis egenskaber både kan iagttages og ikke iagttages med sanserne. På samme måde opfatter vi ikke lyset fra en genstand som den subjektive pirring af vor synsnerve, men som den objektive form af en genstand uden for øjet selv. Men under synsakten bliver der virkelig kastet lys fra én ting, nemlig den ydre genstand, på en anden ting, øjet. Dette er et fysisk forhold mellem fysiske ting.
Derimod har vareformen og det værdiforhold mellem arbejdsprodukterne, i hvilket vareformen kommer til udtryk, absolut intet at gøre med deres fysiske natur og de deraf opstående relationer mellem tingene. Det er udelukkende den bestemte sociale relation mellem menneskene selv, som her i deres indbildning tager form af en relation mellem ting. For derfor at finde en analogi må vi søge den i den religiøse verdens tågesfære. Her synes produkter af den menneskelige hjerne at være selvstændige væsner, der er begavet med eget liv og har en relation til hinanden og til menneskene. Således er det i vareverdenen med produkterne af den menneskelige hånd. Dette kalder jeg den fetichisme, der klæber ved arbejdsprodukterne, så snart de produceres som varer, og som derfor er uadskillelig fra vareproduktionen.
Denne fetichkarakter af vareverdenen udspringer, som den foregående analyse allerede har vist, af den ejendommelige samfundsmæssige karakter, arbejdet har, når det producerer varer.
Overhovedet bliver brugsgenstande kun varer, fordi de er produkter af privatarbejder, der udføres uafhængigt af hinanden. Tilsammen udgør disse privatarbejder det samfundsmæssige totalarbejde. Da producenterne først træder i samfundsmæssig kontakt med hinanden gennem udvekslingen af deres arbejdsprodukter, kommer de specifikt samfundsmæssige træk ved deres privatarbejder også først frem gennem denne udveksling. Med andre ord: de forskellige slags privatarbejder manifesterer sig faktisk først som led i det samfundsmæssige totalarbejde gennem de relationer, som udvekslingen tilvejebringer mellem arbejdsprodukterne og derved indirekte mellem producenterne. Disse opfatter derfor de sociale relationer mellem deres privatarbejder sådan som de fremtræder, dvs. ikke som direkte sociale relationer mellem personer i selve deres arbejder, men tværtimod som tinglige relationer mellem personer og sociale relationer mellem ting.
Det er først gennem udvekslingen, at arbejdsprodukterne får en samfundsmæssigt ensartet værdirealitet adskilt fra deres sanseligt forskelligartede brugsrealitet.
Denne spaltning af arbejdsproduktet i en nyttegenstand og en værdigenstand kommer i praksis kun frem, når produktudvekslingen allerede har fået en sådan udbredelse og betydning, at nyttegenstande produceres med henblik på udveksling, og når tingenes værdikarakter altså allerede kommer i betragtning under produktionen af dem. Fra dette øjeblik får de individuelle producenters forskellige arbejder faktisk en dobbelt samfundsmæssig karakter. De må på den ene side som bestemte nyttige arbejder tilfredsstille et bestemt samfundsmæssigt behov og på denne måde gøre sig gældende som led i totalarbejdet, led i den spontant opståede samfundsmæssige arbejdsdeling. De tilfredsstiller på den anden side kun deres egne producenters mangfoldige behov, for så vidt som ethvert særskilt nyttigt privatarbejde kan udveksles med enhver anden slags nyttigt privatarbejde, altså gælder lige så meget som det. Fuldstændig forskellige arbejders enshed kan kun bestå i en abstraktion fra deres faktiske forskellighed, i en reduktion til den fælles karakter, de har som forbrug af menneskelig arbejdskraft, som abstrakt menneskeligt arbejde. Privatproducenternes hjerne genspejler kun denne dobbelte samfundsmæssige karakter af deres privatarbejder i de former, som viser sig i det praktiske samkvem i produktudvekslingen; den genspejler altså den samfundsmæssigt nyttige karakter af deres privatarbejder i den form, at arbejdsproduktet må være nyttigt, nemlig nyttigt for andre, og den genspejler de forskelligartede arbejders samfundsmæssige karakter af indbyrdes enshed i form af disse materielt forskellige tings, arbejdsprodukternes fælles værdikarakter.
Menneskene bringer altså ikke deres arbejdsprodukter i relation til hinanden som værdier, fordi de regner disse ting for at være blotte tinglige hylstre om ensartet menneskeligt arbejde. Omvendt: Idet de i produktudvekslingen sætter deres forskelligartede produkter lig hinanden som værdier, sætter de deres forskellige arbejder lig hinanden som menneskeligt arbejde. De ved det ikke, men de gør det. [27] Det står altså ikke skrevet uden på værdien, hvad den er. Værdien forvandler tværtimod ethvert arbejdsprodukt til en social hieroglyf. Senere forsøger menneskene at tyde hieroglyffen, at afsløre hemmeligheden ved deres eget samfundsmæssige produkt; for fastlæggelsen af brugsgenstandene som værdier er lige så vel som sproget menneskenes samfundsmæssige produkt. Den sene videnskabelige opdagelse, at arbejdsprodukter, for så vidt de er værdier, blot er tinglige udtryk for det menneskelige arbejde, som er forbrugt ved produktionen af dem, er skelsættende i menneskehedens udviklingshistorie, men den ophæver på ingen måde det skin, der får arbejdets samfundsmæssige karakter til at se ud som en egenskab ved produkterne selv. Det, som kun gælder for denne særlige produktionsform, vareproduktionen, at nemlig den speciifikt samfundsmæssige karakter af de af hinanden uafhængige privatarbejder består i deres enshed som menneskeligt arbejde og antager form af arbejdsprodukternes værdikarakter, fremtræder før som efter denne opdagelse for deltagerne i vareproduktionen som noget, der er lige så definitivt, som at luften bevarer sin fysiske tilstandsform efter den videnskabelige sønderdeling af den i dens bestanddele.
Det, som i praksis først og fremmest interesserer de personer, der udveksler produkter, er spørgsmålet om, hvor mange fremmede produkter de får for deres eget produkt, i hvilke proportioner de altså udveksles. Så snart disse proportioner har fået en vis sædvanemæssig fasthed, synes de at udspringe af arbejdsprodukternes natur, således at f.eks. 1 ton jern og 2 unser guld er lige meget værd, på lignende måde som 1 pund guld og 1 pund jern trods deres forskellige fysiske og kemiske egenskaber er lige tunge. I virkeligheden fæstnes arbejdsprodukternes værdikarakter først ved, at de realiseres som værdistørrelser. Disse værdistørrelser skifter bestandigt uafhængigt af de produktudvekslende personers vilje, forudseenhed og aktivitet. For producenterne har deres egen sociale aktivitet form af en aktivitet af ting, under hvis kontrol de står i stedet for at kontrollere dem. Det kræver en fuldstændig udviklet vareproduktion, før der af erfaringen selv opstår den videnskabelige indsigt, at de forskellige slags privatarbejder, der udføres uafhængigt af hinanden, men er alsidigt afhængige af hinanden, idet de er spontant udviklede led i den sociale arbejdsdeling, til stadighed reduceres til deres samfundsmæssigt proportionelle mål, fordi den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, der medgår til fremstillingen af produkterne, voldeligt sætter sig igennem som en regulerende naturlov midt i de tilfældige og stadigt skiftende udvekslingsforhold af produkterne, ligesom tyngdeloven sætter sig igennem, når et hus braser sammen over ens hoved. [28] Bestemmelsen af værdistørrelsen ved arbejdstiden er derfor en hemmelighed, der tilsløres af de synlige bevægelser i varernes relative værdier. Afsløringen af denne hemmelighed ophæver den illusion, at bestemmelsen af arbejdsprodukternes værdistørrelser foregår rent tilfældigt, men ophæver på ingen måde værdistørrelsernes tinglige form.
Betragtninger anstillet over de former, menneskelivet har antaget, altså også den videnskabelige analyse af dem, følger overhovedet en vej, der er stik modsat den faktiske udvikling. Betragtningerne begynder post festum og derfor med de færdige resultater af udviklingsprocessen. De former, der stempler arbejdsprodukter som varer, og som følgelig er en forudsætning for varecirkulationen eller vareomsætningen, er allerede stivnede som samfundslivets naturformer, inden menneskene forsøger at gøre sig klart - ikke hvad der er den historiske karakter af disse former, som de tværtimod allerede anser for uforanderlige, men hvad der er deres indhold og mening. Det var således alene analysen af varepriserne, der førte til bestemmelse af værdistørrelsen, og alene varernes fælles pengeudtryk, der førte til konstateringen af deres værdikarakter. Det er imidlertid netop vareverdenens færdige form - pengeformen - der ved hjælp af tingene selv tilslører den sociale karakter af de forskellige slags privatarbejde og følgelig også de sociale relationer mellem de enkelte producenter i stedet for at afdække dem. Når jeg siger, at frakker, støvler osv. forholder sig til lærred som en almindelig legemliggørelse af abstrakt menneskeligt arbejde, så er dette udtryks forrykthed direkte iøjnefaldende. Men når producenterne af frakker, støvler osv. sætter disse varer i forhold til lærred - eller til guld og sølv, hvad der kommer ud på ét - som alment ækvivalent, så fremtræder forholdet mellem deres egne privatarbejder og samfundets totalarbejde for dem i netop denne forrykte form.
Den slags former udgør netop den borgerlige økonomis kategorier. Det drejer sig her om socialt gyldige, altså objektive tankeformer for produktionsrelationerne i denne historisk bestemte sociale produktionsmåde, vareproduktionen. Hele vareverdenens mystik, hele den trolddom og magi, der ligger som en tåge om arbejdsprodukterne, så længe vareproduktionen danner basis, forsvinder derfor straks, så snart vi søger over i andre produktionsformer.
Da den politiske økonomi elsker robinsonader, [29] kan vi passende først kaste et blik på Robinson og hans ø. Skønt han af naturen er beskeden, har han dog forskellige behov, som må tilfredsstilles, og han må derfor forrette nyttigt arbejde af forskellig art, lave værktøj, fremstille møbler, tæmme lamaer, fiske, gå på jagt osv. Vi vil her ikke tale om hans bønner og den slags, da vor Robinson har sin fornøjelse deraf og betragter sådanne aktiviteter som rekreative. Trods spændvidden i hans produktive funktioner ved han, at de kun er forskellige former for samme Robinsons virksomhed, altså kun forskellige måder at udføre menneskeligt arbejde på. Nøden selv tvinger ham til at dele sin tid nøjagtigt mellem sine forskellige funktioner. Om den ene funktion indtager større, den anden mindre plads i hans totalvirksomhed, afhænger af, om en større eller mindre vanskelighed må overvindes for at opnå den tilsigtede nyttevirkning. Det er noget, erfaringen lærer ham, og vor Robinson, som har reddet ur, hovodbog, blæk og pen fra skibbruddet, begynder snart som god englænder at føre bog over sig selv. Hans inventarliste indeholder en fortegnelse over de brugsgenstande, som han besidder, over de forskellige operationer, som produktionen af dem kræver, og endelig over den arbejdstid, som forskellige mængder af disse forskellige produkter i gennemsnit koster ham. Alle relationer mellem Robinson og de ting, der udgør hans selvskabte rigdom, er her så simple og gennemsigtige, at selv hr. M. Wirth uden særlig åndsanstrengelse bør kunne forstå dem. Og dog indeholder disse relationer alle væsentlige bestemmelser af værdien.
Lad os nu flytte fra Robinsons solbeskinnede ø til den mørke europæiske middelalder. Her finder vi ikke den uafhængige mand; i stedet er alle afhængige - livegne og jordbesiddere, vasaller og lensherrer, lægfolk og klerikale. Personlig afhængighed karakteriserer i lige så høj grad den materielle produktions sociale relationer som de sfærer af tilværelsen, som er bygget op på dem. Men netop fordi personlige afhængighedsforhold danner den givne sociale basis, behøver arbejde og produkt ikke at antage en fra deres realitet forskellig fantastisk skikkelse. De indgår som naturaltjenester og naturalydelser i samfundets maskineri. Arbejdets naturlige og specielle form - ikke som under vareproduktionen dets almene, abstrakte form - er her dets umiddelbare samfundsmæssige form. Hoveriarbejde måles lige så vel som vareproducerende arbejde ved den anvendte tid, men enhver livegen ved, at det er et bestemt kvantum af hans personlige arbejdskraft, som han forbruger i sin herres tjeneste. Den tiende, som skal afleveres til præsten, er mere reel end præstens velsignelse. Hvad man end vil mene om de karaktermasker, som menneskene her bærer over for hinanden, så fremtræder de sociale relationer mellem personerne i deres arbejde her i hvert fald som deres egne personlige forhold og er ikke forklædt som sociale relationer mellem ting, mellem arbejdsprodukter.
Når vi vil betragte fællesarbejde, dvs. umiddelbart associeret arbejde, behøver vi ikke at gå tilbage til arbejdets spontant udviklede form, som vi finder på tærsklen til alle kulturfolks historie. [30] Et mere nærliggende eksempel har man i den landlige patriarkalske virksomhed i en bondefamilie, der producerer korn, kvæg, garn, lærred, tøj osv. til eget forbrug. Disse forskellige ting er, set fra familiens synspunkt, forskellige produkter af deres familiearbejde, men de forholder sig ikke til hinanden som varer. De forskellige slags arbejde, som frembringer disse produkter: agerbrug, kvægavl, spinderi, vævning, skrædderi osv. er i deres naturalform sociale funktioner, fordi de er funktioner af en familie, der har sin egen spontant udviklede arbejdsdeling, lige så vel som vareproduktionen har det. Køns- og aldersforskelle og skiftende, sæsonbestemte naturbetingelser for arbejdet regulerer fordelingen af arbejdet i familien og de enkelte familiemedlemmers arbejdstid. Men de enkelte individers forbrug af arbejdskraft. som måles ved arbejdets varighed, fremtræder her som et på forhånd givet, socialt træk ved de forskellige arbejder selv, fordi de enkelte individers arbejdskraft på forhånd kun virker som organer for familiens fælles arbejdskraft.
Lad os endelig til afveksling forestille os en sammenslutning af frie mennesker, der arbejder med fælles produktionsmidler, og hvor de forskellige individer bevidst forbruger deres arbejdskraft som én samfundsmæssig arbejdskraft. Alle træk ved Robinsons arbejde gentager sig her, blot samfundsmæssigt i stedet for individuelt. Alle Robinsons produkter var udelukkende resultat af hans personlige arbejde og derfor umiddelbart brugsgenstande for ham selv. Sammenslutningens totalprodukt er et samfundsmæssigt produkt. En del af dette produkt tjener igen som produktionsmiddel. Det forbliver samfundsmæssigt. Men en anden del konsumeres af sammenslutningens medlemmer som livsfornødenheder. Denne del må derfor fordeles mellem dem, og fordelingsmåden vil variere med den samfundsmæssige produktionsorganismes særlige art og med producenternes tilsvarende historiske udviklingstrin. Kun som parallel til vareproduktionen forudsætter vi, at enhver producents andel i livsfornødenhederne er bestemt af hans arbejdstid. Arbejdstiden vil altså komme til at spille en dobbelt rolle. Fordelingen af den efter en bestemt social plan regulerer den rette proportionelle fordeling af de forskellige arbejdsfunktioner til samfundets forskellige behov. På den anden side tjener arbejdstiden samtidig som målestok for producentens individuelle andel i det fælles arbejde og derfor også som målestok for hans andel i den del af fællesproduktet, der er bestemt til individuelt forbrug. Menneskenes sociale relationer til deres arbejder og deres arbejdsprodukter er her til stadighed simple og gennemskuelige, både i produktionen og fordelingen.
For et samfund af vareproducenter, hvis almindelige sociale produktionsrelation består i, at de betragter deres produkter som varer, altså som værdier, og som i denne tinglige form bringer deres individuelle arbejder i relation til andre producenters individuelle arbejde som ensartet menneskeligt arbejde - for et sådant samfund er kristendommen med sin kultus af det abstrakte menneske den mest adækvate religionsform, navnlig i sin borgerlige udvikling som protestantisme, deisme osv. I de oldasiatiske, antikke osv. produktionsmåder spiller forvandlingen af produktet til vare og følgelig menneskets eksistens som vareproducent en underordnet rolle. Denne rolle bliver dog desto mere betydningsfuld, jo mere disse fællesskaber nærmer sig deres opløsning. Egentlige handelsfolk eksisterer kun i den gamle verdens intermundier < mellemrum mellem himmellegemerne > ligesom Epikurs guder eller som jøderne i det polske samfunds porer. Disse gamle sociale produktionsorganismer er langt simplere og gennemsigtigere end det borgerlige samfunds produktionsorganisme, men de beror enten på den umodenhed, som ligger i, at det individuelle menneske endnu ikke har skåret den navlesnor over, der forbinder ham med stammefællerne, eller på direkte herre-slave forhold. De er betinget af et lavt udviklingstrin af arbejdets produktivkræfter og af menneskenes tilsvarende snævre forhold inden for deres materielle livs sfære og altså mellem menneskene indbyrdes og mellem mennesket og naturen. Denne faktiske snæverhed genspejles i de gamle natur- og folkereligioners idéverden. Den religiøse refleks af den virkelige verden kan overhovedet først forsvinde, når forholdene i det praktiske hverdagsliv dag ud og dag ind giver sig udtryk i gennemsigtige og fornuftige relationer mellem menneskenes indbyrdes og mellem menneskene og naturen. Den form, som den sociale livsproces, dvs. den materielle produktionsproces antager, afkaster ikke sit mystiske tågeslør, før den som produkt af frit associerede mennesker står under disses bevidste planmæssige kontrol. Dette kræver imidlertid en materiel basis for samfundet eller en række materielle eksistensbetingelser, som selv atter er det naturligt opståede produkt af en lang og kvalfuld udviklingshistorie.
Ganske vist har den politiske økonomi, omend ufuldkomment, [31] analyseret værdi og værdistørrelse og afdækket det indhold, som er skjult i disse former. Den har aldrig så meget som stillet det spørgsmål, hvorfor dette indhold antager denne form, hvorfor arbejdet altså giver sig udtryk i arbejdsproduktets værdi, og arbejdet målt i dets tidsvarighed giver sig udtryk i arbejdsproduktets værdistørrelse? [32] Formler, som tydeligt nok hører til en samfundsformation, hvor produktionsprocessen behersker menneskene, mennesket derimod endnu ikke produktionsprocessen, står for deres borgerlige bevidsthed som lige så selvindlysende naturnødvendigheder som det produktive arbejde selv. De former for en social produktionsorganisme, der gik forud for den borgerlige, behandler de derfor omtrent som kirkefædrene behandlede religioner, der gik forud for kristendommen. [33]
I hvor høj grad nogle økonomer bliver vildledt af den fetichisme, der klæber ved vareverdenen, dvs. af at samfundsmæssige træk ved arbejdet tager sig ud som en egenskab ved genstande, beviser bl.a. den trivielle og kedsommelige strid om den rolle, naturen spiller ved dannelsen af bytteværdien. Da bytteværdi er et bestemt socialt udtryk for, at en vis mængde arbejde er anvendt på en ting, kan den ikke indeholde mere naturstof end f.eks. vekselkursen.
Da vareformen er den mest almene og mindst udviklede form i den borgerlige produktion, optræder den tidligt, men ganske vist ikke på en så dominerende, altså karakteristisk måde som i dag, og man kan derfor synes, at dens fetichkarakter endnu er relativt let at gennemskue. Når man kommer til mere konkrete former, forsvinder selv denne tilsyneladende simpelhed. Hvorfra stammer monetarsystemets [33a] illusioner? Dette system kunne ikke se på guld og sølv, at de som penge repræsenterer en social produktionsrelation, og at de gør det i form af naturting med mærkelige sociale egenskaber. Og den moderne økonomi, som hånligt ser ned på monetarsystemet, - bliver dens fetichisme ikke håndgribelig, så snart den behandler kapitalen? Hvor længe er det siden, at den fysiokratiske illusion forsvandt, at jordrenten vokser op af jorden, ikke af samfundet?
For ikke at foregribe noget, vil vi her nøjes med et eksempel, der vedrører vareformen selv. Hvis varerne kunne tale, så ville de sige: vor brugsværdi er en ting, der muligvis interesserer mennesket, men den er ikke en del af os som ting. Det, som imidlertid tilhører os som ting, er vor værdi. Vort eget samkvem som vareting beviser det. Det forhold, vi har til hinanden, har vi udelukkende som bytteværdier. Hør nu blot, hvorledes disse varer taler gennem økonomens mund:
"Værdi" (bytteværdi) "er en egenskab ved tingene, rigdom" (brugsværdi) "er en egenskab ved mennesket. Værdi forudsætter i denne betydning nødvendigvis udveksling eller bytte, rigdom ikke". [34] "Rigdom er et attribut til mennesket, værdi et attribut til varerne. Et menneske eller et samfund er rigt, en perle eller en diamant er værdifuld ... En perle eller en diamant har værdi som perle eller diamant". [35]
Hidtil har ingen kemiker opdaget nogen bytteværdi i en perle eller en diamant. De økonomiske opdagere af denne kemiske substans, som gør særligt krav på kritisk dybsindighed, finder imidlertid, at tingenes brugsværdi er uafhængig af deres tinglige egenskaber, mens deres værdi tilkommer dem som ting. Det, som bestyrker dem i denne opfattelse, er den særegne omstændighed, at tingenes brugsværdi for mennesket realiseres uden produktudveksling, altså i det umiddelbare forhold mellem ting og menneske, mens deres værdi omvendt kun realiseres i produktudvekslingen, dvs. i en social proces. Hvem erindrer ikke her den gode Dogberry, der belærer natvægteren Seacoal om, at det "at have et godt udvortes, det er en lykkens gave, men at læse og skrive, det har man af naturen." [36]
23. Man taler derfor om lærredets frakkeværdi, når man fremstiller dets værdi i frakker, om dets kornværdi, når man fremstiller værdien i korn etc. Ethvert sådant udtryk siger, at det er lærredets værdi, der træder frem i brugsværdierne frakke, korn osv. "Da værdien af enhver vare betegner dens udvekslingsforhold, kan vi tale om den som ... kornværdi, klædeværdi, efter den vare, den sammenlignes med; og da er der tusinder af forskellige slags værdi. lige så mange slags værdi, som der er varer for hånden, og alle er lige virkelige og lige nominelle". ("A Critical Dissertation of the Nature, Measures, and Causes of Value; chiefly in reference to the writings of Mr. Ricardo and his followers. By the Author of Essays on the Formation etc. of Opinions", London 1825, s.39). S. Bailey, forfatteren af dette anonyme skrift, der i sin tid vakte stor opsigt i England, bilder sig ind, at han med denne henvisning til mangfoldigheden af relative udtryk for den samme vareværdi har udslettet enhver begrebsbestemmelse af værdien. At han for øvrigt trods sin bornerthed rørte ved ømme punkter i den Ricardoske teori, fremgår af den irritation, hvormed den Ricardoske skole angreb ham, f.eks. i "Westminster Review".
24. Man kan faktisk slet ikke se på den almene umiddelbare udveksleligheds form, at den er en modsætningsfyldt vareform, der er lige så uadskillelig fra den ikke umiddelbare udveksleligheds form som den positive magnetpol fra den negative. Man kunne derfor bilde sig ind, at man kunne påtrykke alle varer den umiddelbare udveksleligheds stempel, ligesom man kunne bilde sig ind, at man kunne gøre alle katolikker til paver. For småborgeren, der betragter vareproduktionen som toppunktet af menneskelig frihed og individuel uafhængighed, ville det naturligvis være meget ønskeligt at slippe for de ulemper, der er forbundet med denne form, navnlig også for den, at varerne ikke er umiddelbart udvekslelige. Et pragtstykke af denne filisterutopi har man i Proudhons socialisme, der, som jeg har vist andetsteds, ikke engang har den fortjeneste at være original. men tværtimod længe før ham blev udviklet meget bedre af Gray, Bray og andre. Det forhindrer ikke, at den slags visdom i dag i visse kredse grasserer under navn af videnskab. Ingen har som den Proudhonske skole slået om sig med ordet videnskab, for
"wo Begriffe fehlen,
da stellt zur rechten Zeit ein Wort sich ein"
< hvor begreber mangler,
dér melder sig til rette tid et ord >.
25. Man husker, at Kina og bordene begyndte at danse, da hele den øvrige verden syntes at stå stille - pour encourager les autres < for at opmuntre de andre. - Marx hentyder her dels til Taiping-revolutionen i Kina, dels til spiritismens samtidige opdukken i Europa i reaktionsperioden, efter at revolutionerne 1848-49 havde lidt nederlag. Red. >.
26. Note til 2. udgave. Hos de gamle germanere blev størrelsen af en morgen < tønde > land beregnet efter en dags arbejde, og en morgen blev derfor også kaldt dagværk (også Tagwanne) (jurnale eller jurnalis, terra jurnalis, jornalis eller diurnalis), Mannwerk, Mannskraft, Mannsmaad, Mannshauet osv. Se Georg Ludwig von Maurer, "Einleitung zur Geschichte der Mark-, Hof- usw. Verfassung", München 1854, s.129f.
27. Note til 2.udg. Når derfor Galiani siger: Værdien er et forhold mellem personer - "La Richezza è una ragione tra due persone" - så skulle han have tilføjet: et forhold, der er skjult i et tingligt hylster. (Galiani, "Della Moneta", s.221, bd. III i Custodis samling "Scrittori Classici Italiani di Economia Politica", Parte Moderna, Milano 1803).
28. "Hvad skal man tænke om en lov, der kun kan slå igennem ved hjælp af periodiske revolutioner? Den er netop en naturlov, som beror på deltagernes mangel på bevidsthed". (Friedrich Engels, "Umrisse zu einer Kritik der Nationalökonomie" i "Deutsch-Französische Jahrbücher", udg. af Arnold Ruge og Karl Marx, Paris 1844. < Dietz-udg. bd.I, s.515 >).
29. Note til 2.udgave. Heller ikke Ricardo er uden sin robinsonade. "Urfiskeren og urjægeren lader han straks være varebesiddere og udveksle fisk og vildt, i forhold til den arbejdstid, der har materialiseret sig i disse bytteværdier. Ved denne lejlighed forfalder han til den anakronisme, at urfiskeren og urjægeren gør brug af de annuitetstabeller, der var gangbare på Londons børs i 1817, når de skal beregne deres arbejdsredskaber. "Mr. Owens paralellogrammer" < her: utopiske projekter > synes ud over den borgerlige at være den eneste samfundsform, han kendte." (Karl Marx, "Bidrag til kritikken af den borgerlige økonomi", s.38, 39 < se Dietz-udg. bd. 13, s.46 >).
30. Note til 2.udgave. "I den nyeste tid er den latterlige fordom blevet udbredt, at den naturgroede fællesejendom skal være en specifik slavisk. ja udelukkende russisk form. Den er urformen, som vi kan påvise hos romerne, germanerne og kelterne. men af denne urform findes hos inderne stadig en hel kollektion med mange forskellige prøver, omend delvis som levn i forfald. Et nøjere studium af de asiatiske, specielt de indiske former for fællesejendom ville kunne vise, hvordan der af de forskellige former for naturgroet fællesejendom resulterer forskellige former for dens opløsning. F.eks. lader de forskellige originaltyper af romersk og germansk privatejendom sig aflede af forskellige former for indisk fællesejendom". (Karl Marx, "Bidrag til kritikken af den politiske økonomi", s.10 < se Dietz-udg. bd.13 s.21 >).
31. Det utilstrækkelige i Ricardos analyse af værdistørrelsen - og det er den bedste - vil man kunne se af dette skrifts tredje og fjerde bog. Men hvad værdien i almindelighed angår, så gør den klassiske politiske økonomi intet sted udtrykkeligt og med klar bevidsthed forskel på det arbejde, der giver sig udtryk i produktets værdi, og det samme arbejde, når det udtrykker sig i dets brugsværdi. Naturligvis gør den faktisk denne forskel, når den på den ene side betragter arbejdet kvantitativt, på den anden side betragter det kvalitativt. Men det falder den ikke ind, at de forskellige slags arbejdes rent kvantitative forskel forudsætter deres kvalitative enshed eller lighed, altså deres reduktion til abstrakt menneskeligt arbejde. Ricardo f.eks. erklærer sig enig med Destutt de Tracy, når denne siger: "Da det er givet, at vore legemlige og åndelige færdigheder er vor eneste oprindelige rigdom, er brugen at disse evner, arbejde af en eller anden art, vor oprindelige formue; det er altid denne brug af dem, der skaber alle de ting, som vi kalder rigdom ... Tilmed er det sikkert, at alle disse ting kun repræsenterer det arbejde, som har skabt dem, og når de har en værdi eller endda to forskellige værdier, så kan de dog kun have dette fra værdien af det arbejde, de udspringer af". (Ricardo, "The Principles of Pol. Econ.", 3.udg. London 1821, s.334). Vi antyder kun, at Ricardo har tillagt Destutt sin egen dybere mening. Destutt siger nemlig ganske vist på den ene side, at alle ting, som udgør rigdom, "repræsenterer det arbejde, som har skabt dem", men på den anden side, at de har deres "to forskellige værdier" (brugsværdi og bytteværdi) fra "arbejdets værdi". Han forfalder dermed til vulgærøkonomiens overfladiskhed, idet den forudsætter værdien af den ene vare (her arbejdet) for bagefter derigennem at bestemme værdien af de øvrige varer. Ricardo læser ham sådan, at arbejde (ikke arbejdets værdi) giver sig udtryk i brugsværdi og i bytteværdi. Men selv skelner han så lidt mellem arbejdets to slags karakter, som får to slags udtryk, at han i hele kapitlet: "Value and Riches, their Distinctive Properties" < "Værdi og rigdom, deres specifikke egenskaber" > har stort besvær med en J. B. Say's trivialiteter. Til slut bliver han derfor også helt forbavset over, at Destutt ganske vist stemmer overens med ham selv om arbejdet som kilde til værdi og alligevel på den anden side stemmer overens med Say om værdibegrebet.
32. Det er en grundmangel ved den klassiske politiske økonomi, at det aldrig lykkedes den gennem analysen af varen og specielt af vareværdien at finde den form af værdien, som netop gør den til bytteværdi. Netop dens bedste repræsentanter, som A. Smith og Ricardo, behandler værdiformen som noget ganske ligegyldigt eller udvortes i forhold til varens egen natur. Grunden dertil er ikke alene, at analysen af værdistørrelsen beslaglægger hele deres opmærksomhed. Grunden ligger dybere. Arbejdsproduktets værdiform er den mest abstrakte, men også mest almene form i den borgerlige produktionsmåde, der herigennem bliver karakteriseret som en særlig art samfundsmæssig produktion og dermed tillige karakteriseret historisk. Hvis man altså fejlagtigt betragter den som den evige naturform for samfundsmæssig produktion, så overser man nødvendigvis også det specifikke ved værdiformen, altså ved vareformen, og i det videre forløb ved pengeformen, kapitalformen osv. Man finder derfor hos økonomen, som har ganske samme opfattelse af arbejdstiden som mål for værdistørrelsen, de mest forvirrede og modsigende forestillinger om penge, dvs. om det almene ækvivalents færdige skikkelse. Dette træder slående frem, f.eks. ved behandlingen af bankvæsenet, hvor man ikke kommer nogen vegne med de banale definitioner af pengene. Som modsætning hertil opstod så et nyoppudset merkantilsystem (Ganilh osv.), som i værdien kun ser den samfundsmæssige form eller rettere kun dens substansløse skin. - For at sige det én gang for alle, forstår jeg ved klassisk politisk økonomi al økonomi siden W. Petty, der udforsker den indre sammenhæng i de borgerlige produktionsrelationer, i modsætning til vulgærøkonomien, der kun sysler med tilsyneladende sammenhænge, tygger drøv på allerede foreliggende materialer fra den videnskabelige økonomi for at finde en plausibel fortolkning af de så at sige groveste fænomener og tilfredsstille det borgerlige husbehov og i øvrigt indskrænker sig til at systematisere og pedantisere borgerlige produktionslederes banale og selvbehagelige forestillinger om deres egen verden som den bedste af alle og proklamere dem som evige sandheder.
33. "Økonomerne går frem på en besynderlig måde. For dem gives der kun to slags institutioner, kunstige og naturlige. Feudalismens institutioner er kunstige institutioner, bourgeoisiets institutioner er naturlige. På dette punkt ligner de teologerne, som også skelner mellem to slags religioner. Enhver religion. som ikke er deres egen, er en menneskelig opfindelse, mens deres egen religion er en guddommelig åbenbaring ... Følgelig har der været en historie, men der er ingen historie mere". (Karl Marx. "Filosofiens elendighed". Svar på M. Proudhons "Elendighedens filosofi". 1847, s.113). < Se "Karl Marx", Berlingske Forlag 1970, s.146>. Virkelig pudsig er hr. Bastiat, der bilder sig ind, at de gamle grækere og romere kun levede af rov. Men når man i mange århundreder skal leve af rov, må der dog hele tiden forefindes noget, der kan røves, eller rovets genstand skal uafladeligt produceres på ny. Det ser derfor ud til, at også grækerne og romerne havde en produktionsproces, altså en økonomi, der udgjorde det materielle grundlag for deres verden, ganske som den borgerlige økonomi gør det for den nuværende verden. Eller mener Bastiat måske, at en produktionsmåde, der beror på slavearbejde, hviler på rov som system? I så fald stiller han sig på farlig grund. Når en tænkningens kæmpe som Aristoteles kunne tage fejl i sin bedømmelse af slavearbejdet, hvorfor skulle en dværgøkonom som Bastiat så komme rigtig af sted i sin bedømmelse af lønarbejdet? - Jeg benytter lejligheden til i korthed at gendrive en indvending, som et tysk-amerikansk blad fremsatte, da mit skrift "Bidrag til kritikken af den politiske økonomi" udkom i 1859. Bladet skrev, at min opfattelse, at den bestemte produktionsmåde og de til enhver tid dertil svarende produktionsrelationer, kort sagt "samfundets økonomiske struktur er den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer", og at "den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet" < se Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden, bd. 1, s. 356 > - at alt dette ganske vist kan være rigtigt for nutidens verden, hvor de materielle interesser hersker, men hverken for middelalderen, hvor katolicismen herskede, eller for Athen og Rom, hvor politikken herskede. Det er nu løjerligt, at nogen finder på at forudsætte, at disse gammelkendte talemåder om middelalderen og den antikke verden skulle være ukendte for nogen. Så meget er klart, at middelalderen ikke kunne leve af katolicismen og den antikke verden ikke af politikken. Tværtimod, den måde, hvorpå de skaffede sig udkommet, forklarer, hvorfor politikken dér og katolicismen her spillede hovedrollen. Man skal i øvrigt ikke kende meget f.eks. til den romerske republiks historie for at vide, at det er jordbesiddelsens historie, der udgør dens inderste historie. For øvrigt måtte allerede Don Quijote bøde for den indbildning, at det farende ridderskab skulle være lige let at forene med alle økonomiske samfundsformer.
33a. Monetarsystem: økonomisk lære i det 16. og 17. århundrede. Den betragtede guld og sølv, dvs. penge, som den eneste form for rigdom. "Den gav et rigtigt udtryk for det borgerlige samfunds behov for at lave penge", men "forvekslede penge med kapital" (Marx). Red.
34. "Value is a property of things, riches of man. Value, in this sense, necessarily implies exchanges, riches do not". ("Observations on some verbal disputes in Pol. Econ., particularly relating to value, and to supply and demand", London 1821, s.16).
35. "Riches are the attribute of man, value is the attribute of commodities. A man or a community is rich, a pearl or a diamond is valuable ... A pearl or a diamond is valuable as a pearl or diamond". (S. Bailey, Anf.værk, s.165f.).
36. Forfatteren af "Observations" og S. Bailey beskylder Ricardo for, at han skal have forvandlet bytteværdien fra noget rent relativt til noget absolut. Omvendt. Han har ført den skinrelativitet, som disse ting, f.eks. diamant og perle, besidder som bytteværdier, tilbage til det virkelige forhold, der ligger under skinnet, tilbage til deres relativitet som blotte udtryk for menneskeligt arbejde. Når Ricardos tilhængere svarer Bailey groft, men ikke rammende igen, skyldes det kun, at de hos Ricardo selv ikke har fået nogen opklaring af den indre sammenhæng mellem værdi og værdiform eller bytteværdi.
Forside | Toppen af siden | Kapitel I (1. del)
Sidst opdateret 28.5.00