Marxisme Online > Arkiv > Marx/Engels
I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som en "uhyre vareophobning", [1] og den enkelte vare som dens elementarform. Vor undersøgelse begynder derfor med en analyse af varen.
Varen er først og fremmest en ydre genstand, en ting, der ved sine egenskaber tilfredsstiller menneskelige behov af en eller anden art. Hvilken natur disse behov har, om de f.eks. stammer fra maven eller fra fantasien, ændrer intet ved sagen. [2] Det drejer sig her heller ikke om, hvordan varen tilfredsstiller det menneskelige behov, om det sker umiddelbart som livsfornødenhed, dvs. som forbrugsgenstand, eller ad omveje som produktionsmiddel.
Enhver nyttig ting som jern, papir osv. skal betragtes ud fra to synspunkter, efter kvalitet og kvantitet. Enhver sådan ting er en helhed af mange egenskaber og kan derfor være nyttig i forskellige henseender. Opdagelsen af disse forskellige sider og følgelig opdagelsen af de mangfoldige måder at bruge tingene på er historiens værk. [3] Det samme gælder indførelsen af samfundsmæssige måleenheder for mængden af nyttige ting. Forskelligheden i måleenhederne udspringer dels af den naturlige forskel mellem de genstande, der skal måles, dels af konvention.
En tings nyttighed gør den til brugsværdi. [4] Men denne nyttighed svæver ikke i luften. Den er betinget af varens materielle egenskaber og kan ikke løsrives fra dem. Selve varens materielle substans, såsom jern, hvede, diamant osv. er derfor en brugsværdi, et gode. Denne karakter af varen afhænger ikke af, om tilegnelsen af dens brugsegenskaber koster mennesket mere eller mindre arbejde. Når man betragter brugsværdier, forudsættes altid deres kvantitative bestemthed, som dusin ure, alen lærred, ton jern osv. Varernes brugsværdier leverer materialet til et særligt fag, varekundskab. [5] Brugsværdien bliver kun virkelighed i brug eller konsumtion. Brugsværdier udgør det stoflige indhold i rigdommen, hvordan dens samfundsmæssige form end er. I den samfundsform, vi betragter, udgør den tillige den stoflige bærer af - bytteværdien.
Bytteværdien viser sig umiddelbart som det mængdeforhold, hvori brugsværdier af én art udveksles med brugsværdier af en anden art, [6] et forhold, der hele tiden ændrer sig med tiden og stedet. Bytteværdien synes derfor at være noget tilfældigt og rent relativt, en bytteværdi. der er varen iboende, immanent (valeur intrinsèque), altså en contradictio in adjecto <selvmodsigende udtryk>. [7] Lad os betragte sagen nærmere.
En bestemt vare, f.eks. en tønde hvede udveksles med x skosværte eller med y silke eller med z guld osv., kort sagt i de forskelligste forhold med andre varer. Hvede har altså flere slags bytteværdier og ikke én enkelt. Men da x skosværte, ligeså y silke, ligeså z guld osv. er bytteværdien af en tønde hvede, må x skosværte, y silke, z guld osv. være lige store bytteværdier, der kan træde i stedet for hverandre. Deraf følger for det første, at de gyldige bytteværdier for en given vare er ens. Men for det andet, at bytteværdien overhovedet kun kan være udtryksmåden, "fremtrædelsesformen" for et indhold, som er forskelligt derfra.
Lad os endvidere tage to varer, f.eks. hvede og jern. Hvad deres bytteforhold end er, kan det altid fremstilles i en ligning. hvori et givet kvantum hvede sættes lig med et eller andet kvantum jern, f.eks. en tønde hvede = x centner jern. Hvad siger denne ligning? At der i to forskellige ting, i 1 tønde hvede og ligeledes i x centner jern, eksisterer noget fælles af samme størrelse. Begge er altså lig med noget tredje, som i og for sig hverken er det ene eller det andet. Hver af de to må altså i sin egenskab af bytteværdi kunne reduceres til dette tredje.
Et simpelt geometrisk eksempel kan anskueliggøre dette. For at bestemme og sammenligne fladeindholdet af alle retlinjede figurer opløser man dem i trekanter. Trekanten selv reducerer man til et udtryk, som er ganske forskelligt fra dens synlige figur - det halve produkt af grundlinje og højde. På samme måde gælder det om at reducere varernes bytteværdier til noget fælles, hvoraf de udgør en større eller mindre del.
Dette fælles kan ikke være en geometrisk, fysisk, kemisk eller anden naturlig egenskab ved varerne. Deres materielle egenskaber kommer overhovedet kun i betragtning, for så vidt disse gør dem brugelige, altså til brugsværdier. På den anden side er det åbenbart netop abstraktionen fra deres brugsværdier, der karakteriserer varernes bytteforhold. Inden for dette gælder én brugsværdi for nøjagtigt lige så meget som enhver anden, hvis den blot er til stede i den rette proportion. Eller, som gamle Barbon siger:
"Den ene varesort er lige så god som den anden, hvis dens bytteværdi er lige så stor. Der er ingen forskel eller ulighed mellem ting af lige stor bytteværdi". [8]
Som brugsværdier er varerne først og fremmest af forskellig kvalitet, som bytteværdier kan de kun være af forskellig kvantitet og indeholder altså ikke et atom brugsværdi.
Ser man nu bort fra varelegemernes brugsværdi, så bliver der kun én fælles egenskab tilbage, den at være arbejdsprodukter. Men derved forvandler også selve arbejdsproduktet sig for os. Når vi abstraherer fra dets brugsværdi, så abstraherer vi også fra de materielle bestanddele eller former, som gør det til brugsværdi. Det er ikke længere bord eller hus eller garn eller en anden nyttig ting. Alle dets sanselige kvaliteter er udslettet. Det er heller ikke længere produktet af snedkerarbejde eller byggearbejde eller spindearbejde eller andet bestemt produktivt arbejde. Med arbejdsprodukternes nyttekarakter forsvinder nyttekarakteren af de deri repræsenterede arbejder, altså forsvinder også de forskellige konkrete former for disse arbejder; de adskiller sig ikke længere fra hverandre, men er alle til hobe reduceret til samme menneskelige arbejde, til abstrakt menneskeligt arbejde.
Lad os nu se på, hvad der er tilbage af arbejdsprodukterne. Der er ikke blevet andet tilbage af dem end den samme spøgelsesagtige tingslige substans, en blot og bar gelé af forskelsløst menneskeligt arbejde, dvs. forbrugt menneskelig arbejdskraft uden hensyn til den måde, den blev brugt på. Disse ting repræsenterer nu kun det, at der er brugt menneskelig arbejdskraft til deres fremstilling, at menneskeligt arbejde er ophobet i dem. Som krystaller af denne samfundsmæssige substans, som er fælles for dem, er de værdier - vareværdier.
I selve varernes bytteforhold viste bytteværdien sig for os som noget, der er uafhængigt af deres brugsværdier. Hvis man nu virkelig abstraherer fra arbejdsprodukternes brugsværdi, står værdien tilbage, sådan som den netop blev bestemt. Det, som er fælles for varerne, og som viser sig i deres bytteforhold eller bytteværdi, er altså deres værdi. Den videre undersøgelse vil føre os tilbage til bytteværdien som den nødvendige udtryksmåde eller fremtrædelsesform for værdien, men først må værdien imidlertid betragtes uafhængigt af denne form.
En brugsværdi eller et gode har altså kun en værdi, fordi abstrakt menneskeligt arbejde er legemliggjort eller materialiseret i den. Hvordan skal man nu måle værdiens størrelse? Ved den mængde af "værdidannende substans", af arbejde, den indeholder. Selve arbejdets mængde måles ved dets varighed, og arbejdstiden har igen sin målestok i bestemte tidsenheder - timer, dage osv.
Når værdien af en vare er bestemt ved den mængde arbejde, der er brugt til dens fremstilling, kunne det se ud, som om en vare fik desto større værdi, jo dovnere og udueligere dens fremstiller var, fordi han bruger så meget mere tid til at lave den. Det arbejde, som udgør værdiens substans, er imidlertid ensartet menneskeligt arbejde, forbrug af den samme menneskelige arbejdskraft. Samfundets totale arbejdskraft, der giver sig udtryk i vareverdenens værdier, gælder her for én og samme menneskelige arbejdskraft, skønt den består af talløse individuelle arbejdskræfter. Hver af disse individuelle arbejdskræfter er den samme menneskelige arbejdskraft som de andre, for så vidt som den har karakter af en samfundsmæssig gennemsnitsarbejdskraft og virker som én samfundsmæssig gennemsnitsarbejdskraft, altså også kun bruger den gennemsnitligt nødvendige eller samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid til fremstilling af en vare. Samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid er den arbejdstid, der kræves for at fremstille en brugsværdi under de foreliggende normale samfundsmæssige produktionsbetingelser og med samfundets gennemsnitsgrad af dygtighed og intensitet i arbejdet. Efter indførelsen af den dampdrevne vævestol i England f.eks. kunne man måske nøjes med halvt så meget arbejde som før for at forvandle et givet kvantum garn til tøj. Den engelske håndvæver brugte faktisk den samme arbejdstid som før til denne forvandling, men produktet af hans individuelle arbejdstime udgjorde nu kun en halv samfundsmæssig arbejdstime og faldt derfor til halvdelen af sin tidligere værdi.
Det er altså kun det kvantum samfundsmæssigt nødvendigt arbejde eller den til fremstillingen af en brugsværdi samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, der bestemmer varens værdistørrelse. [9] Den enkelte vare gælder her overhovedet som gennemsnitseksemplar af sin art. [10] Varer, der indeholder lige store arbejdskvanta, eller som kan fremstilles på samme arbejdstid, har derfor samme værdistørrelse. Værdien af én vare forholder sig til værdien af enhver anden vare, ligesom den til produktionen af den ene nødvendige arbejdstid forholder sig til den for produktionen af den anden nødvendige arbejdstid. "Som værdier er alle varer kun bestemte mængder anvendt arbejdstid". [11]
En vares værdistørrelse ville derfor være konstant, hvis den arbejdstid, som kræves til dens fremstilling, var konstant. Denne tid ændrer sig imidlertid med enhver ændring i arbejdets produktivitet. Arbejdets produktivitet er bestemt af flere forskellige omstændigheder, blandt andet af arbejdernes gennemsnitlige duelighedsniveau, videnskabens udviklingstrin og dens teknologiske anvendelighed, produktionsprocessens samfundsmæssige kombination, produktionsmidlernes omfang og effektivitet og af naturforhold. Det samme kvantum arbejde resulterer f.eks. med gunstige vejrforhold i 8 tønder hvede, med ugunstige kun i 4. Det samme kvantum arbejde leverer mere metal i righoldige miner end i fattige osv. Diamanter forekommer sjældent på jordens overflade, og det koster derfor i gennemsnit megen arbejdstid at finde dem. Følgelig repræsenterer de meget arbejde med et ringe rumindhold. Jacob betvivler, at guld nogensinde er blevet betalt med sin fulde værdi. Dette gælder endnu mere for diamanter. Ifølge Eschwege havde otte års samlet udbytte af de brasilianske diamantgruber i 1823 endnu ikke nået prisen på halvandet års gennemsnitsproduktion fra de brasilianske sukker- eller kaffeplantager, skønt det repræsenterede meget mere arbejde, altså en større værdi. Med mere righoldige gruber ville det samme arbejdskvantum resultere i flere diamanter og deres værdi falde. Lykkes det med ringe arbejde at forvandle kul til diamanter, så kan diamanters værdi blive lavere end murstens. Generelt: jo større arbejdets produktivitet er, jo mindre den arbejdstid, der kræves til en artikels fremstilling, jo mindre den deri krystalliserede arbejdsmængde, desto mindre er værdien. Omvendt, jo mindre arbejdets produktivitet er, jo større den til fremstillingen af en artikel nødvendige arbejdstid er, desto større er dens værdi. En vares værdistørrelse veksler altså direkte med mængden af det arbejde, der nedlægges i den, og i omvendt forhold til arbejdets produktivitet.
En ting kan være brugsværdi uden at være værdi. Det er tilfældet, når dens nytte for mennesket ikke skyldes arbejde. Dette gælder luft, jomfruelig jord, naturlige enge, vildtvoksende skov osv. En ting kan være nyttig og fremstillet ved menneskeligt arbejde, uden at være en vare. Den, der gennem sit produkt tilfredsstiller sit eget behov, skaber ganske vist brugsværdi, men ikke vare. For at producere en vare, skal man ikke blot producere brugsværdi, men brugsværdi for andre, samfundsmæssig brugsværdi. [Og ikke kun for andre slet og ret. Middelalderens bonde avlede skattekorn til feudalherren og tiendekorn til præsten. Men hverken skattekorn eller tiendekorn blev vare ved, at det var produceret for andre. For at blive vare skal produktet overdrages til den anden, for hvem det udgør en brugsværdi, gennem udveksling]. [11a] Endelig kan ingen ting være værdi uden at være brugsgenstand. Er den nytteløs, så er også det arbejde, der er indeholdt i den, nytteløst, tæller ikke som arbejde og danner derfor ingen værdi.
Oprindeligt fremtrådte varen for os som noget dobbeltsidet, brugsværdi og bytteværdi. Senere viste det sig, at også arbejdet, for så vidt som det kommer til udtryk i værdi, ikke længere besidder de samme kendetegn, der tilkommer det som frembringer af brugsværdier. Denne dobbeltsidede natur af det arbejde, der er nedlagt i varen, er først kritisk påvist af mig. [12] Da dette er det springende punkt, hvorom al forståelse af den politiske økonomi drejer sig, skal det her belyses nærmere.
Lad os tage to varer, f.eks. en frakke og 10 alen lærred. Frakken er dobbelt så meget værd som lærredet, så når 10 alen lærred = v, er en frakke = 2v.
Frakken er en brugsværdi, som tilfredsstiller et særligt behov. For at fremstille den kræves der en bestemt slags produktiv virksomhed. Denne er bestemt ved sit formål, arbejdsmåden, genstanden, midlerne og resultatet. Det arbejde, hvis nyttighed således viser sig i produktets brugsværdi eller i, at dets produkt er en brugsværdi, kalder vi kort og godt nyttigt arbejde. Fra dette synspunkt bliver kun dets nyttevirkning taget i betragtning.
Ligesom frakke og lærred er kvalitativt forskellige brugsværdier, sådan er de arbejdsydelser, som har frembragt dem, kvalitativt forskellige - skrædderi og væveri. Hvis disse ting ikke var kvalitativt forskellige brugsværdier og derfor produkter af kvalitativt forskellige nyttige arbejdsydelser, så kunne de overhovedet ikke sammenlignes som varer. Frakke udveksles ikke med frakke, den samme brugsværdi ikke med den samme brugsværdi.
I den samlede mængde af forskelligartede brugsværdier eller varelegemer fremtræder en lige så stor mangfoldighed af nyttige arbejdsydelser, delt op efter slægt, art, familie, underart, varietet - en samfundsmæssig arbejdsdeling. Den er en eksistensbetingelse for vareproduktionen, skønt vareproduktionen ikke omvendt er eksistensbetingelse for den samfundsmæssige arbejdsdeling. I det gammelindiske landsbyfællesskab er arbejdet samfundsmæssigt delt, uden at produkterne bliver til varer. Eller, et mere nærliggende eksempel: i enhver fabrik er arbejdet systematisk opdelt, men denne deling fremkommer ikke ved, at arbejderne udveksler deres individuelle produkter. Kun produkter af selvstændige og indbyrdes uafhængige privatarbejder optræder som varer i forhold til hinanden.
Man har altså set: i enhver vares brugsværdi ligger der en produktiv virksomhed, et nyttigt arbejde af en bestemt art og med et bestemt formål. Brugsværdier kan ikke stå overfor hinanden som varer, hvis de nyttige arbejder, der er nedlagt i dem, ikke er af kvalitativt forskellig art. I et samfund, hvis produkter generelt antager form af varer, dvs. i et samfund af vareproducenter, udvikler denne kvalitative forskel mellem nyttige arbejder, som udføres uafhængigt af hinanden som selvstændige producenters private anliggender, sig til et vidt forgrenet system, til en samfundsmæssig arbejdsdeling.
For frakken er det i øvrigt ligegyldigt, om den bæres af skrædderen eller af en kunde hos skrædderen. I begge tilfælde fungerer den som brugsværdi. Lige så lidt er forholdet mellem frakken og det arbejde, der har fremstillet den, i og for sig ændret ved, at skrædderiet bliver en særlig profession, et selvstændigt led i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Hvor behovet for beklædning tvang mennesket til det, er der i årtusinder blevet lavet tøj, før der blev en skrædder ud af mennesket. Men eksistensen af frakke, af lærred, af ethvert ikke naturgivet element af den stoflige rigdom, måtte altid tilvejebringes ved en speciel, formålsbestemt produktiv virksomhed, som tilpasser de særlige naturstoffer til særlige menneskelige behov. Som frembringer af brugsværdier, af nyttigt arbejde, er arbejdet derfor en af alle samfundsformer uafhængig eksistensbetingelse for mennesket, en evig naturnødvendighed for at formidle stofskiftet mellem mennesket og naturen, altså det menneskelige liv.
Brugsværdierne frakke, lærred osv., kort sagt varelegemerne, er forbindelser af to elementer, naturstof og arbejde. Trækker man den samlede sum af alle de forskellige nyttige arbejder fra, som er nedlagt i frakke, lærred osv., bliver der altid et materielt substrat tilbage, som er til stede fra naturens hånd uden menneskets medvirken. Mennesket kan i sin produktion kun gå frem som naturen selv, dvs. kun ændre stoffernes former. [13] Hvad mere er: i selve dette formningsarbejde bliver mennesket bestandigt støttet af naturkræfter. Arbejde er altså ikke den eneste kilde til de brugsværdier, den stoflige rigdom, det producerer. Arbejdet er dens fader, som William Petty siger, og jorden dens moder.
Lad os nu forlade varen som brugsgenstand og gå over til vareværdien.
Vi forudsatte, at frakkens værdi er dobbelt så stor som lærredets. Det er imidlertid kun en kvantitativ forskel, som endnu ikke interesserer os. Vi erindrer derfor om, at når værdien af en frakke er dobbelt så stor som værdien af 10 alen lærred, har 20 alen lærred samme værdistørrelse som en frakke. Som værdier er frakke og lærred ting af samme substans, objektive udtryk for ensartet arbejde. Men skrædderi og væveri er kvalitativt forskellige arbejder. Der findes imidlertid samfundstilstande, i hvilke den samme person skiftevis syr og væver, således at disse to forskellige arbejdsmåder derfor kun er modifikationer af det samme individs arbejde og endnu ikke er særlige faste funktioner af forskellige individer, ganske som den frakke, vor skrædder syr i dag, og de bukser han laver i morgen, kun forudsætter variationer af det samme individuelle arbejde. Videre kan det direkte ses, at en vis portion menneskeligt arbejde i vort kapitalistiske samfund alt efter den vekslende retning, efterspørgslen efter arbejdskraft tager, skiftevis tilføres i form af skrædderi eller i form af væveri. Denne vekslen af arbejde fra én form til en anden foregår måske ikke uden gnidning, men den må foregå. Ser man bort fra den produktive virksomheds særlige form og dermed fra arbejdets nyttekarakter, så bliver dét tilbage, at arbejde er forbrug af menneskelig arbejdskraft. Skrædderi og væveri er nok kvalitativt forskellige produktive beskæftigelser, men de er begge produktivt forbrug af menneskelig hjerne, muskel, nerve, hånd osv., og i denne forstand er de begge menneskeligt arbejde. Det er kun to forskellige former for brugen af menneskelig arbejdskraft. Ganske vist må den menneskelige arbejdskraft selv være mere eller mindre udviklet for at blive brugt i den ene eller den anden form. Varens værdi repræsenterer imidlertid menneskeligt arbejde slet og ret, forbrug af menneskeligt arbejde i almindelighed. Ligesom en general eller bankier i det borgerlige samfund spiller en stor rolle, mennesket slet og ret derimod en meget ussel rolle, [14] sådan står det her også til med det menneskelige arbejde. Det er forbrug af simpel arbejdskraft, som ethvert almindeligt menneske uden særlig uddannelse i gennemsnit besidder i sin fysiske organisme. Det simple gennemsnitsarbejde selv skifter ganske vist karakter i forskellige lande og kulturepoker, men i et forhåndenværende samfund er det givet. Kompliceret arbejde gælder kun som potenseret eller snarere multipliceret simpelt arbejde, således at et mindre kvantum kompliceret arbejde er lig med et større kvantum simpelt arbejde. At denne reduktion foregår til stadighed viser erfaringen. En vare kan være produkt af det mest komplicerede arbejde, dens værdi sætter den lig med produktet af simpelt arbejde og repræsenterer derfor selv kun et bestemt kvantum simpelt arbejde. [15] De forskellige proportioner, i hvilke forskellige slags arbejder reduceres til simpelt arbejde som måleenhed for dem, fastsættes gennem en samfundsmæssig proces bag ryggen af producenterne og forekommer dem derfor at være givet ved sædvane. For simpelhedens skyld vil vi i det følgende lade enhver slags arbejdskraft gælde for simpel arbejdskraft, således at ulejligheden med reduktionen spares.
Ligesom man altså i værdierne frakke og lærred ser bort fra forskellen mellem deres brugsværdier, sådan ser man i de arbejder, som er repræsenteret i disse værdier, bort fra forskellen mellem deres nyttige former, skrædderi og væveri. Ligesom brugsværdierne frakke og lærred er forbindelser af formålsbestemte produktive beskæftigelser med tøj og garn, mens værdierne frakke og lærred er blotte ensartede geléer af arbejde, sådan tæller de i disse værdier indeholdte arbejder ikke ved deres produktive forhold til tøj og garn, men kun som forbrugt menneskelig arbejdskraft. De elementer, der udgør brugsværdierne frakke og lærred, er skrædderi og væveri, netop fordi disse er af forskellig beskaffenhed; substans af frakkeværdien og lærredværdien er de kun, for så vidt der ses bort fra deres særlige beskaffenhed og begge er af samme beskaffenhed: beskaffenheden menneskeligt arbejde.
Frakke og lærred er imidlertid ikke blot værdier overhovedet. men værdier af en bestemt størrelse, og efter vor forudsætning er frakken dobbelt så meget værd som 10 alen lærred. Hvoraf kommer denne forskel i deres værdistørrelse? Den kommer af, at lærredet kun indeholder halvt så meget arbejde som frakken, således at der til fremstilling af denne forbruges arbejdskraft i dobbelt så lang tid som til fremstilling af lærredet.
Når det drejer sig om brugsværdien, er det altså kun beskaffenheden af det arbejde, der er indeholdt i varen, der er af betydning; for værdistørrelsen er det derimod kun mængden af det, der tæller, efter at det forud er reduceret til menneskeligt arbejde uden hensyn til beskaffenheden. I det første tilfælde drejer det sig om, hvordan der arbejdes, og hvad slags arbejde, i det andet tilfælde om, hvor meget der arbejdes, om arbejdets varighed. Da værdistørrelsen af en vare kun repræsenterer det kvantum arbejde, der er nedlagt i den, må varer i en vis proportion altid være lige store værdier.
Hvis produktiviteten af alle de arter af nyttigt arbejde, der kræves til fremstilling af en frakke, forbliver uændret, så stiger værdistørrelsen af frakkerne med antallet af dem. Hvis 1 frakke repræsenterer x arbejdsdage, udgør 2 frakker 2x arbejdsdage osv. Men lad os sige, at det arbejde, der er nødvendigt til fremstilling af en frakke, stiger til det dobbelte eller falder til det halve. I det første tilfælde får en frakke lige så stor værdi som tidligere to frakker, i det sidste tilfælde får to frakker kun den samme værdi som tidligere én, skønt en frakke i begge tilfælde yder den samme tjeneste og det i frakken nedlagte nyttige arbejde nu som før er af samme beskaffenhed. Men det arbejdskvantum, som er brugt til dens fremstilling, har ændret sig.
Et større kvantum brugsværdi udgør i og for sig større stoflig rigdom, to frakker er mere end én. Med to frakker kan man beklæde to mennesker, med én kun ét osv. Alligevel kan den stigende mængde af stoflig rigdom svare til et samtidigt fald i dens værdistørrelse. Denne modsatte bevægelse udspringer af arbejdets dobbeltsidede karakter. Produktivitet er naturligvis til stadighed produktivitet af nyttigt, konkret arbejde og bestemmer faktisk kun virkningsgraden af formålsbestemt produktiv virksomhed i et givet tidsrum. Det nyttige arbejde bliver derfor en rigere eller fattigere kilde til produkter i direkte forhold til stigen eller fald i dets produktivitet. Derimod rammer en ændring af produktiviteten i og for sig slet ikke det arbejde, der er repræsenteret i værdien. Da produktiviteten tilhører arbejdets konkrete, nyttige form, kan den naturligvis ikke længere komme arbejdet ved, så snart der ses bort fra dets konkrete nyttige form. Det samme arbejde giver derfor i de samme tidsrum bestandig den samme værdistørrelse, hvordan produktiviteten end ændrer sig. Men det leverer i ét og samme tidsrum forskellige kvanta brugsværdier, større, når produktiviteten stiger, mindre, når den falder. Den samme ændring af produktiviteten, der øger arbejdets frugtbarhed og dermed massen af de brugsværdier, det leverer, mindsker altså værdistørrelsen af denne forøgede totalmasse, når den afkorter summen af den arbejdstid, der er nødvendig til dens fremstilling. Og ligeledes omvendt.
Alt arbejde er på den ene side forbrug af menneskelig arbejdskraft i fysiologisk forstand, og i denne egenskab af ensartet menneskeligt eller abstrakt menneskeligt arbejde udgør det vareværdien. Alt arbejde er på den anden side forbrug af menneskelig arbejdskraft i særlig formålsbestemt form, og i denne egenskab af konkret nyttigt arbejde producerer det brugsværdier. [16]
Varer kommer til verden i form af brugsværdier eller materielle ting som jern, lærred. hvede osv. Dette er deres hjemmegjorte naturalform. De er imidlertid kun varer, fordi de er af dobbelt karakter: de er brugsgenstande og samtidig bærere af værdi. De fremtræder derfor kun som varer eller besidder kun vareform, hvis de besidder dobbeltform: naturalform og værdiform.
Varernes værdirealitet adskiller sig fra Mutter Rap (krokonen i Shakespeares Kong Henrik IV., 1. del, 3. akt, 3. scene) ved, at man ikke véd, hvor man skal få fat på den. Stik modsat varelegemernes grove håndgribelige realitet indgår der ikke ét atom naturstof som bestanddel af værdien. Man kan derfor vende og dreje den enkelte vare som man vil, den er umulig at få greje på som værditing. Når vi imidlertid erindrer, at varerne kun besidder værdirealitet for så vidt de er udtryk for samme samfundsmæssige enhed, menneskeligt arbejde, at deres værdirealitet altså er rent samfundsmæssig, så giver det også sig selv, at den kun kan komme til syne i den sociale relation mellem varer. Vi gik jo ud fra varernes bytteværdi eller udvekslingsforhold for at komme på sporet af den deri skjulte værdi. Vi skal nu vende tilbage til denne fremtrædelsesform for værdien.
Enhver ved i alt fald, selv om han ikke ved andet, at varerne besidder en fælles værdiform, pengeformen, som står i en højst påfaldende kontrast til deres brugsværdiers brogede naturalformer. Her gælder det imidlertid om at løse en opgave, som den borgerlige økonomi ikke engang forsøger at løse, nemlig at eftervise denne pengeforms tilblivelse, altså at følge udviklingen af det værdiudtryk, som ligger i varernes værdiforhold, fra dets simpleste og uanseligste skikkelse til den blændende pengeform. Dermed forsvinder tillige pengenes gåde.
Det simpleste værdiforhold er åbenbart en vares værdiforhold til én eneste derfra forskellig vare, ligegyldigt hvilken. Værdiforholdet mellem to varer leverer derfor en vares simpleste værdiudtryk.
x vare A = y vare B, eller: x vare A er y vare B værd. (20 alen lærred = 1 frakke, eller 20 alen lærred er 1 frakke værd.)
Hemmeligheden ved enhver værdiform er indeholdt i denne simple værdiform. Analysen af den frembyder derfor den egentlige vanskelighed.
To forskellige varer A og B, i vort eksempel lærred og frakke, spiller åbenbart her to forskellige roller. Lærredet udtrykker sin værdi i frakken, frakken tjener som materiale for dette værdiudtryk. Den første vare spiller en aktiv rolle, den anden en passiv. Værdien af den første vare er fremstillet som relativ værdi, eller befinder sig i relativ værdiform. Den anden vare fungerer som ækvivalent, eller befinder sig i ækvivalentform.
Relativ værdiform og ækvivalentform er momenter, som hører til hinanden, gensidigt betinger hinanden og er uadskillelige, men de er tillige yderpunkter, det ene udelukker det andet, de er modsatte poler i samme værdiudtryk; de fordeler sig bestandigt på de forskellige varer, som værdiudtrykket sætter i forhold til hinanden. Jeg kan f.eks. ikke udtrykke lærredets værdi i lærred. 20 alen lærred = 20 alen lærred er ikke noget værdiudtryk. Ligningen siger tværtimod: 20 alen lærred er ikke andet end 20 alen lærred, et bestemt kvantum af brugsgenstanden lærred. Lærredets værdi kan altså kun udtrykkes relativt, dvs. i en anden vare. Lærredets relative værdiform forudsætter derfor, at en anden vare befinder sig i ækvivalentform i forhold til det. På den anden side kan denne anden vare, der figurerer som ækvivalent, ikke samtidig befinde sig i relativ værdiform. Det er ikke den, der udtrykker sin værdi. Den leverer kun materialet til en anden vares værdiudtryk.
Ganske vist indeholder udtrykket: 20 alen lærred = 1 frakke, eller 20 alen lærred er 1 frakke værd, også det omvendte forhold: 1 frakke = 20 alen lærred eller 1 frakke er 20 alen lærred værd. Men så må jeg dog vende ligningen om for at udtrykke frakkens værdi relativt, og så snart jeg gør det, bliver lærredet ækvivalent i stedet for frakken. Den samme vare kan altså ikke optræde samtidigt i begge former i samme værdiudtryk. De to former udelukker hinanden som to modsatte poler.
Om en vare nu befinder sig i den relative værdiform eller i den modstående ækvivalentform, afhænger udelukkende af dens øjeblikkelige stilling i værdiudtrykket, dvs. af, om den er den vare, hvis værdi bliver udtrykt, eller den, hvori værdi udtrykkes.
For at finde ud af, hvordan en vares simple værdiudtryk er indeholdt i værdiforholdet mellem to varer, må man først betragte dette forhold ganske uden hensyn til dets kvantitative side. Man bærer sig for det meste netop omvendt ad og ser i værdiforholdet kun den proportion, hvori bestemte kvanta af to varesorter sættes lig hinanden. Man overser, at størrelsen af forskellige ting først kan sammenlignes kvantitativt, når de reduceres til samme enhed. Kun når de udtrykkes i samme enhed, er de ensbenævnte og dermed kommensurable (sammenmålelige) størrelser. [17]
Hvad enten 20 alen lærred = 1 frakke eller = 20 eller = x frakker, dvs., hvad enten et givet kvantum lærred er mange eller få frakker værd, så indbefatter enhver sådan proportion bestandig, at lærred og frakker som værdistørrelser er udtrykt i samme enhed, er ting af samme natur. Lærred = frakke er grundlaget for ligningen.
Men de to kvalitativt ligestillede varer spiller ikke den samme rolle. Kun lærredets værdi bliver udtrykt. Og hvordan? Ved at det sættes i forhold til frakken som dets "ækvivalent", som noget det kan "udveksles" med. I dette forhold gælder frakken som eksistensform for værdi, som værditing, for kun som sådan er den det samme som lærred. På den anden side kommer det frem, eller får et selvstændigt udtryk, at lærredet selv har værdi, for kun som værdi kan det sættes i forhold til frakken i dennes egenskab af vare, ligeværdig eller udvekslelig med lærredet. På lignende måde er smørsyre et stof, der er forskelligt fra propylformiat. Begge består imidlertid af de samme kemiske substanser - kulstof (C), brint (H) og ilt (O), og tilmed i samme procentuale forhold, nemlig C4H8O2. Hvis man nu satte smørsyre lig propylformiat, så ville propylformiat i denne sammenstilling for det første kun være opfattet som eksistensform for C4H8O2, og for det andet ville man dermed sige, at også smørsyre består af C4H8O2. Ved at sætte propylformiat lig med smørsyre ville man altså udtrykke deres kemiske substans til forskel fra deres stoflige fremtræden.
Når vi siger: som værdier er varerne blotte geléer af menneskeligt arbejde, så reducerer vor analyse varerne til værdiabstraktionen, men giver dem ikke nogen fra deres naturalformer forskellig værdiform. Anderledes i en vares værdiforhold til en anden. Her træder dens værdikarakter frem gennem dens eget forhold til den anden vare.
Idet f.eks. frakken som værditing sættes lig lærred, bliver det arbejde, der er nedlagt i frakken, sat lig det arbejde, der er nedlagt i lærredet. Nu er skrædderi, som fremstiller frakken, ganske vist et konkret arbejde, der er forskelligt fra væveri, som laver lærredet. Men når skrædderi sættes lig med væveri, reduceres skrædderi faktisk til det, som virkelig er ens i de to arbejder: deres fælles karakter af menneskeligt arbejde. Ad denne omvej bliver da sagt, at for så vidt væveri væver værdi, besidder heller ikke væveri noget kendetegn, der adskiller det fra skrædderi, at det altså er abstrakt menneskeligt arbejde. Kun forskelligartede varers ækvivalensudtryk bringer det værdidannende arbejdes specifikke karakter for dagen, idet udtrykket faktisk reducerer de forskelligartede arbejder, der er nedlagt i de forskelligartede varer, til det, der er fælles for dem, til menneskeligt arbejde overhovedet. [17a]
Det er imidlertid ikke nok at udtrykke den specifikke karakter af det arbejde, hvoraf lærredets værdi består. Menneskelig arbejdskraft i bevægelse, eller menneskeligt arbejde, skaber værdi, men er ikke værdi. Det er i stivnet tilstand, i form af en genstand, at det bliver værdi. For at udtrykke lærredværdien som gelé af menneskeligt arbejde, må den udtrykkes som en "legemlig realitet", der tingligt er forskelligt fra lærredet selv og samtidig er fælles for det og en anden vare. Denne opgave er allerede løst.
I lærredets værdiforhold gælder frakken som noget kvalitativt ensartet med det, en ting af samme natur, fordi den er en værdi. Den gælder derfor her som en ting, hvori værdi fremtræder, eller som i sin håndgribelige naturalform repræsenterer værdi. Nu er frakken, frakkevaren som materiel ting, ganske vist ikke andet end en brugsværdi. En frakke udtrykker lige så lidt værdi som det første det bedste stykke lærred. Dette beviser kun, at frakken inden for værdiforholdet til lærred betyder mere end uden for det, ligesom adskillige mennesker betyder mere inden for en uniformsfrakke end uden for den.
Til fremstillingen af frakken er der i form af skrædderi faktisk forbrugt menneskelig arbejdskraft. Der er altså ophobet menneskeligt arbejde i den. I denne henseende er frakken "bærer af værdi", skønt denne egenskab ved den ikke skinner igennem, hvor luvslidt den end bliver. Og i lærredets værdiforhold optræder den kun på denne måde, altså som legemliggjort værdi, som værdilegeme. Trods frakkens tilknappede udseende har lærredet dog i den genkendt en slægtning, den skønne værdisjæl. Frakken kan imidlertid ikke over for lærredet repræsentere værdi, uden at værdien for dette samtidig antager form af en frakke.
På samme måde kan individet A ikke betragte individet B som "Deres majestæt", uden at majestæten for A antager B's kropslige skikkelse, og uden at følgelig ansigtstræk, hår og adskilligt andet skifter med den øjeblikkelige landsfader.
I det værdiforhold, hvori frakken udgør ækvivalentet til lærred, spiller frakkeformen altså rollen som værdiform. Værdien af varen lærred bliver dermed udtrykt i varen frakkes legemlige skikkelse, værdien af en vare i en anden vares brugsværdi. Som brugsværdi er lærredet en fra frakken håndgribeligt forskellig ting, som værdi er det "frakke-ligt" og ser derfor ud som en frakke. På den måde får det en værdiform, som er forskellig fra dets naturalform. At det har værdi kommer frem i dets lighed med frakken, ligesom den kristnes fårenatur kommer frem i hans lighed med det Guds lam.
Man ser, at alt hvad analysen af vareværdien tidligere sagde os, det siger lærredet selv, så snart det plejer omgang med en anden vare, frakken. Kun forråder det sine tanker i det eneste sprog, det magter, varesproget. For at sige os, at dets egen værdi dannes af arbejde i dets abstrakte egenskab af menneskeligt arbejde, siger det, at frakken, for så vidt den er ækvivalent med lærredet, altså er værdi, består af det samme arbejde som lærredet. For at sige os, at dets sublime værdirealitet er forskellig fra dets stivlærreds krop, siger det, at værdien ser ud som en frakke, og at lærredet selv som værditing ligner frakken som det ene æg det andet. Sagt i forbifarten har varesproget foruden hebraisk også flere andre mere eller mindre korrekte tungemål. Det tyske Wertsein <være værd> udtrykker f.eks. mindre slående end de romanske udsagnsord valere, valer, valoir, at ligestillingen af varen B med varen A er varen A's eget værdiudtryk. Paris vaut bien une messe! <Paris er nok en messe værd!>
Gennem værdiforholdet bliver altså varen B's naturalform til varen A's værdiform eller varen B's legeme til værdispejl for varen A. [18] Idet varen A forholder sig til varen B som værdilegeme, som legemliggjort menneskeligt arbejde, gør det brugsværdien B til materiale for sit eget værdiudtryk. Værdien af varen A, på den måde udtrykt i brugsværdien af varen B, har form af relativ værdi.
Enhver vare, hvis værdi skal udtrykkes, er en brugsgenstand i et vist kvantum, 15 skæpper hvede, 100 pund kaffe osv. Dette givne varekvantum indeholder et bestemt kvantum menneskeligt arbejde. Værdiformen skal altså ikke kun udtrykke værdi i almindelighed, men en bestemt værdimængde, en værdistørrelse. I varen A's værdiforhold til varen B, lærredets værdiforhold til frakken, optræder varearten frakke derfor ikke kun som værdilegeme i almindelighed og sættes ikke kun i denne egenskab lig med lærred; derimod sættes et bestemt kvantum værdilegeme eller ækvivalent, f.eks. 1 frakke, lig med et bestemt kvantum lærred, f.eks. 20 alen lærred.
Ligningen "20 alen lærred = 1 frakke, eller: 20 alen lærred er 1 frakke værd" forudsætter, at 1 frakke indeholder netop lige så megen værdisubstans som 20 alen lærred, at de to varekvanta altså koster lige meget arbejde eller lige stor arbejdstid. Den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af 20 alen lærred eller 1 frakke, ændres imidlertid med enhver ændring af væveriets eller skrædderiets produktivitet. Sådanne ændringers indflydelse på det relative udtryk for værdistørrelsen skal nu undersøges nærmere.
I. Værdien af lærred kan ændre sig, [19] mens frakkeværdien bliver konstant. Hvis den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af lærred, fordobles, f.eks. fordi hørarealerne bliver mere og mere ufrugtbare, så fordobler værdien sig. I stedet for 20 alen lærred = 1 frakke ville vi have, at 20 alen lærred = 2 frakker, da 1 frakke nu kun indeholder halvt så megen arbejdstid som 20 alen lærred. Hvis derimod den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af lærred, falder til det halve, f.eks. på grund af forbedrede vævestole, så falder værdien af lærred til det halve. Så bliver nu: 20 alen lærred = ½ frakke. Den relative værdi af varen A, dvs. dens værdi udtrykt i varen B, stiger og falder altså direkte med værdien af varen A, når værdien af varen B forbliver den samme.
II. Værdien af lærred kan forblive konstant, mens frakkeværdien ændrer sig. Hvis den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af frakken, under disse omstændigheder fordobles, f.eks. på grund af ugunstigt uldudbytte, så får vi i stedet for 20 alen lærred = 1 frakke nu: 20 alen lærred = ½ frakke. Hvis derimod frakkens værdi falder til det halve, så bliver 20 alen lærred = 2 frakker. Ved konstant værdi af varen A falder eller stiger derfor dens relative værdi, udtrykt i varen B, i omvendt forhold til værdiændringen af B.
Sammenligner man de forskellige tilfælde under I og II, viser det sig, at den samme størrelsesændring af den relative værdi kan udspringe af helt modsatte årsager. Således forandres ligningen 20 alen lærred = l frakke til: 1. ligningen 20 alen lærred = 2 frakker, enten fordi værdien af lærredet stiger til det dobbelte, eller fordi værdien af frakkerne falder til det halve, og 2. ligningen 20 alen lærred = ½ frakke, enten fordi værdien af lærredet falder til det halve, eller fordi frakkens værdi stiger til det dobbelte.
III. Den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af lærred og frakke, kan samtidig ændre sig i samme retning og i samme proportion. I dette tilfælde bliver nu som før 20 alen lærred = 1 frakke, hvordan deres værdi end måtte ændre sig. Man opdager deres værdiændring, så snart man sammenligner dem med en tredje vare, hvis værdi forblev konstant. Hvis værdierne af alle varer steg eller faldt samtidigt og i samme proportion, så ville deres relative værdier forblive uændrede. Deres virkelige værdiændring ville man opdage ved, at der nu på samme arbejdstid generelt ville blive fremstillet et større eller mindre varekvantum end tidligere.
IV. Den arbejdstid, der er nødvendig til fremstilling af lærred, hhv. frakke, og dermed deres værdier, kan ændre sig samtidig i samme retning, men i ulige grad, eller i modsat retning osv. Den indflydelse, alle mulige sådanne kombinationer kan få på en vares relative værdi, indser man let ved anvendelse af tilfældene I, II og III.
Værdistørrelsens virkelige
ændringer afspejler sig altså hverken utvetydigt eller
udtømmende i dens relative udtryk eller i størrelsen
af den relative værdi. Den relative værdi af en vare
kan ændre sig, skønt dens værdi forbliver konstant.
Dens relative værdi kan forblive konstant, skønt
dens værdi ændrer sig, og endelig behøver samtidige
ændringer i dens værdistørrelse og i denne
værdistørrelses relative udtryk ingenlunde at dække
hinanden. [20]
Man har set: Idet en vare A (lærred) udtrykker sin værdi i brugsværdien af en forskelligartet vare B (frakke), påtrykker A denne sidste en ejendommelig værdiform, ækvivalentformen. At varen lærred selv besidder værdi, giver den til kende ved, at frakken ækvivalerer med lærredet, uden at frakken antager nogen værdiform, som er forskellig fra dens legemlige form. At lærredet selv har værdi, udtrykker det altså faktisk ved, at frakken umiddelbart kan udveksles med det. En vares ækvivalentform viser følgelig, at den umiddelbart kan udveksles med en anden vare.
Når en vareart, som frakker, tjener som ækvivalent for en anden vareart, som lærred, og frakker dermed får den karakteristiske egenskab at befinde sig i en form, der er umiddelbart udvekslelig med lærred, så er dermed på ingen måde den proportion givet, i hvilken frakker og lærred kan udveksles. Da lærredets værdistørrelse er givet, afhænger proportionen af frakkernes værdistørrelse. Hvad enten frakken er udtrykt som ækvivalent og lærredet som relativ værdi, eller omvendt lærredet som ækvivalent og frakken som relativ værdi, så bliver dens værdistørrelse nu som før bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til dens fremstilling, altså uafhængigt af dens værdiform. Men så snart varearten frakke kommer til at stå på ækvivalentets sted i værdiudtrykket, får dens værdistørrelse intet udtryk som værdistørrelse. I værdiligningen figurerer den tværtimod kun som et bestemt kvantum af ting.
F.eks.: 40 alen lærred er "værd" - hvad? 2 frakker. Da varearten frakke her spiller rollen som ækvivalent, og brugsværdien frakke over for lærred gælder som værditing, så er også et bestemt kvantum frakker nok til at udtrykke et bestemt værdikvantum lærred. To frakker kan derfor udtrykke værdistørrelsen af 40 alen lærred, men de kan aldrig udtrykke deres egen værdistørrelse, værdistørrelsen af frakker. Den overfladiske opfattelse af det faktum, at ækvivalentet i værdiligningen altid kun har form af et simpelt kvantum af en ting, en brugsværdi, forledte Bailey ligesom mange af hans forgængere og efterfølgere til at betragte værdiudtrykket som et rent kvantitativt forhold. En vares ækvivalentform indeholder tværtimod ingen kvantitativ værdibestemmelse.
Den første ejendommelighed, som slår én ved betragtningen af ækvivalentformen, er denne: brugsværdien bliver her fremtrædelsesformen for sit modstykke, værdien.
Varens naturalform bliver til værdiform. Men, notabene, denne bytten form indtræder for en vare B (frakke eller hvede eller jern osv.) kun inden for det værdiforhold, som en hvilken som helst anden vare A (lærred etc.) indtager til den, kun inden for denne relation. Da ingen vare kan indtage pladsen som ækvivalent for sig selv, altså heller ikke gøre sin egen legemlige form til udtryk for sin egen værdi, må den tage en anden vare som ækvivalent, den må gøre en anden vares legemlige form til sin egen værdiform.
Dette kan vi anskueliggøre med et eksempel på en målestok, der tilhører varelegemerne som varelegemer, altså som brugsværdier. En sukkertop er tung og har vægt, fordi den er et legeme, men man kan ikke på nogen sukkertop se eller føle, hvad den vejer. Vi tager nu forskellige stykker jern, hvis vægt på forhånd er bestemt. Jernets legemlige form er i og for sig lige så lidt som sukkertoppens den form, hvori tyngden fremtræder. Alligevel, for at udtrykke sukkertoppen som tung genstand, sætter vi den i et vægtforhold til jernet. I dette forhold gælder jernet som et legeme, der ikke repræsenterer andet end tyngde. Jernkvanta tjener derfor som vægtmål for sukkeret og repræsenterer over for sukkerlegemet blot tyngdeform, dvs. er fremtrædelsesform for tyngde. Denne rolle spiller jernet kun inden for dette forhold, som sukker eller et andet legeme, hvis vægt skal findes, indtræder i til jernet. Hvis de to ting ikke var tunge, kunne de ikke stå i dette forhold til hinanden og den ene derfor ikke tjene som udtryk for den andens tyngde. Når vi lægger dem begge på vægtskålen, ser vi faktisk, at de, hvad tyngde angår, er ens og derfor i en bestemt proportion også har samme vægt. Ligesom jernlegemet som vægtmål for sukkertoppen kun er tyngde, sådan repræsenterer frakkelegemet i vort værdiudtryk kun værdi over for lærredet.
Her hører analogien imidlertid op. Jernet repræsenterer i sukkertoppens værdiudtryk en naturegenskab, som er fælles for de to legemer, deres tyngde - mens frakken i lærredets værdiudtryk repræsenterer en overnaturlig egenskab hos begge ting, der er noget rent samfundsmæssigt, nemlig deres værdi.
Idet en vares, f.eks. lærredets relative værdiform udtrykker dens besiddelse af værdi som noget, der er helt forskelligt fra dens legeme og dets egenskaber, f.eks. som "frakke-ligt", antyder dette udtryk selv, at det rummer en social relation. Omvendt med ækvivalentformen. Den består jo netop i, at et varelegeme, f.eks. frakken, denne ting ret og slet, udtrykker værdi, at det altså af naturen besidder værdiform. Ganske vist gælder dette kun inden for det værdiforhold, hvor varen lærred har fået frakken som ækvivalent. [21] Men da en tings egenskaber ikke udspringer af dens forhold til andre ting, tværtimod kun ytrer sig i et sådant forhold, synes også frakken af naturen at besidde sin ækvivalentform, sin egenskab som umiddelbart udvekslelig, i lige så høj grad som sin egenskab at være tung og kunne holde varm. Deri ligger det gådefulde ved ækvivalentformen, det som allerførst falder den borgerligt primitive politiske økonom i øjnene, så snart denne form træder ham i møde i færdig skikkelse som penge. Så forsøger han at bortforklare den mystiske karakter af guld og sølv, idet han tillægger mindre blændende varer denne mystiske karakter og med fornøjelse atter og atter aflirer hele kataloget over gemene varer, der i tidens løb har spillet rollen som vareækvivalent. Han aner ikke, at allerede det simpleste værdiudtryk, f.eks. 20 alen lærred = 1 frakke, stiller én overfor at skulle løse ækvivalentformens gåde.
Det varelegeme, der tjener som ækvivalent, gælder bestandig som legemliggørelse af abstrakt menneskeligt arbejde og er bestandig produktet af et bestemt nyttigt, konkret arbejde. Dette konkrete arbejde bliver altså til et udtryk for abstrakt menneskeligt arbejde. Hvis altså frakken gælder som den blotte virkeliggørelse af abstrakt menneskeligt arbejde, så gælder skrædderi, der håndgribeligt virkeliggør sig i den, som den blotte virkeliggørelsesform af abstrakt menneskeligt arbejde. I lærredets værdiudtryk består skrædderiets nyttighed ikke i, at det skaber klæder, altså også folk, men i, at det skaber et legeme, som man kan se på, at det er værdi, altså en gelé af arbejde, som ikke på nogen måde adskiller sig fra dét, der har fået realitet i lærredets værdi. For at skabe et sådant spejl for værdien må skrædderiet selv ikke genspejle andet end sin abstrakte egenskab: at være menneskeligt arbejde.
I form af skrædderi ligesom i form af væveri forbruges der menneskelig arbejdskraft. Begge beskæftigelser besidder derfor den almene egenskab at være menneskeligt arbejde og kan derfor i bestemte tilfælde, f.eks. ved produktionen af værdi, kun komme i betragtning under dette synspunkt. Alt dette er der ikke noget mærkeligt i. Men i varens værdiudtryk bliver sagen fordrejet. Når man f.eks. vil udtrykke, at vævearbejdet ikke i sin konkrete form frembringer lærredets værdi, men gør det i sin almene egenskab af menneskeligt arbejde, stiller man skrædderarbejdet. det konkrete arbejde, der fremstiller ækvivalentet til lærredet, over for vævearbejdet som den håndgribelige form, hvori abstrakt menneskeligt arbejde virkeliggøres.
Det er altså en anden ejendommelighed ved ækvivalentformen, at konkret arbejde bliver den form, hvori modstykket, det abstrakte menneskelige arbejde fremtræder.
Men idet dette konkrete arbejde, skrædderiet, gælder som det blotte udtryk for forskelsløst menneskeligt arbejde, besidder det en form, hvori det er lig med andet arbejde, med det arbejde, der er nedlagt i lærredet, og er derfor, skønt det ligesom ethvert andet vareproducerende arbejde er privatarbejde, alligevel arbejde i umiddelbart samfundsmæssig form. Netop derfor resulterer det i et produkt, som umiddelbart kan udveksles med en anden vare. Det er altså en tredje ejendommelighed ved ækvivalentformen, at privatarbejde bliver til form for sit modstykke, til arbejde i umiddelbar samfundsmæssig form.
De to sidst udviklede ejendommeligheder ved ækvivalentformen træder endnu klarere frem, når vi går tilbage til den store forsker, der først analyserede værdiformen og så mange andre tænkeformer, samfundsformer og naturformer. Det drejer sig om Aristoteles.
Først udtaler Aristoteles klart, at varens pengeform kun er den simple værdiform i mere udviklet skikkelse, dvs. et mere udviklet udtryk for værdien af en vare udtrykt i en hvilken som helst anden vare, for han siger: [21a]
"5 senge = 1 hus"
("Klinai pente anti oikias")
"adskiller sig ikke" fra:
"5 senge = så og så mange penge"
("Klinai pente anti ... hosou hai pente klinai").
Han indser endvidere, at det værdiforhold, som indeholder dette værdiudtryk, på sin side betinger, at huset sættes kvalitativt lig med sengene, og at disse håndgribeligt forskellige ting ikke uden en sådan væsenslighed ville kunne sættes i relation til hinanden som kommensurable (sammenmålelige) størreler. "Der ville ikke være udveksling uden lighed", siger han, "heller ikke lighed, hvis der ikke var kommensurabilitet" ("out' isotes me ouses summetrias"). Her studser han imidlertid og opgiver den videre analyse af værdiformen. "Men det er i sandhed umuligt ("tei men oun aletheiai adunaton"), at så forskelligartede ting kan være kommensurable", dvs. være kvalitativt ens. Det, at de sættes lig hinanden, kan kun være noget, der er fremmed for tingenes sande natur, altså kun en "nødhjælp til praktiske formål".
Aristoteles siger os altså selv, hvad der får en videre analyse til at strande for ham, nemlig mangelen på et værdibegreb. Hvad er det ensartede, dvs. den fælles substans, som tillader, at senges værdi udtrykkes ved et hus? Det er "i sandhed umuligt, at sådan noget kan eksistere", siger Aristoteles. Hvorfor? Huset repræsenterer med hensyn til sengen noget ensartet, for så vidt det repræsenterer det, der virkelig er ens i begge ting, i sengen og huset. Og det er - menneskeligt arbejde.
Men at alle slags arbejde i form af vareværdier udtrykkes som ens menneskeligt arbejde og derfor som ækvivalenter, kunne Aristoteles ikke udlæse af værdiformen selv, fordi det græske samfund beroede på slavearbejde og derfor havde menneskenes og deres arbejdskræfters ulighed som naturbasis. Værdiudtrykkets hemmelighed, at alle slags arbejde er ens og ækvivalente, fordi og for så vidt de er menneskeligt arbejde slet og ret, kan kun dechifreres, når begrebet menneskelig lighed har fået samme fasthed som en folkefordom. Det er imidlertid først muligt i et samfund, hvor vareformen er arbejdsproduktets almindelige form, og hvor det altså også socialt er regelen, at menneskene forholder sig til hinanden som varebesiddere. Aristoteles' strålende geni viser sig netop i, at han opdager et lighedsforhold i varernes værdiudtryk. Kun den historiske begrænsning, der betingede det samfund, han levede i, hindrede ham i at finde frem til, hvad dette lighedsforhold da "i sandhed" består i.
En vares simple værdiform er indeholdt i dens værdiforhold til en forskelligartet vare eller i udvekslingsforholdet til denne. Værdien af varen A udtrykkes kvalitativt ved, at varen B umiddelbart kan udveksles med varen A. Den udtrykkes kvantitativt ved, at et bestemt kvantum af varen B kan udveksles med det givne kvantum af varen A. Med andre ord: værdien af en vare er selvstændigt udtrykt ved, at den præsenterer sig som "bytteværdi". Når det i dette kapitels begyndelse på den gængse manér hed: varen er brugsværdi og bytteværdi, så var dette egentlig talt urigtigt. Varen er brugsværdi eller brugsgenstand og "værdi". Den præsenterer sig som den dobbelthed, den er, så snart dens værdi besidder en form, der er forskellig fra naturalformen, nemlig bytteværdiens form, og den besidder aldrig denne form isoleret, men altid kun i værdi- eller udvekslingsforholdet til en anden, forskelligartet vare. Blot man véd dette, gør den pågældende sprogbrug ingen fortræd, men tjener kun til at gøre fremstillingen kortere.
Vor analyse beviste, at varens værdiform eller værdiudtryk udspringer af vareværdiens natur, og at ikke omvendt værdi og værdistørrelse udspringer af den måde de kommer til udtryk på som bytteværdi. Dette er imidlertid en vrangforestilling både hos merkantilisterne og deres moderne eftersnakkere som Ferrier, Ganilh [22] osv., og hos deres antipoder, de moderne frihandelsrepræsentanter som Bastiat og konsorter. Merkantilisterne lægger hovedvægten på den kvalitative side af værdiudtrykket, altså på varens ækvivalentform, der har sin færdige skikkelse i pengene - de moderne frihandelskræmmere derimod, som for enhver pris skal have deres varer afsat, lægger hovedvægten på den kvantitative side af den relative værdiform. For dem eksisterer følgelig hverken varens værdi eller dens værdistørrelse på anden måde end i det udtryk, der ligger i udvekslingsforholdet, altså kun som en rubrik i dagens prisliste. Skotten Macleod, som har den funktion at få Lombardstreet-vekselerernes smækforvirrede forestillinger til at tage sig så lærd ud som muligt, udgør en vellykket syntese af de overtroiske merkantilister og de oplyste frihandelskræmmere.
Den nøjere undersøgelse af det værdiudtryk for varen A, der er indeholdt i værdiforholdet til varen B, har vist, at inden for dette værdiudtryk gælder varen A's naturalform kun som brugsværdiens skikkelse, varen B's naturalform kun som værdiform, værdiskikkelse. Den indre modsætning mellem brugsværdi og værdi, som er indhyllet i varen, kommer altså her frem som en ydre modsætning, dvs. som et forhold mellem to varer, hvori den ene vare, den hvis værdi skal udtrykkes, umiddelbart kun gælder for brugsværdi, mens den anden vare, den hvori værdi bliver udtrykt, umiddelbart kun gælder for bytteværdi. En vares simple værdiform er altså den simple fremtrædelsesform for den modsætning mellem brugsværdi og værdi, som er indeholdt i den.
Arbejdsproduktet er i alle samfundstilstande en brugsgenstand, men kun en historisk bestemt udviklingsepoke gør arbejdsproduktet til en vare - nemlig den epoke, som lader det arbejde, der er nedlagt i fremstillingen af en brugsting, være en "reel" egenskab ved den, dvs. være dens værdi. Deraf følger, at varens simple værdiform tillige er arbejdsproduktets simple vareform, at altså også udviklingen af vareformen falder sammen med udviklingen af værdiformen.
Allerede et første blik viser det utilstrækkelige ved den simple værdiform, denne kimform, som gennem en række forvandlinger modnes til prisform.
Når varen A's værdi udtrykkes i en eller anden vare B, sættes der kun skel mellem dens værdi og dens egen brugsværdi, og den sættes derfor også kun i udvekslingsforhold til en eller anden enkelt vareart, som er forskellig fra den selv, hvorved der ikke udtrykkes en kvalitativ lighed og kvantitativ proportionalitet med alle andre varer. Til en vares simple, relative værdiform svarer en anden enkelt vares ækvivalentform. Således besidder frakken i det relative værdiudtryk for lærredet kun ækvivalentform eller umiddelbart udvekslelig form med hensyn til denne ene vareart, lærred.
Imidlertid går den enkeltstående værdiform af sig selv over i en mere fuldstændig form. Ved hjælp af den bliver en vare A's værdi ganske vist kun udtrykt i en enkelt vare af en anden art. Men af hvilken art denne anden vare er, om den er frakke, jern, hvede osv., er aldeles ligegyldigt. Alt efter om den indtræder i et værdiforhold til den ene eller den anden vareart, opstår der altså forskellige simple værdiudtryk for en og samme vare. [22a] Antallet af dens mulige værdiudtryk er kun begrænset ved antallet af varearter, der er forskellige fra den. Dens isolerede værdiudtryk forvandler sig dermed til en række forskellige simple værdiudtryk for den, en række der bestandig kan forlænges.
1. Karl Marx: "Bidrag til kritikken af den politiske økonomi", Berlin 1859, s.3 < se Dietz-udg. bd.13, s.15 >.
2. "Begær forudsætter behov; det er sindets appetit, og så naturlig som sult er for kroppen ... de fleste (ting) har deres værdi fra, at de tilfredsstiller sindets behov". (Nicholas Barbon, "A Discourse on coining the new money lighter. In answer to Mr. Lockes Considerations etc." London 1696, s.2,3).
3. "Tingene har en intrinsick vertue" (det er Barbons specifikke betegnelse for brugsværdi) "som overalt er den samme, ligesom magnetens evne til at tiltrække jern" (samme sted s.6). Den egenskab ved magneten at kunne tiltrække jern blev først nyttig, da man ved hjælp af denne havde opdaget de magnetiske poler.
4. "Den naturlige værdi (worth) af enhver ting består i dens evne til at tilfredsstille menneskenes behov eller tjene deres bekvemmelighed". (John Locke: "Some Considerations on the Consequences of the Lowering of Interest", 1691, in Works, edit. London 1777, v.II, s.28). Endnu i det 17. århundrede finder vi hyppigt hos engelske forfattere "worth" for brugsværdi og "value" for bytteværdi, ganske i overensstemmelse med ånden i et sprog, der ynder at udtrykke den umiddelbare sag germansk og den afledede sag romansk.
5. I det borgerlige samfund hersker den retsfiktion, at ethvert menneske som varekøber har en altomfattende varekundskab.
6. "Værdien består i det bytteforhold, der består mellem en ting og en anden, mellem mængden af et produkt og mængden af et andet". (Le Trosne, "De l'Interêt Social", i "Physiocrates", éd. Daire, Paris 1846, s. 889).
7. "Intet kan have en indre bytteværdi" (N. Barbon, s.st.s.6), eller som Butler siger:
The value of a thing
is as much as it will bring
<Værdien af en ting
er så meget, som den vil indbringe>.
8. "One sort of wares are as good as another, if the value be equal. There is no difference or distinction in things of equal value ... One hundred pounds worth of lead or iron is of as great a value as one hundred pounds worth of silver and gold" < "Bly eller jern til hundrede pund sterling har lige så stor bytteværdi som sølv eller guld til hundrede pund sterling" >. (N. Barbon, anf. værk, s. 53 og 7).
9. Note til 2. udgave. "The value of them (the necessaries of life) when they are exchanged the one for another, is regulated by the quantity of labour necessarily required, and commonly taken in producing them". < "Værdien af brugsgenstande er, så snart de udveksles med hverandre, bestemt af mængden af det arbejde, der er nødvendigt og sædvanligvis anvendes til deres fremstilling" >. ("Some Thoughts on the Interest of Money in general, and particularly in the Public Funds etc.", London, s.36, 37). Dette bemærkelsesværdige anonyme skrift fra forrige århundrede bærer ingen datering. Det fremgår imidlertid af dets indhold, at det er udkommet under Georg II, ca. 1739 eller 1740.
10. "Alle produkter af samme art udgør egentlig kun en masse, hvis pris bliver alment bestemt uden hensyn til særlige omstændigheder". (Le Trosne, anf. værk, s.893).
11. Karl Marx, anf. værk, s.6 < se Dietz-udg. bd.13, s.18 >.
11a. Note til 4. opl. - Jeg har indskudt det indklammede, fordi udeladelse af det meget ofte giver anledning til den misforståelse, at ethvert produkt, der forbruges af en anden end producenten, hos Marx betragtes som vare. - F.E.
12. Marx: "Bidrag til kritikken af den politiske økonomi", < se Dietz-udg. bd.13, s.22, 23 og andre steder >.
13. "Alle fænomener i verdensaltet, hvad enten de er fremkaldt af menneskets hånd eller gennem fysikkens almene love, er ikke virkelige nyskabelser, men udelukkende en omformning af stoffet. At sætte sammen og at skille ad er de eneste elementer, som menneskeånden atter og atter finder ved analysen af forestillingen om reproduktion; og på samme måde forholder det sig med reproduktionen af værdien" (brugsværdien, skønt Verri her i sin polemik mod fysiokraterne ikke selv rigtigt ved, hvilken slags værdi han taler om) "og af rigdommen, når jord, luft og vand på markerne forvandles til korn, eller også når et insekts afsondringer gennem menneskets arbejde bliver til silke, eller nogle metaldele ordnes sådan, at de danner et ur". (Pietro Verri, "Meditazioni sulla Economia Politica" - trykt første gang 1771 - i Custodis udgave af italienske økonomer, Parte Moderna, bind XV, s.21, 22).
14. Sml. Hegel, "Philosophie des Rechts", Berlin 1840, s.250, § 190.
15. Læseren må bemærke, at der her ikke er tale om den løn eller værdi, som arbejderen får, f.eks. for en arbejdsdag, men om den vareværdi, hvori hans arbejdsdag får håndgribeligt udtryk. Kategorien arbejdsløn eksisterer overhovedet endnu ikke på dette trin af vor fremstilling.
16. Note til 2.udgave. For at bevise,
"at arbejdet alene er den endegyldige og reale målestok,
hvormed værdien af alle varer til alle tider kan vurderes
og sammenlignes", siger A. Smith: "De samme mængder
arbejde må til alle tider og på alle steder have samme
værdi for arbejderen selv. I hans normale tilstand af helbred,
kraft og virksomhed, og med den gennemsnitsgrad af duelighed,
som han måtte besidde, må han altid ofre den samme
portion af sin ro, sin frihed og sin lykke". ("Wealth
of Nations", bd.I, kap. V, s.104-105). På den ene side
forveksler A. Smith her (ikke overalt) bestemmelsen af værdien
gennem det arbejdskvantum, der er brugt til fremstilling af varen,
med bestemmelsen af vareværdierne gennem arbejdets værdi
og søger derfor at påvise, at de samme mængder
arbejde bestandig har samme værdi. På den anden side
aner han, at arbejdet, for så vidt som det fremtræder
i varernes værdi, kun gælder som forbrug af arbejdskraft,
men han opfatter igen dette forbrug blot som et offer af ro, frihed
og lykke, ikke tillige som en normal livsfunktion. Ganske vist
har han den moderne lønarbejder for øje.
Langt mere rammende siger A. Smiths anonyme forgænger, der
blev citeret i note 9: "En mand har brugt en uge til fremstilling
af denne brugsgenstand ... og den, der giver ham en anden genstand
i bytte, kan ikke få en rigtigere bedømmelse af,
hvad der virkelig er ens i værdi, end ved at beregne, hvad
der har kostet ham lige så meget slid (labour) og tid. Det
betyder faktisk udveksling af det slid, som et menneske i et vist
tidsrum har brugt på en genstand, mod en andens slid, som
i samme tidsrum er brugt på en anden genstand" ("Some
Thoughts on the Interest of Money in general etc.", s.39.
[Til 4. oplag: Det engelske sprog har det fortrin, at det har to forskellige ord for disse forskellige aspekter af arbejdet. Det arbejde, der skaber brugsværdier og er bestemt ved sin art, hedder work, i modsætning til labour; det arbejde, der skaber værdi og måles udelukkende kvantitativt, hedder labour, i modsætning til work. Se noten til den engelske oversættelse s.14 - F. E.].
17. De få økonomer, der, som S. Bailey, har beskæftiget sig med analysen af værdiformen, kunne ikke komme til noget resultat, først fordi de forvekslede værdiform og værdi, dernæst fordi de, under den praktiske borgers primitive indflydelse, på forhånd kun havde den kvantitative bestemthed for øje. "Rådighed over kvantitet ... udgør værdien". ("Money and its Vicissitudes", London 1837 s.11). Forfatter: S. Bailey.
17a. Note til 2. udgave. En af de første økonomer, der efter William Petty har gennemskuet værdiens natur, den berømte Franklin, siger: "Da handel overhovedet ikke er andet end udveksling af ét arbejde mod et andet arbejde, bliver værdien af alle ting mest rigtigt bedømt i arbejde". ("The Works of B. Franklin etc.", udg. af Sparks, Boston 1836, bd. II, s.267). Franklin er sig ikke bevidst, at når han bedømmer alle tings værdi "i arbejde", abstraherer han fra de udvekslede arbejders forskellighed - og reducerer dem således til det samme menneskelige arbejde. Hvad han ikke véd, udtaler han imidlertid. Han taler først om "ét arbejde", så om "et andet arbejde", sluttelig om "arbejde" uden yderligere betegnelse som substans af alle tings værdi.
18. På en vis måde går det mennesket, som det går varen. Da mennesket ikke kommer til verden med et spejl og heller ikke som en Fichte'sk filosof, der siger: Jeg er jeg, spejler man sig først i et andet menneske. Først ved at forholde sig til mennesket Povl som sin lige, forholder mennesket Peter sig til sig selv som menneske. Men derved bliver Povl med hud og hår, i sin povlske kødelighed, for ham til fremtrædelsesformen for arten menneske.
19. Udtrykket værdi bruges her, som allerede nogle steder tidligere, for kvantitativt bestemt værdi, altså for værdistørrelse.
20. Note til 2. oplag. Denne inkongruens mellem værdistørrelsen og dens relative udtryk har vulgærøkonomien med vanlig skarpsindighed gjort sig til gode med. F.eks.: "Indrøm blot, at A falder, fordi B, som det udveksles med, stiger, skønt der imidlertid ikke bruges mindre arbejde på A, og jeres generelle værdiprincip falder til jorden ... Hvis man indrømmer, at fordi værdien af A stiger i forhold til B, falder værdien af B i forhold til A, er det grundlag borte, hvorpå Ricardo opstiller sin store sætning, at værdien af en vare bestandig er bestemt af det kvantum arbejde, der er nedlagt i den; for når en ændring i omkostningerne ved at fremstille A ikke blot ændrer dets egen værdi i forhold til B, hvormed det udveksles, men også værdien af B i forhold til værdien af A, skønt der ingen ændring har fundet sted i det arbejdskvantum, der kræves til fremstilling af B, så falder ikke blot den doktrin til jorden, der forsikrer, at en artikels værdi reguleres af den mængde arbejde, der anvendes på den, men også den doktrin, at en artikels produktionsomkostninger regulerer dens værdi." (J. Broadhurst, "Political Economy", l,ondon 1842, s.11, 14).
Hr. Broadhurst kunne lige så godt sige: Se engang på talforholdene 10/20, 10/50, 10/100 osv. Tallet 10 forbliver uændret, og alligevel aftager til stadighed dets proportionelle størrelse, dets størrelse i forhold til nævnerne 20, 50, 100. Altså falder det store princip til jorden, at størrelsen af et helt tal, f.eks. 10, er "reguleret" af antallet af enere i det.
21. Det er for øvrigt mærkeligt med sådanne refleksionsbestemmelser. Dette menneske er f.eks. kun konge, fordi andre mennesker behandler ham som konge. De tror omvendt at være undersåtter, fordi han er konge.
21a. Marx citerer i det følgende sætninger fra Aristoteles' Nicomachæiske Etik, 5.bog, slutningen af VIII kapitel. Red.
22. Note til 2. udgave. F. L. A. Ferrier (underinspektør ved toldvæsenet): "Du Gouvernement considéré dans ses rapports avec le commerce", Paris 1805, og Charles Ganilh: "Des Systémes d'Economie Politique", 2. udgave, Paris 1821.
22a. Note til 2.oplag. Hos Homer f.eks. bliver værdien af en ting udtrykt i en række forskellige ting.
Forside | Toppen af siden | Kapitel I (2. del)
Sidst opdateret 28.5.00