Om Proudhon

(Brev til J. B. Schweitzer)

Karl Marx (1865)


Skrevet af Karl Marx den 24. janaur 1865. Trykt i Social-Demokrat for 1., 3. og 5. februar 1865.

På dansk i Marx-Engels: Udvalgte Skrifter, bind 1, s. 383-90.

Overført til internet af Jeppe Druedahl for Marxistiske Klassikere, december 2004.
Kopieret til Marxisme Online 17. juni 2008 iflg. aftale.


London, 24. januar 1865.

Højtærede hr. Schweitzer!

Jeg modtog i går et brev, hvori De forlanger en udførlig vurdering af Proudhon. Jeg har desværre ikke tid til at opfylde Deres ønske. Dertil kommer, at jeg ikke har et eneste af hans værker ved hånden her. For imidlertid at vise Dem min gode vilje, nedridser jeg i hast en kort skitse. Så kan De supplere den, tilføje, udelade, kort sagt gøre med den, hvad De har lyst til.

Proudhons første forsøg husker jeg ikke mere. Hans elevarbejde om »Verdenssprog« viser, hvor ugenert han gav sig i lag med problemer, som han savnede selv de mest elementære forkundskaber for at løse.

Hans første værk, »Hvad er ejendom?«, er afgjort hans bedste værk. Det er epokegørende, ikke så meget ved nyt indhold, som ved den nye og frejdige måde, hvorpå det fortæller gamle sandheder. I værker af de franske socialister og kommunister, han kendte, var »ejendommen« selvfølgelig ikke blot blevet kritiseret fra alle sider, men også på utopistisk maner blevet »ophævet«. Proudhon forholder sig i dette skrift til Saint Simon og Fourier omtrent som Feuerbach til Hegel. Sammenlignet med Hegel virker Feuerbach afgjort fattig. Alligevel var han epokegørende efter Hegel, fordi han betonede visse punkter, som var ubehagelige for den kristelige bevidsthed og vigtige for kritikkens fremskridt, punkter, som Hegel havde ladet ligge i et mystisk halvmørke.

Hvis jeg må udtrykke det sådan, så præges dette værk af Proudhon endnu af en kraftig muskulatur i stilen. Og jeg anser dets stil for dets største fortjeneste. Man ser, at selv der, hvor der kun reproduceres gamle sandheder, er det for Proudhon en selvstændig opdagelse; det, han siger, er nyt for ham selv og vurderes som nyt af ham selv. En udfordrende trods, der lægger hånd på økonomiens »allerhelligste«, åndrige paradokser, der driver gæk med den platte borgerforstand, sønderknusende domme, bitter ironi, hist og her et glimt af en dyb og sand harme over det bestående samfunds modbydelighed, revolutionær alvor – alle disse egenskaber bevirkede, at »Hvad er ejendom?« elektriserede læserne og straks gjorde et stærkt indtryk. I en strengt videnskabelig fremstilling af den politiske økonomis historie ville der næppe være anledning til at nævne bogen. Men den slags sensationsskrifter spiller i lige så høj grad en rolle i videnskaben som i romanlitteraturen. Tag f. eks. Malthus’ skrift »Om befolkningen«. I sin første udgave er det ikke andet end en »sensationel brochure«, oven i købet et plagiat fra ende til anden. Og hvad har dette smædeskrift om menneskeslægten alligevel ikke givet stødet til!

Hvis jeg havde Proudhons bog ved hånden, ville jeg let ved hjælp af nogle eksempler kunne demonstrere hans oprindelige manér. I de afsnit, som han selv anså for de vigtigste, efterligner han Kants behandling af antinomierne (Kant var den eneste tyske filosof, han dengang kendte, gennem oversættelser), og man får et stærkt indtryk af, at han, ligesom Kant, anså antinomiernes løsning for noget, der ligger »hinsides« menneskets forstand, dvs. noget, som hans egen forstand ikke kan klare.

Trods hele hans tilsyneladende himmelstormende indstilling finder man imidlertid allerede i »Hvad er ejendom?« den selvmodsigelse, at Proudhon på den ene side kritiserer samfundet ud fra en fransk småbrugers (senere: småborgers) standpunkt og med dennes øjne, mens han på den anden side anlægger en målestok, som han har arvet fra socialisterne.

Bogens utilstrækkelighed antydes allerede i titlen. Problemet var stillet så forkert op, at der ikke kunne gives et rigtigt svar på det. De antikke »ejendomsforhold« havde veget pladsen for de feudale, de feudale for de »borgerlige«. Historien havde altså selv øvet kritik mod fortidens ejendomsforhold. Det, som det i grunden drejede sig om for Proudhon, var den bestående, samtidige, borgerlige ejendom. På spørgsmålet om, hvad det var for noget, kunne der kun svares med en kritisk analyse af den »politiske økonomi«, der omfattede samtlige disse ejendomsforhold, ikke udtrykt juridisk som viljesforhold, men i deres reale skikkelse, dvs. som produktionsforhold. Men da Proudhon knyttede alle disse økonomiske forhold sammen med den almindelige juridiske forestilling: »ejendommen«, »la propriété«, kunne han heller ikke komme ud over det svar, som Brissot allerede før 1789 havde givet med de samme ord i et lignende skrift: »Ejendom er tyveri«.

I bedste fald kommer der ikke andet ud af det, end at de borgerlige juridiske forestillinger om »tyveri« også passer på borgerens eget »hæderlige« erhverv. På den anden side, da »tyveri« som voldelig krænkelse af ejendommen forudsætter ejendom, fortabte Proudhon sig i alskens, for ham selv uklart, hjernespind om den sande borgerlige ejendom.

Da jeg i 1844 opholdt mig i Paris, kom jeg i personlig forbindelse med Proudhon. Jeg nævner det her, fordi jeg til en vis grad er medskyldig i hans »sophistication«, som englænderne kalder forfalskningen af en handelsvare. Under lange diskussioner, der ofte varede hele natten igennem, smittede jeg ham til stor skade for ham selv med hegelianisme, som han alligevel ikke kunne studere ordentligt, da han manglede kendskab til det tyske sprog. Hvad jeg havde påbegyndt, fortsatte hr. Karl Grün efter min udvisning fra Paris. Som lærer i tysk filosofi havde han endda det fortrin frem for mig, at han ikke forstod noget af den.

Kort tid før Proudhons andet betydelige værk, »Elendighedens filosofi etc.«, udkom, underrettede han mig selv herom i et meget udførligt brev, som bl.a. indeholdt ordene: »Jeg venter Deres hårde kritik«. Denne kritik fik han også snart efter (i mit skrift: »Filosofiens elendighed etc.«, Paris 1847) på en sådan måde, at det for bestandig var slut med vort venskab.

Af det her sagte ser De, at det egentlig først var Proudhons »Elendighedens filosofi, eller de økonomiske modsigelsers system«, der indeholdt svaret på spørgsmålet: »Hvad er ejendom?«. I virkeligheden var han først begyndt på sine økonomiske studier, efter at denne bog var udkommet; han havde opdaget, at det spørgsmål, han havde rejst, ikke kunne besvares med et skældsord, men kun ved hjælp af analyse af den moderne »politiske økonomi«. Han forsøgte samtidig at give en dialektisk fremstilling af de økonomiske kategoriers system. I stedet for de uløselige Kant’ske »antinomier« skulle udviklingsmidlet være den Hegel»ske »modsigelse«.

En vurdering af hans tykke tobindsværk kan De finde i mit modskrift. Jeg viste deri bl.a., i hvor ringe grad han var trængt ind i den videnskabelige dialektiks hemmelighed; hvordan han på den anden side deler den spekulative filosofis illusioner, idet han forvrøvler de økonomiske kategorier til tidløse, evige ideer, i stedet for at opfatte dem som teoretiske udtryk for historiske produktionsforhold, der svarer til et bestemt udviklingstrin i den materielle produktion, og hvordan han ad denne omvej igen vender tilbage til den borgerlige økonomis standpunkt. [1]

Jeg viser yderligere, at hans kendskab til den »politiske økonomi«, som han påtog sig at kritisere, er yderst mangelfuldt og delvis endda skoledrengeagtigt, at han sammen med utopisterne er på jagt efter en såkaldt »videnskab«, ved hvis hjælp man a priori skal kunne gruble sig frem til en formel til »løsning af det sociale spørgsmål«, i stedet for at lade den kritiske erkendelse af den historiske udvikling – en udvikling, der selv producerede frigørelsens materielle betingelser – være videnskabens kilde. Men navnlig påvises det, at Proudhon har uklare, forkerte og halve forestillinger om grundlaget for det hele, nemlig bytteværdien, og endda anser den utopiske udlægning af Ricardos værditeori for grundlaget for en ny videnskab. Idet jeg sammenfatter min dom, siger jeg følgende om hans almindelige standpunkt:

»Hvert økonomisk forhold har en god og en dårlig side; det er det eneste punkt, på hvilket hr. Proudhon ikke modsiger sig selv. Den gode side bliver efter hans mening fremført af økonomerne, medens den dårlige side angribes af socialisterne. Hos økonomerne låner han den overbevisning, at der nødvendigvis findes evige forhold; hos sociali­sterne låner han den illusion, at elendighed kun er elendighed (i stedet for at se den revolutionære, nedbrydende side, der vil omstyrte det gamle samfund). Han er enig med dem begge og ønsker i den forbindelse at påberåbe sig videnskabens autoritet; Videnskaben reduceres hos ham til en videnskabelig formels magre omfang; han er en mand, der er på jagt efter formler. På denne måde smigrer hr. Proudhon sig med den tanke, at han leverer en kritik af såvel den politiske økonomi som kommunismen; i virkeligheden står han langt under dem begge. Han står under økonomerne, fordi han som en filosof, der råder over en magisk formel, tror, at han kan undlade at beskæftige sig med rent økonomiske detaljer; han står under socialisterne, fordi han hverken har mod eller indsigt nok til at hæve sig op over bourgeoisiets horisont, ikke engang i tanken. Han vil som videnskabsmand svæve oven over bourgeois’er og proletarer – og er i virkeligheden kun en småborger, der bestandig svinger mellem kapital og arbejde, mellem den politiske økonomi og kommunismen« [2]

Hvor hård denne dom end kan lyde, så må jeg også nu underskrive hvert ord af den. Samtidig må man imidlertid betænke, at på den tid, da jeg erklærede Proudhons bog for at være den småborgerlige socialismes kodeks og påviste dette teoretisk, blev Proudhon endnu forkætret som ultraærkerevolutionær af både økonomer og socialister. Derfor har jeg heller aldrig senere istemt skrålet om, at han skulle have øvet »forræderi« mod revolutionen. Det var ikke hans skyld, at han, der oprindelig blev misforstået af andre og af sig selv, ikke opfyldte uberettigede forhåbninger.

I »Elendighedens filosofi« – modsat »Hvad er ejendom?« – falder alle manglerne ved Proudhons fremstillingsmåde i øjnene på en meget ugunstig måde. Stilen er ofte, hvad franskmændene kalder ampoulé (svulstig). Så såre den skarpe galliske forstand svigter ham, optræder der et højtravende spekulativt kaudervælsk, der skal forestille tysk filosofisk stil. Man har bestandig ørerne fulde af en markskrigersk, af selvros stinkende, reklamerende tone, navnlig den altid ubehagelige ordflom om og falske brovten med »videnskab«. I stedet for den ægte varme, der gennemlyser den første bog, deklamerer han sig her på bestemte steder systematisk op i en febertemperatur. Dertil kommer autodidaktens ubehjælpsomme og utiltalende hang til at imponere med sin lærdom, en autodidakt, hvis naturlige stolthed over at kunne tænke originalt og selvstændigt allerede er knækket, og som bilder sig ind, at han som videnskabelig parvenu nødvendigvis må prale med det, han ikke er og ikke har. Endelig hans småborgerindstilling, der får ham til at rette et uanstændigt brutalt, hverken skarpsindigt eller dybtgående eller blot rigtigt angreb på en mand som Cabet, der fortjener agtelse på grund af den støtte, han i praksis ydede det franske proletariat, hvorimod han er meget elskværdig over for Dunoyer (der ganske vist er »regeringens rådgiver«), skønt hele denne Dunoyers betydning bestod i den komiske alvor, hvormed han i tre tykke, bundkedsommelige bind prædikede en moralsk strenghed, som Helvétius karakteriserer således: »Man forlanger, at de ulykkelige skal være fuldkomne«.

Februarrevolutionen kom faktisk meget ubelejligt for Proudhon, da han netop nogle uger i forvejen uimodsigeligt havde bevist, at »revolutionernes æra« var forbi for bestandig. Hans optræden i nationalforsamlingen fortjener al mulig ros, selv om den viste, at han forstod meget lidt af, hvad der foregik. Efter junioprøret var dette overordentlig modigt gjort. Det fik desuden den gunstige følge, at hr. Thiers i sin svartale på Proudhons forslag (den blev senere udsendt som særlig brochure) viste hele Europa, hvad det var for en barnlig katekisme­piedestal, denne åndelige støtte for det franske bourgeoisi stod på. Sammenlignet med hr. Thiers svulmede Proudhon faktisk op til en fortidskolos.

Proudhons opdagelse af den »rentefri kredit« og den derpå hvilende »folkebank« var hans sidste økonomiske »bedrifter«. I mit skrift »Til kritikken af den politiske økonomi«, 1. hæfte, Berlin 1859 (s. 59-64) finder man beviset for, at det teoretiske grundlag for hans opfattelse beror på en misforståelse af grundelementerne i den borgerlige »politiske økonomi«, nemlig forholdet mellem varer og penge, mens den praktiske overbygning blot var en gentagelse af langt ældre og langt bedre udarbejdede planer. Der er ikke ringeste tvivl om, ja det er en selvfølge, at kreditvæsenet, som i begyndelsen af det 18. og senere igen i begyndelsen af det 19. århundrede i England fremmede formuernes overgang fra den ene klasse til den anden, under visse økonomiske og politiske omstændigheder kan bidrage til at fremme arbejderklassens frigørelse. Men det er en helt igennem småborgerlig fantasi at betragte den rentebærende kapital som kapitalens vigtigste form og at ville gøre en speciel anvendelse af kreditvæsenet, en tænkt afskaffelse af renten, til basis for samfundets omdannelse. Man konstaterer derfor faktisk også, at denne fantasi er udformet nøjere hos de økonomiske ordførere for det engelske småborgerskab i det 17. århundrede. Proudhons polemik med Bastiat (1850) om den rentebærende kapital står langt under »Elendighedens filosof«. Det lykkes ham faktisk at blive slået af en mand som Bastiat, og hver gang hans modstander rammer, bryder han ud i et burlesk raseri.

For få år siden forfattede Proudhon et prisskrift – jeg tror, det var foranlediget af regeringen i Lausanne – om »skatter«. Her er selv det sidste spor af genialitet udslukt. Kun den reneste rene småborger er tilbage.

Hvad Proudhons politiske og filosofiske skrifter angår, så er de alle præget af den samme modsigelsesfyldte dobbelthed som de økonomiske arbejder. Dertil kommer, at de kun har lokal fransk betydning. Hans angreb på religionen, kirken osv. var imidlertid lokalt set meget fortjenstfulde på en tid, da de franske socialister mente, at de måtte være religiøse for at hæve sig op over den borgerlige voltairianisme i det 18. og den tyske gudløshed i det 19. århundrede. Hvis Peter den Store slog det russiske barbari ned ved hjælp af barbari, så gjorde Proudhon sit bedste for at overvinde det franske frasemageri ved hjælp af fraser.

Hans skrift om »statskuppet«, hvori han koketterer med Louis Bonaparte og faktisk søger at gøre ham acceptabel for de franske arbejdere, må ikke blot betegnes som en dårlig bog, men som en gemenhed, om end en gemenhed, der svarer til det småborgerlige standpunkt; det samme gælder hans sidste skrift mod Polen, hvori han til ære for tsaren røber en kretiners kynisme.

Man har ofte sammenlignet Proudhon med Rousseau. Intet kan være mere urigtigt. Han ligner snarere Nic. Linguet, hvis »De borgerlige loves teori« for øvrigt er en meget genial bog.

Proudhon havde fra naturens hånd en tilbøjelighed til dialektik. Da han imidlertid aldrig forstod den virkelig videnskabelige dialektik, nåede han aldrig ud over sofistikken. Dette hang i virkeligheden sammen med hans småborgerlige standpunkt. Småborgeren er ligesom historikeren Raumer sammensat af »på den ene side« og »på den anden side«. Sådan forholder det sig med hans økonomiske interesser og derfor også med hans politik og hans anskuelser om religion, videnskab og kunst. Sådan forholder det sig med hans moral og sådan med alting. Han er den levendegjorte modsigelse. Hvis han så samtidig, som Proudhon, er en åndrig mand, vil han snart lære at lege med sine modsigelser og, alt efter omstændighederne, udtrykke dem som overraskende, opsigtsvækkende, undertiden skandaløse og undertiden brillante paradokser. Charlataneri i videnskaben og hang til politisk tilpasning er uadskillelige fra et sådant standpunkt. Der bliver kun een bevæggrund tilbage: mandens forfængelighed, og som hos alle forfængelige drejer det sig kun om øjeblikkets succes, om døgnets sensation. På denne måde forsvinder nødvendigvis den simple moralske taktfølelse, som altid holdt f.eks. Rousseau borte fra selv et tilsyneladende kompromis med den herskende magt.

Måske vil efterverdenen karakterisere den franske histories seneste periode ved at sige, at Louis Bonaparte var dens Napoleon og Proudhon dens Rousseau-Voltaire.

De må nu selv overtage ansvaret for, at De, så kort tid efter mandens død, har påbyrdet mig rollen som dommer over den døde.

Deres hengivne
Karl Marx.

Noter

1. »Når økonomerne siger, at de nuværende forhold – de borgerlige produkstionsforhold – er naturlige, så vil de dermed sige, at det drejer sig om forhold, under hvilke rigdom skabes og produktivkræfter udvikles i overensstemmelse med naturlovene. Disse forhold er altså i sig selv naturlove, uafhængige af tidens indflydelse. De er evige love, som altid må regere samfundet. Der har altså engang været historie, men det er der ikke mere« (s. 113 i mit skrift). (Anmærkning af Marx).

2. Samme skrift, s. 119 f. (Anmærkning af Marx).


Sidst opdateret 20.7.2008