Skrevet af F. Engels til tredje oplag af Marx’ »Louis Bonapartes attende brumaire«, Hamburg 1885.
Efter tredje oplags tekst.
At et nyt oplag af »Attende brumaire« er blevet nødvendigt, tre og tredive år efter den første udgave, beviser, at dette lille skrift endnu i dag ikke har mistet noget af sin værdi.
Og det var virkelig også et genialt arbejde. Straks efter den begivenhed, der overraskede hele den politiske verden som en lynstråle fra en klar himmel, og som af nogle blev fordømt med højlydt moralsk indignation, af andre blev accepteret som redning fra revolutionen og som straf for dens forvildelser, men af alle kun blev betragtet med forbløffelse og af ingen blev forstået – umiddelbart efter denne begivenhed trådte Marx frem med en kort, epigrammatisk fremstilling, som klarlagde hele gangen i den franske historie siden februardagene i dens indre sammenhæng, opløste miraklet af 2. december som et naturligt, nødvendigt resultat af denne sammenhæng og herved ikke engang behøvede at behandle statskuppets helt på anden måde end med velfortjent foragt. Og billedet var tegnet med en sådan mesterhånd, at enhver afsløring, som er kommet til i mellemtiden, blot har leveret nye beviser for, hvor sandhedstro det genspejler virkeligheden. Denne fremragende forståelse af den levende, aktuelle historie, denne klare gennemskuen af begivenhederne i selve det øjeblik, de foregår, er i sandhed uden sidestykke.
Men dertil krævedes også Marx’ indgående kendskab til den franske historie. Frankrig er det land, hvor de historiske klassekampe mere end noget andet sted hver gang blev kæmpet igennem lige til afgørelsen, hvor altså også de vekslende politiske former, indenfor hvis ramme de bevæger sig, og som deres resultater sammenfattes i, er tegnet med de skarpeste omrids. Frankrig, som var feudalismens centrum i middelalderen, det centraliserede stændermonarkis mønsterland efter renæssancens tid, har i den store revolution slået feudalismen i stykker og grundlagt bourgeoisiets rene herredømme i en mere klassisk form end noget andet europæisk land. Også det opadstræbende proletariats kamp mod det herskende bourgeoisi optræder her i en akut form, som er ukendt andre steder. Dette var grunden til, at Marx ikke blot studerede den ældre franske historie med særlig forkærlighed, men også fulgte nutidens franske historie i alle dens enkeltheder, samlede materiale til fremtidig brug og derfor aldrig blev overrasket af begivenhederne.
Men hertil kom en anden omstændighed. Det var netop Marx, som først havde opdaget historiens store bevægelseslov, den lov hvorefter alle historiens kampe, hvad enten de foregår på det politiske, religiøse, filosofiske eller et hvilket som helst andet ideologisk område, i virkeligheden blot er et mere eller mindre tydeligt udtryk for kampe mellem samfundets klasser, og at disse klassers eksistens og dermed også sammenstødene mellem dem atter er betinget af udviklingsgraden i deres økonomiske stilling, karakteren af deres produktionsmåde og den vareudveksling, som er betinget heraf. Denne lov, som for historien har den samme betydning som loven om energiens forvandling for naturvidenskaben – denne lov gav ham også her nøglen til at forstå den anden franske republiks historie. På denne historie har han prøvet sin lov, og selv tre og tredive år efter må vi fremdeles sige, at prøven er faldet glimrende ud.
Sidst opdateret 14.9.2008