Louis Bonapartes attende brumaire

Karl Marx (1852)

Forfatterens forord til andet oplag


Skrevet af K. Marx til 2. oplag af hans skrift, »Louis Bonapartes attende brumaire«, Hamburg 1869.
Efter 2. oplags tekst.


Min alt for tidligt afdøde ven Joseph Weydemeyer [1] havde til hensigt fra 1. januar 1852 at udgive et politisk ugeskrift i New York. Han anmodede mig om at give en historisk fremstilling af statskuppet til dette ugeskrift. Jeg skrev derfor indtil midten af februar måned ugentligt artikler til ham under titlen: »Louis Bonapartes attende brumaire«. I mellemtiden var. Weydemeyers oprindelige plan strandet. Derimod udgav han i foråret 1852 et månedsskrift »Die Revolution«, hvis første hefte består af min »Attende brumaire«. Nogle hundrede eksemplarer af det fandt dengang vej til Tyskland uden dog at komme i den egentlige boghandel. En tysk boghandler, som gebærdede sig yderst radikalt, og som jeg tilbød forhandlingen af det, svarede med sand moralsk forfærdelse over en så »ubetimelig anmodning«.

Man vil heraf se, at det foreliggende skrift opstod under umiddelbart indtryk af begivenhederne, og at dets historiske materiale ikke når udover februar måned (1852). Når det nu udgives på ny, skyldes det dels efterspørgselen på bogmarkedet, dels opfordringer fra mine venner i Tyskland.

Af de skrifter, som omtrent samtidig med mit behandler det samme emne, er der blot to, der fortjener at nævnes, nemlig Victor Hugos »Napoleon den lille« og Proudhons »Statskuppet«.

Victor Hugo indskrænker sig til bitre og åndrige spottegloser mod statskuppets ansvarlige iscenesætter. Selve begivenheden fremstilles hos ham som et lyn fra en klar himmel. Han ser deri kun en voldshandling fra et enkelt individs side. Han mærker ikke, at han gør dette individ stort i stedet for lille, idet han tilskriver det et så mægtigt personligt initiativ, at det ville være uden sidestykke i verdenshistorien. Proudhon søger på sin side at fremstille statskuppet som et resultat af en forudgående historisk udvikling. Men uden at han selv lægger mærke til det, forvandles for ham statskuppets historiske konstruktion til et historisk forsvar for statskuppets helte. Han begår således den samme fejl som vore såkaldte objektive historieskrivere. Jeg derimod påviser, hvordan klassekampen i Frankrig skabte omstændigheder og forhold, som gjorde det muligt for en middelmådig og grotesk person at spille rollen som helt.

En omarbejdelse af det foreliggende skrift ville have taget dets særegne farve fra det. Jeg har derfor begrænset mig til kun at korrigere trykfejl og stryge hentydninger, som nu ikke mere er forståelige.

Den sidste sætning i mit skrift: »Men når kejserkappen endelig engang falder på Louis Bonapartes skuldre, vil Napoleons bronzestatue styrte ned fra Vendômesøjlens højder«, er allerede gået i opfyldelse.

Oberst Charras åbnede angrebet på Napoleondyrkelsen i sit værk om felttoget i 1815. Siden den tid, og særlig i de sidste år, har den franske litteratur med historieforskningens, kritikkens, satirens og viddets våben gjort slut på Napoleonlegenden. Udenfor Frankrigs grænser er dette voldsomme brud med den traditionelle folketro, denne uhyre åndelige revolution blevet lidet påagtet og i endnu mindre grad forstået.

Endelig håber jeg, at mit skrift vil bidrage til at rydde den nu især i Tyskland gængse skolefrase om den såkaldte cæsarisme af vejen. Ved denne overfladiske historiske analogi glemmer man hovedsagen, nemlig at klassekampen i det gamle Rom alene blev udspillet indenfor et privilegeret mindretal, mellem de frie rige og de frie fattige, mens befolkningens store produktive masse, slaverne, bare dannede en passiv piedestal for de kæmpende. Man glemmer Sismondis betydningsfulde udtalelse: Det romerske proletariat levede på samfundets bekostning, mens det moderne samfund lever på proletariatets bekostning. Når der er en så gennemgribende forskel mellem de materielle, økonomiske betingelser for den antikke og den moderne klassekamp, kan denne klassekamps politiske udtryk heller ikke have mere tilfælles med hinanden end ærkebiskoppen af Canterbury med ypperstepræsten Samuel.

London, 23. juni 1869.
Karl Marx

Noter

1. Militærkommandant for St. Louis distriktet under den amerikanske borgerkrig. (Note af Marx).


Sidst opdateret 14.9.2008