Den 20. december havde den konstitutionelle republiks janushoved endnu kun vist eet ansigt, det udøvende ansigt med L. Bonapartes udflydende flade træk; den 29. maj viste den sit andet ansigt, det lovgivende, oversået med de ar, som restaurationens og julimonarkiets orgier havde efterladt. Med den lovgivende nationalforsamling var den konstitutionelle republiks fremtræden fuldendt, dvs. den republikanske statsform, i hvilken bourgeoisklassens herredømme er konstitueret, altså det fælles herredømme af de to store royalistiske fraktioner, som udgør det franske bourgeoisi, de forenede legitimister og orleanister, ordenspartiet. Mens den franske republik således tilfaldt de royalistiske partiers koalition som ejendom, foretog samtidig den europæiske koalition af kontrarevolutionære magter et almindeligt korstog mod Martsrevolutionens sidste tilflugtssteder. Rusland faldt ind i Ungarn, Preussen marcherede mod rigsforfatningshæren, og Oudinot bombarderede Rom. Den europæiske krise nærmede sig åbenbart et afgørende vendepunkt, alle øjne i Europa rettedes mod Paris, og alle øjne i Paris mod den lovgivende forsamling.
Den 11. juni besteg Ledru-Rollin dens talerstol. Han holdt ikke nogen tale, han formulerede en anklage mod ministrene, nøgent, prunkløst, sagligt, koncentreret, voldsomt.
Angrebet på Rom er et angreb på forfatningen, angrebet på den romerske republik et angreb på den franske republik. Forfatningens paragraf 5 lyder således: »Den franske republik anvender aldrig sine stridskræfter mod noget folks frihed« – og præsidenten anvender den franske hær mod den romerske frihed. Forfatningens paragraf 54 forbyder den udøvende magt at erklære nogen som helst krig uden nationalforsamlingens tilslutning. Den konstituerende forsamlings beslutning den 8. maj befaler udtrykkeligt ministrene hurtigst muligt at tilpasse den romerske ekspedition til dens oprindelige formål, den forbyder dem altså ligeså udtrykkeligt krigen mod Rom – og Oudinot bombarderer Rom. Således påkaldte Ledru-Rollin selve forfatningen som vidne mod Bonaparte og hans ministre. Mod nationalforsamlingens royalistiske majoritet udslyngede han, forfatningens tribun, den truende erklæring: »Republikanerne vil vide at skaffe respekt for forfatningen med alle midler, selv med våbenmagt!«. »Med våbenmagt!« gentog det hundredfoldige ekko fra Bjerget. Majoriteten svarede med en frygtelig tumult, nationalforsamlingens præsident kaldte Ledru-Rollin til orden, Ledru-Rollin gentog sin udfordrende erklæring og lagde tilsidst på præsident-bordet et forslag om at sætte Bonaparte og hans ministre under anklage. Nationalforsamlingen besluttede med 361 stemmer mod 203 at gå fra Roms bombardement over til den almindelige dagsorden.
Troede Ledru-Rollin, at han kunne slå nationalforsamlingen med forfatningen, præsidenten med nationalforsamlingen?
Forfatningen forbød ganske vist ethvert angreb på fremmede folks frihed, men hvad den franske hær angreb i Rom, det var ifølge ministeriet ikke »friheden«, men »anarkiets despotisme«. Havde Bjerget til trods for alle erfaringer i den konstituerende forsamling endnu ikke forstået, at fortolkningen af forfatningen ikke tilkommer dem, som har lavet den, men kun dem, som har accepteret den? At dens ordlyd måtte udlægges i dens levedygtige betydning, og at bourgeoisbetydningen var dens eneste levedygtige betydning? At Bonaparte og nationalforsamlingens royalistiske majoritet var forfatningens autentiske fortolkere, ligesom præsten er den autentiske fortolker af biblen, og dommeren den autentiske fortolker af loven? Skulle den nationalforsamling, som lige var fremgået af de almindelige valgs skød, føle sig bundet af den døde konstituerende forsamlings testamentariske bestemmelser, den forsamling, hvis levende vilje en Odilon Barrot havde brudt? Viet Ledru-Rollin påberåbte sig den konstituerende forsamlings beslutning af 8. maj, havde han glemt, at den selvsamme konstituerende forsamling den 11. maj havde forkastet hans andragende om at sætte Bonaparte og ministrene under anklage, at den havde frifundet præsidenten og ministrene, at den derfor havde godkendt angrebet på Rom som »forfatningsmæssigt«, at han kun appellerede en allerede fældet dom, at han endelig appellerede fra den republikanske konstituerende forsamling til den royalistiske lovgivende? Selve forfatningen kalder opstanden til hjælp, idet den i en særlig paragraf opfordrer enhver borger til at beskytte den. Ledru-Rollin støttede sig til denne paragraf. Men er ikke samtidig de offentlige magtorganer organiseret til beskyttelse af forfatningen; og krænkelsen af forfatningen, begynder den ikke først i det øjeblik, hvor det ene af forfatningens offentlige magtorganer gør oprør mod det andet? Og republikkens præsident, republikkens ministre, republikkens nationalforsamling befandt sig i den mest harmoniske forståelse.
Hvad Bjerget forsøgte den 11. juni var »et oprør indenfor den rene fornufts grænser«, dvs. et rent parlamentarisk oprør. Forsamlingens majoritet skulle, skræmt af udsigten til folkemassernes bevæbnede rejsning, ved at tage stilling mod Bonaparte og ministrene bryde sin egen magt og betydningen af sit valg. Havde den konstituerende forsamling ikke på lignende måde forsøgt at kassere Bonapartes valg, da den så hårdnakket krævede ministeriet Barrot-Falloux’ afsked?
Fra konventets tid manglede det ikke på forbilleder for parlamentariske oprør, som pludselig grundigt havde vendt op og ned på forholdet mellem majoritet og minoritet – og skulle ikke det samme lykkes for det unge Bjerg, som var lykkedes for det gamle? Ej heller syntes de øjeblikkelige forhold ugunstige for et sådant foretagende. Folkets ophidselse havde i Paris nået et betænkeligt højdepunkt, hæren syntes efter sin afstemning ved valget at dømme ikke at være regeringen gunstigt stemt, den lovgivende majoritet selv var endnu for ung til at have konsolideret sig, og tilmed bestod den af gamle herrer. Hvis et parlamentarisk oprør lykkedes for Bjerget, kom det umiddelbart til statsroret. Det demokratiske småborgerskab på sin side ønskede, som altid, inderligt at se kampen mellem parlamentets afdøde ånder udkæmpet oppe i skyerne over sit hoved. Endelig nåede begge, det demokratiske småborgerskab og dets repræsentanter, Bjerget, ved et parlamentarisk oprør deres store mål, at bryde bourgeoisiets magt, uden at frigøre proletariatet eller lade det fremtræde på anden måde end i et fjernt perspektiv; proletariatet ville blive benyttet uden at blive farligt.
Efter nationalforsamlingens votum den 11. juni fandt der en sammenkomst sted mellem nogle medlemmer af Bjerget og delegerede fra de hemmelige arbejderforeninger. De sidste trængte på, for at man skulle slå løs endnu samme aften. Bjerget afviste bestemt denne plan. Det ville ikke for nogen pris give ledelsen fra sig; det mistænkte sine forbundsfæller ligeså meget som sine modstandere – og med rette. Erindringen om juni 1848 gennembølgede pariserproletariatets rækker mere levende end nogensinde. Alligevel var det bundet til alliancen med Bjerget. Dette repræsenterede den største del af departementerne, det overdrev sin indflydelse i hæren, det rådede over den demokratiske del af nationalgarden, det havde småhandelens moralske magt bag sig. At begynde opstanden i dette øjeblik mod Bjergets vilje, det betød, at proletariatet, som tillige var decimeret af kolera og i betydelig grad forjaget fra Paris af arbejdsløsheden, til ingen nytte skulle gentage junidagene fra 1848 uden den situation, som dengang havde nødsaget det til den fortvivlede kamp. De proletariske delegerede gjorde det eneste rationelle. De forpligtede Bjerget til at kompromittere sig, dvs. til at overskride grænserne for den parlamentariske kamp i det tilfælde, at dets anklageskrift skulle blive forkastet. Hele den 13. juni indtog proletariatet den samme skeptisk iagttagende stilling og afventede et alvorligt, uigenkaldeligt håndgemæng mellem den demokratiske nationalgarde og hæren, for da at styrte sig ud i kampen og forcere revolutionen ud over det småborgerlige mål, som var afstukket for den. For det tilfælde, at man skulle sejre, var den proletariske kommune, som skulle træde ved siden af den officielle regering, allerede dannet. Pariserarbejderne havde lært i den blodige skole i juni 1848.
Den 12. juni stillede minister Lacrosse i den lovgivende forsamling selv forslag om straks at gå over til diskussion af anklageskriftet. Regeringen havde i nattens løb truffet alle forberedelser til forsvar og til angreb; nationalforsamlingens flertal var besluttet på at drive den rebelske minoritet ud på gaden, minoriteten selv kunne ikke mere vige tilbage, tærningerne var kastet, med 377 stemmer mod 8 forkastedes anklageskriftet, Bjerget, som havde afholdt sig fra at stemme, styrtede rasende ind i det »fredsommelige demokrati«s propagandahaller, i »Democratie pacifique«s redaktionskontorer. [24]
Fjernelsen fra parlamentsbygningen brød dets kraft, ligesom fjernelsen fra jorden brød dens kæmpesøn Antaios’ kraft. De, der havde været Samson'er i den lovgivende forsamlings lokaler, var nu kun filistre i det »fredsommelige demokrati«s lokaler. Der udspandt sig en lang, larmende og holdningsløs debat. Bjerget var besluttet på med alle midler at fremtvinge respekt for forfatningen, »kun ikke med våbenmagt«. I denne beslutning blev det understøttet af et manifest og af en deputation fra »forfatningsvennerne«. »Forfatningens venner«, således kaldte ruinerne af »National«-kliken, det bourgeoisrepublikanske parti, sig. Mens seks af deres resterende parlamentariske repræsentanter havde stemt imod, de andre alle som een for forkastelsen af anklageskriftet, mens Cavaignac stillede sin sabel til ordenspartiets rådighed, greb den største del af kliken, der stod udenfor parlamentet, begærligt lejligheden til at træde ud af sin politiske pariastilling og trænge sig ind i det demokratiske partis rækker. Var de måske ikke de naturlige bannerførere for dette parti, som skjulte sig under deres banner, under deres princip, under forfatningen?
Lige til daggry var Bjerget i barnsnød. Det fødte »en proklamation til folket«, som om morgenen den 13. juni indtog en mere eller mindre skamfuld plads i to socialistiske aviser. Den erklærede, at præsidenten, ministrene og den lovgivende forsamlings flertal stod »udenfor forfatningen« (hors la constitution), og opfordrede nationalgarden, hæren og til sidst også folket til »at rejse sig«. »Leve forfatningen!« var den parole, som den udstedte, en parole, som ikke betød andet end »Ned med revolutionen!«
Til Bjergets konstitutionelle proklamation svarede den 13. juni en såkaldt fredelig demonstration af småborgerne, dvs. en gadeprocession fra Chateau d'Eau gennem boulevarderne; 30.000 mand, hovedsagelig nationalgardister, ubevæbnede, blandet med medlemmer af de hemmelige arbejdersektioner, vandrede frem under råbet: »Leve forfatningen!«, et mekanisk iskoldt råb, udstødt med dårlig samvittighed af deltagerne i selve toget og ironisk kastet tilbage af ekkoet fra folket, som bølgede på fortovet, i stedet for at vokse til en torden. Den mangestemmige sang manglede brysttone. Og da toget svingede forbi »forfatningsvennerne«s mødebygning og en lejet forfatningsherold korn til syne på husets gavl og med sin klakørhat voldsomt gennemsavede luften, idet han med uhyre lungekraft lod stikordet »Leve forfatningen« dumpe ned som hagl på hovedet af de valfartende, syntes de selv et øjeblik at være overvældet af det komiske i situationen. Det er bekendt, hvorledes toget, da det kom til hjørnet af rue de la Paix og boulevarderne, blev modtaget højst uparlamentarisk af Changarniers dragoner og jægere, i et nu spredtes til alle sider og nøjedes med sparsomme råb »til våben« for at den parlamentariske appel til opstand fra 11. juni ikke skulle gå sporløst hen.
Flertallet af Bjergets medlemmer, som var forsamlet i rue du Hazard, forsvandt, da denne voldsomme splittelse af den fredelige procession, da dunkle rygter om mord på ubevæbnede borgere på boulevarderne, da den voksende gadetumult syntes at forkynde, at et oprør var i anmarch. Ledru-Rollin reddede Bjergets ære i spidsen for en lille skare deputerede. Under beskyttelse af Paris’ artilleri, som var samlet i Palais National, begav de sig til Conservatoire des arts et metiers, [25] hvor den femte og sjette legion af nationalgarden skulle indtræffe. Men Bjergets medlemmer ventede forgæves på den femte og sjette legion; disse forsigtige nationalgardister lod deres repræsentanter i stikken, Paris’ artilleri selv forhindrede folket i at bygge barrikader, et kaotisk virvar gjorde enhver beslutning umulig, linjetropperne rykkede frem med fældet bajonet, en del af repræsentanterne blev taget til fange, en anden del undslap. Således endte den 13. juni.
Mens den 23. juni 1848 var det revolutionære proletariats oprør, var den 13. juni 1849 de demokratiske småborgeres oprør; hver af disse to opstande var det klassisk rene udtryk for den klasse, som de blev båret af.
Kun i Lyon kom det til en hårdnakket, blodig konflikt. Her, hvor det industrielle bourgeoisi og det industrielle proletariat står overfor hinanden uden mellemled, hvor arbejderbevægelsen ikke som i Paris er omsluttet og bestemt af den almindelige bevægelse, mistede den 13. juni i tilbageslaget sin oprindelige karakter. Hvor den ellers slog ned i provinserne, fængede den ikke – et koldt lyn.
Den 13. juni afsluttedes den konstitutionelle republiks første livsafsnit; den var begyndt sin normale eksistens den 29. maj 1849 med den lovgivende forsamlings sammentræden. Hele denne forspilsperiode er opfyldt af en larmende kamp mellem ordenspartiet og Bjerget, mellem bourgeoisiet og småborgerskabet, som forgæves modsætter sig befæstelsen af bourgeoisrepublikken, for hvilken det selv uafbrudt havde konspireret i den provisoriske regering og i eksekutivkommissionen, og for hvilken det i junidagene fanatisk havde kæmpet mod proletariatet. Den 13. juni bryder dets modstand og gør de forenede royalisters lovgivende diktatur til en fuldbyrdet kendsgerning. Fra dette øjeblik er nationalforsamlingen ikke andet end et velfærdsudvalg for ordenspartiet.
Paris havde sat præsidenten, ministrene og flertallet af nationalforsamlingen i »anklagetilstand«, disse satte Paris i »belejringstilstand«. Bjerget havde erklæret den lovgivende forsamlings flertal »udenfor forfatningen«, flertallet overgav Bjerget til højesteretten for krænkelse af forfatningen og udsendte stikbreve på alt, hvad der var tilbage af livskraft i det. Det blev decimeret, så der kun var en krop tilbage uden hoved og hjerte. Mindretallet var gået så vidt som til at forsøge et parlamentarisk oprør, flertallet ophøjede sin parlamentariske despotisme til lov. Det dekreterede en ny forretningsorden, som ophæver talerstolens frihed og giver nationalforsamlingens præsident ret til at straffe repræsentanterne med censur, med pengebøder, med fratagelse af diæterne, med midlertidig udelukkelse og med fængsel for krænkelse af ordenen. Over Bjergets krop hængte det riset i stedet for sværdet. Resten af Bjergets deputerede havde for deres æres skyld måttet udtræde i flok. En sådan handling ville have fremskyndet opløsningen i ordenspartiet. Det måtte falde fra hinanden i sine oprindelige bestanddele fra det øjeblik, hvor end ikke skyggen af modstand mere holdt dem sammen.
Samtidig med at de demokratiske småborgere blev berøvet deres parlamentariske magt, blev de berøvet deres væbnede magt ved opløsningen af Paris’ artilleri så vel som af nationalgardens 8., 9. og 12. legion. Højfinansens legion derimod, som den 13. juni havde overfaldet Boules og Roux’ trykkerier, sønderslået maskinerne, hærget de republikanske avisers kontorer, vilkårligt fængslet redaktører, sættere, trykkere, ekspedienter og bybude, fik opmuntrende tilråb fra nationalforsamlingens talerstol. Overalt i Frankrig gentoges opløsningen af de nationalgarder, som var mistænkt for republikanisme.
Ny presselov, ny foreningslov, ny lov om belejringstilstand, fængslerne i Paris overfyldt, de politiske flygtninge jaget bort, alle aviser, som gik videre end »National«, suspenderet, Lyon og de fem omliggende departementer prisgivet militærdespotismens brutale chikanerier, domstole i sving overalt, den så ofte rensede embedsmandshær renset endnu engang, – det var en sejrrig reaktions uundgåelige, stadigt tilbagevendende trivialiteter, efter massakrerne og deportationerne i juni kun værd at omtale, fordi de denne gang ikke blot var rettet mod Paris, men også mod departementerne, ikke blot mod proletariatet, men frem for alt mod middelstanden.
De undertrykkelseslove, hvorefter regeringen kunne erklære belejringstilstand efter sit eget forgodtbefindende, hvorefter pressen blev kneblet endnu fastere og foreningsretten blev tilintetgjort, optog hele nationalforsamlingens lovgivende virksomhed i månederne juni, juli og august.
Imidlertid karakteriseres denne periode ikke ved den faktiske, men ved den principielle udnyttelse af sejren, ikke ved nationalforsamlingens beslutninger, men ved begrundelsen for disse beslutninger, ikke ved sagen, men ved frasen, ikke ved frasen, men ved den betoning og gestus, som gør frasen levende. Den frække skilten med det royalistiske sindelag, den foragteligt aristokratiske fornærmelse af republikken, den koketterende frivole udplapren af restaurationens formål, kort sagt den brovtende krænkelse af den republikanske anstand giver denne periode en ejendommelig tone og farve. Leve forfatningen! var de besejredes kampråb den 13. juni. Sejrherrerne var altså frigjort for det forfatningsmæssige, dvs. republikanske sprogs hykleri. Kontrarevolutionen undertvang Ungarn, Italien og Tyskland, og den troede, at restaurationen allerede stod foran Frankrigs porte. Mellem dem, der havde ført an i ordensfraktionernes dans, udspandt der sig en sand konkurrence om at dokumentere deres royalisme i »Moniteur« og skrifte de liberale synder, som de måtte have begået under republikken, angre dem og bede om forladelse for dem overfor gud og mennesker. Der gik ikke en dag, uden at Februarrevolutionen fra nationalforsamlingens talerstol blev erklæret for en offentlig ulykke, uden at en eller anden legitimistisk provinsjorddrot højtideligt konstaterede, at han aldrig havde anerkendt republikken, uden at en af julimonarkiets feje desertører og forrædere fortalte om de forsinkede heltegerninger, som kun Louis Philippes filantropi eller andre misforståelser havde forhindret ham i at fuldbyrde. Det beundringsværdige ved Februarrevolutionen var ikke det sejrende folks højsind, men royalisternes selvopofrelse og mådehold, som havde tilladt det at sejre. En folkerepræsentant foreslog at skænke en del af de penge, som var bestemt til understøttelse af de sårede fra februar, til municipalgardisterne, som i de dage alene havde gjort sig fortjent af fædrelandet. En anden ville have rejst en rytterstatue af hertugen af Orleans på Karruselpladsen. Thiers kaldte forfatningen et stykke snavset papir. I rækkefølge optrådte på talerstolen orleanister for at angre deres konspiration mod det legitime kongedømme, legitimister, som bebrejdede sig selv, at de havde fremskyndet omvæltningen af kongedømmet overhovedet ved at sætte sig op mod det illegitime kongedømme. Thiers angrede at have intrigeret mod Mole, Mole angrede at have intrigeret mod Guizot, Barret angrede at have intrigeret mod dem alle tre. Råbet: »Leve den socialdemokratiske republik!« blev erklæret for forfatningsstridigt, råbet: »Leve republikken!« blev forfulgt som socialdemokratisk. På årsdagen for Waterlooslaget erklærede en repræsentant: »Jeg er mindre bange for preussernes invasion end for de revolutionære flygtninges adgang til Frankrig«. Klagerne over den terrorisme, som var organiseret i Lyon og nabodepartementerne, besvarede Baraguay d'Hilliers med: »Jeg foretrækker den hvide terror frem for den røde«. (J'aime mieux la terreur blanche que la terreur rouge) . Og forsamlingen brød ud i rasende bifald, hver gang der fra dens taleres læber faldt en sætning mod republikken, mod revolutionen, mod forfatningen, for kongedømmet, for den hellige alliance. Enhver krænkelse af selv de mindste republikanske formaliteter, f.eks. tiltalen af repræsentanterne med ordet »borgere«, begejstrede ordenens riddere.
Suppleringsudvalgene i Paris den 8. juli, som blev foretaget under indflydelse af belejringstilstanden, samtidig med, at en stor del af proletariatet udeblev fra stemmeurnen, den franske hærs indtagelse af Rom, de røde eminencers indtog og i deres kølvand inkvisitionen og munketerrorismen i Rom føjede nye sejre til junisejren og øgede ordenspartiets rus.
Endelig i midten af august dekreterede royalisterne halvt i den hensigt at deltage i de netop forsamlede departementsråd, halvt af træthed efter de mange måneders royalistiske orgier, at nationalforsamlingen skulle hjemsendes i to måneder. En kommission på femogtyve repræsentanter, de førende legitimister og orleanister, en Mole og Changarnier, lod de med gennemsigtig ironi blive tilbage som nationalforsamlingens stedfortrædere og republikkens vogtere. Ironien var dybere, end de anede. De, der af historien var dømt til at hjælpe med til at styrte kongedømmet, som de elskede, var af den bestemt til at bevare den republik, som de hadede.
Med den lovgivende forsamlings hjemsendelse ender den konstitutionelle republiks andet livsafsnit, dens royalistiske lømmelalder.
Belejringstilstanden i Paris var igen ophævet, pressen var igen begyndt at virke. Under de socialdemokratiske blades suspension, under undertrykkelseslovgivningen og de royalistiske spektakler var »Le Siecle«, de monarkistisk-konstitutionelle småborgeres gamle litterære repræsentant, blev mere republikansk, »La Presse«, [26] det gamle litterære udtryk for de borgerlige reformatorer, var blevet mere demokratisk, »National«, det gamle klassiske organ for det republikanske bourgeoisi, antog en socialistisk farve.
De hemmelige foreninger voksede i omfang og i styrke i samme grad, som de offentlige klubber blev gjort umulige. De industrielle arbejdersammenslutninger, der blev tålt som rene handelskompagnier, men var økonomisk betydningsløse, blev politisk til ligeså mange bindeled indenfor proletariatet. Den 13. juni havde hugget de officielle hoveder af de forskellige halvrevolutionære partier, de tilbageblevne masser vandt nu deres eget hoved. Ordenens riddere havde skræmt folk med den røde republiks profeterede rædsler. De gemene ekscesser, de barbariske grusomheder, som den sejrrige kontrarevolution begik i Ungarn, i Baden og i Rom, vaskede den »røde republik« hvid. Og de utilfredse mellemklasser i det franske samfund begyndte at foretrække den røde republiks forjættelser med dens problematiske rædsler frem for det røde monarkis rædsler med dets faktiske håbsløshed. Ingen socialist gjorde mer revolutionær propaganda i Frankrig end Haynau. Ethvert talent belønnes efter sine særlige bedrifter!
Imidlertid udnyttede Louis Bonaparte nationalforsamlingens ferie til at foretage fyrstelige rejser i provinserne, de mest varmblodige legitimister drog på pilgrimsfærd til Ems til den hellige Ludvigs barnebarn, [27] og de ordensvenlige folkerepræsentanters masse intrigerede i departementsrådene, som netop var trådt sammen. Det gjaldt om at få dem til at udtale, hvad nationalforsamlingens flertal endnu ikke vovede at udtale, kravet om umiddelbar revision af forfatningen. Ifølge forfatningen kunne den først revideres 1852 af en særlig nationalforsamling, som var sammenkaldt til dette formål. Men hvis flertallet af departementsrådene udtalte sig i denne retning, måtte nationalforsamlingen så ikke ofre forfatningens jomfruelighed for Frankrigs ønske? Nationalforsamlingen nærede de samme forhåbninger til disse provinsforsamlinger, som nonnerne i Voltaires Henriade til Pandurerne. Men nationalforsamlingens Potifar'er havde på få undtagelser nær at gøre med ligeså mange Josef'er fra provinserne. Det uhyre flertal ville ikke forstå den påtrængende forlokkelse. Forfatningens revision blev forpurret med selve de redskaber, hvormed den skulle kaldes til live, med afstemningerne i departementsrådene. Frankrigs stemme, og vel at mærke det borgerlige Frankrigs, havde talt mod en revision.
I begyndelsen af oktober samledes den lovgivende nationalforsamling igen – tantum mutatus ab illo. [28] – Dens fysiognomi var fuldstændig anderledes. Departementsrådenes uventede forkastelse af revisionen havde vist forsamlingen tilbage til forfatningens grænser og mindet den om grænserne for dens levetid. Orleanisterne var blevet mistroiske på grund af legitimisternes valfarter til Ems, legitimisterne havde fået mistanke på grund af orleanisternes forhandlinger med London, [29] begge fraktioners aviser havde næret ilden og afvejet deres prætendenters gensidige fordringer. Orleanister og legitimister skumlede i forening over bonapartisternes færden, som ytrede sig ved de fyrstelige rejser, ved præsidentens mere eller mindre gennemskuelige forsøg på at handle på egen hånd og ved de bonapartistiske avisers fordringsfulde sprog; Louis Bonaparte skumlede over en nationalforsamling, som ikke fandt andre konspirationer end den legitimistisk-orleanistiske berettiget, og over et ministerium, der bestandig forrådte ham til denne nationalforsamling. Endelig stod ministeriet selv splittet på den romerske politik og den af minister Passy foreslåede indkomstskat, der af de konservative blev udskreget som socialistisk.
Et af ministeriet Barrots første forslag i den lovgivende forsamlings nye møder var et krav om bevilling af 300.000 francs til betaling af hertuginden af Orldans' enkepension. Nationalforsamlingen bevilgede det og føjede en sum på syv millioner francs til den franske nations gældsregister. Mens Louis Philippe således med succes vedblev at spille rollen som »pauvre honteux«, som skamfuld tigger, vovede ministeriet ikke at andrage om gagepålæg for Bonaparte, og heller ikke syntes forsamlingen at være tilbøjelig til at give det. Og Louis Bonaparte vaklede som altid i dilemmaet: Aut Cæsar aut Clichy! [30]
Ministerens anden bevillingsfordring på ni millioner francs som udgifter til den romerske ekspedition øgede spændingen mellem Bonaparte på den ene side og ministrene og nationalforsamlingen på den anden. Louis Bonaparte havde i »Moniteur« indrykket et brev til sin ordonnansofficer Edgar Ney, hvori han bandt den pavelige regering til forfatningsmæssige garantier. Paven havde på sin side udstedt en proklamation »motu proprio«, [31] hvori han tilbageviste enhver indskrænkning af det restaurerede herredømme. Bonapartes brev løftede med tilsigtet indiskretion forhænget til hans kabinet, så han kunne fremtræde for galleriets blikke som et rettænkende geni, der dog var miskendt og lænket i sit eget hus. Det var ikke første gang, han koketterede med »en fri sjæls lønlige vingeslag«. Thiers, kommissionens ordfører, ignorerede fuldstændig Bonapartes vingeslag og nøjedes med at fortolke den pavelige henvendelse på fransk. Ikke ministeriet, men Victor Hugo søgte at redde præsidenten med en dagsorden, hvori nationalforsamlingen skulle udtale sin tilslutning til Napoleons brev. Åh, hold op! Hold op! Under dette uærbødigt letfærdige. udråb begravede flertallet Hugos andragende. Præsidentens politik? Præsidentens brev? Præsidenten selv? Hold op! Hold op! Hvem fanden tager dog monsieur Bonaparte alvorligt? Tror De, monsieur Victor Hugo, at vi tror om Dem, at De tror på præsidenten? Hold op! Hold op!
Endelig fremskyndedes bruddet mellem Bonaparte og nationalforsamlingen ved diskussionen om tilbagekaldelsen af orleanserne og bourbonerne. Da ministeriet ikke gjorde det, havde præsidentens fætter, ekskongen af Westfalens søn, stillet dette andragende, som ikke havde noget andet formål end at sætte de legitimistiske og orleanistiske prætendenter på samme niveau som eller snarere at trykke dem ned under den bonapartistiske prætendent, der i det mindste faktisk stod på statens tinde.
Napoleon Bonaparte var uærbødig nok til at gøre tilbagekaldelsen af de forjagede kongefamilier og amnestien for junio prorerne til led af et og samme forslag. Flertallets harme tvang ham straks til at opgive denne bespottelige sammenkædning af det hellige og det ryggesløse, af kongeracerne og den proletariske yngel, af samfundets fiksstjerner og ildskæret fra dets sump, og til at anvise hvert af de to forslag den rang, der tilkom det. Flertallet tilbageviste energisk tilbagekaldelsen af de kongelige familier, og Berryer, legitimisternes Demosthenes, gav ikke plads for nogen tvivl om betydningen af dette votum. Det man tilsigter, det er den borgerlige degradering af prætendenterne! Man vil berøve dem helgenglorien, det sidste majestætiske, de har bevaret, landflygtighedens majestæt! Hvad ville man tænke om den prætendent, udbrød Berryer, der glemte sin fyrstelige oprindelse og kom hertil for at leve som simpel privatmand! Tydeligere kunne det ikke siges Louis Bonaparte, at han ikke havde vundet ved sin nærværelse, at mens de forenede royalister behøvede ham her i Frankrig, som neutral mand på præsidentstolen, måtte landflygtighedens tåge vedblivende holde de alvorlige kronprætendenter skjult for de profane blikke.
Den 1. november svarede Louis Napoleon den lovgivende forsamling med et budskab, som i temmelig barske ord meddelte, at ministeriet Barrot var afskediget og et nyt ministerium dannet. Ministeriet Barrot-Falloux var den royalistiske koalitions ministerium, ministeriet d'Hautpoul var Bonapartes ministerium, præsidentens organ overfor den lovgivende forsamling, et ministerium af kontorister.
Bonaparte var ikke mere den kun neutrale mand fra 10. december 1848. Besiddelsen af den udøvende magt havde grupperet en række interesser omkring ham, og kampen mod anarkiet tvang ordenspartiet til selv at forøge hans indflydelse, og hvis han ikke mere var populær, så var det upopulært. Kunne han ikke have håb om, at orleanisternes og legitimisternes rivalitet og nødvendigheden af en eller anden monarkisk restauration ville tvinge begge disse fraktioner til at anerkende den neutrale prætendent?
Den 1. november 1849 begyndte den konstitutionelle republiks tredje livsperiode, som slutter med den 10. marts 1850. Ikke blot begynder det regulære spil mellem de konstitutionelle institutioner, som Guizot beundrer så meget, klammeriet mellem den udøvende og lovgivende magt. Overfor de forenede orleanisters og legitimisters restaurationslyster repræsenterer Bonaparte adkomsten til sin faktiske magt: republikken. Overfor Bonapartes restaurationslyster repræsenterer ordenspartiet adkomsten til sine to gruppers fælles herredømme: republikken. Overfor orleanisterne repræsenterer legitimisterne, overfor legitimisterne repræsenterer orleanisteme status quo: republikken. Alle disse fraktioner af ordenspartiet, som hver især kæler for sin egen konge og sin egen restauration, fastholder gensidigt overfor deres rivalers usurpations- og rejsningslyster bourgeoisiets fælles herredømme, den form, hvori deres særlige krav forbliver neutraliserede og overholdte – republikken.
Ligesom Kant gør republikken som eneste rationelle statsform til et postulat af den praktiske fornuft, hvis virkeliggørelse aldrig nås, men hvis opnåelse stadig må tilstræbes som mål og fastholdes i bevidstheden, således fremhæver disse royalister kongedømmet.
Således blev den konstitutionelle republik, der var fremgået af bourgeoisrepublikanemes hænder som en hul ideologisk formel, i de forenede royalisters hænder til en indholdsrig, levende form. Og Thiers talte mere sandt, end han anede, når han sagde: »Vi, royalisterne, er den konstitutionelle republiks sande støtter«.
Koalitionsministeriets fald og kontoristministeriets fremkomst har betydning i en anden retning. Dets finansminister hed Fould. Fould som finansminister, det er den officielle prisgivelse af den franske nationalrigdom til børsen, børsens forvaltning af statsformuen i børsens interesse. Med Foulds udnævnelse annoncerede finansaristokratiet sin restauration i »Moniteur«. Denne restauration fuldstændiggjorde med nødvendighed de øvrige restaurationer, der danner ligeså mange led i den konstitutionelle republiks kæde.
Louis Philippe havde aldrig vovet at gøre en virkelig loup-cervier (børsulv) til finansminister. Ligesom hans kongedømme var det ideale navn på det høje bourgeoisis herredømme, måtte de privilegerede interesser bære ideologisk uinteresserede navne i hans ministerier. Bourgeoisrepublikken satte overalt det i forgrunden, som de forskellige monarkier, det legitimistiske såvel som det orleanistiske, havde holdt skjult i baggrunden. Den gjorde det jordisk, som de havde gjort himmelsk. I stedet for helgennavnene satte den de herskende klasseinteressers borgerlige egennavne.
Hele vor fremstilling har vist, hvorledes republikken lige fra sin første dag ikke styrtede finansaristokratiet, men befæstede det. Men de koncessioner, som man gjorde det, var en skæbne, som man underkastede sig, uden at ville hidføre den. Med Fould faldt regeringsinitiativet tilbage til finansaristokratiet.
Man vil spørge, hvorledes det forenede bourgeoisi kunne udholde og finde sig i finansens herredømme, som under Louis Philippe beroede på de øvrige bourgeoisfraktioners udelukkelse eller underordning?
Svaret er ligetil.
Først danner finansaristokratiet selv en afgørende vigtig del af den royalistiske koalition, hvis fælles regeringsmagt hedder republikken. Er ikke orleanisternes ordførere og kapaciteter finansaristokratiets gamle forbundsfæller og medskyldige? Er det ikke selv orleanismens gyldne falanks? Hvad legitimisterne angår, så havde de allerede under Louis Philippe deltaget praktisk i alle børs-, mine- og jernbanespekulationernes orgier. Overhovedet er den store grundejendoms forbindelse med højfinansen en normal kendsgerning. Bevis: England. Bevis: selv Østrig.
I et land som Frankrig, hvor den nationale produktions størrelse er uforholdsmæssig ringe i forhold til nationalgældens størrelse, hvor statens indtægter er spekulationens hovedgenstand, og hvor børsen er hovedmarkedet for de kapitalanbringelser, der vil formere sig på uproduktiv måde, i et sådant land må utallige personer fra alle borgerlige eller halvborgerlige klasser været interesserede i statsgælden, i børsspillet, i finansen. Alle disse underordnede deltagere, finder de ikke deres naturlige støtter og befalingsmænd i den fraktion, som repræsenterer denne interesse i det mest kolossale omfang, i det store og hele?
At statsformuen overgår til højfinansen, hvoraf betinges det? Af den stadigt voksende statsgæld. Og statsgældens vækst? Af statens udgifters bestandige overvægt over dens indtægter, et misforhold, som samtidig er årsag til og virkning af statslånssystemet.
For at undgå denne gældsstiftelse må staten enten indskrænke sine udgifter, dvs. forenkle regeringsorganismen, indskrænke den, regere så lidt som muligt, beskæftige så lidt personale som muligt, træde så lidt som muligt i forbindelse med det borgerlige samfund. Denne vej var umulig for ordenspartiet, hvis undertrykkelsesmidler, hvis officielle indblanding på statens vegne, hvis alsidige nærværelse gennem statsorganer måtte tiltage i samme grad, som dets herredømme og dets klasses livsbetingelser blev truet fra flere sider. Man kan ikke formindske gendarmeriet i samme grad, som angrebene på personer og ejendom tiltager.
Eller staten må søge at omgå gælden og frembringe en øjeblikkelig, men forbigående ligevægt i budgettet ved at vælte ekstraordinære skatter over på de rigeste klassers skuldre. For at trække nationalrigdommen bort fra udbytningen på børsen skulle ordenspartiet ofre sin egen rigdom på fædrelandets alter? Pas si bête! [32]
Altså uden fuldstændig omvæltning af den franske stat ingen omvæltning af den franske statshusholdning. Med denne statshusholdning hænger statens gældsstiftelse nødvendigvis sammen, og med statens gældsstiftelse nødvendigvis statsgældhandelens, statskreditorernes, bankierernes, pengehandlernes og børssjakalernes herredømme. Kun een fraktion af ordenspartiet, nemlig fabrikanterne, var direkte med til at styrte finansaristokratiet. Vi taler ikke om de mellemstore eller mindre industridrivende, vi taler om industrimagnaterne, som under Louis Philippe havde dannet den brede basis for den dynastiske opposition. Det er uden tvivl i deres interesse at formindske produktionsomkostningerne, altså formindske de skatter, som indgår i produktionen, altså formindske statsgælden, hvis renter indgår i skatterne, altså at vælte finansaristokratiet.
I England – og de største franske fabrikanter er småborgere i sammenligning med deres engelske rivaler – finder vi virkelig fabrikanterne, en Cobden, en Bright, i spidsen for korstoget mod bank- og børs-aristokratiet. Hvorfor ikke i Frankrig? I England er industrien fremherskende, i Frankrig landbruget. I England behøver industrien frihandel, i Frankrig beskyttelsestold, det nationale monopol ved siden af de andre monopoler. Den franske industri behersker ikke den franske produktion, de franske industridrivende behersker derfor ikke det franske bourgeoisi. For at kunne sætte deres interesser igennem overfor de øvrige fraktioner af bougeoisiet kan de ikke som englænderne sætte sig i spidsen for bevægelsen og samtidig drive deres klasseinteresser igennem til det yderste; de må gøre revolutionen følgeskab og tjene interesser, som står i modsætning til deres klasses helhedsinteresser. I februar havde de taget fejl af deres stilling, februar gjorde dem klogere. Og hvem er mere direkte truet af arbejderne end arbejdsgiveren, den industrielle kapitalist? I Frankrig blev fabrikanten derfor nødvendigvis det mest fanatiske medlem af ordenspartiet. At finansers beskar hans profit, hvad er det imod proletariatets ophævelse af profitten?
i Frankrig gør småborgeren det, som industribourgeois'en normalt burde gøre; arbejderen gør det, som normalt ville være småborgerens opgave, og arbejderens opgave, hvem løser den? Ingen. I Frankrig bliver den ikke løst, i Frankrig bliver den proklameret. Den bliver intetsteds løst indenfor de nationale skranker, klassekrigen indenfor det franske samfund slår om til en verdenskrig, hvor nationerne står overfor hinanden. Løsningen, den begynder først i det øjeblik, hvor proletariatet af verdenskrigen bliver drevet i spidsen for det folk, som behersker verdensmarkedet, i spidsen for England. Revolutionen, som her ikke finder sin afslutning, men sin organisatoriske begyndelse, er ikke nogen stakåndet revolution. Den nuværende slægt ligner de jøder, Moses fører gennem ørkenen. Den har ikke blot at erobre en ny verden, den må gå under for at gøre plads for mennesker, som er en ny verden voksen.
Lad os vende tilbage til Fould. Den 14. november 1849 besteg Fould nationalforsamlingens talerstol og gjorde rede for sit finanssystem: Forsvarstale for det gamle skattesystem! Bibeholdelse af vinskatten! Ophævelse af Passys indkomstskat!
Heller ikke Passy var revolutionær, han var en af Louis Philippes gamle ministre. Han hørte til puritanerne af Dufaures kaliber og til den intime kreds omkring Teste, julimonarkiets syndebuk. [33] Også Passy havde rost det gamle skattesystem, anbefalet bibeholdelsen af vinskatten, men han havde samtidig revet sløret væk fra statsunderskuddet. Han havde erklæret en ny skat, indkomstskatten, for nødvendig, hvis man ikke ville have statsbankerot. Fould – han som anbefalede Ledru-Rollin statsbankerotten – anbefalede den lovgivende forsamling statsunderskuddet. Han lovede besparelser, hvis hemmelighed senere viste sig at være, at for eksempel udgifterne formindskedes med tres millioner og den løbende gæld forøgedes med to hundrede millioner – taskenspillerkunster i tallenes gruppering, i regnskabsaflæggelsen, som alle tilsidst mundede ud i nye lån.
Under Fould optrådte finansaristokratiet, ved siden af de øvrige misundelige bourgeoisfraktioner, naturligvis ikke så skamløst korrupt som under Louis Philippe. Men systemet var nu engang det samme, stadig forøgelse af gælden, forklædning af underskuddet. Og med tiden trådte det gamle børssvindleri mere utilsløret frem. Bevis: loven om jernbanen til Avignon, statspapirernes mystiske svingninger, som et øjeblik var hele Paris’ samtaleemne, og endelig Foulds og Bonapartes mislykkede spekulationer i valgene den 10. marts.
Med den officielle genindsættelse af finansaristokratiet måtte det franske folk snart komme til at stå overfor en ny 24. februar.
Den konstituerende forsamling havde i et anfald af fjendskab mod sin arvtager afskaffet vinskatten for det herrens år 1850. Ny gæld kunne ikke betales med afskaffelsen af gamle skatter. Creton, en kretiner fra ordenspartiet, havde allerede før den lovgivende forsamlings ferie stillet forslag om bibeholdelse af vinskatten. Fould optog denne fordring i det bonapartistiske ministeriums navn, og den 20. december 1849, på årsdagen for Bonapartes udråbelse til præsident, dekreterede nationalforsamlingen vinskattens genindførelse.
Fortaleren for denne genindførelse var ingen finansmand, det var jesuitføreren Montalembert. Hans ræsonnement var slående enkelt: skatten, den er det moderbryst, ved hvilket regeringen næres. Regeringen, det er undertrykkelsens redskaber, det er autoritetens organer, det er hæren, det er politiet, det er embedsmændene, dommerne, ministrene, det er præsterne. Angrebet på skatten, det er anarkisternes angreb på ordenens skildvagter, som beskytter det borgerlige samfunds materielle og åndelige produktion mod de proletariske vandalers indgreb. Skatten, det er den femte gud, ved siden af ejendommen, familien, ordenen og religionen. Og vinskatten er ubestrideligt en skat, og tilmed ikke nogen almindelig, men en gammelvant, en monarkisk sin-det, en respektabel skat. Leve vinskatten! Tre hurraer og så det lange!
Når den franske bonde maler fanden på væggen, maler han ham i pantefogedens skikkelse. Fra det øjeblik, da Montalembert ophøjede skatten til gud, blev bonden gudløs, ateist, og kastede sig i armene på djævelen, på socialismen. Ordenens religion havde spillet ham væk, jesuiterne havde spillet ham væk, Bonaparte havde spillet ham væk. Den 20. december 1849 havde uigenkaldeligt kompromitteret den 20. december 1848. »Onklens nevø« var ikke den første i familien, der blev slået af vinskatten, denne skat som efter Montalemberts udtryk varsler revolutionsuvejr. Den virkelige, den store Napoleon erklærede på St. Helena, at vinskattens genindførelse havde bidraget mere til hans fald end alt andet, idet den havde fjernet bønderne i Sydfrankrig fra ham. Allerede under Ludvig XIV var denne skat en skive for folkehadet (se Boisguilleberts og Vaubans skrifter), den blev afskaffet af den første revolution, men Napoleon havde i 1808 genindført den i modificeret form. Da restaurationen holdt sit indtog i Frankrig, travede ikke blot kosakkerne i forvejen for den, men også løfterne om vinskattens afskaffelse. Adelen behøvede naturligvis ikke at holde ord overfor den skattepligtige, retsløse masse. 1830 lovede vinskattens afskaffelse. Det var imidlertid ikke 1830’s maner at gøre, hvad det sagde, og at sige, hvad det gjorde. 1848 lovede vinskattens afskaffelse, som det lovede alt. Den konstituerende forsamling endelig, som intet lovede, vedtog som omtalt en testamentarisk anordning om, at vinskatten skulle forsvinde den 1. januar 1850. Og netop ti dage før den 1. januar indførte den lovgivende forsamling den på ny, så at det franske folk bestandigt gjorde forgæves jagt på den: når det havde smidt den på døren, så det den komme ind gennem vinduet.
Det almindelige had til vinskatten lader sig forklare ved, at den forener alle det franske skattesystems ondskabsfuldheder i sig. Den måde, den inddrives på, er ondskabsfuld, den måde den lignes på, er aristokratisk, thi skatteprocenten er den samme for de mest almindelige som for de kostbareste vine, den tiltager altså i geometrisk forhold, når konsumenternes penge aftager, en omvendt progressiv skat. Den virker som en præmie på forfalskede og efterlignede vine og provokerer derfor direkte til forgiftning af de arbejdende klasser. Den formindsker forbruget, idet den ved portene til alle byer på over 4000 indbyggere opretter afgiftskontorer og forvandler hver by til et fremmed land med beskyttelsestold mod fransk vin. De store vinhandlere og endnu mere de små, vinstuerne, hvis erhverv afhænger umiddelbart af vinforbruget, er alle erklærede modstandere af vinskatten. Og vinskatten indskrænker endelig afsætningsmarkedet for produktionen ved at formindske forbruget. Mens den gør byarbejderne ude af stand til at betale vinen, gør den vinbønderne ude af stand til at sælge den. Og Frankrig har en vindyrkende befolkning på omtrent 12 millioner. Man begriber derfor folkets had i almindelighed, og man begriber navnlig bøndernes fanatisme mod vinskatten. Og desuden så de i dens genindførelse ikke nogen enkeltstående, mere eller mindre tilfældig begivenhed. Bønderne har en særlig art historisk overlevering, som nedarves fra far til søn, og i denne historiske skole blev der skumlet om, at enhver regering lover afskaffelse af vinskatten, sålænge den vil bedrage bønderne, og bibeholder vinskatten eller indfører den igen, når den har bedraget bønderne. På vinskatten prøver bonden regeringens bouquet, dens tendens. Vinskattens genindførelse den 20. december betød: Louis Bonaparte er som de andre; men han var ikke som de andre, han var en bondeopfindelse, og med millioner af underskrifter på petitionerne mod vinskatten tog de deres stemmer tilbage, som de et år i forvejen havde givet »onkelens nevø«.
Landbefolkningen, mere end to tredjedele af den samlede franske befolkning, består for størsteparten af såkaldte frie grundbesiddere. Den første generation, som ved revolutionen i 1789 gratis var blevet befriet for feudalbyrderne, havde ikke betalt nogen pris for jorden. Men de følgende generationer betalte i form af jordpris, hvad deres halvt livegne forfædre havde betalt i form af afgifter, tiende, hoveri etc. Jo mere befolkningen på den ene side voksede, og jo mere på den anden side jordens opdeling steg – desto højere blev prisen på parcellerne, thi efterspørgselen efter dem voksede, efterhånden som de blev mindre. Men i samme forhold som den pris steg, bonden betalte for parcellen, hvad enten han nu købte den direkte eller lod sine medarvinger sætte den til kapitalværdi, i samme forhold steg nødvendigvis bøndernes gæld, dvs. prioriteterne. Det gældskrav, som hviler på jorden og besiddelsen, hedder nemlig prioritet, pantebrev på jord. Prioriteterne ophobes på de moderne parceller på samme måde som privilegierne på de middelalderlige grundstykker. – På den anden side: under parcelleringssystemet er jorden et rent og skært produktionsmiddel for ejeren. I samme målestok som jorden bliver opdelt, aftager imidlertid dens frugtbarhed. Anvendelsen af maskiner til driften, arbejdsdelingen, de store midler til kultivering af jorden, som anlæg af drænings- og vandingskanaler o. lign., bliver mere og mere umulige, mens de falske omkostninger ved dyrkningen vokser i samme forhold som opdelingen af selve produktionsmidlet. Og det gælder altsammen uden hensyn til, om parcelejeren har kapital eller ej. Men jo mere opdelingen stiger, desto mere udgør grundstykket med det allerelendigste inventar hele småbrugerens kapital, desto mere bortfalder kapitalanbringelsen i jorden, desto mere mangler husmanden jord, penge og uddannelse til at anvende de agronomiske fremskridt, desto mere går dyrkningen af jorden tilbage. Endelig formindskes nettoudbyttet i samme forhold, som bruttoforbruget vokser, som bondens hele familie gennem sin ejendom holdes tilbage fra andre beskæftigelser uden dog at være i stand til at leve af den.
I samme forhold som befolkningen og med den opdelingen af jorden tiltager, fordyres altså produktionsmidlet, jorden, og aftager dens frugtbarhed, i samme forhold forfalder landbruget og forgældes bonden. Og hvad der var virkning, bliver nu på sin side årsag. Hver generation efterlader sig den næste mere forgældet, hver generation begynder under stadig ugunstigere og vanskeligere betingelser, prioritetslånene fremkalder nye prioritetslån, og når det bliver umuligt for bonden at give sin parcel i pant for ny gæld, dvs. belaste den med ny prioriteter, falder han direkte i kløerne på ågeren, og så meget desto større bliver ågerrenterne.
Således gik det til, at den franske bonde i form af renter af prioriteterne på jorden og i form af renter til ågerens ikke prioritetsbehæftede lån ikke blot afstår grundrenten, ikke blot afstår den industrielle profit, kort sagt ikke blot afstår hele nettoudbyttet til kapitalisten, men endog en del af arbejdslønnen, at han altså sank ned på samme niveau som den irske forpagter – og alt det under foregivende af at være privatbesidder.
Denne proces blev i Frankrig fremskyndet af den stadig voksende skattebyrde og af retsomkostningerne, dels fremkaldt direkte af selve de formaliteter, hvormed den franske lovgivning omgiver jordbesiddelsen, dels af de utallige konflikter mellem de forskellige parceller, der overalt begrænser og gennemkrydser hinanden, dels af procesraseriet hos bønderne, hvis fornøjelse af ejendommen indskrænker sig til en fanatisk hævdelse af den indbildte ejendom, ejendomsretten.
Efter en statistisk opstilling fra 1880 beløb den franske jordbesiddelses bruttoprodukt sig til 5.237.178.000 francs. Herfra går der 3.552.000.000 fr. til dyrkningsomkostninger, inkl. de arbejdende menneskers forbrug. Tilbage bliver et nettoprodukt på 1.685.178.000 fr., hvorfra der må trækkes 550 millioner til prioritetsrenter, 100 millioner til justitsembedsmænd, 350 millioner til skatter og 107 millioner til indskrivningspenge, stempelafgift, prioritetsgebyrer osv. Tilbage bliver en tredjedel af nettoproduktet, 538 millioner; fordelt på befolkningen giver det ikke engang 25 francs nettoprodukt pr. hoved. [34] I denne beregning er naturligvis hverken ågeren udenfor prioriteterne eller udgifterne til sagfører osv. opført.
Man forstår de franske bønders stilling, da republikken havde føjet nye byrder til de gamle. Man ser, at udbytningen af dem kun i formen adskiller sig fra udbytningen af det industrielle proletariat. Den, der udbytter, er den samme: kapitalen. De enkelte kapitalister udbytter de enkelte bønder gennem prioriteterne og ågeren, kapitalistklassen udbytter bondeklassen gennem statsskatterne. Bøndernes ejendomsret er den talisman, hvormed kapitalen hidtil tryllebandt ham, det påskud hvorunder den hidsede ham op mod det industrielle proletariat. Kun kapitalens fald kan få bonden til at stige, kun en antikapitalistisk, en proletarisk regering kan bryde hans økonomiske elendighed, hans sociale fornedrelse. Den konstitutionelle republik, det er halis forenede udbytteres diktatur, den socialdemokratiske, den røde republik, det er hans forbundsfællers diktatur. Og vægtskålen stiger eller synker alt efter de stemmer, bonden kaster i valgurnen. Han må selv afgøre sin egen skæbne. – Således talte socialisterne i pjecer, i årbøger, i almanakker og i flyveskrifter af enhver art. Dette sprog blev mere forståeligt for ham gennem ordenspartiets modskrifter, som på sin side henvendte sig til ham og ved den grove overdrivelse, ved den brutale opfattelse og fremstilling af socialisternes hensigter og ideer traf den sande bondetone og ophidsede hans lystenhed efter den forbudne frugt. Mest forståeligt talte imidlertid selve de erfaringer, som bondeklassen havde gjort med anvendelsen af valgretten, og de skuffelser, som med revolutionær hurtighed var væltet ind over ham slag i slag. Revolutionerne er historiens lokomotiver.
Den gradvise omvæltning, som skete med bønderne, viste sig i forskellige symptomer. Den viste sig allerede i valgene til den lovgivende forsamling, den viste sig i belejringstilstanden i de fem departementer, der grænser op til Lyon, den viste sig nogle måneder efter den 13. juni ved, at departementet Gironde valgte en repræsentant for Bjerget i stedet for den tidligere præsident for det »utrolige kammer« (chambre introuvable), [35] den viste sig den 20. december 1849 i valget af en rød deputeret i stedet for en afdød legitimistisk i departementet du Gard, dette legitimisternes forjættede land, scenen for de frygteligste skændselsgerninger mod republikanerne i 1794 og 1795, centret for den hvide terror i 1815, hvor liberale og protestanter blev myrdet offentligt. Denne revolutionering af den mest stationære klasse træder mest iøjnefaldende frem efter vinskattens genindførelse. Regeringens forholdsregler og love i januar og februar 1850 er næsten udelukkende rettet mod departementerne og bønderne. Det mest slående bevis for disses fremskridt.
Hautpouls cirkulære, hvorved gendarmen udnævnes til inkvisitor overfor præfekten, underpræfekten og frem for alt borgmesteren og hvorved spionagen blev organiseret lige til de mest fjerntliggende landsbykommuners smuthuller; loven mod skolemestrene, hvorved de, bondestandens kapaciteter, ordførere, opdragere og tolke, blev underkastet præfekternes vilkårlighed, og hvorved de, proletarerne i de lærdes klasse, som jaget vildt blev drevet fra den ene kommune til den anden; lovforslaget mod borgmestrene, hvorved afskedigelsens damoklessværd blev hængt over hovedet på dem, og de, bondekommunernes præsidenter, hvert øjeblik blev stillet overfor republikkens præsident og ordenspartiet; ordonnansen, som forvandlede Frankrigs 17 militærdistrikter til fire pasjadomæner og påtvang franskmændene kasernen og bivouaken som nationalsalon; undervisningsloven, hvorved ordenspartiet proklamerede Frankrigs uvidenhed og voldelige fordummelse som sin livsbetingelse under den almindelige valgrets regime – hvad var alle disse love og forholdsregler? Fortvivlede forsøg på igen at erobre departementerne og departementernes bønder for ordenspartiet.
Som undertrykkelse betragtet var det jammerlige midler, der drejede halsen om på det, de havde til formål. De store forholdsregler, f.eks. bibeholdelsen af vinskatten og 45 centimerskatten, den hånlige forkastelse af bondepetitionerne om milliardens tilbagebetaling osv., alle disse tordenslag fra lovgiverne traf kun bondeklassen een gang, i stor målestok, fra centret; men de anførte love og forholdsregler gjorde angrebet og modstanden til et almindeligt samtaleemne i hver hytte, de indpodede revolutionen i hver eneste landsby, de bragte revolutionen ud i sognene og gjorde den til et bondespørgsmål.
På den anden side, beviser så ikke disse forslag fra Bonaparte og deres vedtagelse i nationalforsamlingen, at begge den konstitutionelle republiks magtfaktorer var enige, for så vidt det drejede sig om undertrykkelse af anarkiet, dvs. alle klasser, som sætter sig op mod bourgeoisdiktaturet? Havde Soulouque ikke straks efter sit barske budskab [36] forsikret den lovgivende forsamling om sin hengivenhed for ordenen, nemlig ved det umiddelbart påfølgende budskab fra Carlier, denne beskidte og gemene karikatur af Fouche, ligesom Louis Bonaparte selv var en plat karikatur af Napoleon?
Undervisningsloven viser os alliancen mellem de unge katoliker og de gamle voltairianere. Kunne det forenede bourgeoisherredømme være andet end den jesuitvenlige restaurations og det »frisindede« julimonarkis forenede despotisme? De våben, som den ene bourgeoisfraktion havde fordelt blandt folket mod den anden i deres indbyrdes kamp om overherredømmet, måtte de ikke igen tages fra folket, nu da det stod overfor deres forenede diktatur? Intet havde oprørt de parisiske småhandlende mere end denne kokette skilten med jesuitismen, ikke engang forkastelsen af de »mindelige ordninger«.
Imidlertid fortsattes sammenstødene mellem ordenspartiets forskellige fraktioner så vel som mellem nationalforsamlingen og Bonaparte. Det passede ikke nationalforsamlingen, at Bonaparte straks efter sit statskup, efter at han havde skaffet sig sit eget bonapartistiske ministerium, kaldte monarkiets invalider, som nu var blevet udnævnt til præfekter, til sig og stillede deres forfatningsstridige agitation for hans genvalg til præsident som betingelse for deres embede, at Carlier fejrede sin indsættelse med at ophæve en legitimistisk klub, at Bonaparte stiftede sin egen avis »le Napoleon«, der røbede præsidentens hemmelige lyster for publikum, mens hans ministre måtte fornægte dem på den lovgivende forsamlings talerstol; den syntes ikke om, at ministeriet trodsigt blev siddende til trods for dens forskellige mistillidsvota, ej heller om forsøget på at vinde underofficerernes gunst ved et dagligt tillæg på fire rous og proletariatets gunst ved et plagiat af Sugene Sues »Paris’ Mysterier«, en æreslånebank, ej heller endelig om den uforskammethed, hvormed man gennem ministrene lod stille forslag om at få de tilbageblevne junioprørere deporteret til Algier for derved at vælte upopularitet en gros over på den lovgivende forsamling, mens præsidenten ved enkelte benådninger forbeholdt sig selv populariteten en detail. Thiers lod truende ord falde om »statskup« (»coups d'etat«) og »fortvivlede kup« (»coups de tete«), og den lovgivende forsamling hævnede sig på Bonaparte ved at forkaste ethvert lovforslag, som han stillede for sig selv, og ved støjende og mistroisk at undersøge ethvert, som han stillede i fælles interesse, for at se, om det ikke ved at forøge eksekutivmagten tilsigtede at forøge Bonapartes personlige magt. Kort sagt, den hævnede sig ved ringeagtens sammensværgelse.
Legitimistpartiet så på sin side med ærgrelse, hvorledes de dygtigere orleanister igen bemægtigede sig næsten alle poster, og hvorledes centralisationen voksede, mens det principielt søgte sin frelse i decentralisationen. Og virkelig, kontrarevolutionen centraliserede voldsomt, dvs. den forberedte mekanismen til en revolution. Den centraliserede endog ved en tvangskurs på banknoterne Frankrigs guld og sølv i Pariserbanken og skabte således en krigsskat, der lå parat til revolutionen.
Orleanisterne så endelig med ærgrelse, at det opdukkende legitimitetsprincip blev stillet overfor deres bastardprincip, og at de selv hvert øjeblik blev sat til side og mishandlet af den adelige ægtefælle som en borgerlig mesalliance.
Vi så, hvorledes bønder og småborgere, mellemlagene overhovedet, lidt efter lidt trådte over på proletariatets side, drevet ud i åben modsætning til den officielle republik og behandlet som modstandere af den. Rejsning mod bourgeoisdiktaturet, trang til en ændring af samfundet, fastholdelse af de demokratisk republikanske institutioner som organer for denne omformning, gruppering omkring proletariatet som den afgørende revolutionære magt - det er de fælles karaktertræk ved det såkaldte socialdemokratiske parti, den røde republiks parti. Dette anarkiets parti, som dets modstandere døbte det, er i ikke mindre grad end ordenspartiet en koalition af forskellige interesser. Fra den mindste reform af den gamle sociale uorden til den gamle sociale ordens omvæltning, fra den borgerlige liberalisme til den revolutionære terrorisme, så vidt ligger de yderpunkter fra hinanden, som danner udgangspunktet og endepunktet for »anarkiet«s parti.
Afskaffelse af beskyttelsestolden – socialisme! thi det angriber ordenspartiets industrielle fraktions monopol. Ordning af statshusholdningen – socialisme! thi det angriber ordenspartiets finansielle fraktions monopol. Fri indførsel af fremmed kød og korn – socialisme! thi det angriber det monopol, som den tredje fraktion af ordenspartiet, godsejerne, har. Frihandelspartiets dvs. det mest fremskredne engelske bourgeoispartis, krav bliver i Frankrig til ligeså mange socialistiske krav. Voltairianisme – socialisme! thi den angriber en fjerde fraktion af ordenspartiet, den katolske. Pressefrihed, foreningsret, almindelig folkeundervisning – socialisme, socialisme! Disse krav angriber ordenspartiets samlede monopol.
Så hurtigt havde revolutionens forløb modnet tilstandene, at reformvenner af alle nuancer, at middelklassernes mest beskedne krav var tvunget til at gruppere sig om det yderste omvæltningspartis fane, den røde fane.
Så mangfoldig end socialismen var i de forskellige store led i anarkiets parti, alt efter deres klasses eller klassefraktions økonomiske forudsætninger og de deraf fremgående revolutionære helhedsbehov, på eet punkt stemmer den overens: i forkyndelsen af sig selv som middel til proletariatets frigørelse og af dettes frigørelse som sit formål. Forsætligt bedrag hos den ene del; selvbedrag hos den anden, som udgiver den verden, der er omdannet efter dens behov, for den bedste verden for alle, for virkeliggørelsen af alle revolutionære krav og ophævelsen af alle revolutionære konflikter.
Under de temmelig enslydende almindelige socialistiske fraser, som »anarkiets parti« betjente sig af, skjuler sig »National«s, »La Presse«s og »Siecle«s socialisme, som mere eller mindre konsekvent vil styrte finansaristokratiets herredømme og befri industri og handel fra de hidtidige lænker. Dette er socialismen for industri, handel og landbrug, hvis interesser fornægtes af lederne i ordenspartiet, for så vidt disse interesser ikke mere falder sammen med deres privatmonopoler. Fra denne borgerlige socialisme, der naturligvis som enhver af socialismens afarter tiltrækker en del af arbejderne og småborgerne, adskiller sig den egentlig småborgerlige socialisme, socialismen par excellence. Kapitalen fortrædiger denne klasse hovedsageligt som kreditor, og klassen forlanger kreditinstitutter; kapitalen knuser den med konkurrence, og den forlanger statsunderstøttede former for samvirke; kapitalen overvælder den ved koncentration, og den forlanger progressive skatter, arveindskrænkninger, statens overtagelse af de store arbejder og andre forholdsregler, som med magt skal holde kapitalens vækst tilbage. Da den drømmer om en fredelig gennemførelse af sin socialisme – måske fraregnet en kortvarig ny Februarrevolution – ser den naturligvis den kommende historiske proces som en anvendelse af systemer, som samfundets tænkere udfinder eller har udfundet, enten i fællesskab eller som enkeltstående opfindere. Således bliver disse småborgere eklektikere eller tilhængere af de forhåndenværende socialistiske systemer, af den doktrinære socialisme, der kun var det teoretiske udtryk for proletariatet, sålænge dette endnu ikke havde udviklet sig til en fri, historisk, selvstændig bevægelse.
Denne utopi, denne doktrinære socialisme, som underordner helhedsbevægelsen under et af dens momenter, og som vil erstatte den kollektive, samfundsmæssige produktion med enkelte pedanters hjernevirksomhed og frem for alt vil bortfantasere klassernes revolutionære kamp og dens uomgængelige udslag ved hjælp af små kunststykker eller stor sentimentalitet – denne doktrinære socialisme idealiserer i grunden kun det nuværende samfund, giver et skyggeløst billede af det og vil sætte sit ideal igennem på tværs af dette samfunds virkelighed. Og samtidig med, at proletariatet afstår denne socialisme til småborgerskabet, mens kampen mellem de forskellige socialistførere indbyrdes åbenbarer, at hvert af de såkaldte systemer er en rethaverisk pukken på et gennemgangspunkt i den sociale omvæltning i modsætning til et andet – grupperer proletariatet sig mere og mere om den revolutionære socialisme, om kommunismen, som bourgeoisiet selv har døbt med navnet Blanqui. Denne socialisme er erklæringen om uafbrudt revolution, proletariatets klassediktatur som et nødvendigt gennemgangspunkt til klasseforskellenes afskaffelse overhovedet, til afskaffelsen af samtlige de produktionsforhold, hvorpå de beror, til afskaffelsen af samtlige samfundsforhold, som svarer til disse produktionsforhold, til omvæltningen af samtlige ideer, som fremgår af disse samfundsforhold.
Pladsen tillader ikke at behandle dette spørgsmål nærmere.
Vi har set: ligesom finansaristokratiet nødvendigvis trådte i spidsen inden for ordenens parti, således trådte proletariatet i spidsen inden for »anarkiet«s parti. Mens de forskellige klasser, som var forbundet til en revolutionær liga, grupperede sig omkring proletariatet, mens departementerne stadig blev mere usikre og den lovgivende forsamling stadig mere gnaven over den franske Soulouques fordringer, nærmede sig de længe udskudte og forhalede suppleringsvalg for de medlemmer af Bjerget, der var blevet proskriberet den 13. juni.
Foragtet af sine fjender, mishandlet og daglig ydmyget af sine foregivne venner, så regeringen kun eet middel til at komme ud af den modbydelige og uholdbare situation: oprør. Et oprør i Paris ville tillade at erklære Paris og departementerne i belejringstilstand og således kommandere valgene. På den anden side var ordenens venner tvunget til koncessioner overfor en regering, som havde tilkæmpet sig sejren over anarkiet, hvis de ikke selv ville tage sig ud som anarkister.
Regeringen skred til værket. I begyndelsen af februar 1850 provokerede den folket ved at fælde frihedstræerne. Forgæves. Da frihedstræerne mistede deres plads, mistede den selv hovedet og veg tilbage, forskrækket over sin egen provokation. Men nationalforsamlingen så med iskold mistro på dette ubehændige frigørelsesforsøg fra Bonapartes side. Det faldt ikke heldigere ud, da evighedskransene blev fjernet fra julisøjlen. Det gav anledning til revolutionære demonstrationer i en del af hæren og til et mere eller mindre skjult mistillidsvotum til ministeriet fra nationalforsamlingens side. Forgæves truede regeringspressen med afskaffelse af den almindelige valgret og kosakinvasion. Forgæves rettede Hautpoul midt i den lovgivende forsamling en direkte appel til venstrefløjen om at gå ud på gaden, forgæves erklærede han, at regeringen var parat til at tage imod dem. Hautpoul opnåede ikke andet end at blive kaldt til orden af præsidenten, og ordenspartiet lod med stille skadefryd en af de deputerede fra venstre spotte over Bonapartes usurpatoriske lyster. Forgæves var endelig spådommen om en revolution den 24. februar. Regeringen opnåede, at folket ignorerede den 24. februar.
Proletariatet lod sig ikke provokere til et oprør, fordi det forberedte sig til at gennemføre en revolution.
Uden at ænse regeringens provokationer, som kun forhøjede den almindelige irritation over den bestående tilstand, opstillede valgkomiteen, helt under arbejdernes indflydelse, tre kandidater for Paris: Deflotte, Vidal og Carnot. Deflotte var en af de junideporterede, som var amnesteret ved et af Bonapartes popularitetsindfald; han var en ven af Blanqui og havde deltaget i aktionen den 15. maj. Vidal var kendt som kommunistisk forfatter gennem sin bog »Om rigdommens fordeling« og havde været Louis Blancs sekretær i Luxembourg-kommissionen; Carnot, en søn af konventsmanden, som havde organiseret sejren, var det mindst kompromitterede medlem af Nationalpartiet; han havde været undervisningsminister i den provisoriske regering og i eksekutivkommissionen og var ved sine demokratiske lovforslag om folkeundervisningen en levende protest mod jesuiternes undervisningslov. Disse tre kandidater repræsenterede de tre sammensluttede klasser: i spidsen junioprøreren, det revolutionære proletariats repræsentant, ved siden af ham den doktrinære socialist, det socialistiske småborgerskabs repræsentant, den tredje endelig var repræsentant for det republikanske bourgeoisparti, hvis demokratiske formler i forhold til ordenspartiet havde fået en socialistisk betydning og forlængst havde mistet deres egen betydning. Dette var en almindelig koalition mod bourgeoisiet og regeringen, ligesom i februar. Men denne gang var proletariatet den revolutionære ligas hoved.
Alle anstrengelser til trods sejrede de socialistiske kandidater. Selv hæren stemte for junioprøreren mod deres egen krigsminister Lahitte. Ordenspartiet var som ramt af lynet. Departementsvalgene trøstede det ikke, de gav Bjerget flertallet.
Valget den 10. marts 1850! Det var tilbagekaldelsen af juni 1848: de som havde massakreret og deporteret junioprørerne, vendte tilbage til nationalforsamlingen, men nedbøjede, i følge med de deporterede og med deres principper på læberne. Det var tilbagekaldelsen af den 13. juni 1849: Bjerget, som var proskriberet af nationalforsamlingen, vendte tilbage til nationalforsamlingen, men som revolutionens fremskudte trompetere, ikke mere som dens kommandører. Det var tilbagekaldelsen af den 10. december: Napoleon var faldet igennem med sin minister Lahitte. Frankrigs parlamentariske historie har kun et lignende tilfælde: Karl den X's minister d'Haussez, der faldt i 1830. Valget den 10. marts 1850 betød endelig, at valget den 13. maj, som havde givet ordenspartiet majoriteten, var kasseret. Valget den 10. marts protesterede mod majoriteten fra 13. maj. Den 10. marts var en revolution. Bag stemmesedlerne ligger brostenene.
»Den 10. marts’ votum erklærer os krig«, råbte Segur d'Aguesseau, et af ordenspartiets mest fremskredne medlemmer.
Med den 10. marts 1850 træder den konstitutionelle republik ind i en ny fase, i opløsningens fase. Majoritetens forskellige fraktioner er igen forenet indbyrdes og med Bonaparte, de er igen ordenens redningsmænd, han igen deres neutrale mand. Når de tænker på, at de er royalister, så sker det udelukkende, fordi de har mistet troen på bourgeoisrepublikkens mulighed; når han tænker på, at han er prætendent, så sker det kun, fordi han har mistet troen på, at han kan blive ved med at være præsident.
Valget af Deflotte, junioprøreren, besvarer Bonaparte efter ordenspartiets kommando med at udnævne Baroche til indenrigsminister, Baroche, der var Blanquis og Barbes', Ledru-Rollins og Guinards anklager. Valget af Carnot besvarer den lovgivende forsamling med at vedtage undervisningsloven, valget af Vidal med den socialistiske presses undertrykkelse. Ordenspartiet forsøger at fordrive sin egen frygt med sin presses trompetstød. »Sværdet er helligt!« råber et af dets organer; »ordenens forsvarere må gribe til offensiven mod det røde parti!« råber det andet; »mellem socialismen og samfundet er der en duel på liv og død, en uophørlig og ubarmhjertig krig; i denne fortvivlelsens duel må den ene eller den anden part gå under; hvis samfundet ikke tilintetgør socialismen, tilintetgør socialismen samfundet!« galer en tredje ordenshane. Rejs ordenens barrikader, religionens barrikader, familiens barrikader! Det må være slut med de 127.000 vælgere i Paris! Socialisterne skal have en Bartholomæusnat! Og ordens-partiet tror et øjeblik på sin egen sejrssikkerhed.
Mest fanatisk drager dets organer til felts mod »de småhandlende i Paris«. Junioprøreren fra Paris er valgt af Paris’ småhandlende! Det betyder, at en ny juni 1848 er umulig, det betyder, at en ny 13. juni 1849 er umulig, det betyder, at kapitalens moralske indflydelse er brudt, det betyder, at bourgeoisforsamlingen nu kun repræsenterer bourgeoisiet, det betyder, at storejendommen er fortabt, fordi dens vasal, småejendommen, søger sin redning i de besiddelsesløses lejr.
Ordenspartiet vender naturligvis tilbage til sine uundgåelige banaliteter. »Mere undertrykkelse!« råber det, »tidobbelt undertrykkelse!«, men dets undertrykkelseskraft er blevet ti gange så ringe, mens modstanden er blevet hundrede gange så stærk. Må ikke selve undertrykkelsens hovedredskab, hæren, undertrykkes? Og ordenspartiet udtaler sit sidste ord: »Den kvælende legalitets jernring må brydes. Den konstitutionelle republik er umulig. Vi må kæmpe med vore sande våben, vi har siden februar 1848 bekæmpet revolutionen med dens våben og på dens terræn, vi har overtaget dens institutioner, forfatningen er en fæstning, som kun beskytter de belejrende, ikke de belejrede! Ved at smugle os ind i det hellige Ilion i bugen på den trojanske hest, har vi ikke som vore forfædre, les grecs, [37] erobret den fjendtlige by, men gjort os selv til fanger.«
Forfatningens grundlag er almindelig valgret. Tilintetgørelsen af den almindelige valgret er ordenspartiets, bourgeoisdiktaturets sidste ord.
Den almindelige valgret havde givet dem ret den 4. maj 1848, den 20. december 1848, den 13. maj 1849, den 8. juli 1849. Den almindelige valgret har givet sig selv uret den 10. marts 1850. Bourgeoisherredømmet som den almindelige valgrets produkt og resultat, som den suveræne folkeviljes udtalte handling, det er bourgeoisforfatningens mening. Men har forfatningen en mening fra det øjeblik, hvor denne valgrets, denne suveræne viljes indhold ikke mere er bourgeoisherredømmet? Er det ikke bourgeoisiets pligt at regulere valgretten således, at den vil det fornuftige, dets herredømme? Ophæver den almindelige valgret ikke al stabilitet, drager den ikke hvert øjeblik alle bestående magtfaktorer i tvivl, tilintetgør den ikke autoriteten, truer den ikke med at gøre anarkiet selv til autoritet, iden den atter og atter ophæver den forhåndenværende statsmagt og igen frembringer den? Hvem kunne endnu tvivle herpå efter den 10. marts 1850?
Idet bourgeoisiet forkaster den almindelige valgret, som det hidtil har draperet sig med, og som det havde suget sin almagt af, tilstår det utilsløret: »Vort diktatur har hidtil bestået i kraft af folkeviljen, det må nu befæstes mod folkeviljen«. Og konsekvent nok søger det ikke mere sin støtte i Frankrig, men udenfor, i det fremmede, i invasionen.
Ved at opfordre til invasion kalder dette nye Koblenz, [38] der har opslået sit sæde i selve Frankrig, alle nationale lidenskaber til live mod sig. Ved at angribe den almindelige valgret giver det den nye revolution et alment påskud, og revolutionen må have et sådant påskud. Ethvert specielt påskud ville adskille fraktionerne indenfor den revolutionære sammenslutning og lade deres forskelle træde frem. Det almene påskud beruser de halvrevolutionære klasser, det tillader dem at narre sig selv med hensyn til den kommende revolutions bestemte karakter og konsekvenserne af deres egen handling. Enhver revolution må have et banketspørgsmål. Den almindelige valgret, det er den nye revolutions banketspørgsmål.
De forenede bourgeoisfraktioner er imidlertid allerede dømt, idet de flygter fra den eneste mulige form for deres forenede magt, fra den mægtigste og mest fuldstændige form for deres klasseherredømme, fra den konstitutionelle republik tilbage til monarkiets underordnede, ufuldstændige, svagere form. De ligner hin olding, som for at genvinde sin ungdomskraft hentede sit børnetøj frem og forsøgte at tvinge det på sine indtørrede lemmer. Deres republik havde kun een fortjeneste, at være revolutionens drivhus.
Den 10. marts 1850 bærer indskriften:
Apres moi le deluge, efter mig syndfloden!
24. »Democratie pacifzque« – organ for fourieristerne, udgivet af Considerant 1843/1851 i Paris. – Red.
25. Kunst og håndværksmuseet. – Red.
26. »Siecle« og »Presse« – dagblade, udkom fra 1836 i Paris. – Red.
27. Der sigtes til den franske tronprætendent fra Bourbondynastiet, grev Chambord (senere Henrik V). – Red.
28. Hvor anderledes end dengang. – Red.
29. I nærheden af London levede Louis Philippe, som var flygtet til England efter Februarrevolutionen. – Red.
30. Enten Cæsar eller Clichy! (Clichy var Paris’ fængsel for bankerotte, insolvente skyldnere). – Red.
31. Af egen drift. – Red.
32. Så dumt er det ikke! – Red.
33. Den 8. juli 1847 indledede pairskammeret i Paris en proces mod Parmentier og general Cubieres for bestikkelse af embedsmænd med det formål at få en saltværkskoncession, og mod den daværende minister for offentlige arbejder, Teste, for modtagelse af bestikkelse. Den sidstnævnte forsøgte selvmord under processen. Alle blev idømt svære pengebøder, Teste desuden tre års fængsel. (Engels’ note til udgaven 1895).
34. I Marx’ beregninger er der en unøjagtighed. Man kan anse tallet 538 mil¬lioner for en trykfejl i stedet for 578. Denne forskel i tallene ændrer imidlertid; intet i Marx’ konklusion. I begge tilfælde andrager nettoproduktet pr. indbygger mindre end 25 francs. – Red.
35. Således kaldes i historiskrivningen det fanatisk ultraroyalistiske og reaktionære deputeretkammer, der blev valgt umiddelbart efter Napoleons andet fald 1815. (Note af Engels til udgaven 1895).
36. Der sigtes til Napoleon III's budskab til nationalforsamlingen, hvori han meddelte, at han havde opløst ministeriet Barrot og dannet et nyt ministerium. – Red.
37. Grecs – et ordspil: grækere, men også professionelle falskspillere. (Note af Engels til udgaven 1895).
38. Koblenz var under den franske borgerlige revolution i slutningen af det 18. århundrede centrum for den franske kontrarevolutionære adelige emigration. – Red.
Sidst opdateret 14.9.2008