Den 25. februar 1848 havde givet Frankrig republikken, den 25. juni påtvang det revolutionen. Og revolutionen betød efter juni: omvæltning af det borgerlige samfund, mens det før februar havde betydet: omvæltning af statsformen.
Junikampen var blevet ledet af bourgeoisiets republikanske fraktion, og med sejren tilfaldt statsmagten nødvendigvis denne. Belejringstilstanden lagde modstandsløst det kneblede Paris for dets fødder, og i provinsen herskede en moralsk belejringstilstand, bourgeoisiets truende brutale sejrsovermod og bøndernes uhæmmede ejendomsfanatisme. – Nedefra var der altså ingen fare!
Samtidig med arbejdernes revolutionære kraft brød også de demokratiske republikaneres politiske indflydelse sammen, dvs. republikanere efter småborgerskabets smag, repræsenteret i eksekutivkommissionen af Ledru-Rollin, i den konstituerende nationalforsamling af partiet Bjerget, i pressen af »Reforme«. I fællesskab med bourgeoisrepublikanerne havde de den 16. april konspireret mod proletariatet, i juni-dagene havde de sammen med dem bekæmpet proletariatet. Således sprængte de selv det grundlag, hvorpå deres parti gjorde sig gældende som en magt, thi småborgerskabet kan kun opretholde en revolutionær stilling overfor bourgeoisiet, så længe proletariatet står bag det. Nu blev de afmønstret. Den skinalliance, som man modstræbende og tilbageholdende havde indgået med dem i den provisoriske regerings og eksekutivkommissionens periode, blev åbent brudt af bourgeoisrepublikanerne. Forsmået og tilbagevist som forbundsfæller sank de ned til at være underordnede drabanter for de trefarvede republikanere, som de ikke kunne afvinde nogen indrømmelser, men hvis herredømme de måtte understøtte, hver gang disse, og med dem republikken, syntes bragt i fare af de antirepublikanske bourgeoisfraktioner. Disse fraktioner endelig, orleanister og legitimister, udgjorde fra første færd en minoritet i den konstituerende nationalforsamling. Før junidagene vovede de kun at reagere under den borgerlige republikdanismens maske; da junisejren lod et øjeblik hele det borgerlige Frankrig hilse Cavaignac som sin frelser, og da det antirepublikanske parti kort tid efter junidagene igen optrådte selvstændigt, tillod militærdiktaturet og belejringstilstanden i Paris det kun at vifte meget frygtsomt og forsigtigt med følehornene.
Siden 1830 havde den bourgeoisrepublikanske fraktion, med sine forfattere og ordførere, sine talenter og stræbere, sine deputerede, generaler, bankierer og advokater grupperet sig om en pariseravis, om »National«. Den havde sine aflæggeraviser i provinsen. Kliken omkring »National«, det var den trefarvede republiks dynasti. Den bemægtigede sig straks alle store statsposter, ministerierne, politi-præfekturet, postdirektoratet, præfektstillingerne og de højere officersposter i hæren, som var blevet ledige. I spidsen for den udøvende magt stod dens general, Cavaignac; dens chefredaktør, Marrast, blev den konstituerende nationalforsamlings permanente præsident. I. sine saloner modtog han tillige som ceremonimester den honnette republiks gæster.
Selv revolutionære franske forfattere har på grund af en slags ærefrygt for den republikanske tradition befæstet den fejltagelse, at det var royalisterne, der herskede i den konstituerende nationalforsamling. Den konstituerende forsamling vedblev tværtimod siden julidagene udelukkende at være bourgeoisrepublikanismens repræsentant, og jo mere de trefarvede republikaneres indflydelse udenfor forsamlingen brød sammen, desto mere bestemt viste den sig fra denne side. Gjaldt det om at hævde den borgerlige republiks form; så rådede den over de demokratiske republikaneres stemmer; gjaldt det dens indhold, så adskilte end ikke udtryksmåden den længere fra de royalistiske bourgeoisfraktioner, thi bourgeoisiets interesser, de materielle betingelser for dets klasseherredømme og klasseudbytning, udgør netop den borgerlige republiks indhold.
Altså ikke royalismen, men bourgeoisrepublikanismen virkeliggjordes i denne konstituerende forsamlings liv og gerninger, denne forsamling, som til syvende og sidst hverken døde eller blev slået ihjel, men som rådnede op.
Under hele dens herredømme, så længe den gav sin galaforestilling fremme i rampelyset, opførtes der i scenens baggrund en uafbrudt offerfest – standretternes vedvarende domfældelse af de fangne junioprørere, eller deres deportation uden dom. Den konstituerende forsamling havde takt nok til at indrømme, at den i junioprørerne ikke henrettede forbrydere, men udryddede fjender.
Den konstituerende nationalforsamlings første handling var at nedsætte en undersøgelseskommission vedrørende begivenhederne i juni og den 15. maj og vedrørende de socialistiske og demokratiske partilederes deltagelse i disse dage. Undersøgelsen var rettet direkte mod Louis Blanc, Ledru-Rollin og Caussidiere. Bourgeoisrepublikanerne brændte af utålmodighed efter at skaffe sig af med disse rivaler. Som redskab til udførelse af deres hævn kunne de ikke vælge noget mere passende subjekt end hr. Odilon Barrot, den tidligere fører for den dynastiske opposition, den legemliggjorte liberalisme, det opblæste nul, den grundige flovmand, som ikke blot havde et dynasti at hævne, men endog skulle kræve de revolutionære til regnskab for, at han var gået glip af posten som ministerpræsident. En sikker garanti for hans ubønhørlighed. Denne Barrot udnævntes altså til præsident for undersøgelseskommissionen, og han konstruerede en fuldstændig proces mod Februarrevolutionen, der blev sammenfattet således: 17. marts demonstration, 16. april komplot, 15. maj attentat, 23. juni borgerkrig. Hvorfor udstrakte han ikke sine lærde og kriminalistiske forskninger til den 24. februar? »Journal des Debats« [15] svarede: Den 24. februar, det er Roms grundlæggelse. Staternes udspring fortaber sig i en myte, som man kan tro på, men som ikke må diskuteres. Louis Blanc og Caussidiere blev prisgivet domstolene. Nationalforsamlingen fuldstændiggjorde det arbejde med sin egen udrensning, som den var begyndt på den 15. maj.
Den plan til kapitalbeskatning – i form af en prioritetsskat – som den provisoriske regering havde udkastet og Goudchaux tog op igen, blev forkastet af den konstituerende forsamling; den lov, som indskrænkede arbejdstiden til 10 timer, afskaffedes, gældsfængsel indførtes på ny, den store del af den franske befolkning, som hverken kan læse eller skrive, blev afskåret fra at blive nævninge. Hvorfor ikke også fra at udøve stemmeretten? Der blev igen indført kautionsdepositum for aviserne, foreningsretten blev indskrænket.
Men i deres iver efter at genskabe de gamle garantier for de gamle borgerlige forhold og udviske ethvert spor, som revolutionsbølgerne havde efterladt, stødte bourgeoisrepublikanerne på en modstand, som manede en uventet fare frem.
Ingen havde i junidagene kæmpet mere fanatisk for at r edde ejendomsretten og genoprette krediten end Paris’ småborgere – cafeværter, restauratører, gæstgivere, småkøbmænd, kræmmere, håndværkere etc. Småhandelen havde taget sig sammen og var marcheret mod barrikaderne for at få den cirkulation i gang, som fra gaden fører ind i butikken. Men bag barrikaden stod småhandelens kunder og debitorer, foran barrikaden kreditorerne. Og da barrikaderne var brudt ned og arbejderne knust og de handlende sejrsberuste styrtede tilbage til deres butikker, fandt de indgangen barrikaderet af en ejendommens redningsmand, en officiel agent for krediten, som holdt truselsbreve ud mod dem: Forfalden veksel! Forfalden husleje! Forfaldet gældsbrev! Forfalden butik! Forfalden butiksejer!
Ejendommens redning! Men huset, de beboede, var ikke deres ejendom, butikken, de passede, var ikke deres ejendom, varerne, de handlede med, var ikke deres ejendom. Hverken deres forretning eller den tallerken, de spiste af, eller den seng, de sov i, tilhørte dem mere. Hvad dem angik, gjaldt det netop om at redde denne ejendom til fordel for husejeren, som havde lejet huset ud, for bankieren, som havde diskonteret vekselen, for kapitalisten, som havde givet de kontante lån, for fabrikanten, som havde betroet disse kræmmere varerne til salg, for grossereren, som havde givet disse håndværkere råstofferne på kredit. K,editens genoprettelse! Men krediten, som igen var kommet til hægterne, viste sig netop som en levende og nidkær gud ved at jage den insolvente skyldner bort fra hans fire vægge, med kone og barn, prisgive hans skinejendom til kapitalen og kaste ham selv i det gældsfængsel, som igen havde rejst sig truende over junioprørernes lig.
Småborgerne indså med rædsel, at de modstandsløst havde udleveret sig selv til deres kreditorer, idet de havde slået arbejderne ned. Deres bankerot, der siden februar var trukket kronisk i langdrag og tilsyneladende var blevet ignoreret, blev efter juni åbent erklæret.
Deres nominelle ejendom havde man ladet urørt, sålænge det gjaldt om at drive dem ud på kamppladsen i ejendommens navn. Nu, efter at det store mellemværende med proletariatet var bragt i orden, kunne også den lille affære med kræmmeren igen bringes i orden. i Paris androg mængden af forfaldne papirer over 21 millioner francs, i provinserne over 11 millioner. Indehaverne af mere end 7000 forretninger i Paris havde ikke betalt deres leje siden februar.
Mens nationalforsamlingen lod foretage en undersøgelse af den politiske skyld lige tilbage til februar, så forlangte nu småborgerne på deres side en undersøgelse af de borgerlige gældsposter indtil den 24. februar. De samledes i store mængder i børshallen og fordrede truende, at enhver købmand, som kunne påvise, at han kun var gået fallit på grund af den stagnation, revolutionen havde fremkaldt, og at hans forretning stod godt den 24. februar, skulle have betalingsterminen forlænget ved handelsretlig dom, og at kreditoren skulle have pligt til at likvidere sin fordring mod en rimelig procentbetaling. Dette spørgsmål blev behandlet i nationalforsamlingen som et lovforslag om »mindelige ordninger. Forsamlingen vaklede; da fik den pludselig at vide, at tusinder af oprørernes kvinder og børn samtidig ved Porte St. Denis forberedte et andragende om amnesti.
Ansigt til ansigt med det genopstandne junispøgelse kom småborgerne til at skælve, og forsamlingen genvandt sin ubønhørlighed. De foreslåede mindelige ordninger mellem kreditor og debitor blev forkastet på de afgørende punkter.
Efter at bourgeoisiets republikanske repræsentanter forlængst havde stødt de demokratiske repræsentanter for småborgerne fra sig i nationalforsamlingen, fik dette parlamentariske brud altså sin borgerlige, reelle økonomiske betydning, idet småborgerne, skyldnerne, blev prisgivet bourgeoisiet, kreditorerne. En stor del af dem blev fuldstændig ruineret, og det blev kun tilladt de øvrige at føre forretningen videre på betingelser, som gjorde dem til kapitalens ubetingede livegne. Den 22. august 1848 forkastede nationalforsamlingen de mindelige ordninger; den 19. september 1848, midt under belejringstilstanden, blev prins Louis Bonaparte og fangen fra Vincennes, kommunisten Raspail, valgt som repræsentanter for Paris. Bourgeoisiet valgte derimod ågerkarlen og orleanisten Fould. Altså fra alle sider på een gang en åben krigserklæring mod den konstituerende nationalforsamling, mod bourgeoisrepublikanismen, mod Cavaignac.
Man behæver ikke nærmere at udrede, hvorledes de parisiske småborgeres massebankerot fik virkninger langt udover kredsen af de umiddelbart ramte og endnu engang måtte tyste den borgerlige vareomsætning, mens statsunderskuddet på grund af omkostninger ved juniopstanden igen svulmede op; og hvorledes statsindtægterne bestandig sank på grund af den hæmmede produktion, det indskrænkede forbrug og den aftagende indførsel. Cavaignav og nationalforsamlingen kunne ikke tage deres tilflugt til noget andet middel end et nyt lån, som trykkede dem endnu dybere ind under finansaristokratiets åg.
Havde småborgerne hostet bankerotten og tvangsauktionen som junisejrens frugt, så fik Cavaignacs landsknægte, mobilgardisterne, deres løn i skøgernes bløde arme og modtog som »samfundets unge redningsmænd« al mulig hyldest i Marrasts saloner, den trefarvede fanes ridder, som samtidig spillede den honette republiks Amfitryon [16] og troubadour. Imidlertid forbitredes hæren over mobilgardens sociale begunstigelse og ulige højere sold, og samtidig forsvandt alle de nationale illusioner, hvormed bourgeoisrepublikanismen gennem sin avis »National« under Louis Philippe havde forstået at knytte en del af hæren og bondeklassen til sig. Den mæglerrolle, som Cavaignac og nationalforsamlingen spillede i Norditalien, ved i fællesskab med England at forråde landet til Østrig – denne ene dag ved magten ødelagde resultaterne af »National«s atten år i opposition. Ingen regering var mindre national end »National«s, ingen mere afhængig af England, skønt den under Louis Philippe havde levet af daglig at omskrive Catos valgsprog: Carthaginem esse delendam [17] ingen var mere underdanig overfor den hellige alliance, skønt den af en Guizot havde forlangt, at Wienertraktaten skulle sønderrives. Historiens ironi gjorde Bastide, den forhenværende redaktør af »National«s udenrigspolitik, til minister for Frankrigs udenrigspolitik, så han med hver af sine depecher måtte gendrive hver af sine artikler.
Et øjeblik havde hæren og bondeklassen troet, at militærdiktaturet ville sætte krigen udadtil og »la gloire«, berømmelsen, på Frankrigs dagsorden. Men Cavaignac, det var ikke sablens diktatur over det borgerlige samfund, det var bourgeoisiets diktatur ved hjælp af sablen. En soldat behøvedes nu kun i rollen som gendarm. Under den antirepublikanske resignations strenge træk skjulte Cavaignac den flove underkastelse under sit borgerlige embedes ydmygende betingelser. L'argent n'a pas de maitre! Pengene har ikke nogen herre! Dette tredjestandens gamle valgsprog idealiserede han og overhovedet den konstituerende forsamling, idet de oversatte det til det politiske sprog: Bourgeoisiet har ingen konge, den sande form for dets herredømme er republikken.
Og at udarbejde denne form, at udfærdige en republikansk forfatning, deri bestod den konstituerende nationalforsamlings »store organiske værk«. Omdøbningen af den kristne kalender til en republikansk, af den hellige Bartholomæus til den hellige Robespierre ændrer ikke mere ved vind og vejr, end denne forfatning forandrede eller skulle forandre ved det borgerlige samfund. Hvor den gik videre end til kostymeforandring, førte den blot forhåndenværende kendsgerninger til protokols. Således registrerede den højtideligt den kendsgerning, der hed republik, den kendsgerning, der hed almindelig valgret, og den kendsgerning, at der var en eneste suveræn nationalforsamling i stedet for de to begrænsede konstitutionelle kamre. Således registrerede og lovfæstede den Cavaignacs diktatur som en kendsgerning, idet den erstattede det faste, uansvarlige arvekongedømme med et bevægeligt, ansvarligt valgkongedømme, med et fireårigt præsidentskab. Således undlod den heller ikke at gøre en grundlovsbestemmelse ud af den overordentlige magt, som nationalforsamlingen efter rædslerne den 15. maj og den 25. juni havde været så forsynlig at udstyre sin præsident med for at værne om sin egen sikkerhed. Resten af forfatningen var et arbejde af sproglig art. De royalistiske etiketter blev revet af det gamle monarkis maskineri og republikansk klæbet på stedet. Marrast, forhen »National«s chefredaktør, nu forfatningens chefredaktør løste ikke uden talent den akademiske opgave.
Den konstituerende forsamling lignede hin embedsmand i Chile, som ville regulere grundejendomsforholdene fastere ved en matrikelmåling i samme øjeblik, som den underjordiske torden allerede havde varslet det vulkanske udbrud, der skulle slynge selve jorden væk under fødderne på ham. Mens den i teorien udpenslede de former, hvori bourgeoisiets herredømme blev udtrykt republikansk, hævdede den sig i virkeligheden kun ved at tilsidesætte alle formler, ved magt uden omsvøb, ved belejringstilstand. To dage før den begyndte sit forfatningsarbejde, proklamerede den belejringstilstandens forlængelse. Tidligere blev forfatninger skabt og vedtaget, når den sociale omvæltningsproces var nået til et hvilepunkt, når de nydannede klasseforhold havde fæstnet sig og de kæmpende fraktioner indenfor den herskende klasse tyede til et kompromis, der tillod dem at fortsætte kampen indbyrdes og samtidig udelukke den udmattede folkemasse fra at deltage i den. Denne forfatning fastslog derimod ikke nogen social revolution, den fastslog det gamle samfunds øjeblikkelige sejr over revolutionen.
I det første forfatningsudkast, affattet før junidagene, fandtes endnu »le droit au travail«, retten til arbejde, den første ubehjælpsomme formel, hvori proletariatets revolutionære krav sammenfattes. Den blev forandret til le droit a l'assistance, retten til offentlig understøttelse, og hvilken moderne stat underholder ikke i den ene eller den anden form sine fattige? Retten til arbejde er i borgerlig betydning en meningsløshed, et ynkeligt, fromt ønske; men bag retten til arbejde ligger magten over kapitalen, Bag magten over kapitalen overtagelsen af produktionsmidlerne, deres underkastelse under den forenede arbejderklasse, altså afskaffelsen af lønarbejdet, af kapitalen og af deres indbyrdes forhold. Bag »retten til arbejde« stod juniopstanden. Den konstituerende forsamling, som faktisk stillede det revolutionære proletariat hors la loi, udenfor loven, måtte principielt kaste dettes formel ud af konstitutionen, lovenes lov, og lyse »retten til arbejde« i band. Men den blev ikke stående her. Ligesom Platon bandlyste digterne fra sin republik, således bandlyste den konstituerende forsamling for evig tid fra sin republik – den progressive beskatning. Og den progressive beskatning er ikke blot en borgerlig forholdsregel, som kan gennemføres indenfor de bestående produktionsforhold i større eller mindre målestok; den var det eneste middel til at binde det borgerlige samfunds mellemlag til den »honette« republik, til at reducere statsgælden, til at holde bourgeoisiets antirepublikanske majoritet i skak.
Ved at forkaste de mindelige ordninger, havde de trefarvede republikanere faktisk udleveret småborgerskabet til bourgeoisiet. Dette enkelte faktum ophøjede de til princip ved lovbestemmelsen om forbud mod progressiv skat. De satte den borgerlige reform på lige fod med den proletariske revolution. Men hvilken klasse blev så tilbage som støttepunkt for deres republik? Storbourgeoisiet. Og det var som helhed antirepublikansk. Når det udnyttede »National«s republikanere til at befæste de gamle økonomiske forhold på ny, så havde det på den anden side i sinde at udnytte de på ny befæstede samfundsforhold til at genoprette de politiske former, som svarede til dem. Allerede i begyndelsen af oktober så Cavaignac sig tvunget til at gøre Dufaure og Vivien, tidligere ministre under Louis Philippe, til ministre i republikken, hvor meget de hovedløse puritanere i hans eget parti end knurrede og skældte.
Mens den trefarvede forfatning forkastede ethvert kompromis med småborgerskabet og ikke forstod at binde noget nyt samfundselement til den ny statsform, skyndte den sig derimod med at give et korps, hvori den gamle stat fandt sine mest indædte og fanatiske forsvarere, den traditionelle urørlighed tilbage. Den ophøjede dommernes uafsættelse som var blevet truet af den provisoriske regering, til konstituerende lov. Den ene konge, som den havde afsat, genopstod skarevis i disse legalitetens uafsættelige inkvisitorer.
Den franske presse har på mange måder gjort rede for modsigelserne i hr. Marrasts forfatning, f.eks. at der stod to suveræner ved siden af hinanden: nationalforsamlingen og præsidenten osv., osv.
Denne forfatnings hovedmodsigelse består imidlertid i følgende: ved hjælp af den almindelige valgret giver den politisk magt til de klasser, hvis sociale slaveri den skal forevige, proletariat, bønder og småborgere. Og den klasse, hvis gamle sociale magt den sanktionerer, bourgeoisiet, fratager den de politiske garantier for denne magt. Den presser bourgeoisiets politiske herredømme ind i demokratiske betingelser, som hvert øjeblik kan hjælpe de fjendtlige klasser til sejr og true selve grundlaget for det borgerlige samfund. Af den ene part forlanger den, at de ikke går videre fra den politiske frigørelse til den sociale, af den anden, at de ikke går tilbage fra den sociale restauration til den politiske.
Disse modsigelser interesserede ikke bourgeoisrepublikanerne synderligt. I samme grad, som de ophørte at være uundværlige, – og uundværlige var de kun som det gamle samfunds forkæmpere mod det revolutionære proletariat -, få uger efter deres sejr, sank de fra at være et parti ned til at være en klike. Og forfatningen, den behandlede de som en stor intri ge. Hvad der skulle stadfæstes ved den, var først og fremmest klikens herredømme. Præsidenten skulle være den forlængede Cavaignac; den lovgivende forsamling en forlænget konstituerende forsamling. Folkemassernes politiske magt håbede de at kunne reducere til at være en skinmagt, og denne skinmagt håbede de selv at kunne manøvrere så meget med, at de fortsat kunne stille bourgeoisiets majoritet overfor junidagenes dilemma: »National«s rige eller anarkiets rige«.
Forfatningsværket påbegyndtes den 4. september og afsluttedes den 23. oktober. Den 2. september havde den konstituerende forsamling besluttet ikke at opløse sig, før de organiske love, der skulle supplere forfatningen, var udstedt. Ikke desto mindre besluttede den sig nu til at lade sit eget afkom, præsidenten, komme ud i livet allerede den 10. december, længe før dens egen livsbanes kredsløb var sluttet. Så sikker var den på, at denne forfatnings homunkulus ville optræde som sin moders gode søn. For alle tilfældes skyld var den bestemmelse truffet, at hvis ingen af kandidaterne fik to millioner stemmer, skulle valget gå over fra nationen til den konstituerende forsamling.
Frugtesløse forholdsregler! Forfatningens første virkedag blev den konstituerende forsamlings sidste dag ved magten. I valgurnens dyb ventede dens dødsdom. Den søgte »moderens søn«, men den fandt »onkelens nevø«. Saul Cavaignac opnåede en million stemmer, men David Napoleon opnåede seks millioner. Seksfold var Saul Cavaignac slået.
Den 10. december 1848 var bondeopstandens dag. Først fra denne dag begyndte februar for de franske bønder. Den figur, der udtrykte deres indtræden i den revolutionære bevægelse, ubehjælpsom-forslagen, skurkagtig-naiv, tølperagtig-sublim, en udspekuleret overtro, en patetisk farce, en genialt tåbelig anakronisme, en verdenshistorisk uglespil, en hieroglyf, som den civiliserede forstand ikke kunne tyde – denne figur bar umiskendeligt den klasses fysiognomi, som repræsenterer barbariet indenfor civilisationen. Republikken havde meldt sig hos bønderne , med pantefogeden, de meldte sig hos republikken med kejseren. Napoleon var den eneste mand, hvori den i 1789 nydannede bondeklasses interesser og fantasi havde fundet sig et fuldgyldigt udtryk. Ved at skrive hans navn på republikkens facade erklærede den udadtil krig og indadtil kamp for sine klasseinteresser. Napoleon, det var for bønderne ikke en person, men et program. Med faner og klingende spil drog de til valgstederne under råbet: plus d'impots, å bas les riches, á bas la republikue, vive l'Empereur! Ikke flere skatter, ned med de rige, ned med republikken, kejseren leve! Bag kejseren lå bondekrigen skjult. Den republik, de nedstemte, det var de riges republik.
Den 10. december var bøndernes statskup, som styrtede den bestående regering. Og fra denne dag af, hvor de havde taget en regering fra Frankrig og givet Frankrig en anden regering, var deres øjne ufravendt rettet mod Paris. Efter at de et øjeblik havde været hovedpersonerne i det revolutionære drama, kunne de ikke mere trænges tilbage til korets dåd- og viljeløse rolle.
De øvrige klasser bidrog til at fuldstændiggøre bøndernes valgsejr. Napoleons valg, det betød for proletariatet, at Cavaignac blev afsat, at den konstituerende forsamling blev styrtet, at bourgeoisrepublikanis men blev afmønstret, at junisejren blev kasseret. For småborgerne var Napoleon debitorernes herredømme over kreditorerne. For bourgeoisiets flertal var Napoleons valg det åbne brud med den fraktion, som de et øjeblik måtte benytte sig af mod revolutionen, men som blev utålelig for dem, så snart den forsøgte at fæstne øjeblikkets stilling som forfatningsmæssig stilling. Napoleon i stedet for Cavaignac, der betød for dem monarki i stedet for republik, begyndelsen til en royalistisk restauration, et frygtsomt antydet Orleans, en lilje skjult under violet. [18] Hæren endelig stemte mod mobilgarden, mod fredsidyllen, for krigen, idet den stemte for Napoleon.
Sådan gik det til — som »Neue Rheinische Zeitungo udtrykte det —, at den enfoldigste mand i Frankrig fik den mangfoldigste betydning. Netop fordi han ingenting var, kunne han betyde alting, blot ikke sig selv. Si forskellige ting, navnet Napoleon end betød i de forskellige
klassers mund, så skrev alle med dette navn på deres fane: Ned med
»National«s parti, ned med Cavaignac, ned med den konstituerende forsamling, ned med bourgeoisrepublikken. Minister Dufaure erklærede det offentligt i den konstituerende forsamling: den 10. december er en ny 24. februar.
Småborgerskab og proletariat havde en blok stemt for Napoleon, for at stemme mod Cavaignac og for at rive den endelige afgørelse ud af den konstituerende forsamlings hånd ved at holde stemmerne samlet.
Imidlertid opstillede den mest fremskredne del af begge klasser sine egne kandidater. Napoleon var kollektivnavnet for alle mod bourgeoisrepublikken forbundne partier, Ledru-Rollin. og Raspail var egennavnene, det første for det demokratiske småborgerskab, det andet for det revolutionære proletariat. Stemmerne for Raspail skulle – erklærede proletarerne og deres socialistiske ordførere højt – være en ren og skær demonstration, skulle være ligeså mange protester mod ethvert præsidentskab, dvs. mod forfatningen selv, skulle være ligeså mange stemmer mod Ledru-Rollin, skulle være den første handling, hvorved, proletariatet som selvstændigt politisk parti sagde sig løs fra det demokratiske parti. Dette parti derimod – det demokratiske småborgerskab og dets parlamentariske repræsentant, Bjerget, – behandlede Ledru-Rolins kandidatur med al den alvor, som det højtideligt plejer at narre sig selv med. Dette var i øvrigt dets sidste forsøg på at opkaste sig til en selvstændig rolle overfor proletariatet. Ikke blot det republikanske bourgeoisparti, men også det demokratiske småborgerskab og dets Bjerg blev slået den 10. december.
Frankrig havde nu ved siden af et Bjerg en Napoleon, et bevis for, at de begge kun var livløse karikaturer af de store realiteter, hvis navne de bar. Louis Napoleon med kejserhatten og ørnen parodierede ikke den gamle Napoleon dårligere, end Bjerget med sine fraser, hentet fra 1793, og sine demagogiske armsving parodierede det oprindelige Bjerg. Den traditionelle overtro på 1793 blev således lagt af samtidig med den traditionelle overtro på Napoleon. Revolutionen ville først blive sig selv, når den fik sit eget, originale navn, og det kunne den først få, når den nye revolutionære klasse, industriproletariatet, var trådt dominerende i forgrunden. Man kan sige, at når den 10. december forbløffede Bjerget og fik det til at tvivle på sin egen forstand, så skyldtes det allerede det, at denne dag med en grov bondevits leende gjorde den gængse sammenligning med den gamle revolution uholdbar.
Den 20. december nedlagde Cavaignac sit embede, og den konstituerende forsamling proklamerede Louis Napoleon som republikkens præsident. Den 1 9. december, dens eneherredømmes sidste dag, forkastede den andragendet om amnesti for junioprørerne. At tilbagekalde dekretet af 27. juni, ved hvilket den uden lov og dom havde fordømt 15.000 oprørere til deportation, var det ikke det samme som at tage afstand fra selve junislaget?
Odilon Barrot, Louis Philippes sidste minister, blev Louis Napoleons første minister. Ligesom Louis Napoleon ikke daterede sit herredømme fra den io. december, men fra en senatsbeslutning af 1806, således fandt han en ministerpræsident, der ikke daterede sit ministerium fra den 20. december, men fra et kongeligt dekret af 24. februar. Som Louis Philippes legitime arving mildnede Louis Napoleon regeringsskiftet ved at bibeholde det gamle ministerium, som tilmed ikke havde fået tid til at slide sig op, fordi det ikke havde nået at træde ud i livet.
Førerne for de royalistiske bourgeoisfraktioner rådede ham til dette valg. Den gamle dynastiske oppositions anfører, som bevidstløst havde dannet overgangen til »National«s republikanere, var endda mere egnet til med fuld bevidsthed at danne overgangen fra bourgeoisrepublikken til monarkiet.
Odilon Barrot var leder af det eneste gamle oppositionsparti, der i stadig forgæves kamp om ministerporteføljen endnu ikke havde kompromitteret sig helt. I hurtig rækkefølge slyngede revolutionen alle de gamle oppositionspartier op på statens top, for at de ikke blot med deres handlinger, men også med frasen selv skulle fornægte og tilbagekalde deres gamle fraser, og for at de sluttelig, når de alle til hobe var forenet i et afskrækkende miskmask, af folket kunne blive kastet i historiens rakkerkule. Og ingen afsværgelse af tidligere standpunkter blev denne Barrot forskånet for, denne legemliggørelse af den borgerlige liberalisme, som gennem atten år havde skjult sin indre gemenhed og hulhed under en påtagen ydre værdighed. Når den altfor stikkende kontrast mellem nutidens tidsler og fortidens laurbær i enkelte øjeblikke forskrækkede ham selv, var et blik i spejlet nok til at give ham den ministerielle fatning og den menneskelige selvbeundring tilbage. Hvad der strålede ham i møde fra spejlet, var Guizot, som han altid havde misundt, og som altid havde kusket ham, selve Guizot, men Guizot med Odilons olympiske pande. Hvad han overså, var Midasørerne. [19]
Barrot fra 24. februar kom først til syne i Barrot fra 20. december. Til ham, orleanisten og voltairianeren, sluttede sig som kultusminister – legitimisten og jesuiten Falloux.
Få dage senere blev indenrigsministeriet overdraget til malthusianeren Leon Faucher. Retten, religionen, den politiske økonomi! Ministeriet Barrot omfattede alt dette og tillige en forening af legitimister og orleanister. Der manglede kun bonapartisten. Endnu skjulte Bonaparte sin lyst til rollen som Napoleon, thi Soulouque spillede endnu ikke Toussaint l'Ouverture.
»National«s parti blev straks sat ud af alle højere stillinger, som de havde sat sig fast i. Politipræfekturet, postdirektoratet, rigsadvokaturet, borgmesterembedet i Paris, alting blev besat med monarkiets gamle kreaturer. Legitimisten Changarnier fik den samlede overkommando over nationalgarden i Seinedepartementet, over mobilgarden og den første militærdivisions linjetropper; orleanisten Bugeaud blev udnævnt til øverstbefalende over alpehæren. Dette embedsmandsskifte vedvarede uafbrudt under Barrots regering. Hans ministeriums første handling var at genindsætte den gamle royalistiske administration. I et nu forvandledes den officielle skueplads kulisser, kostymer, sprog, skuespillere, figuranter, statister, sufflører, partiernes stilling, dramaets motiv, konfliktens indhold, hele situationen. Kun den forhistoriske konstituerende forsamling befandt sig stadig på sin plads. Men fra det øjeblik, da nationalforsamlingen havde installeret Bonaparte, da Bonaparte havde installeret Barrot og Barrot Changarnier, trådte Frankrig ud af den republikanske konstituerings periode og ind i den konstituerede republiks periode. Og hvad skulle man med den konstituerende forsamling i en konstitueret republik? Efter at jorden var blevet skabt, var der ikke andet at gøre for dens skaber end at flygte til himlen. Den konstituerende forsamling var besluttet på ikke at følge hans eksempel, nationalforsamlingen var det sidste tilflugtssted for bourgeoisrepublikanernes parti. Selvom ethvert holdepunkt i den udøvende magt var berøvet den, havde den så ikke den konstituerende almagt tilbage? Under alle omstændigheder at bevare den suveræne post, som den sad inde med, og herfra at tilbageerobre det tabte terræn, det var dens første tanke. Ministeriet Barrot skulle blot fortrænges med et ministerium »National«, så måtte det royalistiske personale straks rømme administrationspladserne, og det trefarvede personale kunne triumferende drage ind igen. Nationalforsamlingen besluttede at styrte ministeriet, og ministeriet selv bød en lejlighed til angreb, som den konstituerende forsamling ikke kunne have udtænkt bedre.
Man husker, at Louis Bonaparte for bønderne betød: Ikke flere skatter! Seks dage sad han på præsidentstolen, og den syvende dag, den 27. december, foreslog hans ministerium bibeholdelse af saltskatten, hvis afskaffelse den provisoriske regering havde dekreteret. Saltskatten deler med vinskatten det privilegium at være det gamle franske finanssystems syndebuk, især i landbefolkningens øjne. Ministeriet Barrot kunne ikke lægge bøndernes udkårne noget mere bidende epigram om sine vælgere i munden end disse ord: saltskattens genindførelse! Med saltskatten mistede Bonaparte sit revolutionære salt – bondeoprørets Napoleon svandt hen som et tågebillede, og der blev ikke andet tilbage end den store ubekendte i den royalistiske bourgeoisintrige. Og ikke uden hensigt gjorde ministeriet Barrot denne taktløse og dybt skuffende handling til præsidentens første regeringshandling.
Den konstituerende forsamling greb på sin side begærligt den dobbelte lejlighed til at styrte ministeriet og til at opkaste sig som forsvarer for bondeinteresserne overfor bøndernes udkårne. Den forkastede finansministerens forslag, reducerede saltskatten til en tredjedel af dens tidligere beløb, forøgede således et statsunderskud på 560 millioner med 6o millioner og afventede efter dette mistillidsvotum roligt ministeriets afgang. Så lidt havde den forstået af den nye verden, som omgav den, og af sin egen forandrede stilling. Bag ministeriet stod præsidenten, og bag præsidenten stod 6 millioner, som i valgurnen havde nedlagt ligeså mange mistillidsvota til den konstituerende forsamling. Den konstituerende forsamling gav nationen dens mistillidsvotum tilbage. En latterlig udveksling! Den glemte, at dens vota ikke længere var i kurs. Forkastelsen af saltskatten modnede kun Bonaparte og hans ministeriums beslutning om at »afslutte« den konstituerende forsamling. Den langvarige duel begyndte, som udfylder hele den sidste halvdel af den konstituerende forsamlings levetid. Den 29. januar, den 21. marts og den 8. maj er denne krises store dag, ligeså mange forløbere for den 13. juni.
Franskmændene, f. eks. Louis Blanc, har opfattet den 29. januar såd an, at på denne dag trådte en forfatningsmæssig modsætning frem modsætningen mellem den suveræne, uopløselige nationalforsamling, der var fremgået af den almindelige valgret, og en præsident, der efter ordlyden var ansvarlig overfor den, men i virkeligheden ikke blot også var godkendt ved den almindelige valgret og tilmed i sin person forenede alle de stemmer, som i nationalforsamlingen fordelte sig på de enkelte medlemmer og var splittet til hundrede sider, men yderligere havde den fulde rådighed over hele den udøvende magt, over hvilken nationalforsamlingen kun svævede som en moralsk magt. Denne fortolkning af den 29. januar forveksler den sproglige form, som kampen antager på talerstolen, i pressen og i klubberne, med kampens virkelige indhold. Louis Bonaparte overfor den konstituerende nationalforsamling, det var ikke den ene side af den forfatningsmæssige magt overfor den anden, det var ikke den udøvende magt overfor den lovgivende, det var den konstituerede bourgeoisrepublik selv overfor redskaberne til dens konstituering, overfor den revolutionære bourgeoisfraktions ærgærrige intriger og ideologiske fordringer, den fraktion, som havde grundlagt republikken og nu forbavset opdagede, at dens konstituerede republik så ud som et restaureret monarki, og nu med magt ville fastholde den konstituerende periode med dens betingelser, dens illusioner, dens sprog og dens personer og forhindre den modne bourgeoisrepublik i at træde frem i sin fuldstændige og karakteristiske udformning. Ligesom den konstituerende nationalforsamling repræsenterede Cavaignac, som var faldet tilbage til dens midte, således repræsenterede Napoleon den lovgivende nationalforsamling, dvs. den konstituerede bourgeoisrepubliks nationalforsamling, som endnu ikke var skilt fra ham.
Bonapartes valg kunne først få sin fortolkning, når det i stedet for det ene navn satte dettes mangesidede betydninger, når det gentog sig selv ved valget af den ny nationalforsamling. Den 10. december havde kasseret den gamles mandat. Hvad der gjorde front mod hinanden den 29. januar, var altså ikke præsidenten og nationalforsamlingen i en og samme republik, det var nationalforsamlingen for republikken, da den var ved at skabes, og præsidenten for republikken, da den var skabt, to magter, som legemliggjorde helt forskellige perioder i republikkens livsproces, det var bourgeoisiets lille republikanske fraktion, som alene kunne proklamere republikken, vriste den fra det revolutionære proletariat ved hjælp af gadekampen og rædselsherredømmet, og i forfatningen udforme dens ideale grundtræk, – og på den anden side bourgeoisiets royalistiske masse, som alene kunne herske i denne konstituerede bourgeoisrepublik, frigøre forfatningen for dens ideologiske klædebon og gennem sin lovgivning og administration virkeliggøre de uomgængelige forudsætninger for proletariatets underkuelse.
Det uvejr, som fik udløsning den 29. januar, havde samlet sine elementer i løbet af hele januar måned. Den konstituerende forsamling ville ved sit mistillidsvotum tvinge ministeriet Barrot til at gå af. Ministeriet Barrot foreslog derimod den konstituerende forsamling, at den skulle give sig selv et definitivt mistillidsvotum, vedtage sit selvmord, dekretere sin egen opløsning. Rateau, en af de mest ubetydelige deputerede, stillede på ministeriets befaling den 6. januar dette forslag til den konstituerende forsamling, den samme forsamling, som allerede i august havde besluttet ikke at opløse sig, før juni havde udgjort det revolutionære proletariats kampkræfter. Ligesom den konstituerende forsamlings eksekutivkommission rettede sit brutale angreb på nationalværkstederne, da den måtte gøre ende på proletariatets krav, der var blevet utålelige, således rettede Bonapartes ministerium sit angreb på mobilgarden, da det måtte gøre ende på den republikanske bourgeoisfraktions krav, der var blevet utålelige. Det forordnede mobilgardens opløsning. Den ene halvdel af den blev afskediget og kastet på gaden, den anden fik i stedet for den demokratiske organisation en monarkistisk, og dens sold blev sænket til den almindelige sold for linjetropperne. Mobilgarden var kommet i samme stilling som junioprørerne, og daglig bragte aviserne offentlige skriftemål, hvori de bekendte deres skyld fra juni og tryglede proletariatet om tilgivelse.
Og klubberne? Fra det øjeblik, da den konstituerende forsamling stemte imod Barrot og gennem ham gik imod præsidenten, gennem præsidenten gik imod den konstituerede bourgeoisrepublik, og gennem den konstituerede bourgeoisrepublik gik imod bourgeoisrepublikken overhovedet, skarede den nødvendigvis om sig alle februarrepublikkens konstituerende elementer, alle partier, som ville styrte den bestående republik og med magt føre den tilbage til den tidligere tilstand for at omforme den til en republik, som repræsenterede deres klasseinteresser og principper. Det skete var igen usket, den revolutionære bevægelses krystallisationer var igen blevet flydende, den republik, der blev kæmpet om, var igen februardagenes ubestemte republik, som hvert parti forstod på sin måde. Partierne indtog et øjeblik igen deres gamle februarstillinger uden at dele februarillusionerne. »National«s trefarvede republikanere støttede sig igen til »Reforme«s demokratiske republikanere og skubbede dem frem som forkæmpere i den parlamentariske kamp. De demokratiske republikanere støttede sig igen til de socialistiske republikanere – den 27. februar forkyndte et offentligt manifest deres forsoning og forening – og forberedte i klubberne baggrunden for et oprør. Den ministerielle presse behandlede med rette »Nationale«s trefarvede republikanere som genopstandne junioprørere. For at hævde sig i spidsen for bourgeoisrepublikken satte de selve bourgeoisrepublikken på spil. Den 26. januar foreslog minister rancher en lov om foreningsretten, hvis første paragraf lød: »Klubberne forbydes«. Han anmodede om at sætte dette lovforslag til behandling med det samme som en hastesag. Den konstituerende forsamling forkastede denne anmodning, og den 27. januar indgav Ledru-Rollin et andragende med 230 underskrifter om, at ministeriet blev sat under anklage grundet på krænkelse af forfatningen. At sætte ministeriet under anklage i et øjeblik, hvor en sådan handling betød en taktløs afsløring af dommerens afmagt, nemlig kammermajoritetens, eller betød anklagerens afmægtige protest mod selve denne majoritet, det var den store revolutionære trumf, som det sildefødte Bjerg siden da spillede ud på ethvert af krisens højdepunkter. Stakkels Bjerg, trykket ihjel under den knugende vægt af sit eget navn!
Blanqui, Barbes, Raspail osv. havde den 15. maj forsøgt at sprænge den konstituerende forsamling, idet de trængte ind i dens mødesal i spidsen for pariserproletariatet. Barrot beredte den samme forsamling en moralsk 15. maj, idet han ville diktere dens selvopløsning og lukke mødesalen. Den samme forsamling havde overdraget Barrot at lede undersøgelsen mod de anklagede fra maj, og nu, i det øjeblik, hvor han stod overfor den som en royalistisk Blanqui, hvor den overfor ham søgte sine allierede i klubberne, hos det revolutionære proletariat, i Blanquis parti, – i dette øjeblik pinte den ubønhørlige Barrot forsamlingen med sit forslag om, at fangerne fra maj skulle unddrages nævningedomstolene og stilles for overretten, la haute cour, som »National«s parti havde opfundet. Mærkværdigt, hvordan den paniske angst for en ministerportefølje kunne få pointer, der var en Beaumarchais værdige, til at springe ud af en Barrots hoved! Nationalforsamlingen vedtog efter langvarig vaklen hans forslag. Overfor attentatfolkene fra maj fik den sin normale karakter tilbage.
Hvis den konstituerende forsamling overfor præsidenten og ministrene blev ansporet til oprør, så blev præsidenten og ministeriet overfor den konstituerende forsamling ansporet til statskup, thi de besad ikke noget lovligt middel til at opløse den. Men den konstituerende forsamling var forfatningens moder, og forfatningen var præsidentens moder. Foretog præsidenten et statskup, sønderrev han forfatningen og forskertsede sin republikanske retshjemmel. Han måtte da trække den kejserlige retshjemmel frem; men den kejserlige retshjemmel vakte den orleanistiske til live, og begge blegnede overfor den legitimistiske retshjemmel. Den legale republiks undergang kunne kun vippe dens yderste modpol i vejret, det legitimistiske monarki, på et tidspunkt, hvor det orleanistiske parti kun var de besejrede fra februar og Bonaparte kun sejrherren fra 10. december, og hvor begge overfor den republikanske usurpation kun kunne fremholde deres ligeledes usurperede monarkiske hjemmel. Legitimisterne var sig øjeblikkets gunst bevidst, de konspirerede ved højlys dag. I general Changarnier kunne de håbe på at finde deres Monk. [20] Det hvide monarkis komme forkyndtes lige så åbenlyst i deres klubber som den røde republiks i de proletariske.
Ved en heldigt undertrykt revolte ville ministeriet være reddet fra alle vanskeligheder. »Legaliteten dræber os«, råbte Odilon Barrot. En revolte ville, under henvisning til det offentliges vel, have tilladt at opløse den konstituerende forsamling, at bryde forfatningen i forfatningens egen interesse. Odilon Barrots brutale optræden i nationalforsamlingen, forslaget om opløsning af klubberne, den megen ståhej omkring afsættelsen af 50 »trefarvede« præfekter og indsættelsen af royalister, opløsningen af mobilgarden, Changarniers dårlige behandling af dens førere, genindsættelsen af professor Lherminier, som allerede var blevet umulig under Guizot, tolereringen af de legitimistiske pralerier – det var altsummen provokationer til revolte. Men revolten rørte ikke på sig. Den ventede på et signal fra den konstituerende forsamling og ikke fra ministeriet.
Endelig kom den 29. januar, den dag på hvilken afgørelsen skulle træffes angående Mathieus (de la Dromes) krav om ubetinget forkastelse af Rateaus forslag. Legitimister, orleanister, bonapartister, mobilgarden, Bjerget, klubberne, alle konspirerede de på denne dag, hver af dem lige så meget mod den foregivne fjende som mod de foregivne forbundsfæller. Bonaparte mønstrede højt til hest en del af tropperne på Concordepladsen, Changarnier muntrede sig med et opbud af strategiske manøvrer, den konstituerende forsamling fandt sin forsamlingsbygning besat af militær. Forsamlingen, midtpunktet for alle krydsende forhåbninger, ængstelser, forventninger, gæringer, spændinger og sammensværgelser, denne forsamling med sit løvemod vaklede ikke et eneste øjeblik, da den trådte i nærmere berøring med verdensånden end ellers. Den lignede hin stridsmand, der ikke blot var bange for at bruge sine egne våben, men også følte sig forpligtet til at holde modstanderens våben i orden. Med dødsforagt underskrev den sin egen dødsdom og forkastede den ubetingede forkastelse af Rateaus forslag. Den var selv i belejringstilstand, og så satte den grænser for sin konstituerende virksomhed, hvis nødvendige ramme belejringstilstanden i Paris havde været. Den hævnede sig på en måde, som var den værdig, idet den dagen efter dekreterede en undersøgelse af den skræk, som ministeriet havde jaget den i livet den 29. januar. Bjerget godtgjorde sin mangel på revolutionær energi og politisk forstand, idet det af »National«s parti lod sig bruge som udråber i denne store intrigekomedie. »National«s parti havde gjort det sidste forsøg på i den konstituerede republik at fastholde det monopol på herredømmet, som partiet havde besiddet under bourgeoisrepublikkens tilblivelsesperiode. Det: var slået fejl.
Drejede det sig i januarkrisen om den konstituerende forsamlings eksistens, så drejede det sig i krisen den 21. marts om forfatningens eksistens; dengang om nationalpartiets personer, nu om dets ideal. Det er ikke nødvendigt at antyde, at de honnette republikanere solgte deres højtravende ideologi billigere end den verdslige nydelse af regerings-magten.
Den 21. marts stod Fauchers lovforslag mod foreningsretten på nationalforsamlingens dagsorden: forbudet mod klubberne. Forfatningens artikels garanterer alle franskmænd ret til at danne foreninger. Forbudet mod klubberne var altså et utvetydigt brud på forfatningen, og den konstituerende forsamling skulle selv kanonisere, at dens helgener blev skændet. Men klubberne, – det var det revolutionære proletariats samlingspunkter, dets konspirationssteder. Nationalforsamlingen selv havde forbudt arbejderne at slutte sig sammen mod deres bourgeois'er. Og klubberne, hvad var de andet end en sammenslutning af hele arbejderklassen mod hele bourgeoisklassen, dannelsen af en arbejderstat mod bourgeoisstaten? Var de ikke ligeså mange konstituerende forsamlinger for proletariatet og ligeså mange kampberedte hærafdelinger for oprøret? Hvad forfatningen frem for alt skulle stadfæste, det var bourgeoisiets herredømme. Forfatningen kunne altså åbenbart ved foreningsret kun sigte til sådanne foreninger, som var i overensstemmelse med bourgeoisiets herredømme, dvs. med den borgerlige orden. Selvom den af teoretisk velanstændighed udtrykte sig i almindelige vendinger, var så ikke regeringen og nationalforsamlingen til for at fortolke den og anvende den i det specielle tilfælde? Og når klubberne faktisk var forbudt i republikkens urperiode på grund af belejringstilstanden, måtte de så ikke i den ordnede, konstituerede republik forbydes ved lov? De trefarvede republikanere havde ikke andet at sætte op mod denne prosaiske fortolkning af forfatningen end forfatningens højtravende fraser. En del af dem, Pagnerre, Duclerc osv. stemte for ministeriet og skaffede det således majoriteten. Den anden del, med ærkeenglen Cavaignac og kirkefaderen Marrast i spidsen, trak sig, efter at paragraffen om forbudet mod klubberne var gået igennem, sammen med Ledru-Rollin og Bjerget tilbage til et særligt udvalgs-værelse – »og rådslog«. Nationalforsamlingen var lammet, den havde ikke mere et beslutningsdygtigt stemmetal. I rette øjeblik kom hr. Mieux i udvalgsværelset i tanker om, at herfra førte vejen direkte ud på gaden, og at man ikke mere skrev februar 1848, men marts 1849. »National«s parti var således pludseligt blevet klogere og vendte tilbage til nationalforsamlingens mødesal, og bagefter det kom Bjerget, der endnu engang stod som dummepeter. Bjerget plagedes stadig af revolutionære lyster, men ligeså vedholdende tragtede det efter forfatningsmæssige udveje og følte sig altid mere hjemme bag bourgeois-republikanerne end foran det revolutionære proletariat. Dermed var komedien ude. Den konstituerende forsamling selv havde dekreteret, at krænkelsen af forfatningens ordlyd var den eneste rette udlægning af dens mening.
Der var nu kun et punkt tilbage, som skulle bringes i orden, den konstituerede republiks forhold til den europæiske revolution, dens udenrigspolitik. Den 8. maj 1849 herskede der en usædvanlig ophidselse i den konstituerende forsamling, hvis levetid skulle udløbe om få dage. Den franske hærs angreb på Rom, det nederlag, romerne tilføjede den, dens politiske nederdrægtighed og dens militære blamage, den franske republiks snigmord på den italienske republik, den anden Bonapartes første italienske felttog stod på dagsordenen. Bjerget havde endnu engang spillet sin store trumf ud, Ledru-Rollin havde på præsidentens bord lagt det uundgåelige anklageskrift mod ministeriet og denne gang også mod Bonaparte for krænkelse af forfatningen.
Den 8. majs motiv gentog sig senere som den 13. junis motiv. Lad os se på, hvad ekspeditionen til Rom betød.
Cavaignac havde allerede midt i november 1848 sendt en krigsflåde til Civita Vecchia for at beskytte paven, tage ham ombord og sejle ham til Frankrig. Paven skulle velsigne den honnette republik og sikre Cavaignacs valg til præsident. Sammen med paven ville Cavaignac få præsterne i sit net, med præsterne bønderne og med bønderne præsidentskabet. Samtidig med, at Cavaignacs ekspedition i første række var en valgreklame, var den en protest og en trussel mod revolutionen i Rom. Den indeholdt spirer til Frankrigs intervention til gunst for paven.
Denne intervention for paven sammen med Østrig og Neapel mod den romerske republik blev vedtaget i det første møde, som Bonapartes ministerråd afholdt den 23. december. Falloux i ministeriet, det betød paven i Rom, i pavens Rom. Bonaparte behøvede ikke mere paven for at blive bøndernes præsident, men han behøvede pavens bevarelse for at bevare bønderne som sine støtter. Deres lettroenhed havde gjort ham til præsident. Sammen med troen ville de miste lettroenheden, og med paven troen. Og hvad angår de allierede orleanister og legitimister, som herskede i Bonapartes navn, så måtte de jo, før kongemagten kunne genoprettes, have den magt genoprettet, som helliggør kongerne. Helt bortset fra deres royalisme: uden det gamle Rom, som var underkastet hans verdslige herredømme, ingen pave, uden pave ingen katolicisme, uden katolicisme ingen fransk religion, og hvad skulle der blive af det gamle franske samfund uden religion? Det pant, som bonden har i de himmelske marker, er en garanti for det pant, som bourgeois'en har i bondens marker. Den romerske revolution var altså et attentat på ejendommen, på den borgerlige ordning, ligeså frygteligt som junirevolutionen. Det genoprettede bourgeoisherredømme i Frankrig krævede genindførelse af det pavelige herredømme i Rom. Endelig slog man de franske revolutionæres allierede, når man slog de romerske revolutionære; de kontrarevolutionære klassers alliance i den konstituerede franske republik fik sit naturlige supplement i den franske republiks alliance med den hellige alliance, med Neapel og Østrig. Ministerrådsbeslutningen af 23. december var ikke nogen hemmelighed for den konstituerende forsamling. Allerede den 8. januar havde Ledru-Rollin interpelleret ministeriet desangående, ministeriet havde benægtet, og nationalforsamlingen var gået over til dagsordenen. Havde den tillid til ministeriets ord? Vi ved, at den tilbragte hele januar måned med at give det mistillidsvota. Men når det hørte til ministeriets rolle at lyve, hørte det til nationalforsamlingens rolle at foregive, at den troede på dets løgne, og dermed redde det republikanske skin.
Imidlertid var Piemont slået, Karl Albertvar gået af, den østrigske hær bankede på Frankrigs porte. Ledru-Rollin interpellerede heftigt. Ministeriet beviste, at det i Norditalien kun havde fortsat Cavaignacs politik og Cavaignac kun den provisoriske regerings politik, dvs. Ledru-Rollins. Denne gang høstede det endog et tillidsvotum fra nationalforsamlingen og blev bemyndiget til midlertidigt at besætte et passende punkt i Norditalien for således at give den fredelige forhandling med Østrig om det sardinske områdes urørlighed og det romerske spørgsmål et støttepunkt. Som bekendt afgøres Italiens skæbne på Norditaliens slagmarker. Derfor måtte man enten indrømme, at med Lombardiet og Piemont var Rom faldet, eller Frankrig måtte erklære Østrig og dermed den europæiske kontrarevolution krig. Anså nationalforsamlingen pludselig ministeriet Barrot for at være det gamle velfærdsudvalg? Eller sig selv for konventet? Hvorfor altså militærbesættelsen af et punkt i Norditalien? Man skjulte under dette gennemsigtige slør ekspeditionen mod Rom.
Den 14. april sejlede 14.000 mand under Oudinots kommando til Civita Vecchia, den 16. april bevilgede nationalforsamlingen ministeriet en kredit på 1.200.000 francs til tre måneders underhold af en interventionsflåde i Middelhavet. Således gav den ministeriet alle midler til at intervenere mod Rom, mens den foregav, at den lod det intervenere mod Østrig. Den så ikke, hvad ministeriet gjorde, den hørte kun, hvad det sagde. En sådan tro fandtes ikke i Israel, den konstituerende forsamling var kommet i den situation, at den ikke måtte vide, hvad den konstituerede republik måtte gøre.
Den 8. maj udspilledes endelig komediens sidste scene, den konstituerende forsamling opfordrede ministeriet til hurtige forholdsregler for at føre den italienske ekspedition tilbage til den opgave, den havde fået. Bonaparte indrykkede samme aften et brev i »Moniteur«, hvori han ydede Oudinot den største anerkendelse. Den 1. maj forkastede nationalforsamlingen anklagen mod den samme Bonaparte og hans ministerium. Og Bjerget, som i stedet for at sønderrive dette væv af svindel tager den parlamentariske komedie tragisk for selv at spille Fouquier Tinvilles rolle i den – røbede det ikke sit medfødte småborgerlige kalveskind under den lånte løvehud fra konventets dage!
Sidste halvdel af den konstituerende forsamlings levetid kan resumeres således: Den 29. januar indrømmer den, at de royalistiske bourgeoisfraktioner er de naturlige foresatte for den republik, den selv har konstitueret, den 21. marts, at forfatningens krænkelse er dens virkeliggørelse, og den 11. maj, at den bombastisk indvarslede passive alliance mellem den franske republik og folkenes frihedskamp betyder dens aktive alliance med den europæiske kontrarevolution.
Denne elendige forsamling trådte tilbage fra skuepladsen, efter at den kun to dage før sin et-års fødselsdag den 4. maj havde gjort sig den fornøjelse at forkaste andragendet om amnesti for junioprørerne. Magtesløs, dødelig forhadt af folket, stødt tilbage, mishandlet, med foragt kastet til side af bourgeoisiet, hvis værktøj den var, tvunget til i den anden halvdel af sin levetid at desavouere den første, berøvet sine republikanske illusioner, uden store gerninger i fortiden, uden forhåbninger til fremtiden, døende stykke for stykke i levende live, kunne den endnu kun galvanisere sit eget lig ved bestandigt at genkalde sig junisejren og gennemleve den i erindringen og hævde sig ved en stadig gentaget fordømmelse af det fordømte. En vampyr, der levede af junioprørernes blod!
Den efterlod et statsunderskud, som var forøget gennem udgifterne ved junioprøret, gennem saltskattens bortfald, gennem de skadeserstatninger, som den tildelte plantageejerne for ophævelsen af negerslaveriet, gennem omkostningerne til ekspeditionen mod Rom, gennem vinskattens bortfald, som den vedtog, da den lå i sine sidste krampetrækninger, ligesom en skadefro olding, der er lykkelig over at påbyrde sin glade arving en kompromitterende æresgæld.
Fra begyndelsen af marts var valgagitationen for den lovgivende naianal forsamling begyndt. To hovedgrupper stod overfor hinanden, ordenspartiet og det demokratisk-socialistiske eller rode parti; imellem dem stod forfatningsvennerne, et navn »National«s trefarvede republikanere havde taget for at kunne forestille et parti. Ordenspartiet dannedes umiddelbart efter junidagene; først efter at den ro. december havde tilladt det at skille sig af med »National«s klike, bourgeoisrepublikanerne, afsløredes hemmeligheden ved dets eksistens: orleanisternes og legitimisternes koalition i et parti. Bourgeoisklassen var spaltet i to store fraktioner, som skiftevis havde haft monopol på herredømmet, de store godsejere under det restaurerede monarki, finansaristokratiet og industribourgeoisiet under julimonarkiet. Bourbon var det kongelige navn for den overvejende indflydelse af den ene fraktions interesser. Orleans det kongelige navn for den overvejende indflydelse af den anden fraktions interesser – republikkens navnløse rige var det eneste, hvori begge fraktioner i ligeligt herredømme kunne hævde deres fælles klasseinteresser uden at opgive deres gensidige rivalitet. Når bourgeoisrepublikken ikke kunne være andet end den rene og fuldendte form for den samlede bourgeoisklasses herredømme, kunne den da være andet end orleanisternes herredømme i forening med legitimisterne og legitimisternes herredømme i forening med orleanisterne, restaurationens og julimonarkiets syntese? »National«s bourgeoisrepublikanere repræsenterede ikke nogen stor, økonomisk baseret fraktion af deres klasse. De havde kun den betydning og den historiske ret, at de under monarkiet, i modsætning til de to bourgeoisfraktioner, som hver især kun havde sit eget særlige regime for øje, havde gjort bourgeoisklassens almene regime gældende, republikkens navnløse rige, som de idealiserede og besmykkede med antikke arabesker, og hvori de frem for alt hilste deres egen klikes herredømme. Hvis »National«s parti måtte tvivle på sin forstand, når det på toppen af den republik, det selv havde grundlagt, så de forenede royalister, så tog disse selv ikke mindre fejl af det faktum, at de havde herredømmet i fællesskab. De forstod ikke, at når deres fraktioner hver især var royalistiske, så måtte det, der fremkom ved deres kemiske forbindelse, nødvendigvis være republikansk, så måtte det hvide og det blå monarki neutralisere hinanden i den trefarvede republik., Da’ modsætningen til det revolutionære proletariat og til de overgangsklasser, som mere og mere samlede sig om dette som centrum, tvang hver af ordenspartiets fraktioner til at opbyde deres forenede kræfter og til at bevare organisationen af disse forenede kræfter, så måtte hver af ordenspartiets fraktioner overfor den anden parts restaurations- og anmasselseslyster holde på det fælles herredømme, dvs. bourgeoisherredømmets republikanske form. Således ser vi, at disse royalister, som i begyndelsen tror på monarkiets umiddelbare genkomst og senere, med dræbende spottegloser og fråde om munden, bevarer den republikanske form, endelig tilstår, at de kun kan forliges i republikken, og skyder restaurationen ud i det uvisse. Nydelsen af selve det fælles herredømme styrkede hver af de to fraktioner og gjorde dem endnu mere uskikkede og uvillige til at underordne sig den anden part, dvs. til at restaurere kongedømmet.
Ordenspartiet proklamerede i sit valgprogram direkte bourgeoisklassens herredømme, dvs. opretholdelsen af livsbetingelserne for dens herredømme, ejendommen, familien, religionen, ordenen! Det fremstillede naturligvis sit klasseherredømme og betingelserne for sit klasseherredømme som civilisationens herredømme og som den nødvendige forudsætning for den materielle produktion såvel som for de deraf skabte sociale samkvemsforhold. Ordenspartiet rådede over uhyre pengemidler, det organiserede sine filialer i hele Frankrig, det havde alle det gamle samfunds ideologer i sit brød, det disponerede over den bestående regeringsmagts indflydelse, det besad en arme af gratis vasaller i hele massen af småborgere og bønder, som endnu stod den revolutionære bevægelse fjernt og anså ejendommens stormænd for de naturlige repræsentanter for deres lille ejendom og dens små fordomme; det var repræsenteret ved et utal af små konger over hele landet og kunne straffe forkastelsen af dets kandidater som opsætsighed, kunne afskedige de rebelske arbejdere, de modstræbende bønderkarle, tjenestefolk, kommisser, jernbanefolk og kontorister, alle dets borgerligt underordnede funktionærer. Det kunne endelig hist og her opretholde den illusion, at den republikanske konstituerende forsamling havde forhindret den 10. decembers Bonaparte i at åbenbare sine undergørende kræfter. Vi har ved behandlingen af ordenspartiet ikke omtalt bonapartisterne. De udgjorde ikke nogen alvorlig fraktion af bourgeoisklassen, men bestod af en samling gamle, ivertroiske invalider og unge, vantro lykkeriddere. – Ordenspartiet sejrede ved valgene, det sendte den store majoritet ind i den lovgivende forsamling.
Overfor den kontrarevolutionære bourgeoisklasses koalition måtte de allerede revolutionerede dele af småborgerskabet og bondeklassen naturligvis forene sig med de revolutionære interessers bannerfører; med det revolutionære proletariat. Vi har sets hvordan småborgerskabets demokratiske ordførere i parlamentet, dvs. Bjerget, blev trængt over til proletariatets socialistiske ordførere, gennem parlamentariske nederlag, og hvorledes det virkelige småborgerskab udenfor parlamentet blev trængt over til de virkelige proletarer ved de mindelige ordninger, ved bourgeoisiets brutale hævdelse af sine interesser og ved bankerotten. Den 7. januar havde Bjerget og socialisterne fejret deres forsoning, ved den store februarbanket 1849 gentog de deres forening. Det sociale og det demokratiske parti, arbejdernes parti og småborgernes parti forenedes til det socialdemokratiske parti, dvs. det røde parti.
Efter et øjeblik at have været lammet af den dødsangst som fulgte ovenpå junidagene, havde den franske republik oplevet en uafbrudt række feberagtige sindsbevægelser siden belejringstilstandens ophæve lse, siden den 19. oktober. Først kampen om præsidentskabet; så præsidentens kamp med den konstituerende forsamling; kampen om klubberne; processen i Bourges, [21] som overfor præsidentens, de forenede royalisters, de honnette republikaneres, det demokratiske Bjergs og proletariatets socialistiske doktrinæres små skikkelser lod de virkelige proletariske revolutionære tage sig ud som sagnagtige giganter, som kun en syndflod efterlader sig dem på samfundets overflade, eller som de kun kan gå forud for en social syndflod; valgagitationen; henrettelsen af Bréa-morderne; [22] de uophørlige presseprocesser; regeringens voldelige politiindgreb mod banketterne; de frække royalistiske provokationer; udstillingen af Louis Blancs og Caussidieres portrætter i gabestokken; den uafbrudte kamp mellem den konstituerede republik og den konstituerende forsamling, som hvert øjeblik trængte revolutionen tilbage til dens udgangspunkt, hvert øjeblik gjorde sejrherren til den besejrede og den besejrede til sejrherre og i et nu vendte op og ned på partiernes og klassernes stilling, på det, der skilte dem, og det, der bandt dem sammen; den europæiske kontrarevolutions raske gang, den glorrige ungarske kamp, de tyske rejsninger, ekspeditionen til Rom, den franske hærs forsmædelige nederlag foran Rom – i denne hvirvel af bevægelse, i denne pine af historisk uro, i denne dramatiske ebbe og flod af revolutionære lidenskaber, forhåbninger og skuffelser måtte det franske samfunds forskellige klasser regne deres udviklingsperioder i uger, hvor de tidligere havde regnet i halve århundreder. En betydelig del af bønderne og provinserne var revolutioneret. Ikke blot var de skuffet over Napoleon, men det røde parti bød dem indholdet i stedet for navnet, i stedet for den illusoriske skattefrihed tilbagebetaling af den milliard, som var blevet betalt til legitimisterne, regulering af prioriteterne og ophævelse af ågeren.
Selv hæren var smittet af revolutionsfeberen. Den havde ved at stemme på Bonaparte stemt for sejren, og han bragte den nederlaget. Den havde i ham stemt på den lille korporal, i hvem der skjuler sig en stor revolutionær feltherre, og han gengav den de stormægtige generaler, i hvem der skjuler sig en velafrettet korporal. Der kunne ikke være tvivl om, at det røde parti, dvs. det forenede demokratiske parti, måtte fejre, om ikke sejren, så dog store triumfer, at Paris, at hæren, at en stor del af provinserne ville stemme for det. Ledro-Rollin, Bjergets fører, blev valgt af fem departementer; ingen fører for ordenspartiet, intet navn fra det egentlige proletariske parti opnåede en sådan sejr. Dette valg åbenbarer os det demokratisk-socialistiske partis hemmelighed. På den ene side var Bjerget, det demokratiske småborgerskabs parlamentariske forkæmper, tvunget til at forene sig med proletariatets socialistiske doktrinære, og proletariatet, som af junis frygtelige materielle nederlag var tvunget til igen at rette sig op ved intellektuelle sejre, og som på grund af de andre klassers udvikling endnu ikke var i stand til at sætte sig i besiddelse af det revolutionære diktatur, måtte kaste sig i armene på sin frigørelses doktrinære, de socialistiske sektstiftere. På den anden side stillede de revolutionære bønder, hæren og provinserne sig bagved Bjerget. Således kom Bjerget til at kommandere over de samlede revolutionære kræfter, og dets overenskomst med socialisterne havde udryddet enhver splittelse i det revolutionære parti. O sidste halvdel af den konstituerende forsamlings levetid repræsenterede Bjerget dennes republikanske patos og havde lagt glemselens slør over sine synder under den provisoriske regering, under eksekutivkommissionen og i junidagene. I samme forhold som »National«-partiet i overensstemmelse med sin indre halvhed lod sig undertrykke af det royalistiske ministerium, voksede Bjergets parti, som under »National«s almagtsperiode var skudt til side, og gjorde sig gældende som revolutionens parlamentariske talsmand. »National«-partiet havde nemlig ikke andet at indvende mod de andre, royalistiske fraktioner end æresyge personlige bemærkninger og idealistiske flovser. Bjergets parti repræsenterede derimod dem i mellem bourgeoisiet og proletariatet svævende masse, hvis materielle interesser krævede demokratiske institutioner. Overfor folk som Cavaignac og Marrast repræsenterede Ledru-Rollin og Bjerget derfor revolutionens sandhed, og bevidstheden om denne vigtige stilling indgød dem des mere mod, jo mere den revolutionære energis ytringer begrænsedes til parlamentariske udfald, anklager, trusler, deklamationer, tordnende taler og yderligheder, som ikke blev drevet videre end til fraser. Bønderne befandt sig i nogenlunde samme stilling som småborgerne, de havde omtrent de samme sociale krav. Samtlige mellemlag i samfundet måtte derfor, for så vidt de var grebet af den revolutionære bevægelse, betragte Ledru-Rollin som deres helt. Ledru-Rollin var det demokratiske småborgerskabs personlighed. Overfor ordenens parti måtte først og fremmest de halvt konservative, halvt revolutionære og helt utopiske reformatorer af denne orden blive drevet frem i første række.
»National«-partiet, »konstitutionens venner under alle forhold«, de rene republikanere, blev fuldstændig slået ved valgene. Et ubetydeligt mindretal af dem blev sendt ind i det lovgivende kammer, deres mest kendte førere forsvandt fra skuepladsen, selv Marrast, chefredaktøren og den honnette republiks Orfeus.
Den 28. maj [23] trådte den lovgivende forsamling sammen, den 11. juni gentoges sammenstødet fra 8. maj. Ledru-Rollin indgav i Bjergets navn et anklageskrift mod præsidenten og ministeriet for krænkelse af forfatningen, for Roms bombardement. Den 12. juni forkastede den lovgivende forsamling anklageskriftet, ligesom den konstituerende for-samling havde forkastet det den 11. maj, men proletariatet drev denne gang Bjerget ud på gaden, dog ikke til gadekamp, kun til gadeprocession. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at Bjerget stod i spidsen for denne bevægelse, for at vide, at bevægelsen blev besejret, og at juni 1849 var en ligeså latterlig som uværdig karikatur af juni 1849. Det store tilbagetog den 17. juni fordunkledes kun af Changarniers endnu større beretning om slaget, den mand, som ordenspartiet skubbede frem i forgrunden. Enhver samfundsperiode behøver sine store mænd, og når den ikke forefinder dem, opfinder den dem, som Helvetius siger.
Den 20. december eksisterede endnu kun den ene halvdel af den konstituerede bourgeoisrepublik, præsidenten, den 28. maj blev den suppleret med den anden halvdel, den lovgivende forsamling. I juni 1848 havde bourgeoisrepublikken, som var i færd med at konstituere sig, indmejslet sig i historiens fødselsregister med et utroligt slag mod proletariatet, i juni 1849 havde den konstituerede bourgeoisrepublik indmejslet sig med en ubeskrivelig komedie med småborgerskabet. Juni 1849 var nemesis for 1848. I juni 1849 blev ikke arbejderne besejret, men de småborgere fældet, som stod mellem dem og revolutionen. Juni 1849 var ikke den blodige tragedie mellem lønarbejdet og kapitalen, men et skuespil mellem debitor og kreditor, fuldt af fængsel og bedrøvelighed. Ordenspartiet havde sejret, det var almægtigt, det måtte nu vise, hvad det var.
15. »Journal des Dèbats«, et konservativt dagblad, udkom i Paris siden 1789. – Red.
16. Amfitryon, her: en venlig vært (en person i Molieres skuespil). – Red.
17. Cartago bør ødelægges. – Red.
18. Liljen var det legitime Bourbonmonarkis våbenmærke. — Red.
19. Midas, frygisk sagnkonge. Ifølge overleveringen havde Midas i en musikalsk kappestrid mellem Pan og Apollon givet Pan prisen, og den harmfulde Apollon skaffede til gengæld Midas æselsøren. – Red.
20. Den engelske general G. Monk genoprettede 1660 Stuart'ernes dynasti ved hjælp af sine tropper. – Red.
21. Processen mod deltagerne i begivenhederne den 15. maj 1848, som man beskyldte for komplot mod regeringen. For retten i Bourges stod nogle af pro¬letariatets førere (Blanqui, Barbes) og også nogle af Bjergets medlemmer. Blanqui blev dømt til 10 års fængsel i enecelle, Deflotte, Sobrier og Raspail til længere fængselsstraffe. Barbes, Albert, Louis Blanc, Caussidiere, Laviron og Huber blev dømt til forvisning. – Red.
22. General Brea, chef for en troppeafdeling ved undertrykkelsen af pariser-proletariatets juniopstand, blev dræbt af oprørerne den 25. juni 1848. I sammenhæng hermed blev to deltagere i opstanden henrettet. – Red.
23. I den første og de følgende udgaver af »Klassekampene i Frankrig« og »Louis Bonapartes attende Brumaire« stod der fejlagtigt 29. maj. I virkeligheden blev den lovgivende forsamling åbnet den 28. maj 1849. – Red.
Sidst opdateret 14.9.2008