Marxisme Online > Arkiv > Marx/Engels
Skrevet af Karl Marx den 11. december 1848. Offentliggjort i "Neue Rheinische Zeitung" 15. december 1848. Ikke signeret. Efter bladets tekst.
Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 1, s. 60-64, Forlaget Tiden, Kbh. 1976.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 11. september 2002.
Köln, 11. december.
Da martssyndfloden – en syndflod en miniature – var ebbet ud, efterlod den på jordoverfladen i Berlin ingen uhyrer, ingen revolutionære kolosser, men kreaturer i gammel stil, borgerligt lavstammede skikkelser: de liberale fra den "Forenede landdag", repræsentanterne for det bevidste preussiske bourgeoisi. De provinser, der har det mest udviklede bourgeoisi, Rhinprovinsen og Schlesien, leverede det største kontingent til de nye ministerier. Efter dem fulgte en hel hale af rhinske jurister. I samme grad som bourgeoisiet blev trængt i baggrunden af de feudale, gjorde Rhinprovinsen og Schlesien plads i ministerierne for de urpreussiske provinser. Ministeriet Brandenburg er kun takket være en tory fra Elberfeld forbundet med Rhinprovinsen. Hansemann og von der Heydt! Disse to navne rummer for det preussiske bourgeoisi hele forskellen mellem marts og december 1848!
Det preussiske bourgeoisi var blevet slynget op på statens højder, men ikke, som det havde ønsket det, ved en fredelig transaktion med tronen, men ved en revolution. Det var ikke sine egne interesser, men folkets interesser, det preussiske bourgeoisi skulle repræsentere over for tronen, d.v.s. over for sig selv, thi det var en folkebevægelse, der havde banet vej for det. Men tronen var i dets egne øjne ikke andet end den skærm af Guds nåde, bag hvilken dets egne profane interesser skulle skjule sig. Dets egne interessers urørlighed og de til dets egne interesser svarende politiske former skulle, oversat til det konstitutionelle sprog, lyde: tronens urørlighed. Derfor det tyske og specielt det preussiske bourgeoisis sværmeri for det konstitutionelle monarki. Selv om derfor Februarrevolutionen samt dens tyske efterveer blev budt velkommen af det preussiske bourgeoisi, fordi den havde til følge, at det blev stillet ved statens ror, så var den i lige så høj grad en streg i regningen for det, fordi dets herredømme derved blev knyttet til betingelser, som det hverken ville eller kunne opfylde.
Bourgeoisiet havde ikke rørt en finger. Det havde tilladt folket at slås for det. Det herredømme, det fik overdraget, var derfor ikke et herredømme, udøvet af en feltherre, der har besejret sin modstander, men et herredømme, udøvet af et sikkerhedsudvalg, som det sejrrige folk har betroet varetagelsen af dets egne interesser.
Camphausen følte endnu hele ulempen ved denne position, og hele hans ministeriums svaghed skrev sig fra denne følelse og de omstændigheder, der betingede det. Der hviler derfor et skær af en vis skamrødme over hans regerings mest skamløse handlinger. Den åbenlyse skamløshed og uforskammethed blev Hansemanns privilegium. Den røde kulør udgør den eneste forskel mellem disse to malere.
Man må ikke forveksle den preussiske Martsrevolution hverken med den engelske revolution i 1648 eller med den franske i 1789.
I 1648 stod bourgeoisiet i forbund med den moderne adel mod kongedømmet, mod den feudale adel og mod den herskende kirke. I 1789 stod bourgeoisiet i forbund med folket mod kongedømmet, adelen og den herskende kirke.
Revolutionen i 1789 havde kun revolutionen i 1648 som forbillede (i hvert fald i Europa), revolutionen i 1648 havde kun nederlændernes oprør mod Spanien som forbillede. Begge revolutioner var ikke blot, hvad tiden, men også hvad indholdet angår, et århundrede forud for deres forbilleder.
I begge revolutioner var bourgeoisiet den klasse, som virkelig stod i spidsen for bevægelsen. Proletariatet og de ikke til bourgeoisiet hørende fraktioner af borgerskabet havde enten endnu ingen interesser, der skilte dem fra bourgeoisiet, eller de udgjorde endnu ingen selvstændigt udviklede klasser eller klasseafdelinger. Hvor de derfor optræder mod bourgeoisiet, som f. eks. 1793/94 i Frankrig, kæmper de kun for realiseringen af bourgeoisiets interesser, selv om det ikke er på bourgeoisiets facon. Hele den franske terrorisme var ikke andet end den plebejiske metode til at gøre op med bourgeoisiets fjender, enevælden, feudalismen og spidsborgerskabet.
Revolutionerne i 1648 og 1789 var ikke engelske og franske revolutioner, de var revolutioner i europæisk stil. Det var ikke en bestemt samfundsklasses sejr over den gamle politiske ordning; de var proklamationen af den politiske ordning for det nye europæiske samfund. Det var bourgeoisiet, der sejrede i dem; men bourgeoisiets sejr var dengang en ny samfundsordnings sejr, den borgerlige ejendoms sejr over den feudale, nationalitetens over provinsialismen, konkurrencens over lavsvæsenet, ejendomsdelingens over førstefødselsretten, jordbesidderens over jordens beherskelse af besidderen, oplysningens over overtroen, familiens over familienavnet, industriens over den heroiske dovenskab, den borgerlige rets over de middelalderlige privilegier. Revolutionen i 1648 var det 17. århundredes revolution over det 16. århundrede, revolutionen i 1789 det 18. århundredes revolution over det 17. århundrede. Disse revolutioner gav endnu stærkere udtryk for den daværende verdens behov end for behovet i de udsnit af verden, hvor de foregik, England og Frankrig.
I den preussiske Martsrevolution er der intet af alt dette.
Februarrevolutionen havde afskaffet det konstitutionelle kongedømme i virkelighedens verden og bourgeoisherredømmet i ideens verden. Den preussiske Martsrevolution skulle fremskaffe det konstitutionelle kongedømme i ideens verden og bourgeoisherredømmet i virkelighedens verden. Langt fra at være en europæisk revolution var den kun en forkrøblet eftervirkning i et tilbageblevet land af en europæisk revolution. I stedet for at være forud for sit århundrede, var den over et halvt århundrede bagud for sit århundrede. Den var på forhånd sekundær, men det er en kendt sag, at de sekundære sygdomme er vanskeligere at helbrede og samtidig hærger legemet mere end de primære. Det drejede sig ikke om at etablere et nyt samfund, men om den berlinske genfødelse af det i Paris afdøde samfund. Den preussiske Martsrevolution var ikke engang national, tysk, den var fra første færd provinsielt preussisk. Opstandene i Wien, i Kassel, i München, alle mulige provinsielle opstande løb ved siden af den og gjorde den rangen stridig.
Mens 1648 og 1789 var uendelig stolte over at gå i spidsen for skabelsen, bestod berlinernes ærgerrighed i 1848 i at udgøre en anakronisme. Deres lys lignede det stjerneskær, som først når os jordbeboere, efter at de legemer, der har udstrålet det, allerede er slukket for hundredtusinder af år siden. Den preussiske Martsrevolution var i det små – hos den var alting i det små – en sådan stjerne for Europa. Dens lys var lyset fra et samfundslig, der forlængst var gået i forrådnelse.
Det tyske bourgeoisi havde udviklet sig så sløvt, fejgt og langsomt, at i det øjeblik, hvor det stod truende over for feudalismen og enevælden, så det sig selv stå over for truslen fra proletariatet og alle de fraktioner inden for borgerskabet, hvis interesser og ideer er beslægtet med proletariatets. Og det så ikke blot en fjendtlig klasse bagved sig, det så hele Europa fjendtlig foran sig. Det preussiske bourgeoisi var ikke, sådan som det franske i 1789, den klasse, der repræsenterede hele det moderne samfund over for det gamle samfunds repræsentanter, kongedømmet og adelen. Det var sunket ned til at være en slags stand, ligeså skarpt afgrænset over for tronen som over for folket, oppositionslysten over for begge, ubeslutsom over for hver af sine modstandere for sig, fordi det altid så begge foran sig eller bagved sig; det var på forhånd tilbøjeligt til at begå forræderi mod folket og slutte kompromis med det gamle samfunds kronede repræsentant, fordi det selv allerede hørte med til det gamle samfund; det repræsenterede ikke et nyt samfunds interesser over for et gammelt, men fornyede interesser inden for et forældet samfund; når det stod ved revolutionens ror, var det ikke, fordi folket stod bag det, men fordi folket skubbede det foran sig; når det stod i spidsen, var det ikke, fordi det repræsenterede initiativet til en ny samfundsepoke, men kun fordi det repræsenterede en gammel samfundsepokes hadefuldhed; det var et lag, som ikke havde kunnet bryde igennem i den gamle stat, men som et jordskælv havde kastet op på overfladen af den nye stat; det var uden tro på sig selv, uden tro på folket, det knurrede mod dem, der stod over det, og skælvede for dem, der stod under det, egoistisk til begge sider, og klar over sin egoisme, revolutionært overfor de konservative, konservativt overfor de revolutionære, fuld af mistro til sine egne slagord, fuld af fraser i stedet for ideer, gjort forskræmt af verdensstormen og samtidig udnyttende verdensstormen til sin fordel, uden energi i nogen retning, et plagiat i alle retninger, banalt fordi det ikke var originalt, originalt i sin banalitet, sjakrende med sine egne ønsker, uden initiativ, uden tro på sig selv, uden tro på folket, uden et verdenshistorisk kald, – en forbandet olding, der var fordømt til i egen senil interesse at lede og aflede et robust folks første ungdommelige begejstring – uden øjne, uden øren, uden tænder, uden noget som helst – sådan var det preussiske bourgeoisi, da det efter Martsrevolutionen fandt sig stående ved den preussiske stats ror.
Sidst opdateret 1.7.2007