Fra Karl Marx: Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter. (Udvalg og indledning ved Villy Sørensen.) Gyldendal, København 1962, s. 86-90.
NB: Titlen er ikke Marx’, men Villy Sørensens.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1997.
I og med at pengene har den egenskab, at de kan købe, at de kan tilegne sig alle genstande, er de selve genstanden som eminent besiddelse. Deres egenskabs universalitet er deres væsens almagt; de betragtes derfor som et almægtigt væsen ... Pengene er kobleren mellem behovet og behovets genstand, mellem menneskets liv og menneskets livsfornødenheder. Men det, der formidler mig mit eget liv, det formidler også medmenneskets tilværelse for mig. Det er for mig selve medmennesket.
“For pokker! Vel er ben og arme dine
og hovedet og den, du sidder på;
men ting, som ellers jeg til brug kan få,
mon de da ej med samme ret er mine?
Seks hingste – hvis jeg dem kan købe,
er deres kraft jo min, den sag er ren;
jeg føler mig så dygtig til at løbe,
som om jeg havde fireogtyve ben.”
Goethe, Faust (Mephisto) – Oversat af P. Hansen
Shakespeare i “Timon i Athen”:
“Guld! Det røde, blanke, dyre guld? Nej, guder,
jeg beder ej på skrømt; du klare himmel,
kun rødder! – Dette her kan gøre sort
til hvidt og stygt til skønt og ondt til godt
og lavt til ædelt, fej til tapper, gammel
til ung. – I guder, hvorfor dette? Hvad
skal dette til, I guder? Det kan lokke
fra templet præst og altertjener bort,
kan trække puden bort fra hovedet
af stærke mænd. Den gule træl kan knytte
og bryde hvert et helligt bånd, velsigne
det, som forbandet er; – det gør spedalskhed
elskværdig, sætter tyvene på bænk
med senatorer og begaver dem
med hæder, rang og knæfald; det kan hjælpe
den visne enke til en mand igen,
og hende, for hvis onde sår og bylder
selv hospitalet væmmes, giver det
igen den friske vårdags glans og duft.
Kom du fordømte muld, alverdens skøge,
som bringer folkeslag i oprørstummel,
jeg giver dig den plads naturen gav dig.”
Og videre nedenfor:
“Du skønne kongemorder! Dyre mur,
der skiller søn fra fader! Strålende
besmitter af det rene hymens leje!
Du tapre Mars! Du evig unge, friske,
elskede, fagre bejler, du, hvis glød
smelter den helligrene sne, der dækker
Dianas jomfruskød! Synlige gud,
der sammenlodder tæt umuligheder
og får dem til at kysses! Du, som taler
med alle tunger og for alskens formål.
Du hjerters prøvesten! Se, mennesket,
din træl, gør oprør; brug din magt, bring alle
i kamp på liv og død imod hverandre,
til dyrene får magten over verden!”
(Oversat af Edv. Lembcke)
Shakespeare skildrer pengenes væsen fortrinligt. For at forstå ham vil vi først begynde med at udlægge stedet hos Goethe.
Hvad jeg ejer i kraft af pengene, hvad jeg kan betale, dvs. hvad pengene kan købe, det er jeg – pengenes ejermand – selv. Min styrke er pengenes styrke. Pengenes egenskaber er mine – deres ejermands – egenskaber og væsenskræfter. Hvad jeg er, og hvad jeg formår, er altså på ingen måde bestemt af min individualitet. Jeg er hæslig, men jeg kan købe mig den skønneste kvinde. Altså er jeg ikke hæslig, thi hæslighedens virkning – dens afskrækkende kraft – har pengene gjort til intet. Jeg er ifølge min individualitet lam, men pengene skaffer mig fireogtyve fødder; altså er jeg ikke lam; jeg er et dårligt, uærligt, samvittighedsløst, åndløst menneske, men pengene æres, altså æres også deres ejermand; pengene er det højeste gode, altså er deres ejermand god; pengene sparer mig for det besvær at være uærlig, altså anses jeg på forhånd for at være ærlig; jeg er åndløs, men pengene er altings virkelige ånd, hvorledes skulle da deres ejermand kunne være åndløs? Ydermere kan han købe sig de åndrige folk, og den der har magten over de åndrige, er han ikke åndrigere end de åndrige? Jeg, der i kraft af pengene formår alt, hvad det menneskelige hjerte begærer, sidder jeg ikke inde med al menneskelig formåen? Forvandler mine penge altså ikke al min uformåenhed til det modsatte?
Hvis pengene er det, som knytter mig til det menneskelige liv, til samfundet, til naturen og til menneskene, er pengene da ikke det, som sammenknytter alle bånd? Kan de ikke løse og sammenføje alle bånd? Er de da ikke også den almene katalysator? De er den sande skillemønt og det sande bindemiddel, de er samfundets galvanokemiske kraft.
Shakespeare fremhæver især to egenskaber ved pengene.
1) De er den synlige guddom, forvandlingen af alle menneskelige og naturlige egenskaber til deres modsætning, den almene forveksling og fordrejelse af tingene; de forener umuligheder.
2) De er menneskenes og nationernes almene skøge, deres almene kobler.
Fordrejelsen og forvekslingen af alle menneskelige og naturlige kvaliteter, foreningen af umuligheder, kort sagt: Pengenes guddommelige kraft, skyldes, at deres væsen er menneskenes upersonlige og fremmedgjorte artsbestemte væsen. De er menneskehedens formåen gjort fremmed for den selv.
Hvad jeg ikke formår som menneske, hvad alle mine individuelle væsenskræfter altså ikke formår, det formår jeg i kraft af pengene. Pengene gør altså enhver af disse væsenskræfter til noget, som den ikke er i sig selv; dvs. til dens egen modsætning.
Når jeg længes efter en ret mad eller vil benytte postvognen, fordi jeg ikke er stærk nok til at gøre turen til fods, så skaffer pengene mig mad og postvogn, de forvandler med andre ord mine ønskers karakter af forestilling, de oversætter dem fra deres tilværelse som tanker, forestillinger, ønsker, til deres tilværelse som sanselige og virkelige, fra forestillingens verden til livet, fra den indbildte væren til den virkelige væren. I deres egenskab af denne formidling er de den sande skaberkraft.
Efterspørgselen eksisterer vel også for den, der ikke har nogen penge, men hans efterspørgsel eksisterer kun som en forestilling, der som sådan ikke har nogen virkning eller eksistens for mig eller for tredjemand, men som altså forbliver uvirkelig, genstandsløs for mig. Forskellen mellem den effektive efterspørgsel, der er baseret på pengene, og den virkningsløse efterspørgsel, der er baseret på mit behov, min lidenskab, mit ønske etc., er forskellen mellem væren og tænken, mellem den blotte forestilling i mig og forestillingen, som den eksisterer for mig i en virkelig genstand udenfor mig.
Hvis jeg ikke har penge til at rejse for, så har jeg ikke behov for at rejse – dvs. ikke noget virkeligt behov, som kan virkeliggøre sig selv. Hvis jeg har kald til at studere, men ikke har nogen penge til at studere for, så har jeg ikke noget kald til at studere – dvs. ikke noget effektivt, ikke noget sandt kald. Hvis jeg derimod virkelig ikke har noget kald til at studere, men har viljen dertil og pengene til at studere for, så har jeg et effektivt kald.
Pengene, dette ydre almene middel og denne ydre almene evne – der ikke stammer fra mennesket som menneske og heller ikke fra det menneskelige samfund som samfund – til at gøre forestilling til virkelighed og virkeligheden til en blot forestilling, forvandler i ligeså høj grad de virkelige, menneskelige og naturlige væsenskræfter til blot abstrakte forestillinger og derfor til ufuldkommenheder, til pinefuldt hjernespind, ligesom de på den anden side forvandler de virkelige ufuldkommenheder og det virkelige hjernespind, de virkelig afmægtige væsenskræfter – dem som kun eksisterer i individets indbildning – til virkelige væsenskræfter og evner. Allerede ifølge denne bestemmelse er pengene altså den almene fordrejelse af individualiteterne, som de vender på hovedet, og hvis egenskaber de bibringer modstridende egenskaber.
Som denne fordrejende magt fremtræder de da også vendt mod individet og mod de sociale og andre bånd, som for deres vedkommende hævder at være væsen. De gør troskab til troløshed, kærlighed til had, had til kærlighed, dyden til last, lasten til dyd, trællen til herre, herren til træl, vanviddet til fornuft, fornuften til vanvid.
Da pengene – som det eksisterende og aktive værdibegreb – forveksler og forbytter alting, så er de selv den almene forveksling og forbytning af alting, altså den omvendte verden: Forvekslingen og forbytningen af alle naturlige og menneskelige kvaliteter.
Den, som kan købe tapperhed, er tapper, er han end fej. Da pengene ikke byttes med en bestemt kvalitet, med en bestemt ting, med bestemte menneskelige væsenskræfter, men byttes med hele den menneskelige og naturlige objektive verden, så bytter de altså – set fra ejermandens synspunkt – alle egenskaber med hinanden, også indbyrdes modstridende egenskaber og genstande; de betyder foreningen af umuligheder, de tvinger modsigelserne til at kysses. Forudsæt mennesket som menneske og dets forhold til verden som et menneskeligt forhold, så kan du kun udveksle kærlighed med kærlighed, tillid med tillid etc. Hvis du vil nyde kunsten, må du være et kunstnerisk dannet menneske; hvis du vil udøve indflydelse på andre mennesker, så må du være et virkeligt inspirerende og stimulerende menneske, som virker på andre mennesker. Hvert af dine forhold til mennesket og naturen må være et bestemt udtryk for dit virkelige individuelle liv og må svare til genstanden for din vilje. Hvis du elsker, uden at din kærlighed besvares, hvis din kærlighed som sådan ikke skaber genkærlighed, hvis du ikke i kraft af dit livsudtryk som elskende menneske gør dig selv til det elskede menneske, så er din kærlighed afmægtig, så er den en ulykke.
Sidst opdateret 20.3.2015