Marxisme Online > Arkiv > Luxemburg > Indhold
Vi har i det foregående forsøgt at skitsere massestrejkens historie i Rusland i korte træk. Allerede et flygtigt blik på denne historie viser os et billede, som ikke har en eneste streg, som ligner det billede, man gør sig i Tyskland, når man diskuterer massestrejke. I stedet for et stift og fortænkt skema for gennemførelsen af en fantasiløs politisk "aktion" efter beslutning af de højeste instanser på grundlag af plan og omtanke, ser vi et stykke levende liv af kød og blod, som aldeles ikke lader sig skære ud af revolutionens store ramme, men er forbundet med tusind årer med alt, hvad der hører revolutionen til.
Massestrejken, sådan som den russiske revolution viser os det, er en så foranderlig foreteelse, at den afspejler alle faser af den politiske og økonomiske kamp, alle revolutionens stadier og momenter. Dens anvendelighed, dens virkningskraft, de faktorer, hvoraf den opstår, ændrer sig hele tiden. Der åbner sig pludselig nye, udvidende perspektiver for revolutionen, dér hvor den synes at være kommet ind i et snævert pas, og den svigter der, hvor man med fuld sikkerhed tror at kunne regne med den. Snart strømmer den hurtigt ud over hele riget som en bred bølge fra havet, snart fordeler den sig i et enormt net af tynde strømme; det ene øjeblik sprudler den op af undergrunden som en frisk kilde, det næste siver den ned i jorden og forsvinder fuldstændig. Politiske og økonomiske strejker, massestrejker og partielle strejker, demonstrationsstrejker og generalstrejker i enkelte brancher eller enkelte byer, rolige lønkampe og gadekampe, barrikadekampe – alt dette løber mellem hinanden, og ved siden af hinanden, krydser hinanden og flyder over i hinanden; det er et evigt vekslende hav af fænomener. Og bevægelsesloven for disse fænomener er klar: Den ligger ikke i massestrejken selv, ikke i dens tekniske særegenheder, men i revolutionens politiske og sociale styrkeforhold. Massestrejken er blot en form for den revolutionære kamp, og enhver forskydning i forholdet mellem de stridende kræfter i partiernes udvikling og klassedelingen, i kontrarevolutionens position – alt dette influerer straks på tusinde usynlige og næppe kontrollable måder på strejkeaktionen. Men samtidig med alt dette hører strejkeaktionen næsten ikke op et eneste øjeblik. Den ændrer blot sine former, sin udstrækning og sin virkning. Den er revolutionens levende pulsslag og samtidig dens mægtigste drivhjul. Med andre ord: Massestrejken, sådan som den russiske revolution viser os det, er ikke et snedigt udtænkt middel med sigte på at forstærke virkningen af den proletariske kamp, den er derimod den proletariske masses bevægelsesform, den proletariske kamps måde at manifestere sig på i revolutionen.
Af dette kan vi udlede nogen almindelige synspunkter til bedømmelse af massestrejkens problem.
1. Det er fuldstændig forkert at tænke sig massestrejken som en akt, en enkelthandling. Massestrejken er snarere en betegnelse, et samlebegreb for en årelang – måske årtier lang periode i klassekampen. Når det gælder de utallige forskellige massestrejker, som har udspillet sig i Rusland i de sidste fire år, passer skemaet for massestrejken som en rent politisk kortvarig enkelthandling, fremkaldt og afsluttet efter en bestemt plan og hensigt kun i én – og det tilmed en underordnet – variant: nemlig den rene demonstrationsstrejke. I hele den 5-årige periode ser vi i Rusland kun få demonstrationsstrejker, som vel at mærke sædvanligvis begrænser sig til enkelte byer. Vi har f.eks. den årlige 1. maj-generalstrejke i Warszawa og Lodz – i det egentlig Rusland er 1. maj indtil nu ikke blevet fejret i nævneværdigt omfang gennem arbejdsnedlæggelse; massestrejken i Warszawa den 11. september 1905 som sørgehøjtidelighed til ære for den henrettede Marcin Kasprzak, i november 1905 i Petersborg som protestmanifestation mod erklæringen af belejringstilstanden i Polen og Livland, den 22. januar 1906 i Warszawa, Lodz, Czestochowa og i Dabrowa-kulbassinet, og til dels i visse russiske byer til minde om blodbadet i Petersborg; dernæst var der i juli 1906 i Tiflis en generalstrejke, en sympatimanifestation for de soldater, der havde deltaget i en militærrevolte og var blevet dømt ved en krigsret, og endelig på samme grundlag i september samme år under forhandlingerne i krigsretten i Reval. Alle de øvrige store og partielle massestrejker og generalstrejker var ikke demonstrations- men kampstrejker, og som sådan opstod de for det meste spontant, og hver gang med udgangspunkt i specielle lokale tilfældige grunde, og uden plan og bestemt mål, de voksede med elementær kraft til at blive én stor bevægelse, og der blev ikke sidenhen foretaget noget "ordnet tilbagetog" – derimod forvandlede strejkerne sig undertiden til en økonomisk kamp, undertiden til gadekampe eller de faldt simpelthen sammen af sig selv.
I dette generelle billede spiller de rent politiske demonstrationer en fuldstændig underordnet rolle – det er små enkeltpunkter midt på de mægtige flader. Når man ser på sagen ud fra et rent tidsmæssigt synspunkt kan man finde følgende træk: Demonstrationsstrejken, der til forskel fra kampstrejken, kan opvise den største grad af partidisciplin, af bevidst ledelse og politiske tanker, og derefter efter skemaet måtte fremstå som den højeste og mest modne form for massestrejke, spiller i virkeligheden den største rolle i begyndelsen af bevægelsen. Således var f.eks. den totale arbejdsnedlæggelse den 1. maj 1905 i Warszawa som det første tilfælde af en beundringsværdig gennemført beslutning fra socialdemokratiet side en begivenhed af største rækkevidde for den proletariske bevægelse i Polen. Ligeledes gjorde sympatistrejken i november samme år i Petersborg et stort indtryk, som den første prøve på en bevidst planmæssig masseaktion i Rusland. Hamburg-kammeraternes "prøve-massestrejke" den 17 januar 1906 [12] vil på samme måde spille en fremtrædende rolle i de fremtidige tyske massestrejkers historie, som det første nye forsøg med det så omstridte våben, og samtidig et forsøg, som i højeste grad taler overbevisende om Hamburg-arbejdernes kampstemning og kampbegejstring. Og lige så sikkert vil perioden med massestrejker i Tyskland, når den først for alvor begynder, af sig selv fører til en generel arbejdsnedlæggelse 1. maj. Det burde tilkomme majfestlighederne som en helt naturlig ting at blive den første store demonstration i massekampenes tegn. I denne betydning har "det halte øg" som majfesten blev kaldt på fagforeningskongressen i Köln, fremdeles en stor fremtid foran sig og vil kunne komme til at spille en vigtig rolle i den proletariske klassekamp i Tyskland. Men med udviklingen af de alvorlige revolutionære kampe aftager betydningen af sådanne demonstrationer hurtigt. De selvsamme faktorer, som gør iværksættelse af demonstrationsstrejker efter en forudlagt plan og efter partiernes paroler objektivt mulig, nemlig væksten i proletariatets politiske bevidsthed og skoling, gør denne form for massestrejke umulig; i dag vil proletariatet i Rusland, og det gælder netop massernes mest duelige fortrop, ikke vide noget af demonstrationsstrejker. Arbejderne forstår sig ikke længere på sjov, men vil derimod nu kun tænke på den alvorlige kamp med alle dens konsekvenser. Og mens det demonstrative element i den første store massestrejke i januar 1905 fremdeles spillede en stor rolle, omend ikke forsætligt, men snarere i rent instinktiv spontan form, så gik det omvendt galt med forsøget fra den russiske socialdemokratiske centralkomites side, da den i august ville fremkalde en massestrejke som demonstration til fordel for den opløste duma, og grunden var blandt andet det skolede proletariats bestemte afvisning af skrøbelige halvhjertede aktioner og blotte demonstrationer.
2. Men hvis vi i stedet for at rette blikket mod demonstrationsstrejken, den underordnede variant, vender det mod kampstrejken, sådan som den i Rusland i dag står som den egentlige bærer af den proletariske aktion, så er det påfaldende, at det her er umuligt at skille det økonomiske og det politiske moment fra hinanden. Også her afviger virkeligheden stærkt fra skemaet og den pedantiske forestilling, hvor den rent politiske massestrejke logisk afledes af den faglige generalstrejke, som det mest modne og højeste trin. Men samtidig kan de adskilles klart fra hinanden, dette bliver imidlertid grundigt modsagt af de russiske erfaringer. Det kommer historisk ikke blot til udtryk ved, at massestrejkerne helt fra den første store lønkamp blandt Petersborgs tekstilarbejdere i 1896-97 indtil den sidste store massestrejke i december 1905 ganske umærkeligt gik over fra at være økonomisk til at blive politisk, så at det næsten er umuligt at trække grænsen mellem disse to ting. Hver enkelt af de store massestrejker gentager så at sige også i det små de russiske massestrejkers generelle historie og begynder med en rent økonomisk eller i det mindste delvis faglig konflikt, for derefter at gennemløbe udviklingen til den politiske manifestation. Det store stormvejr af massestrejker i Sydrusland i 1902 og 1903 opstod, som vi har set i Baku på grund af en konflikt omkring indgrebene mod de arbejdsløse, i Rostov på grund af lønforskelle i jernbaneværkstederne, i Tiflis af en kamp hos de butiksansatte for en forkortelse af arbejdstiden, i Odessa på grund af en lønkamp i en enkelt lille fabrik. Januar-massestrejken i 1905 udviklede sig af en intern konflikt i Putilov-værkerne, oktoberstrejken af jernbanefolkenes kamp omkring pensionskassen, og endelig udsprang decemberstrejken af post- og telegraffunktionærernes kamp for retten til at organisere sig. Fremskridtet i bevægelsen som helhed ytrer sig ikke i, at det økonomiske begyndelsesstadium falder bort, men langt mere ved den hurtighed, hvormed den trinvise udvikling frem mod den politiske manifestation bliver gennemløbet, og ved radikaliteten i det punkt, massestrejken når frem til.
Men bevægelsen som helhed går ikke bare fra den økonomiske til den politiske kamp, men også omvendt. Hver enkelt af de store politiske masseaktioner slår også, efter at de har nået deres politiske højdepunkt, om i et helt virvar af økonomiske strejker. Og dette gælder igen ikke kun for hver enkelt af de store massestrejker, men også for revolutionen som sådan. Under den politiske kamps udbredelse, dens afklaring og intensivering, sker der ikke blot det, at den økonomiske kamp ikke forsvinder, den breder sig tværtimod i takt med den politiske, organiserer sig og forstærkes. Der består en fuldstændig vekselvirkning mellem disse to.
Ethvert nyt stormløb, enhver ny sejr i den politiske kamp forvandler sig til et mægtigt fremstød for den økonomiske kamp, samtidig med at den udvider de ydre muligheder og arbejdernes indre drivkraft, forbedrer deres situation og øger deres kampvilje. Hver gang den politiske aktions skummende bølge har skyllet frem, bliver der en frugtbar aflejring tilbage, hvorfra tusindvis af nye spirer til den økonomiske kamp skyder i vejret. Og omvendt, den uophørlige økonomiske krigstilstand mellem arbejdere og kapital holder kampviljen vågen i alle de politiske pauser, den danner så at sige den proletariske klassekrafts bestandigt friske reservoir, hvorfra den politiske kamp stadig på ny kan hente sin styrke, og samtidig fører proletariatets utrættelige økonomiske pres hvert eneste øjeblik – snart her snart der – til enkelte tilspidsede konflikter, som uventet kan få de politiske konflikter til at eksplodere i stor målestok.
Med andre ord: Den økonomiske kamp er det, der fører fra det ene politiske knudepunkt til det andet, den politiske kamp udgør den periodiske befrugtning af jorden for den økonomiske kamp. Årsag og virkning bytter her plads hvert eneste øjeblik, og således er det politiske og økonomiske moment i en periode med massestrejker ikke noget adskilt, for slet ikke at tale om noget, der udelukker hinanden, sådan som det pedantiske skema vil have det – de er i langt højere grad to sammenflettede sider af den proletariske klassekamp i Rusland. Og enheden mellem dem udgør netop massestrejken. Hvis den udspekulerede teori for at nå frem til den "rene politiske massestrejke" trækker en kunstig sektion ud af massestrejken, vil denne foreteelse ved en sådan dissektion, som ved enhver anden, ikke være et levende væsen, men et dødt.
3. Endelig viser begivenhederne i Rusland os, at massestrejken er uadskillelig fra revolutionen. Den russiske massestrejkes historie er historien om den russiske revolution. Det forholder sig ganske vist sådan, at når repræsentanterne for vores tyske opportunisme hører om "revolution", så tænker de straks på blodsudgydelser, gadekampe, på krudt og kugler, og den logiske slutning på alt dette er: Massestrejke fører uafvendelig til revolution, ergo må vi ikke gøre noget sådan. I virkeligheden ser vi i Rusland, at næsten enhver massestrejke i sidste instans ender med en konfrontation med den zaristiske ordens bevæbnede vogtere; i det stykke ligner de såkaldte politiske strejker de større økonomiske kampe. Men revolution er noget andet og mere end blodsudgydelser. Til forskel fra den politimæssige opfattelse, som udelukkende betragter revolutionen fra gadeurolighedernes og sammenstødets udgangspunkt, det vil altså sige med udgangspunkt i "uordenen", ser den videnskabelig socialisme først og fremmest revolutionen som en dybtgående indre omvæltning i de sociale klasseforhold. Og med udgangspunkt i dette standpunkt består der mellem revolution og massestrejke også en helt anden sammenhæng end den, der ud fra trivielle iagttagelser konstaterer, at massestrejken sædvanligvis ender i blodsudgydelser.
Vi har ovenfor set den russiske massestrejkes indre mekanisme, der beror på den uophørlige vekselvirkning mellem den politiske og økonomiske kamp. Men netop denne vekselvirkning er betinget af revolutionsperioden. Kun i den revolutionære periodes tordenladede luft er enhver lille partiel konflikt mellem arbejde og kapital nemlig i stand til at udvikle sig til en generel eksplosion. I Tyskland finder der årligt og dagligt de mest heftige og brutale sammenstød sted mellem arbejderne og arbejdsgiverne uden at denne kamp går ud over grænserne for de enkelte brancher, det drejer sig om, uden at den når ud over den enkelte by, eller blot den enkelte fabrik. Forholdsregler over for de organiserede arbejdere som i Petersborg, arbejdsløshed som i Baku, lønkonflikter som i Odessa, kamp for at få lov til at organisere sig i fagforeninger som i Moskva er på dagsordenen i Tyskland. Men ikke et eneste af disse tilfælde slår dog om i en generel klasseaktion. Og hvis de af sig selv udvikler sig til enkelte massestrejker, der utvivlsomt har et politisk anstrøg, så flammer der alligevel ikke noget uvejr op. De hollandske jernbanefolks generalstrejke, [13] der trods den varmeste sympati forblødte omgivet af landets fuldstændigt ubevægelige proletariat, leverer den mest overbevisende bekræftelse herpå.
Og omvendt: kun i revolutionsperioden, hvor det sociale fundament og klassesamfunds mure er blevet undermineret og stadig forskydes, er enhver politisk klasseaktion fra proletariatets side på få timer i stand til at rive hidtil uberørte lag af arbejdere ud af deres stilstand, noget som nødvendigvis straks slår ud i en stormfuld økonomisk kamp. Når en arbejder pludselig rystes vågen af det elektriske stød fra en politisk aktion, griber han i næste øjeblik til det mest nærliggende: til protest mod sit økonomiske slaveforhold; den politiske kamps stormkast lader ham pludselig med uanet intensitet føle trykket og tyngden af sine økonomiske lænker. Og mens f.eks. den heftigste politiske kamp i Tyskland: valgkampen eller den parlamentariske kamp om toldtariffen næppe udøver nogen mærkbar og direkte indflydelse på forløbet og intensiviteten af samtidige lønkampe, så ytrer enhver politisk aktion fra proletariatets side i Rusland sig straks i en udvidelse og uddybning af den økonomiske kamps omfang.
Revolutionen skaber altså på denne måde først de sociale betingelser, som kræves for at den økonomiske kamp umiddelbart skal kunne gå over i en politisk kamp og den politiske kamp gå over i en økonomisk, sådan som det kommer til udtryk i massestrejken. Og når det vulgære skema kun ser sammenhængen mellem massestrejke og revolution i de blodige gadesammenstød, som massestrejkerne slutter af med, så viser et mere dybtgående blik på begivenhedernes gang i Rusland en helt omvendt sammenhæng: I virkeligheden er det ikke massestrejken, der skaber revolutionen, men revolutionen, der skaber massestrejken.
4. Det er nok at sammenfatte det, som hidtil er blevet sagt, for at få svar på spørgsmålet om den bevidste ledelse og initiativet, når det drejer sig om massestrejken. Når massestrejken ikke betyder en enkelt akt, men en hel klassekampsperiode, og når denne periode er identisk med en revolutionær periode, så er det klart, at massestrejken ikke kan fremkaldes vilkårligt, heller ikke hvis beslutningen måske udgår fra det stærkeste socialdemokratiske partis højeste instans. Så længe socialdemokratiet ikke har det i sin magt at sætte revolutioner i gang efter eget skøn og afslutte dem, er selv ikke den største begejstring og utålmodighed hos de socialdemokratiske tropper nok til at vække en virkelig periode med massestrejker til live og skabe en levende mægtig folkebevægelse. På grund af en partiledelses beslutsomhed og de socialdemokratiske arbejderes partidisciplin kan man nok få arrangeret enkelte korte demonstrationer, f.eks. som den svenske massestrejke, [14] eller den sidste østrigske [15] og også massestrejken i Hamburg den 17. januar. Disse demonstrationer adskiller sig imidlertid fra en virkelig periode med revolutionære massestrejker nøjagtig på samme måde som de velkendte flådedemonstrationer i fremmede havne under anspændte diplomatiske relationer adskiller sig fra en søkrig. En massestrejke, som er blevet til på grundlag af lutter disciplin og begejstring, bliver i bedste fald til en episode, der kan komme til at spille en rolle, som symptom på arbejdernes kampstemning, hvorefter forholdene imidlertid falder tilbage i den fredelige dagligdag. Ganske vist falder massestrejkerne under revolutionen heller ikke fuldstændig ned fra himlen. De må på den ene eller den anden måde skabes af arbejderne. Vedtagelser og beslutninger fra arbejdernes side spiller også en rolle her, og initiativet såvel som den videre ledelse vil naturlig nok tilfalde den organiserede og mest oplyste socialdemokratiske kerne i proletariatet. Men dette initiativ og denne ledelse har for det meste kun et vist spillerum: når det drejer sig om enkeltforeteelser, om enkelte strejker, når den revolutionære periode allerede er en kendsgerning, og da for det meste inden for den enkelte bys grænser. Således har f.eks. som vi har set, socialdemokratiet flere gange med held direkte udsendt parolen om massestrejke i Baku, i Warszawa, i Lodz, i Petersborg. Det samme lykkedes omend i langt mindre grad, i forbindelse med det samlede proletariats brede bevægelse. Endvidere er der her udstukket ganske bestemte grænser for initiativet og den bevidste ledelse. Netop under en revolution er det for et hvilket som helst ledende organ for den proletariske bevægelse yderst svært at forudse og beregne hvilken anledning og hvilken faktor, der kan føre til udladninger, og hvilke der ikke kan. Heller ikke her består initiativet og ledelsen i at kommandere efter forgodtbefindende, men i den dygtigst mulige pasning til situationen og den tættest mulige føling med massernes stemning. Elementet af spontaneitet spiller, som vi har set, i alle russiske massestrejker uden undtagelse en stor rolle, hvad enten det er som et drivende eller hæmmende element. Men dette beror ikke på, at socialdemokratiet i Rusland endnu er så ungt og svagt, det beror på, at i hver enkelt fase af kampen indgår der en lang række uoverskuelige økonomiske, politiske og sociale faktorer – en masse generelle og lokale, materielle og psykiske momenter, så at ingen enkelt fase lader sig bestemme og afvikle som et regnestykke. Revolutionen er, også når proletariatet med socialdemokratiet i spidsen spiller den ledende rolle, ikke en manøvre på åben mark af proletariatet, men den er en kamp midt i en uophørlig kvasen, ændring og forskydning af det sociale fundament. Kort sagt: i massestrejken i Rusland spiller spontaneitetens element en fremtrædende rolle, ikke fordi det russiske proletariat er "uskolet" men fordi revolutioner ikke lader sig underkaste nogen skolemester.
På den anden side ser vi imidlertid i Rusland, at den samme revolution, der i så høj grad vanskeliggør kommandoen over massestrejken for socialdemokratiet, og hvert øjeblik lunefuldt slår dirigentstokken ud af hånden på det eller omvendt trykker den det i hånden igen – at denne revolution netop selv løser alle de vanskeligheder ved massestrejken, som i det teoretiske skema i den tyske diskussion bliver behandlet som "ledelsens" hovedproblemer: nemlig spørgsmålet om "proviantering", om "udgiftsdækning" og "ofre". Den løser det ganske vist overhovedet ikke på samme måde, som man plejer at ordne det under fredelige, fortrolige konferencer mellem ledende topinstanser i arbejderbevægelsen med blyanten i hånden. "Ordningen" af alle disse spørgsmål består i, at revolutionen fører så store folkemasser ind på scenen, at enhver beregning og regulering af omkostningerne ved massernes bevægelse, som man på forhånd opstiller, når det drejer sig om en civil proces, forekommer at være et fuldstændigt håbløst foretagende. Selvfølgelig forsøger de ledende organisationer i Rusland også at understøtte de direkte ofre i kampen efter evne. Således blev f.eks. de tapre ofre for kæmpelockouten i Petersborg, som følge af kampen for 8-timersdagen, støttet i ugevis. Men alle disse forholdsregler er i revolutionens enorme regnskab en dråbe i havet. I det øjeblik, hvor en virkelig alvorlig massestrejkeperiode begynder, forvandler alle "omkostningsberegningerne" sig til et forehavende i stil med at ville tømme et ocean med et vandglas. Det er nemlig et ocean fuldt af forfærdelige afsavn og lidelser – den pris, de proletariske masser må betale i enhver revolution. Og den løsning som en revolutionær periode med disse tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder har at byde på består i, at den samtidig udløser en mægtig sum af masseidealisme, så at masserne bliver ufølsomme over for selv de sværeste lidelser.
Der lader sig hverken skabe nogen revolution eller nogen massestrejke med udgangspunkt i den psykologi, man kan finde hos en fagforeningsmand, som ikke går med til nogen arbejdsnedlæggelse den 1. maj, hvis ikke han på forhånd er sikret en bestemt understøttelse i tilfælde af, at der bliver skredet ind over for ham. Men det er netop i den revolutionære periodes storm, at selv proletaren forvandler sig fra den omsorgsfulde familiefar med krav om understøttelse til en "revolutionsromantiker" for hvem endog det højeste gode, nemlig livet, for slet ikke at tale om den materielle bekvemmelighed kun besidder ringe værdi sammenlignet med kampidealerne.
Men hvis ledelsen af massestrejkerne, når det gælder kommandoen i forbindelse med deres opståen og beregningen og dækningen af deres omkostninger, er den revolutionære situations egen sag, så tilfalder ledelsen af massestrejken i en helt anden forstand socialdemokratiet og dets ledende organer. I stedet for at bryde hovedet med den tekniske side, med massestrejkens mekanisme, er socialdemokratiet udpeget til at overtage den politiske ledelse også midt i revolutionsperioden. Det, som i massestrejkens periode er den vigtigste opgave for "ledelsen", er at give kampen dens parole og dens retning, at organisere taktikken for den politiske kamp, så at hele summen af det, proletariatet er i stand til at sætte ind af eksisterende og allerede udløst, aktiv styrke i enhver fase og i ethvert moment af kampen, bliver realiseret og kommer til udtryk i partiets kampstilling, at socialdemokratiets taktik i beslutsomhed og klarhed aldrig befinder sig under det niveau, som det faktiske styrkeforhold betinger, men tværtimod er en smule forud for dette – dette er "ledelsens" vigtigste opgave. Og en sådan ledelse slår af sig selv på sin vis om i en teknisk ledelse. En konsekvent, beslutsom, fremadstræbende taktik fra socialdemokratiets side fremkalder også i masserne en følelse af sikkerhed, af selvtillid og kampenergi. En vaklende svag taktik baseret på en undervurdering af proletariatet virker derimod lammende og forvirrende på masserne. I første tilfælde bryder massestrejkerne ud "af sig selv" og altid "rettidigt", i det andet kan direkte opfordringer til massestrejke fra ledelsens side ofte forblive helt resultatløse. Den russiske revolution opviser talende eksempler på begge dele.
12. 80.000 arbejdere nedlagde den 17. januar 1906 om eftermiddagen arbejdet for at protestere mod valgretsindskrænkningerne.
13. De hollandske jernbanefolk strejkede i april mod et regeringsforslag, der øgede fængselsstraffene for at deltage i strejker. Fagforeningerne afblæste strejken, da loven var blevet vedtaget.
14. Den 15. til den 17. maj strejkede over 100.000 arbejdere i Sverige på opfordring af socialdemokratiet for således at bakke kravet om en valgreform op.
15. I efteråret 1905 fandt der en række socialdemokratisk ledede strejker og demonstrationer sted i Østrig til støtte for kravet om en almindelig valgret.
Kapitel 3 | Toppen af siden | Kapitel 5
Sidst opdateret 11.5.2006