Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 7-10, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 19. juni 2014
Dette er sidste bind af Lenin, Udvalgte Værker 1-15. Det dækker tidsrummet 20. august 1921 til 2. marts 1923. Lenin døde den 21. januar 1924.
I 5. russiske udgave af Lenins samlede værker tæller hans værker fra dette tidsrum 738 sider, hvoraf bd. 15 bringer oversættelser af 208.
Bindet indledes med artiklen Nye Tider, Gamle Fejl I Ny Form. Dens temaer blev allerede behandlet i udvalgets bd. 14: den nye økonomiske politik (NEP), dens indhold, dens forhold til den forudgående fases krigskommunisme, dens klassemæssige betydning og dens perspektiv. Den påpeger arbejderklassens »deklassering« som følge af ofre og anstrengelser og fremhæver, at arbejderklassen kun kan komme på fode gennem opbygning af storindustrien.
Arbejderklassens svækkelse bevirkede tillige, at en partirensning blev nødvendig. I den sammenhæng lagde Lenin navnlig vægt på den partiløse masses mening om det kommunistiske parti og dets enkelte medlemmer – og på nødvendigheden af at udelukke de fleste forhenværende mensjevikker, idet disse ikke kunne anses for ægte forkæmpere for det nye sovjetsystem.
De to næste artikler, Til Oktoberrevolutionens Fireårsdag og Om Guldets Betydning Nu Og Efter Socialismens Fuldstændige Sejr, opridser revolutionens hidtidige resultater og forestående opgaver. Den væbnede udenlandske intervention var i hvert fald for en tid slået tilbage, men det udenlandske bourgeoisi og socialdemokrati hetzede ufortrødent. »Hvad det end skal koste, hvor svære overgangstidens plager, ulykker, sult og kaos end bliver, taber vi ikke modet, men fører vor sag sejrrigt til ende.«
I artiklen om guldets betydning analyserer Lenin de nye metoder, som blev nødvendiggjort af omstillingen til en vis kapitalistisk virksomhed under den proletariske stats ledelse. Den forudgående fases åbne kampe blev nu afløst af forsigtige manøvrer både i den hjemlige økonomiske politik og over for udlandet, en vis »reformisme« i al politik. For nogle medlemmer af bolsjevikkernes parti stod denne vending som et nederlag, et skæbnesvangert tilbagetog fra revolutionens mål.
Henvisningen til guldet (i artiklens titel) var en understregning af, at udviklingen af handelen nu blev en særlig betydningsfuld opgave. Handelen var »den eneste mulige forbindelse mellem millioner og atter millioner af små landbrugere og storindustrien...«
Til opbygning af storindustrien skulle statskapitalismen under sovjetstatens ledelse tjene. Der var tale om et tilbagetog for senere at kunne gå hurtigere fremad til socialismen.
Den store artikel om fagforeningernes rolle under NEP var betegnende for de fremskridt, der var gjort i løbet af 1921. Det års begyndelse var præget af voldsomme sammenstød og diskussioner i partiet om stillingen til fagforeningerne. Det kom til en faktisk fraktionsdannelse, foranlediget dels af Trotskijs og andres tendens til at ville gøre fagorganisationerne til statsorganer, dels af Bukharins og hans meningsfællers helt syndikalistiske bestræbelser for at give fagforeningerne en dirigerende funktion i stedet for den proletariske stat og det kommunistiske parti. Tre artikler herom står at læse i dette udvalgs bd. 14.
Nu derimod var disse kriseagtige diskussioner overstået, og problemet var blevet, hvilken rolle fagforeningerne kunne spille under NEP, og hvilke metoder fagforeningerne nu kunne anvende for at forsvare medlemmernes interesser.
Den tidligere udgaves bd. 12 indeholder også en artikel om fagforeningernes rolle under NEP, nemlig den resolution, som partiets centralkomité vedtog den 12. januar 1922. Den foreliggende udgave indeholder ikke selve resolutionen, men Lenins udkast dertil, skrevet den 4. januar. En sammenligning af de to tekster viser, at Lenins oprindelige tekst langt skarpere end centralkomiteens endelige affattelse af teksten insisterer på medlemmernes rettigheder, f.eks. til strejke.
Sovjetruslands befolkning var på den tid stadig småborgerligt sammensat: en talmæssigt lille arbejderklasse, som tilmed dengang var deklasseret, »slået ud af sit klasseleje«, som Lenin skrev, en stor bondemasse med uproduktive driftsformer og dårlige redskaber, og mellemlag, som var uddannet under tsartidens og krigstidens feudalistiske eller kapitalistisk betingede vilkår.
Lenin fremhævede i sine artikler atter og atter nødvendigheden af storindustri, omorganisering af landbruget (først og fremmest ved kooperation), uddannelse, skoler og for partiets vedkommende ideologisk højnelse, ikke mindst ved studium af den dialektiske materialisme.
Med afslutningen af krigshandlingerne i Sovjetrusland og overgangen til NEP begyndte også en ændring af Sovjetruslands internationale stilling. Sovjetrusland blev opfordret til at deltage i konferencen i Genua (Italien) i foråret 1922 og konferencen i Haag senere på sommeren. Lenin deltog, som dette udvalg viser, i forberedelserne til begge konferencer. Hans bemærkninger til konferencen i Haag hører til de oftest citerede, når krig, nedrustning og fredsbestræbelser er på tale.
Ved nytårs tid 1922-23 dannedes Unionen Af Socialistiske Sovjetrepublikker, USSR (på russisk SSSR). I stedet for Sovjetrusland (RSFSR, føderationen af russiske sovjetrepublikker) trådte Sovjetunionen, sammenslutningen af sovjetrepublikkerne i én stat, på ligeberettiget grundlag. Også her måtte Lenin lægge sit lod i vægtskålen.
I dette bind findes Lenins tale den 13. november 1922 på Kommunistisk Internationales 4. kongres: Fem Års Russisk Revolution Og Perspektiverne For Verdensrevolutionen, og den sidste offentlige tale, han holdt, den 20. november 1922, før sygdom tvang ham helt ud af det daglige arbejde. I denne sidste tale findes de berømte ord: Af NEPs Rusland vil der blive et socialistisk Rusland.
I december 1922 forværredes Lenins tilstand yderligere. Fra sit sygeleje dikterede han nu sine breve og betragtninger i månederne fra 23. december 1922 til 2. marts 1923.
Disse breve og artikler er ofte blevet betegnet som Lenins testamente. Betegnelsen er for så vidt korrekt, som indholdet er bestemt for Lenins arvtagere og efterfølgere. Han dikterede i alt syv breve til den forestående 12. partikongres.
I et af brevene foreslog Lenin partikongressen at udskifte Stalin med en anden på generalsekretærposten. Partikongressen beholdt imidlertid Stalin på posten, i forventning om, at han ville lægge sig Lenins kritiske bedømmelse på sinde. Brevene blev først officielt offentliggjort efter SUKPs 20. kongres 1956.
Den sidste artikel fra Lenins hånd bærer den karakteristiske titel: Hellere Mindre, Men Bedre. Den afspejler på én gang Lenins kritiske vurdering af meget, som blev gennemført under den første revolutionsbegejstring og de følgende års svære prøvelser, og hans usvækkede tiltro til, at der med sovjetsystemet og proletariatets diktatur under det kommunistiske partis lederskab var lagt et solidt fundament for fremtidens socialistiske og kommunistiske samfund, også set i internationalt perspektiv.
Sidst opdateret 19.6.2014