Skrevet den 20. august 1921. Trykt første gang den 28. august 1921 i Pravda nr. 190.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 13-21, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 19. juni 2014.
Hver særpræget vending i historien fremkalder visse formforandringer i de småborgerlige svingninger, der altid finder sted ved siden af proletariatet og altid i nogen grad trænger ind blandt proletariatet.
Småborgerlig reformisme, dvs. lakajtjeneste for bourgeoisiet, tilsløret med pæne demokratiske og »socialdemokratiske fraser og afmægtige ønsker, og småborgerlig revolutionarisme, drabelig, opblæst, ordskrydende, i virkeligheden kun splittethed, rådvildhed og uforstand – det er disse svingningers to »retninger«. De er uundgåelige, så længe kapitalismens dybeste rødder ikke er rykket op. Nu skifter de form i forbindelse med den kendte vending i sovjetmagtens økonomiske politik.
Grundtonen hos de mensjevikisk anløbne er: »Bolsjevikkerne er vendt om, de går tilbage til kapitalismen, og det bliver deres død. Revolutionen er trods alt borgerlig, også oktoberrevolutionen! Leve demokratiet! Leve reformismen!« Hvad enten dette siges på rent mensjevikisk vis eller på socialrevolutionær, i II eller II½ Internationales ånd [1] – indholdet er det samme.
Grundtonen hos halvanarkisterne, i stil med det tyske »kommunistiske arbejderparti« eller med den del af vor tidligere arbejderopposition, som har forladt partiet eller fjerner sig fra det, er: »Nu tror bolsjevikkerne ikke på arbejderklassen!« De paroler, der udledes heraf, ligner mere eller mindre dem fra Kronstadt i foråret 1921. [2]
Så nøgternt og præcist som muligt at holde en vurdering af de faktiske klassekræfter og ubestridelige kendsgerninger op imod den pessimisme og panik, der spredes af såvel reformismens som revolutionarismens filistre – det er marxisternes opgave.
Tænk på hovedetaperne i vor revolution. Første etape, den rent politiske så at sige, fra 25. oktober til 5. januar, indtil den Konstituerende Forsamlings sprængning. På en halv snes uger gjorde vi hundrede gange mere for virkeligt og fuldstændigt at afskaffe feudalismens rester i Rusland, end mensjevikkerne og de socialrevolutionære [3] gjorde på otte måneder (februar-oktober 1917), da de havde magten. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære, og i udlandet alle II½ Internationales helte, var dengang en flok ynkelige håndlangere for reaktionen. Anarkisterne stod enten rådvildt udenfor, eller også hjalp de os. Var revolutionen dengang borgerlig? Naturligvis var den det, for så vidt som vort fuldførte værk var tilendebringelsen af den borgerlig-demokratiske revolution, for så vidt som der endnu ikke fandtes klassekamp inden for »bondestanden«. Men samtidig præsterede vi uhyre meget ud over den borgerlige revolution, for at fremme den socialistiske, proletariske revolution: 1) Vi udviklede som ingen sinde før arbejderklassens kræfter, for at de kunne udnytte statsmagten. 2) Vi tilføjede det småborgerlige demokratis afgudsbillede, den Konstituerende Forsamling og de borgerlige »friheder«, eksempelvis trykkefriheden for de rige, et slag, der mærkedes verden over. 3) Vi skabte en sovjetisk type stat, et vældigt fremskridt efter 1793 og 1871.
Anden etape. Brestfreden. [4] En flom af revolutionære fraser imod freden – halvpatriotiske fraser hos de socialrevolutionære og mensjevikkerne, »venstre«fraser hos en del af bolsjevikkerne. »Når de har sluttet en fred med imperialismen, er de fortabt«, påstod spidsborgeren i panik eller med skadefryd. Men de socialrevolutionære og mensjevikkerne »sluttede fred« med imperialismen som deltagere i den borgerlige udplyndring af arbejderne. Vi »sluttede fred«, idet vi udleverede røveren en del af vort eje, for at redde arbejdermagten, for at tilføje røveren endnu kraftigere slag. Den frase, at vi angivelig »ikke tror på arbejderklassens kræfter«, fik vi dengang at høre i rigt mål, men vi lod os ikke bedrage af fraser.
Tredje etape. Borgerkrigen, fra tjekkoslovakkerne og de »konstituerede« til Wrangel, 1918-1920. Vor Røde Hær eksisterede ikke i krigens begyndelse. Denne hær er også nu forsvindende i sammenligning med hæren i et hvilket som helst ententeland, hvis man sammenligner de materielle kræfter. Ikke des mindre sejrede vi i kampen med den verdensbeherskende Entente. [5] Bøndernes og arbejdernes forbund, ledet af den proletariske statsmagt, – en verdenshistorisk erobring – er hævet til en enestående højde. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære fungerer som monarkiets håndlangere, såvel direkte (ministre, organisatorer, propagandister) som fordækte (folk som Tjernov og Martov, der indtog den mest »raffinerede« og mest gemene stilling, hvor de tilsyneladende vaskede deres hænder, men i virkeligheden brugte pennen flittigt imod os). Anarkisterne vaklede også her hjælpeløst frem og tilbage: en del hjalp os, en anden del spolerede arbejdet ved højlydte protester mod militær disciplin eller ved skepticisme.
Fjerde etape. Ententen blev nødt til at indstille interventionen og blokaden (for lang tid?). Det bundforarmede land er knap nok begyndt at rette sig, det ses først nu, hvor dyb forarmelsen er, det hærges af de værste plager, industriens standsning, misvækst, sult, epidemier.
Vi er kommet op på det højeste og tillige det vanskeligste trin i vor verdenshistoriske kamp. Fjenden er i dette øjeblik og i denne tidsperiode ikke den samme som i går. Fjenden er ikke hvidgardisternes hærskarer under kommando af godsejere med støtte af alle mensjevikker og socialrevolutionære og af hele verdensbourgeoisiet. Fjenden er det økonomiske livs trædemølle i et småbondeland med en ruineret storindustri. Fjenden er det småborgerlige element, der omgiver os som luften, og trænger meget stærkt ind i proletariatets rækker. Og proletariatet er deklasseret, dvs. det er slået ud af sit klasseleje. Fabrikkerne og værkerne står stille – proletariatet er svækket, splittet, afkræftet. Hvorimod det småborgerlige element i staten får støtte fra hele det internationale bourgeoisi, som stadig er en verdensmagt.
Nuvel, skulle man så ikke tabe modet? Især sådanne helte som mensjevikkerne og de socialrevolutionære, II½ Internationales riddere, de hjælpeløse anarkister, »venstre«frasernes liebhavere. »Bolsjevikkerne drejer af henimod kapitalismen, det er slut med bolsjevikkerne, heller ikke deres revolution er kommet ud over den borgerlige revolutions rammer.« Disse hyl hører vi rigeligt af.
Men vi er allerede vant til dem.
Vi undervurderer ikke faren. Vi ser den lige i øjnene. Vi siger til arbejderne og bønderne: faren er stor, mere solidaritet, udholdenhed, koldblodighed; smid mensjevikisk og socialrevolutionært anløbne personer, panikmagere og skrålhalse på porten med foragt.
Faren er stor. Fjenden er økonomisk langt stærkere end os, ligesom han i går var langt stærkere end os i militær henseende. Det véd vi, og denne erkendelse er vor styrke. Vi har allerede præsteret så uhyre meget for at rense Rusland for feudalisme, for at udvikle alle kræfter blandt arbejderne og bønderne, for at fremme verdenskampen mod imperialismen, for den internationale proletariske bevægelse, befriet for II og IIy2 Internationales nederdrægtigheder og gemenheder, at panikslagne røster ikke virker på os. Vi har fuldt ud, til overflod »retfærdiggjort« vor revolutionære virksomhed, idet vi i gerning har bevist for hele verden, hvad proletariatets revolutionære vilje kan udføre, til forskel fra det mensjevikisk-socialrevolutionære »demokrati« og den feje reformisme, der tilsløres med paradefraser.
Den, som før en stor kamp er bange for nederlag, kan kun kalde sig socialist, hvis han vil håne arbejderne.
Netop fordi vi ikke er bange for at se faren i øjnene, udnytter vi vore kræfter bedre i kampen, vi afvejer chancerne mere nøgternt, forsigtigt, beregnende, vi gør alle de indrømmelser, der styrker os og splitter fjendens kræfter (selv den sidste tosse har nu set, at »Brestfreden« var en indrømmelse, der styrkede os og splittede den internationale imperialismes kræfter).
Mensjevikkerne råber op om, at levnedsmiddelskatten, den frie handel, tildelingen af koncessioner og adgangen for statskapitalisme betyder kommunismens sammenbrud. Disse mensjevikker fik i udlandet følgeskab af den forhenværende kommunist Levi; denne Levi måtte man forsvare, så længe man med lidt god vilje kunne forklare hans fejl som en reaktion imod den række fejl, »venstre«-kommunisterne begik, især i marts 1921 i Tyskland; [6] denne Levi kan man ikke forsvare, når han i stedet for at indrømme sin fejltagelse glider ud i mensjevisme over hele linjen.
Over for de højlydte mensjevikker kan vi simpelt hen pege på, at kommunisterne allerede i foråret 1918 forkyndte og forfægtede tanken om en blok, en alliance med statskapitalismen mod det småborgerlige element. For tre år siden! I den bolsjevikiske sejrs første måneder! Nøgternhed besad bolsjevikkerne allerede dengang. Og siden da har ingen kunnet gendrive rigtigheden af vor nøgterne vurdering af de kræfter, der er for hånden.
Den til mensjevismen forfaldne Levi råder bolsjevikkerne (hvis nederlag over for kapitalismen han »forudsiger«, ligesom alle spidsborgere, demokrater, socialdemokrater o.a. forudsagde vor undergang i tilfælde af, at vi sprængte den Konstituerende Forsamling!) til at søge hjælp hos hele arbejderklassen! For ser De, hidtil har kun en del af den hjulpet bolsjevikkerne!
Her ligner Levi påfaldende de halvanarkister og skrålhalse, til dels nogle fra den forhenværende »arbejderopposition«, som ynder klingende fraser om det tema, at bolsjevikkerne nu »ikke tror på arbejderklassens kræfter.« Både mensjevikkerne og de anarkistisk anløbne gør dette begreb »arbejderklassens kræfter« til et afgudsbillede, de magter ikke at tænke over dets faktiske, konkrete indhold. I stedet for at studere og analysere dette indhold giver de sig til at deklamere.
Herskaberne fra II½ Internationale, som gerne kalder sig revolutionære, viser sig i virkeligheden som kontrarevolutionære, hver gang stillingen er alvorlig, for de er bange for magtanvendelse ved ødelæggelsen af det gamle statsapparat, de tror ikke på arbejderklassens kræfter. Dengang vi sagde dette om de socialrevolutionære og konsorter, var det ikke i vor mund nogen frase. Enhver ved, at oktoberrevolutionen i praksis bragte nye kræfter, en ny klasse frem, at proletariatets bedste repræsentanter nu regerer Rusland, har skabt en hær, ført den, oprettet lokalforvaltninger, osv., at de leder industrien o.l. Når der i dette ledelsesarbejde er bureaukratiske vildskud, dækker vi ikke over dette onde, men afslører det, bekæmper det. Den, som over kampen mod det nye samfunds vildskud glemmer dets indhold, at arbejderklassen har skabt og leder en stat af sovjettype, han evner simpelt hen ikke at tænke og taler ud i det blå.
Men »arbejderklassens kræfter« er ikke ubegrænsede. Hvis tilstrømningen af friske kræfter fra arbejderklassen nu er svag, undertiden meget svag, hvis tilstrømningen af kræfter stadig væk er svag på trods af alle mulige dekreter, appeller og agitatoriske henvendelser, på trods af alle ordrer til at »bruge partiløse«, så skal man ikke prøve at klare den med deklamationer om »mistro til arbejderklassens kræfter«, det betyder kun at forfalde til tomt frasemageri.
Uden et vist »pusterum« får man ikke disse nye kræfter; de kan kun vokse langsomt frem; de kan intet andet sted hentes end gennem genrejsning af storindustrien (altså mere nøjagtigt og konkret sagt, gennem elektrificering).
Efter de uhyre, ganske enestående anstrengelser må arbejderklassen i et forarmet småbondeland, arbejderklassen som i stor udstrækning har lidt af deklassering, have en frist, for at nye kræfter kan vokse til og samle sig, for at de gamle og udslidte kan blive »repareret«. Skabelsen af et militært og statsligt apparat, der var i stand til at stå prøvelserne i 1917-21 sejrrigt igennem, var et stort arbejde, som optog, opslugte, udtømte de reale »kræfter i arbejderklassen« (ikke dem, der findes i skrålhalsenes deklamationer). Det må man begribe, man må tage hensyn til nødvendigheden eller rettere uundgåeligheden af en langsommere tilvækst af nye kræfter fra arbejderklassen.
Når mensjevikkerne råber op om bolsjevikkernes »bonapartisme« (om at disse jo støtter sig på tropperne og apparatet, imod »demokratiets« vilje), så giver dette fortrinligt udtryk for bourgeoisiets taktik, og Miljukov støtter den med rette, han støtter »Kronstadt«-parolerne (fra foråret 1921). Bourgeoisiet ser rigtigt, at de virkelige »kræfter i arbejderklassen« nu består af denne klasses mægtige avantgarde (Ruslands kommunistiske Parti, der ikke pludseligt, men gennem 25 år ved sine gerninger har skaffet sig rollen, kaldet, kraften som den eneste revolutionære klasses »avantgarde«) samt de elementer, der er mest svækkede gennem deklassering og mest modtagelige for mensjevikiske og anarkistiske svingninger.
Under parolen »mere tillid til arbejderklassens kraft« arbejdes der i virkeligheden nu på at styrke de mensjevikiske og anarkistiske indflydelser – det har Kronstadt i foråret 1921 vist og bevist med al tydelighed. Enhver bevidst arbejder bør afsløre og fordrive dem, der råber op om vor »mistro til arbejderklassens kræfter«, thi disse skrålhalse er i virkeligheden bourgeoisiets og godsejernes håndlangere, som bevirker en for disse fordelagtig svækkelse af proletariatet ved at øge mensjevikkernes og anarkisternes indflydelse.
Her »ligger hunden begravet«, hvis man nøgternt sætter sig ind i, hvad begrebet »arbejderklassens kræfter« virkelig indeholder.
Hvor ser man jeres arbejde, kære herrer, hvor er jeres indsats for i realiteten at få partiløse sat ind på vore dages vigtigste »front«, den økonomiske front, den økonomiske opbygning? Her har vi det spørgsmål, som bevidste arbejdere skal stille skrålhalsene. Sådan kan og skal man bestandig afsløre skrålhalsene og vise, at de i praksis ikke fremmer, men sinker økonomiens opbygning, ikke fremmer, men sinker den proletariske revolution, ikke støtter proletariske, men småborgerlige bestræbelser, gør tjeneste for en fremmed klasse.
Vor parole er: Ned med skrålhalsene! Ned med hvidgardisternes sanseløse håndlangere, som gentager de ulyksalige Kronstadtfolks fejl fra foråret 1921! Tag fat på sagligt, praktisk arbejde, som er indrettet efter situationens særegne karakter og dens opgaver! Det er ikke fraser, men handling vi trænger til.
En nøgtern vurdering af denne særegne karakter og af de virkelige, ikke opdigtede klassekræfter siger os følgende:
– Efter en periode med fremskridt, verden ikke har set mage til, hvor den proletariske skaberkraft udfoldede sig på det militære, administrative, almenpolitiske område, indtrådte der en anden periode, og den kom ikke tilfældigt, men uundgåeligt, den skyldtes ikke personer eller partier, men havde objektive årsager, en periode, hvor de nye kræfter vokser meget langsommere til. I økonomisk arbejde er opbygning nødvendigvis vanskeligere, langsommere, mere gradvis; det ligger i dette arbejdes natur, sammenlignet med militært, administrativt, almenpolitisk arbejde. Det skyldes arbejdets særlige vanskelighed og dets større jordbundethed, om man må udtrykke sig sådan.
Derfor vil vi bestræbe os for at bestemme vore opgaver i denne nye, højere kampetape med den allerstørste, tredobbelte forsigtighed. Vi vil fastlægge disse opgaver mere beskedent, vi vil gøre større indrømmelser, naturligvis inden for de rammer, proletariatet kan gå med til, når det vil fortsætte som herskende klasse; hurtigst mulig opkrævning af en moderat levnedsmiddelskat og størst mulig frihed til at udvikle, konsolidere, genrejse bondebruget; vi vil afstå foretagender, vi ikke absolut skal bruge, til forpagtere, indbefattet privatkapitalister og udenlandske koncessionsindehavere. Vi har brug for en blok eller en alliance mellem den proletariske stat og statskapitalismen imod det småborgerlige element. Denne alliance må tilvejebringes forstandigt, efter reglen: »mål efter syv gange, skær af én gang«. Vi vil umiddelbart forbeholde os et noget mindre arbejdsområde, kun det absolut nødvendige. Vi vil samle de svækkede kræfter i arbejderklassen om et mindre felt, men til gengæld få bedre fodfæste, vi vil kontrollere os selv ikke en eller to gange, men mange gange ved hjælp af praktiske erfaringer. Skridt for skridt, tomme for tomme – anderledes kan »tropper« som vore i denne tid ikke komme fremad på en så vanskelig vej, i en så byrdefuld situation, under sådanne farer. Den, der finder dette arbejde »kedsommeligt«, »uinteressant«, »uforståeligt«, den, der rynker på næsen eller gribes af panik eller beruser sig i deklamationer om manglen på »det gamle sving«, »den gamle entusiasme« osv. – ham må man hellere »fritage for arbejdet« og anbringe i et arkiv, så han ikke kan gøre skade, thi han vil ikke eller kan ikke fatte det særegne ved dette trin, denne etape i kampen.
I en situation, hvor landet er uhyre forarmet og proletariatets kræfter udmattede af næsten overmenneskelige anstrengelser, tager vi fat på det allervanskeligste: at rejse fundamentet til en virkelig socialistisk økonomi, at skabe en rigtig vareomsætning (eller rettere produktomsætning) mellem industri og landbrug. Fjenden er endnu langt stærkere end os; den anarkistiske, individuelle vareomsætning og smughandelen undergraver ved enhver lejlighed vort arbejde. Vi har et klart blik for vanskelighederne og vil systematisk og hårdnakket overvinde dem. Mere initiativ og selvstændighed lokalt, flere kræfter derhen, mere opmærksomhed over for de lokale praktiske erfaringer. Skal arbejderklassen kunne hele sine sår og genvinde sin proletariske »klassekraft«, skal bønderne kunne bestyrkes i deres tillid til den proletariske stat, kan det kun ske i takt med de faktiske fremskridt i genrejsningen af industrien og skabelsen af en rigtig, statslig produktomsætning, der gavner både bonden og arbejderen. I takt med disse fremskridt vil vi også få en tilstrømning af nye kræfter, måske ikke så hurtigt, som vi hver for sig kunne ønske, men vi vil få dem.
Til arbejdet, et langsommere og mere forsigtigt, mere tålmodigt og vedholdende arbejde!
20. august 1921
1. II Internationale eller II½ Internationale – II Internationale blev grundlagt på en kongres i Paris 14.-20. juli 1889, dvs. den opstod ved overgangen til den imperialistiske periode i kapitalismens udvikling og dens standpunkt til krig og militarisme blev et af dens vigtigste spørgsmål og det som optog den længste tid og den største interesse på alle dens kongresser helt op til verdenskrigens udbrud. II Internationales ledere gjorde under krigen overhovedet intet forsøg på at organisere en international aktion fra arbejderklassens side. De internationale konferencer, der blev afholdt, blev organiseret af den revolutionære opposition inden for de vesteuropæiske i årtier og de russiske bolsjevikker. Et forsøg på at organisere en fredskonference i Stockholm i 1917 mislykkedes. Først efter fredsslutningen var det muligt at organisere den fælles konference, der fandt sted i Bern 1919.
II½ Internationale var en international organisation af centristiske socialistiske partier. Meldte sig ud af II Internationale efter pres fra de arbejdende masser. Grundlagt på en konference i Wien i februar 1921. Lederne af II½ Internationale forsøgte at modvirke kommunisternes indflydelse på international arbejderbevægelse. II½ Internationale ophørte at eksistere i 1923. – S. 13.
2. Lenin sigter til Kronstadtoprøret, der begyndte 28. februar 1921. Oprøret var organiseret af socialrevolutionære, mensjevikker og hvidgardister. En betydelig del af søfolkene i Kronstadt sluttede sig til oprøret. De kontrarevolutionære fremkom med paroler som »sovjetterne uden kommunister« i et forsøg på at fjerne kommunisterne fra sovjetternes ledelse, ødelægge sovjetmagten og indføre det kapitalistiske system igen i Rusland.
2. marts arresterede oprørerne flådens kommando. De fik forbindelse med udenlandske imperialister, der ydede dem finansiel og militær hjælp. Erobringen af Kronstadt udgjorde en stor trussel mod Petrograd. Den sovjetiske regering sendte en del af den Røde Hær til Kronstadt og mere end 300 delegerede fra det kommunistiske partis 10. kongres deltog i stormen. 18. marts var oprøret slået ned. – S. 13.
3. Mensjevikkerne – dvs. mindretalsfolk, betegnelse for medlemmer af den opportunistiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP). Denne fløj dannedes på partiets 2. kongres i 1903, hvor den kom i mindretal (russisk: mensjinstvo). Mod den stod flertallet (russisk: bolsjinstvo), med Lenin i spidsen.
De socialrevolutionære – småborgerligt parti, dannet i århundredets begyndelse af overlevende narodnikgrupper, anvendte individuel terror som foretrukket kampmiddel.
Under verdenskrigen gik et flertal af de socialrevolutionære ind for Ruslands deltagelse i krigen; efter februarrevolutionen 1917 den provisoriske regerings vigtigste støtte sammen med mensjevikkerne. Partiets ministre var med til at sende straffekolonner mod de bønder, som havde taget godsejerjord i besiddelse; partiet isoleredes fra den revolutionære befolkning; under og efter oktoberrevolutionen kontrarevolutionært. – S. 14.
4. Brestfreden – blev indgået mellem Sovjetrusland og landene i den tyske blok: Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet i Brest-Litovsk 3. marts 1918. Efter den tyske revolution annullerede Sovjetrusland aftalen 13. november 1918. – S. 14.
5. Ententen – imperialistisk blok, som Storbritannien, Frankrig og Rusland dannede i 1907, rettet mod Triple Alliancen, dvs. Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien. Ordet entente benyttedes i traktaten mellem Storbritannien og Frankrig 1904, der kaldtes entente cordiale, dvs. hjertelig forståelse. Under den første verdenskrig fik Ententen tilslutning af Japan og andre lande. Efter oktoberrevolutionen 1917 var Ententens hovedmagter bagmænd for den militære intervention mod sovjetrepublikken. – S. 15.
6. I marts 1921 udbrød der i Midttyskland en strejkebevægelse, som regeringen anvendte polititropper til at nedkæmpe. Arbejderne i Midttyskland besvarede regeringens provokation med generalstrejke, der gik over i væbnet kamp. Den 24. marts rettede centralkomiteen for Tyskland kommunistiske Parti en appel til de tyske arbejdere om at støtte opstanden med en generalstrejke over hele Tyskland. Appellen vandt ikke almindelig tilslutning, og den isolerede opstand blev slået ned. »Venstre«-elementerne i partiet udviklede en teori om, at det kommunistiske parti med egne kræfter skulle gå til offensiv, uanset om der fandtes objektive forudsætninger for en masserejsning. – S. 16.
Sidst opdateret 19.6.2014