Årene, hvor revolutionen blev forberedt (1903-1905). Overalt føler man den vældige storm nærme sig. I alle klasser gæring og forberedelse. I udlandet rejser emigrantpressen teoretisk alle revolutionens grundspørgsmål. I forbitret kamp om programmatiske og taktiske anskuelser foregribes og forberedes den kommende åbne kamp mellem klasserne af repræsentanterne for de tre hovedklasser, de tre politiske hovedstrømninger: den liberalt-borgerlige, den småborgerligt-demokratiske (maskeret som en “socialdemokratisk” og en “social-revolutionær” retning [5]) og den proletarisk-revolutionære. Alle de spørgsmål, som massernes væbnede kamp i 1905-1907 og i 1917-1920 førtes om, kan (og skal) man følge i kim i datidens presse. Og mellem de tre hovedretninger er der naturligvis utallige mellemformer, overgange og halvheder. Eller rettere: i kampen mellem presseorganer, partier, fraktioner og grupper udkrystalliseres de idépolitiske retninger, som er de virkelige klassemæssige, klasserne smeder sig de bedst egnede idépolitiske våben til de kommende slag.
Revolutionens år (1905-1907). Alle klasser træder åbent frem. Alle programmatiske og taktiske synspunkter stilles på prøve af massernes aktion. Strejkekampe af en udstrækning og voldsomhed, som verden aldrig har set mage til. Den økonomiske strejke vokser over i den politiske, og den politiske vokser over i opstand. Forholdet mellem det førende proletariat og de førte, vaklende og vankelmodige bønder prøves i praksis. Under kampens spontane udvikling opstår sovjetterne som organisationsform. Den daværende strid om sovjetternes betydning foregriber den store kamp i 1917-1920. Vekslen mellem parlamentariske og ikke-parlamentariske kampformer, mellem taktisk boykot af parlamentarismen og taktisk deltagelse i den, mellem legale og illegale kampformer, såvel som mellem deres indbyrdes forhold og forbindelser, alt dette udmærker sig ved en forbavsende rigdom på indhold. Med hensyn til fundamental politisk viden er hver måned af denne periode både for masse og førere, for klasser og partier lige så lærerig som år med en “fredelig”, “konstitutionel” udvikling. Uden “generalprøven” i 1905 havde oktoberrevolutionens sejr i 1917 ikke været mulig.
Reaktionens år (1907-1910). Tsarismen har sejret. Alle revolutionære og oppositionelle partier er slået. Modløshed, demoralisation, spaltning, virvar, faneflugt og pornografi i stedet for politik. Forstærket dragning til filosofisk idealisme, mysticisme som dække over kontrarevolutionære stemninger. Men samtidig giver netop dette store nederlag de revolutionære partier og den revolutionære klasse en reel og yderst nyttig lære, en lære i historisk dialektik, i forståelsen af den politiske kamp, i færdigheden og kunsten at føre den. I nøden skal man kende sine venner. Slagne hære tager godt ved lære.
Den sejrrige tsarisme tvinges til i øget tempo at nedbryde levnene af før-borgerlige, patriarkalske tilstande i Rusland. Den borgerlige udvikling skrider frem med bemærkelsesværdig hast. Illusionerne om en udvikling uden om klasserne eller over klasserne, illusionerne om at kunne undgå kapitalismen spredes som avner for vinden. Klassekampen træder frem i en ganske ny, men så meget tydeligere skikkelse.
Revolutionære partier må lære til bunds. De har lært at gå til angreb. Nu må de forstå, at denne indsigt må suppleres med indsigten i, hvorledes et tilbagetog rigtigt skal gennemføres. Man må forstå – og den revolutionære klasse lærer af egen bitter erfaring at forstå det – at man ikke kan sejre, hvis man ikke har lært at gennemføre et rigtigt angreb og et rigtigt tilbagetog. Af alle slagne oppositionelle og revolutionære partier var det bolsjevikkerne, der trak sig tilbage i bedst orden, med mindst afbræk for deres “hær”, med bedst bevarede kernetropper, med de mindst dybtgående og de færreste uhelbredelige spaltninger, med den mindste demoralisation og den største evne til at genoptage et bredt anlagt, rigtigt og energisk gennemført arbejde. Og dette opnåede bolsjevikkerne alene, fordi de skånselsløst afslørede og skilte sig af med de fraserevolutionære, som ikke ville indse, at man måtte trække sig tilbage, at man måtte forstå at trække sig tilbage, at man nødvendigvis måtte lære at arbejde legalt i de mest reaktionære parlamenter, de mest reaktionære fagforeninger, brugsforeninger, forsikringsforeninger og lignende organisationer.
Opsvingets år (1910-1914). I begyndelsen foregik opsvinget usandsynlig langsomt, men efter Lena-begivenhederne i 1912 [6] noget hurtigere. Under uhørte vanskeligheder fortrængte bolsjevikkerne mensjevikkerne, hvis rolle som borgerlige agenter i arbejderbevægelsen blev udmærket forstået af hele bourgeoisiet efter 1905, og som derfor også på alle mulige måder støttedes af bourgeoisiet mod bolsjevikkerne. Det var imidlertid aldrig lykkedes bolsjevikkerne at opnå dette, hvis de ikke havde brugt den rigtige taktik at forene det illegale arbejde med en ubetinget udnyttelse af de “legale muligheder”. I den ærkereaktionære duma [7] vandt bolsjevikkerne hele arbejderkurien for sig.
Den første imperialistiske verdenskrig (1914-1917). Den legale parlamentsvirksomhed i det bundreaktionære “parlament” er til uvurderlig nytte for det revolutionære proletariats parti bolsjevikkerne. De bolsjevikkiske deputerede sendes til Sibirien. [8] I emigrantpressen får alle afskygninger af socialimperialisme, socialchauvinisme, socialpatriotisme, inkonsekvent og konsekvent internationalisme, pacifisme og revolutionær afstandtagen fra pacifistiske illusioner sit fulde udtryk hos os. De lærde tåber og gamle koner i II Internationale, som ringeagtende og overlegent rynkede på næsen ad de mange “fraktioner” i den russiske socialisme og den forbitrede kamp mellem disse fraktioner, forstod ikke, da krigen afskaffede den højtpriste “legalitet” i alle førende lande, at organisere en blot tilnærmelsesvis så fri (illegal) meningsudveksling og en så fri (illegal) udformning af rigtige standpunkter, som de russiske revolutionære organiserede i Svejts og en række andre lande. Netop derfor viste de direkte socialpatrioter og “kautskyanere” i alle lande sig også at være de værste forrædere mod proletariatet. Og når bolsjevismen i 1917-1920 formåede at sejre, så er en af hovedårsagerne hertil, at bolsjevismen allerede fra slutningen af 1914 skånselsløst afslørede nederdrægtigheden, ækelheden og gemenheden ved socialchauvinismen og “kautskyanismen” (hvortil svarer longuetismen [9] i Frankrig, anskuelserne hos førerne for Independent Labour Party [10] og fabianerne [11] i England, Turati i Italien o.s.v.), og at masserne derefter gennem egen erfaring i stadig højere grad overbeviste sig om rigtigheden af bolsjevikkernes anskuelser.
Den anden revolution i Rusland (fra februar til oktober 1917). Tsarismens utrolige forkalkning og senilitet frembragte (med bistand af den kvalfulde krigs modgang og byrder) en usandsynlig ødelæggelseskraft rettet mod tsarismen selv. På få dage forvandledes Rusland til en borgerlig demokratisk republik, friere – under krigsforholdene – end noget andet land i verden. Regeringen dannedes af førerne for de oppositionelle og revolutionære partier, ligesom i de mest “strengt parlamentariske” republikker, og stillingen som fører for et oppositionsparti i parlamentet, så ærkereaktionært dette end var, lettede en sådan førers senere rolle under revolutionen.
Mensjevikkerne og de “socialrevolutionære” tilegnede sig i løbet af et par uger glimrende alle de metoder og manerer, argumenter og sofismer, som benyttes af II Internationales europæiske helte, ministerialister [12] og lignende opportunistisk pak. Alt hvad vi nu læser om Scheidemann’er og Noske, om Kautsky og Hilferding, om Renner og Austerlitz, Otto Bauer og Fritz Adler, om Turati og Longuet, om fabianerne og førerne for det Uafhængige Arbejderparti i England, det forekommer os altsammen at være (og er faktisk også) en kedsommelig gentagelse og efteraben af et gammelkendt motiv. Alt dette har vi allerede set hos mensjevikkerne. Historien formede sig som en vittighed og fik et tilbagestående lands opportunister til at foregribe opportunisterne i en række fremskredne lande.
Når alle II Internationales helte spillede fallit og blamerede sig i spørgsmålet om sovjetternes og sovjetmagtens betydning, når blamagen og forvirringen i dette spørgsmål var særlig “grel” hos førerne for de tre vigtige partier, som nu er udtrådt af II Internationale (nemlig Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, [13] de franske longuetister og det engelske Uafhængige Arbejderparti), og når de allesammen viste sig at være slaver af det småborgerlige demokratis fordomme (helt i stil med de småborgere, som i 1848 kaldte sig “socialdemokrater”), så har vi allerede set alt dette hos mensjevikkerne. Historien var så drilagtig, at sovjetterne fødtes i Rusland i 1905, at de i februar-oktober 1917 forfalskedes af mensjevikkerne, som spillede fallit, fordi de ikke forstod sovjetternes rolle og betydning, og at sovjetmagtens idé nu er født over hele verden og breder sig med mageløs hast blandt alle landes proletarer, medens II Internationales gamle helte på samme måde spiller fallit overalt, fordi de ikke kan forstå sovjetternes rolle og betydning, akkurat som vore mensjevikker. Erfaringen har vist, at i visse af den proletariske revolutions meget væsentlige spørgsmål kommer alle lande uvægerligt til at gennemgå det samme, som Rusland har gennemgået.
Bolsjevikkerne begyndte deres sejrrige kamp mod den parlamentariske, (faktisk) borgerlige republik og mod mensjevikkerne meget forsigtigt, og forberedelsen var slet ikke så ligetil, som man ofte synes at tro i Europa og Amerika. I begyndelsen af denne periode opfordrede vi ikke til at styrte regeringen, men forklarede, at det var umuligt at styrte den, før der var sket ændringer i sovjetternes sammensætning og indstilling. Vi erklærede ikke boykot over for det borgerlige parlament, den konstituerende forsamling, men sagde – og efter vort partis aprilkonference (1917) sagde vi det officielt og i partiets navn – at en borgerlig republik med en konstituerende forsamling var bedre end en sådan borgerlig republik uden konstituerende forsamling, men at en “arbejder- og bonderepublik”, en sovjetrepublik, var bedre end en hvilken som helst borgerlig demokratisk, parlamentarisk republik. Uden en sådan forsigtig, omstændelig, omhyggelig og langvarig forberedelse havde vi hverken kunnet vinde sejr i oktober 1917 eller fastholde denne sejr.
5. Dette sigter til mensjevikkerne, den opportunistiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, og til de socialrevolutionære, et parti som i århundredets begyndelse opstod af overlevende narodnik-grupper. Det socialrevolutionære parti var småborgerligt. Det benyttede individuel terror som kampmiddel. Det havde sin største tilslutning blandt bønderne. I sin videre udvikling blev partiet kontrarevolutionært. – S. 17.
6. Den 4. (17.) april 1912 beskød tsarens gendarmer ubevæbnede strejkende arbejdere i Lena-guldminerne i Sibirien. 300.000 arbejdere landet over deltog i proteststrejker. – S. 19.
7. Duma – det russiske ord for et parlament med stærkt beskårne beføjelser, indført af tsaren i 1905 for at svække den revolutionære bølge. Den såkaldte Bulyginske duma, som skulle have været indkaldt i 1905, lykkedes det bolsjevikkerne helt at forpurre. Den ville have været en narresut, arbejderne havde ikke stemmeret. Den første duma trådte derefter sammen 1906, den anden 1907, den tredje 1907-12 og den fjerde 1912-17.
Vælgerne var inddelt i fire »kurier«: store jordbesiddere, byboere, bønder, arbejdere. Valgene var indirekte og ulige: én valgmand for 2000 store jordbesiddere, én for 7000 byboere, én for 30.000 bønder og én for 90.000 arbejdere. – S. 19.
8. De bolsjevikiske dumamedlemmer, som i 1914 blev forvist til Sibirien, var A. Badajev, M. Muranov, G. Petrovskij, F. Samojlov og N. Sjagov. Den 26. juli (8. august) 1914 stemte de i dumaen mod krigsbevillingerne, og de fortsatte deres offentlige propaganda mod krigen. I november blev de arresteret og i februar 1915 dømt til livsvarig forvisning. – S. 19.
9. Longuetismen var en centristisk retning (midterretning) i det franske socialistparti, ledet af Jean Longuet. Under den første verdenskrig støttede de »fædrelandsforsvaret«. Efter oktoberrevolutionen erklærede de sig som tilhængere af proletariatets diktatur, men brød i december 1920 ud af partiet og sluttede sig til den reformistiske, såkaldte halvtredje Internationale. – S. 19.
10. Independent Labour Party (I.L.P.), reformistisk organisation, grundlagt i 1893 af lederne af de »nye fagforeninger« på et tidspunkt, da strejkekampene aktiviseredes og bevægelsen for arbejderklassens uafhængighed af de borgerlige partier forstærkedes. I.L.P.s ledere var Keir Hardie og Ramsay MacDonald. I.L.P. interesserede sig hovedsagelig for parlamentariske kampformer og for parlamentariske aftaler med det liberale parti. – S. 19.
11. Fabianerne, medlemmer af Fabian Society, engelsk reformistisk organisation, dannet i 1884. Navnet hentyder til den romerske general Fabius Maximus, med tilnavnet Nøleren, fordi han undgik afgørende slag i krigen mod Hannibal (3. årh. før vor tidsregning). Til fabianerne hørte bl. a. Sidney og Beatrice Webb, Ramsay MacDonald, Bernard Shaw o.a. I 1900 gik Fabian Society ind i Labour Party. (Se note 21). – S. 19.
12. Ministerialister (af ministerialisme, eller ministersocialisme eller millerandisme), opportunistiske socialister, som gik ind for deltagelse i reaktionære borgerlige regeringer. Ordet blev første gang brugt, da den franske socialist Millerand gik ind i regeringen Waldeck-Rousseau i 1899. – S. 20.
13. Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti var et centristisk parti, dannet i april 1917 på en kongres i Gotha. (Centrisme betyder her forsøg på at holde en midterposition mellem opportunisme og revolution.) De »uafhængige« tilstræbte »enhed« med socialchauvinisterne og gik så vidt, at de fornægtede klassekampen. Kautskys gruppe udgjorde den største del af partiet. Det spaltedes på kongressen i Halle i oktober 1920. En stor del af partiet sluttede sig til Tysklands Kommunistiske Parti i december 1920. Partiets højrefløj dannede et separat parti under det hidtidige navn, det bestod til 1922. – S. 20.
Sidst opdateret 27.6.2014