Sikkert erkender nu næsten alle, at bolsjevikkerne [4] ikke kunne have beholdt magten i 2½ år, ja ikke engang i 2½ måned uden den strengeste, virkelig jernhårde disciplin i vort parti, uden den mest fuldstændige og uselviske støtte fra arbejderklassens samlede masse, d.v.s. fra alle tænkende, ærlige, opofrende og indflydelsesrige i denne klasse, som er i stand til at lede de tilbagestående lag eller rive dem med sig.
Proletariatets diktatur er den nye klasses mest uselviske og skånselsløse krig mod den mægtigere fjende, mod bourgeoisiet, hvis modstand er blevet tidoblet ved dets fald, (selv om det kun er i et enkelt land), og hvis formåen ikke blot ligger i den internationale kapitals kraft, i styrken og fastheden af bourgeoisiets internationale forbindelser, men også i vanens magt, i småproduktionens magt. For småproduktion er der desværre endnu meget af i verden, overordentlig meget, men småproduktion avler kapitalisme og bourgeoisi, uafladeligt, hver dag og time, spontant og i masseomfang. Af alle disse årsager er proletariatets diktatur nødvendigt, og sejren over bourgeoisiet er ikke mulig uden en langvarig, ihærdig og forbitret krig på liv og død, en krig, som kræver udholdenhed, disciplin, fasthed, ubøjelighed og viljens enhed.
Jeg gentager, proletariatets sejrrige diktatur i Rusland har tydeligt vist dem, der ikke forstår at tænke eller ikke har haft lejlighed til at overveje dette spørgsmål, at den ubetingede centralisering og den strengeste disciplin hos proletariatet er en af grundbetingelserne for sejren over bourgeoisiet.
Dette er noget, man ofte hæfter sig ved. Men man tænker langtfra tilstrækkeligt over, hvad det egentlig betyder, under hvilke betingelser det er muligt. Burde hyldestråbene for sovjetmagten og bolsjevikkerne ikke oftere ledsages af en virkelig alvorlig analyse af årsagerne til, at bolsjevikkerne kunne tilvejebringe den disciplin, der er nødvendig for det revolutionære proletariat?
Bolsjevismen har eksisteret som strømning i politisk tænkning og som politisk parti siden 1903. Kun bolsjevismens historie gennem hele dens levetid kan tilfredsstillende forklare, hvordan den kunne skabe og under de vanskeligste forhold opretholde den jerndisciplin, der er nødvendig for proletariatets sejr.
Og først og fremmest opstår spørgsmålet: Hvorved opretholdes disciplinen i proletariatets revolutionære parti? Hvordan består den prøven? Hvorved styrkes den? For det første ved den proletariske avantgardes bevidste udholdenhed, dens selvopofrelse og dens heroisme. For det andet ved dens evne til at forbinde sig med, nærme sig og til en vis grad, om man vil, smelte sammen med de arbejdendes bredeste masser, i første række de proletariske, men også de ikke-proletariske arbejdende masser. For det tredje ved den rigtige politiske ledelse, der virkeliggøres af denne avantgarde, ved dens rigtige politiske strategi og taktik, under den forudsætning, at de bredeste masser ved egen erfaring overbeviser sig om, at den er rigtig. Uden disse betingelser er det umuligt at skabe disciplin i et revolutionært parti, så det virkelig egner sig som parti for den fremskredne klasse, der skal styrte bourgeoisiet og omdanne hele samfundet. Uden disse betingelser bliver forsøgene på at skabe disciplin uundgåeligt en fiktion, en frase, et narrespil. Men disse betingelser kan på den anden side ikke opstå på én gang. De tilvejebringes kun gennem langvarigt slid og dyrekøbt erfaring, deres tilvejebringelse lettes ved en rigtig revolutionær teori, der ikke fremtræder som et dogme, men sluttelig kun danner sig i nær forbindelse med den praksis, der udvikles af en virkelig revolutionær bevægelse, en virkelig massebevægelse.
Når bolsjevismen i 1917-1920 kunne skabe og heldigt gøre en streng centralisering og jernhård disciplin til en realitet under uhørt vanskelige forhold, ligger årsagen dertil simpelt hen i en række særlige historiske træk i Rusland.
På den ene side opstod bolsjevismen i 1903 på den marxistiske teoris grundsolide basis. Og rigtigheden af denne – og alene denne – revolutionære teori var bevist ikke blot gennem hele det 19. århundredes erfaringer verden over, men specielt også gennem de erfaringer, de vildfarelser og svingninger, fejl og skuffelser, som den revolutionære tænkning i Rusland havde oplevet. I løbet af et halvt hundrede år – fra 40’rne til 90’erne i forrige århundrede – søgte den progressive tænkning i Rusland under den uhørt barbariske og reaktionære tsarismes åg med brændende iver efter en rigtig revolutionær teori og studerede med beundringsværdig energi og omhu hvert eneste “sidste ord”, som fremkom i Europa og Amerika på dette felt. Rusland i sandhed led sig frem til marxismen som den eneste rette revolutionære teori gennem et halvt århundredes uhørte kvaler og ofre, mageløs revolutionær heroisme, utrolig energisk og uselvisk søgen, læren og eksperimenteren i praksis, skuffelser, efterprøvelse og sammenlignen med Europas erfaringer. Takket være den af tsarismen fremtvungne emigration rådede det revolutionære Rusland i anden halvdel af det 19. århundrede over en sådan rigdom på internationale forbindelser, et så fremragende kendskab til den revolutionære bevægelses former og teorier overalt i verden som intet andet land.
På den anden side gennemgik bolsjevismen, opstået på denne granitfaste teoretiske basis, femten års praktisk historie (1903-1917), som i rigdom på erfaringer ikke har sit sidestykke noget sted. For intet andet land gennemgik i disse år blot tilnærmelsesvis så meget i retning af revolutionær erfaring og hurtig og broget vekslen mellem forskellige former for bevægelsen, legal og illegal, fredelig og stormende, underjordisk og åben, smågrupper og massebevægelse, parlamentarisk og terroristisk. Ikke i noget andet land var der i så kort et spand af år koncentreret en sådan rigdom på former, nuancer og metoder for kampen mellem alle klasser i det moderne samfund, en kamp som i kraft af landets tilbageståenhed og tsarismens tyngende åg særligt hurtigt modnedes, og hvori man tilegnede sig det tilsvarende “sidste nye” i Amerikas og Europas politiske erfaringer med særlig iver og udbytte.
(Note 3 eksisterer ikke, Web.red.)
4. Bolsjevikkerne, d. v. s. flertalsfolkene, betegnelse for medlemmerne af den leninske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, RSDAP. Denne fløj opstod på partiets 2. kongres i 1903. Mod den stod mensjevikkerne, mindretalsfolkene. På en partikonference i Prag januar 1912 konstituerede bolsjevikkerne og nogle partitro mensjevikker sig som selvstændigt parti, idet konferencen samtidig ekskluderede mensjevikiske grupper som likvidatorerne, der ville opløse RSDAP, og otsovisterne (se note 18). I 1918 tog partiet navneforandring til Ruslands Kommunistiske Parti (b), hvor (b) står for (bolsjevikkerne). I 1925 ændrede 14. partikongres navnet til VKP (b), dvs. Unionens Kommunistiske Parti (b). I 1952 ændrede 19. partikongres navnet til Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP. – S. 14.
Sidst opdateret 27.6.2014