Talen blev holdt på Kommunistisk Internationales 2. Kongres. [9]
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 183-188, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.
Kammerater. Jeg skal blot indskrænke mig til en kort indledning, hvorefter kammerat Maring, der var sekretær i vor kommission, detaljeret vil redegøre for de ændringer, vi har foretaget i teserne. Efter ham vil kammerat Roy få ordet til de supplerende teser, han har udarbejdet. Vor kommission har enstemmigt vedtaget såvel de oprindelige teser [10] med ændringer som de supplerende teser. Vi er således nået til fuld enighed i alle de vigtigste spørgsmål. Og nu blot et par korte bemærkninger.
For det første. Hvad er den vigtigste og grundlæggende idé i vore teser? Det er forskellen mellem undertrykte og undertrykkende nationer. Vi fremhæver denne forskel – i modsætning til II Internationale og det borgerlige demokrati. I imperialismens epoke er det for proletariatet og Kommunistisk Internationale særlig vigtigt at konstatere de konkrete økonomiske kendsgerninger og tage udgangspunkt i den konkrete virkeligheds fænomener og ikke i abstrakte teser, når det gælder løsningen af alle koloniale og nationale spørgsmål.
Et af imperialismens karakteristiske træk består i, at hele verden nu, som vi ser, opdeles i et stort antal undertrykte nationer og et forsvindende lille antal undertrykkende nationer, der råder over kolossale rigdomme og en stærk militær magt. Det vældige flertal af Jordens befolkning, over en milliard, efter al sandsynlighed en og en kvart milliard, hvis vi anslår hele Jordens befolkning til en og trekvart milliard, dvs. 70 procent af Jordens befolkning, tilhører de undertrykte nationer, der enten befinder sig i direkte kolonial afhængighed eller er halvkoloniale stater som for eksempel Persien, Tyrkiet og Kina eller er blevet slået af en imperialistisk stormagts hær og gennem fredstraktater gjort stærkt afhængig af den. Denne forskel, dvs. nationernes opdeling i undertrykte og undertrykkere, er den gennemgående idé i alle teserne, ikke kun i de første, som blev underskrevet af mig og tidligere er offentliggjort, men også i kammerat Roys teser. Disse sidste er hovedsagelig skrevet med henblik på situationen i Indien og for andre store asiatiske nationer, der undertrykkes af England, og heri ligger deres meget store betydning for os.
Den anden grundtanke i vore teser går ud på, at nationernes indbyrdes relationer og hele det internationale system af stater i den nuværende verdenssituation, efter den imperialistiske krig, bestemmes af den lille gruppe imperialistiske nationers kamp mod sovjetbevægelsen og sovjetstaterne med Sovjetrusland i spidsen. Hvis vi overser dette, vil vi ikke kunne stille et eneste nationalt eller kolonialt spørgsmål rigtigt, om så det drejede sig om verdens fjerneste afkrog. Kun fra denne synsvinkel kan de kommunistiske partier i såvel civiliserede som tilbagestående lande stille og besvare politiske spørgsmål rigtigt.
For det tredje ville jeg især fremhæve spørgsmålet om den borgerlig-demokratiske bevægelse i de tilbagestående lande. Netop dette spørgsmål har afstedkommet visse meningsforskelle. Vi har diskuteret, hvorvidt det var principielt og teoretisk rigtigt at erklære, at Kommunistisk Internationale og de kommunistiske partier burde støtte borgerlig-demokratiske bevægelser i de tilbagestående lande, eller ej. Resultatet af denne diskussion blev, at vi enstemmigt besluttede at tale om den national-revolutionære bevægelse i stedet for den borgerlig-demokratiske. Der hersker ingen som helst tvivl om, at enhver national bevægelse kun kan være borgerlig-demokratisk, idet hovedmassen af befolkningen i de tilbagestående lande udgøres af bønderne, og bondemassen repræsenterer borgerligt kapitalistiske relationer. Det ville være utopi, om man troede, at proletariske partier – hvis de overhovedet kan opstå i sådanne lande – ville kunne gennemføre en kommunistisk taktik og en kommunistisk politik i disse tilbagestående lande uden at have bestemte relationer til bondebevægelsen og uden at støtte den i gerning. Men der blev rejst den indvending i kommissionen, at hvis vi begynder at snakke om den borgerlig-demokratiske bevægelse, så udvisker vi enhver forskel mellem den reformistiske og den revolutionære bevægelse. Hertil kommer, at denne forskel i den senere tid er dukket helt op til overfladen i de tilbagestående og koloniale lande, thi det imperialistiske bourgeoisi gør sit yderste, for at den reformistiske bevægelse skal vinde indpas også blandt de undertrykte nationer. Mellem bourgeoisiet i de udbyttende og de koloniale lande er der foregået en vis tilnærmelse, således at bourgeoisiet i de undertrykte lande meget ofte – ja, endda i de fleste tilfælde – måske nok støtter de nationale bevægelser, men dog samtidig bekæmper alle revolutionære bevægelser og revolutionære klasser i forståelse med, og det vil sige i fællesskab med, det imperialistiske bourgeoisi. Dette blev uigendriveligt bevist i kommissionen, og vi fandt, at det eneste rigtige var at tage denne forskel i betragtning og overalt erstatte udtrykket »borgerlig-demokratisk« med »national-revolutionært«. Meningen med denne ændring er, at vi som kommunister kun skal og vil støtte borgerlige frihedsbevægelser i kolonilandene i de tilfælde, hvor disse bevægelser virkelig er revolutionære, og hvor deres repræsentanter ikke vil hindre os i at opdrage og organisere bønderne og de brede udbyttede masser i en revolutionær ånd. Hvis disse betingelser derimod ikke er til stede, må kommunisterne i disse lande bekæmpe det reformistiske bourgeoisi, som også heltene fra II Internationale tilhører. Der findes allerede reformistiske partier i kolonilandene, og deres repræsentanter kalder sig undertiden socialdemokrater og socialister. Den nævnte skelnen er nu gennemført i alle teser, og jeg tror, at vort standpunkt takket være dette er blevet betydeligt mere præcist formuleret.
Herefter vil jeg også gerne gøre en bemærkning om bondesovjetterne. De russiske kommunisters arbejde i de tidligere tsaristiske kolonier, i så tilbagestående lande som Turkestan o.lign., har stillet os over for spørgsmålet om, hvordan den kommunistiske taktik og politik skal anvendes under førkapitalistiske tilstande; disse landes vigtigste kendetegn er jo, at der stadig råder førkapitalistiske forhold, hvorfor der overhovedet ikke kan blive tale om nogen rent proletarisk bevægelse de steder. I disse lande findes næsten intet industriproletariat. Alligevel har vi også der påtaget os og bør påtage os rollen som vejledere. Vort arbejde har vist os, at det er kolossale vanskeligheder, som skal overvindes i disse lande, men de praktiske resultater af vort arbejde har også vist, at det trods disse vanskeligheder er muligt at vække en stræben hos masserne til selvstændig politisk tænkning og selvstændig politisk handling, selv hvor der så godt som intet proletariat findes. Dette arbejde var sværere for os, end det bliver for kammeraterne i de vesteuropæiske lande, eftersom proletariatet i Rusland er overbebyrdet med statsligt arbejde. Det er helt klart, at bønder, der lever i halvfeudal afhængighed, glimrende kan tilegne sig sovjetorganiseringens idé og omsætte den i praksis. Det er ligeledes klart, at undertrykte masser, som ikke kun udbyttes af handelskapitalen, men også af feudalherrerne og feudalstaten, kan anvende dette våben, denne organisationstype, selv under disse forhold. Sovjetorganisationstanken er enkel og kan ikke blot anvendes på proletariske, men også på feudale og halvfeudale bondeforhold. På dette felt har vi endnu ingen erfaring af betydning, men debatterne i kommissionen, hvori deltog et par repræsentanter for kolonilande, viste fuldkommen uigendriveligt, at Kommunistisk Internationales teser må påpege, at bondesovjetterne, de udbyttedes sovjetter, er et brugbart redskab ikke kun i kapitalistiske lande, men også i lande med førkapitalistiske forhold, og at det er en uomgængelig pligt for de kommunistiske partier og de elementer, som agter at danne kommunistiske partier, at propagandere for bondesovjetter, for de arbejdendes sovjetter, både i tilbagestående lande og i kolonier; så snart omstændighederne et sted tillader det, skal de ufortøvet gøre forsøg på at oprette det arbejdende folks sovjetter.
Her ligger der et meget interessant og vigtigt praktisk arbejdsområde for os. Foreløbig har vi ingen særlig store almene erfaringer i den henseende, men lidt efter lidt vil vi få mere materiale. Det er uden for enhver diskussion, at proletariatet i de fremskredne lande kan og må hjælpe de tilbagestående arbejdende masser, og at de tilbagestående lande vil kunne forlade deres nuværende udviklingsstadium, når sovjetrepublikkernes sejrrige proletariat rækker disse masser hånden og bliver i stand til at yde dem støtte.
Dette spørgsmål afstedkom ret livlige debatter i kommissionen, ikke kun i forbindelse med de teser, jeg har underskrevet, men endnu mere i forbindelse med kammerat Roys teser, som han her vil forsvare, og som vi enstemmigt vedtog nogle ændringer til.
Problemstillingen var følgende: Kan vi betragte den påstand som rigtig, at det kapitalistiske udviklingstrin i samfundsøkonomien er uundgåeligt for de tilbagestående nationer, som er på vej mod friheden, og blandt hvilke en progressiv bevægelse begynder at gøre sig gældende efter krigen? Vi besvarede dette spørgsmål benægtende. Hvis det sejrrige revolutionære proletariat fører en systematisk propaganda blandt dem og sovjetregeringen kommer dem til hjælp med alle de midler, den råder over, vil det være forkert at antage, at de tilbagestående nationer uundgåeligt må passere det kapitalistiske udviklingsstadium. Det er ikke nok, at vi i alle kolonier og tilbagestående lande vil uddanne selvstændige kadrer af forkæmpere og partiorganisationer, ej heller er det nok, at vi ufortøvet iværksætter propaganda for at organisere bondesovjetter og søger at tilpasse dem til førkapitalistiske tilstande; Kommunistisk Internationale må også fastslå og teoretisk underbygge den tese, at de tilbagestående lande med hjælp fra de fremskredne landes proletariat kan gå over til sovjetsystemet og gennem bestemte udviklingstrin kan gå over til kommunismen – uden om det kapitalistiske udviklingsstadium.
Hvilke midler der kræves hertil kan ikke afgøres i forvejen. Det vil de praktiske erfaringer fortælle os. Men det er givet, at alle arbejdende masser selv blandt de mest afsides boende nationer har taget sovjetideen til sig, at disse organisationer, sovjetterne, må tilpasses den førkapitalistiske samfundsordens betingelser, og at det kommunistiske parti ufortøvet må begynde at arbejde i denne retning i hele verden.
Desuden ville jeg godt sige noget om betydningen af de kommunistiske partiers revolutionære arbejde i deres eget land og i særdeleshed i kolonilandene, især blandt de hærstyrker, som udbytternationerne bruger for at kue kolonibefolkningen.
Kammerat Quelch fra det Britiske Socialistiske Parti var inde på det i vor kommission. Han sagde, at den menige engelske arbejder ville betragte det som forræderi at hjælpe de trælbundne nationer i deres oprør mod det engelske herredømme. Det passer, at arbejderaristokratiet i England og Amerika med hele dets jingoindstilling [11] og chauvinisme udgør en enorm fare for socialismen og er II Internationales stærkeste bastion, og at vi her har at gøre med et uhørt forræderi begået af ledere og arbejdere, som tilhører denne borgerlige Internationale. Kolonispørgsmålet er også blevet behandlet i II Internationale. Basel-manifestet [12] har omtalt det fuldkommen klart. Partierne i II Internationale lovede at handle revolutionært, men nogen virkelig revolutionær indsats og hjælp til fordel for de udbyttede og undertrykte nationer i disses oprør mod undertrykkernationerne har vi ikke set fra partierne i II Internationale, og jeg formoder, at det samme gælder flertallet af de partier, der har forladt II Internationale og nu søger optagelse i III Internationale. Vi må råbe det ud for hele verden; det kan ikke gendrives. Vi vil få at se, om der gøres forsøg på at gendrive det.
Alle disse overvejelser har da også ligget til grund for vore resolutioner, som givetvis er alt for lange, men jeg tror alligevel, at de vil vise sig nyttige og vil fremme udviklingen og organiseringen af et virkeligt revolutionært arbejde i det nationale og koloniale spørgsmål, hvilket også er en hovedopgave for os.
9. Kommissionen for nationale og koloniale spørgsmål – nedsattes på Kominterns 2. kongres og havde 20 medlemmer fra henholdsvis Bulgarien, England, Frankrig, Holland, Indien, Indonesien, Iran, Irland, Jugoslavien, Kina, Korea, Mexico, Rusland, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, USA og Østrig. Kommissionens formand var Lenin. – S. 183.
10. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg. (russ.), bd. 41, s. 169-182. – S. 183.
11. Jingoindstilling – krigerisk chauvinisme, kendetegnede en aggressiv, imperialistisk politik. Ordet stammer fra det uoversættelige »jingo«, som indgik i omkvædet på en chauvinistisk engelsk vise i 1870’erne. – S. 188.
12. Basel-manifestet – manifest om krigen, vedtaget på den internationale socialistiske kongres i Basel, 24.-25. november 1912. Manifestet advarede folkene mod faren for den overhængende imperialistiske verdenskrig, afslørede de røveriske mål for denne krig og opfordrede arbejderne i alle lande til energisk kamp mod krigen ved »over for den kapitalistiske imperialisme at stille styrke i proletariatets internationale solidaritet«. I Basel-manifestet blev optaget det af Lenin formulerede punkt i resolutionen fra Stuttgart-kongressen i 1907 om, at socialisterne i tilfælde af, at en imperialistisk krig bryder ud, skal udnytte den af krigen fremkaldte økonomiske og politiske krise til kamp for den socialistiske revolution. – S. 188.
Sidst opdateret 6.7.2013