Skrevet den 27. maj 1919 og trykt første gang den 29. maj 1919 i Pravda nr. 115.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 284-88, Forlaget Tiden, København 1983.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 31. dec. 2009
Kammerater! De efterretninger, vi får fra ungarske sovjetledere, fylder os med begejstring og glæde. I blot lidt over to måneder har sovjetmagten nu eksisteret i Ungarn, men hvad organisering angår, er det ungarske proletariat øjensynlig allerede kommet foran os. Det er forståeligt, for i Ungarn er befolkningens almene kulturniveau højere, dernæst udgør industriarbejderne en langt højere part af hele befolkningen (i Budapest lever tre millioner af det nuværende Ungarns otte millioner indbyggere), og endelig var overgangen til sovjetsystemet, til proletariatets diktatur også ulige lettere og fredeligere i Ungarn.
Denne sidste omstændighed er særlig vigtig. De fleste socialistiske førere i Europa, såvel de socialchauvinistisk som de kautskyansk orienterede, er i den grad forsumpet i rent spidsborgerlige fordomme, fremelsket af årtiers relativt “fredelig” kapitalisme og borgerlig parlamentarisme, at de ikke evner at forstå sovjetmagten og proletariatets diktatur. Proletariatet er ikke i stand til at opfylde sin verdenshistoriske befrielsesmission, hvis det ikke fjerner disse førere fra sin vej og kaster dem ud. Disse folk troede, helt eller halvt, på de borgerlige løgne om sovjetmagten i Rusland og forstod ikke at skelne indholdet i det nye, proletariske demokrati, et demokrati for de arbejdende, et socialistisk demokrati inkarneret i sovjetmagten, fra det borgerlige demokrati, som de underdanigt tilbeder og kalder “rent demokrati” eller “demokrati” slet og ret.
Disse forblindede mennesker, der er sløvet af borgerlige fordomme, har ikke forstået den verdenshistoriske omvæltning fra borgerligt til proletarisk demokrati, fra borgerligt til proletarisk diktatur. De sammenblander visse specielle træk i den russiske sovjetmagt, i den russiske histories udvikling, med sovjetmagten som international foreteelse.
Den ungarske revolution hjælper selv blinde til at se. Overgangen til proletariatets diktatur i Ungarn skete på en helt anden måde end i Rusland: den borgerlige regerings tilbagetræden skete frivilligt, arbejderklassens enhed oprettedes på et øjeblik, socialismens enhed skabtes på et kommunistisk program. Sovjetmagtens væsen fremtræder nu så meget klarere: nu kan der intet sted i verden oprettes nogen anden magt end en sovjetmagt, proletariatets diktatur, for så vidt denne magt støttes af de arbejdende med proletariatet i spidsen.
Dette diktatur forudsætter en ubarmhjertigt hård, hurtig og energisk anvendelse af magt for at knuse udbytternes, kapitalisternes, godsejernes og deres slængs modstand. Den, der ikke har forstået det, er ikke revolutionær, han må afsættes som fører eller rådgiver for proletariatet.
Men det proletariske diktaturs væsen ligger ikke i magtanvendelse alene, og ikke hovedsagelig i magtanvendelse. Dets inderste væsen ligger i den organiserthed og disciplinerthed, hvormed de arbejdendes fortrop, deres avantgarde, deres eneste fører, proletariatet, optræder. Dets mål er at opbygge socialismen, afskaffe samfundets deling i klasser, gøre alle samfundsmedlemmer til arbejdende, tage grunden bort under enhver form for det ene menneskes udbytning af det andet. Dette mål kan ikke nås med et slag, det kræver en ret langvarig overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme – både fordi produktionens omorganisering er en vanskelig ting, og fordi det tager tid at gennemføre gennemgribende ændringer på alle livets områder, og fordi den småborgerlige og borgerlige levevis er i den grad tilvant, at det kræver langvarig, hårdnakket kamp at bryde disse vaners uhyre kraft. Derfor taler Marx også om proletariatets diktatur som en hel periode, hvor overgangen fra kapitalisme til socialisme finder sted. [1]
I hele denne overgangstid vil kapitalisterne yde modstand mod omvæltningen; det samme gælder deres medløbere blandt den borgerlige intelligens, som bevidst yder modstand, og en uhyre mængde arbejdende (deriblandt bønder), der er stærkt kuede af småborgerlige vaner og traditioner, og som helt igennem ubevidst gør modstand. Svingninger i disse lag er uundgåelige. Bonden som slider hælder til socialismen og foretrækker arbejdernes diktatur frem for bourgeoisiets. Bonden som kornsælger hælder til bourgeoisiet, til den fri handel, altså tilbage til den “vante”, kendte, “urgamle” kapitalisme.
For at proletariatet kan lede bønderne og alle småborgerlige lag overhovedet, er proletariatets diktatur påkrævet, denne ene klasses magt, dens stærke organisering og disciplin, dens centraliserede kraft, som bygger på alle kulturens, videnskaben og teknikkens fremskridt under kapitalismen, dens proletariske føling med enhver arbejdendes mentalitet, dens autoritet over for det splittede, mindre udviklede, politisk mindre stabile arbejdende menneske fra landsbyen eller småproduktionen. Her slår det ikke til med frasemageri om “demokrati” slet og ret, om “enhed” eller “det arbejdende demokratis enhed”, om “lighed” mellem alle “arbejdets mennesker” og så videre og så fremdeles – dette frasemageri, som spidsborgerligt anløbne socialchauvinister og kautskyanere er så forfaldne til. Frasemageri blænder kun øjnene, døver bevidstheden, konsoliderer kapitalismens, parlamentarismens og det borgerlige demokratis gamle sløvhed, træghed og rutineliv.
At afskaffe klasserne kræver en lang, vanskelig, hårdnakket klassekamp, som efter at kapitalens magt er fældet, efter at den borgerlige stat er ødelagt, efter at proletariatets diktatur er oprettet, ikke forsvinder, (sådan som den gamle socialismes og det gamle socialdemokratis fladpander bilder sig ind,) men kun ændrer sine former og i mange henseender bliver endnu mere forbitret.
Med klassekampen mod bourgeoisiets modstand, mod småborgerskabets træghed, rutineliv, ubeslutsomhed og svingninger må proletariatet hævde sin magt, konsolidere sin organiserende indflydelse, opnå at “neutralisere” de lag, der er bange for at forlade bourgeoisiet og for usikkert følger proletariatet, befæste den nye disciplin, de arbejdendes kammeratlige disciplin, deres solide forbindelse med proletariatet, deres samling omkring proletariatet, denne nye disciplin, det nye grundlag for samfundslivet i stedet for de livegnes disciplin i middelalderen, i stedet for hungerens disciplin, det “frie” lønslaveris disciplin under kapitalismen.
For at afskaffe klasserne behøves der en periode, hvor diktaturet udøves af en enkelt klasse, nemlig den af de undertrykte klasser, der evner ikke blot at fælde udbytterne, ikke blot at slå deres modstand ned uden skånsel, men også at bryde åndeligt med hele den borgerlig-demokratiske ideologi, med alle de spidsborgerlige fraser om frihed og lighed slet og ret (i virkeligheden betyder disse fraser, som Marx for længst har vist, “frihed og lighed“ for varebesidderne, “frihed og lighed” mellem kapitalisten og arbejderen).
Dertil kommer, at der blandt de undertrykte klasser kun er en, der med sit diktatur evner at afskaffe klasserne, nemlig den klasse, der gennem årtiers strejkekamp og politisk kamp mod kapitalen er skolet, forenet, opdraget og hærdet: – den klasse, der har tilegnet sig al byens, industriens, storkapitalismens kultur, har vilje og evne til at forfægte den, bevare og udvikle alle dens fremskridt og gøre dem tilgængelige for hele folket, for alle arbejdende; – den klasse, der formår at bære alle de byrder, prøvelser, ulykker og tunge ofre, som historien uundgåeligt pålægger den, der bryder med fortiden og dristigt baner sig vej til en ny fremtid; – den klasse, hvis bedste folk er fyldt af had og foragt over for alt spidsborgerligt og småtskåret, disse egenskaber, der blomster så kraftigt i småborgerskabet, hos de små funktionærer og “intelligensen”; – den klasse, der har gennemgået “arbejdets hærdende skole” og forstår at indgyde enhver arbejdende, ethvert ærligt menneske agtelse for sin arbejdsduelighed.
Kammerater, ungarske arbejdere! I har givet verden et endnu bedre forbillede end Sovjetrusland, idet I har formået med ét slag at forene alle socialister på et ægte proletarisk diktaturs platform. Der forestår jer nu en yderst taknemmelig og yderst vanskelig opgave, at holde stand i en byrdefuld krig mod Ententen. [2] Gå frem med fasthed. Hvis der optræder svingninger blandt de socialister, der nylig har sluttet sig til jer, til proletariatets diktatur, eller blandt småborgerskabet, så slå disse svingninger ned uden skånsel. Skydning – det er kujonens retfærdige skæbne i krig.
I fører den eneste retmæssige, retfærdige, sandt revolutionære krig, de undertryktes krig mod undertrykkerne, de arbejdendes krig mod udbytterne, krigen for socialismens sejr. Verden over er alle ærlige i arbejderklassen på jeres side. Hver måned bringer den proletariske verdensrevolution nærmere.
Gå frem med fasthed! Sejren vil følge jer!
1. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden 1976, bd. 2, s. 26. – S. 285.
1. Ententen – se note 8 til artiklen RKP (b)’s 8. Kongres. – S. 287.
Sidst opdateret 31.12.2009