Trykt i »RKP(b)s 8. kongres«, stenografisk referat, Moskva 1919.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 254-270, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. nov. 2012.
(Langvarigt bifald). Kammerater, jeg må bede om undskyldning for, at det ikke lykkedes mig at overvære alle møder i det udvalg, som kongressen valgte til at behandle arbejdet på landet. Et supplement vil man derfor få i kammeraters taler, der har deltaget i udvalgets arbejde fra første færd. Udvalget udarbejdede til slut et sæt teser, der blev overgivet til en kommission, og som vil blive jer tilstillet. Jeg vil gerne opholde mig ved problemets almene betydning, således som det stod for os efter endt arbejde i udvalget, og således som det efter min opfattelse nu er kommet til at stå for partiet som helhed.
Kammerater, det er ganske naturligt, at vi under den proletariske revolutions udvikling kommer til at fremhæve snart det ene, snart det andet af de særdeles komplicerede og vigtige spørgsmål, samfundslivet frembyder. Under en omvæltning, der berører og uvægerlig må berøre de dybeste livsgrundlag, de bredeste folkemasser, er det ganske naturligt, at intet parti og ingen regering, hvor nær kontakt den end har med masserne, overhovedet er i stand til at tage sig af alle livsområder på én gang. Og når vi nu skal til at se på spørgsmålet om arbejdet på landet og i dette spørgsmål især udskille middelbøndernes stilling, så kan der ikke være noget mærkeligt eller unormalt i det, set ud fra den proletariske revolutions udvikling i almindelighed. Det er klart, at den proletariske revolution måtte begynde ud fra den grundlæggende relation mellem de to fjendtlige klasser, mellem proletariat og bourgeoisi. Hovedopgaven var at få magten lagt i arbejderklassens hånd, at sikre dens diktatur, styrte bourgeoisiet og fratage det dets økonomiske magtkilder, som uomtvisteligt stiller sig hindrende i vejen for al socialistisk opbygning overhovedet. Ingen af os, der kender til marxismen, har nogen sinde betvivlet den sandhed, at selve det kapitalistiske samfunds struktur bevirker, at det enten må være proletariatet eller bourgeoisiet, der har den afgørende betydning i dette samfund. Nu ser vi mange tidligere marxister – f.eks. fra mensjevikkernes lejr – der hævder, at der i en periode, hvor den afgørende kamp mellem proletariatet og bourgeoisi udkæmpes, kan herske et demokrati slet og ret. Sådan siger mensjevikkerne, der helt har fundet sammen med de socialrevolutionære. Som om ikke bourgeoisiet selv indfører eller afskaffer demokratiet, alt efter egen fordel! Men når det er sådan, kan der overhovedet ikke være tale om demokrati slet og ret i en tid, hvor der står forbitret kamp mellem bourgeoisi og proletariat. Man må kun undres over, hvor hurtigt disse marxister eller pseudomarxister – f.eks. vore mensjevikker – afslører sig selv, hvor hurtigt deres virkelige natur slår igennem, småborgerlige demokraters natur.
Marx bekæmpede hele sit liv særlig det småborgerlige demokratis og den borgerlige demokratismes illusioner. Han spottede især over tomme talemåder om frihed og, lighed, når de dækker over arbejdernes frihed til at dø af sult, eller over lighed mellem et menneske, der sælger sin arbejdskraft, og en bourgeois, der, som var det på det frie marked, frit og ligeberettiget køber hans arbejdskraft osv. Marx har i alle sine økonomiske skrifter redegjort for dette. Man kan sige, at hele Marx’ Kapitalen er helliget en udredning af den sandhed, at det kapitalistiske samfunds hovedkræfter er og kun kan være bourgeoisiet og proletariatet – bourgeoisiet som dette kapitalistiske samfunds bygmester, dets leder, dets drivende kraft, proletariatet som dets banemand, den eneste kraft der kan afløse det. Der findes næppe ét kapitel i noget af Marx’ skrifter, som ikke er helliget dette. Man kan sige, at II Internationales socialister verden over utallige gange har svoret og bedyret over for arbejderne, at de opfattede denne sandhed sådan. Men da det kom til en virkelig og tilmed afgørende kamp mellem proletariat og bourgeoisi om magten, da så vi, at vore mensjevikker og socialrevolutionære tillige med førerne for de gamle socialistiske partier i hele verden glemte denne sandhed og, begyndte rent mekanisk at gentage filisterfraserne om demokratisme slet og ret.
Her i landet forsøger man undertiden at gøre disse ord ligesom lidt »kraftigere«, når man siger: »Demokratiets diktatur«. Det er nu det rene vrøvl. Fra historien ved vi udmærket, at det demokratiske bourgeoisis diktatur ikke betød andet end den hårde hånd over for strejkende arbejdere. Sådan var det i hvert fald fra 1848 – men man kan også finde enkelte eksempler på det tidligere. Historien viser os, at netop under det borgerlige demokrati ud folder den mest forbitrede kamp mellem proletariat og bourgeoisi sig bredt og frit. Vi har i praksis måttet overbevise os om denne sandheds rigtighed. Og når sovjetregeringens skridt siden oktober 1917 har udmærket sig ved fasthed i alle fundamentale spørgsmål, skyldes det netop, at vi aldrig har fraveget denne sandhed, aldrig har glemt den. Kun én klasses – proletariatets – diktatur kan afgøre kampen med bourgeoisiet om herredømmet. Besejre bourgeoisiet kan kun proletariatets diktatur. Styrte bourgeoisiet kan kun proletariatet. Drage masserne med sig mod bourgeoisiet kan kun proletariatet.
Deraf følger imidlertid på ingen måde – det ville være en meget alvorlig fejl – at vi også under den videre opbygning af kommunismen, når bourgeoisiet allerede er styrtet og den politiske magt er i proletariatets hænder, skulle kunne klare os uden midterelementerne, mellemlagene.
Det er i revolutionens – den proletariske revolutions begyndelse naturligt, at dens lederes hele opmærksomhed er rettet mod hovedsagen, det fundamentale: Proletariatets herredømme og sikringen af dette herredømme ved en sejr over bourgeoisiet – en sådan sikring, at bourgeoisiet ikke igen kan vende tilbage til magten. Vi véd udmærket, at bourgeoisiet hidtil har bevaret visse fortrin, der hænger sammen med dets rigdomme i andre lande eller undertiden endog består i pengeformuer her i landet. Vi véd godt, at der findes sociale elementer med større erfaring end proletarerne, og at disse elementer hjælper bourgeoisiet. Vi véd godt, at bourgeoisiet ikke har opgivet tanken om at vende tilbage til magten og ikke har indstillet forsøgene på at genoprette sin magtstilling.
Men dette er langtfra alt. Bourgeoisiet, der mest af alle hævder princippet: »Hvor der er godt at være, der er mit fædreland«, bourgeoisiet, der altid har været internationalt, når det drejede sig om penge – bourgeoisiet er for tiden i verdensmålestok stadig stærkere, end vi er. Dets herredømme undergraves hastigt, det oplever eksempler som den ungarske revolution – som vi i går havde den lykke at meddele jer, og om hvilken der i dag indløber bekræftende efterretninger – det begynder allerede at forstå, at dets herredømme vakler. Det har ikke længere handlefrihed. Men for tiden, hvis man tager hensyn til de materielle midler i verdensmålestok, må man indrømme, at bourgeoisiet endnu er stærkere end os i materiel henseende.
Det er grunden til, at ni tiendedele af vor opmærksomhed, af vor praktiske virksomhed var og måtte være helliget dette grundspørgsmål – afsættelse af bourgeoisiet, etablering af proletariatets magt, fjernelse af enhver mulighed for bourgeoisiets tilbagevenden til magten. Det er ganske naturligt, rimeligt og uundgåeligt, og i den henseende er der gjort meget med godt resultat.
Nu derimod må vi sætte spørgsmålet om de andre lag på dagsordenen. Vi bør – det var vor almene konklusion i landbrugsudvalget, og vi er sikre på, at alle partiarbejdere mener det samme, idet vi kun sammenfattede deres iagttagelser og erfaringer – vi bør sætte spørgsmålet om middelbønderne på dagsordenen i hele dets omfang.
Naturligvis, der findes folk, som i stedet for at gennemtænke vor revolutions gang, i stedet for at overveje, hvilke opgaver der nu forestår os, benytter ethvert skridt fra sovjetmagtens side til grin og kritik af den type, vi ser hos d’herrer mensjevikker og højre-socialrevolutionære. Det er folk, der ikke endnu har forstået, at de må træffe deres valg mellem os og et borgerligt diktatur. Vi har over for dem udvist megen tålmodighed og endog overbærenhed, og vi vil give dem endnu en mulighed for at sætte vor overbærenhed på prøve, men inden længe gør vi ende på denne tålmodighed og overbærenhed, og hvis de ikke træffer deres valg, vil vi i fuld alvor henstille til dem at begive sig til Koltjak. (Bifald.) Vi regner ikke med særlig strålende åndsevner hos disse folk. (Munterhed.) Men man kan måske regne med, at når de selv har erfaret Koltjaks vildskab, vil de forstå, at vi har ret til at forlange, at de træffer deres valg mellem os og Koltjak. Mens mange naive folk i de første måneder efter oktober var tåbelige nok til at tro, at proletariatets diktatur var noget forbigående, tilfældigt, så burde selv mensjevikkerne og de socialrevolutionære nu forstå, at der er noget lovmæssigt i den kamp, som udspilles under hele det internationale bourgeoisis stormløb.
I virkeligheden er der kun skabt to kræfter: Bourgeoisiets diktatur og proletariatets diktatur. Den der ikke har fået det ud af at læse Marx, den der ikke har fået det ud af at læse alle de store socialisters skrifter – han har aldrig været socialist og aldrig forstået noget af socialismen, men kun kaldt sig socialist. Disse folk giver vi en kort frist til at tænke over sagen og forlanger, at de afgør dette spørgsmål. Jeg har mindet om dem, fordi de nu siger eller vil sige: »Bolsjevikkerne har rejst spørgsmålet om middelbønderne, de vil indynde sig hos dem«. Jeg véd ganske udmærket, at den slags og langt værre argumentation finder vid anvendelse i den mensjevikiske presse. Vi skyder den til side, vi tillægger aldrig vore modstanderes snak betydning. Folk, der hidtil har formået at rende frem og tilbage mellem bourgeoisiet og proletariatet, kan sige, hvad de vil. Vi går en anden vej.
Vor vej bestemmes først og fremmest ved en klassebetragtning af kræfterne. I det kapitalistiske samfund udvikles der en kamp mellem bourgeoisi og proletariat. Så længe denne kamp ikke er afsluttet, vil vor særlige opmærksomhed være koncentreret om at føre den til ende. Den er endnu ikke ført til ende. I denne kamp er det allerede lykkedes at gøre en hel del. Det internationale bourgeoisi kan nu ikke mere handle med frie hænder. Det bedste bevis på dette er, at den ungarske proletariske revolution har fundet sted. Det er derfor klart, at vor opbygning på landet allerede er kommet ud over de rammer, hvor alt måtte indordnes under det hovedkrav, som kampen for magten stillede.
Denne opbygning har gennemløbet to hovedfaser. I oktober 1917 tog vi magten sammen med bønderne som helhed. Det var for så vidt en borgerlig revolution, som klassekampen på landet endnu ikke var kommet til udfoldelse. Som jeg allerede har sagt, begyndte den virkelige proletariske revolution på landet først om sommeren 1918. Hvis vi ikke havde forstået at bringe denne revolution i stand, ville vort arbejde kun have været halvfærdigt. Den første etape var magtovertagelsen i byen, indførelsen af sovjetiske styreformer. Den anden etape bestod i det, som for alle socialister er det grundlæggende, uden hvilket socialister ikke er socialister: udskillelse af de proletariske og halvproletariske elementer på landet, deres sammensvejsning med byproletariatet til kamp mod bourgeoisiet på landet. Denne etape er i hovedsagen også tilendebragt. De organisationer, som vi oprindelig skabte til dette formål, fattigbondekomiteerne, slog sådan an, at vi fandt det muligt at afløse dem med regulære, valgte sovjetter – dvs. reorganisere landsbysovjetterne således, at de blev organer for et klasseherredømme, organer for den proletariske magt på landet. Sådanne foranstaltninger som loven om socialistisk drift i landbruget og om overgangsforanstaltninger til socialistisk landbrug – som for ikke så længe siden behandledes af den centrale eksekutivkomité og som alle naturligvis kender – sammenfatter vore erfaringer på baggrund af vor proletariske revolution.
Hovedsagen, det som er den første og vigtigste opgave i en proletarisk revolution, er vi færdig med. Og netop fordi vi er færdig med det, er der kommet en mere kompliceret opgave på dagsordenen: forholdet til middelbønderne. Den der tror, at fremhævelsen af denne opgave betyder noget i retning af en afsvækkelse i vor magts karakter, en afsvækkelse af proletariatets diktatur, en måske partiel, måske ganske svag ændring i vor fundamentale politik – han fatter slet ikke proletariatets opgaver, den kommunistiske omvæltnings opgaver. Jeg er sikker på, at den slags folk ikke findes i vort parti. Jeg har blot villet advare kammeraterne mod de folk, der findes omkring arbejderpartiet, og som vil sige sådan, ikke fordi det udspringer af nogen verdensanskuelse, men simpelt hen for at gøre os fortræd og hjælpe hvidgardisterne – eller enklere sagt, for at hidse middelbonden op mod os, han har jo altid vaklet, kan kun vakle og vil i ret lang tid endnu vakle. For at hidse ham op mod os, vil man sige: »Se, de vil indynde sig hos jer! De har altså mærket sig jeres opstande, de er rystede« osv. Det er påkrævet, at alle vore kammerater står rustet mod en sådan agitation. Og jeg er sikker på, at de vil stå rustede, hvis vi nu får stillet dette spørgsmål ud fra klassekampens synspunkt.
Det er ganske klart, at dette hovedspørgsmål er en mere kompliceret, men ikke mindre aktuel opgave: Hvordan skal man præcist bestemme proletariatets stilling til middelbønderne? Kammerater, for marxister frembyder dette spørgsmål ingen vanskeligheder fra et teoretisk synspunkt, det har det store flertal af arbejderne tilegnet sig. Jeg minder således om, at Kautsky i sin bog om agrarspørgsmålet, skrevet på en tid, da han fremstillede Marx’ lære rigtigt og anerkendtes som en ubestridt autoritet på dette område – at Kautsky i denne bog om agrarspørgsmålet siger om overgangen fra kapitalisme til socialisme: det er det socialistiske partis opgave at neutralisere bønderne, dvs. at opnå, at bonden holder sig neutral i kampen mellem proletariat og bourgeoisi, at bonden ikke kan yde bourgeoisiet aktiv hjælp mod os.
Under bourgeoisiets meget lange herredømme har bønderne støttet dets magt og stået på dets side. Det er forståeligt, hvis man tager bourgeoisiets økonomiske styrke og politiske magtmidler i betragtning. Vi kan ikke regne med, at middelbonden uden tøven går over til os. Men hvis vi fører politikken rigtigt, vil disse svingninger efter nogen tid høre op, og bonden vil så stille sig på vor side.
Allerede Engels, der sammen med Marx lagde grundlaget for den videnskabelige marxisme, dvs. den lære, vort parti til stadighed og navnlig under revolutionen lader sig lede af – allerede Engels fastslog inddelingen af bønderne i små-, middel- og storbønder, og denne inddeling svarer også nu til virkeligheden i de allerfleste europæiske lande. Engels sagde: »Måske behøver man ikke alle vegne at undertrykke heller storbønderne med magt«. Og at vi nogen sinde skulle anvende magt over for middelbønderne (småbønderne er vore venner) – det er ingen forstandig socialist nogen sinde faldet på. Således sagde Engels i 1894, et år før han døde, da agrarspørgsmålet var kommet på dagsordenen. [18] Denne opfattelse foreholder os en sandhed, som man undertiden glemmer, men som vi i teorien alle er enige om. Over for godsejere og kapitalister er det vor opgave at ekspropriere dem fuldstændig. Men vi tillader ingen som helst anvendelse af magt over for middelbønderne. Selv over for de rige bønder siger vi ikke så afgjort som over for bourgeoisiet: absolut ekspropriation af de rige bønder og kulakkerne. I vort program er denne forskel gennemført. Vi siger: Undertrykkelse af de rige bønders modstand. Undertrykkelse af deres kontrarevolutionære lyster. Det er ikke det samme som fuldstændig ekspropriation.
Hovedforskellen, som bestemmer vort forhold til middelbønderne – fuldstændig ekspropriation af bourgeoisiet, forbund med middelbønderne, som ikke udbytter andre – denne hovedlinje anerkender alle i teorien. Men i praksis overholdes denne linje ikke konsekvent, ude omkring har man endnu ikke lært at overholde den. Når proletariatet har styrtet bourgeoisiet og konsolideret sin magt og derpå giver sig til på de forskellige felter at skabe det nye samfund, rykker spørgsmålet om middelbønderne frem i første plan. Ingen socialist i verden har bestridt, at kommunismens skabelse vil foregå forskelligt i lande med storlandbrug og i lande med smålandbrug. Det er en ganske elementær ABC-sandhed. Af denne sandhed følger, at efterhånden som vi nærmer os den kommunistiske opbygnings opgaver, må netop middelbønderne til en vis grad stå i centrum for vor opmærksomhed.
Meget afhænger af, hvordan vi bestemmer vort forhold til middelbønderne. Teoretisk er spørgsmålet løst, men vi har til fulde mærket, vi kender personlig forskellen mel- lem en teoretisk løsning af et problem og en praktisk gennemførelse af løsningen. Vi er kommet i nær kontakt med denne forskel, der var så karakteristisk for den store franske revolution, dengang det franske konvent slog om sig med omfattende foranstaltninger, men ikke havde den fornødne basis for deres gennemførelse, ja end vidste, hvilken klasse man skulle støtte sig til, for at få den ene og den anden foranstaltning gennemført.
Vi har umådeligt gunstigere betingelser. Takket være et helt århundredes udvikling ved vi, hvilken klasse vi skal støtte os til. Men vi ved også, at denne klasses praktiske erfaring er meget, meget utilstrækkelig. Hovedsagen stod arbejderklassen, arbejderpartiet, klar: bourgeoisiets magt skal styrtes og arbejderne have magten. Men hvordan skal det gøres? Alle husker, hvilke vanskeligheder og hvor mange fejl vi mødte under overgangen fra arbejderkontrol til arbejderledelse af industrien. Og det drejede sig dog om arbejde inden for vor egen klasse, inden for et proletarisk miljø, som vi altid har haft at gøre med. Men nu skal vi bestemme vort forhold til en ny klasse, en klasse, byarbejderne ikke kender. Man må bestemme forholdet til en klasse, der ikke indtager nogen bestemt, stabil stilling. Proletariatets masse er for socialismen, bourgeoisiets masse er mod socialismen – det er let at bestemme forholdet mellem disse to klasser. Men når vi går over til et lag som middelbønderne, viser det sig, at det er en klasse, der vakler. Middelbonden er dels besidder, dels slider. Han udbytter ikke andre arbejde de. I årtier har han haft det største besvær med at hævde sin stilling, han har selv mærket godsejernes og kapitalisternes udbytning, han har været ude for alt, og samtidig er han besidder. Derfor frembyder vort forhold til denne vaklende klasse store vanskeligheder. Vi har over et års erfaring bag os, i over et halvt år har vi gjort proletarisk arbejde i landsbyen, hvor der allerede er sket en klassemæssig lagdeling – på den basis må vi navnlig vogte os for hastværk, for kejtet teoretiseren, for hang til at regne det for færdigt, som vi arbejder med, men som ikke er gennemarbejdet. I den resolution, udvalgets kommission foreslår jer, og som en af de følgende talere vil læse op, vil I finde en behørig advarsel i den henseende.
Fra et økonomisk synspunkt er det klart, at vi skal række middelbønderne en hjælpende hånd. Det er der teoretisk ingen tvivl om. Men med vor opdragelse, med vort kulturniveau, med de ringe kulturelle og tekniske kræfter, vi kan byde landsbyen, og med den magtesløshed, hvormed vi ofte kommer ud til landsbyen, sker det meget hyppigt, at kammerater anvender tvang, og dermed ødelægger de det hele. Så sent som i går gav en kammerat mig en lille pjece, der kaldes »instruktioner og teser om partiarbejdets stand i guvernementet Nisjnij-Novgorod«, udgivet af RKP’s (bolsjevikkernes) partiledelse i Nisjnij‑Novgorod – og i den læser jeg f.eks. på s. 41: »Dekretet om den ekstraordinære skat skal med hele sin vægt ramme landsbyens kulakker, spekulanterne og overhovedet bøndernes mellemelementer.« De folk har virkelig »forstået«! Enten er det en trykfejl – men det er utåleligt, hvis sådanne trykfejl slipper igennem! Eller det er et latterligt hastværksarbejde, som viser, hvor farligt alt hastværk er i denne sag. Eller – det er den mest graverende antagelse, og det vil jeg ikke tro om kammeraterne i Nisjnij-Novgorod – de har slet ikke forstået noget af dette. Meget muligt er det en ren uagtsomhed. [19]
I praksis forekommer der tilfælde som dem, en kammerat i kommissionen fortalte om. Han blev omringet af bønderne, og hver enkelt spurgte ham: »Sig mig, er jeg middelbonde eller ej? Jeg har to heste og en ko. Jeg har to køer og en hest« osv. Denne agitator, der rejser rundt i alle kredse, skulle altså have et ufejlbarligt termometer, som han kunne anbringe på hver bonde og sige, om vedkommende var middelbonde eller ej. For at kunne det måtte man kende hele historien angående denne bondes bedrift, hans forhold til lavere og højere grupper – og det kan vi ikke vide med nøjagtighed.
Her må der megen praktisk færdighed til og kendskab til de lokale forhold. Det har vi endnu ikke. Det er ingen skam at erkende det; vi må indrømme det ligeud. Vi har aldrig været utopister og bildt os ind, at vi ville kunne bygge et kommunistisk samfund med pæne, rene kommunisters pæne, rene hænder efter at være født og opdraget i et rent kommunistisk samfund. Den slags er børneeventyr. Vi må bygge kommunismen op af kapitalismens ruiner, og kun den klasse, der er hærdet i kampen mod kapitalismen, kan gøre det. Proletariatet – det ved I ud mærket – er ikke frit for det kapitalistiske samfunds: mangler og svagheder. Det kæmper for socialismen, og samtidig kæmper det mod sine egne mangler. Proletariatets bedste fortrop, som i årtier har ført en fortvivlet kamp i byerne, har i denne kamp kunnet tilegne sig hele by- og storbylivets kultur og har til en vis grad opsuget den. I véd, at landsbyen selv i de fremskredne lande var dømt til at leve i kulturelt mørke. Naturligvis vil landsbyens kulturniveau blive højnet af os, men det vil tage år. Det er noget, som vore kammerater glemmer alle vegne, og som så klart anskueliggøres for os i hvert ord, vi hører fra de lokalkendte folk, ikke de herværende intellektuelle, ikke folk fra departementerne – dem har vi hørt en hel del fra – men folk der praktisk har fulgt arbejdet i landsbyen. Disse røster har været af særlig værdi for os i brugsudvalget. Disse røster vil være af særlig værdi nu det er jeg overbevist om – for hele partikongressen, tersom de ikke taler ud af bøger eller dekreter, men ud af: selve livet.
Alt dette ansporer os til at arbejde hen på at skabe mere klarhed i vort forhold til middelbønderne. Det er meget vanskeligt, fordi denne klarhed ikke findes i virkeligheden. Dette problem er ikke blot uløst, det er også uløseligt, hvis man vil løse det på én gang og med det samme. Der er folk, som siger: »Man behøvede ikke at skrive mange dekreter« – og bebrejder sovjetregeringen, at den har givet sig til at skrive dekreter uden at vide, hvordan de skal gennemføres. Disse folk bemærker ikke, hvordan de i grunden glider nedad til hvidgardisterne: Hvis vi havde ventet, at affattelsen af et hundrede dekreter ville forandre hele landsbyens liv, ville vi have været topmålte idioter. Men hvis vi ville vægre os ved gennem dekreter at anvise vejen, ville vi være forrædere mod socialismen. Disse dekreter, som i praksis ikke kunne gennemføres på en gang og fuldt ud, har spillet en stor for propagandaen. Mens vi i tidligere tid propaganderede med almene sandheder, propaganderer vi nu med arbejde. Det er også en prædiken, men en prædiken med handling – blot ikke individuelle handlinger som dem visse originaler begår, noget vi hånede meget i anarkisternes og den gamle socialismes tid. Vort dekret er en appel, men ikke en appel i den gamle ånd: »Arbejdere rejs jer, styrt bourgeoisiet!« Nej, det er en appel til masserne, en appel til dem om praktisk arbejde. Dekreter – det er instruktioner, der maner masserne til praktisk arbejde. Det er det væsentlige. Lad være, at der i disse dekreter er meget, der ikke dur, meget, der ikke slår an i livet. Men i dem er der materiale til praktisk arbejde, og dekretets opgave er at lære de hundreder, tusinder, millioner af mennesker, der lytter til sovjetmagtens stemme, praktiske skridt. Det er et forsøg på praktisk virke for at fremme den socialistiske opbygning i landsbyen. Hvis vi vil se sådan på det, bliver resultatet af alle vore love, dekreter og forordninger meget stort. Vi skal ikke betragte dem som absolutte forordninger, der for enhver pris skal gennemføres straks, på én gang.
Vi må undgå alt, hvad der i praksis kunne opmuntre til forskellige misbrug. Visse steder har stræbere og eventyrere klistret sig op ad os, de kalder sig kommunister og bedrager os og er indsmigrende, fordi kommunisterne nu er ved magten, og fordi de mere hæderlige, »afdankede« elementer ikke har søgt arbejde hos os på grund af deres gammeldags ideer, mens stræberne ingen ideer og ingen ære har. Disse folk, der kun stræber efter forfremmelse, anvender tvang ude omkring og tror, at det er godt. I virkeligheden fører det undertiden til, at bønderne siger: »Leve sovjetmagten, men ned med kommunen!« (dvs. kommunismen). Den slags tilfælde er ikke opfundet, men taget ud af det levende liv, af lokalkendte kammeraters meddelelser. Vi bør ikke glemme, hvilken uhyre skade alt umådehold, alt jag og hastværk kan forårsage.
Vi måtte for enhver pris, i et fortvivlet spring, hurtigt ud af den imperialistiske krig, som førte os til sammenbruddet, vi måtte gøre de mest fortvivlede anstrengelser for at undertrykke bourgeoisiet og de kræfter, der truede med at undertrykke os. Alt det var nødvendigt, vi kunne ikke have sejret uden. Men handle på akkurat samme måde over for middelbønderne – det ville være så idiotisk, stupidt og ødelæggende for sagen, at kun provokatører bevidst kunne arbejde sådan. Opgaven må her stilles ganske anderledes. Her drejer det sig ikke om at bryde notoriske udbytteres modstand, slå dem og styrte dem den opgave vi tidligere stillede. Nej, efterhånden som vi har løst denne hovedopgave kommer der mere komplicerede opgaver på dagsordenen. Her kommer man ingen vegne med magt. Tvang over for middelbønderne er i sig selv yderst skadelig. De udgør et talstærkt, et milliontalligt lag. Selv i Europa, hvor det intetsteds har nået en sådan styrke, hvor teknikken og kulturen, bylivet, jernbanerne er gigantisk udviklede, hvor det ville være lettest at komme på den tanke – selv der har ingen, ikke en af de revolutionære socialister foreslået tvangsforholdsregler over for middelbønderne.
Dengang vi tog magten, støttede vi os til alle bønder som helhed. Dengang havde alle bønder én opgave – at bekæmpe godsejerne. Men hidtil har de bevaret en fordom mod stordrift. Bonden tænker: »Hvis der kommer stordrift, bliver jeg altså igen daglejer.« Det er naturligvis forkert. Men hos bonden er forestillingen om stordrift knyttet sammen med et had, en erindring om, hvordan godsejerne knægtede folket. Denne følelse har holdt sig, den er ikke død endnu.
Fremfor alt må vi støtte os på den sandhed, at der her ifølge sagens natur ikke opnås noget ved tvangsmetoder. Her ligger den økonomiske opgave helt anderledes. Her er der ikke nogen top, som man kan skære af og lade hele fundamentet, hele bygværket blive. Her er der ikke en sådan top, som kapitalisterne var i byerne. At anvende tvang her betyder at fordærve hele sagen. Her skal der langvarigt opdragelsesarbejde til. Bonden er ikke blot hos os, men i hele verden en praktiker og realist, og vi må give ham konkrete eksempler, der beviser, at »kommunen« er det bedste af alt. Naturligvis kommer der ikke noget fornuftigt ud af det, hvis der i landsbyen dukker forjagede folk op, som er kommet flagrende dertil fra byen, de afleverer straks en svada, anstifter nogle intellektuelle eller somme tider lidet intellektuelle rivninger, og når de har lavet ufred, tager de bort. Den slags hænder. I stedet for agtelse vækker de spot, og det er ganske i sin orden.
Om dette spørgsmål bør vi sige, at vi opmuntrer kom mener, men de bør indrettes sådan, at de vinder bondens tillid. Og indtil da er vi elever hos bønderne, ikke lærere for dem. Der er ikke noget dummere, end når folk, som ikke kender til landbrug og dets særlige beskaffenhed, folk som kun er søgt ud i landsbyen, fordi de har hørt om nytten ved fælles drift, er trætte af bylivet og ønsker at arbejde i landsbyen – når sådanne folk mener at kunne belære bønderne om alt. Der er ikke noget dummere end tanken om tvang, når det drejer sig om middelbondens driftsforhold.
Opgaven her går ikke ud på at ekspropriere middelbonden, den går ud på at tage hensyn til de særlige betingelser for bondens liv, at lære hos bønderne, hvordan man kan gå over til et bedre system, og ikke fordriste sig til at kommandere! Det er en regel, vi har sat os for at følge. (Bifald fra hele salen.) Det er en regel, vi har søgt at gøre rede for i vort resolutionsforslag, thi i den henseende har vi virkelig syndet en del, kammerater. Det er aldeles ingen skam at indrømme det. Vi manglede erfaring. Selve kampen mod udbytterne har vi lært af erfaringen. Når man undertiden fordømte os for denne kamp, kunne vi sige: »D’herrer kapitalister, De er skyld i det. Hvis De ikke havde ydet en så barbarisk, så meningsløs, fræk og fortvivlet modstand, hvis De ikke havde sluttet forbund med bourgeoisiet i hele verden, ville omvæltningen have taget mere fredelige former.« Nu da vi har afslået det rasende angreb fra alle sider, kan vi gå over til andre metoder, idet vi ikke fungerer som en lille kreds, men som et parti, der fører millioner med sig. Millionmasser kan ikke med det samme forstå en kursændring, og derfor hænder det uafbrudt, at slag, der var bestemt for kulakkerne, rammer middelbonden. Det er ikke mærkeligt. Man må blot forstå, at det skyldes historiske betingelser, som nu er forældede, og at de nye betingelser og nye opgaver over for denne klasse kræver en ny mentalitet.
Vore dekreter vedrørende landbruget er rigtige i det væsentlige. Vi har ingen grund til at tage afstand fra eller beklage et eneste af dem. Men selv om dekreterne er rigtige, er det urigtigt at påtvinge bonden dem med magt. Om noget sådant er der ikke tale i noget dekret. De er rigtige som udstukne veje, som en appel til praktiske foranstaltninger. Når vi siger: »Man skal opmuntre til sammenslutning,« så giver vi direktiver, som skal afprøves mange gange, før man finder den endelige form for deres gennemførelse. Når det er sagt, at der må frivilligt samtykke til, må man altså overbevise bonden, og overbevise ham praktisk. Med ord lader bønder sig ikke overbevise, og det gør de vel i. Det ville være ilde, om de lod sig overbevise blot ved at læse dekreter eller agitationsskrifter. Hvis det lod sig gøre at omforme det økonomiske liv på den måde, ville hele denne omformning ikke være en brækket skilling værd. Først må det bevises, at en sådan sammenslutning er det bedste, folk må sammensluttes således, at det virkelig er en sammenslutning og ikke et klammeri – det må bevises, at det er fordelagtigt. Sådan stiller bonden spørgsmålet, og sådan stiller vor dekreter det. Når vi ikke hidtil har opnået dette, er der ikke noget beskæmmende i det, det er noget, vi åbent må indrømme.
Vi har foreløbig kun løst den fundamentale opgave for enhver socialistisk omvæltning – at besejre bourgeoisiet. Denne opgave har vi i det væsentlige løst, selv om der nu begynder et forfærdeligt vanskeligt halvår, hvor imperialisterne i hele verden vil gøre de yderste anstrengelser for at slå os ned. Vi kan nu uden overdrivelse sige, at de selv har forstået, at efter dette halvår står deres sag absolut håbløst. Enten benytter de sig nu af vor udmattelse og besejrer dette ene land, eller også vil vi stå som sejrherrer, ikke alene for vort lands vedkommende. I dette halvår, hvor ernærings- og transportkrisen har fortættet sig og hvor de imperialistiske magter forsøger at angribe på flere fronter, er vor stilling yderst svær. Men dette er det sidste svære halvår. Det er nu som før nødvendigt at anspænde alle kræfter i kampen mod den ydre fjende, som angriber os.
Men når vi taler om opgaverne i arbejdet på landet, bør vi trods alle vanskeligheder, trods det, at hele vor erfaring er indrettet på direkte undertrykkelse af udbytterne – så bør vi huske og aldrig glemme, at på landet, over for middelbønderne, ligger opgaven anderledes.
Alle bevidste arbejdere: Petrograds, Ivanovo-Vosnesensks, Moskvas, som har opholdt sig ude i landsbyerne – alle har de fortalt os eksempler på, hvordan en hel række misforståelser, som syntes ganske uoverkommelige, en hel række konflikter, som syntes kæmpemæssige, blev fjernet og afsvækket ved, at der optrådte fornuftige arbejdere, som ikke talte boglærd, men sådan, at bonden forstod det, ikke talte som kommandører, der tillader sig at kommandere, selv om de ikke kender livet på landet, men som kammerater, der forklarer stillingen og appellerer til bøndernes følelser som arbejdende kontra udbytterne. Og ud fra en sådan kammeratlig udredning nåedes resultater, som hundreder andre, der opførte sig som kommandører og foresatte, ikke havde kunnet opnå.
Det er ånden i hele resolutionen, som vi nu forelægger jer til behandling.
Jeg har i min korte tale forsøgt at gennemgå den principielle side, den almene politiske betydning af denne resolution. Jeg har forsøgt at bevise – og jeg vil helst tro, det er lykkedes mig – at ud fra revolutionens interesser som helhed foretager vi ingen som helst vending eller ændring af linjen. Hvidgardisterne og deres følgesvende råber op om det eller vil gøre det. Lad dem råbe. Det rører os ikke. Vi forfølger vore opgaver på den mest konsekvente måde. Vi har beskæftiget os med at undertrykke bourgeoisiet, og nu er det nødvendigt at beskæftige sig med, hvordan middelbønderne kan indrette deres tilværelse. Vi skal leve i fordragelighed med dem. I det kommunistiske samfund vil middelbønderne kun da være på vor side, når vi letter og forbedrer deres økonomiske levevilkår. Hvis vi i morgen kunne levere 100.000 førsteklasses traktorer, forsyne dem med benzin, forsyne dem med traktorførere (I ved godt, at dette foreløbig er fantasi), så ville middelbonden sige: »Jeg er for kommunen,« (dvs. kommunismen). Men for at kunne gøre det, må vi først besejre det internationale bourgeoisi, tvinge det til at give os deres traktorer, eller vi må øge vor produktivitet i en sådan målestok, at vi selv kan levere dem. Kun således vil dette spørgsmål være rigtigt stillet.
Bonden har brug for byens industri, uden den kan han ikke leve, og den er i vore hænder. Hvis vi bærer os rigtigt ad, vil bonden være os taknemmelig for, at vi bringer ham disse varer, disse redskaber, denne kultur fra byerne. Det er ikke udbytterne, ikke godsejerne, der kommer til at bringe ham dem, men disse arbejdslomme kammerater, som han vurderer overordentlig højt, men vurderer praktisk, udelukkende efter deres faktiske bistand, mens han – med fuld ret – afviser kommanderen og »forskrifter« fra oven.
Hjælp først, senere vinder I tillid. Hvis sagen bliver lagt rigtigt an, hvis hvert skridt, som vore grupper i kredsen, i distriktet, i levnedsmiddelafdelingen, i en vilkårlig organisation, foretager, er rigtigt tilrettelagt, hvis hvert af vore skridt bliver opmærksomt efterprøvet ud fra dette synspunkt, vil vi vinde bondens tillid, og først så formår vi at gå videre. Nu bør vi yde ham hjælp, give ham råd. Det vil ikke blive en kommandørs befaling, men en kammerats råd. Så vil bonden helt følge os.
Det er, kammerater, indholdet i vor resolution, det er det, som efter min mening må blive kongressens beslutning. Hvis vi vedtager dette, hvis det kommer til at bestemme alt arbejde i vore partiorganisationer, så vil vi også klare den anden store opgave, som forestår os.
Hvordan bourgeoisiet skal styrtes, hvordan det skal undertrykkes, det har vi lært, og det er vi stolte af. Hvordan man skal ordne forholdet til middelbøndernes millioner, hvorledes man skal vinde deres tillid – det har vi endnu ikke lært, og det må siges ligeud. Men opgaven har vi forstået, vi har stillet den, og vi siger tillidsfuldt, fuldt bevidst og viljefast til os selv: denne opgave klarer vi, og så vil socialismen være absolut uovervindelig. (Langvarigt bifald.)
18. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden 1976, bd. 2, s. 420-440. – S. 261.
19. I denne anledning overbragte de delegerede fra Nisjnij-Novgorods partiorganisation en erklæring til kongressens præsidium, hvori det hed, at ordene »overhovedet bøndernes mellemelementer« var en skammelig trykfejl; der skulle have stået »en del af bøndernes mellemelementer«. – S. 263.
Sidst opdateret 27.11.2012