Trykt i »RKP(b)s 8. kongres«, stenografisk referat, Moskva 1919.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 244-254, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. nov. 2012.
(Bifald). Kammerater. Denne del af emnet kunne jeg og kammerat Bukharin ikke dele lige så detaljeret, som vi efter forudgående rådslagning gjorde det med beretningen. Måske det heller ikke vil blive nødvendigt. Jeg synes, at den diskussion, som har udfoldet sig her, først og fremmest viser én ting: at der ikke findes noget bestemt og formuleret modforslag. Flere talere har berørt separate punkter, brudstykkevis, men ingen har fremsat noget modforslag. Jeg vil nu gå ind på de væsentligste indvendinger, som især er rettet mod indledningsafsnittet. Kammerat Bukharin har nævnt for mig, at han er en af dem, der går ind for tanken om, at man i indledningen kunne samordne beskrivelsen af henholdsvis kapitalismen og imperialismen til ét, afrundet hele, men at vi, da noget sådant ikke er gjort, må vedtage det foreliggende forslag.
Mange af talerne fremførte det synspunkt – kammerat Podbelskij gjorde det med særlig energi – at forslaget i den form, det foreligger, ikke er rigtigt. Kammerat Podbelskijs beviser herfor var højst mærkværdige. I stil med for eksempel, at revolutionen i første afsnit kaldes revolutionen af den og den dato. Af en eller anden grund fik det kammerat Podbelskij til at tænke på, at denne revolution endda er nummereret. Jeg kan sige, at vi i Folkekommissærernes Råd har at gøre med særdeles mange nummererede papirer, og at vi tit bliver trætte af det. Men hvorfor overføre dette indtryk hertil? Hvad har et nummer overhovedet at gøre med dette spørgsmål? Vi fastsætter en festdag og fejrer den. Hvordan kan man bestride, at det netop var den 25. oktober, magten blev taget? Hvis I prøver at ændre det på en eller anden måde, bliver det kunstlet. Hvis I kalder revolutionen for oktober-novemberrevolutionen, giver I derved selv mulighed for at påstå, at sagen ikke blev afgjort på én dag. Jo, selvfølgelig skete revolutionen da over en længere periode – ikke i løbet af oktober, ikke i løbet af november og endda ikke i løbet af et halvt år. Kammerat Podbelskij er faldet over, at der i et afsnit tales om den forestående sociale revolution. På dette grundlag udlægger han programmet næsten som en slags »majestætsfornærmelse« mod den sociale revolution. Vi står midt i en social revolution, og så kommer man og siger, at den er forestående! En sådan konklusion er klart uholdbar, fordi der i vort program er tale om den sociale revolution i verdensmålestok.
Man siger, at vi anskuer revolutionen fra en økonomisk synsvinkel. Er det påkrævet eller ej? I dette spørgsmål er flere, meget entusiastiske kammerater gået så vidt som til at snakke om et økonomisk verdensråd, og om at alle de nationale kommunistiske partier skulle underlægges vort partis centralkomité. Kammerat Pjatakov var ikke langt fra at sige det. (Pjatakov fra salen: »Synes De måske, det var nogen dårlig i?«) Hvis han nu siger, at det ikke var nogen dårlig idé, må jeg svare, at i fald der stod sådan noget i programmet, behøvede man ikke at kritisere det: forslagets ophavsmænd ville grave deres egen grav. Disse meget entusiastiske kammerater har ikke været opmærksomme på, at vi i programmet skal gå ud fra tingene, sådan som de er. En af disse kammerater, vistnok Sunitsa, som meget energisk kritiserede programmet for at være elendigt osv., en af disse meget entusiastiske kammerater udtalte, at han ikke kunne godtage, at tingene siges, som de er, og foreslog, at tingene bliver sagt, sådan som de ikke er. (Munterhed.) Jeg tror, at denne formulering af spørgsmålet er så indlysende forkert, at den med rette vækker munterhed. Jeg har ikke sagt, at man skal sige tingene, sådan som de er. Jeg har sagt, at vi skal tage udgangspunkt i det, der er fastslået med absolut sikkerhed. Vi må sige til proletarerne og de arbejdende bønder og bevise for dem, at den kommunistiske revolution er uundgåelig. Var der nogen her, som mente, at man ikke behøvede at sige det? Hvis nogen prøvede at stille et sådant forslag, ville man påvise for vedkommende, at det ikke forholder sig sådan. Ingen har foreslået det, og ingen vil gøre det, for det er en ubestridelig kendsgerning, at vort parti er kommet til magten ved at støtte sig ikke kun på det kommunistiske proletariat, men også på alle bønderne. Skal vi virkelig kun nøjes med at sige til alle disse masser, som nu følger os: »Partiets eneste funktion er at gennemføre den socialistiske opbygning. Den kommunistiske revolution er fuldbyrdet, gør kommunismen til virkelighed«? Et sådant synspunkt er i bund og grund uholdbart og teoretisk forkert. Direkte og i endnu højere grad indirekte har vort parti absorberet millioner af mennesker, som nu begynder at forstå spørgsmålet om klassekampen og om overgangen fra kapitalisme til kommunisme.
Nu kan man sige – og der vil naturligvis ikke være nogen overdrivelse i det – at intet sted, ikke i noget andet land er den arbejdende befolkning gået så stærkt op i spørgsmålet om kapitalismens forvandling til socialisme som nu hos os. Det er noget, man hos os tænker langt mere over end i noget andet land. Skal partiet virkelig ikke give svar på dette spørgsmål? Vi må påvise videnskabeligt, hvordan denne kommunistiske revolution vil forløbe. I den henseende er alle øvrige forslag utilstrækkelige. Ingen har ønsket at stryge spørgsmålet helt. Man har talt i ubestemte vendinger: måske man kunne forkorte og undlade at citere det gamle program, fordi det er urigtigt. Men hvis det var urigtigt, hvordan kunne vi da gå ud fra det gennem så mange års arbejde? Måske der vil komme et fælles program, når den verdensomspændende sovjetrepublik skal oprettes, og inden den tid vil vi nok have skrevet op til flere programmer. Men det vil være for tidligt at skrive dem nu, da der kun findes en enkelt sovjetrepublik, hvor det gamle russiske imperium lå. Ikke engang Finland, der givetvis går i retning af en sovjetrepublik, har realiseret den endnu, det Finland, hvor folk adskiller sig fra alle andre folkeslag i det tidligere russiske imperium ved høj kultur og dannelse. Derfor vil det være den største fejl nu at stille krav om at programmet skulle afspejle en afsluttet proces. Det kunne sidestilles med, at vi nu satte kravet om et økonomisk verdensråd på programmet. Og for øvrigt har vi endnu ikke selv kunnet vænne os til dette vanskabte ord »sovnarkhos« /økonomisk råd/, og hvad udlændinge angår, siges det, at nogle af dem har slået efter i køreplanen for at se, hvor der mon lå en station af det navn. (Munterhed.) Det er et ord, vi ikke kan dekretere for hele verden.
Skal vort program være internationalt, må det tage hensyn til de klasseaspekter, som er økonomisk karakteristiske for alle lande. For alle lande er det karakteristisk, at kapitalismen i mange egne endnu er under udvikling. Dette gælder for hele Asien og for alle de lande, der er ved at gå over til borgerligt demokrati, dette gælder for en hel række egne i Rusland. For eksempel har kammerat Rykov, der har omfattende kendskab til de økonomiske realiteter, fortalt os om det nye bourgeoisi, der findes i vort land. Dette er sandt. Det udspringer ikke kun af vore sovjetfunktionærer – det kan også udgå derfra, men i et forsvindende lille omfang, det udspringer af bonde- og håndværkermiljøet, der er befriet fra kapitalistiske bankers åg, og som nu er afskåret fra jernbanetransporten. Det er en kendsgerning. Hvordan kan det være, at I vil omgå denne kendsgerning? Dermed ville I blot tilfredsstille jeres egne illusioner eller lave et dårligt gennemtænkt skrift om en virkelighed, der er langt mere sammensat. Den viser os, at kapitalistisk vareproduktion trives, fungerer og udvikler sig, selv i Rusland, og at den avler et bourgeoisi ligesom i ethvert kapitalistisk samfund.
Kammerat Rykov sagde: »Vi bekæmper et bourgeoisi, der igen kommer til verden i vort land, fordi bondebruget endnu ikke er forsvundet, og dette brug avler bourgeoisi og kapitalisme.« Vi har ingen præcise oplysninger herom, men det er oplagt, at det sker. I hele verden findes sovjetrepublikken foreløbigt kun inden for det tidligere russiske imperiums grænser. I en hel række lande samler den styrke og udvikler sig, men den eksisterer endnu ikke i noget andet land. Derfor ville det være tankespind, om vi i vort program paraderede med noget, vi endnu ikke er nået til, det ville udtrykke et ønske om at slippe væk fra den ubehagelige virkelighed, som viser, at den socialistiske republiks fødselsveer i andre lande givetvis er langt sværere end dem, vi måtte igennem. Vi fik sejren let, fordi vi den 26. oktober 1917 lovfæstede det, bønderne havde forlangt i de socialrevolutionæres resolutioner. Dette er ikke tilfældet i noget andet land. En svejtsisk og en tysk kammerat har fortalt os, hvordan bønderne i Svejts har bevæbnet sig mod strejkende som aldrig før, og at der ikke på landet i Tyskland kan spores nogen som helst frihedsblæst, i retning af dannelse af daglejer- og småbonderåd. Hos os dækkede bonderepræsentanternes sovjetter så at sige hele landet efter de første måneders revolution. Det var os, det tilbagestående land, der skabte dem. Her rejser der sig et kæmpeproblem, som folkene i de kapitalistiske lande endnu ikke har løst. Var vi da en kapitalistisk mønsternation? Før 1917 fandtes stadig levn af feudalisme i vort land. Men ikke én kapitalistisk indrettet nation har endnu vist, hvordan dette spørgsmål løses praksis. Vi tilkæmpede os magten under exceptionelle forhold, hvor tsarismens åg gjorde det nødvendigt for os med en stor kraftanspændelse at gennemføre en radikal og hurtig forandring, og under disse exceptionelle forhold formåede vi i flere måneder at støtte os på alle bønderne som helhed. Det er en historisk kendsgerning. Helt frem til sommeren 1918, til fattigbondekomiteernes oprettelse, fastholdt vi magten, fordi vi støttede os på alle bønderne som helhed. Dette er ikke muligt i noget kapitalistisk land. Og det er denne fundamentale økonomiske kendsgerning, I glemmer, når I snakker om en radikal omskrivning af hele programmet. Uden dette vil jeres program ikke hvile på et videnskabeligt fundament.
Det er vor pligt at tage udgangspunkt i den marxistiske tese, som alle anerkender, at programmet skal bygges op på et videnskabeligt fundament. Det skal forklare masserne, hvordan den kommunistiske revolution opstod, hvorfor den er uomgængelig, hvori dens betydning ligger, hvad der er dens væsen og styrke, og hvad den skal løse. Vort program skal være en håndbog i agitation, en håndbog, sådan som alle programmer har været, for eksempel Erfurtprogrammet. [15] Hvert afsnit i dette program indeholdt hundredtusinder af agitationstaler og -artikler. I vort program indeholder hvert afsnit det, som enhver arbejdende skal vide, beherske og forstå. Hvis han ikke forstår, hvad kapitalisme er, hvis han ikke forstår, at småbruget og håndværksbedriften uvægerligt, uomgængeligt og til stadighed afføder denne kapitalisme; om så han erklærer sig for kommunist et hundrede gange og skryder med den radikaleste kommunisme – hvis han ikke forstår dét, er den kommunisme ikke en skilling værd. Vi værdsætter kun kommunisme, når den er økonomisk underbygget.
Den socialistiske revolution vil lave om på en masse ting, selv i visse fremskredne lande. Den kapitalistiske produktionsmåde består fortsat over hele verden og bibeholder ofte sine mindre udviklede former, skønt imperialismen har samlet og koncentreret finanskapitalen. Intet land, ikke engang det højest udviklede, kan fremvise en kapitalisme udelukkende i dennes mest fuldendte form. Ikke engang i Tyskland findes noget sådant. Da vi indsamlede materiale vedrørende vore konkrete opgaver, meddelte den ansvarlige kammerat for det centrale statistiske kontor, at den tyske bonde havde skjult 40 pct. af sin overskydende kartoffelhøst for levnedsmiddelmyndighederne. I en kapitalistisk stat, hvor kapitalismen har udviklet sig på alle leder og kanter, findes stadig småbønder, der driver tuskhandel og spekulation i det små. Den slags kendsgerninger må ikke overses. Mon der er mange af de trehundrede tusinde partimedlemmer, som her er repræsenteret, der til fulde forstår dette spørgsmål? Det. ville være latterlig indbildskhed at tro, at bare fordi vi, der havde den lykke at skrive programforslaget, forstår alt dette, så skulle den store masse af kommunister også gøre det. Nej, de har brug for disse indledende forklaringer, de har brug for dem hundrede gange mere end os, fordi folk, som ikke har tilegnet sig og endnu ikke gjort sig klart, hvad kommunisme er, og hvad vareøkonomi er, befinder sig langt fra kommunismen. Vi støder daglig på disse tilfælde af den lille vareøkonomi, i hvert eneste spørgsmål, der angår praktisk økonomisk politik, levnedsmiddelpolitik og landbrugspolitik, eller som berører det Øverste Samfundsøkonomiske Råd. Men det skulle man altså ikke omtale i programmet! Hvis vi undlod at gøre det, ville vi bare vise, at vi ikke forstod at løse dette problem, og at revolutionens succes i vort land byggede på exceptionelle forhold.
Kammerater fra Tyskland besøger os for at få klarhed over det socialistiske systems former. Og vi må optræde sådan, at vi viser de udenlandske kammerater vor styrke, således at de ser, at vi i vor revolution ikke på mindste måde går ud over de rammer, virkeligheden sætter, og således at de får materiale, som for dem er uigendriveligt. Det ville være latterligt at udstille vor revolution som et eller andet ideal for alle lande, at bilde sig ind, at den har gjort en hel række geniale opdagelser og indført en bunke socialistiske nyskabelser. Det har jeg ikke hørt fra nogen, og jeg forsikrer, at vi heller ikke kommer til det. Vi har praktisk erfaring i at gennemføre de første skridt til nedbrydning af kapitalismen i et land, hvor der findes et specielt forhold mellem proletariatet og bønderne. Det og ikke andet. Hvis vi stiller os an som frøen i fablen, der pralende blæser sig op, gør vi os til grin for hele verden, vi bliver simple pralhalse.
Vi har opdraget proletariatets parti på et marxistisk program, og på samme måde skal vi opdrage det arbejdende folks millioner i vort land. Vi er forsamlet her som ideologiske ledere og skal sige til masserne: »Vi har opdraget proletariatet, og vi har altid og i første række taget udgangspunkt i en præcis økonomisk analyse«. Denne opgave kan ikke klares med et manifest. III Internationales manifest er en opfordring, en proklamation, der retter opmærksomheden på de opgaver, som forestår os, det er en appel til massernes følelser. Gør et arbejde for at bevise videnskabeligt, at I har den økonomiske basis og ikke bygger på sand. Hvis I ikke kan gøre det, så hold jer væk fra at opstille et program. Og for at gøre det, må vi nødvendigvis granske alt det, vi har været igennem de sidste 15 år. Når vi for 15 år siden sagde, at vi var på vej til den forestående sociale revolution, og når vi nu har nået den – skulle det virkelig svække vor stilling? Det konsoliderer og styrker den. Alt udspringer af den kendsgerning, at kapitalismen går over i imperialismen, og imperialismen fører til begyndelsen på den socialistiske revolution. Det er kedeligt og langtrukkent, og ikke ét kapitalistisk land har endnu gennemgået denne proces. Men ridse denne proces op i programmet, det er nødvendigt.
Det er grunden til, at de teoretiske indvendinger, der er fremført, ikke står for den ringeste kritik. Jeg tvivler ikke på, at hvis vi satte 10-20 skribenter, der var dygtige til at formulere sig, i gang med at arbejde tre eller fire timer om dagen, så kunne de på en månedstid have opstillet et bedre og mere afrundet program. Men at det skulle gøres på en enkelt dag eller to, sådan som kammerat Podbelskij forlangte, det er urkomisk. Vi har arbejdet mere end en enkelt dag eller to, ja mere end to uger. Jeg gentager, at hvis vi for en måned kunne vælge en kommission på 30 medlemmer og sætte dem til et par timers dagligt arbejde, selvfølgelig uden at blive forstyrret af telefonopringninger, så ville de givetvis kunne frembringe et program, der var fem gange bedre. Men sagens kerne har ingen her bestridt. Et program, der intet siger om vareøkonomiens og kapitalismens grundlag, vil ikke være et marxistisk, internationalt program. Skal programmet være internationalt, er det ikke nok at proklamere en verdensomspændende sovjetrepublik eller ophævelse af nationerne, som kammerat Pjatakov gjorde det med sine ord om, at der ikke var brug for nogen nationer, men derimod for en sammenslutning af alle proletarer. Selvfølgelig er det en storslået sag, og den kommer, men først på et ganske andet stadium af den kommunistiske udvikling. Kammerat Pjatakov siger med synlig overlegenhed: »I var tilbagestående i 1917, og nu er I rykket fremad.« Vi er rykket fremad, da vi føjede dét til programmet, som begyndte at stemme overens med virkeligheden. Da vi sagde, at nationerne bevægede sig fra borgerligt demokrati til proletarisk styre, sagde vi tingene, sådan som de var, og i 1917 var det det, vi ønskede.
Når vi og Spartakus-folkene opnår den fulde kammeratlige tillid, som er nødvendig for enhedskommunismen, den kammeratlige tillid, der fødes dag for dag, og som måske om nogle måneder vil være tilvejebragt, da vil den også blive nedfældet i programmet. Men at proklamere den, når den endnu ikke er til stede, ville være ensbetydende med at drage dem ind i noget, de endnu ikke er nået frem til ad erfaringens vej. Vi siger, at rådstypen, sovjettypen, har fået international betydning. Kammerat Bukharin pegede på de engelske Shop Steward Committees. [16] Det er ikke helt det samme som sovjetter. De udvikler sig, men er endnu på fosterstadiet. Når de engang ser dagens lys, så »får vi se«. Men at påstå, at vi har skænket de engelske arbejdere russiske sovjetter, det står ikke for blot den ringeste kritik.
Videre må jeg opholde mig ved spørgsmålet om nationernes selvbestemmelse. I vor kritik er dette spørgsmål tillagt overdreven betydning. Svagheden i vor kritik kom til udtryk i, at den lagde speciel vægt på dette spørgsmål, som reelt har mindre end sekundær betydning i programmets almene opbygning og i den samlede sum af programkrav.
Da kammerat Pjatakov talte, blev jeg højst forundret og spurgte mig selv, om det var en debat om programmet eller en diskussion mellem to organisationsledelser. Da kammerat Pjatakov sagde, at de ukrainske kommunister handler efter cirkulærerne fra RKP(b)s centralkomité; forstod jeg ikke den tone, det blev sagt i. Var det en beklagende tone? Det ville jeg ikke mistænke kammerat Pjatakov for, meningen i hans tale var: hvad skal vi med al denne selvbestemmelse, når vi har en fortræffelig centralkomité i Moskva! Dette er et barnligt synspunkt. Ukraine blev skilt fra Rusland på grund af exceptionelle forhold, og den nationale bevægelse slog ikke dybe rødder der. I det omfang, den opstod, gjorde tyskerne det af med den. Det er et faktum, men et exceptionelt faktum. Der forholder det sig endda sådan med sproget, at det er blevet usikkert, om ukrainsk er folkesproget eller ej? De arbejdende masser af andre nationaliteter var fulde af mistro til storrusserne som en kulak- og undertrykkernation. Det er et faktum. En finsk repræsentant har fortalt mig, at der i det finske bourgeoisi, som hadede storrusserne, nu lyder stemmer, der siger: »Tyskerne viste sig at være vilddyr, og Ententen viste sig at være et vilddyr, så hellere bolsjevikkerne.« Dette er en kæmpemæssig sejr, vi har vundet over det finske bourgeoisi i det nationale spørgsmål. Det hindrer os ikke det ringeste i at bekæmpe det som en klassemodstander og at vælge de midler, som er bedst egnede dertil. Sovjetrepublikken, der blev dannet i det land, hvis tsarisme havde knægtet Finland, skal sige, at det respekterer nationernes ret til uafhængighed. Vi sluttede en aftale med den røde finske regering, [17] som ikke fik nogen lang levetid, vi gav visse territoriale indrømmelser, for hvilke jeg har måttet høre ikke så få rent chauvinistiske indvendinger, såsom: »Der siges at være gode fiskeindustrier, og dem har vi givet fra os.« Det er den slags indvendinger, som får mig til at sige: Skrab lidt af en og anden kommunist, og du vil finde en storrussisk chauvinist.
Jeg tror, at dette eksempel med Finland såvel som med basjkirerne viser, at man ikke i det nationale spørgsmål må slutte, at der for enhver pris skal være økonomisk enhed. Naturligvis er den nødvendig. Men vi skal opnå den ved propaganda, agitation og frivilligt forbund. Basjkirerne nærer mistro til storrusserne, fordi storrusserne er mere dannede og har brugt deres dannelse til at udplyndre basjkirerne. Derfor betyder navnet storrusser »undertrykker« og »svindler« for basjkirerne i disse afsides egne. Det må vi regne med, det må vi kæmpe med. Men det bliver en langvarig historie. Det er jo ikke noget, man afskaffer med dekreter. I den sag skal vi gå meget forsigtigt til værks. Især er det nødvendigt med forsigtighed hos en nation som den storrussiske, der har fremkaldt et rasende had mod sig fra alle andre nationer, og først nu har vi lært os at rette op på det, men også dér ret dårligt. I eller omkring undervisningskommissariatet for eksempel har vi kommunister, der siger: enhedsskole, så vov ikke at give undervisning på andet sprog end russisk! Sådan en kommunist er efter min mening en storrussisk chauvinist. Han sidder i mange af os, og han må bekæmpes.
Derfor skal vi sige til de andre nationer, at vi er internationalister fuldt ud og arbejder hen imod et frivilligt forbund af arbejdere og bønder i alle nationer. Dette udelukker aldeles ikke krige. Krig er et andet problem, der udspringer af imperialismens væsen. Hvis vi slås mod Wilson, og Wilson gør en lille nation til sit redskab, siger vi, at vi vil slås mod dette redskab. Vi har aldrig sagt, at: en socialistisk stat kan eksistere uden militær. Under visse forhold kan krig blive en nødvendighed. Men i spørgsmålet om nationernes selvbestemmelse er sagens kerne, nu den, at forskellige nationer følger den historisk set samme vej, men gør det i siksakbevægelser og ad baner, der er højst forskellige, og at nationer på et kulturelt højere trin går fremad helt anderledes end dem på et lavere, trin. Finland gik frem anderledes. Tyskland går frem anderledes. Kammerat Pjatakov har tusinde gange ret i, vi må have enhed. Men vi må kæmpe for den gennem propaganda, gennem partiets indflydelse, gennem oprettelse af enhedsfagforeninger. Heller ikke her kan vi imidlertid gå frem efter et bestemt mønster. Hvis vi strøg dette punkt eller gav det anden udformning, ville vi slette det nationale spørgsmål af programmet. Det kunne man gøre, hvis der fandtes folk uden nationale særtræk. Men det gør der ikke, og vi kan ikke bygge det socialistiske samfund på nogen anden måde.
Jeg tror, kammerater, at vi må tage det her forelagte program som grundlag og overgive det til kommissionen der suppleres med repræsentanter for oppositionen eller rettere med kammerater, som her har fremsat saglige forslag, og at kommissionen derefter fremlægger: 1) en opstilling over indkomne ændringsforslag til programmet og 2) de teoretiske indvendinger, der ikke kan opnås enighed om. Jeg tror, det bliver den mest praktiske måde at behandle spørgsmålet på og den, som hurtigst giver os den rigtige løsning. (Bifald.)
15. Erfurtprogrammet – vedtaget på Tysklands Socialdemokratiske Partis kongres, oktober 1891 i Erfurt. Byggede på Marx’ lære om den kapitalistiske produktionsmådes uundgåelige undergang og udskiftning med en socialistisk produktionsmåde; understregede nødvendigheden af arbejderklassens politiske kamp og partiets rolle som leder af denne kamp. Men programmet indeholdt også opportunistiske tendenser og kritiseredes bl.a. af Engels i Zur Kritik des sozialdemokratischen Programmentwurfes 1891, (Werke, bd. 22, s. 225). – S. 249.
16 Shop Steward Committees – se note 2 til artiklen Kommunistisk Internationales Første Kongres. – S. 252.
17. Her sigtes til den socialistiske arbejderrepublik Finland, som proklameredes januar 1918 efter arbejdernes magtovertagelse. 1. marts 1918 i Petrograd undertegnedes en aftale mellem Finland og Sovjetrepublikken, baseret på principperne om fuldstændig lighed og gensidig respekt for hinandens suverænitet. Det var den første aftale i historien mellem to socialistiske stater.
Efter en forbitret borgerkrig i maj 1918 blev revolutionen i Finland knust som følge af militær intervention fra Tysklands side. – S. 253.
Sidst opdateret 27.11.2012