Den nylig i Wien udkomne brochure af Kautsky, Proletariatets Diktatur (Wien 1918, Ignaz Brand, 63 sider), er i sig selv et særdeles anskueligt eksempel på II Internationales fuldstændige og skandaløse bankerot, som længe har været samtaleemne blandt ærlige socialister i alle lande. Spørgsmålet om den proletariske revolution er nu ved at blive sat på dagsordenen i en hel række lande. En undersøgelse af Kautskys renegatsofismer og totale afstandtagen fra marxismen er derfor nødvendig.
Først må det dog understreges, at den, der skriver disse linjer, helt fra krigens begyndelse gentagne gange har måttet påpege Kautskys brud med marxismen. En række artikler fra årene 1914-1916 i det udenlandske Sotsial-Demokrat [2] og Kommunist [3] har drejet sig herom. Disse artikler er samlet i Petrograd-sovjettens publikation: G. Sinovjev og N. Lenin, Mod Strømmen, Petrograd 1918 (550 sider). I en brochure, der udkom i Geneve i 1915 og dengang blev oversat til tysk og fransk, [4] skrev jeg om kautskyanismen:
»Kautsky, II Internationales største autoritet, er et i højeste grad typisk og grelt eksempel på, hvordan en verbal anerkendelse af marxismen i virkeligheden har ført til dens forvandling til ‘struveisme’ eller ‘brentanoisme’ (dvs. til en liberal, borgerlig lære, der anerkender ikke-revolutionær klassekamp fra proletariatets side, hvad der er udtrykt særlig grelt af den russiske skribent Struve og den tyske økonom Brentano). Vi ser det også af Plekhanovs eksempel. Med åbenbare sofismer amputerer man marxismen for dens levende, revolutionære ånd, man anerkender i marxismen alt, undtagen de revolutionære kampmidler. propagandaen for og forberedelsen af dem, opdragelsen af masserne i netop denne retning. Kautsky ‘forliger’ idéforladt socialchauvinismens grundtanke, anerkendelsen af fædrelandsforsvaret i denne krig med de diplomatiske skinindrømmelser til venstrefløjen i form af undladelse af at stemme om krigsbevillingerne, formel vedståen af sin oppositionelle holdning osv. Kautsky, der i 1909 skrev en hel bog om, at revolutionernes epoke nærmede sig, og om sammenhængen mellem krig og revolution; Kautsky, som i 1912 skrev under på Basel-manifestet [5] om revolutionær udnyttelse af den tilstundende krig – han retfærdiggør og besmykker nu for fuld musik socialchauvinismen og slutter sig ligesom Plekhanov til bourgeoisiet i forhånelsen af al tanke om revolution, ethvert skridt til direkte revolutionær kamp.
Arbejderklassen kan ikke realisere sine verdensrevolutionære mål uden skånselsløs bekæmpelse af denne renegatoptræden, denne karakterløshed, denne tjenstagtighed overfor opportunismen og denne eksempelløse teoretiske forfladigelse af marxismen. Kautskyanismen er ikke nogen tilfældighed, men et socialt produkt af modsigelserne inden for 2. Internationale, af kombinationen af verbal troskab mod marxismen og underkastelse under opportunismen gerning« (G. Sinovjev og N. Lenin, Socialismen og Krigen, Geneve 1815.s. 13-14).
Endvidere har jeg i 1916 i bogen Imperialismen Som Kapitalismens Højeste Stadium [6] (udkommet i Petrograd i 1917) udførligt behandlet de teoretiske fejl i alle Kautskys betragtninger over imperialismen. Jeg anførte Kautskys definition på imperialismen: »Imperialismen er et produkt af den højtudviklede industrikapitalisme. Den består i enhver kapitalistisk industrinations stræben efter at undertvinge og knytte til sig et stadig større landbrugs-område (kursiveringen er Kautskys), uden hensyn til, hvilke nationer det bebos af.« [7] Jeg påviste det fuldstændigt fejlagtige ved denne definition og dens »egnethed« til at tilsløre imperialismens dybeste modsigelser og derpå til forsoning med opportunismen. Jeg anførte min egen definition af imperialismen: »Imperialismen er kapitalismen på det udviklingstrin, hvor monopolernes og finanskapitalens herredømme er skabt, hvor kapitaleksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdensopdelingen mellem de internationale truster er begyndt, og opdelingen af Jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet.« [8] Jeg påviste, at Kautskys kritik af imperialismen ikke engang står mål med den borgerlige og småborgerlige kritik af den.
Endelig har jeg i august og september 1917 – dvs. før den proletariske revolution i Rusland (25. oktober/7. november 1917) – skrevet brochuren Staten Og Revolutionen. Marxismens Lære Om Staten Og Proletariatets Opgaver Under Revolutionen, [9] som udkom i Petrograd i begyndelsen af 1918, og her, i kapitel 6, om opportunisternes forfladigelse af marxismen, navnlig haft opmærksomheden rettet mod Kautsky, idet jeg påviste, at han fuldstændigt har forvansket Marx’ lære og forfalsket den til opportunisme, »afsvoret revolutionen i gerning, mens han anerkendte den i ord«.
I det væsentligste består Kautskys teoretiske grundfejl i brochuren om proletariatets diktatur netop i de opportunistiske forvanskninger af Marx’ lære om staten, som jeg udførligt har afsløret i min brochure Staten Og Revolutionen.
Det var nødvendigt at forudskikke disse bemærkninger, idet de viser, at jeg, længe før bolsjevikkerne greb statsmagten og fordømtes herfor af Kautsky, åbent har anklaget ham for at optræde som renegat.
1. Lenin påbegyndte udarbejdelsen af brochuren Den Proletariske Revolution Og Renegaten Kautsky i begyndelsen af oktober 1918, straks efter at have læst K. Kautskys brochure Proletariatets Diktatur, hvor denne, 2. Internationales førende ideolog, i enhver henseende forvanskede og forfladigede den marxistiske teori om den socialistiske revolution og proletariatets diktatur. I august 1918 fremkom i tidsskriftet Sozialistische Auslandspolitik (Socialistisk udenrigspolitik) en artikel af Kautsky, hvor han kaldte de socialdemokratiske partier til kamp mod bolsjevikkerne. Efter at have læst sammendrag af denne artikel i Pravda for 20. september 1918, skrev Lenin til V. V. Vorovskij i Stockholm: »Kautskys skandaløse sludder, barnagtige plapren og yderst platte opportunisme rejser spørgsmålet, hvorfor vi intet foretager os til bekæmpelse af den teoretiske forfladigelse af marxismen fra Kautskys side?«.
Lenin bad Vorovskij, som da var Sovjetrepublikkens befuldmægtigede repræsentant i de skandinaviske lande om at tilsende ham Kautskys brochure om proletariatets diktatur, så snart den udkom, tillige med alle hans artikler om bolsjevikkerne.
I sine erindringer skriver V. D. Bontj-Brujevitj, at Lenin gik overordentligt stærkt op i arbejdet med Den Proletariske Revolution Og Renegaten Kautsky, »han formelig sydede af harme«, og han »skrev i dagevis til ud på natten på dette fantastisk stærke værk«.
Brochuren udkom i 1919 i England, Frankrig og Tyskland. – S. 113.
2. Sotsial-Demokrat – illegalt blad, organ for RSDAP. Udkom fra februar 1908 til januar 1917. Nr. 1 blev udgivet i Rusland, men derpå flyttedes udgivelsen til udlandet. Numrene 2-32 (februar 1909 – december 1913) fremstilledes i Paris, og de følgende numre til og med nr. 58 (november 19:14 – januar 1917) i Geneve. Fra december 1911 redigeredes bladet af Lenin, og i det hele bragtes deri 80 større og mindre artikler og notitser af Lenin.
Under første verdenskrig spillede bladet en fremtrædende rolle i kampen mod den internationale opportunisme, nationalisme og chauvinisme, i udbredelsen af de bolsjevikiske paroler og i vækkelsen af arbejderklassen og brede arbejdende masser til kamp mod den imperialistiske krig og dens bagmænd. Bladet bragte Lenins artikel Om Parolen Europas Forenede Stater, hvori han for første gang formulerede den konklusion, at det er muligt for socialismen til en begyndelse at sejre i et enkelt land. Bladets udbredelse i Rusland og optrykningen af dets vigtigste artikler i lokale bolsjevikiske blade bidrog til politisk oplysning, international opdragelse af det russiske proletariat og forberedelse af masserne til revolutionen.
Sotsial-Demokrat spillede en stor rolle for samlingen af del internationale socialdemokratis internationalistiske elementer. Bladet overvandt alle de af krigsforholdene fremkaldte vanskeligheder og fandt vej til mange lande.
Lenin tillagde bladet stor betydning for dets virke under krigen og skrev senere, at ingen bevidst arbejder, som ville forstå udviklingen af ideen om en international socialistisk revolution og dens første sejr den 25. oktober 1917, kan komme uden om at studere de artikler, der tryktes i bladet. – S. 113.
3. Kommunist – tidsskrift, som Lenin organiserede. Det blev udgivet af redaktionen af bladet Sotsial-Demokrat sammen med G. L. Pjatakov og J. B. Bosch, som finansierede udgivelsen (tillige indgik N. I. Bukharin i redaktionen). Der udkom kun ét (dobbelt-) nummer (september 1915). Det indeholdt blandt andet tre artikler af Lenin: 2. Internationales Sammenbrud, En Fransk Socialists Ærlige Stemme og Imperialisme og Socialisme i Italien.
Lenin havde tænkt sig at gøre Kommunist til internationalt organ for socialdemokraternes venstrefløj, men allerede under forberedelsen af det første dobbeltnummer viste der sig alvorlige divergenser med Bukharin, Pjatakov og Bosch, og disse divergenser skærpedes, efter at tidsskriftet var udkommet. Efter forslag fra Lenin erklærede bladet Sotsial-Demokrats redaktion, at fortsat udgivelse af tidsskriftet måtte anses for umulig på grund af denne gruppes partistridige optræden. – S. 113.
4. Der sigtes til brochuren Socialismen Og Krigen (RSDAP’s Holdning Til Krigen). Den var af Lenin tænkt som led i forberedelserne til den første internationale socialistiske konference. Sinovjev deltog i udarbejdelsen, men brochuren blev dog i hovedsagen skrevet af Lenin, som også foretog den generelle redigering af den. Lenin betegnede brochuren som »kommentarer til vort partis resolutioner«.
Socialismen Og Krigen udkom umiddelbart før Zimmerwald-konferencen, der fandt sted i september 1915, på russisk og tysk og vakte genklang blandt konferencedeltagerne. Efter konferencen blev den udgivet på fransk i Frankrig, og senere kom den også på norsk. – S. 113.
5. Basel-manifestet – manifest om krigen, vedtaget på den internationale socialistiske kongres i Basel, 24.-25. november 1912. Manifestet advarede folkene mod faren for den overhængende imperialistiske verdenskrig, afslørede de røveriske mål for denne krig og opfordrede arbejderne i alle lande til energisk kamp mod krigen ved »over for den kapitalistiske imperialisme at stille styrken i proletariatets internationale solidaritet«. I Basel-manifestet blev optaget det af Lenin formulerede punkt i resolutionen fra Stuttgart-kongressen i 1907 om, at socialisterne i tilfælde af, at en imperialistisk krig bryder ud, skal udnytte den af krigen fremkaldte økonomiske og politiske krise til kamp for den socialistiske revolution. – S. 114.
6. Se denne udgave, bind 6; s. 142. – S. 114.
7. Se denne udgave, bind 6, s. 142. – S. 114.
8. Se denne udgave, bind 6, s. 140-141. – S. 115.
9. Se denne udgave, bind 9. – S. 115.
Sidst opdateret 1.1.2009