Skrevet 20. november 1918, trykt i Pravda, 21. november 1918.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 102-111, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. nov. 2012.
Noter
Pravda har i dag bragt et bemærkelsesværdig interessant brev, skrevet af Pitirim Sorokin, et brev alle kommunister må vise særlig opmærksomhed. I dette brev, som først offentliggjordes i Isvestija Severo-Dvinskogo Ispolniteljnogo Komiteta, [1] meddeler Pitirim Sorokin, at han forlader de højre-socialrevolutionæres parti [2] og frasiger sig hvervet som medlem af den Konstituerende Forsamling. Brevskriverens motiver går i korthed ud på, at han finder det vanskeligt over for andre, men også over for sig selv at anvise politiske redningskure, og at han derfor “forlader al politik”. “Det år, revolutionen har varet,” skriver Pitirim Sorokin – “har lært mig én sandhed: politikere kan tage fejl, politik kan være samfundsnyttig, men kan også være samfundsskadelig; at arbejde inden for videnskab og folkeoplysning er jo altid nyttigt og altid nødvendigt for folket...” Brevet er underskrevet: Pitirim Sorokin, privatdocent ved Petersborgs universitet og psykoneuropatologisk institut, forhenværende medlem af den Konstituerende Forsamling og forhenværende medlem af de socialrevolutionæres parti.
Dette brev fortjener navnlig opmærksomhed som et overordentligt interessant “menneskeligt dokument”. Det hænder ikke så tit, at man møder en åbenhed og ærlighed som den, P. Sorokin lægger for dagen, når han vedgår sin politiks fejlagtige karakter. I langt de fleste tilfælde ser vi, hvordan politikere, som har indset det urigtige i deres politiske linje, prøver at tilsløre deres omsving, nedtone det, “opfinde” diverse mere eller mindre uvedkommende motiver, osv. Åben og ærlig indrømmelse af ens politiske fejltagelse er allerede i sig selv et stort politisk skridt. Pitirim Sorokin har uret, når han skriver, at arbejdet inden for videnskab “altid er nyttigt”. For også på dette område forekommer der fejl; vi kender tilfælde, blandt andet i russisk litteratur, hvor folk, der ikke er erklærede reaktionære, gør sig til stædige fortalere for eksempelvis reaktionære filosofiske synspunkter. Når vi på den anden side får en åben erklæring fra en fremtrædende skikkelse, dvs. en person, som har beklædt en ansvarsfuld, offentlig post, om at han forlader politik, er det også politik. Ærlig vedgåelse af en politisk fejl er af meget stor politisk gavn for mange mennesker, hvis der er tale om en fejl, som i sin tid deltes af hele partier med indflydelse på masserne.
Den politiske betydning af Pitirim Sorokins brev er uhyre stor netop nu. Det giver os alle en “lektion”, som vi må tænke rigtigt godt over og lære af.
For alle marxister er det en gammelkendt sandhed, at de afgørende kræfter i ethvert kapitalistisk samfund alene udgøres af proletariatet og bourgeoisiet, mens alle de sociale elementer, der befinder sig imellem disse klasser og økonomisk kan rubriceres som småborgerskabet, uundgåeligt vil vakle mellem disse to afgørende kræfter. Men der er en enorm afstand fra at erkende denne sandhed akademisk og til at kunne drage de deraf følgende slutninger i den praktiske virkeligheds komplicerede forhold.
Pitirim Sorokin er repræsentant for den mensjevikisk-socialrevolutionære strømning, en særdeles bred, social og politisk bevægelse. At der er tale om én strømning, at forskellen på mensjevikker [3] og socialrevolutionære er uvæsentlig, hvad angår deres respektive holdning til kampen mellem bourgeoisiet og proletariatet, fremgår særligt slående og særligt anskueligt af begivenhederne i den russiske revolution siden februar 1917. Mensjevikker og socialrevolutionære er variationer over småborgerlige demokrater – således er det økonomiske væsen og den grundlæggende politiske karakteristik af denne strømning. Fra de fremskredne landes historie véd vi, hvor ofte denne strømning i sin ungdom hyller sig i en “socialistisk” farve.
Man spørger sig, hvad det egentlig var, der for nogle måneder siden så brat skubbede repræsentanterne for denne strømning væk fra bolsjevikkerne og den proletariske revolution, og hvad det er, der nu har fået dem til at svinge om fra fjendtlighed til neutralitet. Det er fuldkommen indlysende, at årsagen til omsvinget for det første har været den tyske imperialismes sammenbrud i forbindelse med revolutionen i Tyskland og andre lande samt afsløringen af den engelsk-franske imperialisme og for det andet demaskeringen af de borgerlig-demokratiske illusioner.
Lad os se nærmere på den første årsag. Patriotisme er en af de dybest stikkende følelser, der har slået rod gennem hundreder og tusinder af år med eksistensen af separate fædrelande. En af de særligt store og, kan man sige, eksceptionelle vanskeligheder i vor proletariske revolution bunder i det forhold, at revolutionen har måttet tilbagelægge en fase, nemlig Brest-freden, [4] der skarpt stred mod patriotismen. Det var let at forstå den bitterhed, vrede og rasende indignation, som denne fred bragte for dagen, og det siger sig selv, at vi som marxister kun kunne regne med, at det var proletariatets bevidste avantgarde, der ville forstå den sandhed, at vi må og skal yde de største nationale ofre i den proletariske verdensrevolutions højeste interesse. Ideologer, der ikke tilhører marxismen, og de brede masser af arbejdende, som ikke tilhører proletariatets lange, kamphærdede strejke- og revolutionsskole, havde ingen kilder, hvorfra de kunne hente sikker forvisning om, at denne revolution var ved at modne, ej heller kunne de vise den betingelsesløs hengivenhed. I bedste fald opfattede de vor taktik som fantasteri, fanatisme og eventyr, som ofring af hundredmillioner menneskers mest indlysende, faktiske interesser til fordel for en abstrakt, utopisk eller tvivlsom forventning til, hvad der ville ske i andre lande. Og ifølge sin økonomiske stilling er småborgerskabet mere patriotisk end både bourgeoisiet og proletariatet.
Men det gik, som vi sagde.
Den tyske imperialisme, som de mente var den eneste fjende, brød sammen. Den tyske revolution, som de mente var en “drømmefarces (for at bruge Plekhanovs berømte udtryk), blev en realitet. Den engelsk-franske imperialisme, som i de småborgerlige demokraters fantasi antog form af demokratiets ven og de undertryktes beskytter, viste sig reelt at være et vilddyr, som påtvang den tyske republik og Østrigs folkeslag betingelser, der var værre end Brest-fredens, – et vilddyr, som brugte de “frie” republikaneres, franskmændenes og amerikanernes tropper i rollen som gendarmer og bødler, som kvælere af små og svage nationers uafhængighed og frihed. Med en skånselsløs grundighed og åbenhed har verdenshistorien afsløret denne imperialisme. Verdenshistoriens kendsgerninger har vist de russiske patrioter – som førhen ikke ville vide af andet end direkte fordele (i gammel forstand) for deres land – at forvandlingen af vor, den russiske revolution til en socialistisk revolution ikke var noget eventyr, men en nødvendighed, for der viste sig intet andet valg. Den engelsk-franske og den amerikanske imperialisme vil uundgåeligt kvæle Ruslands frihed og uafhængighed, hvis ikke den socialistiske verdensrevolution og verdensbolsjevismen sejrer.
Kendsgerninger er nogle stædige krabater, som englænderne siger. Og i løbet af de sidste måneder har vi måttet sluge sådanne kendsgerninger, som har markeret det største tænkelige vendepunkt i hele verdenshistorien. Det er kendsgerninger, som tvinger de småborgerlige demokrater i Rusland – trods alt det had til bolsjevismen, de har fået indpodet gennem tiderne af kampene mellem partierne – til at svinge om fra fjendtlighed mod bolsjevismen først til neutralitet og dernæst til støtte. De objektive forhold, som særligt krast skubbede sådanne demokratiske patrioter væk fra os, er borte. De objektive nationale forhold, som de tager sig ud i dag, tvinger dem til at svinge over mod os. Pitirim Sorokins omsving er langtfra nogen tilfældighed, men tværtimod udslag af en hel klasses, af alle småborgerlige demokraters uundgåelige omsving. Den, som ikke forstår at tage ved lære af dette og bruge det, er ikke marxist, han er en dårlig socialist.
Videre. Troen på, at “demokrati” slet og ret skulle have en universel, altfrelsende virkning, og den manglende forståelse af, at det er et borgerligt demokrati, som er historisk begrænset i sin nytte, i sin nødvendighed, denne tro og denne manglende forståelse har rådet i alle lande gennem århundreder og årtusinder og holdt sig særligt solidt hos småborgerne. Storborgeren har oplevet mangt og meget, foran og bag kulisserne, han ved, at som enhver anden statsform under kapitalismen er den demokratiske republik intet andet end et maskineri til undertrykkelse af proletariatet. Storborgeren ved dette i kraft af sit yderst intime bekendtskab med de virkelige ledere og med de dybest liggende (og netop derfor ofte de mest tilslørede) drivfjedre i ethvert borgerligt statsmaskineri. Småborgeren, som på grund af sin økonomiske stilling og levevilkårene som helhed ikke har samme mulighed for at tilegne sig denne sandhed, nærer endda illusioner om, at en demokratisk republik skulle indebære “et rent demokrati”, “en fri folkestat”, en folkemagt, der står uden for eller over klasserne, et rent udslag af folkeviljen og så fremdeles. Disse vaneforestillinger vil uundgåeligt være solidt rodfæstede, fordi småborgeren står længere fra den hårde klassekamp, fra børsen, fra den “rigtige” politik, og det ville være aldeles umarxistisk at forvente, at man med propaganda alene og på kort tid kunne udrydde disse vaneforestillinger.
Men verdenshistorien udvikler sig nu i et så rasende tempo og nedbryder alt det tilvante, alt det gamle med en hammer af så ufattelig slagkraft og med kriser af så uhørt styrke, at selv de solideste vaneforestillinger ikke holder stand. Hos “demokraten slet og ret” er der uundgåeligt og naturligt opstået en naiv tro på den Konstituerende Forsamling, en naiv modstilling af “rent demokrati” og “proletarisk diktatur”. Men det, den Konstituerende Forsamlings tilhængere har oplevet i Arkhangelsk, Samara, Sibirien og sydpå, kunne ikke andet end nedbryde de mest indgroede vaneforestillinger. Wilsons idealiserede demokratiske republik viste sig i praksis at være en form for den mest rasende imperialisme, den mest skamløse undertrykkelse og kvælning af små og svage folkeslag. Den gennemsnitlige “demokrat slet og ret”, mensjevikken og den socialrevolutionære, tænkte: “Hvad skal vi med en eller anden højere statstype, en eller andet sovjet-magt! Lad os for guds skyld nøjes med en almindelig demokratisk republik!” Og den slags “forhåbninger” ville naturligvis have forslået til lange årtier i “almindelige”, relativt fredelige tider.
Men nu viser verdensbegivenhedernes gang og den barske lære af alliancen mellem alle Ruslands royalister og den engelsk-franske og amerikanske imperialisme i praksis, at den demokratiske republik er en borgerlig-demokratisk republik, der allerede er forældet i de spørgsmål, som imperialismen har sat på historiens dagsorden, og at der ikke længere findes nogen anden udvej: enten sejrer sovjetmagten i alle fremskredne lande i verden, eller også sejrer den engelsk-amerikanske imperialisme, den mest reaktionære og mest rasende imperialisme, der kvæler alle små og svage folkeslag, gen-indsætter reaktionen i hele verden, og så storartet har lært sig at udnytte den demokratiske republiks form.
Enten-eller.
Her gives ingen middelvej. Indtil for nylig blev en sådan opfattelse udlagt som forblindet fanatisme hos bolsjevikkerne.
Men den viste sig at holde stik.
Når Pitirim Sorokin har frasagt sig hvervet som medlem af den Konstituerende Forsamling, er det ingen tilfældighed; det er tegn på vending hos en hel klasse, hos hele det småborgerlige demokrati. En splittelse blandt disse demokrater er uundgåelig. En del går over til os, en del forbliver neutrale, og en del tilslutter sig bevidst royalisterne og kadetterne, [5] der er ved at sælge Rusland til den engelsk-amerikanske kapital, og som stræber efter at kvæle revolutionen med udenlandske bajonetter. En presserende opgave består i at kunne tage højde for og udnytte denne vending blandt mensjevikiske og social-revolutionære demokrater, først bort fra bolsjevisme-fjendtligheder over til neutralitet og derefter over til støtte af bolsjevismen.
Hver eneste parole, partiet præsenterer for masserne, har tendens til at stivne og blive døde ord, men fortsat blive betragtet som gyldig af mange, selv om der er indtrådt en ændring i de betingelser, der gjorde denne parole nødvendig. Dette er et uundgåeligt onde, og hvis ikke vi får lært at bekæmpe det og besejre det, kan vi ikke sikre en rigtig politik fra partiets side. Den periode, da vor proletariske revolution særlig skarpt sagde farvel til det mensjevikiske og socialrevolutionære demokrati, var historisk nødvendig; den hårde kamp mod disse demokrater, på et tidspunkt da de svingede over til fjenden og begyndte at genoprette den borgerlige og imperialistiske republik, var ikke til at komme udenom. Vore paroler fra denne kamp er nu helt og aldeles stivnede og forbenede, og de hindrer os i at foretage en rigtig vurdering og drage effektiv nytte af det nye øjeblik, hvor der er indledt en ny vending hos dette demokrati, en vending til vor side, en vending der ikke er tilfældig, men er dybt rodfæstet i hele den internationale situations betingelser.
Det er ikke nok, at vi understøtter denne vending, at vi velvilligt møder dem, som svinger over til os. En politiker, der er sig sine opgaver bevidst, bør lære at fremkalde denne vending i de forskellige lag og grupper af den brede småborgerlige, demokratiske befolkningsmasse, når han har kunnet konstatere, at der findes alvorlige og dybtliggende årsager til en sådan vending. Den revolutionære proletar skal vide, hvem der må holdes nede, og hvem der skal opnås forståelse med, og hvornår og hvordan det skal ske. Det ville være latterligt og absurd at afstå fra terror mod og undertrykkelse af godsejerne og kapitalisterne og deres lakajer, som er ved at sælge Rusland til de “allierede” udenlandske imperialister. Det ville være en komedie, om man prøvede at “overbevise” og i det hele taget påvirke dem “psykologisk”. Men lige så absurd og latterligt – hvis ikke værre – ville det være, om man fastholdt undertrykkelses- og terrortaktikken som den eneste taktik over for det småborgerlige demokrati, når tingenes gang tvinger det til at svinge over mod os.
Og det er et demokrati, proletariatet støder på overalt. På landet består vor opgave i at afskaffe godsejervældet og knuse udbytternes og kulakspekulanternes modstand; i denne sag er det kun hos halvproletarerne, “fattigbønderne”, vi kan regne med solid støtte. Men middelbonden er ingen fjende af os. Han vaklede, vakler og vil fortsat vakle; at påvirke de vaklende er noget andet end at styrte udbytterne og besejre en aktiv fjende. At kunne nå til forståelse med middelbonden – ikke et øjeblik afstå fra at bekæmpe kulakken, men solidt støtte sig til fattigbonden alene – det er deri aktuelle opgave. I kraft af ovennævnte årsager sker der nemlig netop nu en uundgåelig vending over til vor side hos middelbønderne.
Det samme gælder både for hjemmearbejderen og håndværkeren, for den arbejder, der lever under de mest småborgerlige forhold, eller som har bevaret de mest småborgerlige synspunkter, og for mange funktionærer, for officererne og – i særlig grad – for de intellektuelle som helhed. Der er ingen tvivl om, at man i vort parti ofte mærker en mangel på kunnen, når det gælder om at udnytte vendingen hos disse lag, og at denne mangel kan og skal overvindes og afløses af kunnen.
Vi har allerede en solid støtte i det vældige flertal af fagligt organiserede proletarer. De mindst proletariske og mest småborgerlige lag af arbejdende, som er på vej over mod os, må vi forstå at drage til os, indlemme i den fælles organisation og underlægge den fælles proletariske disciplin. Her lyder den aktuelle parole ikke på at bekæmpe dem, men at drage dem til os, at kunne påvirke dem, at overbevise de vaklende, at udnytte de neutrale og – under proletarisk masseindflydelse – at opdrage dem, der er sakket agterud eller som først for ganske nylig er begyndt at frigøre sig fra vaneforestillinger om en Konstituerende Forsamling eller fra “patriotisk demokratiske” illusioner.
Vi har allerede en tilstrækkeligt solid støtte i de arbejdende masser. Det fremgik med særlig tydelighed af sjette sovjetkongres. Vi er ikke bange for borgerlige intellektuelle, men vil ikke et øjeblik slække på kampen mod forhærdede sabotører og hvidgardister iblandt dem. Den aktuelle parole lyder imidlertid på at forstå at udnytte vendingen blandt dem til vor fordel. Vi døjer stadig væk med en hel del af den borgerlige intelligens’ værste repræsentanter, som er trængt ind i sovjetorganerne. At få dem smidt ud og erstattet med intellektuelle, som i går endnu var os bevidst fjendtlige, men som i dag blot er neutrale, er en af øjeblikkets vigtigste opgaver, en opgave for alle sovjetfunktionærer, der har at gøre med “intellektuelle”, en opgave for alle agitatorer, propagandister og organisatorer.
En forståelse med middelbonden, med den arbejder som i går var mensjevik, med den funktionær eller den intellektuelle, som i går drev sabotage, nås selvsagt kun ved at udvise forstandig kunnen ligesom enhver anden politisk handling i en sammensat og hastigt skiftende situation. Det hele drejer sig om, at vi ikke lader os stille tilfreds med den kunnen, vi allerede har oparbejdet i kraft af vore tidligere erfaringer, men at vi ubetinget går videre, ubetinget søger at nå mere, ubetinget går fra lettere til vanskeligere opgaver. Uden dette er intet fremskridt overhovedet muligt, heller ikke i den socialistiske opbygning.
Forleden havde jeg et møde med repræsentanter for de delegerede på kongressen i kreditkooperationen. [6] De forelagde mig en resolution fra deres kongres, imod en sammenlægning af den kooperative kreditbank og republikkens folkebank. Jeg fortalte dem, at jeg gik ind for at nå til forståelse med middelbonden og i høj grad værdsatte den blotte begyndelse til en vending hos kooperations-folkene fra fjendtlighed til neutralitet over for bolsjevikkerne, men at grunden til en sådan forståelse først kunne lægges, når de indvilligede i en fuldstændig sammenlægning af deres særlige bank og republikkens fællesbank. Kongresrepræsentanterne udskiftede da denne resolution med en anden, som de fik tilslutning til på kongressen, og hvori de havde slettet alt, der talte imod en sammenlægning, men... men som indeholdt en plan til et særskilt kreditforbund af kooperationsfolk, et forbund, der reelt ikke ville adskille sig det ringeste fra deres særlige bank! Det var latterligt. Kun fæhoveder ville lade sig narre af et sådant verbalt hokuspokus. Men “fiasko” for et af disse ... “forsøg” vil ikke påvirke vor politik det mindste; over for kooperationsfolkene og middelbønderne vil vi også fremover føre en politik, som går ud på at nå til forståelse, samtidig med at ethvert forsøg på at ændre sovjetmagten og den sovjetiske, socialistiske opbygnings linje vil blive afvist.
Vaklen blandt småborgerlige demokrater er uundgåelig. Tjekkoslovakkerne behøvede bare nogle få sejre, førend disse demokrater blev grebet af panik, spredte panik, løb over til “sejrherrerne” og var rede til at møde dem med krybende underdanighed. Naturligvis må vi ikke et øjeblik glemme, at det også nu ville være nok med et par enkelte sejre til f.eks. de engelsk-amerikansk-krasnovske hvidgardister for at opleve vaklen til den modsatte side, forstærke panikken og mangedoble tilfældene af panik-spredning, forræderi og desertering til imperialisterne, osv., osv.
Det ved vi. Det glemmer vi ikke. Det rent proletariske grundlag, vi har erobret med sovjetmagten og som støttes af halvproletarerne, forbliver uforandret stabilt. Vore rækker vil ikke skælve, vor hær vil ikke vakle – det ved vi allerede af erfaring. Men når så dybtgående verdenshistoriske forandringer fremkalder en uundgåelig vending til vor side blandt de demokratisk sindede partiløse, mensjevikiske og socialrevolutionære masser, må og vil vi lære at udnytte denne vending, støtte den, fremkalde den i de pågældende grupper og lag, gøre vort bedste for i praksis at nå til forståelse med disse elementer og således fremme det socialistiske opbygningsarbejde og mindske de hårde følger af det bitre økonomiske kaos, uvidenheden og uforstanden, der sinker socialismens sejr.
1. Lenin citerer Pitirim Sorokin efter Pravda nr. 251 af 20. november 1918, hvor Isvestija Severo-Dvinskogo Ispolniteljnogo Komiteta (Underretninger fra Norddvinas Eksekutivkomite) fejlagtigt blev opgivet som kilde. Eksekutivkomiteens avis, hvori brevet var trykt 29. oktober 1918, hed Krestjanskije i Rabotjije Dumy (Arbejder- og Bondetanker). – S. 102.
2. De højre-socialrevolutionære – se note 4 til artiklen Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation. – S. 102.
3. Mensjevikker – se note 4 til artiklen Om Hungersnøden. – S. 103.
4. Brest-freden – se note 1 til artiklen Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation. – S. 104.
5. Kadetter – se note 2 til Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation. – S. 107.
6. Lenin sigter til en resolution, der vedtoges 16. november 1918 på den ekstraordinære kongres af aktionærer i Moskva folkebank, og som var rettet imod den planlagte nationalisering af banken. Moskva folkebank nationaliseredes 2. december 1918 ved regeringsdekret. Dens aktiver og passiver blev overtaget af sovjetrepublikkens folkebank, og dens bestyrelse omdannedes til kooperationsafdeling under sovjetrepublikkens folkebank. – S. 109.
Sidst opdateret 12.1.2015