Skrevet i første halvdel af august 1918. Offentliggjort første gang 17. januar 1925 i avisen Rabotjaja Moskva, nr. 14.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 80-84, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. nov. 2012.
Sovjetrepublikken er omgivet af fjender. Men den vil besejre både de ydre og de indre fjender. Der ses allerede blandt arbejdermasserne et opsving, som giver sikkerhed for sejren. Der ses allerede hyppigere gnister og stikflammer fra den revolutionære brand i Vesteuropa, hvad der giver os tiltro til, at den internationale arbejderrevolution snart vil sejre.
Den russiske socialistiske sovjetrepubliks ydre fjende er i dette øjeblik den engelsk-franske og japansk-amerikanske imperialisme. Denne fjende angriber for tiden Rusland, den tilriver sig vore jorder, den har besat Arkhangelsk og er fra Vladivostok rykket frem til Nikolsk-Ussurijsk (hvis man kan tro de franske blade). Denne fjende har bestukket generaler og officerer i det tjekkoslovakiske korps. [1] Denne fjende angriber det fredelige Rusland lige så dyrisk og røverisk, som tyskerne gjorde i februar, dog med den forskel, at englænderne og japanerne ikke kan nøjes med blot at besætte og tilrive sig russisk jord, men også behøver en omstyrtning af sovjetmagten for at »genoprette fronten«, dvs. for igen at inddrage Rusland i den imperialistiske krig (med et jævnere ord: røverkrig) mellem England og Tyskland.
De engelsk-japanske kapitalister ønsker at genindføre godsejernes og kapitalisternes magt i Rusland, for så i fællesskab at dele det bytte, de har tilranet sig i krigen, for at gøre de russiske arbejdere og bønder til trælle for den engelsk-franske kapital, for at flå dem for renter af lån på mange milliarder, for at kvæle den socialistiske revolutions brand, som er begyndt hos os og mere og mere truer med at forplante sig til hele verden.
Den engelsk-japanske imperialismes vilddyr har ikke kræfter nok til at besætte og undertvinge Rusland. Det havde end ikke vor nabo Tyskland kræfter til, hvad dets »eksperiment« med Ukraine beviste. Englænderne og japanerne gjorde regning på at få bugt med os ved en overrumpling. Det lykkedes dem ikke. Petrograds arbejdere, efter dem Moskvas og efter Moskvas de fra hele det centrale industriområde rejser sig stadig mere enigt, stadig mere målbevidst, i stadig større masser, stadig mere selvopofrende. Deri ligger garantien for vor sejr.
Da de engelsk-japanske kapitalistiske ransmænd drog i felten mod det fredelige Rusland, gjorde de yderligere regning på deres forbund med sovjetmagtens indre fjende. Vi véd godt, hvem denne indre fjende er. Det er kapitalisterne, godsejerne, kulakkerne, deres håbefulde sønner, som hader arbejdernes og de arbejdende bønders magt, de bønder, som ikke drikker deres landsbyfællers blod.
En bølge af kulakopstande breder sig nu ud over Rusland. Kulakken nærer et glødende had til sovjetmagten og er rede til at kvæle og skære halsen over på hundredtusinder af arbejdere. Hvis det lykkedes kulakkerne at sejre, ved vi udmærket, at de skånselsløst ville slagte hundredtusinder af arbejdere, de ville gå i kompagni med godsejerne og kapitalisterne, genindføre strafarbejde for arbejderne, afskaffe 8 timers dagen, igen lægge fabrikkerne og værkerne ind under kapitalisternes åg.
Sådan gik det i alle tidligere europæiske revolutioner, hvor det som følge af arbejdernes svaghed lykkedes storbønderne at afskaffe republikken og igen vende tilbage til monarkiet, afskaffe de arbejdendes magt og genindføre udbytternes, rigmændenes og dagdrivernes almagt. Sådan så vi det for vore øjne i Letland, i Finland, i Ukraine, i Grusien. Overalt forenede den begærlige, forædte, dyriske kulakstand sig med godsejerne og kapitalisterne mod arbejderne og mod fattigfolk i det hele taget. Overalt holdt kulakstanden med uhørt blodtørst afregning med arbejderklassen. Overalt gik den i alliance med udenlandske kapitalister mod sit eget lands arbejdere. Sådan handlede og handler kadetterne, de høj re-socialrevolutionære, mensjevikkerne; man behøver blot at tænke på deres bedrifter med »Tjekkoslovakiet«. Sådan handlede også de venstre-socialrevolutionære, yderst tåbeligt og karakterløst, idet de med deres mytteri i Moskva har ydet hjælp til hvidgardisterne i Jaroslavl, til tjekkoslovakkerne og de hvide i Kasan; ikke for ingenting har disse venstre-socialrevolutionære gjort sig fortjent til ros fra Kerenskij og hans venner, de franske imperialister.
Der er ingen tvivl mulig. Kulakkerne er rasende fjender af sovjetmagten. Enten vil kulakkerne skære halsen over på uendeligt mange arbejdere, eller også vil arbejderne skånselsløst nedkæmpe den røveriske kulakopstand, et folkemindretals opstand mod det arbejdende folks magt. Nogen mellemvej kan der ikke findes her. Fred kan der ikke være tale om: man kan meget let forsone kulakken med godsejeren, tsaren og popen, selv om de har været uenige, men aldrig med arbejderklassen.
Og derfor kalder vi kampen mod kulakkerne for den sidste, afgørende kamp. Det betyder ikke, at der ikke kan komme mangfoldige opstande af kulakker, eller at der ikke kan komme mangfoldige felttog fra den udenlandske kapitalismes side mod sovjetmagten. Udtrykket »sidste« kamp kendetegner, at den sidste og talrigeste af udbytter-klasserne i vort land har gjort oprør mod os.
Kulakkerne er de mest brutale, de mest rå og tøjlesløse udbyttere, som flere gange i andre landes historie har genoprettet godsejernes, monarkernes, popernes og kapitalisternes magt. Kulakkerne er talrigere end godsejerne og kapitalisterne. Men trods det er kulakkerne kun et mindretal i folket.
Lad os sætte, at vi i Rusland har ca. 15 millioner landbrugerfamilier, regnet ud fra det tidligere Rusland, før ransmændene frarev det Ukraine og andet. Af disse 15 millioner er formentlig ca. 10 millioner fattigfolk, som lever af at sælge deres arbejdskraft eller træller for rigmænd eller ikke har kornoverskud og er særlig forarmet af krigens byrder. Ca. 3 millioner må man regne for middelbønder, og næppe mere end 2 millioner er kulakker, rigmænd, kornspekulanter. Disse blodsugere har i krigens tid beriget sig på folkets nød, de har puget tusinder og hundredtusinder af rubler sammen ved at forhøje prisen på korn og andre varer. Disse edderkopper har mæsket sig på bekostning af bønderne, som krigen havde ruineret, på bekostning af de sultende arbejdere. Disse igler har drukket det arbejdende folks blod og er blevet des rigere, jo mere arbejderen i byerne og fabrikkerne sultede. Disse vampyrer har bemægtiget sig godsejerjorden og gør det stadig, de tvinger atter og atter de fattige bønder ind i slaveri.
Skånselsløs krig mod disse kulakker! Død over dem! Had og foragt for de partier, der forsvarer dem: de højre-socialrevolutionære, mensjevikkerne og de nuværende venstre-socialrevolutionære! Arbejderne må med jernhånd nedkæmpe de oprørske kulakker, der har sluttet forbund med udenlandske kapitalister mod det arbejdende folk i deres eget land.
Kulakkerne benytter sig af splittetheden, spredtheden og den mangel på oplysning, som præger fattigfolk på landet. De hidser dem på arbejderne, bestikker dem undertiden ved at lade dem »tjene« hundrede rare rubler ved kornspekulation (samtidig med at de plyndrer fattigfolk for mange tusinde). Kulakkerne stræber efter at drage middelbonden over på deres side, og undertiden lykkes det dem.
Men arbejderklassen behøver aldeles ikke at komme i strid med middelbonden. Arbejderklassen kan ikke komme overens med kulakken, men med middelbonden kan og vil han søge en forståelse. Arbejderregeringen, dvs. den bolsjevikiske regering, har bevist dette i gerning og ikke blot i ord.
Vi har bevist det ved at vedtage og strengt gennemføre loven om »jordens socialisering«; i denne lov er der mange indrømmelser til middelbondens interesser og anskuelser.
Vi har bevist det ved (i disse dage) at tredoble kornpriserne, for vi indrømmer åbent, at middelbondens arbejdsfortjeneste ofte ikke svarer til de nuværende priser på industrivarer og må forhøjes.
Enhver bevidst arbejder vil forklare middelbonden dette og tålmodigt, vedholdende, om og om igen bevise ham, at socialismen er langt mere gavnlig for middelbonden end tsarernes, godsejernes og kapitalisternes magt. Arbejdermagten har aldrig gået middelbonden for nær og vil ikke gøre det. Men tsarernes, godsejernes, kapitalisternes og kulakkernes magt har altid gået ham for nær, og ikke blot det, den har direkte trængt ham ud, plyndret ham, forarmet ham i alle lande, alle vegne uden undtagelse, også i Rusland.
Det mest tætte forbund og fuldkommen fælles sag med fattigfolk i landsbyen; indrømmelser til og forståelse med middelbonden; skånselsløs underkuelse af kulakkerne, disse blodsugere, vampyrer, folkeudplyndrere, spekulanter, som beriger sig på hungersnøden; sådan er den bevidste arbejders program beskaffen. Sådan er arbejderklassens politik.
1. Det tjekkoslovakiske korps – se note 8 til artiklen 5. Alrussiske Kongres Af Arbejder-, Bonde-, Soldater- Og Rødarmist-repræsentanternes Sovjetter. – S. 80.
Sidst opdateret 27.11.2012