Trykt første gang 1918.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 60-77, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. nov. 2012.
(Bifald, stigende til ovation.) Kammerater. Det er ikke første gang, vi i partiets presse, i sovjetinstitutionerne og i masseagitationen har pointeret, at tiden indtil den nye høst bliver den sværeste, hårdeste og mest kritiske periode for den socialistiske revolution, som er begyndt i Rusland. Jeg tror, vi kan sige, at denne kritiske situation nu har kulmineret. Det hænger sammen med, at det nu er blevet klart en gang for alle, hvem der støtter den imperialistiske verden, de imperialistiske stater, og hvem der støtter den socialistiske sovjetrepublik. Fremfor alt må det siges, at sovjetrepublikkens militære stilling først nu er blevet fuldstændigt klar. I begyndelsen betragtede mange den tjekkoslovakiske opstand [1] som blot en episode i rækken af kontrarevolutionære oprør. Vi undervurderede avismeddelelserne om den engelsk-franske kapitals, om de engelsk-franske imperialisters deltagelse i denne opstand. I dag bør vi erindre os, hvordan begivenhederne udviklede sig ved Murman /Murmansk/, i de sibiriske tropper og i Kuban, hvordan englænderne og franskmændene i forbund med tjekkoslovakkerne og under det engelske bourgeoisis mest indgående medvirken søgte at omstyrte sovjetterne. Alle disse kendsgerninger viser nu, at den tjekkoslovakiske bevægelse var et af de led, som i de engelsk-franske imperialisters systematiske politik længe havde været beregnet på at skulle kvæle Sovjetrusland og atter drage Rusland ind i de imperialistiske kriges onde cirkel. I dag er det Sovjetruslands brede masser, som skal gøre ende på denne krise, en krise der nu forlanger, at vi går i kamp for at forsvare den socialistiske sovjetrepublik ikke kun mod det tjekkoslovakiske angreb som et kontrarevolutionært anslag og ikke kun mod kontrarevolutionære anslag i almindelighed, men mod hele den imperialistiske verdens stormløb.
Lad mig først og fremmest minde om, at vi for længst har fastslået den engelsk-franske imperialismes direkte og utilslørede deltagelse i det tjekkoslovakiske mytteri; jeg minder om den artikel, som Prukopnik Svobody, [2] det tjekkoslovakiske kommunistiske partis centrale organ, bragte den 28. juni og som blev gengivet i vor presse:
»Den 7. marts modtog Nationalrådets afdeling det første bidrag på et beløb af tre millioner rubler fra den franske konsul.
Disse penge blev overdraget en vis hr. Šip, medarbejder i Nationalrådets afdeling.
Den 9. marts udbetaltes samme hr. Šip yderligere to millioner, den 25. marts modtog han en million, den 26. marts modtog Nationalrådets viceformand hr. Bohumil Čermák en million, og den 3. april modtog hr. Šip atter en million.
I alt blev der i perioden 7. marts-4. april udbetalt otte millioner fra den franske konsul til Nationalrådets afdeling.
Uden datering er udbetalt: hr. Šip en million, hr. Bohumil Čermák én million og hr. Šip igen en million.
Desuden har en ubekendt person fået udbetalt 188.000 rubler.
Ialt 3.188.000 rubler. Med de førnævnte otte millioner bliver beløbet 11.188.000 rubler, som den franske regering har udbetalt til Nationalrådets afdeling. Fra den engelske konsul har afdelingen modtaget 80.000 pund sterling. Således har lederne af det tjekkiske Nationalråd fra den 7. marts og frem til dagen for opstanden modtaget knap 15 millioner rubler fra den franske og den engelske regering, og for disse penge blev den tjekkoslovakiske hær solgt til de franske og engelske imperialister.«
Selvfølgelig har de fleste af os i sin tid læst denne meddelelse i aviserne; selvfølgelig har vi aldrig været i tvivl om, at imperialisterne og finansfyrsterne i England og Frankrig ville bestræbe sig på at gøre alt muligt og umuligt for at omstyrte sovjetmagten og påføre den alle hånde vanskeligheder. Men dengang var vi endnu ikke blevet præsenteret for hele den kæde af begivenheder, der viste, at vi havde at gøre med et systematisk, metodisk og øjensynlig længe planlagt militært og økonomisk kontrarevolutionært felttog mod sovjetrepublikken, som alle repræsentanterne for engelsk og fransk imperialisme havde forberedt gennem måneder. Når vi nu tager begivenhederne under ét, når vi sammenholder den kontrarevolutionære tjekkoslovakiske bevægelse med landsætningen i Murman, når vi véd, at englænderne der landsatte over 10.000 soldater, som under påskud af at forsvare Murman indledte en fremrykning og indtog Kem og Soroki og fra Soroki rykkede østpå og begyndte at skyde vore sovjetrepræsentanter; når vi læser i aviserne, at flere tusinde jernbanearbejdere og overhovedet arbejderne i det høje Nord flygter fra disse frelsere og befriere eller, for at kalde dem ved rette navn, fra disse nye imperialistiske voldsmænd, der sønderriver Rusland fra den anden ende – når vi sammenholder alle disse kendsgerninger, får vi også et klart billede af, hvordan begivenhederne egentlig hænger sammen. For øvrigt har vi i den senere tid fået nye oplysninger, der bekræfter karakteren af den engelsk-franske offensiv mod Rusland.
Alene af geografiske årsager er det klart, at denne imperialistiske offensiv mod Rusland ikke kan være af samme slags som i Tysklands tilfælde. Der er ingen fælles grænse med Rusland som med Tyskland. Antallet af tropper er mindre. Som følge af de engelske stridskræfters fortrinsvis koloniale og maritime karakter har England længe, gennem årtier, været tvunget til at gå anderledes til værks i sine erobringstogter og hovedsagelig sætte ind på at afskære det land, der overfaldes, fra forsyningskilderne, dvs. foretrække kvælningsmetoden fremfor den direkte, drastiske, åbne, grove militære magtudøvelse. Af den senere tids oplysninger fremgår det klart, at Aleksejev, der længe har været berygtet blandt russiske soldater og arbejdere, uden tvivl har benyttet sig af den engelsk-franske imperialismes hjælp, da han for nylig erobrede landsbyen Tikhoretskaja. Der antog opstanden mere organiserede former, igen øjensynlig fordi den engelsk-franske imperialisme havde en finger med i spillet.
Som det sidste fik vi i går meddelelse om, at den engelsk-franske imperialisme har haft held med at gennemføre et meget effektivt træk. Det lykkedes den at opnå flertal på 30 stemmer i Baku-sovjetten imod vort parti, imod bolsjevikkerne og de desværre meget fåtallige venstre-socialrevolutionære, som ikke fulgte de moskovitiske partifæller i deres nedrige eventyrpolitik og forræderiske bedrag, [3] men stod fast på sovjetmagten mod imperialisme og krig. Imod denne kerne, der er sovjet-magten tro og som hidtil har haft flertal i Baku-sovjetten, opnåede de engelsk-franske imperialister en overvægt på 30 stemmer, fordi hovedparten af Dasjnaktsutjun-partiet, [4] de armenske halvsocialister, gik over til dem imod os. (Læser telegrammet op.)
»Efter befaling fra folkekommissær Korganov rykkede Adsji-Kabul delingen den 26. juli tilbage fra Adsji-Kabul til stillinger ved Aljat. Efter Sjemakhadelingens tilbagetrækning fra Sjemakha og Marasa indledte modstanderen offensiv i Pirsarat-floddalen. Den første træfning med modstanderens fortrop fandt sted ved landsbyen Kubala.
På samme tid begyndte et talstærkt kavaleri at rykke frem fra Kuras sydbred mod Pirsarat-stationen. For at holde Adsji-Kabul stationen skulle vi i den situation trække alle til rådighed stående styrker ud til tre sider, mod vest fra Adsji-Kabul og Mod nord og syd fra Navagi-Pirsarat dalen. En sådan udvidelse af frontlinjen ville berøve os reserverne, og mangelen på kavaleri ville ikke give mulighed for at påføre modstanderen et slag, men endda have anbragt Adsji-Kabul gruppen i en svær situation, dersom fronten blev gennembrudt fra nord eller syd. På grund af denne situation og for at bevare troppernes kampduelighed udstedtes befaling om tilbagetrækning af Adsji-Kabul delingen til stillingerne ved Aljat. Tilbagetrækningen er sket i fuld orden. Vigtige jernbaneanlæg og Adsji-Kabul stationen samt petroleums- og olietanke er sprængt i luften. I forbindelse med den generelle offensiv har modstanderen vist aktivitet i Dagestan. Den 24. juli rykkede modstanderen frem med store styrker i fire retninger. Efter et døgns kamp indtog vi modstanderens skyttegrave; fjenden spredte sig i skovene; natten hindrede den videre forfølgelse. Den 24. juli indløber meddelelse fra Sjura om en række for os heldige slag, der udkæmpes i byens udkant; modstanderen kæmper hårdnakket og organiseret under kommando af tidligere dagestanske officerer; i kamphandlingerne ved Sjura tager dagestanske bønder aktiv del.
Højrepartierne i Baku har rejst hovedet og fører energisk agitation for tilkaldelse af englænderne. Agitationen støttes ihærdigt af hærens officerskorps og spredes til enhederne ved fronten. Den engelsk-venlige agitation har desorganiseret hæren. På det sidste har den engelske orientering haft stor succes hos de fortvivlede og udpinte masser.
Under indflydelse af højrepartiernes bedrageriske provokatoriske virksomhed har den kaspiske orlogsflåde vedtaget flere modsigelsesfyldte resolutioner om englænderne. Narret som den er af engelske lejesvende og frivillige agenter, har flotillen i den senere tid haft blind tiltro til oprigtigheden af englændernes støtte.
De seneste rapporter fortæller, at englænderne gør fremrykning i Persien og har besat Resht (Giljan), hvor de i fire dage kæmpede mod Kutjuk-Khan og tysk-tyrkiske bander, der havde sluttet sig til ham, anført af Mussavat-flygtninge fra Baku. [5] Efter Resht-slaget bad englænderne om hjælp hos os, men vore repræsentanter i Persien afslog. I Resht sejrede englænderne. Men de har så at sige ingen styrker i Persien. Vi ved, at de kun råder over 50 mand i Enzeli. De mangler benzin og tilbyder os køretøjer i bytte. Uden benzin sidder de fast.
Den 25. juli afholdt Baku-sovjetten sit andet møde for at drøfte den politiske og militære situation, og her rejste højrepartierne spørgsmålet om englænderne. Kammerat Sjaumjan, tilforordnet kommissær for Kaukasus, som henviste til resolutionen fra 5. sovjetkongres og til Stalins telegram på det centrale folkekommissærråds vegne, erklærede det for uacceptabelt at invitere englænderne og forlangte, at spørgsmålet om tilkaldelse af englænderne blev fjernet fra dagsordenen. Med et ubetydeligt flertal af stemmer blev kammerat Sjaumjans krav afvist, hvorfor kammerat Sjaumjan som repræsentant for de centrale myndigheder fremsatte en energisk protest. Mødet påhørte en rapport fra medlemmer, der havde besøgt fronten. Med et flertal på 259 stemmer fra de højre-socialrevolutionære, højre-dasjnakkerne og mensjevikkerne mod bolsjevikkernes, de venstre-socialrevolutionæres og venstre-dasjnakkernes 236 stemmer vedtoges en resolution om at tilkalde englænderne og sammensætte en regering bestående af medlemmer af alle de partier i sovjetten, som anerkendte folkekommissærrådets magt. Resolutionen mødte skarp fordømmelse hos venstrefløjen. Sjaumjan erklærede, at han betragtede den trufne beslutning som et skændigt forræderi og udtryk for den sorteste utak mod Ruslands arbejdere og bønder, og at han som repræsentant for de centrale myndigheder fralagde sig ethvert ansvar for den trufne afgørelse. Bolsjevikkernes, de venstre-socialrevolutionæres og venstre-dasjnakkernes fraktioner meddelte, at de ikke agtede at deltage i en koalitionsregering, og at Folkekommissærernes Råd ville træde tilbage. På de tre venstrefløjsfraktioners vegne erklærede kammerat Sjaumjan, at et styre, som reelt havde brudt med Ruslands sovjet-magt ved at tilkalde de engelske imperialister, ikke ville møde nogen som helst støtte fra Sovjetruslands side. Gennem sin forræderiske politik med at invitere englænderne havde den stedlige sovjet brudt med Rusland og de partier, som støttede sovjetmagten.
Højrepartierne er nu i største vildrede på grund af folkekommissærrådets beslutning om at træde tilbage. Efter at have erfaret om den opståede situation er der indtrådt et brat stemningsskifte ude i landet og ved fronten. Det er gået op for marinesoldaterne, at de i praksis er blevet narret af forrædere, som vil bryde med Rusland og knuse sovjetmagten. Masserne er ved at ændre deres holdning til englænderne. I forbindelse med folkekommissærrådets tilbagetræden afholdtes i går hastemøde i eksekutivkomiteen. Det besluttedes, at alle folkekommissærer bliver på deres poster og udfører det samme arbejde som førhen, indtil regeringsspørgsmålet bliver afgjort på sovjettens møde den 31. juli. Eksekutivkomiteen besluttede at træffe øjeblikkelige skridt i kampen mod den truende kontrarevolution. Fjenden gør sit arbejde under dække af de engelsk-franske partier. Pressebureauet ved Baku-sovjettens folkekommissærråd.«
Ligesom I bestandigt kan se det her i vore fraktioner, der kalder sig socialister, men som aldrig har brudt forbindelsen med bourgeoisiet, har man nu også der ytret ønske om at hidkalde engelske tropper til at forsvare Baku. [6] Vi ved kun alt for godt, hvad det betyder at anmode imperialistiske tropper om at beskytte sovjetrepublikken. Vi ved, hvilken slags indbydelse bourgeoisiet, mensjevikkerne og en del af de socialrevolutionære har fabrikeret. Vi ved, hvilken slags indbydelse mensjeviklederne i Tiflis /Tbilisi/ i Grusien, fabrikerede.
Nu kan vi sige, at det bolsjevikiske, det kommunistiske parti er det eneste parti, som aldrig har bedt imperialisterne komme og aldrig er gået i røverforbund med dem, men kun har veget, når voldsmændene pressede for hårdt. (Bifald). Vi véd, at i Kaukasus er situationen særlig hård for vore kommunistiske kammerater; overalt er de blevet forrådt af mensjevikkerne, som gik i direkte forbund med de tyske imperialister, selvfølgelig under påskud af at forsvare Grusiens uafhængighed.
I er alle klare over, at denne Grusiens uafhængighed nu er rent og skært bedrag. I realiteten er der tale om, at tyske imperialister har besat og totalt erobret Grusien, at mensjevikregeringen har allieret sig med tyske bajonetter mod bolsjevikiske arbejdere og bønder. Derfor havde vore kammerater i Baku tusinde gange ret, da de nægtede at lukke øjnene for situationens farlige karakter og sagde til sig selv: vi ville aldrig være imod fred med en imperialistisk magt, selv om vi måtte afstå en del af vort territorium, men da kun under forudsætning af, at det ikke skadede os, ikke tvang vore tropper ind i en alliance med voldsmændenes bajonetter og ikke fratog os muligheden for at videreføre vort omformende, socialistiske arbejde.
Men siden spørgsmålet drejer sig om, at man ved at bede englænderne komme, angiveligt for at forsvare Baku, inviterer en magt, som nu har opslugt hele Persien og gennem lang tid skudt sine militære styrker frem til en erobring af Sydkaukasus – dvs, overgiver sig til den engelsk-franske imperialisme – da vil der hos os ikke være et øjebliks vaklen eller tvivl om, at hvor svær situationen end er for vore kammerater i Baku, har de ved at afstå fra en sådan fredsslutning taget det eneste skridt, som er ægte socialister værdigt. At sige resolut nej til nogen som helst aftale med de engelsk-franske imperialister er det eneste rigtige skridt vore Baku-kammerater kunne tage, for aldrig så snart imperialisterne er kommet indenfor, vil de gøre ethvert selvstændigt socialistisk styre, om så på beskåret territorium, til slave i den imperialistiske krig.
Her er vi overhovedet ikke i tvivl om, hvilken rolle hændelsen i Baku spiller i det samlede net af hændelser. I går kom der meddelelse om, at en kontrarevolutionær opstand havde fået tag i en række byer i Centralasien med klar deltagelse af englænderne, som har bidt sig fast i Indien og totalt underlagt sig Afghanistan og derved for længst skabt sig et brohoved såvel til udvidelse af sine kolonibesiddelser og til undertrykkelse af andre nationer som til angreb på Sovjetrusland. Og nu, hvor disse enkelte led står klare for os, er også vor republiks aktuelle militære og strategiske stilling blevet helt klar. Murman i nord, den tjekkoslovakiske front i øst, Turkestan, Baku, og Astrakhan i sydøst – vi ser, at praktisk taget alle led i den kæde, de engelsk-franske imperialister har smedet, er blevet forbundet med hinanden.
Nu ser vi klart, at godsejerne, kapitalisterne og kulakkerne af årsager, som for dem er ganske legitime, selvfølgelig alle nærer et indædt had til sovjetmagten og også her optræder på stort set samme måde som godsejerne, kapitalisterne og kulakkerne i Ukraine og andre områder, der er aftvunget Rusland. Som lakajer for engelskfransk imperialisme har de gjort deres yderste for at sabotere sovjetmagten. Vel vidende, at de ikke kunne udrette noget med kræfter i selve Rusland, besluttede de at handle, ikke med ord eller appeller i d’herrer Martov’ers ånd, men gribe til mere omfattende metoder, – nemlig militære kamphandlinger. Det er det forhold, vi først og fremmest må være opmærksomme på. Det er det, vi må koncentrere al vor agitation og hele propagandaen om, og følgelig dér, vi må lægge tyngdepunktet i hele vor sovjetiske opbygning.
Det grundlæggende er, at vi nu konfronteres med imperialistiske kræfter af en anden koalition, ikke længere tysk, men engelsk-fransk, der har erobret noget af vort territorium og bruger det som base. Hvor geografiske forhold tidligere hindrede dem i at angribe Rusland direkte, har de engelsk-franske imperialister, som nu gennem fire år har vædet hele verden med blod i kampen om verdensherredømmet, foretaget en omgående bevægelse og er nået helt frem til Rusland med det formål at kvæle sovjetrepublikken og atter trække Rusland ind i den imperialistiske krig. I ved udmærket, kammerater, at vi fra oktoberrevolutionens første dag satte os som hovedmål at få bragt den imperialistiske krig til ophør, men vi gjorde os aldrig illusioner om, at den internationale imperialisme kunne styrtes alene med proletariatets og de revolutionære massers indsats i et enkelt land, hvor heroisk de end var stemt, og hvor organiseret og disciplineret de end optrådte. Dette kan kun gøres gennem fælles indsats af proletariatet i alle lande.
Hvad vi imidlertid har gjort er, at ét land har brudt samtlige forbindelser med alle verdens kapitalister. Vor regering har ikke og får heller aldrig en eneste tråd, der knytter den til imperialister af nogen slags, uanset hvordan revolutionen ellers kommer til at forløbe. Hvad vi har gjort er, at den revolutionære bevægelse mod imperialismen har taget et kolossalt skridt fremad i de otte måneder, vi har haft magten, og at det i Tyskland, et af imperialismens hovedcentre, i januar 1918 nåede så vidt som til væbnet sammenstød og blodig nedkæmpelse af denne bevægelse. [7] Vi har gjort vor revolutionære gerning som ingen anden revolutionær regering i noget andet land, og det i international, verdensomspændende målestok, men vi har ikke forledt os selv til at tro, at dette kunne nås med et enkelt lands kræfter. Vi véd, at vore anstrengelser uundgåeligt fører til en verdensrevolution, og at den krig, de imperialistiske regeringer har startet, ikke kan stoppes af disse regeringer selv. Den kan kun stoppes, når hele proletariatet sætter ind, og vor opgave, da vi som proletarisk, kommunistisk parti kom til magten på et tidspunkt med fortsat kapitalistisk, borgerligt herredømme i andre lande var vor nærmeste opgave som sagt at holde denne magt, denne socialismens fakkel, sådan at den blev ved at give flest mulige gnister til den socialistiske revolutions omsiggribende brand.
Overalt var dette en yderst vanskelig opgave, og vi klarede den, fordi proletariatet øjeblikkeligt rejste sig til forsvar af den socialistiske republiks vundne positioner. Denne opgave har ført til en særlig svær og kritisk situation, eftersom den socialistiske revolution i ordets direkte betydning endnu ikke er begyndt i noget andet land, om end den er kommet langt nærmere i lande som Italien og Østrig. Men da den stadig ikke er brudt ud, står vi nu over for en ny fremgang for den engelsk-franske imperialisme, hvilket vil sige verdensimperialismen. Mens den tyske imperialisme i vest fortsat står som en militær, erobringslysten, imperialistisk kraft, har den engelsk-franske imperialisme nordøst og syd for Rusland fået mulighed for at befæste sig og viser os, anskueligt og iøjnefaldende, at denne kraft er rede til atter at trække Rusland ind i den imperialistiske krig, rede til at knuse Rusland – den selvstændige socialistiske stat, der fortsætter sit socialistiske arbejde og sin socialistiske propaganda i et omfang, verden ikke før har oplevet. Imod dette har den engelsk-franske imperialisme haft stor fremgang; den har omringet os fra alle sider og dirigeret alle bestræbelser for at knuse Sovjetrusland. Vi er helt klar over, at den engelsk-franske imperialismes fremgang står i uløselig forbindelse med klassekampen.
Vi har altid sagt – og revolutionerne bekræfter det – at når kampen kommer til at stå om det økonomiske grundlag for den økonomiske magt, udbytternes magt, deres ejendom, som giver dem rådighed over snesevis af millioner arbejderes og bønders arbejde og gør det muligt for godsejerne og kapitalisterne at berige sig, jeg gentager – når kampen kommer til at stå om kapitalisternes og godsejernes privatejendom, glemmer de alle deres smukke ord om kærlighed til fædrelandet og uafhængigheden. Vi ved til fulde, at kadetter, højre-socialrevolutionære og mensjevikker har sat rekord i at slutte forbund med de imperialistiske magter, indgå røveriske aftaler og forråde vort land til den engelsk-franske imperialisme. Eksempler: Ukraine og Tiflis. Mensjevikkernes og de højre-socialrevolutionæres alliance med tjekkoslovakkerne taler tilstrækkeligt for sig selv. Og det fremstød, de venstre-socialrevolutionære foretog, da de forestillede sig at kunne trække den russiske republik ind i krigen for Jaroslavl-hvidgardisternes interesser, [8] viser tydeligt nok, at når kampen kommer til at berøre klasseprofitter, er bourgeoisiet villigt til at sælge fædrelandet og lave studehandler mod sit eget folk, med hvem som helst i det udenlandske. Mere end hundrede års revolutionshistorie har vist os, at sådan er de borgerlige klasseinteressers og den borgerlige klassepolitiks lov til enhver tid og i ethvert land, og denne sandhed har den russiske revolutions historie bekræftet igen og igen. Derfor er det på ingen måde mærkeligt, at den nuværende tilspidsning af sovjetrepublikkens internationale stilling hænger sammen med klassekampens tilspidsning hjemme.
Vi har flere gange sagt, at tiden frem til den nye høst bliver den sværeste i så henseende, dvs. omkring tilspidsningen af levnedsmiddelkrisen. Rusland trues af hungersnødens svøbe. Situationen er tilspidset til det yderste, fordi de imperialistiske rovdyrs plan netop består i at afskære Rusland fra kornkamrene. I den henseende har de sandelig regnet rigtigt; deres hensigt er netop at skaffe sig en social og klassemæssig basis i de kornproducerende yderområder, at finde de områder, som domineres af kulakker og rige bønder, der har profiteret på krigen og lever af andres arbejde, af fattigfolks arbejde. I ved, at disse elementer har puget rubler i ti- og hundredtusindvis sammen, og at de har enorme kornforråd. I ved, at disse folk, der har spundet guld på folkets nød og haft des større lejlighed til at rage til sig og øge deres profit, jo mere folk i hovedstaden sultede – disse kulakelementer repræsenterer netop den kontrarevolutionære bevægelses vigtigste og farligste basis i Rusland. Her er klassekampen nået ind til sin kildes virkelige dybde. Ikke en eneste landsby har undgået klassekamp mellem på den ene side fattigbønderne og den del af middelbønderne, som ikke har overskydende korn – det har de for længst spist – eller deltaget i spekulation, og på den anden side en lille håndfuld kulakker; denne klassekamp er trængt ind i hver eneste landsby.
Da vi fastlagde vore politiske planer og offentliggjorde vore dekreter – langt de fleste tilstedeværende kender dem selvfølgelig – da vi som sagt formulerede og realiserede dekreterne om at organisere fattigbønderne, [9] så vi klart, at kampen nærmede sig det mest afgørende og fundamentale spørgsmål i hele revolutionen, det mest afgørende og fundamentale af alt, nemlig spørgsmålet om magten: kunne proletariatet fastholde magten, kunne proletariatet opnå støtte fra alle fattigbønderne, med hvem der ingen som helst uenighed er, kunne proletariatet vinde de bønder, som ikke har noget mellemværende med det, og samle alle dem, der som masse er spredt, splittet og stykket op i landsbyerne – i den henseende står de under byarbejderen – og slutte dem sammen mod den anden lejr, mod godsejernes, imperialisternes og kulakkernes lejr?
For vore øjne begyndte fattigbønderne at slutte sig sammen og det usædvanlig hurtigt. Man siger, at revolutionen lærer fra sig. Klassekampen lærer os så sandelig i praksis, at enhver falsk undertone i et partis holdning øjeblikkeligt anbringer samme parti på den plads, det har fortjent. Vi har oplevet de venstre-socialrevolutionæres politik. På grund af deres karakterløshed og hovedløshed begyndte de at vakle lige netop, da levnedsmiddelspørgsmålet kom til at stå så skarpt; dermed forsvandt de venstre-socialrevolutionære som parti og blev en brik i hænderne på Jaroslavl-hvidgardisterne. (Bifald).
Kammerater, den bølge af opstande, der ruller hen over Rusland, bliver til at forstå på baggrund af klassekampens tilspidsning i forbindelse med levnedsmiddelkrisen, netop på et tidspunkt, hvor den nye høst tegner fint, men endnu ikke kan bringes i hus, og hvor de hunger-plagede indbyggere i Petrograd og Moskva hidses op af kulakelementer og bourgeoisiet, som desperat råber: »Nu eller aldrig«. Så kom opstanden i Jaroslavl. Og vi ser englændernes og franskmændenes indflydelse, vi ser de kontrarevolutionære godsejere og bourgeoisiets beregning. Der, hvor kornspørgsmålet rejste sig, saboterede de en gennemførelse af kornmonopolet, uden hvilket der ikke bliver nogen socialisme. Netop i denne sag må bourgeoisiet stå sammen, her har bourgeoisiet et fastere holdepunkt end musjikken /bonden/. Det afgørende slag mellem socialismens kræfter og det borgerlige samfund vil under alle omstændigheder komme, på den ene eller den anden måde, i dag eller i morgen, i den ene eller den anden anledning. Svingninger vil kun forekomme hos socialister i gåseøjne som for eksempel vore venstre-socialrevolutionære. Når socialister udviser vaklen i dette vitale spørgsmål fortæller det, at de er socialister i gåseøjne og ikke er noget værd. Revolutionen bringer den slags socialister så vidt, at de i praksis bliver rene brikker i de franske generalers spil, brikker, hvis rolle er demonstreret af den forhenværende centralkomite for det forhenværende venstre-socialrevolutionære parti.
Kammerater, den engelsk-franske imperialisme og det kontrarevolutionære russiske bourgeoisis samordnede bestræbelser har medført, at borgerkrigen i vort land kommer fra en kant, ikke alle havde ventet og gjort sig klart, og at den er smeltet sammen med krigen udefra til ét uløseligt hele. Kulakopstanden, det tjekkoslovakiske mytteri og Murman-bevægelsen – det er en og samme krig, som rykker ind over Rusland. Vi vristede os løs al krigen fra én kant under enorme tab og indgik en usandsynlig barsk fred; vi vidste, at vi indgik en voldsfred, [10] men sagde, at vi kunne fortsætte vor propaganda og vort opbygningsarbejde og derigennem bringe splittelse i den imperialistiske verden. Og det har vi formået at gøre. Nu fører Tyskland forhandlinger med os om, hvor mange milliarder det kan afkræve Rusland på grundlag af Brestfreden, men det har affundet sig med alle de nationaliseringer, vi gennemførte med dekretet af 28. juni. [11] Det har ikke rejst spørgsmålet om privateje af jorden i vor republik; det må pointeres, fordi det gendriver den uhørte løgn, Spiridonova og lignende venstre-socialrevolutionære har udspredt, en løgn som var vand på godsejernes mølle og nu gentages af de mest uvidende og uudviklede ultrareaktionære elementer; den løgn skal tilbagevises og afsløres.
I realiteten har vi trods alle fredens tunge byrder tilkæmpet os frihed til at opbygge vort land socialistisk, og vi har taget skridt dertil, som nu begynder at blive kendt i Vesteuropa og er propagandaelementer, som har umådeligt større slagkraft end før.
Det forholder sig altså sådan, at hvor vi kom ud af krigen fra én kant mod én koalition, oplever vi nu imperialismens stormløb fra en anden kant. Imperialisme er et verdensomspændende fænomen, det er en kamp om opdelingen af den ganske verden, af hele Jorden, og om den ene eller den anden flok røveres herredømme. Nu er det en anden røvergruppe, den engelsk-franske, der kaster sig over os og truer med, at de nok skal få os i krig igen. Deres krig og borgerkrigen smelter sammen til et sammenhængende hele, og det er hovedkilden til vore øjeblikkelige vanskeligheder, hvor spørgsmålet om krig og kamphandlinger atter er rykket frem på arenaen som revolutionens nøglespørgsmål. Heri ligger hele vanskeligheden, for folket er led og ked af krig, er udmattet af krig som aldrig før. Denne tilstand af ekstrem udmattelse og krigslede hos det russiske folk kan næsten sammenlignes med tilstanden hos en mand, der er pryglet halvt til døde og ikke længere kan forventes at opbyde nogen som helst energi eller arbejdsevne. Af mange årsager har denne næsten fire år lange krig, som hærgede et land, der i forvejen var udplyndret, pint og mishandlet af tsarismen, selvherskerdømmet, bourgeoisiet og Kerenskij, selvfølgelig fremkaldt en afsky i det russiske folk og været den allerstørste kilde til de kolossale vanskeligheder, vi nu står i.
På den anden side har denne vending i begivenhederne ført til en krig. Vi er atter kommet i krig, vi er i krigstilstand; og det er ikke blot en borgerkrig mod sammenrotningen af kulakker, godsejere og kapitalister, nu er det de engelske og franske imperialister, der står imod os. De geografiske forhold hindrer dem foreløbigt i at sætte store hære ind mod Rusland, men de giver vore fjender alt det, de kan, alle deres millioner, alle deres diplomatiske forbindelser og kræfter for at hjælpe dem. Vi lever i en tilstand af krig, og den krig kan vi afgøre med sejr. Men Iler kommer vi op mod en af de modstandere, som er sværest at besejre; vi kommer op mod krigstræthed, mod had og afsky til krig, det er en tilstand, vi skal overvinde, ellers klarer vi ikke denne opgave, som vi ikke selv har stillet – krigens opgave. Vort land er atter i krig, og revolutionens udfald beror nu helt og holdent på, hvem der vinder denne krig, hvis forgrundsfigurer er tjekkoslovakkerne, men hvis egentlige ledere, drivkræfter og igangsættere er de engelske og franske imperialister. Hele spørgsmålet om den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks eksistens er nu blevet et militært spørgsmål. Det stiller os over for en kolossal vanskelighed i betragtning af den tilstand, folket er bragt i af den imperialistiske krig. Vor opgave er fuldkommen klar. Ethvert bedrag ville være til største skade; vi betragter det som en forbrydelse at skjule denne barske sandhed for arbejderne og bønderne. Lad tværtimod hver og én kende denne sandhed så klart og tydeligt som muligt.
Ja, vi kender eksempler på, at vore tropper har udvist forbryderisk svaghed, f. eks. da tjekkoslovakkerne tog Simbirsk og vore styrker retirerede. Vi ved, at tropperne er lede og kede af krigen, afskyr den, men så længe imperialismen ikke har lidt nederlag i verdensmålestok, er det indlysende og uundgåeligt, at den vil gøre forsøg på at trække Rusland ind i den imperialistiske krig og gøre landet til et slagtehus. Hvad enten vi kan lide det eller ej, står spørgsmålet sådan: vi er i krig, og revolutionens skæbne afgøres af denne krigs udfald. Dette bør være første og sidste ord i vor agitation, i al vor politiske, revolutionære og omformende virksomhed. Vi har udrettet så meget på kort tid, men det må altsammen gøres helt færdigt. Al vor virksomhed må helt og fuldt underordnes dette spørgsmål, som nu bestemmer revolutionens skæbne og udfald, den russiske og internationale revolutions skæbne. Verdensimperialismen klarer sig givetvis ikke ud af den nuværende krig uden flere revolutioner; denne krig vil ikke slutte på anden måde end med socialismens endelige sejr. Men vor opgave nu er at understøtte, fastholde og beskytte denne socialismens kraft, denne socialistiske fakkel, den socialismens kilde, som gør sig aktivt gældende over hele verden. Som situationen er nu, er dette en militær opgave.
Det er første gang, vi har oplevet en sådan situation, og mange har sagt, at hvor hård en pris vi end betalte for freden, hvor mange ofre den end forlangte af os, hvor meget fjenden end anstrengte sig for at berøve os stadig flere landområder, så har Rusland alligevel trods alt kunnet udnytte freden og befæste sine socialistiske positioner. Vi er endda nået endnu længere i den retning, end mange af os havde forventet. For eksempel er vor arbejderkontrol nået så langt ud over de former, den oprindeligt opstod i, og netop nu står vi over for en omlægning af den statslige forvaltning til socialistiske tilstande. Vi er gået stærkt frem i kraft af vort praktiske arbejde. Vi har allerede fuld arbejderstyring af industrien, men omstændighederne har ikke givet os mulighed for at videreføre dette arbejde i fred. Endnu engang har de påført os krigstilstand, og vi må opbyde alle vore kræfter og kalde alle til våben. Det ville være en skændsel, om der blandt kommunister var nogen vaklen i dette spørgsmål.
Vaklen blandt bønderne kommer ikke bag på os. Bondemassen har, ikke gennemgået samme livets skole som proletariatet, der gennem årtier lærte at se kapitalisten som sin klassefjende og formåede at sammensvejse alle kræfter til kampen mod ham. Vi véd, at bønderne ikke har været igennem et sådant universitet. En tid gik de sammen med proletariatet, nu er vi vidne til en periode med vaklen og splittelse i bondemassen. Vi kender alle en mængde tilfælde, hvor kulakker har solgt bønderne korn under de fastsatte priser for at give det udseende af, at de, kulakkerne, angiveligt varetager bøndernes interesser. Intet af det kommer bag på os. Men den kommunistiske arbejder vil ikke vakle, arbejdermassen vil være urokkelig, og hvis kulakånd har vundet indpas hos bønderne, er det let at forklare. Hvor der ikke er bolsjevikker, og hvor tjekkoslovakiske myndigheder regerer, har vi kunnet se følgende: først modtages tjekkoslovakkerne nærmest som en slags befriere, men efter et par uger med dette borgerlige regimente iagttages et vældigt omsving mod tjekkoslovakkerne og til fordel for sovjetmagten, fordi bønderne nu er begyndt at forstå, at alle fraser om handelsfrihed og Konstituerende Forsamling kun betyder ét, nemlig godsejernes og kapitalisternes magt.
Vor opgave er at sikre en endnu tættere sammensvejsning af de proletariske rækker og skabe en organisation, der kan sørge for, at alt inden for de nærmeste uger bliver sat ind på en afgørelse af krigsspørgsmålet. Vi slås nu mod den engelsk-franske imperialisme, mod alt hvad der findes af borgerligt og kapitalistisk i Rusland, mod alt hvad der anstrenger sig for at sabotere den socialistiske revolutions sag og trække os ind i krigen. Det drejer sig om, at alle de positioner, arbejdere og bønder har vundet, står på spil. Vi må være sikre på, at vi i proletariatet mødes med udbredt sympati og støtte; da vil faren være fuldstændig afværget, og nye rækker af proletarer vil rykke ud for at forsvare deres klasse, for at redde den socialistiske revolution. Som spørgsmålet står nu, udspilles kampen om to grundlæggende punkter, og alle fundamentale forskelle mellem partierne er blevet glattet ud i revolutionens flammer. Den venstre-socialrevolutionære, som med eftertryk betoner, at han er venstre og dækker sig ind med revolutionære fraser, men i realiteten gør oprør mod sovjetmagten, er også lejesvend for Jaroslavl-hvidgardisterne. Det er netop, hvad han er over for historien og den revolutionære kamp! I dag findes kun to klasser på kamparenaen. Der udkæmpes en klassekamp mellem proletariatet, som forsvarer det arbejdende folks interesser, og dem, som forsvarer godsejernes og kapitalisternes interesser. Alle de smukke ord om en Konstituerende Forsamling, om en uafhængig stat o. lign., hvormed man prøver at vildlede de ubevidste masser, er afsløret gennem erfaringerne fra den tjekkoslovakiske bevægelse og de kaukasiske mensjevikkers bevægelse. Bag al denne snak står de samme kræfter, godsejerne og kapitalisterne; ganske ligesom den tyske besættelse har til følge, at godsejerne og kapitalisterne får magten, ganske lige sådan er det med den tjekkoslovakiske opstand. Det er dét, krigen handler om!
Kammerater! Proletariatet må slutte sine rækker endnu tættere og give et mønstereksempel på organisation og disciplin i denne kamp. Rusland er fortsat det eneste land, som har brudt samtlige forbindelser med imperialisterne. Jo, nok bløder vi fra disse svære sår. Vi trak os tilbage fra det imperialistiske vilddyr, vi vandt tid og påførte vilddyret enkelte slag snart det ene, snart det andet sted. Men som socialistisk sovjetrepublik forblev vi uafhængige. Ved at udføre vort socialistiske arbejde stod vi op mod hele verdens imperialisme; det er en kamp, arbejderne i hele verden begynder at forstá bedre og bedre, og deres voksende harme bringer dem tættere og tættere på den kommende revolution. Det er det, kampen handler om; vor republik var det eneste land i verden, som ikke gjorde fælles sag med imperialismen og ikke lod millioner af mennesker slagte i kampen om, hvorvidt franskmændene eller tyskerne skulle regere verden. Vor republik var det eneste land, som ad voldelig og revolutionær vej brød ud af den imperialistiske verdenskrig og rejste den socialistiske revolutions banner. Nu vil man så atter trække landet ind i krigen, atter tvinge det til fronten. Lad tjekkoslovakkerne slås mod tyskerne, lad det russiske bourgeoisi træffe sit valg, lad Miljukov afgøre, måske endda i samråd med Spiridonova og Kamkov, hvilke imperialister man skal holde med. Men vi erklærer, at vi må være forberedt på at give vore liv for at hindre dem i at bestemme dette spørgsmål, for det drejer sig om at redde hele den socialistiske revolution! (Bifald). Jeg ved, at der er iagttaget et stemningsskifte blandt bønderne i Sara-tov-, Samara- og Simbirsk-guvernementerne, hvor krigstrætheden har været størst og den militære kampevne dårligst. Efter at have oplevet kosakkernes og tjekkoslovakkernes felttog, efter at have gjort praktiske erfaringer med en Konstituerende Forsamling og slagord som »Ned med Brest-freden!« ved bønderne nu, at deri slags fører til, at godsejeren vender hjem og kapitalisten sætter sig på tronen – og de bliver nu de mest brændende fortalere for sovjetternes magt. Jeg nærer ikke skygge af tvivl om, at de proletariske masser i Petrograd og Moskva, som marcherer forrest i revolutionen, vil forstå situationen, forstå, hvilket faretruende øjeblik vi befinder os i, og handle endnu mere resolut, og proletariatet vil knuse såvel den engelsk-franske som den tjekkoslovakiske offensiv i kampen for den socialistiske revolutions interesser. (Bifald).
1. Den tjekkoslovakiske opstand – se note 8 til artiklen 5. Alrussiske Kongres Af Arbejder-, Bonde-, Soldater- Og Rødarmist-repræsentanternes Sovjetter. – S. 60.
2. Prukopnik Svobody (Frihedens Pioner) – ugeavis for det tjekkoslovakiske kommunistiske partis grupper i Sovjetrusland; udkom fra juni 1918 til maj 1919, udbredte kendskabet til socialismens ideer først og fremmest blandt tjekkoslovakiske krigsfanger i Rusland. – S. 61.
3. Her sigtes til de venstre-socialrevolutionæres kupforsøg 6.-7. juli 1918, midt under 5. alrussiske sovjetkongres. Som led i kupforsøget dræbte de den tyske ambassadør i Moskva Mirbach for at fremkalde krig mellem Sovjetrusland og Tyskland. – S. 63.
4. Dasjnaktsutjun-partiet – armensk nationalistparti, stiftet i 1890’erne, med det mål at befri de tyrkiske armenere fra den tyrkiske sultans undertrykkelse og forfølgelse. Opnåede især tilslutning fra intelligensen og småborgerskaet, men også fra arbejdere og bønder, som faldt for partiets socialistiske sprogbrug. Støttede efter februarrevolutionen 1917 den borgerlige provisoriske regering, gik efter oktoberrevolutionen i blok med bl.a. mensjevikker og socialrevolutionære imod bolsjevikkerne og sovjetmagten. Erobrede magten i Armenien 1918-20 og ledede den borgerlig-nationalistiske, kontrarevolutionære regering, der gjorde landet til base for englænderne og franskmændene. Regeringen faldt i november 1920 og sovjetmagten genindførtes. – S. 63.
5. Mussavat-flygtninge – medlemmer af det borgerlig-nationalistiske aserbajdsjanske Mussavat-parti, stiftet :1912. Det varetog kapitalisternes og godsejernes interesser. Under oktoberrevolutionen og borgerkrigen den kontrarevolutionære hovedkraft i Sydkaukasus. Erobrede regeringsmagten 1918 bistået af tyrkiske og engelske interventionstropper. Faldt i april 1920 og sovjetmagten genindførtes. – S. 64.
6. Baku var stærkt truet af et tyrkisk angreb 1918; striden mellem den borgerlige fløj og venstrefløjen i Baku-sovjetten drejede sig om, hvorvidt byen skulle forsvares af engelske tropper eller af sovjetmagtens egne styrker. 31. juli faldt sovjetmagten i Baku, og der oprettedes en kontrarevolutionær regering, bestående af socialrevolutionære, mensjevikker og dasjnakker, understøttet af englænderne. Sovjetlederne, de tidligere folkekommissærer, arresteredes. Natten mellem 19.og 20. september 1918 blev de 26 Baku-kommissærer (herunder Sjaumjan) henrettet af englænderne med de socialrevolutionæres og mensjevikkernes vidende. – S. 66.
7. Her sigtes til generalstrejken i Berlin 28. januar 1918; den gennemførtes efter Spartakus-forbundets opfordring og fik massiv opslutning. Samme dag valgte arbejderne sovjetter, Råd, der bl.a. rejste krav om hurtig fred uden anneksioner og krigsskadeserstatninger. Strejken blev knust af militær og politi med de socialdemokratiske lederes billigelse. Trods nederlaget blev strejken et vendepunkt, der skærpede tysk arbejderklasses revolutionære holdning. – S. 68.
8. Jaroslavl-hvidgardisterne – iværksatte 6. juli 1918 et oprør vendt mod sovjetmagten. Revolten var forberedt af England og Frankrig med deltagelse af mensjevikker og socialrevolutionære og koordineret med de venstre-socialrevolutionæres kupforsøg i Moskva samme dag. 21. juli blev revolten nedkæmpet af bevæbnede arbejderenheder. – S. 70.
9. Her sigtes til dekretet af 11. juni 1918 om oprettelse af komiteer for de fattigste bønder. Komiteerne tog sig bl.a. af fordeling af korn, dagligvarer og landbrugsredskaber samt inddrivelse af kulakkernes og de rige bønders kornoverskud. Dekretet gav fattigbønderne fortrinsret ved fordeling af korn og dagligvarer. Komiteerne bidrog stærkt til at konsolidere sovjetmagten på landet og til at vinde middelbønderne. Efter beslutning på 6. alrussiske sovjetkongres i november 1918 blev fattigbondekomiteerne sluttet sammen med landsbysovjetterne. – S. 71.
10. Her sigtes til Brest-freden. Se note 1 til artiklen Teser Om Den Aktuelle Politiske Situation. – S. 72.
11. I henhold til dekretet af 28. juni 1918 nationaliseredes alle virksomheder med en fast kapital på 200.000 rubler og derover; inden da var bankerne, de største metalværker, flodtransportnettet samt sukker-, stenkul- og olieindustrien blevet nationaliseret. Frem til udgangen af august 1918 var over 3000 foretagender overdraget staten eller de lokale myndigheder. – S. 72.
Sidst opdateret 27.11.2012