Skrevet 14. marts, 1918.
Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 187-204, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. dec. 2008
Kammerater, vi skal i dag afgøre et spørgsmål, der betyder et vendepunkt i udviklingen af den russiske, ja ikke kun den russiske, men hele den internationale revolution. Og for at træffe en rigtig beslutning i dette spørgsmål, der drejer sig om den overordentlig hårde fred, som repræsentanter for sovjetmagten har indgået i Brest-Litovsk, og som sovjetmagten anbefaler at bekræfte, eller ratificere. For at løse dette spørgsmål rigtigt må vi nødvendigvis først og fremmest begribe den historiske betydning af det omsving, vi er nået til, forstå hvori den vigtigste særegenhed i revolutionens udvikling indtil nu består, og hvori hovedårsagen består til det hårde nederlag og den epoke af hårde prøvelser, vi har gennemlevet.
Det er min opfattelse, at hovedkilden til uenighed blandt sovjetpartierne [2] i det givne spørgsmål netop udspringer af, at enkelte i alt for høj grad lader sig påvirke af berettiget og retfærdig harme over det nederlag, sovjetrepublikken har lidt over for imperialismen, undertiden i alt for høj grad henfalder til fortvivlelse, og – i stedet for at undersøge de historiske betingelser for revolutionens udvikling, hvordan de er opstået før denne fred, og hvordan de tegner sig for os efter freden – i stedet for dette forsøger at besvare revolutionens taktiske spørgsmål ud fra umiddelbare følelser. Imidlertid lærer alle revolutioners historie os, at når vi har at gøre med en hvilken som helst massebevægelse eller klassekamp – især som denne, der ikke blot udfolder sig over et helt og meget stort land, men omfatter alle internationale relationer – i et sådant tilfælde er det først og fremmest og mest af alt nødvendigt at basere sin taktik på en undersøgelse af den objektive situation, analytisk undersøge hvordan den har ændret sig så faretruende, så radikalt og ugunstigt for os.
Betragter vi vor revolutions udvikling fra denne synsvinkel, vil vi klart se, at den indtil nu har gennemløbet en periode af relativ og tilsyneladende omfattende selvstændighed og midlertidig uafhængighed af de internationale relationer. Den vej, vor revolution har tilbagelagt fra slutningen af februar 1917 til 11. februar i år, da den tyske offensiv satte ind, denne vej var i det store og hele de lette og hurtige sejres vej. Anlægger vi en international målestok på den russiske revolutions udvikling, idet vi betragter denne alene, vil vi se, at vi i løbet af dette år har gennemlevet tre perioder. Første periode omfatter de få dage, da arbejderklassen i Rusland sammen med alt, der var fremmeligt, bevidst og bevægeligt hos bønderne, støttet ikke blot af småbourgeoisiet, men også storbourgeoisiet styrtede monarkiet. Denne svimlende sejr forklares på den ene side ved, at det russiske folk havde skabt et enormt forråd af revolutionær kampkraft på basis af erfaringerne fra 1905, og på den anden side ved, at Rusland som et særlig tilbagestående land led særlig meget under krigen og derfor særlig tidligt blev helt ude af stand til at fortsætte krigen under det gamle regime.
Efter denne korte, stormende fremgang, hvorunder der skabtes en ny organisation, sovjetterne af arbejder-, soldater- og bondedeputerede, fulgte lange måneders overgangsperiode for vor revolution. En periode, hvor bourgeoisiets magt, fra begyndelsen undermineret af sovjetterne, støttedes og styrkedes af de småborgerlige kompromispartier, mensjevikkerne og de socialrevolutionære. Det var en regering, der støttede den imperialistiske krig, de hemmelige imperialistiske aftaler, og som spiste arbejderklassen af med løfter, en regering som stort set intet foretog sig, men blot fremmede forfaldet. I denne lange periode for os og den russiske revolution samlede sovjetterne deres kræfter. For den russiske revolution var det en lang periode, men fra den internationale revolutions synspunkter var det en kort periode, fordi det i flertallet af centrale lande tog, ikke måneder, men lange, lange årtier at forvinde de småborgerlige illusioner og gennemleve forskellige partiers, fraktioners og afskygningers kompromismageri. Denne periode, fra 20. april til juni, da Kerenskij med en hemmelig imperialistisk aftale i lommen genoptog den imperialistiske krig, spillede en afgørende rolle. I denne periode gennemlevede vi juli-nederlaget og Kornilov-affæren, og først på basis af massekampen, da de bredeste arbejder- og bondemasser af egen erfaring og ikke ud fra prækener indså hele nyttesløsheden i det småborgerlige kompromismageri, først da efter en lang politisk udvikling, efter lang forberedelse og et omsving i partigrupperingernes stemning og synspunkter – skabtes grunden for oktoberomvæltningen, og den russiske revolution trådte ind i sin tredje periodes første fase, stadig løsrevet eller midlertidigt løsrevet fra den internationale revolution.
Denne tredje periode, oktoberperioden, organiseringsperioden, var den vanskeligste, men samtidig de største og hurtigste triumfers periode. Fra oktober, da vor revolution havde overgivet det revolutionære proletariat magten, da den havde oprettet dets diktatur og sikret det støtte fra proletariatets og fattigbøndernes enorme flertal, fra det tidspunkt forløb vor revolution som et sejrrigt triumftog. Overalt i Rusland begyndte borgerkrigen i form af modstand fra udbytterne, godsejerne og bourgeoisiet, den støttedes af en del af det imperialistiske bourgeoisi.
Borgerkrigen begyndte, og i den viste det sig, at kræfterne hos sovjetmagtens modstandere, hos de arbejdende og udbyttede massers fjender var forsvindende. Borgerkrigen var en uafbrudt triumf for sovjetmagten, fordi dens modstandere, udbytterne, godsejerne og bourgeoisiet, ikke havde noget som helst støttepunkt, hverken politisk eller økonomisk, og deres angreb brød sammen. Kampen mod dem bestod ikke så meget i militære aktioner som i agitation. Lag på lag, masser efter masser, indbefattet de arbejdende kosakker, forlod de udbyttere, der forsøgte at fratage dem sovjetmagten.
Denne periode, der var et sejrrigt triumftog for proletariatets diktatur og sovjetmagten, hvor sovjetmagten ubetinget, beslutsomt og uigenkaldeligt drog de gigantiske masser af arbejdende og udbyttede i Rusland over på sin side – denne periode manifesterede sig som det sidste og højeste punkt i den russiske revolutions udvikling, der hele denne tid var forløbet ligesom uafhængigt af den internationale imperialisme. Det var årsagen til, at dette land, det mest tilbagestående, men mest revolutionsforberedte i kraft af erfaringen fra 1905, så hurtigt, så let og så planmæssigt førte den ene klasse efter den anden til magten, overvandt særskilte politiske sammensætninger og endelig nåede den politiske sammensætning, der blev ikke alene den russiske arbejderrevolutions, men også de vesteuropæiske arbejderrevolutioners nye form. For sovjetmagten grundfæstedes i Rusland og vandt de arbejdendes og udbyttedes uigenkaldelige sympati, fordi den knuste statsmagtens gamle undertrykkelsesapparat, som sit grundlag skabte en ny og højere statstype – den statstype, Pariserkommunen repræsenterede i kimform – omstyrtede det gamle apparat og umiddelbart erstattede det med massernes væbnede magt, udskiftede bourgeoisiets parlamentariske demokratisme med de arbejdende massers demokratisme, der udelukkede udbytterne og systematisk undertrykte deres modstand.
Alt dette udrettede den russiske revolution i denne periode, og netop derfor har der dannet sig det indtryk hos en lille avantgarde i den russiske revolution, at den russiske revolutions triumftog, dens hurtige sejrsgang kunne føre til sejr også fremover. Og heri bestod fejlen, fordi den periode, hvor den russiske revolution udviklede sig således, at den gav magten i Rusland videre fra den ene klasse til den anden og overvandt kompromismageriet mellem klasserne i dette samme Rusland, denne periode kunne historisk kun eksistere, fordi verdensimperialismens største røvergiganter midlertidigt måtte indstille deres angrebsbevægelse mod sovjetmagten. Revolutionen, som på få dage styrtede monarkiet, på få måneder udtømte alle forsøg på kompromismageri med bourgeoisiet og på få uger overvandt enhver modstand fra bourgeoisiet i borgerkrigen, denne revolution, den socialistiske republiks revolution, kunne kun klare sig blandt imperialistiske magter, omgivet af verdensrøvere, side om side med den internationale imperialismes rovdyr, så længe bourgeoisiet befandt sig i et indbyrdes favntag på liv og død og dermed var lammet i sit angreb på Rusland.
Og så begyndte den periode, vi må føle så tydeligt og hårdt, perioden med de hårdeste nederlag og de tungeste prøvelser for den russiske revolution, perioden hvor vi i stedet for hurtigere, direkte og åbne angreb på revolutionens fjender må lide de hårdeste nederlag og vige for en umådeligt større styrke end vor egen, for den internationale imperialisme og finanskapitals styrke, for en styrke af militær magt, som hele bourgeoisiet med dets moderne teknik og hele organisation har smedet mod os for at røve, undertrykke og kvæle de små folkeslag. Vi måtte finde frem til en afvejning af kræfterne, vi måtte give os i kast med en umådelig vanskelig opgave, vi kom til at stå direkte overfor – ikke en fjende som Romanov eller Kerenskij, der ikke kan tages alvorligt, nej, vi kom til at stå overfor det internationale bourgeoisis kræfter, hele dets militær-imperialistiske styrke, stå ansigt til ansigt med verdensrøverne. Og det er derfor forståeligt, at vi, da hjælpen fra det internationale socialistiske proletariat er forsinket, måtte tage sammenstødet med disse kræfter og lide et hårdt nederlag.
Og denne epoke er de hårde nederlags epoke, retræternes epoke, hvor vi skal redde i det mindste en lille del af vore positioner ved at vige for imperialismen og afvente det øjeblik, da de internationale betingelser i det hele taget ændres, indtil de kræfter i det europæiske proletariat, der findes og som modnes, kommer os til undsætning, og som ikke så let som vi har kunnet gøre op med sin fjende. For det ville være den største illusion og den største fejl at glemme, at den russiske revolution havde let ved at begynde, men har vanskeligt ved at tage de næste skridt. Sådan måtte det uundgåeligt være, fordi vi skulle begynde med det mest rådne og tilbagestående politiske system. Den europæiske revolution skal begynde med bourgeoisiet, skal have at gøre med en utroligt stærk fjende og på langt vanskeligere betingelser. Den europæiske revolution får langt vanskeligere ved at begynde. Vi ser, at den har langt vanskeligere ved at slå den første breche i det system, der holder den nede. Den får betydeligt lettere ved at stige op på sit andet og tredje trin. Og anderledes kan det ikke være i kraft af det styrkeforhold mellem de revolutionære klasser og de reaktionære, der i øjeblikket findes på den internationale arena. Det er det afgørende gennembrud, der hele tiden lades ude af betragtning af de folk, der ikke ser på den nuværende situation, på den usædvanligt vanskelige situation for revolutionen fra en historisk synsvinkel, men ud fra følelser og harme. Og den historiske erfaring fortæller os, at altid, i alle revolutioner – i en sådan tid, hvor revolutionen gennemløber et brat omsving og en overgang fra hurtige sejre til en periode af hårde nederlag – at da begyndte de pseudorevolutionære frasers periode, som altid har påført den revolutionære udvikling den største skade. Derfor, kammerater, kun såfremt vi sætter os for at tage dette omsving med i betragtning, som har kastet os fra hurtige, lette og fulde sejre til hårde nederlag, først da bliver vi i stand til at anlægge vor taktik rigtigt. Dette spørgsmål er umådeligt kompliceret og umådeligt vanskeligt. Det er resultatet af omsvinget i revolutionens udvikling i øjeblikket – fra lette indre sejre til usædvanligt hårde nederlag udefra – og omsvinget i hele den internationale revolution – fra den russiske revolutions propagandistisk-agitatoriske epoke, hvorunder imperialismen forholdt sig afventende, fra denne epoke til imperialismens offensive aktioner mod sovjetmagten – dette spørgsmål stiller hele den internationale vesteuropæiske bevægelse over for et særligt vanskeligt og særligt påtrængende spørgsmål. Hvis vi ikke skal glemme dette historiske moment, må vi studere, hvordan det forholder sig med Ruslands mest afgørende interesser i relation til den nuværende overordentlig hårde fred, den såkaldt skændige fred.
Jeg har ofte i polemik mod dem, der afviste nødvendigheden af at gå ind på denne fred, mødt den påstand, at underskrivelsen af freden blot skulle være sket af hensyn til de udmattede bondemasser og deklasserede soldaters interesser osv. osv. Og jeg har altid, når jeg har mødt den slags henvisninger og den slags påstande, undret mig over, hvordan kammeraterne kan glemme den klassemæssige målestok i den nationale udvikling. De folk laver sig udelukkende deres egne forklaringer. Som om proletariatets parti, da det tog magten, ikke forud havde regnet med, at kun forbundet mellem proletariatet og halvproletariatet, dvs. de fattigste bønder, dvs. bondeflertallet i Rusland, at kun et sådant forbund er i stand til at give de revolutionære sovjetter magten i Rusland, at kun flertallet, det virkelige folkeflertal kan gøre det, at ethvert forsøg på at oprette magten, især under vanskelige omsving i historien, er meningsløst, uden dette. Som om man nu kunne komme uden om denne sandhed, som vi alle har erkendt, og klare sig med ringeagtende påstande om bøndernes og de deklasserede soldaters udmattede tilstand. Om bøndernes og de deklasserede soldaters tilstand må vi sige, at landet, at de fattigste bønder kun kan yde modstand i det omfang, disse fattige bønder er i stand til at sende deres kræfter i kamp.
Da vi tog magten i oktober var det klart, at begivenhedernes forløb uundgåeligt ville føre til dette, at omsvinget til bolsjevisme i sovjetterne ville betyde et omsving i hele landet, at bolsjevismens magt ville være uomgængelig. Da vi i erkendelse af det besluttede at tage magten i oktober, sagde vi helt klart og tydeligt os selv og hele folket, at det drejer sig om magtens overgang til proletariatet og de fattigste bønder, at proletariatet ved, at det støttes af bønderne – i hvad, ved I selv: i dets aktive kamp for fred, i dets beredthed til at fortsætte den videre kamp mod den store finanskapital. Heri tager vi ikke fejl, og ingen, hvis tankegang er blot en smule knyttet til klassekræfter og klasserelationer, kan lade sig bortlede fra den ubestridelige sandhed, at vi ikke kan forlange af et småbondeland, der har givet den europæiske og internationale revolution så meget, at det skal kæmpe på disse hårde, ja hårdest tænkelige betingelser, hvor hjælpen fra det vesteuropæiske proletariat ganske vist utvivlsomt er på vej til os – det har kendsgerningerne, strejkerne osv., vist – men hvor denne hjælp, på vej til os uomtvisteligt er forsinket. Netop derfor siger jeg, at disse henvisninger til bondemassernes udmattelse osv. simpelt hen skyldes mangel på argumenter og fuldstændig hjælpeløshed hos dem, der griber til sådanne argumenter, fuldstændig mangel hos dem på enhver mulighed for at overskue klasserelationer som en helhed, i deres hele format – proletariatets og bondemassernes revolution. Kun såfremt vi ved hvert brat omsving i historien vurderer forholdet mellem klasserne som helhed, alle klasser, og ikke udvælger enkelte eksempler og enkelte tilfælde, først da føler vi os på fast grund i analysen af de sandsynlige data. Jeg forstår fuldt ud, at det russiske bourgeoisi opægger os til revolutionær krig nu, hvor den er komplet umulig for os. Det kræver bourgeoisiets klasseinteresser.
Når de råber op om en skændig fred og ikke siger et ord om, hvem der har ført hæren ud i denne tilstand, forstår jeg til fulde, at dette bourgeoisi sammen med Delo Naroda-folkene, Tsereteli-mensjevikkerne, Tjernov-folkene og deres eftersnakkere (bifald), at dette bourgeoisi råber på revolutionær krig. Det kræver dets klasseinteresser, det kræver dets bestræbelser for, at sovjetmagten begår et fejltrin. Det kan man vente af folk, der på den ene side fylder siderne i deres aviser med kontrarevolutionære skriverier ... (Tilråb: »I har lukket dem alle«.) Ikke alle endnu, desværre, men vi lukker dem alle. (Bifald.) Jeg ville gerne se det proletariat, der tillader de kontrarevolutionære, bourgeoisiets tilhængere og de, der laver aftaler med dem, fortsat at udnytte rigdommenes monopol til at bedøve folket med deres borgerlige opium. Det proletariat har ikke eksisteret. (Bifald.)
Jeg forstår fuldt ud, at der fra siderne i disse udgivelser lyder lutter hyl, jammer og skrig mod den skændige fred, jeg forstår fuldt ud, at der bag den revolutionære krig står folk, der fra kadetter til højre-socialrevolutionære hilser tyskerne, når de angriber, og samtidig højtideligt siger: dér er tyskerne – hvorefter de lader deres egne officerer spadsere rundt i fuld uniform i lokaliteter, der er besat af den fremmarcherende tyske imperialisme. Ja, det undrer mig ingenlunde at høre disse bourgeois’er og disse kompromismagere præke revolutionær krig. De ønsker, at sovjetmagten går i fælden. De har afsløret sig, disse bourgeois’er og kompromismagere. Vi har set dem og kan stadig se dem i fuld virksomhed. Vi ved, at der i Ukraine er ukrainske Kerenskij-folk, ukrainske Tjernov-folk og ukrainske Tsereteli-folk, nemlig Vinnitjenko-folkene. Disse herrer, de ukrainske Kerenskij-, Tjernov- og Tsereteli-folk, har skjult for folket, at de har sluttet fred med de tyske imperialister, og forsøger nu ved hjælp af tyske bajonetter at styrte sovjetmagten i Ukraine. Det er, hvad disse bourgeois’er og disse kompromismagere har gjort samt deres meningsfæller. (Bifald.) Det er hvad de ukrainske bourgeois’er og kompromismagere, hvis eksempel vi ser for os, har gjort, de som skjulte og skjuler deres hemmelige traktater for folket, de som med tyske bajonetter går til angreb på sovjetmagten. Det er, hvad de russiske bourgeois’er ønsker, det er det, bourgeoisiets eftersnakkere bevidst eller ubevidst opægger sovjetmagten til: de ved, at den ikke nu kan gå ind i en imperialistisk krig med den mægtige imperialisme. Netop derfor forstår vi først i denne internationale sammenhæng, først i den samlede klassesituation hvor dybt de folk fejler, der ligesom de venstrerevolutionæres parti lod sig forlede af en teori, der er sædvanlig i alle revolutioners historie og vanskelige øjeblikke, og som består halvt af fortvivlelse, halvt af fraser, hvor man – i stedet for at undersøge virkeligheden nøgternt og vurdere revolutionens opgaver i forhold til de indre og ydre fjender ud fra klassekræfternes synsvinkel – opfordrer jer til at løse det alvorligste og vanskeligste spørgsmål under følelsespres, alene ud fra følelser. Freden er utrolig hård og vanærende. Jeg har selv flere gange i mine udtalelser og taler måttet kalde den en Tilsitfred, som den det prøjsiske og tyske folk efter en række hårde nederlag fik påtvunget af erobreren Napoleon. Ja, denne fred repræsenterer et hårdt nederlag og ydmyger sovjetmagten, men hvis I med udgangspunkt heri samtidig begrænser jer til dette, appellerer til følelserne, opægger harmen og forsøger at løse dette overordentligt store historiske spørgsmål således, havner I i den latterlige og ynkelige situation, som hele det socialrevolutionære parti engang var i. (Bifald.) Det var i 1907 i en situation, der til en vis grad lignende dette, hvor det på samme måde appellerede til den revolutionæres følelser, nemlig da Stolypin efter det hårde nederlag for vor revolution i 1906 og 1907 foreskrev os lovene for den tredje duma. Disse love gav os de mest fornedrende og vanskelige arbejdsbetingelser i en af de mest nederdrægtige repræsentative institutioner, hvor vort parti efter en mindre indre vaklen (der i hint spørgsmål var større, end den er nu) løste dette spørgsmål således, at vi ikke havde ret til at give efter for følelser, hvor stor vor indignation og harme end var mod den nederdrægtige tredje duma, men at vi måtte erkende, at der her ikke forelå en tilfældighed, men en historisk nødvendighed i udviklingen af klassekampen, som ikke længere havde de fornødne kræfter, men som alligevel søgte at samle dem, selv under de vanærende betingelser, der var blevet foreskrevet. Det viste sig, at vi havde ret. De, der søgte at forlede os med revolutionære fraser, forlede os med retfærdighed – der jo er en overordentlig berettiget følelse – de fik en lærestreg, der ikke vil blive glemt af en eneste bevidst tænkende revolutionær.
Revolutioner foregår ikke så glat, at de kan sikre os et hurtigt og let opsving. Der har ikke været en eneste stor revolution, ikke engang inden for nationale rammer, der ikke har gennemlevet en hård periode af nederlag, og man skal ikke forholde sig sådan til alvorlige spørgsmål som massebevægelser og revolutioner under udvikling, at man som revolutionær ikke kan forsone sig med en fred, samtidig med at man må kalde den skændig og nedværdigende. Det er ikke nok bare at fremføre agitatoriske fraser og overdænge os med tilrettevisninger i anledning af denne fred – det er revolutionens alment kendte abc, det er alle revolutioners alment kendte erfaring. Vi har erfaringen fra 1905. Og når vi er rige på noget, når det overhovedet skyldes noget, at det er tilfaldet den russiske arbejderklasse og de fattigste bønder at påtage sig den overordentlig vanskelige og særdeles ærefulde opgave at påbegynde den internationale socialistiske revolution, så er det netop fordi det i begyndelsen af det 20. århundrede – takket være et særligt sammenfald af historiske omstændigheder – lykkedes det russiske folk at gennemleve to store revolutioner. Vi må så tage ved lære af disse revolutioner, vi må kunne forstå, at det kun er ved at tage ændringerne i klasseforbindelserne mellem denne og hin stat i betragtning, at man vitterligt kan fastslå, at vi ikke er i stand til at tage kampen nu. Det skal vi tage hensyn til og sige til os selv: hvilket pusterum vi end får, hvor ustabil, hvor kort, hård og nedværdigende freden end bliver, er den bedre end krig, fordi den giver folkemasserne mulighed for at puste ud, fordi den giver mulighed for at rette op på det, der er forvoldt af bourgeoisiet, som nu råber op overalt, hvor det har mulighed for det, især under tyskernes beskyttelse i de besatte områder. (Bifald.)
Bourgeoisiet råber op om, at bolsjevikkerne jo har opløst hæren, at vi ikke har nogen hær, og det er bolsjevikkernes skyld, men lad os kaste et blik tilbage, kammerater, lad os først og fremmest se på vor revolutions udvikling. Ved I måske ikke, at deserteringen og opløsningen i vor hær begyndte længe før revolutionen, allerede i 1916, at enhver, der har oplevet hæren, må erkende det? Og hvad gjorde vort bourgeoisi for at hindre det? Er det måske ikke klart, at det dengang havde den eneste chance for at redde landet fra imperialisterne i hænde, at denne chance var til stede i marts-april, da sovjetorganerne i en håndevending kunne have taget magten fra bourgeoisiet? Og havde sovjetterne taget magten dengang, og var den borgerlige og småborgerlige intelligens sammen med mensjevikkerne og de socialrevolutionære – i stedet for at hjælpe Kerenskij med at bedrage folket, skjule de hemmelige traktater og drive hæren til offensiv – dengang kommet hæren til hjælp, havde forsynet den med våben og levnedsmidler og tvunget bourgeoisiet til at hjælpe fædrelandet under hele intelligensens medvirken – ikke kræmmernes fædreland, ikke af hensyn til traktaterne, der er med til at udrydde folket (bifald) – havde sovjetterne i stedet tvunget bourgeoisiet til at hjælpe det arbejdende folk og arbejdernes fædreland, hjulpet den lasede, barfodede og sultne hær, kun da ville vi måske have fået en ti måneders periode, tilstrækkelig til at lade hæren hvile ud og give den enig støtte, således at den, uden at vige et skridt fra fronten, kunne have foreslået en altomfattende demokratisk fred efter at have brudt de hemmelige traktater, men stadig have holdt sig ved fronten uden at vige et eneste skridt. Heri lå chancen til en fred, som arbejderne og bønderne kunne gå med til og billige. Det er en taktik for fædrelandets forsvar, ikke Romanov’ernes, Kerenskij’ernes eller Tjernov’ernes, ikke de hemmelige traktaters fædreland eller det korrupte bourgeoisis fædreland, men de arbejdende massers fædreland. Her ser vi, hvem der førte det dertil, at overgangen fra krig til revolution, og fra den russiske revolution til den internationale socialisme foregår under så hårde prøvelser. Derfor lyder forslaget om revolutionær krig som en i den grad hul frase, når vi jo ved, at vi ikke har nogen hær, når vi ved, at det var umuligt at holde sammen på hæren, og folk, der kender til sagerne, ikke kunne undgå at se, at vor ordre til demobilisering ikke var grebet ud af luften, men resultatet af en åbenbar nødvendighed, den simple umulighed af at holde sammen på hæren. Vi kunne ikke fastholde hæren. Og den officer – ikke en bolsjevik – havde ret, som allerede før oktoberomvæltningen sagde, at hæren ikke kan og ikke kommer til at kæmpe. [3] Netop hertil førte måneders geschæft med bourgeoisiet og al snak om nødvendigheden af at fortsætte krigen. Hvor ædle følelser mange eller få revolutionæres tale end dikteredes af, viste den sig at være hule revolutionære fraser, der lod sig bruge til den internationale imperialismes fremstød, således at den kunne røve dobbelt så meget og endnu mere, end den allerede havde nået at gøre efter vor taktiske eller diplomatiske fejl, da vi undlod at undertegne Brest-traktaten. Da vi sagde til modstanderne af fredsundertegnelsen, at såfremt vi ville få bare et lille pusterum, ville de komme til at forstå, at hensynet til hærens sanering og til arbejdende masser står øverst af alt, og at freden derfor skal indgås, da hævdede de, at der ikke ville blive tale om noget pusterum.
Men vor revolution adskilte sig netop fra alle forudgående revolutioner ved, at den vakte trangen blandt masserne til at bygge og skabe, således at de arbejdende masser i de yderste ravnekroge – fornedrede, undertrykte og underkuede af tsarer, godsejere og bourgeoisi – nu rejser sig, og denne periode af revolutionen slutter først nu, hvor der foregår en revolution på landet, der former tilværelsen på en ny måde. Og for dette pusterums skyld, hvor kortvarigt og lille det end måtte være, var vi – såfremt vi sætter de arbejdende massers interesser højere end de bourgeoisi-krigeres, der svinger med sablerne og kalder os til kamp – forpligtet til at underskrive denne traktat. Det lærer revolutionen os. Revolutionen lærer, at når vi begår diplomatiske fejl, når vi antager, at de tyske arbejdere kommer os til hjælp i morgen, i håbet om, at Liebknecht sejrer nu (og vi ved, at Liebknecht på den ene eller anden måde sejrer, det er uundgåeligt i arbejderbevægelsens udvikling) (bifald), betyder det, at begejstringens rus i en vanskelig socialistisk udvikling forvandler revolutionære paroler til fraser. Ikke en eneste repræsentant for de arbejdende, ikke en ærlig arbejder ville sige nej til at bringe de største ofre for at hjælpe den socialistiske bevægelse i Tyskland, fordi han under hele sin tid ved fronten har lært at skelne mellem de tyske imperialister og soldaterne, der er plaget af den tyske disciplin, og som for størsteparten sympatiserer med os. Netop derfor siger jeg, at den russiske revolution praktisk taget har rettet vor fejl, har rettet den med dette pusterum. Det bliver efter al sandsynlighed meget kortvarigt, men vi har mulighed for et i det mindste ganske kortvarigt pusterum, således at hæren, der er mishandlet og udsultet, gennemtrænges af bevidstheden om, at den har fået mulighed for hvil. For os er det klart, at de gamle imperialistiske kriges periode er slut, og at nye rædsler efter nye kriges udbrud truer, men krigsperioder af denne art har der været i mange historiske epoker, og de er i øvrigt skærpet mest mod deres afslutning. Og det er nødvendigt, at det ikke kun forstås på møder i Petrograd og Moskva. Det er nødvendigt, at millionmasserne i landsbyerne forstår det, at den mest oplyste del af landsbybefolkningen, der vender tilbage fra fronten, og som har oplevet alle krigens rædsler, spreder denne forståelse, således at den enorme masse af bønder og arbejdere overbeviser sig om nødvendigheden af en revolutionær front og siger, at vi har handlet rigtigt.
Man fortæller os, at vi har forrådt Ukraine og Finland – åh, hvilken skændsel? Men der er opstået en situation, hvor vi er afskåret fra Finland, med hvem vi tidligere, før revolutionens begyndelse, indgik en stiltiende aftale og nu har indgået en formel aftale. [4] Man siger, at vi afgiver Ukraine, som Tjernov, Kerenskij og Tsereteli vil lade gå til grunde. Man siger til os: Forrædere, I har forrådt Ukraine. Jeg siger: Kammerater, jeg har oplevet for meget i revolutionens historie til, at jeg kan bringes i forlegenhed af fjendtlige blikke og råb fra folk, der hengiver sig til følelser og er uden omtanke. Jeg skal give jer et enkelt eksempel. Forestil jer, at to venner vandrer af sted ved nattetid og pludselig bliver overfaldet af ti mand. Hvis disse halunker får fat i den ene af dem, hvad skal den anden så gøre? Han kan ikke springe til og hjælpe. Hvis han giver sig til at løbe, er han så en forræder? Men forestil jer, at det ikke drejer sig om personer eller områder, hvor umiddelbart følelsesmæssige spørgsmål afgøres, men at fem armeer på hver hundrede tusinde mand omringer en armé på to hundrede tusinde, og en anden armé skal komme den indesluttede til hjælp. Men hvis denne armé ved, at den sandsynligvis falder i en fælde, skal den vige, selv hvis det, for at dække tilbagetoget, skulle være nødvendigt at underskrive en skændig og beskidt fred – skæld ud, så meget I lyster, det ville alligevel være nødvendigt at underskrive den. Man skal ikke lade følelser bestemme som hos en duellant, der trækker kården og siger: Jeg skal dø, fordi man tvinger mig til at indgå en nedværdigende fred. Men vi ved alle, at hvad der end besluttes, har vi ingen hær, og ingen fagter kan redde os fra nødvendigheden af at vige og vinde tid, for at hæren kan puste ud, og det vil enhver sige, der ser virkeligheden i øjnene og ikke lader sig bedrage af revolutionære fraser. Det må enhver sige, der ser virkeligheden i øjnene og ikke bedrager sig selv med fraser og småligt hovmod.
Når vi ved det, er det vor revolutionære pligt at underskrive selv denne hårde, overordentlig hårde voldsfred, da vi derved opnår den bedste situation for os og vore forbundsfæller. Har vi måske tabt ved, at vi undertegnede fredstraktaten den 3. marts? Enhver, der ønsker at undersøge tingene i relation til masserne, og ikke med en adelig duellants øjne, vil forstå, at det at gå i krig og kalde denne krig revolutionær, når vi ikke har nogen hær, eller kun en syg rest af en hær, er selvbedrag, ja, det største folkebedrag. Det er vor pligt at sige folket sandheden: Ja, freden er overordentlig hård. Ukraine og Finland bukker under, men vi skal gå ind på denne fred, og hele det bevidste, arbejdende Rusland vil gå ind på den, fordi det kender den ubesmykkede sandhed, det ved, hvad krig er, det ved, at det at sætte alt på et bræt og regne med, at nu vil den tyske revolution blusse op, er selvbedrag. Da vi underskrev freden fik vi det, vore finske venner har fået fra os: et pusterum, hjælp, men ikke undergang.
Jeg kender eksempler i folkenes historie, hvor en langt værre fred er blevet underskrevet, hvor freden overlod levedygtige folk til sejrherrens nåde og unåde. Lad os sammenligne vor fred med freden i Tilsit. Tilsitfreden blev påtvunget Prøjsen og Tyskland af en sejrrig erobrer. Denne fred var i den grad hård, at ikke alene blev alle de tyske staters hovedstæder erobret og prøjserne kastet tilbage til Tilsit, hvilket svarer til, at vi blev kastet tilbage til Omsk og Tomsk. Værre endnu, den største ulykke bestod i, at Napoleon tvang de besejrede folk til at afgive hjælpetropper til sine egne krige. Men da situationen ikke desto mindre udviklede sig sådan, at de tyske folk måtte udholde erobrerens stormløb på et tidspunkt, hvor de revolutionære kriges epoke i Frankrig afløstes af de imperialistiske erobringskriges epoke, da afsløredes klart det, som de folk ikke vil forstå, der har hengivet sig til fraser og som fremstiller fredsundertegnelsen som et fald. Set med den adelige duellants øjne er denne psykologi forståelig, men ikke set med arbejderens og bondens øjne. Den sidste har gennemgået krigens hårde skole og har lært at drage slutninger. Der har også været hårdere prøvelser, som mere tilbagestående folk er kommet igennem. Det er sket, at en endnu hårdere fred er indgået, og den blev indgået af tyskerne i en tid, da de ikke havde nogen hær, eller da deres hær var syg, som vores er nu. De indgik den hårdest tænkelige fred med Napoleon. Og denne fred betød ikke Tysklands fald, tværtimod, den blev et vendepunkt, et nationalt forsvar og et nationalt opsving. Også vi står foran et sådant vendepunkt, også vi gennemlever lignende forhold. Vi må se sandheden i øjnene og afvise fraser og deklamationer. Vi må sige, at når det er nødvendigt, bliver vi nødt til at slutte fred. Befrielseskrig, klassekrig og folkekrig vil indtage napoleonskrigenes plads. Napoleonskrigenes system vil ændre sig, fred vil afløse krig, krig afløse fred, og af hver ny hård fred er der altid udsprunget en mere omfattende forberedelse til krig. Den hårdeste af fredstraktaterne, Tilsitfreden, indgik i historien som et vendepunkt på et tidspunkt, da et omsving indtrådte i det tyske folk, da det trak sig tilbage til Tilsit, helt til Rusland, men i virkeligheden vandt tid, afventede, indtil den internationale situation, der havde tilladt Napoleon, en røver af samme karat, som nu Hohenzollerne og Hindenburg, at triumfere en tid, indtil situationen ændredes, indtil det tyske folk, der var udmarvet af årtiers napoleonskrige og nederlag, med bevidsthed samlede sig og atter rejste sig til nyt liv. Netop det lærer historien os, og netop derfor er enhver fortvivlelse og frase forbryderisk, og derfor vil enhver sige: Ja, de gamle imperialistiske krige er ved at gå til ende. Et historisk omsving er begyndt.
Siden oktober har vor revolution været et stort triumftog, men nu er lange og vanskelige tider begyndt, vi ved ikke hvor lange, men ved, at det drejer sig om en lang og vanskelig periode af nederlag og tilbagetog, fordi styrkeforholdet er sådan, og fordi vi med tilbagetoget giver folket hvil. Giver mulighed for, at hver arbejder og bonde begriber den sandhed, der giver ham mulighed for at forstå, at nye imperialistiske røverkrige vil blive indledt mod undertrykte folk, og at arbejderen og bonden så vil forstå, at vi skal rejse os til forsvar for fædrelandet, eftersom vi siden oktober er blevet forsvarere. Siden 25. oktober har vi åbent sagt, at vi går ind for at forsvare fædrelandet, eftersom vi nu har et fædreland, fra hvilket vi har fordrevet Kerenskij- og Tjernov-folkene, eftersom vi har tilintetgjort de hemmelige traktater og kuet bourgeoisiet, indtil videre dårligt, men vi vil lære at gøre det bedre.
Kammerater, der er en endnu vigtigere forskel mellem det russiske folks tilstand, efter at det har lidt et hårdt nederlag til erobreren Tyskland, og det tyske folks dengang. Der er en overordentlig stor forskel, som må omtales, selv om jeg kort har været inde på den i den foregående del af min tale. Kammerater, da det tyske folk for lidt over 100 år siden løb ind i en periode af hårde erobringskrige, en periode, hvor det måtte vige og undertegne den ene skændige fred efter den anden, før det tyske folk vågnede op, da forholdt det sig sådan, at det tyske folk kun var svagt og tilbagestående – det var det absolut. Det stod ikke blot ansigt til ansigt med erobreren Napoleons militære styrke og magt, det var konfronteret med et land, der stod over det i revolutionær og politisk henseende, i alle henseender, som rejste sig højt højt over andre lande, og som havde det sidste ord. Dette land stod langt højere end over det folk, som vegeterede, undertrykt af imperialister og godsejere. Men det folk, gentager jeg, som kun var svagt og tilbagestående, formåede at lære af de bitre nederlag og rejste sig. Vi er i en bedre situation: vi er ganske vist et svagt og tilbagestående folk, men vi er det folk, der formåede – ikke takket være særlige fortjenester, men takket være en særlig sammenkædning af historiske omstændigheder – formåede at påtage os æren af at rejse den internationale revolutions banner. (Bifald.)
Jeg ved udmærket, kammerater, og jeg har sagt det direkte flere gange, at dette banner holdes af svage hænder, og det kan ikke holdes oppe af arbejderne i det mest tilbagestående land, hvis ikke arbejderne i alle de fremskredne lande kommer dem til hjælp. De socialistiske forandringer, vi har gennemført, er i mangt og meget ufuldkomne, svage og utilstrækkelige: de vil blive et fingerpeg for de fremskredne vesteuropæiske arbejdere, der vil sige til sig selv: »Russerne påbegyndte da i hvert fald en sag, som burde påbegyndes«, men vigtigt er det, at vort folk i sammenligning med det tyske folk ikke kun er et svagt og tilbagestående folk, men det folk, der har rejst revolutionens banner. Mens bourgeoisiet i et hvilket som helst land fylder alle sider i deres aviser med bagvaskelse af bolsjevikkerne, mens de franske, engelske, tyske osv. imperialisters presseorganer i samstemmigt kor bagtaler bolsjevikkerne, er der ikke et land, hvor vor socialistiske statsmagts navne og paroler ville fremkalde udbrud af harme på møder indkaldt af arbejdere. (Tilråb: »Det er løgn!«) Nej, det er ikke løgn, men sandt, og enhver, der har været i Tyskland, i Østrig, Svejts eller Amerika de senere måneder, vil sige jer, at det ikke er løgn, men sandt, at navne og paroler hidrørende fra sovjetmagtens repræsentanter i Rusland, hilses med den største entusiasme blandt arbejderne, at de arbejdende masser, trods alle hånde løgne fra bourgeoisiet i Tyskland, Frankrig osv., har forstået, at hvor svage vi end er, arbejdes der her i Rusland for deres sag. Ja, vort folk skal bære den overordentlig tunge byrde, det har påtaget sig, men det folk, der formåede at skabe sovjetmagten, kan ikke bukke under. Og jeg gentager: ikke en eneste bevidst socialist, ikke én arbejder, der tænker over revolutionens historie, kan bestride, at trods alle sovjetmagtens mangler – som jeg kender alt for godt og udmærket forstår at vurdere – er sovjetmagten den højeste statstype, en direkte fortsættelse af Pariserkommunen. Den har rejst sig et trin over de øvrige europæiske revolutioner, og derfor befinder vi os ikke under så vanskelige forhold som det tyske folk for hundrede år siden. Ændringen af styrkeforholdet mellem røverne, udnyttelsen af konflikter samt opfyldelsen af de krav, som røveren Napoleon, røveren Aleksander I og det engelske monarkis røvere – stillede, det var den eneste chance for dem, feudalismen undertrykte, og ikke desto mindre bukkede det tyske folk ikke under på grund af Tilsitfreden. Men vi, gentager jeg, har bedre betingelser, fordi vi har den største forbundsfælle i alle de vesteuropæiske lande, det internationale socialistiske proletariat, som er med os, hvad vore modstandere så end siger. (Bifald.) Denne forbundsfælle har ganske vist ikke let ved at lade sin røst lyde, ligesom vi heller ikke havde det før slutningen af februar 1917. Denne forbundsfælle lever illegalt, under militære tvangsarbejde- og tugthusforhold, som alle de imperialistiske lande er omdannet til, men denne fælle kender os og forstår vor sag. Han har vanskeligt ved at komme os til hjælp, og derfor har de sovjetiske tropper brug for megen tid, megen tålmod og må gennemgå hårde prøvelser, mens de afventer dette tidspunkt. Vi vil gribe den mindste chance til at trække tiden ud, da tiden arbejder for os. Vor sag styrkes, imperialisternes kræfter svækkes, og hvor store de prøvelser og nederlag, der kommer ud af »Tilsit«-freden, end bliver, indleder vi tilbagetrækningens taktik, og, gentager jeg endnu en gang: der er ingen tvivl om, at både det bevidste proletariat og de bevidste bønder er med os, og vi formår ikke kun at gå heltemodigt til angreb, men også at trække os tilbage med samme heltemod og afvente, til det internationale socialistiske proletariat kommer til hjælp, og så begynder vi den anden socialistiske revolution, denne gang i verdensmålestok. (Bifald.)
2. Der tænkes på det mensjevikiske og det socialrevolutionære parti, som dengang havde repræsentanter i sovjetterne. Disse partier blev imidlertid udelukket den 14. juni på grund af kontrarevolutionær virksomhed. – S. 188.
3. Lenin tænker på officeren Dubasov, der på et møde i Petrograd-sovjetten 21. september (4. oktober) erklærede, at soldaterne vil ét: slut på krigen – og ikke kæmpe længere. – S. 198.
4. Der tænkes på »Traktaten mellem den Russiske og Finske socialistiske Republik«, der blev indgået i marts 1918 efter forslag fra den dengang revolutionære finske regering i midten af februar. Traktaten var den første, der blev indgået mellem socialistiske lande. – S. 199.
Sidst opdateret 30.12.2008