Artiklen blev skrevet 11. marts og tryktes første gang 12. marts 1918 i Isvestija VTIK, nr. 46.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 182-186, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. dec. 2008
Du er både fattig og rig,
Du er både mægtig og afmægtig,
Lille Mor Rusland!
Menneskehedens historie foretager i vore dage en af de største og vanskeligste vendinger, som har uhyre, man kan uden mindste overdrivelse sige verdensbefriende betydning. Fra krig til fred; fra en krig mellem røvere, som sender millioner af udbyttede og arbejdende til slagtebænken for at få lavet en ny opdeling af det bytte, de stærkeste røvere har tilranet sig, til de undertryktes krig mod undertrykkerne for at frigøre sig fra kapitalens åg; fra bundløs lidelse, pinsel, hungersnød og barbari til en lys fremtid i det kommunistiske samfund med almindelig velstand og varig fred; det er ikke underligt, om der i de skarpeste kurver i denne skarpe vending, når det gamle rundt omkring revner og styrter sammen under frygtelig knagen og bragen, mens det nye fødes ved siden af under uhørte kvaler, er nogen, der bliver lidt ør i hovedet, nogen der gribes af fortvivlelse, nogen der søger beskyttelse mod den undertiden alt for bitre virkelighed og tyer til den skønne, betagende frase.
Rusland har særlig indgående iagttaget, særlig stærkt og pinefuldt oplevet de skarpeste af alle skarpe brud i historien, der slog om fra imperialismen til den kommunistiske revolution. Vi styrtede på få dage et af de ældste og mægtigste, et af de mest barbariske og bestialske monarkier. Vi gennemgik på få måneder en række etaper, hvor kompromispolitikken med bourgeoisiet blev gennemprøvet og de småborgerlige illusioner overvundet, hvad andre lande har spildt årtier på. Da bourgeoisiet var styrtet, brød vi på få uger dets åbne modstand i borgerkrigen. Vi har oplevet bolsjevismens triumftog gennem hele det vældige land. Selv de underste lag af de arbejdende masser, som tsarismen og bourgeoisiet holdt nede i undertrykkelse, har vi hævet op til frihed og selvstændigt liv. Vi har oprettet og konsolideret sovjetrepublikken, en ny statstype, som står uendelig meget højere og er langt mere demokratisk end de bedste af de borgerlig-parlamentariske republikker. Vi har indført proletariatets diktatur, der støttes af de fattige bønder, og er begyndt på et stort anlagt system af socialistiske omformninger. I millioner og atter millioner arbejdere i alle lande har vi vakt troen på deres egne kræfter og tændt begejstringens glød. Vi har udbredt den internationale arbejderrevolutions kampråb overalt. Vi har tilkastet alle landes imperialistiske røvere handsken.
Og på få dage er vi blevet kastet til jorden af en imperialistisk røver, der overfaldt en våbenløs. Han tvang os til at underskrive en hård og ydmygende fred – en tribut, fordi vi understod os i at rive os ud af den imperialistiske krigs skruestik, om end kun for en ganske kort tid. Røveren knuser og undertrykker og sønderriver Rusland med desto større raseri, jo mere truende arbejderrevolutionens spøgelse rejser sig for ham i hans eget land.
Vi var nødt til at underskrive »Tilsitfreden«. Vi må ikke bedrage os selv. Vi må have mod til at se den usminkede, bitre sandhed i øjnene. Vi må fuldstændigt og til bunds erkende hele den afgrund af nederlag, sønderlemmelse, slaveri og ydmygelse, man nu har styrtet os ned i. Jo klarere vi forstår dette, jo fastere, hårdere og mere stålsat bliver vor vilje til befrielse, vor stræben efter igen at rejse os fra slaveri til selvstændighed, vor urokkelige vilje til for enhver pris at vinde frem, således at Rusland hører op med at være fattig og afmægtig og i ordets fulde betydning bliver mægtigt og rigt.
Det kan det blive, thi vi har trods alt plads og naturlige rigdomme nok til at forsyne alle og enhver, om ikke med en rigelig, så dog med en tilstrækkelig mængde midler til at leve for. Både i naturrigdommene, i de forhåndenværende menneskelige kræfter og i det herlige vingefang, den store revolution har givet folkets skaberkraft, har vi stof nok til at skabe et virkelig mægtigt og rigt Rusland.
Sådan vil Rusland blive, hvis det kaster al forsagthed og alle fraser væk, hvis det bider tænderne sammen og samler alle sine kræfter, strammer hver nerve og spænder hver muskel, hvis det forstår, at redning kun er mulig ad den vej til den internationale socialistiske revolution, vi er slået ind på. At gå frem ad denne vej, ikke tabe modet over et nederlag, samle sten på sten til det socialistiske samfunds faste fundament, arbejde uden et øjebliks pause på at skabe disciplin og selvdisciplin, på overalt og allevegne at styrke organisertheden, ordenen, sagligheden og det harmoniske samarbejde mellem alle folkets kræfter, styrke den almindelige regnskabsføring og kontrol med produktionen og produkternes fordeling – det er vejen til skabelse af en militær magt og en socialistisk magt.
Det er uværdigt for en virkelig socialist, der lider et svært nederlag, at sætte sig på den høje hest eller at henfalde til fortvivlelse. Det er usandhed, at vi ikke har nogen udvej, og at vi kun har valget mellem den (fra en polsk herremands /sjljakhtitj/ synspunkt) »æreløse« død, som en hård fred betyder, og en »berømmelig« død i en håbløs kamp. Det er usandhed, at vi har forrådt vore idealer eller vore venner ved at underskrive »Tilsitfreden«. Vi har ikke forrådt noget eller nogen, vi har ikke forsvaret eller dækket over nogen løgn, vi har ikke afslået at hjælpe nogen ven og kammerat, der var i nød, med alt hvad vi kunne, med alt hvad der stod til vor rådighed. Den hærfører, som fører resterne af en slået eller i panik flygtende hær ind i det indre af landet, og som beskytter dette tilbagetog, i værste fald med en hård og ydmygende fred, han begår ikke noget forræderi mod de troppeenheder, som det ikke står i hans magt at hjælpe, og som er afskåret af fjenden. En sådan hærfører gør sin pligt, når han vælger den eneste vej til at redde, hvad der endnu kan reddes, ikke indlader sig på eventyr, ikke besmykker den bitre sandhed for folket, men »opgiver rum for at vinde tid« og udnytter ethvert nok så ringe pusterum til at samle kræfter, til at lade hæren hvile ud og komme til hægterne, når den lider under opløsning og demoralisering.
Vi har underskrevet en »Tilsitfred«. Da Napoleon I i 1807 påtvang Prøjsen Tilsitfreden, havde erobreren tilintetgjort alle tyskernes hære, besat hovedstaden og alle de store byer, indført sit eget politi, tvunget de besejrede til at give sig hjælpetropper til sine nye røverkrige og sønderlemmet Tyskland ved at slutte forbund med nogle tyske stater mod andre tyske stater. Og ikke desto mindre, selv efter en sådan fred formåede det tyske folk at hævde sig, at komme til kræfter, at rejse sig og tilkæmpe sig ret til frihed og selvstændighed.
For enhver, der kan og vil tænke, er eksemplet med Tilsitfreden (som kun var en af de mange hårde og ydmygende traktater, der blev påtvunget tyskerne i denne epoke), et bevis på, hvor barnligt naiv den tanke er, at en hård fred under alle omstændigheder er bundløst fordærv, mens krigen skulle være vejen til berømmelse og frelse. Krigsepokerne lærer os, at freden ikke sjældent i historien har betydet et pusterum og tjent til at samle kræfter til nye slag. Tilsitfreden var den største ydmygelse for Tyskland, men samtidig var den omslaget til det største nationale opsving. Dengang tillod den historiske situation ikke dette opsving at munde ud i andet end den borgerlige stat. Dengang, for over 100 år siden, skabte en håndfuld adelsmænd og nogle få borgerlige intellektuelle historie, mens arbejdernes og bøndernes masser sov deres dybe søvn. Dengang kunne historien altså kun skride fremad med dræbende langsomhed.
Nu har kapitalismen stadig højnet kulturen i almindelighed og massernes kamp i særdeleshed. Krigen har rusket masserne op, vækket dem med uhørte rædsler og lidelser. Krigen har drevet historien fremad, og den flyver nu af sted med iltogsfart. Millioner og atter millioner mennesker skaber nu selv historie. Kapitalismen er nu bleven moden til socialismen.
Og derfor, når Rusland nu – og det sker utvivlsomt – lader »Tilsitfreden« bag sig og går fremad mod et nationalt opsving, en stor krig for fædrelandet, så vil dette opsving ikke munde ud i den borgerlige stat, men i den internationale socialistiske revolution. Vi er forsvarsvenner siden den 25. oktober 1917. Vi er tilhængere af »Fædrelandsforsvaret«, men den krig for fædrelandet, vi går i møde, er en krig for det socialistiske fædreland, for socialismen som fædreland, for sovjetrepublikken som en del af socialismens verdensarmé.
»Had tyskerne, slå tyskerne« – dette var og er stadig den sædvanlige, dvs. borgerlige patriotismes parole. Men vi siger: »Had de imperialistiske røvere, had kapitalismen, død over kapitalismen! « og tilføjer: »Lær af tyskerne! Vær tro mod det broderlige forbund med de tyske arbejdere. De er kommet bagefter med at bringe os hjælp. Vi vil vinde tid, vi vil vente på dem, de kommer os til hjælp.«
Ja, lær af tyskerne! Historien går i siksak og ad slyngede veje. Det er gået sådan, at netop tyskerne ved siden af den bestialske imperialisme legemliggør princippet disciplin, organisation, harmonisk samvirke på grundlag af den mest moderne maskinelle industri, streng regnskabsføring og kontrol.
Og det er netop det, vi ikke har. Det er netop det, vi må lære. Det er netop det, vor store revolution mangler for fra den sejrrige begyndelse gennem en række hårde prøvelser at nå frem til den sejrrige fuldendelse. Det er net-op det, den Russiske Socialistiske Sovjetrepublik behøver for at høre op med at være fattig og afmægtig, for uigenkaldeligt at blive mægtig og rig.
Sidst opdateret 30.12.2008