Artiklen blev trykt 1. marts 1918 i Pravda nr. 38.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 145-146, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. dec. 2008
Det revolutionære opsving, der er fremkaldt af de tyske hvidgardisters forræderiske overfald på den russiske revolution, er en kendsgerning. Alle vegne fra indløber der telegrammer om, at folk er rede til at rejse sig til forsvar for sovjetmagten og kæmpe til sidste mand. En anden indstilling til sin arbejder- og bondemagt var heller ikke at vente.
Men begejstring alene er ikke nok til at føre krig med, når det drejer sig om en modstander som den tyske imperialisme. Det ville være den største naivitet, ja en forbrydelse, hvis man tog let på den givne, virkelige, hårdnakkede og blodige krig.
Man skal føre krigen effektivt, eller slet ikke føre den. En mellemvej kan der ikke være tale om. Når de tyske imperialister påtvinger os krigen, er det vor hellige pligt nøgternt at vurdere vor stilling, skaffe os overblik over kræfterne og kontrollere den økonomiske mekanisme. Alt dette må ske med den hurtighed, der er nødvendig i krigstid, for at tøve er i vor nuværende situation i sandhed »ensbetydende med døden«. Hannibal står foran portene – det må vi ikke glemme et eneste øjeblik.
For at kunne føre krigen effektivt må vi have et gennemorganiseret bagland. Selv den bedste armé, selv revolutionens mest offervillige tilhængere vil øjeblikkelig blive tilintetgjort af modstanderen, hvis de ikke i tilstrækkelig grad bevæbnes, forsynes med levnedsmidler og trænes. Det er så indlysende, at man ikke behøver at forklare det.
Hvordan står det til med vor revolutionære hærs bagland? – Allersørgeligst, for at udtrykke sig mildt. Krigen har fuldstændig desorganiseret vort transportvæsen, vareudvekslingen mellem by og land er i forfald, og det direkte og umiddelbare resultat heraf er hungersnøden i de store byer.
Under fjendens slag omorganiseres vor hær helt og holdent. Den gamle hær, der var fortrolig med betingelserne for krigsførelsen under nutidens forhold, eksisterer ikke mere. Denne hær, der er fuldstændig udmattet af krigen og dødtræt af at ligge tre et halvt år i skyttegravene, er i militær henseende lig nul. Den Røde Hær er ubetinget et glimrende kampmateriale, men det er råmateriale, ubehandlet materiale. Hvis den ikke skal blive kanonføde for det tyske skyts må den trænes og disciplineres.
Vi står overfor uhyre vanskeligheder. Alle lokale sovjetter må omgående, straks efter at de har afsendt telegram om deres beredvillighed til at kæmpe mod den ydre fjende, meddele, hvor mange vognladninger korn de kan sende til Petrograd, hvor store troppestyrker de straks kan sende til fronten, og hvor mange rødgardister der er under uddannelse. Der må foretages en optælling af alle våben og al ammunition, og produktionen af nye våben og ny ammunition må øjeblikkelig genoptages. Jernbanerne må renses for »sækkemænd« [1] og bøller. Den strengeste revolutionære disciplin må genoprettes overalt. Kun når alle disse betingelser opfyldes, kan man for alvor tale om at føre krig. Ellers bliver al tale om den »mest revolutionære krig« til en frase. Men frasen er altid skadelig, og i det nuværende kritiske øjeblik kan den komme til at spille en skæbnesvanger rolle.
Jeg er fast overbevist om, at vor revolution vil klare denne tids kolossale vanskeligheder. Den har allerede udført et kæmpemæssigt arbejde, men hvis vi vil føre vor sag til sejr, må vi øge vor energi kolossalt.
Kun da vil vi sejre.
1. »Sækkemænd« – et udtryk, som under borgerkrigen (1918-1920) anvendtes om profitmagere, der smuglede sække med levnedsmidler til nødstedte distrikter i den hensigt at forlange ublu priser. – S. 146.
Sidst opdateret 30.12.2008