Skrevet 24. februar 1918. Trykt 26. februar 1918 i Pravda, nr. 35.
Oversat til dansk af Annedorte Dalsgaard.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 129-132, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. dec. 2008
Kære kammerater!
Centralkomiteens organisationsbureau anser det for nødvendigt at henvende sig til jer med en forklaring om de motiver, der har bevæget centralkomiteen til at acceptere den tyske regerings fredsbetingelser. Organisationsbureauet henvender sig til jer, kammerater, med denne forklaring for udførligt at oplyse alle partimedlemmer om synspunktet hos centralkomiteen, der repræsenterer hele partiet i tiden mellem kongresserne. Organisationsbureauet anser det for nødvendigt at påpege, at i spørgsmålet om at undertegne fredsbetingelserne var centralkomiteen ikke enig. Men en én gang vedtaget beslutning må støttes af hele partiet. I de nærmeste dage vil kongressen træde sammen, og først dér vil det være muligt at afgøre spørgsmålet om, i hvilken grad centralkomiteen rigtigt har udtrykt hele partiets virkelige standpunkt. Indtil kongressen fører alle partimedlemmer for partipligtens skyld, for bevarelsen af enheden i vore egne rækker beslutningerne fra sit centrale førende organ, partiets centralkomité ud i livet.
Det er absolut nødvendigt at undertegne en anneksionistisk, utrolig hård fred med Tyskland på nuværende tidspunkt (24. februar 1918), og det beror først og fremmest på, at vi ikke har nogen hær, at vi ikke kan forsvare os.
Alle ved, hvorfor vi efter den 25. oktober 1917, efter at proletariatet og de fattige bønders diktatur havde sejret, er blevet tilhængere af forsvaret, hvorfor vi går ind for forsvaret af fædrelandet.
Ud fra det synspunkt at ville forsvare fædrelandet er det utilladeligt at lade sig inddrage i et militært sammenstød, når man ikke har en hær, og når fjenden er bevæbnet til tænderne og udmærket forberedt.
Den socialistiske sovjetrepublik kan ikke føre krig, når det åbenbart overvejende flertal af arbejder-, bonde- og soldatermasserne, der vælger sovjetterne, er imod krigen. Det ville være et eventyr. Det ville være anderledes, hvis denne krig sluttes, selv med en nok så hård fred, og den tyske imperialisme så igen vil føre en angrebskrig mod Rusland. Så vil flertallet af sovjetterne sikkert være for en krig.
At føre krig nu indebærer objektivt at falde for det russiske bourgeoisis provokation. Det ved meget godt, at Rusland nu er forsvarsløst og vil blive knust selv med få kræfter fra tyskernes side, som bare behøver at skære de vigtigste jernbanelinjer over for at tage Petrograd og Moskva ved hjælp af udsultning. Bourgeoisiet ønsker krig, for det vil styrte sovjetmagten og indgå en aftale med det tyske bourgeoisi. Storborgerens jubel, da tyskerne marcherede ind i Dvinsk og Resjitsa, i Venden og i Hapsal, i Minsk og i Drissa, er det klareste udtryk for det.
Forsvar af revolutionær krig på nuværende tidspunkt bliver uundgåeligt til en revolutionær frase. For det er jo umuligt for et ruineret bondeland uden en hær, uden en alvorlig økonomisk forberedelse, at føre en moderne krig mod den fremskredne imperialisme. Modstand mod den tyske imperialisme, der vil knuse os, når den har fanget os, er ubetinget nødvendigt. Men det ville være en tom frase at kræve: modstand netop ved hjælp af en væbnet rejsning og netop nu, da en sådan modstand åbenbart er håbløs for os, åbenbart er fordelagtig for både det tyske og det russiske bourgeoisi.
Forsvar af revolutionær krig akkurat nu med argumenter om at støtte den internationale socialistiske bevægelse er netop en sådan frase. Hvis vi gør det lettere for den tyske imperialisme at knuse sovjetrepublikken ved at gå i kamp med den på et uegnet tidspunkt, så vil vi skade og ikke hjælpe den tyske og internationale arbejderbevægelse og socialismens sag. Vi hjælper kun de revolutionære internationalister i alle lande ved alsidigt, hårdnakket, systematisk arbejde; men at indlade sig på eventyr med en væbnet opstand, når det åbenbart er et eventyr, det er en marxist uværdigt.
Hvis Liebknecht sejrer om to til tre uger (det er muligt), så hjælper han os naturligvis ud af alle vanskeligheder. Det ville dog simpelt hen være en dumhed og en hån mod den store parole om solidaritet mellem arbejdere i alle lande, hvis vi fandt på at love folket, at Liebknecht bestemt og ubetinget vil sejre i de nærmeste uger. Netop ved at tænke sådan forvandler vi den store parole: »Vi har satset på verdensrevolutionen« til en hul frase.
Situationen ligner objektivt sommeren 1907. Dengang havde den russiske monarkist Stolypin knust og fanget os, i dag er det den tyske imperialist. Dengang viste parolen om øjeblikkelig opstand, der desværre havde grebet hele det socialrevolutionære parti, sig at være en frase. I dag, i dette øjeblik er parolen om revolutionær krig tydeligt en frase, som de venstre-socialrevolutionære lader sig rive med af, idet de gentager de højre-socialrevolutionæres argumenter. Vi er fanget af den tyske imperialisme, vi står over for en vanskelig og langvarig krig for at styrte denne verdensimperialismens banebryder; denne kamp er ubetinget den sidste og afgørende kamp for socialismen, men at begynde denne kamp med væbnet rejsning i dette øjeblik mod imperialismens banebryder er eventyr, som marxister aldrig vil indlade sig på.
Systematisk, urokkelig, alsidig forberedelse af landets forsvarsevne, selvdisciplin overalt og allevegne, udnyttelse af det svære nederlag til at højne disciplinen på alle livets områder, for et økonomisk opsving i landet og en konsolidering af sovjetmagten – det er dagens opgave, det er forberedelse af revolutionær krig i handling og ikke i ord.
Til slut anser organisationsbureauet det for nødvendigt at påpege, at eftersom den tyske imperialismes angreb end ikke er standset, må alle partimedlemmer organisere en enstemmig modstand. Hvis det er umuligt ved at undertegne freden, selv en yderst hård, at vinde tid til at forberede nye slag, må vort parti pege på nødvendigheden af, at alle kræfter anspændes til den åbne modstand.
Hvis vi kan vinde tid, få blot et kort pusterum til organisatorisk arbejde, er vi forpligtet til at opnå det. Hvis der ikke gives os en pause, skal vort parti kalde masserne til kamp, til det mest energiske selvforsvar. Vi er overbevist om, at alle partimedlemmer opfylder deres pligt over for partiet, over for deres lands arbejderklasse, over for folket og proletariatet. Ved at bevare sovjetmagten yder vi den bedste, stærkeste støtte til proletariatet i alle lande i dets utroligt vanskelige, svære kamp mod sit bourgeoisi. Et hårdere slag for socialismens sag i dag end et sammenbrud af sovjetmagten i Rusland findes ikke og kan ikke findes.
Med kammeratlig hilsen
Sidst opdateret 27.12.2008