Trykt første gang 1922 i N. Lenins (V. Uljanovs) Samlede Værker bind XV, 3. udgivelse 1929 i bogen RSDAP’s Centralkomites Protokol. August 1917-februar 1918.
Oversat til dansk af Annedorte Dalsgaard.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 106-108, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. dec. 2008
Kammerat Lenin tager ordet først. Han påpeger, at på mødet den 8. (21.) januar fremkom der tre synspunkter om dette spørgsmål, og stiller spørgsmålet, om man skal diskutere punkterne i de af ham foreslåede teser eller om man skal åbne for en generel diskussion. Det sidste vedtages, og kammerat Lenin får ordet.
Han begynder med at fremlægge de tre synspunkter, der fremkom på foregående møde: 1) en separat anneksionistisk fred, 2) en revolutionær krig og 3) erklæring om, at krigen er standset, hæren skal demobiliseres, men freden undertegnes ikke. På foregående møde fik første synspunkt 15 stemmer, det andet 32 og det tredje 16.
Kammerat Lenin påpeger, at bolsjevikkerne aldrig har forkastet forsvaret, men at der måtte foreligge en helt bestemt konkret situation for dette forsvar og værn af fædrelandet, nemlig den situation der foreligger nu: forsvar af den socialistiske republik mod den usædvanlig stærke internationale imperialisme. Spørgsmålet går kun på, hvordan skal vi forsvare fædrelandet, den socialistiske republik. Hæren er enormt træt af krigen; hestebestanden er i en sådan tilstand, at vi ikke kan føre artilleriet bort i tilfælde af angreb; tyskernes stilling på øerne i Østersøen er så god, at de under et angreb kan tage Reval og Petrograd med de bare næver. Fortsætter vi krigen under de forhold, styrker vi uhørt meget den tyske imperialisme; freden må alligevel sluttes, men så bliver den værre, eftersom det ikke bliver os, der indgår den. Den fred, vi er nødt til at indgå nu, bliver utvivlsomt en skændig fred, men hvis krigen begynder igen, så afsættes vor regering, og freden bliver sluttet af en anden regering. Nu støtter vi os ikke kun på proletariatet, men også på de fattige bønder, som trækker sig tilbage fra os, hvis krigen fortsætter. Det er i den franske, engelske og amerikanske imperialismes interesse at trække krigen i langdrag, og et bevis på dette er f.eks. amerikanernes forslag, fremsat i Krylenkos hovedkvarter, om 100 rubler for hver russisk soldat. Tilhængerne af en revolutionær krig påpeger, at vi hermed kommer til at befinde os i en borgerkrig med den tyske imperialisme, og at vi hermed vil kunne fremkalde revolutionen i Tyskland. Men Tyskland er jo endnu kun svanger med revolutionen, mens vi allerede har født et helt sundt barn – den socialistiske revolution, som vi kan slå ihjel ved at begynde en krig. Vi har et cirkulære fra de tyske socialdemokrater, hvori der findes oplysninger om de to centrumstrømningers holdninger til os, hvoraf den ene mener, at vi er korrumperede, og at der foregår en komedie i Brest, hvor rollerne i forvejen er fordelt. Denne del angriber os for våbenhvilen. Den anden del, Kautsky-tilhængerne, forklarer, at bolsjevikkernes personlige hæderlighed er hævet over enhver tvivl, men at bolsjevikkernes opførsel er en psykologisk gåde. [1] Vi kender ikke venstre-socialdemokraternes mening. De engelske arbejdere støtter vore fredsbevægelser. Naturligvis bliver den fred, vi slutter, en skændig fred, men vi må have udsættelse for at gennemføre sociale reformer (tag f.eks. transportvæsenet); vi må blive stærkere, og dertil må vi have mere tid. Vi må kvæle bourgeoisiet, og for at kunne gøre det må vi have begge hænder frie. Herefter har vi igen begge hænder frie, og så kan vi føre en revolutionær krig mod den internationale imperialisme. De nu skabte afdelinger af en revolutionær, frivillig armé – det bliver officerer i vor fremtidige armé.
Det, som kammerat Trotskij foreslår – at man skal standse krigen, afstå fra at undertegne freden og demobilisere hæren – det er en international politisk demonstration. Ved at trække tropperne tilbage opnår vi, at vi giver Den Estiske Socialistiske Republik til tyskerne. Man siger, at ved at slutte fred frigør vi hænderne på japanerne og amerikanerne, der omgående vil erobre Vladivostok. Men inden de kommer længere end til Irkutsk, kan vi styrke vor socialistiske republik. Ved at undertegne freden, overgiver vi det nu selvstændige Polen, men vi bevarer Den Estiske Socialistiske Republik og gør det muligt at befæste vore landvindinger. Naturligvis gør vi en vending mod højre, der snavser os til, men vi er nødt til det. Hvis tyskerne går til angreb, så bliver vi nødt til at undertegne enhver fred, men så bliver den naturligvis værre. Tre milliarder i erstatningsbetalinger er ikke en alt for høj pris for at redde den socialistiske republik. Ved at undertegne freden nu viser vi de brede masser ved selvsyn, at imperialisterne (Tyskland, England og Frankrig) efter at have taget Riga og Bagdad, fortsætter med at slås, mens vi udvikler os, og den socialistiske republik udvikler sig.
Kammerat Lenin påpeger, at han på visse områder ikke er enig med sine meningsfæller Stalin og Sinovjev. [2] På den ene side findes der naturligvis en massebevægelse i Vesten, men revolutionen er endnu ikke begyndt der. Hvis vi imidlertid på grund af det skulle ændre vor taktik, så ville vi forråde den internationale socialisme. Lenin er ikke enig med Sinovjev i, at en fredsslutning for en tid vil svække bevægelsen i Vest. Hvis vi tror på, at den tyske bevægelse kan udvikle sig øjeblikkeligt i tilfælde af en pause i fredsforhandlingerne, så må vi ofre os, for den tyske revolution vil i styrke blive meget stærkere end vor. Men sagen er, at bevægelsen endnu ikke er begyndt der, men at vi allerede har et nyfødt og højt råbende barn, og hvis vi i dette øjeblik ikke klart siger, at vi går med til fred, så går vi under. For os er det vigtigste at klare os indtil der kommer en socialistisk revolution alle vegne, og det kan vi kun opnå ved at slutte fred.
Kammerat Lenin foreslår en afstemning om, at vi på alle måder trækker undertegnelsen af en fred i langdrag.
1. Lenin henviser til en anonym artikel i avisen Novaja Sjisn nr. 7, den 11. (24.) januar 1918 med overskriften: Bolsjevikkerne Og Det Tyske Socialdemokrati. Avisen forklarede, at artiklen var skrevet af en fremstående repræsentant for det uafhængige tyske socialdemokrati. – S. 107.
2. Lenin henviser til J. V. Stalins tale, nedskrevet i protokollen: »Kammerat Stalin mener, at vi ved at acceptere parolen om en revolutionær krig ville spille imperialismen kortene i hænde. Kammerat Trotskijs holdning er ikke en holdning. Der findes ingen revolutionær bevægelse i vesten, der findes ingen kendsgerninger. Det som findes er et potentiel, og vi kan ikke rette os efter et potentiel. Hvis tyskerne går til angreb, vil det tjene kontrarevolutionen hos os.«
Fra Sinovjevs tale henviser Lenin til følgende: »... naturligvis står vi over for en vanskelig kirurgisk operation, eftersom vi ved en fred forstærker chauvinismen i Tyskland og for en tid svækker bevægelsen overalt i vesten. Men længere fremme skimtes et andet perspektiv, og det er den socialistiske republiks undergang.« – S. 108.
Sidst opdateret 27.12.2008