Skrevet 25.-28. december 1917. Trykt første gang i Pravda nr. 17, 20. januar 1929.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 81-90, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. dec. 2008
Borgerlige skribenter fylder nu som før hele bjerge af papir med lovsange om konkurrencen, det private initiativ og lignende skønne dyder og yndigheder ved kapitalisterne og det kapitalistiske system. De har beskyldt socialisterne for ikke at ville forstå betydningen af disse dyder og betænke »menneskets natur«. Men i virkeligheden har kapitalisterne for længst erstattet den lille selvstændige vareproduktion, hvor konkurrencen i nogenlunde stort omfang kunne fremme initiativet, energien og den dristige foretagsomhed, med den store og meget store fabriksproduktion, med aktieselskaber, syndikater og andre monopoler. Konkurrence under en sådan kapitalisme betyder uhørt brutal undertrykkelse af initiativet, energien og den dristige foretagsomhed hos befolkningsmasserne, hos deres enorme flertal, hos 99 pct. af det arbejdende folk, ligesom den betyder, at kappestriden erstattes med finanssvindel, nepotisme og spytslikkeri på den sociale rangstiges top.
Frem for at afskaffe kappestriden gør socialismen det tværtimod for første gang muligt at anvende den i virkelig bredt omfang, i virkeligt masseomfang, for virkelig at drage flertallet af det arbejdende folk ind på et arbejdsfelt, hvor de kan vise, hvad de duer til, udfolde deres evner og afsløre de talenter, der findes i folket i uudtømmelige kilder, og som kapitalismen i tusindvis og millionvis har nedtrampet, undertrykt og kvalt.
Nu, da en socialistisk regering er ved magten, er det vor opgave at organisere kappestriden.
Bourgeoisiets medløbere og tallerkenslikkere har udmalet socialismen som en ensformig, monoton, grå stats-kaserne. Pengesækkens lakajer, udbytternes trælle – d’herrer borgerlige intellektuelle – »skræmte« folket med socialismen, det folk, som netop under kapitalismen er fordømt til tvangsarbejde og barakliv, til endeløst, udmarvende arbejde, til sultetilværelse og frygtelig fattigdom. Det første skridt til at befri det arbejdende folk fra dette tvangsarbejde er konfiskation af godsejerjorden, indførelse af arbejderkontrol og nationalisering af bankerne. De næste skridt bliver nationalisering af fabrikkerne og bedrifterne, tvungen organisering af hele befolkningen i brugsforeninger, der samtidig er afsætnings-kooperativer, og statsmonopol på handel med korn og andre nødvendighedsartikler.
Først nu er der i vældigt omfang givet masserne reel mulighed for at udfolde initiativ, kappestrid og dristig foretagsomhed. Hver fabrik, hvor kapitalisten er sat på porten eller i det mindste holdes i tømme af en virkelig arbejderkontrol, hver landsby, hvor man har røget godsejer-udbytteren ud og taget jorden fra ham, er nu og først nu blevet et virkefelt, hvor det arbejdende menneske kan udfolde sig, ranke ryggen en smule, hævde sig og føle sig som menneske. For første gang efter århundreders arbejde for andre, efter trællearbejdet for udbytterne, er det muligt at arbejde for sig selv, et arbejde, der tilmed hviler på den nyeste tekniks og kulturs erobringer.
Naturligvis kan dette vældige skifte i menneskehedens historie, hvor trællearbejdet afløses af arbejdet for sig selv, ikke foregå uden gnidninger, vanskeligheder, konflikter, uden magtanvendelse over for uforbederlige snyltere og deres følgesvende. Hvad det angår, er der ingen arbejder, som nærer illusioner. Hærdet gennem lange og trange års tvangsarbejde for udbytterne, hærdet af endeløse bespottelser og krænkelser fra udbytternes side og af bitter nød véd arbejderne og de fattige bønder, at der behøves tid for at knække udbytternes modstand. Arbejderne og bønderne er ikke i mindste måde smittet af sentimentale illusioner som dem, der næres af d’herrer intellektuelle, hele denne mudderpøl fra Novaja Sjisn [1] og lignende, der »skreg« sig hæse mod kapitalisterne, »truede« ad dem og »gjorde det af« med dem, for så at tudbrøle og opføre sig som en pryglet hvalp, da man nåede frem til sagen, til virkeliggørelsen af truslerne, til fjernelse af kapitalisterne i praksis.
Det store skifte, hvor trællearbejdet afløstes af arbejdet for sig selv, af planmæssigt organiseret arbejde i gigantisk målestok, i statsmålestok (til en vis grad også i international, i verdensmålestok), kræver tillige – foruden »militære« foranstaltninger til at undertrykke udbytternes modstand – en vældig organiseret, organisatorisk indsats fra proletariatets og de fattige bønders side. Den organisatoriske opgave og den opgave militært at undertrykke slaveholderne (kapitalisterne) fra i går og deres slæng af lakajer – d’herrer borgerlige intellektuelle – sammenflettes til et ubrydeligt hele. Vi har altid været organisatorerne og lederne, det er os, der har kommanderet – sådan tænker og taler slaveholderne af i går og deres diskenspringere fra intelligensen – det vil vi blive ved med at være, vi begynder ikke at adlyde det »simple« folk, arbejderne og bønderne, vi underkaster os dem ikke, vi forvandler vor viden til et våben til forsvar for pengesækkens privilegier og kapitalens herredømme over folket.
Således tænker, taler og handler bourgeoisiet og de borgerlige intellektuelle. Ud fra et egennyttigt synspunkt er deres handlemåde forståelig: for feudalherrernes kostgængere og tallerkenslikkere, for poperne, for kirketjenerne, for embedsmænd af den type, Gogol har beskrevet, og for de »intellektuelle«, som hadede Belinskij, var det også »vanskeligt« at skulle skilles fra livegenskabet. Men udbytternes og deres intellektuelle tyendes sag er håbløs. Arbejderne og bønderne er ved at knække deres modstand – desværre endnu ikke energisk, beslutsomt, hensynsløst nok – og den vil blive knækket.
»Man« tror, at det »jævne« folk, de »jævne« arbejdere og fattige bønder ikke kan klare den vældige, i ordets verdenshistoriske betydning virkelig heroiske opgave af organisatorisk karakter, som den socialistiske revolution har lagt på de arbejdende massers skuldre. »De kan ikke undvære os« – trøster de intellektuelle sig, der er vant til at tjene kapitalisterne og den kapitalistiske stat. Deres frække beregning slår ikke til: allerede nu træder lærde folk frem på folkets, på de arbejdende massers side og hjælper til med at knække kapitallakajernes modstand. Men der er også mange organisatoriske talenter blandt bønderne og i arbejderklassen, og disse talenter er først lige ved at blive sig bevidst, lige ved at vågne, at drages ind i et levende, skabende og vældigt arbejde og selvstændigt at gå i lag med opbygningen af det socialistiske samfund.
En af de vigtigste opgaver i dag, måske den allervigtigste, er i så vidt omfang som muligt at udvikle arbejdernes og i det hele taget alle arbejdende og udbyttede massers selvstændige initiativ, hvad angår skabende organisatorisk arbejde. For enhver pris må man tilintetgøre den gamle, tåbelige, barbariske, skændige og afskyelige fordom, at kun såkaldt højere klasser, kun de rige eller de, der har gennemgået de rige klassers skole, er i stand til at styre staten og lede den organisatoriske opbygning af det socialistiske samfund.
Det er en fordom. En fordom, der støttes af rådden rutine, forbening og slavevaner og endnu mere af beskidt havesyge hos kapitalisterne, der er interesseret i at administrere, mens de røver, og røve, mens de administrerer. Nej, ikke et øjeblik glemmer arbejderne, at de har brug for kundskabens magt. Den usædvanlige trang til at lære, som arbejderne lægger for dagen netop nu, viser, at der i denne henseende overhovedet ikke er og ikke kan være vildfarelser hos proletariatet. Men organisatorisk arbejde kan også den menige arbejder og bonde magte, hvis han kan læse og skrive og har menneskekundskab og praktisk erfaring. Den slags folk er der masser af i det »simple« folk, som de borgerlige intellektuelle taler så overlegent og foragteligt om. Arbejderklassen og bønderne er en endnu urørt og uudtømmelig kilde af sådanne talenter.
Arbejderne og bønderne er endnu »forsagte«, de er endnu ikke fortrolige med, at det nu er dem, der er den herskende klasse, de er endnu ikke tilstrækkelig beslutsomme. Omvæltningen kunne ikke med ét slag frembringe disse egenskaber hos millioner og atter millioner af mennesker, der af sult og nød var tvunget til at arbejde under pisken hele deres liv. Men oktoberrevolutionens styrke, dens livskraft, dens uovervindelighed, ligger netop i, at den vækker disse egenskaber, nedbryder alle gamle hindringer, sprænger de slidte lænker og leder de arbejdende masser ind på en vej, der fører til selvstændig skabende opbygning af en ny tilværelse.
Registrering og kontrol – det er den vigtigste økonomiske opgave for enhver sovjet af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, for enhver brugsforening, for ethvert forsyningsforbund eller forsyningskomité, for enhver fabrikskomité eller arbejderkontrolorgan i det hele taget.
Kampen mod den gamle vane at betragte arbejdets omfang og produktionsmidlerne ud fra det ufrie menneskes synspunkt: hvordan kan jeg mon slippe for at udføre mere arbejde end strengt nødvendigt, hvordan kan jeg mon fravriste bourgeoisiet blot en lille smule – denne kamp er nødvendig. De fremskredne, klassebevidste arbejdere har allerede indledt denne kamp og sætter resolut de nye fabriksarbejdere på plads, som der især er kommet mange af under krigen, og som nu gerne betragter folkets fabrik, den fabrik, der er blevet folkets ejendom, på samme måde som tidligere, da de kun havde én tanke: »at skrabe så meget som muligt sammen og så stikke af«. Alle bevidste, ærlige og tænkende blandt bønderne og de arbejdende masser vil i denne kamp stå på de fremskredne arbejderes side.
Registrering og kontrol, når dette gennemføres af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter som øverste statsmagt eller efter anvisning, efter fuldmagt, fra denne magt – registrering og kontrol, overalt, alment og altomfattende – registrering og kontrol med arbejdets mængde og produkternes fordeling – det er kernen i den socialistiske omformning, når først proletariatets politiske herredømme er oprettet og sikret.
Den registrering og kontrol, der er nødvendig for overgang til socialismen, kan kun være massernes værk. Kun når arbejder- og bondemasserne med revolutionær ildhu frivilligt, samvittighedsfuldt og i fællesskab arbejder på at drive registrering og kontrol med rigmændene, svindlerne, snylterne og banditterne, kan man overvinde disse levn fra det forbandede kapitalistiske samfund, disse menneskehedens udskud, disse håbløst forrådnede og forsumpede elementer, denne smitte, denne pest, denne byld, som kapitalismen har givet socialismen i arv.
Arbejdere og bønder, arbejdende og udbyttede! Jorden, bankerne, fabrikkerne og bedrifterne er blevet hele folkets ejendom! Tag selv vare på registrering og kontrol med produktion og varefordeling – det, og kun det, er vejen til socialismens sejr, pantet på dens sejr, pantet på sejren over al udbytning, al nød og elendighed! For i Rusland er der korn, jern, træ, uld, bomuld og hør nok til alle, når blot arbejdet og produkterne bliver fordelt rigtigt, når blot hele folket gennemfører en grundig og praktisk kontrol med denne fordeling, når blot vi ikke alene politisk, men også i det daglige økonomiske liv besejrer folkets fjender – rigmændene og deres tallerkenslikkere, og derefter slynglerne, snylterne og banditterne.
Der gives ingen pardon for disse folkets fjender, socialismens fjender, de arbejdendes fjender. Krig på liv og død mod rigmændene og deres tallerkenslikkere, de borgerlige intellektuelle, krig mod svindlerne, snylterne og banditterne. Alle til hobe er de kødelige brødre, børn af kapitalismen, det aristokratiske og borgerlige samfunds afkom, det samfund, hvor en lille klike udplyndrede folket og forhånede det – det samfund, hvor nød og elendighed kastede tusinder og atter tusinder ud i bandeuvæsen, korruption, svindel, og fik dem til at afskrive al menneskeværdighed – det samfund, der uvægerlig måtte indpode de arbejdende et ønske om at slippe for udbytningen, om så det skulle ske ved bedrageri, at sno sig løs, at blive fri for det modbydelige arbejde blot et øjeblik, på enhver måde og for enhver pris at kapre et stykke brød for ikke at sulte, for ikke at de selv og deres nærmeste skulle lide sultens kvaler.
Rigmændene og svindlerne – det er to alen af samme stykke, det er de to vigtigste slags snyltere, som kapitalismen har fostret, det er socialismens hovedfjender, og disse fjender må sættes under særlig skarp bevogtning af hele befolkningen. Der må ikke gives pardon, når de begår blot den mindste forseelse mod det socialistiske samfunds regler og love. Enhver svaghed, enhver vaklen, enhver blødsødenhed i denne henseende ville være den største forbrydelse mod socialismen.
For at sikre det socialistiske samfund mod disse snyltere må der drives registrering og kontrol med arbejdsmængde, med produktion og varefordeling; registreringen og kontrollen må organiseres på frivillig basis, energisk, med revolutionær ildhu, af hele folket, af arbejdernes og bøndernes milliontallige masser. Men for at organisere denne registrering og kontrol, som er fuldt ud gørlig, fuldt ud overkommelig for enhver ærlig, forstandig og duelig arbejder og bonde, må man kalde deres egne organisatoriske talenter til live, talenter, der udgår af deres egen midte, vække kappestriden blandt dem – og organisere den i landsmålestok – for at forøge de organisatoriske resultater; arbejderne og bønderne må klart forstå forskellen mellem det lærde menneskes nødvendige råd og den »jævne« arbejders og bondes nødvendige kontrol med det sløseri, der er så almindeligt hos »lærde« folk.
Dette sløseri og sjuskeri, denne skødesløshed og unøjagtighed, denne nervøse hast, denne tilbøjelighed til at erstatte handling med diskussion, arbejde med snak, denne tilbøjelighed til at tage fat på alt mellem himmel og jord og ikke fuldføre noget, er en af de »lærde« folks egenskaber. Disse egenskaber har på ingen måde rod i en slet natur og endnu mindre i ondsindethed, men i alle disse menneskers livsvaner, deres arbejdssituation, deres overtræthed, i den unaturlige adskillelse mellem åndsarbejde og fysisk arbejde osv., osv.
Blandt vor revolutions fejl, mangler og misgreb spiller disse og lignende fejl en ikke ringe rolle. De er fremkaldt af disse sørgelige – men på det givne tidspunkt uundgåelige – egenskaber hos de intellektuelle i vore rækker og af, at der fra arbejdernes side mangler tilstrækkelig kontrol med de intellektuelles organisatoriske arbejde.
Arbejderne og bønderne er endnu »forsagte«. De må frigøre sig fra denne forsagthed og vil utvivlsomt også gøre det. Vi kan ikke undvære de lærde folks, de intellektuelles, specialisternes råd og vejledning. Enhver nogenlunde forstandig arbejder og bonde forstår dette udmærket, og de intellektuelle i vore rækker kan ikke beklage sig over mangel på opmærksomhed og kammeratlig agtelse fra arbejdernes og bøndernes side. Men én ting er råd og vejledning – en anden ting er organiseringen af praktisk registrering og kontrol. De intellektuelle giver meget ofte udmærkede råd og vejledninger, men er »hjælpeløse« indtil det latterlige, indtil det utrolige, ja skammelige, ude af stand til at anvende disse råd og vejledninger, til at gennemføre en praktisk kontrol med, om ordene også bliver omsat i handling.
Her er det, at man under ingen omstændigheder kan undvære de praktiske organisatorers hjælp og førende rolle, organisatorer, der er kommet fra »folket«, fra arbejderne og de arbejdende bønder. »Det er ikke guderne, der er pottemagere« – denne sandhed må arbejderne og bønderne først af alt indprente sig. De må forstå, at nu kommer alt an på praksis, at netop det historiske tidspunkt er kommet, da teorien forvandles til praksis, levendegøres af praksis, korrigeres af praksis og står sin prøve i praksis, da Marx’ ord er særlig rigtige: »Hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end snese af programmer«. [2] Hvert skridt for praktisk at holde rigmændene og svindlerne i virkelig skak, dæmme op for dem og fuldstændig kontrollere og overvåge dem er vigtigere end snesevis af udmærkede betragtninger over socialisme. For: »Grå, kære ven, er al teori, og grønt er livets gyldne træ«. [3]
Man må organisere kappestrid blandt praktiske organisatorer fra arbejdernes og bøndernes rækker. Man må bekæmpe enhver skematisering og forsøg på at ensrette alt oppefra, hvad de intellektuelle er så tilbøjelige til. Hverken skematisering eller ensretning oppefra har noget som helst at gøre med den demokratiske og socialistiske centralisme. Enheden i det grundlæggende, det vigtigste, det væsentligste, brydes ikke, men sikres ved en mangfoldighed i enkelthederne, i de lokale særpræg, i de måder, hvorpå tingene gribes an, i de metoder, hvorefter kontrollen gennemføres, i de veje, man følger for at udrydde og uskadeliggøre snylterne (rigmændene og svindlerne, snylterne og hysterikerne blandt intelligensen osv., osv.).
Pariserkommunen er det store forbillede, der viser, hvordan initiativet, selvstændigheden, bevægelsesfriheden, det energiske opsving nedefra forenes med en frivillig centralisme, der er fri for alle skabeloner. Vore sovjetter følger samme vej. Men de er endnu »forsagte«, har.. endnu ikke udfoldet sig, endnu ikke »fået smag for« deres nye, vældige, skabende arbejde med at oprette en socialistisk samfundsorden. Sovjetterne må tage fat med større mod og initiativ. Alle »kommuner« – enhver fabrik, enhver landsby, enhver brugsforening, enhver forsyningskomité – må optage kappestrid med hinanden og optræde som praktiske organisatorer af registrering og kontrol med arbejdet og med varefordelingen. Programmet for denne registrering og kontrol er enkelt, klart og forståeligt for enhver: alle skal have brød, alle skal gå i stærkt fodtøj og i helt tøj, have en varm bolig og arbejde samvittighedsfuldt; ikke en eneste svindler (og heller ingen arbejdssky person) må gå frit omkring, men skal sidde i fængsel eller som straf udføre tvangsarbejde af hårdeste art; ikke en eneste rigmand, der søger at omgå socialismens regler og love, må undgå svindlerens skæbne, der med rette bør blive rigmandens. »Den, der ikke arbejder, skal ikke have noget at spise« – det er socialismens praktiske bud. Det er det, som må gennemføres i praksis. Det er den slags praktiske resultater, vore »kommuner« og vore organisatorer fra arbejdernes og bøndernes midte bør være stolte af. Og det samme gælder så meget mere vore organisatorer fra de intellektuelles rækker (så meget mere, fordi de intellektuelle er for vant til, alt for vant til at være stolte af deres generelle anvisninger og resolutioner).
Tusinder af former og metoder til praktisk at drive registrering og kontrol med rigmændene, svindlerne og snylterne må udarbejdes og prøves i praksis af kommunerne selv, af de små celler i by og på land. Mangfoldighed er her garantien for livskraft, garantien for sejr i kampen for at nå det ene fælles mål: at rense den russiske jord for alt utøj, for lopperne – svindlerne, for væggelusene – rigmændene osv., osv. Et sted vil man anbringe en halv snes rigmænd i fængsel samt et dusin svindlere og et halvt dusin arbejdere, der pjækker fra deres arbejde (lige så skurkagtigt som mange sættere i Petrograd, navnlig i partitrykkerierne). Et andet sted vil man sætte dem til at rense latriner. Et tredje sted vil man, når de har udstået deres fængselsstraf, forsyne dem med gule kort, indtil de har forbedret sig, så hele folket kan holde øje med dem som skadelige personer. Et fjerde sted vil man straks skyde en af hver ti, der gør sig skyldig i snylteri. Et femte sted vil man udtænke en kombination af forskellige midler og veje og for eksempel ved betinget løsladelse opnå en hurtig forbedring af de elementer blandt rigmænd, borgerlige intellektuelle, svindlere og banditter, som er i stand til at forbedre sig. Jo større mangfoldighed, des bedre, des rigere bliver den almindelige erfaring, des sikrere og hurtigere bliver socialismens fremgang, des lettere udarbejder det praktiske liv de bedste kampmetoder og kampmidler – for dét kan kun det praktiske liv.
I hvilken kommune, i hvilket storbydistrikt, på hvilken fabrik, i hvilken landsby findes ingen sultende, ingen arbejdsløse, ingen rige snyltere, ingen slyngler blandt bourgeoisiets lakajer, de sabotører, der kalder sig intellektuelle? Hvor er der gjort mest for at højne arbejdsproduktiviteten? For at bygge nye, gode boliger til de fattige? For at få dem indlogeret i de riges huse? For regelmæssigt at skaffe hvert barn i fattige familier en flaske mælk? – Det er omkring den slags spørgsmål, kappestriden må udfoldes mellem kommunerne, landsbyfællesskaberne, brugs- og produktionsforeningerne og arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter. Det er på dette arbejdsområde, at de organisatoriske talenter i praksis må udvikle sig og arbejde sig op, når det gælder statsforvaltningen. Der er mange sådanne talenter i folket. De er kun holdt nede. Vi må hjælpe dem til at udfolde sig. De, og kun de, kan med massernes støtte redde Rusland og redde socialismens sag.
1. Novaja Sjisn (Nyt Liv) – se note 2 til artiklen Fra Ruslands Socialdemokratiske Arbejderpartis (Bolsjevikkernes) Centralkomité. – S. 82.
2. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 488 [forkert: Det er side 9; web-red.], Forlaget Tiden 1976. – S. 88.
3. Lenin citerer Mephistopheles i Goethes Faust. – S. 88.
Sidst opdateret 26.12.2008