Trykt første gang i tidsskriftet Proletarskaja Revoljutsija, nr. 10.
Oversat til dansk af Annedorte Dalsgaard.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 35, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. dec. 2008
Kammerat Lenin mener, at Kamenevs politik må ophøre med det samme. Nu er der ingen forhandlinger at føre med Viksjel. [1] Tropper skal sendes til Moskva. Foreslår en resolution om Viksjel. Viksjel er ikke repræsenteret i sovjetten og skal heller ikke med i den; sovjetterne er frivillige organer, og Viksjel har ingen støtte blandt masserne.
Kammerat Lenin mener, at forhandlingerne skulle tjene som diplomatisk maskering af de militære operationer. Den eneste rigtige beslutning ville være at fjerne de vaklendes vaklen og selv optræde beslutsomt. Man må hjælpe Moskva-folkene, og vor sejr er sikret.
Kammerat Lenin. Spørgsmålet er grundlæggende, og det er på tide at gøre ende på al vaklen. Det er klart, at Viksjel står på Kaledin, Kornilov og co.’s side. Vi må ikke vakle. Bag os står flertallet af arbejdere og bønder og hæren. Her har ingen bevist, at masserne er imod os; enten med Kaledins agenter eller med masserne. Vi må støtte os på masserne, vi må sende agitatorer til landsbyerne. Viksjel er blevet opfordret til at sende tropper til Moskva, men afslog. Vi må appellere til masserne, og de vil feje Viksjel til side.
1. Viksjel – russisk forkortelse af jernbanearbejdernes alrussiske eksekutivkomité. Her drejer det sig om bolsjevikkernes deltagelse i en rådslagning, indkaldt af Viksjel, om regeringens sammensætning.
Viksjel, hvori mensjevikkerne og de socialrevolutionære spillede en ledende rolle, var efter det væbnede oktoberoprørs sejr i Petrograd en af kontrarevolutionens bastioner. Den 29. oktober (11. november) 1917 vedtog Viksjel en resolution, der opfordrede til at danne en såkaldt socialistisk »samlingsregering«, hvori skulle indgå repræsentanter »fra bolsjevikkerne til folkesocialisterne«. Samme dag åbnedes den af Viksjel indkaldte rådslagning om regeringens sammensætning. Bolsjevikpartiets centralkomité mente, det var muligt at deltage i disse forhandlinger, fordi alle forhandlinger om bredden i regeringens og den alrussiske eksekutivkomités sammensætning kun ville være mulig på grundlag af anerkendelsen af det aktionsprogram for sovjetmagten, der blev vedtaget på den 2. sovjetkongres. Efter pålæg af partiets centralkomité deltog L. B. Kamenev og G. J. Sokolnikov i rådslagningen. Den alrussiske centrale eksekutivkomité sendte sine repræsentanter D. B. Rjasanov og andre til rådslagningen.
Mensjevikkerne og de socialrevolutionære regnede med at indtage den ledende rolle i koalitionsregeringen og at udnytte den i kampen mod proletariatets diktatur. De bolsjevikker, der deltog i rådslagningen, indtog en forsonende holdning og havde ikke noget imod at diskutere de forslag, som mensjevikkerne og de socialrevolutionære fremlagde.
Spørgsmålet om forhandlingerne med Viksjel og om den bolsjevikiske delegations optræden diskuteredes på partiets centralkomitémøde den 1. (14.) november. I en resolution, der blev vedtaget på modet, påpeges det, at kompromispartierne fører forhandlinger for at undergrave sovjetmagten, og at centralkomiteen derfor har besluttet at tillade, at repræsentanter for bolsjevikkerne deltager i den forestående rådslagning om magten med det ene formål at afsløre uholdbarheden i forsøget på at danne et koalitionsministerium, og endelig at afslutte forhandlingerne. Om aftenen den 1. (14.) november diskuteredes forhandlingernes forløb på et møde i den alrussiske centrale eksekutivkomité. Der blev vedtaget et resolutionsforslag fra bolsjevikgruppen i overensstemmelse med centralkomiteens beslutning den 1. (14.) november. Oppositionsgruppen – Kamenev, Sinovjev, Rykov, Miljutin, Larin, Rjasanov o.a. – som indtog et højreopportunistisk standpunkt, stillede sin linje op imod partiets centralkomités linje og brød med partiets beslutning. – S. 35.
Sidst opdateret 26.12.2008