Artiklen blev skrevet i første halvdel af september 1917.
Trykt den 16. (29.) september 1917 i bladet Rabotjij Putj nr. 12. Signeret: N. Lenin.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 60-72, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. dec. 2008
Opskræmt af, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære har afvist en koalition med kadetterne, og at demokratiet sikkert udmærket vil kunne danne regering uden dem og styre Rusland mod dem, sætter bourgeoisiet alle kræfter ind på at skræmme demokratiet.
Skræm folk så meget du kan! Det er hele den borgerlige presses løsen. Skræm folk af alle kræfter! Lyv og bagtal – bare du skræmmer folk!
Birsjovka [1] skræmmer med fingerede efterretninger om bolsjevikiske aktioner. Man skræmmer med rygter om Aleksejevs afgang og med truslen om, at tyskerne vil bryde igennem mod Petrograd, som om kendsgerningerne ikke har vist, at netop Kornilovs generaler (og til dem hører ubetinget Aleksejev) er i stand til at åbne fronten for tyskerne i Galicien og foran Riga og Petrograd, og netop Kornilovs generaler vækker det største had i hæren mod generalstaben.
Man forsøger at give dette skræmmemiddel mod demokratiet et mere »solidt« og overbevisende udseende ved at pukke på en fare for »borgerkrig«. Af alle skræmmemidler er truslen om borgerkrig sikkert det mest udbredte. Således formulerede folkefrihedspartiets komité i Rostov ved Don denne gængse, i spidsborgerlige kredse meget brugte idé i en resolution den 1. september (Retj [2] nr. 210):
»... Komiteen er overbevist om, at en borgerkrig kan tilintetgøre alle revolutionens resultater og drukne vor unge, usikre frihed i strømme af blod. Derfor anser komiteen en energisk protest mod en uddybelse af revolutionen, dikteret af uopnåelige socialistiske utopier for nødvendig, hvis vi skal redde revolutionens resultater...«
Her er den grundtanke, som man utallige gange støder på i ledere i Retj, i artikler af Plekhanov og Potresov, i ledere i mensjevikkernes aviser osv., osv., kommet til udtryk i sin klareste, nøjagtigste, mest gennemtænkte og udførlige form. Det er derfor ikke overflødigt at gå nøjere ind på denne tanke.
Lad os forsøge at undersøge spørgsmålet om borgerkrig mere konkret, på baggrund af erfaringerne fra vor revolution, som for øvrigt allerede har udspillet sig i et halvt år.
Disse erfaringer, som ganske stemmer med erfaringerne fra alle europæiske revolutioner siden slutningen af det 18. århundrede, viser os, at borgerkrig er den skarpeste form for klassekamp, hvor en række sammenstød og kampe af økonomisk og politisk art gentages, ophobes, udvides og tilspidses, i den grad at disse sammenstød udvikler sig til en klasses kamp med våben i hånd mod en anden klasse. Oftest – så at sige uden undtagelse – drejer det sig i blot nogenlunde frie og progressive lande om en borgerkrig mellem de klasser, hvis indbyrdes modsætning skabes og uddybes af hele kapitalismens økonomiske udvikling, af hele det moderne samfunds historie verden over, nemlig mellem bourgeoisiet og proletariatet.
Således har vi også i det halve år, vor revolution har varet, den 20.-21. april og den 3.-4. juli oplevet meget stærke spontane eksplosioner, der var lige ved at begynde en borgerkrig fra proletariatets side. Kornilovs opstand var derimod en militær sammensværgelse, der blev støttet af godsejerne og kapitalisterne med kadetpartiet i spidsen, og den førte til en faktisk begyndelse til en borgerkrig fra bourgeoisiets side.
Det er kendsgerningerne. Det er vor egen revolutions historie. Vi skal først og fremmest lære af denne historie, vi skal først og fremmest tænke over dens forløb og dens klassemæssige betydning.
Lad os forsøge at sammenligne tilløbene til en proletarisk og tilløbene til en borgerlig borgerkrig i Rusland ud fra synsvinklen: 1) bevægelsens spontanitet, 2) dens mål, 3) de deltagende massers bevidste orientering, 4) bevægelsens styrke, 5) dens standhaftighed. Vi antager, at hvis alle partier, som nu »slynger om sig« med ordet »borgerkrig«, rejste spørgsmålet på denne måde og gjorde et virkeligt forsøg på at studere tilløbene til borgerkrig, så ville den bevidste orientering i hele den russiske revolution vinde virkelig meget derved.
Lad os begynde med bevægelsens spontanitet. Om den 3.-4. juli har vi udsagn fra vidner som den mensjevikiske avis Rabotjaja Gaseta og den socialrevolutionære Delo Naroda, der erkendte bevægelsens spontane fremvækst som et faktum. Disse udsagn har jeg anført i en artikel i Proletarskoje Delo, der udkom som flyveblad med titlen Svar Til Bagtalerne. [3] Af grunde, der er helt forståelige, og for at forsvare sig selv og sin deltagelse i forfølgelsen af bolsjevikkerne fortsætter mensjevikkerne og de socialrevolutionære imidlertid officielt med at bestride spontaniteten i eksplosionen den 3.-4. juli.
Lad os foreløbig lægge det omstridte til side. Lad os holde os til det uomstridelige. Spontaniteten i bevægelsen den 20.-21. april er der ingen, der bestrider. Bolsjevikkernes parti sluttede sig til denne spontane bevægelse med parolen: »Al magt til sovjetterne«. Helt uafhængig af bolsjevikkerne tilsluttede sig nu afdøde Linde, der førte 30.000 bevæbnede soldater ud på gaden, rede til at arrestere regeringen. (For øvrigt, og dette være sagt i en parentes, er det faktum, at tropperne blev ført ud, ikke blevet udforsket og studeret. Men når man tænker nærmere over det og sætter den 20. april ind i det historiske begivenhedsforløb, dvs. betragter den 20. april som et led i den kæde af begivenheder, der strækker sig fra den 28. februar til den 29. august, så bliver det klart, at bolsjevikkernes skyld og fejl bestod i, at deres taktik ikke var tilstrækkelig revolutionær, og slet ikke i, at den var alt for revolutionær, hvad spidsborgerne jo beskylder os for.)
Spontaniteten i den bevægelse, som var lige ved at begynde en borgerkrig fra proletariatets side, er således utvivlsom. Noget, der bare ligner spontanitet var der derimod ikke i korniloviaden: den var blot en sammensværgelse af generaler, som regnede med at trække en del af tropperne med sig ved vildledning og ved den magt, der ligger i ordrer.
At spontaniteten i en bevægelse er tegn på bevægelsens dybde i masserne, på soliditeten i dens rødder, på dens forankring er utvivlsomt. Den proletariske revolutions grobund og den borgerlige kontrarevolutions mangel på grobund, det er, hvad fakta viser, set ud fra bevægelsens spontanitet.
Lad os betragte bevægelsens mål. Den 20.-21. april kom ganske nær til de bolsjevikiske paroler, og den 3.-4. juli voksede direkte frem i forbindelse med dem, under deres indflydelse og vejledning. Proletariatets og fattigbøndernes diktatur, fred og øjeblikkeligt forslag om fred, konfiskation af godsejerjorden – det var de afgørende mål for en proletarisk borgerkrig, den som bolsjevikkernes parti ganske åbent, bestemt, klart, nøjagtigt og offentligt talte om i sine blade og i den mundtlige agitation.
Hvad angår korniloviadens mål ved vi alle, og ingen fra demokratiet bestrider det, at disse mål bestod i godsejernes og bourgeoisiets diktatur, i sovjetternes forjagelse og i forberedelser til monarkiets genoprettelse. Kadetpartiet, som er det afgørende kornilovparti (man burde for øvrigt herefter begynde at kalde det kornilovpartiet), og som har en større presse og flere agitatoriske kræfter end bolsjevikkerne, har aldrig vovet og vover ikke at tale åbent til folket hverken om bourgeoisiets diktatur, om frigørelse af sovjetterne eller om korniloviadens mål i det hele taget!!
Set ud fra bevægelsens mål viser fakta, at en proletarisk borgerkrig åbent kan fremlægge sine endelige mål for folket og derved vinde det arbejdende folks sympati, mens bourgeoisiets borgerkrig kun ved at skjule sine mål kan forsøge at få en del af masserne med sig; heraf den enorme forskel med hensyn til massernes bevidste orientering.
Objektive data om dette punkt findes åbenbart udelukkende i forbindelse med tilslutningen til partiet og med valg. Der findes øjensynlig ikke andre fakta, der gør det muligt at bedømme massernes bevidste orientering. At den proletariske revolutionære bevægelse ledes af bolsjevikkernes parti, den borgerlige kontrarevolutionære bevægelse derimod af kadetpartiet, det er klart og kan næppe bestrides efter erfaringerne gennem et halvt års revolution. Man kan i denne sag foretage tre faktiske sammenligninger. En sammenligning af majvalget til distriktsdumaerne i Petrograd med augustvalget til den centrale duma viser en nedgang i kadetternes stemmer og en enorm forøgelse af bolsjevikkernes stemmer. Kadetpressen erkender, at dér, hvor arbejder- eller soldatermasserne er koncentreret, dér finder man som regel bolsjevismens styrke.
Dernæst, da der ikke findes statistik over medlemstilgangen til partiet, over mødernes størrelse osv., kan en efterprøvelse af massernes bevidste deltagelse i partiet på kendsgerningernes grund kun foretages ud fra de offentliggjorte data om pengeindsamlingerne i partiet. Disse data vidner om de bolsjevikiske arbejderes enorme og masseomspændende heroisme under indsamlingerne til Pravda og til aviser, der blev forbudt osv. Opgørelserne over indsamlingerne er altid blevet offentliggjort. Vi ser ikke noget tilsvarende hos kadetterne: det er ganske klart, at de »ernærer« deres partiarbejde med bidrag fra de rige. Der er ikke antydning af aktiv hjælp fra masserne.
Endelig viser sammenligning af bevægelserne den 20.-21. april og den 3.-4. juli på den ene side med korniloviaden på den anden, at bolsjevikkerne direkte viser masserne, hvem der er deres fjende i borgerkrigen, nemlig: bourgeoisiet, godsejerne og kapitalisterne. Korniloviaden har allerede vist, at de tropper, som fulgte Kornilov, blev direkte vildledt, en vildledning, som blev afsløret ved »den vilde divisions« [4] og Kornilov-kolonnernes allerførste møde med petrograderne.
Videre. Hvilke data er der om proletariatets og bourgeoisiets styrke i en borgerkrig? Bolsjevikkernes styrke findes alene i proletarernes antal, i deres bevidste orientering, i den sympati, som de socialrevolutionære og mensjevikiske »lavere lag« (dvs. arbejdere og fattigbønder) nærer for bolsjevikkernes paroler. At netop disse paroler faktisk fik tilslutning fra flertallet af de aktive revolutionære masser i Petrograd den 20.-21. april, den 18. juni og den 3.-4. juli, er en kendsgerning.
Her bekræfter en sammenligning af data fra de »parlamentariske« valg med data fra de nævnte massebevægelser i fuldt mål for Ruslands vedkommende en iagttagelse, som mange gange er gjort i Vesten, nemlig den, at det revolutionære proletariats styrke – vurderet ud fra dets indflydelse på masserne og disses inddragelse i kampen – uden sammenligning er større i den udenomsparlamentariske kamp end i den parlamentariske. Det er en meget vigtig iagttagelse i spørgsmålet om borgerkrig.
Det er let at se, hvorfor alle betingelser og hele situationen i den parlamentariske kamp og ved valgene mindsker de undertrykte klassers styrke i sammenligning med den styrke, de rent faktisk kan udfolde i en borgerkrig.
Kadetternes og korniloviadens styrke ligger i rigdommens magt. Den engelsk-franske kapital og imperialismen er for kadetterne og for korniloviaden, det er bevist gennem en lang række politiske aktioner og gennem pressen. Det er almindeligt kendt, at hele Moskva-konferencens »højrefløj« den 12. august indædt støttede Kornilov og Kaledin. Det er almindelig kendt, at den franske og engelske borgerlige presse »hjalp« Kornilov. Noget tyder på, at bankerne ydede ham hjælp.
Hele rigdommens styrke gik i brechen for Kornilov, men hvilken ynkelig og hurtig fiasko! Foruden rigmænd kan man kun få øje på to former for samfundskræfter blandt Kornilov-folkene: »den vilde division« og kosakkerne. I første tilfælde er det kun uvidenhedens og vildledningens styrke. Denne styrke er så meget frygteligere, jo længere pressen forbliver i hænderne på bourgeoisiet. Efter en sejr i borgerkrigen skulle proletariatet uden tøven gøre radikalt op med denne »kraft«-kilde.
Hvad angår kosakkerne, så har vi her et befolkningslag af rige, små eller middelstore jordejere (den gennemsnitlige jord-besiddelse er omkring 50 desjatiner [5]) i et af de områder i Rusland, som har bevaret særlig mange middelalderlige livsformer i økonomien og daglivet. Her har vi iagttaget det socialøkonomiske grundlag for et russisk Vendée. [6] Men hvad viste fakta omkring Kornilov-Kaledins bevægelse? Selv Kaledin, »den elskede fører«, der blev støttet af folk som Gutjkov, Miljukov, Rjabusjinskij og co. kunne trods alt ikke rejse en massebevægelse!! Kaledin stilede langt mere »direkte« og ligeud efter borgerkrig end bolsjevikkerne. Kaledin rejste »rundt for at rejse Don«, men alligevel kunne han ikke rejse nogen som helst massebevægelse i »sin egen« landsdel, et kosakområde isoleret fra det alrussiske demokrati! Omvendt kan vi iagttage spontane eksplosioner af bevægelsen fra proletariatets side i centrum for det antibolsjevikiske alrussiske demokratis indflydelse og styrke.
Objektive data om, hvorledes de forskellige lag og de forskellige økonomiske grupper blandt kosakkerne forholder sig til demokratiet og korniloviaden findes ikke. Der er blot tegn på, at størstedelen af de fattige og middelstore kosakker hælder mere til demokratiet, og at kun officererne og de mest velhavende kosakker går fuldt ind for Kornilov.
Hvordan det end forholder sig, så er det efter erfaringerne fra den 26.-31. august historisk bevist, at der blandt de kosakiske masser kun er en yderst ringe bevægelse for den borgerlige kontrarevolution.
Der er endnu et spørgsmål tilbage: bevægelsens standhaftighed. Om den bolsjevikiske, proletarisk revolutionære bevægelse har vi det dokumenterede faktum, at kampen mod bolsjevismen i et halvt års republik i Rusland blev ført dels ideologisk – med gigantisk overvægt af presseorganer og agitatoriske kræfter hos modstanderne af bolsjevismen (og med en yderst »fræk« udnyttelse af bagvaskelseskampagner i den »ideologiske« kamp) – dels gennem repressalier: flere hundrede arresterede, hovedtrykkeriet tilintetgjort, hovedavisen og en række andre aviser forbudt. Resultatet er bevist af fakta: en enorm styrkelse af bolsjevismen ved augustvalget i Petrograd, dernæst en styrkelse, både i det socialrevolutionære og i det mensjevikiske parti, af de internationalistiske og »venstre«-strømninger, som nærmer sig bolsjevismen. Det betyder, at den proletarisk revolutionære bevægelses standhaftighed i det republikanske Rusland er meget stor. Fakta viser, at kadetternes, de socialrevolutionæres og mensjevikkernes forenede anstrengelser overhovedet ikke har formået at svække denne bevægelse.
Tværtimod, netop Kornilov-folkenes koalition med »demokratiet« styrkede bolsjevismen. Ud over ideologisk påvirkning og repressalier kan der ikke findes kampmidler mod den proletarisk revolutionære strømning.
Om standhaftigheden i kadet- og Kornilov-bevægelsen er der foreløbig ingen data. Forfølgelser har kadetterne overhovedet ikke været ude for. Selv Gutjkov blev sat på fri fod, selv Maklakov og Miljukov blev ikke arresteret. Selv Retj blev ikke for-budt. Man skåner kadetterne. Regeringen Kerenskij gør kur til kadet- og Kornilov-folkene. Men hvad nu, hvis vi stiller følgende spørgsmål: lad os antage, at de engelsk-franske og de russiske Rjabusjinkij’er ofrer endnu flere millioner på kadetterne, Jedinstvo, Denj osv. til den nye valgkampagne i Petrograd; er det da sandsynligt, at deres stemmetal nu skulle blive større efter korniloviaden? At dømme efter møder osv. skal man nok hellere svare benægtende på det spørgsmål...
Opgør vi resultaterne af vor sammenligning af data fra den russiske revolutions historie, får vi den konklusion, at begyndelsen til borgerkrig fra proletariatets side åbenbarede bevægelsens styrke, bevidste orientering, grobund, vækst og standhaftighed. Begyndelsen til borgerkrig fra bourgeoisiets side har ikke åbenbaret nogen som helst styrke, nogen bevidst massetilslutning, nogen grobund eller nogen udsigt til sejr.
Kadetternes alliance med de socialrevolutionære og mensjevikkerne mod bolsjevikkerne, dvs. mod det revolutionære proletariat, er blevet prøvet i praksis i flere måneder, og denne alliance mellem midlertidigt formummede Kornilov-folk og »demokratiet« førte faktisk ikke til svækkelse, men til en styrkelse af bolsjevikkerne, til sammenbrud af »koalitionen«, til styrkelse af »venstre«-oppositionen også blandt mensjevikkerne.
En alliance mellem bolsjevikkerne, de socialrevolutionære og mensjevikkerne mod kadetterne, mod bourgeoisiet er endnu ikke prøvet. Eller, hvis vi skal være mere nøjagtige: en sådan alliance er blevet prøvet på kun én front, i kun fem dage, den 26.-31. august, under korniloviaden, og denne alliance bragte i det tidsrum den mest fuldstændige sejr over kontrarevolutionen, vundet med en lethed man endnu ikke har oplevet i nogen revolution, den bragte en så knusende nedkæmpelse af bourgeoisiets, godsejernes og kapitalisternes, de allierede imperialisters og kadetternes kontrarevolution, at borgerkrigen fra denne side gik i vasken, den blev til ingenting fra første færd og gik i opløsning, før der blev tale om noget som helst »slag«.
Stillet over for dette historiske faktum skriger hele den borgerlige presse sammen med alle sine eftersnakkere (folk som Plekhanov, Potresov, Bresjko-Bresjkovskaja osv.) af fuld hals, at netop bolsjevikkernes alliance med mensjevikkerne og de socialrevolutionære »truer« med en borgerkrigs rædsler! ...
Det ville være morsomt, hvis det bare ikke var så sørgeligt. Det er sørgeligt, at en slig åbenbar iøjnefaldende, himmelråbende tåbelighed, en sådan hån mod kendsgerningerne, mod hele vor revolutions historie overhovedet kan finde tilhørere ... Det beviser, at bourgeoisiets hæmningsløse løgne har fået kolossal udbredelse (en uundgåelig udbredelse, sålænge bourgeoisiet har monopol på pressen), løgne, der overdækker og overdøver de mest uomtvistelige, håndgribelige og ubestridelige erkendelser, revolutionen har givet.
Hvis der findes en absolut ubestridelig, absolut dokumenteret lære af revolutionen, så er det den ene, at udelukkende bolsjevikkernes alliance med de socialrevolutionære og mensjevikkerne, udelukkende øjeblikkelig overdragelse af al magt til sovjetterne ville gøre en borgerkrig i Rusland umulig. For mod en sådan alliance, mod arbejder-, soldater-, og bonderepræsentanternes sovjetter, ville den smule »krig« ikke en gang nå frem til noget slag, bourgeoisiet ville ikke endnu en gang, efter korniloviaden, finde så meget som én »vild division« og slet ikke kunne sætte det tidligere antal kosakkolonner i bevægelse mod sovjetregeringen!
En fredelig udvikling af en revolution, af hvad art den end er, er en overordentlig sjælden og vanskelig ting, for revolution betyder den største tilspidsning af yderst tilspidsede klassemodsætninger, men i et bondeland, hvor en alliance mellem proletariatet og bønderne kan bringe fred til masserne, der martres af den mest uretfærdige og forbryderiske krig, og give al jord til bønderne, – i et sådant land, i et sådant enestående historisk øjeblik er en fredelig udvikling af revolutionen ved overdragelse af al magt til sovjetterne mulig og sandsynlig. Inden for sovjetterne kan partiernes kamp om magten foregå fredeligt, når sovjetterne kommer til at fungere fuldt demokratisk, når de afstår fra sådanne »småfiduser«, fra en sådan »beskæring« af de demokratiske principper som at tildele soldaterne én repræsentant for hver 500 vælgere, mens arbejderne får én for hver 1.000. I en demokratisk republik er sådanne småfiduser dømt til at forsvinde. Thi mod sovjetterne, som giver bønderne al jord uden frikøb, og som foreslår alle nationer en retfærdig fred, vil ingen som helst alliance mellem det engelske, franske og russiske bourgeoisi og folk som Kornilov, Buchanan og Rjabusjinskij, Miljukov, Plekhanov og Potresov være en virkelig trussel, den vil være aldeles afmægtig mod sådanne sovjetter.
Det er selvfølgelig uundgåeligt, at bourgeoisiet gør modstand mod vederlagsfri overdragelse af jorden til bønderne, mod lignende omformninger på andre livsområder, mod en retfærdig fred og brud med imperialismen. Men for at modstanden bliver til en borgerkrig kræves i det mindste nogle masser, som er i stand til at føre krig og besejre sovjetterne. Men sådanne masser har bourgeoisiet ikke, og det har ingen steder at tage dem fra. Jo hurtigere og mere resolut sovjetterne tiltager sig hele magten, des hurtigere spaltes både »vilde divisioner« og kosakkerne i et forsvindende mindretal af bevidste Kornilov-folk og et uhyre flertal af tilhængere af en demokratisk og socialistisk (for da vil det netop dreje sig om socialismen) alliance af arbejdere og bønder.
Når magten overgår til sovjetterne vil bourgeoisiets modstand medføre, at hver kapitalist vil blive »vogtet«, overvåget, kontrolleret og registreret af dusinvis og hundredvis af arbejdere og bønder, hvis interesse vil kræve kamp mod kapitalisternes vildledning af folket. Formerne og metoderne for denne registrering og kontrol er blevet udarbejdet og forenklet netop af kapitalismen selv, netop af dannelser, som kapitalismen har frembragt: banker, store fabrikker, syndikater, jernbaner, postvæsen, forbrugsforeninger og fagforeninger. Det vil være fuldt ud tilstrækkeligt for sovjetterne at straffe de kapitalister som unddrager sig en detaljeret registrering eller bedrager folket med konfiskation af hele deres ejendom og kortvarig fængsling, for at bryde enhver modstand fra bourgeoisiets side på denne ublodige måde. For det er netop gennem bankerne, når de først er blevet nationaliseret, netop gennem tjeneste- mandsforbundene, postvæsenet, forbrugsforeningerne og fagforeningerne, at kontrollen og registreringen vil blive universel, almægtig, allestedsnærværende og uovervindelig.
Og de russiske sovjetter, alliancen mellem russiske arbejdere og de fattigste bønder, står ikke alene, når de tager skridt hen imod socialismen. Hvis vi stod alene, ville vi ikke magte denne opgave fuldt ud og fredeligt, for den er i virkeligheden international. Men vi har umådelige reserver, armeerne af de mest progressive arbejdere i andre lande. I dem vil Ruslands brud med imperialismen og den imperialistiske krig uvægerligt fremskynde arbejdernes socialistiske revolution, som er i færd med at modnes.
Man taler om »strømme af blod« i en borgerkrig. Det tales der om i den tidligere anførte resolution af kadet- og Kornilov-folkene. Denne frase gentages af alle bourgeoiser og alle opportunister på tusind forskellige måder. Den vækker munterhed blandt alle bevidste arbejdere, det vil den gøre, det er givet efter korniloviaden,
Men spørgsmålet om »strømme af blod« i den krigstid, vi lever i, kan og skal sættes i relation til, hvordan kræfterne tilnærmelsesvis er fordelt, hvad konsekvenserne og resultaterne kan blive, det skal behandles alvorligt og ikke som en tom og banal frase, ikke kun som det hykleri, det er fra kadetternes side, som for deres vedkommende har gjort alt for, at det skulle lykkes Kornilov at oversvømme Rusland med »strømme af blod« for at få genoprettet bourgeoisiets diktatur, godsejermagten og monarkiet.
»Strømme af blod« siger man til os. Lad os skabe klarhed også over denne side af spørgsmålet.
Lad os antage, at mensjevikkernes og de socialrevolutionæres svingninger fortsætter, at de ikke overdrager magten til sovjetterne, ikke vælter Kerenskij, at de genoptager det gamle, rådne kompromis med bourgeoisiet i en lidt anden form (i stedet for kadetterne for eksempel »partiløse« Kornilov-folk), at de ikke erstatter statsmagtens apparat med et sovjetapparat, ikke tilbyder fred, ikke bryder med imperialismen, ikke konfiskerer godsej erjorden. Lad os antage, at det bliver udgangen på de socialrevolutionæres og mensjevikkernes nuværende svingninger, at det bliver udgangen på »den 12. september«. [7]
Erfaringerne fra vor egen revolution viser mere end tydeligt, at resultatet af dette ville være en yderligere svækkelse af de socialrevolutionære og mensjevikkerne, at de ville blive yderligere isoleret fra masserne, at harmen og forbitrelsen i masserne ville blive enormt forstærket, at sympatien for det revolutionære proletariat, for bolsjevikkerne, ville blive kolossalt forstærket.
Hovedstadens proletariat vil så komme endnu nærmere til Kommunen, [8] arbejderopstanden, til tilkæmpelsen af magten, til borgerkrigen i dens højeste og mest resolutte form: efter erfaringerne den 20.-21. april og den 3.-4. juli må man betragte et sådant resultat som uundgåeligt.
»Strømme af blod« skriger kadetterne. Men den slags strømme af blod ville give proletariatet og fattigbønderne sejren, og denne sejr ville med 99% sikkerhed bringe fred i stedet for imperialistisk krig, dvs. bevare livet for de hundredtusinder af mennesker, der nu lader deres blod for kapitalisternes deling af profitterne og deres erobringer (anneksioner). Hvis den 20.-21. april var endt med, at al magt var overgået til sovjetterne, og hvis det i sovjetterne havde givet bolsjevikkerne i alliance med fattigbønderne sejren, så ville det, selv om det havde kostet »strømme af blod«, have reddet livet for den halve million russiske soldater, som med sikkerhed faldt i kampene den 18. juni.
Sådan regner og sådan vil enhver bevidst russisk arbejder og soldat regne, hvis han afvej er og overvejer spørgsmålet om borgerkrig, som rejses overalt. Selvfølgelig kan man ikke skræmme den arbejder og soldat, som har oplevet og tænkt over mangt og meget, med de jammerskrig om »strømme af blod«, som udstødes af folk, partier og grupper, der ønsker at lade endnu flere millioner russiske soldater ofre livet for Konstantinopel, for Lvov, Warszawa og for »sejr over Tyskland«.
Ingen som helst »strømme af blod« i en indenrigsk borger-krig kan blot tilnærmelsesvist sammenlignes med de oceaner af blod, som de russiske imperialister har ladet flyde efter den 19. juni (trods de overordentlige store chancer for, at dette kunne være undgået ved overdragelse af magten til sovjetterne).
I en krigstid burde de herrer Miljukov, Potresov og Plekhanov være lidt mere forsigtige med at argumentere mod »strømme af blod« i en borgerkrig, for soldaterne kender og har oplevet oceaner af blod.
Den internationale situation for den russiske revolution er nu, i året 1917, i det fjerde år af en uhørt byrdefuld og forbryderisk krig, der udmarver og martrer nationerne sådan, at fremsættelsen af forslag om en retfærdig fred fra det russiske proletariats side, når det har sejret i en borgerkrig, ville betyde 99% chance for at opnå våbenhvile og fred uden at der udgydes yderligere oceaner af blod.
Thi en forening mellem den engelsk-franske og den tyske imperialisme, som kriges indbyrdes, mod en proletarisk socialistisk republik i Rusland er i praksis umulig, og en forening af den engelske, japanske og amerikanske imperialisme mod os er i allerhøjeste grad vanskeligt gennemførlig og skræmmer os slet ikke, alene i kraft af Ruslands geografiske beliggenhed.
Samtidig er tilstedeværelsen af revolutionære og socialistiske proletariske masser i alle europæiske stater et faktum; at en verdensomspændende socialistisk revolution er i færd med at modnes og er uundgåelig, er uden for al tvivl, og hjælpe denne revolution for alvor kan man naturligvis ikke med delegationer eller spilfægteri på, konferencer i Stockholm [9] med udenlandske Plekhanov’er og Tsereteli’er, men kun gennem den russiske revolutions fremgang.
Bourgeois’er larmer op om, at Kommunen i Rusland uundgåeligt vil lide nederlag, dvs. at proletariatet vil lide nederlag, hvis det tilkæmper sig magten.
Dette er et forløjet klasseegoistisk spektakel.
Når Ruslands proletariat tager magten har det alle chancer for at fastholde den og lede Rusland, indtil revolutionen sejrer i Vest.
For det første har vi lært meget siden Kommunen og vil næppe gentage dens skæbnesvangre fejl, vi vil ikke lade banken forblive i hænderne på bourgeoisiet, ikke begrænse os til et forsvar mod vore versaillere [10] (altså: Kornilov-folkene), men ville gå til offensiv mod dem og knuse dem.
For det andet vil det sejrende proletariat give Rusland fred. Og ingen kraft skal styrte en fredsregering, en regering, som skaber en ærlig, oprigtig og retfærdig fred efter alle de rædsler, folkene har oplevet under mere end tre års myrderier.
For det tredje vil det sejrende proletariat straks give bønderne jord uden frikøb. Og det gigantiske flertal af bønder, som martrede og forbitrede over det »maskepi med godsejerne«, som praktiseres af vor regering, især »koalitionsregeringen«, især af Kerenskijs regering, vil fuldt ud på alle måder og hengivent støtte det sejrende proletariat.
I taler hele tiden om folkets »heltemodige anstrengelser«, l herrer mensjevikker og socialrevolutionære. I de seneste dage er jeg gang på gang stødt på denne frase i lederen i jeres avis Isvestija Tsik. [11] Hos jer er det kun en frase. Men de arbejdere og bønder, som læser den, overvejer den, og hver overvejelse, plus erfaringerne fra korniloviaden, »erfaringerne« fra Pesjekhonovs ministerium, »erfaringerne« fra Tjernovs ministerium og så videre, hver overvejelse fører uundgåeligt frem til én konklusion: Men denne »heroiske anstrengelse« betyder jo netop fattigbøndernes tillid til byarbejderne som deres trofaste forbundsfæller og anførere. Denne heltemodige anstrengelse er jo netop det russiske proletariats sejr over bourgeoisiet i en borgerkrig, for kun denne sejr vil redde os fra smertefulde svingninger, den alene vil give en udvej, give jord, give fred.
Hvis det er muligt at virkeliggøre en alliance mellem byarbejderne og fattigbønderne ved øjeblikkelig overdragelse af magten til sovjetterne, så meget desto bedre. Bolsjevikkerne vil gøre alt for, at denne fredelige vej til udvikling af revolutionen bliver betrådt. Uden dette vil heller ikke en Konstituerende Forsamling, alene, af sig selv, blive redningen, for dér kan de socialrevolutionære jo også fortsætte »maskepiet« med forlig med kadetterne, med Bresjko-Bresjkovskaja og Kerenskij (hvordan er de bedre end kadetterne?) osv., osv.
Hvis ikke engang erfaringerne fra korniloviaden har lært »demokratiet« nok, hvis det fortsætter sin katastrofale politik, sine svingninger og sin kompromispolitik, så vil vi sige: intet er så ødelæggende for den proletariske revolution som disse svingninger. Forsøg ikke at skræmme med borgerkrig, mine herrer: den er uundgåelig, hvis I ikke vil gøre op med korniloviaden og »koalitionen« nu, med det samme og totalt – så vil denne bringe sejr over udbytterne, give jord til bønderne, bringe folkene fred og åbne den sikre vej til det verdensomspændende socialistiske proletariats sejrrige revolution.
1. Birsjovka – se note 10 til artiklen Den Truende Katastrofe, Og Hvordan Den Skal Bekæmpes. – S. 60.
2. Retj – se note 9 til artiklen Den Truende Katastrofe, Og Hvordan Den Skal Bekæmpes. – S. 60.
3. Svar til bagtalerne – russisk titel: Otvet klevetnikam. Se Lenin Samlede Værker (russ.), bd. 34., s. 21-32. – S. 62.
4. »Den vilde division« – betegnelse for en division, der dannedes under 1. verdenskrig af frivillige bjergfolk fra Kaukasus. – S. 64.
5. Desjatin – 1,09 ha. – S. 65.
6. Vendée – departement i Frankrig. Bønderne i Vendée gjorde oprør mod den franske revolutionsregering i 1793, men nedkæmpedes ubarmhjertigt. Oprøret ulmede i de følgende år med engelsk hjælp. Vendée er blevet symbol på kontrarevolution i det hele taget. – S. 65.
7. »Den 12. september« – besluttede sovjetternes centrale eksekutivkomité, der var domineret af mensjevikker og de socialrevolutionære, at indkalde en Demokratisk Konference. (se note 4 til artiklen Den Truende Katestrofe, Og Hvordan Den Skal Bekæmpes). – S. 69.
8. Kommunen – her sigtes til Pariserkommunen, der havde et revolutionært styre og hvis regering blev valgt i Paris 26. marts 1871 efter opstanden 18. marts. Regeringen bestod af arbejdere, intellektuelle, tjenestemænd og repræsentanter for småborgerskabet og udøvede for første gang i verdenshistorien proletariatets diktatur. Kommunens to store politiske grupperinger var blandt blanquisterne og proudhonisterne.
Med støtte fra Prøjsen bekæmpede det franske bourgeoisi Kommunen, hvis sidste barrikade faldt den 28. maj samme år. – S. 69.
9. Konferencen i Stockholm – efter februarrevolutionen 1917 tog Petrograd-sovjetten sammen med II Internationales sekretær Camille Huysmans initiativ til en konference i Stockholm med socialister fra alle lande, også de krigsførende. Konferencen var oprindeligt fastsat til den 8. juli, men blev ustandselig udsat for at give de enkelte partier tid til at drøfte indbydelsen, som havde udløst lange og bitre stridigheder i alle de krigsførende lande. Men da en del repræsentanter blev nægtet pas af deres regeringer måtte konferencen opgives i den planlagte form. I stedet for holdt Zimmerwald-kommissionen et møde i Stockholm. – S. 71.
10. Versaillere – fjender af Pariserkommunen i 1871 og tilhængere af den franske kontrarevolutionære borgerlige regering med Thiers i spidsen, der havde slået sig ned i Versailles efter Pariserkommunens sejr. Efter Pariserkommunen var blevet slået ned, gik versaillerne med uhørt grusomhed frem mod kommunarderne. Efter 1871 blev ordet versaillere brugt som synonym for kontrarevolutionære. – S. 71.
11. Isvestija TsIK – begyndte at udkomme i marts 1917 som meddelelsesblad for Petrograds arbejder- og soldaterråd. Fra august 1917 blev det meddelelsesblad for den centrale ekseskutivkomité og Petrograd-sovjetten. Indtil oktoberrevolutionen støttede avisen mensjevikkerne og de socialrevolutionære, samt den provisoriske regering og den imperialistiske krig. Fra 27. oktober (9. november) blev avisen bolsjevistisk og udkom som sovjetmagtens officielle organ. – S. 71.
Sidst opdateret 16.12.2008