Marxisme Online > Arkiv > Lenin
Skrevet i midten af juli 1917. Trykt som særskilt brochure i 1917 af RSDAP’s Kronstadtkomité.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Findes i Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 188-201, Forlaget Tiden, København 1982.
OBS: Teksten i denne udgave er imidlertid en anden oversættelse – formentlig fra en tidligere udgave af Udvalgte Værker. Afsnits- og kapitel-opdelingen er her bragt i overensstemmelse med den nyere udgave. Noter er fra den nyere udgave.
Vi anbefaler, at man bruger den nyere udgave.
Overført til internet af Per Benny Paulsen på perbenny.dk.
Kopieret til Marxisme Online 10. maj 2007 efter tilladelse fra Per Benny Paulsen.
Enhver revolution betyder et brat omsving i vældige folkemassers liv. Er tiden ikke inde for et sådant omsving, kan der heller ikke udbryde nogen rigtig revolution. Og ligesom ethvert omsving i et hvilket som helst menneskes liv lærer ham meget og gør, at han oplever og gennemgår meget, således giver også revolutionen i løbet af kort tid hele folket den mest indholdsrige og værdifulde lære.
I revolutionens tid lærer millioner og atter millioner mennesker hver uge mere end ellers på et år af det sædvanlige søvnige liv. Thi ved et brat omsving i et helt folks liv kan man særlig klart se, hvilke klasser i folket der forfølger disse eller hine mål, hvilken styrke de råder over, med hvilke midler de går frem.
Enhver klassebevidst arbejder, enhver soldat, enhver bonde må opmærksomt sætte sig ind i den russiske revolutions lære, særlig nu, sidst i juli, hvor det er blevet klart, at det første afsnit af vor revolution er endt med en fiasko.
Lad os da se, hvad arbejdernes og bøndernes masser i virkeligheden tilstræbte, da de gennemførte revolutionen. Hvad ventede de af revolutionen?
Man ved, at de ventede frihed, fred, brød og jord.
Men hvad ser vi nu?
I stedet for frihed begynder man at genindføre den tidligere vilkårlighed. For soldaterne ved fronten indføres der dødsstraf, [1] bønderne bliver stillet for retten, hvis de egenmægtigt tager godsejerjorden i besiddelse. Arbejderbladenes trykkerier ødelægges. Arbejdernes blade bliver forbudt uden nogen retskendelse. Bolsjevikkerne bliver arresteret, og ofte rejses der endda ingen anklage eller en åbenlyst løgnagtig anklage mod dem.
Man vil måske indvende, at forfølgelserne mod bolsjevikkerne ikke er nogen krænkelse af friheden, da man jo kun forfølger bestemte personer for en bestemt beskyldning. Men denne indvending er en notorisk og åbenlys usandhed, thi hvorledes kan man ødelægge et trykkeri og forbyde aviser på grund af enkelte personers forbrydelser, selv om disse beskyldninger var bevist og fastslået af en domstol? Noget andet ville det være, hvis regeringen ved en lov havde erklæret hele bolsjevikkernes parti, selve deres retning, deres anskuelser for forbryderiske. Men enhver ved, at det frie Ruslands regering ikke kunne gøre noget sådant og heller ikke har gjort det.
Det væsentlige er nu, at godsejernes og kapitalisternes blade har skældt rasende ud på bolsjevikkerne på grund af deres kamp mod krigen, mod godsejerne og kapitalisterne og åbent har krævet arrestation og forfølgelse af bolsjevikkerne allerede på et tidspunkt, hvor man endnu ikke havde fundet på en eneste beskyldning mod nogen bolsjevik.
Folket ønsker fred. Men det frie Ruslands revolutionære regering har igen begyndt en erobringskrig, og det på grundlag af de samme hemmelige overenskomster, som den tidligere tsar Nikolaj II havde afsluttet med de engelske og franske kapitalister, og som går ud på, at de russiske kapitalister skal udplyndre fremmede folk. Disse hemmelige overenskomster er stadig ikke blevet offentliggjort. Det frie Ruslands regering har nøjedes med udflugter uden at foreslå alle folk en retfærdig fred.
Brød er der ikke! Hungersnøden nærmer sig igen. Alle ser, at kapitalisterne og de rige samvittighedsløst bedrager staten ved hærleverancerne (krigen koster nu folket 50 millioner rubler om dagen), at de ved hjælp af de høje priser opnår en uhørt profit, mens der ikke bliver gjort det ringeste, for at arbejderne for alvor kan føre kontrol med produktionen og fordelingen. Kapitalisterne bliver frækkere og frækkere og smider arbejderne på gaden på en tid, hvor folket lider nød, fordi der ingen varer er.
Bøndernes uhyre flertal har på en lang række kongresser højt og tydeligt erklæret, at de anser godsejernes ejendomsret til jorden for en uretfærdighed og for røveri. Men regeringen, som kalder sig revolutionær og demokratisk, har i måneder taget bønderne ved næsen og snydt dem med løfter og trækken i langdrag. Måneder igennem hindrede kapitalisterne minister Tsjernov i at udstede en lov om forbud mod køb og salg af jord. Og da loven endelig blev udstedt, påbegyndte kapitalisterne en infam bagvaskelseskampagne mod Tsjernov, og denne kampagne fortsætter de stadig. Regeringen går så vidt i sin frækhed, at den for at forsvare godsejerne begynder at stille bønder for retten for »egenmægtigt« at have taget jord i besiddelse.
Man tager bønderne ved næsen og søger at få dem til at vente til den konstituerende forsamling. Denne forsamlings sammentræden bliver imidlertid atter og atter udsat af kapitalisterne. Nu, da denne sammentræden under indflydelse af bolsjevikkernes krav er fastsat til den 30. September, råber kapitalisterne åbent op om, at det er en »umulig« kort frist, og forlanger, at den konstituerende forsamlings sammentræden udsættes ... De mest indflydelsesrige medlemmer af kapitalisternes og grundejernes parti, »kadetternes« eller »folkefrihedens« parti, f.eks. Panina, går åbent ind for, at den konstituerende forsamlings sammentræden skal udskydes til efter krigens afslutning. Vent med jorden til den konstituerende forsamling.
Vent med den konstituerende forsamling til krigens afslutning. Vent med krigens afslutning til den fulde sejr. Det er, hvad der kommer ud af det. Kapitalisterne og godsejerne, som har flertal i regeringen, forhåner ligefrem bønderne.
Hvorledes kunne dette nu ske i et frit land, efter omstyrtelsen af den tsaristiske magt?
I et ufrit land bliver folket regeret af en tsar og en lille klat godsejere, kapitalister og embedsmænd, som ingen har valgt.
I et frit land bliver folket kun regeret af dem, som det selv har valgt dertil. Ved valgene deler folket sig i partier, og sædvanligvis danner hver klasse af befolkningen sit særlige parti, for eksempel danner godsejerne, kapitalisterne, bønderne og arbejderne særlige partier. Derfor regeres folket i frie lande ved åben kamp mellem partierne og ved frie aftaler mellem disse indbyrdes.
Efter at tsarens magt var blevet styrtet den 27. februar, blev Rusland omtrent fire måneder igennem regeret som et frit land, nemlig ved åben kamp mellem de partier, der frit dannede sig, og ved frie aftaler mellem disse. For at forstå den russiske revolutions udvikling må man altså fremfor alt studere, hvem de vigtigste partier var, hvilke klassers interesser de repræsenterede, og hvorledes alle disse partiers forhold var til hinanden.
Efter den tsaristiske magts omstyrtelse gik statsmagten over i hænderne på den første provisoriske regering. Den bestod af repræsentanter for bourgeoisiet, d.v.s. for kapitalisterne, som også godsejerne havde sluttet sig til. »kadetternes« parti, kapitalisternes vigtigste parti, stod på første plads som bourgeoisiets førende og regerende parti.
Det er ikke tilfældigt, at magten tilfaldt dette parti, selv om det naturligvis ikke var kapitalisterne, der kæmpede mod de tsaristiske tropper og udgød deres blod for friheden, men arbejderne og bønderne, matroserne og soldaterne. Magten tilfaldt kapitalisternes parti, fordi denne klasse besad den styrke, der ligger i rigdom, organisation og viden. I tiden efter 1905 og navnlig under krigen havde kapitalisternes klasse og de til dem knyttede godsejere gjort de største fremskridt, hvad deres organisering angår.
Kadetpartiet har altid været monarkistisk, både i 1905 og fra 1905 til 1917. Efter folkets sejr over det tsaristiske tyranni erklærede dette parti sig for republikansk. Den historiske erfaring viser, at når folket har besejret monarkiet, har kapitalisternes partier altid været parat til at være republikanske, når bare de kan bevare kapitalisternes privilegier og almagt over folket.
I ord går kadetpartiet ind for »folkefrihed«. I virkeligheden går det ind for kapitalisterne, og alle godsejere, alle monarkister, alle reaktionære er også straks gået over på deres side. Beviset herfor er pressen og valgene. Alle borgerlige blade og hele sorthundred-pressen sang efter revolutionen med på kadetternes melodi. Alle monarkistiske partier, som ikke vovede at optræde åbent, støttede ved valgene kadetpartiet, for eksempel i Petrograd. Efter at kadetterne havde fået regeringsmagten, satte de alt ind på at fortsætte den røveriske erobringskrig, der var begyndt af tsar Nikolaj II, som havde sluttet hemmelige røveraftaler med de engelske og franske kapitalister. I henhold til disse overenskomster blev det lovet de russiske kapitalister, at de i tilfælde af sejr kunne sætte sig i besiddelse af Konstantinopel, Galicien, Armenien o.s.v.. men over for folket indskrænkede kadetternes regering sig til tomme udflugter og løfter, idet de udskød alle afgørelser af de vigtige sager, der var nødvendige for arbejderne og bønderne, til den konstituerende forsamling, uden at fastsætte noget tidspunkt for dennes sammentræden.
Folket udnyttede friheden og begyndte at organisere sig selvstændigt. Arbejderne og bønderne udgør det overvældende flertal af Ruslands befolkning, og deres hovedorganisation var arbejder-, bonde- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Disse sovjetter begyndte allerede at opstå under Februarrevolutionen, og nogle uger senere var i de fleste større byer i Rusland og i mange landkredse alle klassebevidste fremskredne elementer i arbejderklassen og bondebefolkningen forenet i sovjetterne.
Sovjetterne blev valgt fuldkommen frit. Sovjetterne var ægte organisationer for folkemasserne, for arbejderne og bønderne. Sovjetterne var de virkelige organisationer for folkets overvældende flertal. Arbejderne og bønderne i uniform var bevæbnede.
Selvfølgelig kunne og skulle sovjetterne have taget hele statsmagten i deres hænder. Indtil den konstituerende forsamlings sammentræden skulle der ikke have eksisteret nogen anden magt i staten end sovjetterne. Kun i så fald ville vor revolution være blevet en virkelig folkerevolution, en virkelig demokratisk revolution. Kun i så fald kunne de arbejdende masser, som virkelig higer efter fred, og som virkelig ingen interesse har i en erobringskrig, påbegynde og beslutsomt og fast gennemføre en politik, som gjorde ende på erobringskrigen og førte til fred. Kun i så fald kunne arbejderne og bønderne lægge bånd på kapitalisterne, som tjener vanvittigt med penge »på krigen«, og som har bragt landet på randen af opløsning og hungersnød. Men i sovjetterne stod kun mindretallet af de deputerede sammen med de revolutionære arbejderes parti, de bolsjevikiske socialdemokrater, som krævede, at hele statsmagten skulle overgives til sovjetterne. Flertallet af de deputerede i sovjetterne stod sammen med de mensjevikiske socialdemokrater og de socialrevolutionære, der var imod, at magten skulle overgives til sovjetterne. I stedet for at fjerne bourgeoisiets regering og erstatte den med en sovjetregering gik disse partier ind for at støtte bourgeoisiets regering og forhandle sig til rette med den; de var for dannelsen af en fælles regering. Denne kompromispolitik, som de partier, folkets flertal viste tillid, nemlig de socialrevolutionære og mensjevikkerne, førte overfor bourgeoisiet, er hovedindholdet af hele revolutionens udvikling i de fem måneder, der er forløbet siden dens begyndelse.
Lad os nu først se på, hvordan de socialrevolutionære og mensjevikkerne drev deres kompromispolitik overfor bourgeoisiet, og så søge at finde forklaringen på, hvorfor folkets flertal viste dem tillid.
Mensjevikkerne og de socialrevolutionære drev deres kompromispolitik overfor kapitalisterne i alle perioder af den russiske revolution, snart i én og snart i en anden form.
I slutningen af februar, straks efter at folket havde sejret og den tsaristiske magt var blevet styrtet, blev Kerenskij optaget i kapitalisternes provisoriske regering som »socialist«. I virkeligheden har Kerenskij aldrig været socialist, han var kun Trudovik, og han begyndte først at regne sig til de »socialrevolutionære« fra marts 1917, da det ikke var farligt mere og ikke uden fordel. Kapitalisternes provisoriske regering forsøgte straks gennem Kerenskij, der var næstformand for Petrograds sovjet, at knytte sovjetten til sig og tæmme den. Sovjetten, d.v.s. dens flertal af socialrevolutionære og mensjevikker, lod sig tæmme og erklærede sig straks efter dannelsen af kapitalisternes provisoriske regering parat til at »støtte den«, »for så vidt« den ville holde sine løfter.
Sovjetten betragtede sig som et organ, der overvågede og kontrollerede den provisoriske regerings handlinger, sovjettens førere nedsatte en såkaldt »kontaktkommission«, d.v.s. en kommission, der skulle have kontakt, føling med regeringen. I denne kontaktkommission førte sovjettens socialrevolutionære og mensjevikiske førere stadige forhandlinger med kapitalisternes regering, så at de egentlig indtog stillingen som ministre uden portefølje eller uofficielle ministre.
Denne tilstand varede ved i hele marts og næsten hele april. Kapitalisterne arbejdede med forhalinger og udflugter og søgte at vinde tid. Kapitalisternes regering tog i denne tid ikke et eneste blot nogenlunde alvorligt skridt for at udvikle revolutionen. Selv for sin direkte, umiddelbare opgave, sammenkaldelsen af den konstituerende forsamling, gjorde regeringen ikke det ringeste, den gav ikke spørgsmålet videre til provinsen, ja den skabte ikke engang en central kommission til forberedelse af sagen. Regeringen tog kun vare på eet: i stilhed at forny de røveraftaler, som tsaren havde sluttet med Englands og Frankrigs kapitalister, bremse revolutionen så forsigtigt og ubemærket som muligt, love alt og intet holde. De socialrevolutionære og mensjevikkerne spillede i »kontaktkommissionen« rollen som narre, der blev fodret med pragtfulde fraser, løfter og trøsterige ord. Ligesom kragen i den bekendte fabel bukkede de socialrevolutionære og mensjevikkerne under for smiger og hørte gerne på kapitalisternes forsikringer om, at de satte sovjetterne højt og ikke ville gøre et skridt uden dem.
I virkeligheden gik tiden, og kapitalistregeringen gjorde intet for revolutionen. Men i denne tid præsterede den noget mod revolutionen, idet den fornyede eller rettere sagt bekræftede de hemmelige røveraftaler og »genopfriskede« dem ved supplerende, lige så hemmelige forhandlinger med den engelsk-franske imperialismes diplomater. Mod revolutionen præsterede den i denne tid at lægge grunden til en kontrarevolutionær organisation (eller i det mindste en nærmere sammenknytning) af felthærens generaler cg officerer. Mod revolutionen præsterede den at gøre skridt til dannelse af en organisation af industridrivende og fabrikanter, som under arbejdernes tryk blev tvunget til at gøre den ene indrømmelse efter den anden, men som samtidig begyndte at sabotere produktionen og forberede dens standsning, idet de ventede på en gunstig lejlighed hertil.
Men organiseringen af de fremskredne arbejdere og bønder i sovjetterne gik støt fremad. De undertrykte klassers bedste mænd følte, at regeringen trods sin overenskomst med Petrograd-sovjetten, trods Kerenskijs snakkesalighed, trods »kontaktkommissionen« var og blev en fjende af folket, en fjende af revolutionen. Masserne følte, at fredens sag, frihedens sag, revolutionens sag uundgåelig ville gå under, når man ikke brød kapitalisternes modstand. Massernes utålmodighed og forbitrelse voksede.
Den brød igennem den 20.-21. april. Bevægelsen udbrød spontant, uden at være, forberedt af nogen. Bevægelsen rettede sig mod regeringen med en sådan skarphed, at der endog var et regiment, der marcherede op under våben og indfandt sig ved Mariapaladset for at arrestere ministrene. Det blev indlysende for alle, at regeringen ikke kunne holde. Sovjetterne kunne have overtaget magten uden den ringeste modstand fra nogen side og burde have gjort det. I stedet for støttede de socialrevolutionære og mensjevikkerne den faldende kapitalistregering, indviklede sig endnu mere i kompromiser med den og gjorde endnu mere skæbnesvangre skridt, som fører til revolutionens undergang.
Alle klasser lærer af revolutionen med en hurtighed og grundighed, som aldrig forekommer i sædvanlige, fredelige tider. Kapitalisterne, som er bedst organiseret, som er de mest erfarne i alt, hvad der angår klassekamp og politik, har lært hurtigere end de andre. Da de så, at regeringens stilling var blevet uholdbar, greb de til en metode, som i alle årtier efter 1848 er blevet brugt af kapitalisterne i andre lande til at tage arbejderne ved næsen, splitte og svække dem. Denne metode er det såkaldte »koalitions«ministerium, d.v.s. et forenet, af bourgeoisiet og overløbere fra socialismen sammensat fællesministerium.
I de lande, hvor frihed og demokrati har bestået længst ved siden af den revolutionære arbejderbevægelse, i England og i Frankrig, har kapitalisterne flere gange og med stort held anvendt denne metode. De »socialistiske« førere, som trådte ind i bourgeoisiets ministerium, viste sig uvægerligt at være stråmænd, dukker, en skærm for kapitalisterne, et værktøj til at bedrage arbejderne. Ruslands »demokratiske og republikanske« kapitalister anvendte den samme metode.
De socialrevolutionære og mensjevikkerne lod sig straks tage ved næsen, og den (5. maj var »koalitions«ministeriet med Tsjernov, Tsereteli og co. en kendsgerning. De socialrevolutionære og mensjevikiske partiers narre jublede og forelsket i sig selv solede de sig i glansen af deres føreres ministerry. Kapitalisterne gned sig i hænderne af glæde over, at de i »sovjetførerne« havde fundet medhjælpere i kampen mod folket, som lovede dem at støtte »angrebsaktionerne ved fronten«, d.v.s. genoptagelsen af den imperialistiske røverkrig, som næsten var gået i stå. Kapitalisterne kendte disse føreres hele opblæste afmagt, de vidste, at bourgeoisiets løfter - med hensyn til kontrol mod og endog organisering af produktionen, fredspolitik o.s.v. - aldrig ville blive opfyldt.
Således gik det også. Det andet afsnit i revolutionens udvikling, fra 6. maj til 9. eller 18. juni, har fuldt ud bekræftet kapitalisternes spekulation i de socialrevolutionæres og mensjevikkernes lettroenhed.
Mens Pesjekhonov og Skobjelev narrede sig selv og folket med højtravende fraser om, at man ville fratage kapitalisterne 100 procent af profitten, at »deres modstand var brudt« og lignende, blev kapitalisterne ved med at konsolidere deres stilling. I virkeligheden blev der i denne tid absolut intet gjort for at lægge bånd på kapitalisterne. Ministrene, der hørte til blandt socialismens overløbere, viste sig at være talemaskiner, som skulle aflede de undertrykte klassers opmærksomhed, mens hele statsforvaltningsapparatet i virkeligheden blev ved med at være i hænderne på bureaukratiet (embedsmændene) og bourgeoisiet. Den berygtede Paltsjinskij, der var stedfortrædende industriminister, var den typiske repræsentant for dette apparat, som bremsede enhver forholdsregel mod kapitalisterne. Ministrene snakkede, og alt blev ved det gamle.
Især blev minister Tsereteli anvendt af bourgeoisiet til at bekæmpe revolutionen. Det var ham, man sendte ud for at »berolige« Kronstadt. Da de derværende revolutionære i deres formastelighed vovede at afsætte den udnævnte kommissær. Bourgeoisiet åbnede i sine blade en usandsynlig larmende, ondsindet, rasende løgne- og bagvaskelseskampagne mod Kronstadt, som man beskyldte for at ville »rive sig løs fra Rusland«, og disse og lignende tåbeligheder gentog man i tusinde variationer og satte skræk i småborgerskabet og filistrene. Den mest typiske repræsentant for det bornerte og forskrækkede filisteri, Tsereteli, lod sig »ærligere« end alle andre lokke ind i den borgerlige kampagnes fælde og søgte ivrigere end alle andre at »berolige« Kronstadt og »gøre det føjeligt«, uden at forstå sin rolle som lakaj for det kontrarevolutionære bourgeoisi. Resultatet var, at han blev brugt til at gennemføre en »aftale« med det revolutionære Kronstadt, hvorefter kommissæren for Kronstadt ikke simpelthen skulle udnævnes af regeringen, men vælges i Kronstadt og bekræftes af regeringen. Det var den slags jammerlige kompromiser, de ministre, der var overløbere fra socialismen til bourgeoisiet, spildte deres tid på.
Hvor ingen bourgeois-minister kunne vise sig for at forsvare regeringen over for de revolutionære arbejdere eller i sovjetterne, der kom en »socialistisk« minister, Skobjelev, Tsereteli, Tsjernov o.s.v. (eller rettere sagt: der blev han sendt hen af bourgeoisiet) og udførte samvittighedsfuldt bourgeoisiets arbejde; han gjorde, hvad han kunne for at forsvare ministeriet, vaske kapitalisterne rene og holde folket for nar med gentagelse af løfter, løfter og atter løfter, med råd om at vente, vente og vente.
Minister Tsjernov var især optaget af at slå en handel af med sine borgerlige kolleger: lige til ind i juli måned, lige til den nye »magtkrise«, der udbrød dengang, efter bevægelsen den 3.-4. juli, lige til kadetterne trådte ud af ministeriet, var minister Tsjernov hele tiden optaget af den nyttige, interessante og i sandhed folkelige sag at »overtale« sine borgerlige kolleger, tale til deres samvittighed, for at de i det mindste skulle indvilge i et forbud mod køb og salg af jord. Dette forbud var på den mest højtidelige måde blevet lovet bønderne på bonderepræsentanternes alrussiske kongres (sovjet) i Petrograd. Men det blev også ved løftet. Tsjernov kunne hverken opfylde det i maj eller i juni, indtil den revolutionære bølge ved det spontane udbrud den 3.-4. juli, som faldt sammen med kadetternes udtræden af regeringen, gav mulighed for at gennemføre denne foranstaltning. Men selv da var denne foranstaltning isoleret og ude af stand til at fremme bøndernes kamp mod godsejerne for jorden.
Ved fronten havde imidlertid den “revolutionære demokrat” Kerenskij, det nybagte medlem af de socialrevolutionæres parti, med bravour opfyldt en kontrarevolutionær, imperialistisk opgave, fornyelsen af den imperialistiske røverkrig, en opgave, som den af folket forhadte Gutsjkov ikke kunne opfylde. Han berusede sig i sin egen veltalenhed; imperialisterne, der brugte ham som en brik i deres spil, overøste ham med virak, han blev feteret, han blev forgudet af dem - altsammen fordi han trofast og redeligt tjente kapitalisterne og søgte at overtale de »revolutionære tropper« til at gå med til en genoptagelse af den krig, som føres for at overholde tsar Nikolaj II's traktater med Englands og Frankrigs kapitalister, for at de russiske kapitalister kan få Konstantinopel og Lvov, Erzerum og Trapezunt.
Således gik det andet afsnit af den russiske revolution, fra 6. maj til 9. juni. Det kontrarevolutionære bourgeoisi styrkedes og konsolideredes skjult og beskyttet af de »socialistiske« ministre, og forberedte offensiven både mod den ydre fjende og den indre, d. v s. de revolutionære arbejdere.
Til den 9. juni forberedte de revolutionære arbejderes parti, bolsjevikkerne, en demonstration i Petrograd for at give massernes uopholdeligt voksende utilfredshed og harme et organiseret udtryk. De socialrevolutionære og mensjevikiske førere, som havde rodet sig ind i aftaler med bourgeoisiet og var bundet af den imperialistiske offensivpolitik, blev forfærdede, da de mærkede, at de havde tabt deres indflydelse hos masserne. Der rejste sig et almindeligt hyl mod demonstrationen, et hyl, som denne gang forenede de kontrarevolutionære kadetter med de socialrevolutionære og mensjevikkerne. Under deres førerskab, som resultat af deres kompromispolitik med kapitalisterne, trådte det ganske tydeligt frem, viste det sig med forbløffende klarhed, at de småborgerlige masser var svinget over til et forbund med det kontrarevolutionære bourgeoisi. Dette er den historiske betydning, dette er klassebetydningen af krisen den 9. juni.
Bolsjevikkerne aflyste demonstrationen, da de ikke havde den ringeste lyst til at føre arbejderne ind i en fortvivlelsens kamp mod de forenede kadetter, socialrevolutionære og mensjevikker. Men for at redde blot en lille rest af massernes tillid så de sidstnævnte sig nødsaget til at fastsætte en almindelig demonstration til den 18. juni. Bourgeoisiet var ude af sig selv af raseri, da det heri med rette så en vaklen af det småborgerlige demokrati i retning af proletariatet, og besluttede at lamme demokratiets aktion gennem en offensiv ved fronten.
Og virkelig, den 18. juni førte til en overordentlig virkningsfuld sejr for det revolutionære proletariats, for bolsjevikkernes paroler blandt Petrograds masser, og den 19. juni forkyndte bourgeoisiet og bonapartisten Kerenskij højtideligt den offensiv, der netop den 18. juni påbegyndtes ved fronten. [*1]
Offensiven betød faktisk genoptagelse af røverkrigen i .kapitalisternes interesse mod den arbejdende befolknings uhyre flertals vilje. Det stod derfor i uundgåelig forbindelse med offensiven, dels at chauvinismen blev styrket enormt og at den militære (og følgelig også den statslige) magt gik over til en militærklike af bonapartister, dels at man gik over til voldshandlinger mod masserne, til forfølgelse af internationalisterne, til ophævelse af agitationsfriheden, til arrestation og skydning af dem, der er imod krigen.
Hvis den 6. maj havde bundet de socialrevolutionære og mensjevikkerne til bourgeoisiets triumfvogn med et reb, så har den 19. juni smedet dem fast med en lænke som kapitalisternes tjenere.
Massernes forbitrelse som følge af røverkrigens genoptagelse voksede naturligvis endnu hurtigere og stærkere. Den 3. og 4. juli udløstes deres harme i en eksplosion, en eksplosion, som bolsjevikkerne forsøgte at hindre, og som de naturligvis måtte prøve at give en så organiseret form som muligt.
De socialrevolutionære og mensjevikkerne, bourgeoisiets slaver, som var lagt i lænker af deres herrer, gik med til alt: reaktionære troppers ankomst til Petrograd, dødsstraffens genindførelse, afvæbning af arbejderne og de revolutionære tropper, arrestationer, forfølgelser, forbud, mod blade uden retskendelse. Magten, som bourgeoisiet i regeringen ikke helt kunne tilrane sig, og som sovjetterne ikke ville overtage, gled over i hænderne på militærkliken, på bonapartisterne, som naturligvis fuldtud blev understøttet af kadetterne og de sorte hundreder, godsejerne og kapitalisterne.
Det ene skridt trak det andet efter sig. Efter at de socialrevolutionære og mensjevikkerne var kommet ud på skråplanet med kompromispolitiken overfor bourgeoisiet, rutsjede de ustandseligt nedad, til de nåede bunden. Den 28. februar lovede de i Petrograds sovjet den borgerlige regering betinget støtte. Den 6. maj frelste de den fra sammenbruddet og lod sig forvandle til dens tjenere og forsvarere ved at give tilslutning til offensiven. Den 9. juni forenede de sig med det kontrarevolutionære bourgeoisi i det felttog med rasende ondskab, løgne og bagvaskelser, som rettedes mod det revolutionære proletariat. Den 19. juni godkendte de den påbegyndte genoptagelse af røverkrigen. Den 3. juli gik de med til at tilkalde reaktionære tropper: det var begyndelsen til den fuldstændige overgivelse af magten til bonapartisterne. Det ene skridt trak det andet efter sig.
Dette forsmædelige endeligt for de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier er ikke nogen tilfældighed, men resultatet af småbesiddernes, småborgerskabets økonomiske stilling, noget man ofte har erfaret i Europa.
Enhver har naturligvis kunnet iagttage, hvordan småborgerne slider og slæber, hvordan de anstrenger sig for at “arbejde sig op” og blive rigtige forretningsfolk, blive »velsituerede« forretningsfolk, blive bourgeoisi. Sålænge kapitalismen hersker, er der ingen anden udvej for småbesidderen: han må enten selv nå op i kapitalisternes rækker (og det er i bedste fald muligt for een småbesidder blandt hundrede) eller synke ned til at blive en ruineret småbesidder, halvproletar og så - proletar. Det samme gælder også i politik: det småborgerlige demokrati, navnlig dets førere, løber efter bourgeoisiet. Det småborgerlige demokratis førere trøster deres masser med løfter og forsikringer om, at man kan nå til forståelse med storkapitalisterne, i bedste fald får de en kort tid små indrømmelser af kapitalisterne for et lille bedrestillet lag af de arbejdende masser, men på alle afgørende, på alle vigtige punkter har det småborgerlige demokrati stadig vist sig som efterabere af bourgeoisiet, som dets afmægtige vedhæng, som et føjeligt redskab i finanskongernes hænder. Erfaringerne fra England og Frankrig har mere end en gang bekræftet dette.
Erfaringerne fra den russiske revolution, hvor begivenhederne navnlig under indflydelse af den imperialistiske krig og den deraf fremkaldte yderst dybtgående krise har udviklet sig med usædvanlig hurtighed, denne erfaring fra februar til juli 1917 har på en overordentlig slående og anskuelig måde bekræftet den gamle marxistiske sandhed om småborgerskabets vaklende holdning, den russiske revolution lærer os, at hvis de arbejdende masser vil redde sig ud af krigens skruestik, hungersnøden og slavearbejdet for godsejerne og kapitalisterne, gives der ingen anden vej end et fuldstændigt brud med de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier, klar erkendelse af deres forræderrolle, afvisning af enhver form for kompromispolitik overfor bourgeoisiet, energisk tilslutning til de revolutionære arbejdere. Ene og alene de revolutionære arbejdere er, hvis de bliver støttet af de fattige bønder, i stand til at bryde kapitalisternes modstand, føre folket frem til erobring af jorden uden nogen afløsningssum, til fuldstændig frihed, til sejr over hungersnøden, til sejr over krigen, til en retfærdig og varig fred.
Denne artikel er, som det ses af teksten, skrevet sidst i juli måned 1917.
Revolutionens gang i august har fuldtud bekræftet det i artiklen fremførte. I slutningen af august 1917 har så Kornilovs oprør fremkaldt et nyt omsving i revolutionen, idet det tydeligt har vist hele folket, at kadetterne i forbund med de kontrarevolutionære generaler tragter efter at jage sovjetterne fra hinanden og genoprette monarkiet. Hvor kraftigt dette omsving er, om det vil lykkes det at gøre ende på den skæbnesvangre kompromispolitik overfor bourgeoisiet, vil den nærmeste fremtid vise ... [Disse sidste 2 sætninger findes ikke i den nyere udgave:] Det kontrarevolutionært kup, som general Kornilov forsøgte d. 1. august-september 1917 for at knuse revolutionen, skulle opløse sovjetterne og oprette et militærdiktatur. Det skyldtes alene det bolsjevikiske partis energiske optræden i spidsen for den væbnede modstand mod revolten, at denne plan blev slået ned.
6. september 1917
*1. Bonapartisme (opkaldt efter de to franske kejsere Bonaparte) bruges om en regering, som søger at synes upartisk, og som til det yderst udnytter den skærpede kamp mellem kapitalisternes og arbejdernes partier. Da en sådan regering i virkeligheder tjener kapitalen, bedrager den først arbejderne med løfter og almisser.
1. Den provisoriske regering indførte den 12. (25.) juli dødsstraf ved fronten. Ved divisionerne blev der oprettet “revolutionære militærdomstole”, der trådte i kraft straks efter offentliggørelsen, og hvis domme skulle eksekveres uden opsættelse.
Sidst opdateret 2.7.2007