Skrevet 22. april (5. maj) 1917, trykt første gang i Pravda nr. 39, 23. april (6. maj) 1917.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 81-84, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 29. juni 2013.
Petrograd og hele Rusland har oplevet en svær politisk krise, den første politiske krise efter revolutionen.
18. april bekendtgjorde den provisoriske regering sin sørgeligt berygtede note, hvori krigens røveriske erobringsmål blev stadfæstet så tilstrækkeligt klart, at det vakte harme i den brede befolkning, som oprigtigt havde troet kapitalisternes ønske om (og evne til) at »afstå fra anneksioner«.
20.-21. april var Petrograd i kog. Gader og stræder var overfyldt af mennesker; overalt, dag og nat, flokkedes klynger og grupper; der afholdtes spontane møder af forskellig størrelsesorden; masseoptog og -demonstrationer stod på uafbrudt. I aftes, den 21. april, lod det til, at krisen eller i hvert fald dens første trin var overstået, idet først eksekutivkomiteen for arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet og derpå sovjetten selv erklærede regeringens »forklaringer«, »udlægninger« og rettelser til noten for »tilfredsstillende« (de kan reduceres til det tommeste, mest intetsigende og uforbindende frasemageri, [1] der intet ændrer) og »episoden for udtømt«.
Om den brede befolkning erklærer »episoden for udtømt«, vil fremtiden vise. For os må det nu være opgaven at foretage et grundigt studium af de kræfter, af de klasser, som kom for dagen under krisen, og deraf uddrage læren for proletariatets parti. Alle krisers store betydning ligger nemlig i, at de bringer det skjulte for dagen, kasserer det irrelevante, overfladiske og lidet væsentlige, ekspederer det politiske skrald ad Pommern til og blotlægger den stedfindende klassekamps egentlige drivfjedre.
Hvad kapitalisternes regering gjorde den 18. april, var reelt kun at gentage sine tidligere noter, hvori man udstyrede den imperialistiske krig med diplomatiske forklaringer. Men nu blev soldatermasserne grebet af harme, for de havde af en ærlig sjæl troet på kapitalisternes oprigtighed og fredsvilje. Demonstrationerne begyndte som soldaterdemonstrationer under den modsætningsfyldte, uafklarede, perspektivløse parole »Ned med Miljukov« (som om omrokering af personer og grupperinger kunne ændre noget ved indholdet af den førte politik!).
Det vil sige, at den brede, ustabile, vaklende masse, den, som står bønderne nærmest og efter videnskabelig klassekarakteristik er småborgerlig, svingede væk fra kapitalisterne og over til de revolutionære arbejdere. Det var denne vending eller bevægelse i masserne, som har styrke til at afgøre alt, der skabte krisen.
I samme nu begyndte ikke de moderate, men de yderliggående elementer, ikke den småborgerlige masse af mellemlag, men bourgeoisiet og proletariatet, at komme i bevægelse, organisere sig og gå ud på gaden.
Bourgeoisiet erobrer Nevskij Prospekt [2] – eller »Miljukov Prospekt« som en avis har omdømt det til – og tilliggende gader i Petrograds rige kvarterer, kapitalisternes og embedsmændenes Petrograd. Officerer og studenter, »middelklasserne«, demonstrerer for den provisoriske regering; blandt parolerne på transparenter ses ofte »Ned med Lenin«.
Proletariatet rejser sig i sine højborge – i arbejderforstæderne – og organiseres omkring opråb og paroler fra vort partis centralkomité. Den 21. og 22. vedtager centralkomiteen resolutioner, som via organisationsapparatet straks kan bringes til de proletariske massers kendskab. Arbejderdemonstrationer oversvømmer de fattige, mindre centrale bydele og trænger så gruppevis ind til Nevskij Prospekt. Til forskel fra bourgeoisiets demonstration er proletarernes massedemonstrationer langt, langt større og præget af samhørighed. På transparenterne læser man bl.a.: »Al magt til arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet«.
På Nevskij nærmer det sig en konfrontation. Bannere og transparenter fra »fjendens « demonstration flås i stumper og stykker. Fra et par steder får Petrogradsovjettens eksekutivkomité telefonisk meddelelse om, at der er skudt fra begge parter, at der er dræbte og sårede; oplysningerne herom er ikke verificerede og yderst modstridende.
Bourgeoisiets rædsel for, om de virkelige masser, folkets faktiske flertal, mon skulle have grebet magten, finder udtryk i skrigeriet om et »borgerkrigens spøgelse«. Og Petrogradsovjettens småborgerlige anførere, mensjevikkerne [3] og narodnikkerne [4] – som generelt efter revolutionen og specielt i krisedagene overhovedet ikke har haft nogen principiel partilinje – lader sig forskrække. I eksekutivkomiteen, hvor op mod halvdelen af stemmerne kort forinden havde været mod den provisoriske regering, stemte nu 34 for (mod 19) en tilbagevenden til tillids- og forligspolitikken med kapitalisterne.
»Episoden« var erklæret for »udtømt«.
Hvori består denne klassekamps væsen? Kapitalisterne går ind for at trække krigen i langdrag og tilslører det med fraser og gyldne løfter; de er filtret ind i et netværk af russisk, engelsk-fransk og amerikansk bankkapital. Proletariatet, repræsenteret ved dets bevidste avantgarde, går ind for at overdrage magten til den revolutionære klasse, til arbejderklassen og halvproletarerne, går ind for at forstærke den verdensomspændende arbejderrevolution, som også i Tyskland er i åbenlys vækst, går ind for at bringe krigen til ophør med en sådan revolution.
Den brede, fortrinsvis småborgerlige masse, som endnu nærer tillid til mensjevik- og narodniklederne, som er skræmt fra vid og sans af bourgeoisiet, som med småforbehold fører dets linje, svajer snart til højre, snart til venstre.
Krigen er forfærdelig; det mærker netop den brede masse allerhårdest; netop i dens rækker vokser en endnu langtfra klar forståelse af, at denne krig er forbryderisk, at den føres på grund af kapitalisternes indbyrdes rivalisering og kævl omkring delingen af deres bytte. Den internationale situation bliver mere og mere forviklet. Der findes ingen anden udvej end en verdensomspændende arbejderrevolution, som lige nu er mere fremskreden i Rusland end andre steder, men som tydeligvis tager til (strejker, forbrødring) også i Tyskland. Og masserne vakler: mellem tillid til de gamle herskere, kapitalisterne, og forbitrelse imod dem; mellem tillid til den nye, den eneste konsekvent revolutionære klasse, proletariatet, der baner vej til en lysere fremtid for alle arbejdende, og uklar forståelse af dens verdenshistoriske rolle.
Dette er ikke den småborgerlige og halvproletariske masses første og ej heller sidste vaklen!
Læren er tydelig, kammerater arbejdere. Tiden stiller sig ikke afventende. Efter den første krise vil der følge andre. Sæt alle kræfter ind på at oplyse de tilbagestående, på direkte, kammeratlig tilnærmelse til masserne (ikke kun på møder), til hvert eneste regiment, hver eneste gruppe af endnu uafklarede lag i den arbejdende befolkning! Sæt alle kræfter ind på jeres eget sammenhold, på organisering af arbejderne fra øverst til nederst, helt ud i hver bydel, hver fabrik, hver husblok i hovedstaden og dens forstæder! Lad jer ikke slå omkuld, hverken af småborgerlige politikere, der laver »forlig« med kapitalisterne, forsvarsvenner og »støtte«tilhængere eller af enegængere, der hælder til nu-eller-aldrig-holdningen og derfor råber »Ned med den provisoriske regering!«, før folkets flertal er solidt sammensvejset. Kriser afskaffes ikke med enkeltpersoners vold mod andre, ved bevæbnede smågruppers spredte aktioner, ved blanquistiske forsøg på at »gribe magten«, »arrestere« den provisoriske regering osv.
Øjeblikkets parole lyder: forklar proletariatets linje og dets vej til at afslutte krigen så præcist, klart og bredt som muligt. Ret jer ind overalt i de proletariske rækker og geledder så stærkt og bredt som muligt! Slut samlet op om jeres sovjetter, gå ind i dem og tilstræb gennem kammeratlig overbevisning og omvalg af enkelte medlemme rat samle flertallet omkring jer!
1. Lenin sigter til Meddelelse Fra Den Provisoriske Regering, offentliggjort i pressen 22. april (5. maj) 1917, hvori nævnte regering, »på grund af den opståede tvivl vedrørende spørgsmålet om fortolkningen af udenrigsministeriets note«, redegjorde for, at noten af 18. april (1. maj) var enstemmigt vedtaget i regeringen, at den i noten proklamerede sejr over fjenderne som betingelse for at afslutte krigen ikke forudsatte voldelig erobring af fremmed territorium, at der ved de i noten omtalte »sanktioner og garantier« for varig fred mentes rustningsbegrænsninger og nedsættelse af internationale militærtribunaler. – S. 81.
2. Nevskij Prospekt – den centrale hovedgade i Petrograd (nu Leningrad). – S. 82.
3. Mensjevikkerne – se note 4 til artiklen Breve Fra Det Fjerne. – S. 83.
4. Narodnikker – se note 10 til artiklen Proletariatets Opgaver I Vor Revolution. – S. 83.
Sidst opdateret 29.6.2013