Dateret 10. april 1917, udkom som pjece på forlaget Priboj i september 1917.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 51-80, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. juni 2013.
Det historiske øjeblik, Rusland gennemlever, karakteriseres af følgende grundtræk:
1. Den gamle tsarmagt, som kun repræsenterede en lille kreds af feudale godsejere, der rådede over hele statsmaskineriet (hæren, politiet, embedsstanden), er slået i stykker og fjernet, men ikke slået ihjel. Monarkiet er formelt ikke afskaffet. Romanovbanden fortsætter sine monarkistiske intriger. De feudale godsejeres umådelige jordbesiddelse er ikke likvideret.
2. Statsmagten i Rusland er kommet en ny klasse i hænde, nemlig bourgeoisiet og de nye bourgeoisi-godsejere. For så vidt er den borgerlig-demokratiske revolution tilendebragt.
Efter at bourgeoisiet er kommet til magten, har det dannet blok (forbund) med åbent monarkistiske elementer, der udmærkede sig ved usædvanlig ihærdig støtte til Nikolaj den Blodige og Bøddelen Stolypin i årene 1906-1914 (Gutjkov og andre politikere til højre for kadetterne). Lvov og co.s nye borgerlige regering har forsøgt og har indledt forhandlinger med Romanov’erne om genindførelse af monarkiet i Rusland. I ly af revolutionære fraser sætter denne regering tilhængere af det gamle regime på ledende poster. Denne regerings bestræbelser går ud på, at hele statsmaskineriet (hæren, politiet, embedsstanden) skal reformeres mindst muligt, efter at den har lagt det i bourgeoisiets hænder. Den nye regering er allerede begyndt at lægge alle mulige hindringer i vejen for masseaktionernes revolutionære initiativ og for folkets erobring af magten nedefra – denne eneste garanti for, at revolutionen virkelig kan vinde fremgang.
Denne regering har hidtil ikke engang fastsat noget tidspunkt for den konstituerende forsamlings indkaldelse. Godsejernes jordbesiddelse, det materielle grundlag for den feudale tsarisme, rører den ikke ved. At undersøge, at offentliggøre de monopolistiske finansorganisationers, storbankernes, kapitalistsyndikaternes og -kartellernes osv. aktiviteter og føre kontrol med dem, det ikke så meget som tænker denne regering på.
De vigtigste, de mest afgørende ministerposter i den nye regering (indenrigsministeriet, krigsministeriet, dvs. kommandoen over hæren, politiet, embedsstanden og hele apparatet til undertrykkelse af masserne) tilhører notoriske monarkister og talsmænd for de store godsbesiddelser. Kadetterne, [2] republikanere af i går, republikanere mod deres vilje, har fået overladt andenrangs poster, som ikke har nogen direkte forbindelse med kommandoen over folket og med statsmagtens apparat. A. Kerenskij, repræsentant for trudovikkerne [3] og »også-socialist«, spiller absolut ingen rolle, undtagen den at sløve folkets vagtsomhed og opmærksomhed ved hjælp af velklingende fraser.
Af alle disse grunde fortjener den nye borgerlige regering ingen som helst tillid fra proletariatets side, ikke engang på indenrigspolitikkens område, og den må afgjort ingen støtte få fra proletariatet.
3. Udenrigspolitikken er nu i kraft af de objektive forhold trådt i forgrunden, og på dette område ser den nye regering sin opgave i at fortsætte den imperialistiske krig, en krig i forbund med de imperialistiske magter, England, Frankrig osv., for at dele det kapitalistiske bytte, for at kvæle de små og svage folk.
Den nye regering, som tjener den russiske kapital og dennes mægtige beskytter og herre, den engelsk-franske imperialistiske kapital, der er den rigeste i hele verden, har ikke taget nogen som helst reelle skridt til standsning af folkemyrderiet for kapitalisternes interesser, på trods af de ønsker, som er udtalt aldeles utvetydigt af soldater- og arbejderrepræsentanternes sovjet som talerør for det ubestridelige flertal af Ruslands folkeslag. Den har ikke engang offentliggjort de hemmelige traktater af vitterlig røverisk indhold (om opdeling af Persien, om plyndring af Kina, om plyndring af Tyrkiet, om opdeling af Østrig, om anneksion af Østprøjsen, om anneksion af de tyske kolonier osv.), som vitterlig binder Rusland til den engelsk-franske imperialistiske røverkapital. Den har godkendt disse traktater, der er indgået af tsarismen, som i århundreder har plyndret og underkuet flere folkeslag end andre tyranner og despoter, – af tsarismen, som ikke blot har underkuet, men også vanæret og korrumperet det storrussiske folk ved at gøre det til bøddel mod andre folkeslag.
Den nye regering har bekræftet disse skændige og røveriske traktater og undladt at foreslå alle de krigsførende folk øjeblikkelig våbenstilstand, på trods af de krav, som flertallet af Ruslands folkeslag klart har udtrykt gennem arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Den har taget tilflugt til højtidelige, velklingende, svulstige, men fuldstændig tomme deklarationer og fraser, som borgerlige diplomater altid har brugt og stadig bruger til at bedrage det undertrykte folks godtroende og naive masser.
4. Derfor fortjener den nye regering ikke blot den allerstørste mistillid på det udenrigspolitiske område, men selv det at stille den yderligere krav om, at den skal forkynde Ruslands folkeslags vilje til fred, at den skal afstå fra anneksioner osv., osv., er i virkeligheden blot at bedrage folket, at indgyde det uopfyldelige forhåbninger, at forhale afklaringen af dets bevidsthed, indirekte at forsone det med en fortsættelse af krigen, hvis virkelige sociale karakter ikke bestemmes af fromme ønsker, men af den krigsførende regerings klassekarakter, af forbindelsen mellem den klasse, den givne regering repræsenterer, og den imperialistiske finanskapital i Rusland, England, Frankrig o.a., af den reelle, virkelige politik, som denne klasse fører.
5. Det vigtigste særkende ved vor revolution, et særkende, der på det mest bydende kræver, at man tager stilling til det med eftertanke, er den dobbeltmagt, der opstod straks efter revolutionens sejr.
Denne dobbeltmagt viser sig ved, at der eksisterer to regeringer: hovedregeringen, den egentlige, virkelige regering, bourgeoisiets regering, Lvov og co.s »provisoriske regering«, som sidder inde med alle magtorganer, og en supplerende, »kontrollerende« sideregering i form af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet i Petrograd, som ikke sidder inde med organer for statsmagten, men som støtter sig direkte på et oplagt, ubetinget flertal af folket, på de bevæbnede arbejdere og soldater.
Denne dobbeltmagts klassekilde og klassebetydning ligger i, at den russiske revolution i marts 1917 ikke blot fejede hele tsarmonarkiet bort, ikke blot overgav al magt til bourgeoisiet, men også nåede helt frem til proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur. Netop et sådant diktatur (dvs. en magt, der ikke støtter sig på en lov, men på de bevæbnede folkemassers umiddelbare kraft), og netop de nævnte klassers diktatur repræsenteres af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter i Petrograd og andre steder.
6. Det næste, yderst vigtige særkende ved den russiske revolution er, at Petrograds arbejder- og soldatersovjet, som efter alt at dømme nyder tillid hos flertallet i de lokale sovjetter, frivilligt overgiver statsmagten til bourgeoisiet og dets provisoriske regering, frivilligt overlader den førstepladsen efter at have indgået overenskomst om at støtte den og lader sig nøje med rollen som iagttager, som kontrollør, der overvåger indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling (hvis indkaldelsesdato den provisoriske regering end ikke har bekendtgjort endnu).
Denne overmåde egenartede omstændighed, som i denne form ikke har sin lige i historien, har skabt en sammenfletning, en forening af to diktaturer: bourgeoisiets diktatur (thi regeringen Lvov og co. er et diktatur, dvs. en magt, som ikke støtter sig på loven og et forud indhentet udtryk for folkeviljen, men på voldelig erobring af magten, tilmed gennemført af en bestemt klasse, nemlig bourgeoisiet) og proletariatets og bøndernes diktatur (arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet).
Der hersker ikke den ringeste tvivl om, at en sådan »sammenfletning« ikke kan holde længe. Der kan ikke bestå to slags magt i én stat. En af dem må forsvinde, og hele Ruslands bourgeoisi arbejder allerede for fuldt tryk med alle midler og overalt på at udmatte og tilintetgøre arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter og oprette bourgeoisiets herredømme.
Dobbeltmagten er kun udtryk for en overgangstid i revolutionens udvikling, hvor denne er nået videre end den sædvanlige borgerlig-demokratiske revolution, men endnu ikke er nået til proletariatets og bøndernes »rene« diktatur.
Denne ustabile overgangssituations klassemæssige betydning (og klassemæssige forklaring) ligger i følgende: som enhver anden revolution har vor revolution krævet det største heltemod, den største selvopofrelse fra massernes side i kampen mod tsarismen, og den har tillige med ét slag trukket et uhyre antal spidsborgere ind i bevægelsen.
Et af de vigtigste videnskabelige og praktisk-politiske kendetegn på enhver virkelig revolution er den usædvanlig hurtige, bratte, stejle vækst i antallet af »spidsborgere«, som går over til aktiv, selvstændig, virksom deltagelse i det politiske liv, i statens opbygning.
Således også i Rusland. Rusland er nu i kog. Millioner og atter millioner, som politisk har sovet i ti år, som politisk blev kvalt af tsarismens frygtelige åg og af tvangsarbejdet for godsejerne og fabrikanterne, er nu vågnet og higer efter at deltage i politik. Men hvem er disse millioner og atter millioner? Størstedelen er små næringsdrivende, småborgere, folk, som står midt imellem kapitalisterne og lønarbejderne. Rusland er det mest småborgerlige af alle europæiske lande.
En kæmpemæssig småborgerlig bølge har fejet alt over ende og trængt det klassebevidste proletariat tilbage, ikke alene i kraft af sin talmæssige styrke, men også ideologisk, dvs. smittet og gennemsyret meget vide kredse af arbejdere med småborgerlige politiske anskuelser.
Småborgerens liv afhænger af bourgeoisiet, han lever selv på besiddermanér, ikke som proletar (efter sin stilling i den samfundsmæssige produktion), og også i sin tænkemåde følger han bourgeoisiet.
Blind tillidsfuldhed over for kapitalisterne, fredens og socialismens værste fjender, dét kendetegner massernes nuværende politik i Rusland, dét er med revolutionær hast skudt frem af den sociale og økonomiske jordbund i Europas mest småborgerlige land. Det er klassegrundlaget for »overenskomsten« (jeg betoner, at jeg ikke så meget sigter til den formelle overenskomst som til den faktiske støtte, den stiltiende enighed, den blindt tillidsfulde afståelse af magten) mellem den provisoriske regering og arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet, en overenskomst, som har givet Gutjkov’erne en fed bid, den virkelige magt, mens sovjetten har fået – løfter, hædersbevisninger (foreløbigt, midlertidigt), smiger, talemåder, forsikringer og bukken og skraben fra Kerenskij’ernes side.
Proletariatets talmæssige svaghed i Rusland, dets utilstrækkelige bevidste orientering og organiserethed, det er den samme medaljes anden side.
Alle narodnikpartierne, de socialrevolutionære [4] indbefattet, har altid været småborgerlige; det samme gælder organisationskomiteens parti [5] (Tjkheidse, Tsereteli m.fl); de partiløse revolutionære (Steklov o.a.) har ligeledes ladet sig rive med af bølgen eller kunne ikke, klarede ikke at holde stand mod den.
7. Det ovenfor omtalte særkende ved den faktiske situation pålægger marxisten, der må regne med de objektive kendsgerninger, med masser og klasser, og ikke med enkeltpersoner osv., at følge en særegen taktik i det givne øjeblik.
Dette særkende kræver fremfor alt, at der »blandes en portion eddike og galde i de revolutionær-demokratiske talemåders vamle limonade« (som min kammerat Teodorovitj fra vort partis centralkomité yderst træffende bemærkede det på mødet i går på jernbanefolkenes alrussiske kongres i Petrograd). Kritisk arbejde, klarlæggelse af de socialrevolutionæres og socialdemokraternes småborgerlige partiers fejl, forberedelse og sammensvejsning af elementerne til et bevidst proletarisk, kommunistisk parti, frigørelse af proletariatet fra den »almindelige« småborgerlige rus.
Tilsyneladende er dette »kun« propagandaarbejde. Men i virkeligheden er det i højeste grad praktisk revolutionært arbejde, for på anden måde kan man ikke drive en revolution fremad, som er gået i stå, som er kvalt i talemåder, og som er begyndt en »march på stedet«, ikke på grund af ydre hindringer, ikke fordi bourgeoisiet anvender vold mod den (foreløbig nøjes Gutjkov med at true med at bruge vold mod soldatermassen), men fordi masserne er hildet i blind tillidsfuldhed.
Kun ved at bekæmpe denne blinde tillidsfuldhed (og det kan og skal man kun gøre rent ideologisk, ved kammeratlig overtalelse, ved at henvise til livets erfaring) kan vi befri os for den grasserende revolutionære floskel og virkelig give proletariatets og i det hele taget massernes bevidsthed et skub fremad, kun derved kan vi vække massernes dristige, beslutsomme initiativ ude omkring og fremme den egenmægtige virkeliggørelse, udvikling og konsolidering af frihederne, demokratiet og det princip, at al jord skal være hele folkets eje.
8. De erfaringer, bourgeoisiets og godsejernes regeringer verden over har gjort, har resulteret i to metoder til at holde folket under åget. Den første er vold. Nikolaj Romanov I, kaldet Nikolaj Knippel, og Nikolaj II, den Blodige, har vist det russiske folk alle mulige og umulige udslag af denne bøddelmetode. Men der er en anden metode, som er udviklet mest fuldkomment af det engelske og franske bourgeoisi, der er blevet »klog af skade« efter en række store revolutioner og revolutionære massebevægelser. Denne metode består i bedrageri, smiger, talemåder, en million løfter, små almisser, eftergivenhed i uvæsentlige ting og umedgørlighed i vigtige ting.
Det særegne ved det nuværende øjeblik i Rusland er den svimlende hurtige overgang fra den første til den anden metode – fra vold mod folket til smiger og bedrager i ved hjælp af løfter. Katten Vaska lader sig ikke forstyrre, den æder videre. [6] Miljukov og Gutjkov sidder på magten, de beskytter kapitalens profit, de fører imperialistisk krig i den russiske og fransk-engelske kapitals interesse – og tyr til forsikringer, deklamationer og effektfulde erklæringer, når »kokke« som Tjkheidse, Tsereteli og Steklov holder tale og truer, formaner, besværger, bønfalder, kræver, proklamerer... Katten Vaska lader sig ikke forstyrre, den æder videre.
For hver dag, der går, vil den tillidsfulde blindhed og den blinde tillidsfuldhed imidlertid svinde mere og mere, navnlig hos proletarerne og de fattigste bønder, som livet (deres sociale og økonomiske stilling) lærer ikke at stole på kapitalisterne.
Småborgerskabets førere »må« lære folket at stole på bourgeoisiet. Proletarerne må lære folket mistro til bourgeoisiet.
9. Det vigtigste, det grelleste udslag af den småborgerlige bølge, der har oversvømmet »næsten alt« er utvivlsomt den revolutionære forsvarsvilje. Den er nemlig den værste fjende for den russiske revolutions videre udvikling og heldige udfald.
Den, der er bukket under på dette punkt og ikke har forstået at klare sig ud af det igen, er tabt for revolutionen. Men masserne ligger under for den anderledes end førerne, og de klarer sig ud af den anderledes, gennem en anden udviklingsgang, på en anden måde.
Den revolutionære forsvarsvilje er på den ene side en frugt af bourgeoisiets bedrageri over for masserne, en frugt af bøndernes og nogle arbejderes blinde tillidsfuldhed; på den anden side er den et udtryk for småbesidderens interesser og indstilling, han er til en vis grad interesseret i anneksioner og bankprofitter, og han »vogter« tsarismens traditioner fra den tid, da tsarismen korrumperede storrusserne ved at bruge dem som bøddel mod andre folkeslag.
Bourgeoisiet bedrager folket ved at appellere til dets ædle stolthed over revolutionen og fremstille sagen, som om krigen på Ruslands side har ændret sin sociale og politiske karakter, efter at denne fase af revolutionen er indtrådt, efter at Gutjkov-Miljukovs næsten-republik er trådt i stedet for tsarmonarkiet. Og folket tror det – en tid – for en stor del takket være de gamle fordomme, som altid får det til at betragte andre folkeslag i Rusland end storrussere næsten som en slags storrussisk ejendom eller stamgods. Tsarismens afskyelige korrumpering af det storrussiske folk ved at vænne det til at se noget lavere i de andre folkeslag, noget, der »retmæssigt« tilhører Storrusland, kunne ikke forsvinde på en gang.
Det, der forlanges af os, er evne til at forklare masserne, at krigens sociale og politiske karakter ikke bestemmes af »velvilje« hos enkeltpersoner og grupper og ikke engang hos nationer, men af den klasses stilling, som fører krigen, af den klasses politik, som krigen er en fortsættelse af, af de bånd, kapitalen pålægger som den herskende økonomiske magt i det moderne samfund, af den internationale kapitals imperialistiske karakter, af Ruslands finansielle, bankmæssige og diplomatiske afhængighed af England, Frankrig osv. At forklare alt dette godt og forståeligt for masserne er ikke let; ingen af os kunne fra første færd klare det uden at begå fejl.
Men retningen eller rettere sagt indholdet i vor propaganda må være sådan og kun sådan. Den mindste indrømmelse til den revolutionære forsvarsvilje er forræderi mod socialismen, fuldstændig prisgivelse af internationalismen, uanset hvilke smukke talemåder og »praktiske« overvejelser man vil retfærdiggøre det med.
Parolen »Ned med krigen« er rigtig, naturligvis, men den tager ikke de øjeblikkelige opgavers specielle præg i betragtning, nemlig nødvendigheden af at nærme sig den brede masse på en anden måde. Efter min mening minder den om parolen »Ned med tsaren«, som den uheldige agitator i de »gode, gamle dage« uden videre gik ud på landet med – og fik prygl for. Den revolutionære forsvarsviljes menige talsmænd er ærlige, ikke i personlig, men i klassemæssig betydning, dvs. de tilhører klasser (arbejderne og de fattige bønder) som anneksionerne og kvælningen af fremmede folkeslag faktisk ikke bringer nogen fordel. Det er helt anderledes med bourgeois’erne og d’herrer »intellektuelle«, som udmærket ved, at det er umuligt at give afkald på anneksioner uden dermed at give afkald på kapitalens herredømme, og som samvittighedsløst bedrager masserne med smukke talemåder, med løfter uden måde og forsikringer uden tal.
Forsvarsviljens menige talsmænd anskuer sagen primitivt, spidsborgerligt: »Jeg ønsker ikke anneksioner, men tyskeren er efter mig, selvfølgelig forsvarer jeg en retfærdig sag og aldeles ikke imperialistiske interesser«. En sådan person må man forklare og endnu en gang forklare, at det ikke kommer an på hans personlige ønsker, men på politiske masse- og klasseforhold og -betingelser, at det drejer sig om krigens sammenhæng med kapitalens og det internationale banknets interesser osv. Kun en sådan kamp mod forsvarsviljen er seriøs og lover resultat, måske ikke noget særligt hurtigt, men et sikkert og varigt resultat.
10. Krigen kan man ikke gøre ende på »efter behag«. Den kan ikke bringes til ophør efter beslutning af én af parterne. Den kan ikke bringes til ophør ved at »støde bajonetten i jorden«, som en forsvarsvenlig soldat udtrykte sig.
Krigen kan man ikke gøre ende på ved en »overenskomst« mellem socialisterne i de forskellige lande, ved en »aktion« af proletarer i alle lande, ved folkenes »vilje« osv. Alle den slags fraser fylder artiklerne i de forsvarsvenlige og halvforsvarsvenlige, halvinternationalistiske blade og ligeledes de utallige resolutioner, opråb, manifester og resolutioner fra arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet – alle disse fraser er ikke andet end småborgernes tomme, naive, fromme ønsker. Der findes ikke noget skadeligere end sådanne fraser om »tilkendegivelse af folkenes vilje til fred«, om rækkefølgen af proletariatets revolutionære aktioner (efter det russiske proletariat »kommer turen« til det tyske) osv. Alt dette er Louis Blanc-politik, dagdrømme, leg med »politiske kampagner«, i virkeligheden en gentagelse af fablen om Katten Vaska.
Krigen er ikke et produkt af de kapitalistiske røveres onde vilje, skønt den uomtvisteligt kun føres i deres interesse, kun beriger dem. Krigen er et produkt af verdenskapitalens udvikling i et halvt hundrede år, af dens milliarder af tråde og bånd. Det er umuligt at springe ud af den imperialistiske krig, det er umuligt at opnå en demokratisk fred og undgå en voldsfred, hvis ikke kapitalens herredømme styrtes og statsmagten overgår til en anden klasse, til proletariatet.
Med den russiske revolution i februar-marts 1917 indledtes den imperialistiske krigs forvandling til borgerkrig. Denne revolution har gjort det første skridt til afslutning af krigen. Først det andet skridt kan sikre dens afslutning, nemlig: statsmagtens overgang til proletariatet. Det vil være begyndelsen til et internationalt »frontgennembrud«, af kapitalinteressernes front, og først når denne front er gennembrudt, kan proletariatet befri menneskeheden for krigens rædsler og give den en varig freds velsignelser.
Og den russiske revolution har allerede bragt Ruslands proletariat tæt op til et sådant »gennembrud« af kapitalens front, idet den har skabt arbejderrepræsentanternes sovjetter.
11. Sovjetterne af arbejder-, soldater-, bonderepræsentanter o.a. bliver ikke opfattet rigtigt, ikke blot i den forstand, at folkets flertal ikke er klar over deres klassemæssige betydning, deres rolle i den russiske revolution. De bliver heller ikke forstået i den henseende, at de udgør en ny statsform eller rettere sagt en ny statstype.
Den mest fuldendte, fremskredne type på en borgerlig stat er den parlamentariske demokratiske republik: magten tilhører parlamentet; statsmaskineriet, det administrative apparat og forvaltningsorganerne er de sædvanlige: stående hær, politi og en praktisk talt uafsættelig, privilegeret, over folket stående embedsstand.
Men fra slutningen af 19. århundrede frembringer de revolutionære epoker en højere type på en demokratisk stat, en stat, som i flere henseender, med Engels’ udtryk, allerede ophører at være en stat, »ikke mere er en stat i egentlig forstand«. [7] Det er en stat af Pariserkommunens [8] type, som erstatter den fra folket adskilte hær og politimagt med direkte og umiddelbar bevæbning af folket selv. Det er det væsentlige i Kommunen, som borgerlige forfattere har beløjet og bagvasket, og om hvilken man i øvrigt fejlagtigt har påstået, at den ville »indføre« socialismen straks.
Det er netop en stat af denne type, den russiske revolution i 1905 og 1917 er begyndt at skabe. En republik af sovjetter, sammensat af arbejder-, soldater-, bonderepræsentanter og andre forenet i den alrussiske konstituerende forsamling af folkerepræsentanter eller i sovjetternes sovjet osv. – det er det nye, som nu kommer til verden hos os, i dette øjeblik, på initiativ af et milliontalligt folk, som skaber demokratiet egenmægtigt, på sin egen måde, uden at vente på, hvorledes d’herrer professorer fra kadetpartiet vil skrive deres lovforslag til en parlamentarisk, borgerlig republik – og uden at vente på, at pedanterne og rutinepolitikerne i det småborgerlige »socialdemokrati« a la Plekhanov og Kautsky skulle høre op med at fordreje den marxistiske lære om staten.
Marxismen adskiller sig fra anarkismen ved, at den anerkender statens og statsmagtens nødvendighed i en revolutionær periode i almindelighed, og specielt i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme.
Marxismen adskiller sig fra d’herrer Plekhanov, Kautsky og co.s småborgerlige, opportunistiske »socialdemokratisme« ved, at den for de nævnte perioder anerkender nødvendigheden af en stat som Pariserkommunen, ikke en stat som den sædvanlige parlamentariske borgerlige republik.
Hovedforskellene mellem førstnævnte statstype og den gamle er følgende:
Fra den parlamentariske borgerlige republik kan man med lethed vende tilbage til monarkiet (som også historien har bevist), for hele undertrykkelsesmaskineriet: hæren, politiet, embedsstanden, forbliver uantastet. Kommunen og sovjetterne af arbejder-, soldater-, bonderepræsentanter o.a. sønderslår og afskaffer denne maskine.
Den parlamentariske borgerlige republik indsnævrer og kvæler massernes selvstændige politiske liv, deres direkte deltagelse i en demokratisk opbygning af hele statslivet fra øverst til nederst. Omvendt er det med arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter.
Disse frembringer igen den statstype, som Pariserkommunen formede, og som Marx kaldte »den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå«. [9]
Man indvender sædvanligvis: det russiske folk er endnu ikke modent til »indførelse« af Kommunen. Sådan argumenterer livegenskabets forsvarere, når de taler om, at bønderne ikke er modne til friheden. Kommunen, dvs. arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter, indfører ikke, agter ikke at »indføre« og må ikke »indføre« nogen omdannelser, som ikke er fuldt ud modne både i den økonomiske virkelighed og i det overvældende folkeflertals bevidsthed. Jo alvorligere det økonomiske sammenbrud og den af krigen skabte krise er, jo mere bydende nødvendigt bliver det at finde en så fuldkommen politisk form som muligt, der kan lette helbredelsen af de frygtelige sår, krigen har tilføjet menneskeheden. Jo mindre organisatorisk erfaring det russiske folk har, jo mere beslutsomt må man tage fat på den organisatoriske opbygning ved hjælp af folket selv og ikke bare overlade det til borgerlige politikus’er og embedsmænd med »fede ben«.
Jo hurtigere vi skiller os af med de gamle pseudomarxistiske fordomme, som d’herrer Plekhanov, Kautsky og co. opflasker, jo mere energisk vi går til arbejdet for at hjælpe folket med straks og overalt at danne sovjetter af arbejder- og soldaterrepræsentanter og lægge alle livsspørgsmål i deres hånd, – jo længere d’herrer Lvov og co. udskyder indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling, – desto lettere vil folket bestemme sig for en republik af arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter (med den Konstituerende Forsamling som mellemled eller uden den, hvis Lvov udskyder den alt for længe). Under det nye organisatoriske opbygningsarbejde ved hjælp af folket selv er fejl i begyndelsen uundgåelige, men det er bedre at gøre fejl og komme fremad end at vente, indtil hr. Lvovs samling af juridiske professorer får skrevet deres udspekulerede love om, hvordan den Konstituerende Forsamling skal indkaldes og den parlamentariske borgerlige republik foreviges, og om hvordan arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter skal kvæles.
Hvis vi tilrettelægger og driver vor propaganda klogt, vil ikke blot proletarerne, men også ni tiendedele af bønderne være imod genoprettelsen af politiet, imod den uafsættelige embedsstand, imod en hær, der er skilt fra folket. Og det er jo alene deri, den nye statstype består.
12. Politiets erstatning med en folkemilits – det er en omdannelse, som følger af hele revolutionens forløb, og som nu gennemføres de fleste steder i Rusland. Vi må gøre det klart for masserne, at i de fleste borgerlige revolutioner af sædvanlig type har en sådan omdannelse altid været yderst kortvarig, og at bourgeoisiet, selv det mest demokratiske og republikanske, altid har genoprettet politiet i den gamle, tsaristiske form, som var skilt fra folket, underlagt bourgeois’ernes kommando og egnet til at holde folket nede på enhver måde.
Der findes kun ét middel til at forhindre politiets genoprettelse: at der dannes en folkemilits, og at den smeltes sammen med hæren (at den stående hær erstattes med almindelig bevæbning af folket). Alle mandlige og kvindelige borgere fra det 15. til det 65. leveår må uden undtagelse være tilsluttet denne milits; disse eksempelvis anførte aldersgrænser skal kun give en forestilling om deltagelsen af unge og gamle. Kapitalisterne skal betale lønarbejderne, tjenestefolkene osv. løn for de dage, de vier samfundstjenesten i militsen. Hvis man undlader at inddrage kvinderne i selvstændig deltagelse, ikke blot i det politiske liv i almindelighed, men også i den vedvarende offentlige tjeneste, der skal ydes af enhver, kan man ikke tale om socialisme, endsige om noget fuldstændigt og varigt demokrati. Men »politi«funktioner som sygehjælp, forsorg for hjemløse børn, levnedsmiddelkontrol osv. kan overhovedet ikke udføres tilfredsstillende, uden at man gør kvinderne ligeberettigede i virkeligheden og ikke blot på papiret.
Ikke tillade politiets genoprettelse, men sætte hele folkets organisatoriske styrke ind på at oprette en milits, omfattende alle borgere – det er de opgaver, proletariatet må bringe til massernes bevidsthed for at forsvare, konsolidere og udvikle revolutionen.
13. Vi kan i øjeblikket ikke vide bestemt, om der i nærmeste fremtid vil bryde en vældig agrarrevolution løs i den russiske landsby. Vi kan ikke nøjagtigt vide, hvor dybtgående bøndernes klassedeling i karle, daglejere og fattigbønder (»halvproletarer«) på den ene side og i velstående bønder og middelbønder (kapitalister og småkapitalister) på den anden side går. Denne klassedeling er i den sidste tid uden tvivl blevet stærkere. Kun erfaringen kan og vil give svar på sådanne spørgsmål.
Men som proletariatets parti er vi ubetinget forpligtet til ikke blot straks at fremlægge et agrarprogram (jordprogram), men også at agitere for en række praktiske foranstaltninger, som ufortøvet kan gennemføres, for at fremme bøndernes agrarrevolution i Rusland.
Vi må kræve nationalisering af al jord, dvs. at al jord i staten overgår til at blive den centrale statsmagts ejendom. Denne magt må fastsætte omfang osv. af udflytningsfonden, udstede love til skovenes beskyttelse, grundforbedringer osv., den må ubetinget forbyde ethvert mellemled mellem jordejeren, staten, og forpagteren, brugeren (forbud mod enhver videre afhændelse af jorden). Men hele dispositionsretten over jorden, hele fastsættelsen af de lokale betingelser for besiddelses- og brugsretten må på ingen måde ligge i bureaukratiske embedsmandshænder, men udelukkende hos bonderepræsentanternes sovjetter, distriktsvis og lokalt.
For at forbedre kornavlens teknik og øge produktionens omfang, og også for at udvikle rationel stordrift og samfundskontrol med den, må vi inden for bondekomiteerne søge at få ethvert konfiskeret gods gjort til et stort mønsterbrug under kontrol af landarbejderrepræsentanternes sovjetter.
Som modstykke til den småborgerlige floskel og politik, der huserer hos de socialrevolutionære, navnlig i deres tomme snak om »forbrugs«- eller »arbejds«norm, og »socialisering af jorden« osv., må proletariatets parti klart gøre rede for, at småbrugssystemet under vareproduktionen ikke er i stand til at befri menneskeheden for elendigheden blandt masserne og undertrykkelsen af dem.
Uden straks og ubetinget at spalte bonderepræsentanternes sovjetter må proletariatets parti forklare masserne, at det er nødvendigt at danne særlige sovjetter af landarbejderrepræsentanter og særlige sovjetter af de fattigste (halvproletariske) bønder, eller i det mindste særlige stående udvalg af repræsentanter, som klassemæssigt hører hjemme dér, i form af særlige fraktioner eller partier inden for de almindelige sovjetter af bonderepræsentanter. Ellers vil alle narodnikkernes [10] smukke, småborgerlige fraser om bønderne som en helhed tilsløre det bedrageri, som de velhavende bønder, der kun er en slags kapitalister, begår mod den besiddelsesløse masse.
Over for de borgerlig-liberale eller rene embedsmandsprædikener, der holdes af mange socialrevolutionære og arbejder- og soldatersovjetter, som råder bønderne til ikke at bemægtige sig godsejernes jord, men vente med en ændring af jordforholdene, indtil den Konstituerende Forsamling er indkaldt, må proletariatets parti opfordre bønderne til straks og egenmægtigt at ændre jordforholdene og ufortøvet beslaglægge godsejernes jord efter de lokale bonderepræsentanters beslutning.
Det er her særligt vigtigt at holde fast ved, at produktionen af levnedsmidler til soldaterne ved fronten og til byerne ubetinget må øges, og at enhver beskadigelse eller ødelæggelse af kvægbestand, redskaber, maskiner, bygninger osv. er absolut utilladelig.
14. I nationalitetsspørgsmålet må proletariatets parti fremfor alt gå ind for, at alle nationer og folkeslag, som tsarismen har undertrykt, voldeligt indlemmet eller voldeligt fastholdt inden for statsgrænserne, dvs. annekteret, får tilkendt fuld frihed til med øjeblikkelig virkning at løsrive sig fra Rusland.
Alle erklæringer, deklarationer og manifester om at afstå fra anneksioner er kun borgerligt bedrag mod folket eller småborgerlige fromme ønsker, når de ikke følges op af en praktisk gennemførelse af retten til løsrivelse.
Proletariatets parti stræber efter at skabe den størst mulige stat, eftersom dette er til fordel for de arbejdende; det tilstræber en tilnærmelse og fortsat sammensmeltning af nationerne, men det ønsker ikke at nå dette mål ved tvang, men alene ved et frit, broderligt forbund mellem arbejderne og de arbejdende masser i alle nationer.
Jo mere demokratisk republikken Rusland bliver, jo mere resultatrigt den organiseres som arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetters republik, jo stærkere vil de arbejdende masser i alle nationer frivilligt føle sig tiltrukket af en sådan politik.
Den fulde ret til løsrivelse, det mest vidtgående lokale (og nationale) selvstyre, retsgarantier for de nationale mindretal, udarbejdet i alle enkeltheder – det er det revolutionære proletariats program.
15. Proletariatets parti må under ingen omstændigheder sætte sig det mål at »indføre« socialisme i et land af småbønder, så længe det overvejende befolkningsflertal ikke er nået til erkendelse af den socialistiske revolutions nødvendighed.
Men kun borgerlige sofister, der forskanser sig bag »næsten marxistiske« slagord, kan bruge denne sandhed til at retfærdiggøre en politik, som udskyder øjeblikkelige nødvendige revolutionære foranstaltninger, der praktisk talt er fuldstændig modne, foranstaltninger, som under krigen hyppigt er blevet gennemført af en række borgerlige stater, og som er bydende nødvendige i kampen mod det truende, fuldstændige økonomiske sammenbrud og hungersnøden.
Foranstaltninger som nationalisering af jorden, af alle kapitalisternes banker og syndikater eller i det mindste øjeblikkelig kontrol med dem fra arbejderrepræsentanternes sovjetter osv., hvad der aldeles ikke betyder »indførelse« af socialisme, må man ubetinget gå ind for og gennemføre ad revolutionær vej i videst mulig udstrækning. Uden sådanne foranstaltninger, der kun er skridt til socialismen, og som økonomisk er fuldt ud gennemførlige, er det umuligt at helbrede de sår, krigen har forårsaget, og at forebygge det truende sammenbrud; og det revolutionære proletariats parti vil sandelig aldrig vige tilbage for at lægge hånd på de uhørt høje profitter, der tilfalder kapitalisterne og bankiererne, som netop beriger sig særlig skandaløst »på krigen«.
16. Den russiske arbejderklasses internationale forpligtelser kommer netop nu særligt stærkt i forgrunden.
Kun de ugidelige sværger ikke til internationalismen i vore dage; selv forsvarsvennerne, chauvinisterne, selv d’herrer Plekhanov og Potresov, selv Kerenskij, kalder sig internationalister. Det er derfor så meget mere nødvendigt, at det proletariske parti fuldkommen klart, præcist og bestemt stiller internationalismen i gerning op mod internationalismen i ord.
Hule opråb til arbejderne i alle lande, tomme forsikringer om hengivenhed for internationalismen, forsøg på direkte eller indirekte at fastsætte »rækkefølgen« af proletariatets revolutionære aktioner i de forskellige krigsførende lande, krampagtige forsøg hos socialisterne i de krigsførende lande på at slutte en »overenskomst« om den revolutionære kamp, postyr med socialistiske kongresser for at føre kampagne for fred osv., osv. – alt dette er objektivt set kun ordskvalder, hvor oprigtige ophavsmændene til disse ideer, forsøg eller planer end er, i bedste fald uskyldige, fromme ønsker, som kun er egnede til at dække over chauvinisternes bedrageri mod masserne. De franske socialchauvinister, som er de mest drevne og erfarne med hensyn til parlamentarisk svindel, har for længst slået rekorden, hvad angår brugen af store og buldrende pacifistiske og internationalistiske fraser, samtidig med at de stemmer for kreditter eller for lån (som Tjkheidse, Skobelev, Tsereteli og Steklov har gjort det i de seneste dage i Rusland) og modvirker den revolutionære kamp i deres eget land osv., osv.
De gode folk glemmer ofte den atmosfære af grusomhed og vildskab, som den imperialistiske verdenskrig medfører. Denne atmosfære tåler ikke fraser, den bryder sig pokker om uskyldige og smukke ønsker.
Internationalisme i gerning – det er ét og kun ét: selvfornægtende arbejde for at udvikle den revolutionære bevægelse og den revolutionære kamp i ens eget land, støtte (ved propaganda, sympati og materiel hjælp) til en sådan kamp, til en sådan linje og den alene, i alle lande uden undtagelse.
Alt andet er bedrageri og dagdrømmeri.
Der har i alle lande vist sig tre strømninger i den internationale socialistiske bevægelse og arbejderbevægelse i de godt to år krigen har varet. Enhver, der forlader det reale grundlag for bedømmelsen af disse tre strømninger, for analysen af dem, det konsekvente forsvar for den strømning, der repræsenterer internationalismen i gerning – han dømmer sig selv til magtesløshed, hjælpeløshed og fejltagelser.
Disse tre strømninger er følgende:
1) Socialchauvinisterne, dvs. socialister i ord, chauvinister i gerning. Folk, som godkender »fædrelandsforsvaret« under den imperialistiske krig (og fremfor alt under den nuværende imperialistiske krig).
Disse folk er vore klassefjender. De er gået over til bourgeoisiet.
Sådan er flertallet af de officielle ledere af det officielle socialdemokrati i alle lande. D’herrer Plekhanov og co. i Rusland, Scheidemann og hans lige i Tyskland, Renaudel, Guesde, Sembat i Frankrig, Bissolati og co. i Italien, Hyndman, fabianerne [11] og »Labour«-folkene (lederne af »arbejderpartiet«) i England, Branting og co. i Sverige, Troelstra og hans parti i Holland, Stauning og hans parti i Danmark, Victor Berger og andre »fædrelandsforsvarere« i Amerika osv.
2) Den anden strømning er det såkaldte »centrum«, folk, som vakler mellem socialchauvinisterne og internationalisterne i gerning.
Hele »centrum« sværger og kalder gud til vidne på, at de er marxister, internationalister, at de er tilhængere af fred, af at lægge alt muligt »pres« på regeringerne, af at stille alle mulige »krav« til deres regeringer for at få dem til at »forkynde folkets vilje til fred«, at de er tilhængere af alle mulige kampagner for fred, tilhængere af fred uden anneksioner osv., osv. og af fred med socialchauvinisterne. »Centrum« er for »enhed«, »centrum« er mod splittelse.
»Centrum« er tumleplads for skikkelige, småborgerlige talemåder, internationalisme i ord, fej opportunisme og behagesyge over for socialchauvinisterne i gerning.
Kernen i sagen er, at »centrum« ikke er overbevist om nødvendigheden af revolutionen mod ens egen regering, ikke virker for den, ikke fører selvfornægtende, revolutionær kamp, men udspekulerer de fladeste, ærke-»marxistiske« klingende udflugter for at slippe uden om den.
Socialchauvinisterne er vore klassefjender, bourgeois’erne i arbejderbevægelsen. De repræsenterer visse arbejderlag, grupper, dele, der objektivt er bestukket af bourgeoisiet (bedre lønninger, æreshverv osv.) og som hjælper deres bourgeoisi med at plyndre og kvæle de små og svage folkeslag og føre krig om fordelingen af det kapitalistiske bytte.
»Centrum« består af vanemennesker, som er gennemsyret af rådden lovlighed, fordærvet af parlamentarismens atmosfære osv., embedsmænd, som er vant til lune poster og »roligt« arbejde. De udgør fra et historisk og økonomisk synspunkt ikke noget særligt socialt lag, de repræsenterer kun overgangen fra en nu tilbagelagt fase i arbejderbevægelsen, perioden 1871-1914, som de gav meget værdifuldt, navnlig den for proletariatet nødvendige kunst at udføre langsomt, støt, systematisk, organisatorisk arbejde i stor, meget stor målestok – til en ny periode, der blev objektivt nødvendig fra og med udbruddet af den første imperialistiske verdenskrig, som indledte den sociale revolutions æra.
»Centrum«s førstemand og vigtigste repræsentant er Karl Kautsky, en overmåde anset autoritet inden for II Internationale (1889-1914). Siden august 1914 har han været en levende illustration på marxismens fuldstændige sammenbrud, et billede på uhørt karakterløshed, på ynkelig vankelmodighed og forræderi. »Centrum«s retning tegnes af folk som Kautsky, Haase og Ledebour, det såkaldte »arbejdsfællesskab« i rigsdagen; i Frankrig er det Longuet, Pressemane og overhovedet de såkaldte »minoritaires« [12] (mindretalsfolk); i England er det Philip Snowden, Ramsay MacDonald og mange andre ledere af Det Uafhængige Arbejderparti [13] og en del af Det Britiske Socialistiske Parti; [14] det er Morris Hillquit og mange andre i Amerika; Turati, Treves, Modigliani m.fl. i Italien; Robert Grimm m.fl. i Svejts; Victor Adler og co. i Østrig; Organisationskomiteens parti, Akselrod, Martov, Tjkheidse, Tsereteli m.fl. i Rusland osv.
Det er klart, at enkelte personer undertiden, uden selv at vide det, går fra socialchauvinismens standpunkt til »centrums« og omvendt. Enhver marxist ved, at klasserne adskiller sig fra hinanden, selv om personer frit kan gå over fra den ene klasse til den anden; de politiske strømninger adskiller sig ligeledes fra hinanden, selv om personer frit kan gå fra den ene til den anden, og trods de forsøg og anstrengelser der gøres for at få dem smeltet sammen.
3) Den tredje strømning er internationalisterne i gerning; de får deres bedste udtryk i Zimmervald-venstre [15] (vi aftrykker som tillæg deres manifest fra september 1915, for at læseren kan lære denne strømnings oprindelse af kende ved et autentisk dokument). [16]
Dens hovedkendetegn er, at den fuldstændigt bryder med både socialchauvinisterne og »centrum«. Selvfornægtende revolutionær kamp mod ens egen imperialistiske regering og ens eget imperialistiske bourgeoisi. Princippet er: »Hovedfjenden står i dit eget land.« Ubarmhjertig krig mod socialpacifisternes smukke fraser (socialpacifisten er socialist i ord, borgerlig pacifist i gerning; de borgerlige pacifister drømmer om evig fred uden at bryde kapitalisternes åg og herredømme) og mod alle mulige udflugter, der skal benægte, at proletariatets revolutionære kamp og den proletariske socialistiske revolution er mulig eller betimelig eller belejlig i forbindelse med den nuværende krig.
De mest markante repræsentanter for denne strømning er: i Tyskland Spartakusgruppen eller Internationales gruppe, [17] som Karl Liebknecht tilhører. Karl Liebknecht er en af de mest navnkundige repræsentanter for denne strømning og for den nye, ægte, proletariske Internationale.
Karl Liebknecht har opfordret arbejderne og soldaterne i Tyskland til at vende våbnene mod deres egen regering. Det har han gjort åbent, fra rigsdagens talerstol. Derefter gik han med illegalt fremstillede flyveblade til demonstration på Potsdamerplatz, et af de mest befærdede steder i Berlin, og udslyngede sin appel: »Ned med regeringen!« Han blev arresteret og idømt tugthus. Han sidder nu i tugthus, ligesom hundreder eller måske tusinder af sande socialister i Tyskland sidder i tugthus for deres kamp mod krigen.
Karl Liebknecht har i breve og taler ubarmhjertigt bekæmpet ikke blot sine egne Plekhanov’er og Potresov’er (Scheidemann, Legien, David og co.), men også sine egne centrumfolk, (Kautsky, Haase, Ledebour og co.).
Karl Liebknecht og hans ven Otto Rühle har ene to blandt 110 rigsdagsmænd brudt disciplinen, knust »enheden« med »centrum« og chauvinisterne, de gik imod dem alle. Liebknecht alene repræsenterer socialismen, den proletariske sag, den proletariske revolution. Hele resten af det tyske socialdemokrati er et stinkende lig, et træffende udtryk, der stammer fra Rosa Luxemburg (som også er medlem og en af lederne af Spartakusgruppen).
En anden tysk gruppe af internationalister i gerning er gruppen omkring bladet Arbeiterpolitik i Bremen.
I Frankrig er det Loriot og hans venner, der står internationalisterne i gerning nærmest (Bourderon og Merrheim er gledet over til socialpacifismen), og ligeledes franskmanden Henri Guilbeaux, som udgiver tidsskriftet Demain [18] i Geneve; i England er det bladet The Trade-unionist [19] og en del medlemmer af Det Britiske Socialistiske Parti og Det Uafhængige Arbejderparti (f.eks. Russell Williams, som åbent kræver et brud med de ledere, skolelærer Maclean, der er dømt til tugthus af den borgerlige engelske regering for sin revolutionære kamp mod krigen; hundreder af engelske socialister sidder i fængsel for den samme forbrydelse. De, og de alene, er internationalister i gerning; i Amerika Det Socialistiske Arbejderparti [20] og de elementer i det opportunistiske Socialistiske Parti [21], som siden januar 1917 har udgivet bladet The Internationalist; [22] i Holland »tribunisternes« parti, som udgiver bladet Tribune [23] (Pannekoek, Herman Gorter, Wijnkoop og Henriette Roland-Holst, som hørte til Zimmervalds venstre, men nu har sluttet sig til os); i Sverige De Unges eller Venstrefolkenes Parti [24] med ledere som Lindhagen, Ture Nerman, Carleson, Ström og Z. Höglund, som personlig var i Zimmervald ved grundlæggelsen af Zimmervald-venstre, og som nu er idømt fængsel for sin revolutionære optræden mod krigen; i Danmark Trier og hans venner, som har forladt det nu fuldstændig borgerlige »socialdemokrati« der ledes af »minister« Stauning; i Bulgarien de »snæverhjertede«; [25] i Italien er de, der står os nærmest, partisekretæren Constantino Lazzari og Serrati, redaktøren af partiets centralorgan Avanti; i Polen Radek, Hanecki og andre ledere af socialdemokratiet, samlet i »landsstyrelsen«, og Rosa Luxemburg, Tyszka og andre ledere af socialdemokratiet, samlet i »hovedstyrelsen«; [26] i Svejts de venstrefolk, som har affattet motiveringen for »referendum’et« (januar 1917) til bekæmpelse af socialchauvinisterne og »centrum« i deres eget land, og som på den socialistiske kongres for kanton Zürich, der afholdtes i Toss den 11. februar 1917, fremsatte en principfast, revolutionær resolution mod krigen; i Østrig Friedrich Adlers unge venstrevenner, som til dels har virket i klubben »Karl Marx« i Wien, som nu er blevet lukket af den ærkereaktionære østrigske regering, der vil gøre det af med Friedrich Adler på grund af det heltemodige, om end lidet overvejede skud, han rettede mod en minister osv., osv.
Det kommer ikke an på de nuancer, som findes også mellem venstrefolkene. Det kommer an på retningen. Sagen er den, at det ikke er let at være internationalist i gerning under den frygtelige imperialistiske krig. Af den slags mennesker er der ikke mange, men det er kun hos dem hele socialismens fremtid ligger; kun de er massernes førere, og ikke massernes forførere.
Forskellen mellem reformister og revolutionære blandt socialdemokraterne, i det hele taget blandt socialisterne, måtte med objektiv nødvendighed undergå forandringer under den imperialistiske krig. Den, som nøjes med at »kræve«, at de borgerlige regeringer skal slutte fred eller »forkynde folkenes vilje til fred« osv., han glider i gerning over i reformisme. For spørgsmålet om krigen kan objektivt set kun løses ad revolutionær vej.
Hvis man vil opnå en demokratisk fred, ikke en voldsfred, hvis man vil opnå at befri folkene for et renteslaveri på milliarder til d’herrer kapitalister, der beriger sig »på krigen«, så er der ingen anden udve j end den proletariske revolution.
Man kan og skal kræve alle mulige reformer af de borgerlige regeringer, men man kan ikke uden at henfalde til dagdrømmeri og reformisme kræve af disse folk og disse klasser, der er indspundet i den imperialistiske kapitals tusinder af tråde, at de skal sønderrive disse tråde; hvis de imidlertid ikke sønderrives, er al tale om krig mod krigen tomme, bedrageriske fraser.
»Kautskyanerne«, »centrum«, er revolutionære i ord, reformister i gerning, de er internationalister i ord, men socialchauvinismens håndlangere i gerning.
17. Zimmervald-Internationalen har fra første færd indtaget et vaklende »kautskyansk«, centristisk standpunkt, hvad der også har tvunget Zimmervald-venstre til ufortøvet at afgrænse sig fra den, skille sig ud og træde frem med sit eget manifest (trykt i Svejts på russisk, tysk og fransk).
Hovedfejlen ved Zimmervald-Internationalen, årsagen til dens sammenbrud (den er nemlig allerede brudt sammen moralsk og politisk) er dens vaklen, dens ubeslutsomhed i det vigtigste, praktisk altbestemmende spørgsmål om et fuldstændigt brud med socialchauvinismen og den gamle chauvinistiske Internationale, der ledes af Vandervelde, Huysmans i Haag (Holland) m.fl.
Hos os ved man endnu ikke, at Zimmervald-flertallet netop er kautskyanere. Det er imidlertid en grundlæggende kendsgerning, som man ikke kan undlade at tage i betragtning, og som nu er almindelig kendt i Vesteuropa. Selv en chauvinist som den yderliggående tyske chauvinist Heilmann, redaktør af det ærkechauvinistiske Chemnitzer-Zeitung og medarbejder ved Parvus’ ærkechauvinistiske Glocke [27] (naturligvis er han »socialdemokrat« og ivrig tilhænger af socialdemokratiets »enhed«), har måttet indrømme i pressen, at »centrum« eller »kautskyanismen« og Zimmervald-flertallet er et og samme.
I slutningen af 1916 og begyndelsen af 1917 er denne kendsgerning blevet endeligt bekræftet. Trods Kienthal-manifestets fordømmelse af socialpacifismen er hele Zimmervald-højre, hele Zimmervald-flertallet gledet over i socialpacifismen; Kautsky og co. ved flere lejligheder i januar og februar 1917; Bourderon og Merrheim i Frankrig, som enigt stemte sammen med socialchauvinisterne for de pacifistiske resolutioner fra det socialistiske parti (december 1916) [28] og fra CGT (dvs. de franske fagforeningers landsorganisation, også i december 1916); Turati og co. i Italien, hvor hele partiet har indtaget en socialpacifistisk stilling, og hvor Turati selv i sin tale den 17. december 1916 »lod sig opgejle« (naturligvis ikke tilfældigt) til nationalistiske fraser, der besmykkede den imperialistiske krig.
Formanden for Zimmervald og Kienthal, Robert Grimm, har i januar 1917 indgået en alliance med socialchauvinisterne i sit eget parti (Greulich, Pfliiger, Gustav Muller m.fl.) imod internationalisterne i gerning.
På to konferencer for Zimmervald-folk fra forskellige lande i januar og februar 1917, blev Zimmervald-flertallets tvetydige og tvetungede optræden udtrykkelig brændemærket af venstre-internationalisterne i flere lande: Münzenberg, sekretær for den internationale ungdomsorganisation og redaktør af det fortræffelige blad Ungdomsinternationale, [29] Sinovjev, repræsentant for vort partis centralkomité, Radek fra det polske socialdemokratiske parti (»landsstyrelsen«), Hartstein, tysk socialdemokrat og medlem af Spartakusgruppen.
Det russiske proletariat er meget givet; intet sted på Jorden har arbejderklassen endnu kunnet udfolde så megen revolutionær energi som i Rusland. Men den, som meget er givet, forlanges der meget af.
Zimmervald-sumpen kan ikke tolereres længere. Vi kan ikke blive ved med halvvejs at stå i forbindelse med Plekhanov’ernes og Scheidemann’ernes Internationale for Zimmervald-kautskyanernes skyld. Vi må øjeblikkelig bryde med denne Internationale. Vi kan kun blive i Zimmervald for at få informationer.
Det er vor opgave netop nu, uden tøven at grundlægge en ny revolutionær, proletarisk Internationale, eller rettere sagt ikke være bange for højt og tydeligt at erklære, at den allerede er grundlagt og i virksomhed.
Det er en Internationale af de »internationalister i gerning«, som jeg udførligt har opregnet ovenfor. De og kun de er de revolutionære internationalistiske massers talsmænd og ikke massernes forførere.
Vel er der kun få sådanne socialister, men enhver russisk arbejder må spørge sig selv, hvor mange bevidste revolutionære der var i Rusland lige før februar-marts-revolutionen i 1917.
Det drejer sig ikke om antallet, men om at få et rigtigt udtryk for det virkelig revolutionære proletariats ideer og politik. Det væsentligste er ikke at »proklamere« internationalisme, men at være internationalist i gerning selv i de vanskeligste tider.
Vi vil ikke bedrage os selv ved at sætte vor lid til overenskomster og internationale kongresser. Så længe den imperialistiske krig varer, vil de internationale forbindelser være klemt inde i det imperialistiske, borgerlige militærdiktaturs jernhårde skruestik. Når selv »republikaneren« Miljukov, som er nødt til at finde sig i arbejderrepræsentanternes sovjets sideregering, ikke gav den svejtsiske socialist Fritz Platten, der er partisekretær, internationalist og deltager i Zimmervald og Kienthal, indrejsetilladelse til Rusland april 1917, skønt han er gift med en russisk kvinde og var på rejse til sin kones slægtninge, skønt han deltog i revolutionen i 1905 i Riga og derfor blev sat i fængsel i Rusland og nu kræver den kaution tilbage, han måtte give den tsaristiske regering for at blive løsladt – når »republikaneren« Miljukov kunne gøre dette i Rusland i april 1917, så kan man nok tænke sig, hvad bourgeoisiets løfter, forsikringer, talemåder og erklæringer om fred uden anneksioner osv. er værd.
Og hvad med den engelske regerings arrestation af Trotskij? Og hvad med, at man nægtede at lade Martov forlade Svejts og håbede at lokke ham til England, hvor Trotskijs skæbne venter ham ?
Lad os ikke gøre os illusioner. Vi har ikke brug for selvbedrag.
At »afvente« internationale kongresser eller konferencer er ensbetydende med at være forræder mod internationalismen, eftersom det er bevist, at selv fra Stockholm lader man ikke socialister, der er trofaste mod internationalismen, slippe igennem til os, og ikke engang breve fra dem, skønt man udmærket kunne gøre det, selv om man opretholder den strengeste militærcensur.
Vort parti må ikke »vente«, men ufortøvet grundlægge III Internationale. Så vil hundreder af socialister i Tysklands og Englands fængsler ånde friere; tusinder og atter tusinder af tyske arbejdere, hvis strejker og demonstrationer nu får kæltringen Wilhelm II til at skælve, vil i illegale flyveblade læse om vor beslutning, om vor broderlige tillid til Kar l Liebknecht, til ham alene, om vor beslutning om også nu at kæmpe mod den »revolutionære forsvarsvilje« – de vil få dette at læse og blive styrket i deres revolutionære internationalisme.
Den, som meget er givet, forlanges der meget af. Der findes ikke noget land, hvor der i dag er så frit som i Rusland. Lad os bruge denne frihed, ikke til at prædike støtte til bourgeoisiet eller »revolutionær forsvarsvilje«, men til dristigt og ærligt, proletarisk og på Liebknechts vis at grundlægge III Internationale, en Internationale, som er båret af uforsonligt fjendskab både mod de forræderiske socialchauvinister og mod de vaklende centrumfolk.
18. At der ikke kan være tale om en sammenslutning af socialdemokraterne i Rusland, det skal der ikke spildes ord på efter det, der her er sagt.
Det er bedre kun at forblive sammen med folk som Liebknecht – og det betyder at blive sammen med det revolutionære proletariat – end blot et øjeblik at give plads for tanken om sammenslutning med Organisationskomiteens parti, med Tjkheidse og Tsereteli, som tolererer en blok med Potresov på Rabotjaja Gaseta [30] og stemmer for lånet [31] i eksekutivkomiteen for arbejderrepræsentanternes sovjet, og som er gledet over til »forsvarsviljen«.
Lad de døde begrave deres døde.
Den, som vil hjælpe de vaklende, må selv høre op med at vakle.
19. Jeg går over til det sidste spørgsmål, vort partis navn. Vi skal kalde os kommunistisk parti – sådan som Marx og Engels kaldte sig.
Vi skal igen slå fast, at vi er marxister, og at vi som grundlag tager Det Kommunistiske Manifest, som socialdemokratiet har fordrejet og forrådt på to væsentlige punkter: 1) arbejderne har ikke noget fædreland: »fædrelandsforsvar« under den imperialistiske krig er forræderi mod socialismen; 2) marxismens lære om staten er blevet forvansket af II Internationale.
Navnet »socialdemokrati« er videnskabeligt ukorrekt, hvad Marx har påvist mere end en gang, bl.a. i Kritik Af Gotha-programmet, og Engels gentog det mere populært i 1894. [32] Fra kapitalismen kan menneskeheden kun nå direkte frem til socialismen, dvs. fælles besiddelse af produktionsmidlerne og fordeling af produkterne i forhold til hver enkelts arbejde. Vort parti ser længere: socialismen må uvægerligt lidt efter lidt vokse over i kommunismen, på hvis banner der står skrevet: »Enhver yder efter evne, enhver får efter behov.«
Det er mit første argument.
Det næste er: heller ikke anden del af vort navn (socialdemokrater) er videnskabeligt nøjagtigt. Demokratiet er en af statens former. Men vi marxister er modstandere af enhver stat.
Lederne af II Internationale (1889-1914), d’herrer Plekhanov, Kautsky og deres lige, har forfladiget og forvansket marxismen.
Marxisme adskiller sig fra anarkisme ved, at den anerkender at staten er nødvendig for at kunne overgå til socialismen, men (og her er det, vi adskiller os fra Kautsky og co.) ikke en stat som den sædvanlige borgerlige parlamentariske demokratiske republik, derimod en stat som Pariserkommunen i 1871 eller arbejderrepræsentanternes sovjetter i 1905 og 1917.
Mit tredje argument: hos os har livet, revolutionen i praksis skabt netop denne nye »stat«, om end i en svag form, i kimform, en »stat« som ikke mere er stat i ordets egentlige betydning.
Det er allerede et praktisk spørgsmål, som masserne løser, og ikke kun en teori blandt lederne.
Staten i egentlig forstand er den kommando, som udøves over masserne af afdelinger af bevæbnede personer, som er adskilt fra folket.
Vor spirende nye stat er også en stat, for vi behøver afdelinger af bevæbnede folk, vi behøver den strengeste orden, med magt må vi ubarmhjertigt undertrykke alle mulige forsøg på kontrarevolution, både tsaristiske og Gutjkov’sk-borgerlige.
Men vor spirende, nye stat er ikke længere en stat i ordets egentlige betydning, for flere steder i Rusland er disse afdelinger af bevæbnede mennesker massen selv, hele folket, og ikke noget, der står over det, adskilt fra det, noget privilegeret, noget praktisk talt uafsætteligt.
Det er ikke bagud man skal se, man skal ikke blive ved det almindelige, borgerlige demokrati, som har stivet bourgeoisiets herredømme af ved hjælp af gamle, monarkistiske administrationsorganer: politi, hær og embedsstand.
Man skal se fremad til det spirende nye demokrati, som allerede hører op med at være et demokrati, for demokrati er folkets herredømme, og det væbnede folk kan ikke herske over sig selv.
At bruge ordet demokrati i forbindelse med kommunistisk parti er ikke blot videnskabeligt unøjagtigt. Nu, efter marts 1917, er det en skyklap, man sætter for det revolutionære folks øjne, for at forhindre det i frit, dristigt og egenmægtigt at bygge det nye: sovjetterne af arbejder-, bonde- og alle mulige andre repræsentanter som den eneste magt i »staten«, som budbringer om enhver stats »bortdøen«.
Mit fjerde argument: man må tage socialismens objektive stilling verden over i betragtning.
Stillingen er ikke den samme som i 1871-1914, da Marx og Engels bevidst forsonede sig med det urigtige, opportunistiske udtryk »socialdemokrati«. For dengang, efter Pariserkommunens nederlag, havde historien sat det langsomme organisations- og opdragelsesarbejde på dagordenen. Anden vej var der ikke. Anarkisterne havde (og har fremdeles) uret, ikke blot teoretisk, men også økonomisk og politisk. Anarkisterne vurderede øjeblikket galt, fordi de ikke forstod den internationale situation: den engelske arbejder var demoraliseret af imperialistiske profitter, Pariserkommunen var slået ned, den borgerlig-nationale bevægelse havde først lige sejret i Tyskland (1871), det halvfeudale Rusland sov sin århundredlange søvn.
Marx og Engels vurderede øjeblikket rigtigt, de forstod den internationale situation, de forstod, hvordan man langsomt måtte nærme sig den sociale revolutions begyndelse.
Også vi må forstå den nye epokes opgaver og særegenheder. Vi vil ikke efterligne disse jammer-marxister, om hvem Marx sagde: »Jeg såede dragetænder og høstede lopper.« [33]
Da kapitalismen var vokset over i imperialismen, måtte den med objektiv nødvendighed afføde den imperialistiske krig. Krigen har bragt hele menneskeheden på afgrundens rand, den fører til al kulturs undergang, til forråelse og død for nye millioner mennesker, utallige millioner.
Der er ingen anden vej end proletariatets revolution.
Og i det øjeblik, da denne revolution begynder, da den gør sine første tøvende, usikre, ikke bevidst orienterede skridt og endnu er alt for tillidsfuld over for bourgeoisiet, i det øjeblik har flertallet (det er sandheden, det er en kendsgerning) af de »socialdemokratiske« ledere, »socialdemokratiske« parlamentarikere, »socialdemokratiske« blade – og det er jo netop den slags organer, der påvirker masserne – forrådt socialismen, sveget socialismen og er gået over på »deres eget« nationale bourgeoisis side.
Disse ledere har forvirret, vildledt, bedraget masserne.
Skulle vi så stimulere og lette dette bedrager i ved at beholde det gamle, og forældede navn, der er lige så råddent som II Internationale!
Der er ganske vist »mange« arbejdere, der opfatter dette navn ærligt. Men det er på tide at lære at skelne det subjektive fra det objektive.
Subjektivt er disse socialdemokratiske arbejdere yderst trofaste ledere af de proletariske masser.
Men den objektive verdenssituation er sådan, at vort partis gamle navn letter bedrageriet mod masserne og bremser bevægelsen fremad; for ved ethvert skridt, i ethvert blad, i enhver parlamentsfraktion, ser masserne lederne, dvs. de folk, hvis ord høres bedst, hvis handlinger er mest synlige – og alle er de »også-socialdemokrater«, alle er de »tilhængere af enhed« med forræderne mod socialismen, med socialchauvinisterne, alle repræsenterer de gamle veksler, udstedt af »socialdemokratiet«...
Og modargumenterne? »... Man vil forveksle os med anarkist-kommunisterne...«
Hvorfor er vi ikke bange for at blive forvekslet med socialnationalerne, socialliberalerne eller socialradikalerne, et borgerligt parti i den franske republik, som er allerdygtigst og allersmartest til at udføre bourgeoisiets bedrager i mod masserne? »... Masserne har vænnet sig til deres socialdemokratiske parti – arbejderne ‘elsker’ det...«
Det er det eneste argument, men det er jo et argument, der bryder sig pokker om den marxistiske videnskab, om morgendagens revolutionære opgaver, om socialismens objektive stilling verden over, om II Internationales forsmædelige sammenbrud, om den skade, som påføres det praktiske arbejde af de sværme af »også-socialdemokrater«, der kredser om proletarerne.
Det er et vaneargument, et sløvhedsargument, et træghedsargument.
Men vi vil bygge verden om. Vi vil gøre ende på den imperialistiske verdenskrig, som hundreder af millioner mennesker er trukket ind i, som kapitalinteresser på hundreder af milliarder er vævet ind i, og som kun den største proletariske revolution i menneskehedens historie kan gøre ende på ved en virkelig demokratisk fred.
Og så er vi bange for os selv. Vi hæger om den »tilvante«, »kære«, snavsede skjorte...
Det er på tide at kassere den snavsede skjorte og tage rent undertøj på.
Petrograd, den 10. april 1917.
1. I sit efterord, dateret 28. maj (Samlede Værker, 5. udg., russ., bd. 31, s. 184-186) beklager Lenin, at Proletariatets Opgaver I Vor Revolution endnu ikke er udkommet i pjeceform. På grund af det økonomiske kaos i almindelighed og »Petersborgtrykkeriernes manglende arbejdsevne« udkom den først september 1917, dvs. flere måneder efter aprilkonferencen, hvis deltagere den i første række var skrevet for. Til dem blev teksten i hast maskinskrevet og omdelt. – S. 51.
2. Kadetter – se note 6 til artiklen Breve Fra Det Fjerne. – S. 52.
3. Trudovikker – se note 9 til artiklen Breve Fra Det Fjerne. – S. 52.
4. De socialrevolutionære – småborgerligt parti, dannet i århundredets begyndelse af overlevende narodnikgrupper, anvendte individuel terror som foretrukket kampmiddel.
Under verdenskrigen gik et flertal af de socialrevolutionære ind for Ruslands deltagelse i krigen; efter februarrevolutionen 1917 den provisoriske regerings vigtigste støtte sammen med mensjevikkerne. Partiets ministre var med til at sende straffekolonner mod de bønder, som havde taget godsejerjord i besiddelse; partiet isoleredes fra den revolutionære befolkning; under og efter oktoberrevolutionen kontrarevolutionært. – S. 56.
5. Organisationskomiteens parti – her sigtes til mensjevikkerne, se noterne 4 og 5 til artiklen Breve Fra Det Fjerne. – S. 56.
6. Katten Vaska... – udtrykket er hentet fra en fabel af den russiske digter Krylov. – S. 57.
7. Marx/Engels, Werke, Bd. 19, s. 6. – S. 61. [ Friedrich Engels: Brev til Bebel (18-28 marts 1875) – Web.red. ]
8. Pariserkommunen – se note 4 til artiklen April-teserne. – S. 61.
9. Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 518. – S. 62. [ Adresse fra generalrådet om borgerkrigen i Frankrig 1871, kap. 3 – Web.red. ]
10. Narodnikker – en dels revolutionær, dels liberal demokratisk bevægelse; satsede på individuel terror, udført af konspirative grupper, mod tsardømmet. Nogle narodnikgrupper gik ind for propaganda blandt folket (russisk: narod), satte deres lid til bøndernes demokratiske muligheder. 1901-1902 sluttede de overlevende narodnikgrupper sig sammen i partiet de socialrevolutionære. – S. 65.
11. Fabianerne – medlemmer af Fabian Society, engelsk reformistisk organisation, dannet 1884. Navnet sigter til den romerske hærfører Fabius Maximus, med tilnavnet Nøleren, fordi han undgik afgørende slag i krigen mod Hannibal (3. årh. før vor tidsregning). 1900 gik fabianerne ind i arbejderpartiet (Labour Party). – S. 68.
12. Minoritaires eller longuetister – mindretalsretning i det franske socialistparti, ledet af Jean Longuet; centrister, under verdenskrigen tilhængere af »fædrelandsforsvaret«, efter oktoberrevolutionen tilhængere af proletariatets diktatur, men brød i december med partiet og tilsluttede sig den såkaldte halvtredje Internationale for siden at gå tilbage til II Internationale. – S. 69.
13. Det Uafhængige Arbejderparti (Independent Labour Party – ILP) – grundlagt 1893 af de »nye fagforeningers« ledere på et tidspunkt, da strejkekampene aktiviseredes og bevægelsen for arbejderklassens uafhængighed af de borgerlige partier forstærkedes. ILP interesserede sig hovedsagelig for parlamentariske kampformer og for parlamentariske aftaler med det liberale parti. – S. 69.
14. Det Britiske Socialistiske Parti (British Socialist Party – BSP) – dannet 1911 i Manchester af flere socialdemokratiske grupper; virkede i marxistisk ånd, men var fåtalligt og dets forbindelser til arbejdermasserne var svage. Under første verdenskrig udvikledes en skarp ideologisk kamp i partiet; den internationalistiske retning fik flertal på kongressen 1916. Partiet udtrykte glæde over oktoberrevolutionen i Rusland og spillede en betydelig rolle i de engelske arbejderes aktioner til forsvar for Sovjetrusland mod intervention. 1920 tilsluttede de fleste BSP-medlemmer sig det britiske kommunistiske parti. – S. 70.
15. Zimmerwald-venstre – international venstresocialdemokratisk gruppe, oprettet efter Lenins initiativ på socialistkonferencen i Zimmerwald september 1915 som modvægt til konferencens centristiske flertal (Zimmerwald-højre), der støttede »fædrelandsforsvaret«, dvs. deres landes deltagelse i den imperialistiske krig. Den 2. internationale socialistkonference fandt sted april 1916 i Kienthal. Flere deltagere i disse konferencer kom senere til at spille en betydelig rolle, dels ved oprettelsen af kommunistiske partier i deres lande, dels i Kommunistisk (III) Internationale. – S. 70.
16. Dette tillæg bringes ikke her. – S. 70.
17. Spartakusgruppen eller Internationales gruppe – dannedes af tyske venstresocialdemokrater i begyndelsen af første verdenskrig. Blandt stifterne var Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg, Clara Zetkin og Wilhelm Pieck. Drev revolutionær massepropaganda, organiserede antikrigsaktioner, anførte strejker, afslørede krigens imperialistiske karakter og de opportunistiske lederes forræderi. Tilsluttede sig april 1917 Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, men opretholdt organisatorisk uafhængighed. Under den tyske revolution november 1918 dannede de Spartakusbund, Spartakus-Forbundet, og brød forbindelsen med De Uafhængige. December 1918 offentliggjorde de deres eget program og stiftede Tysklands Kommunistiske Parti på en kongres, 30. december 1918 – 1. januar 1919. – S. 70.
18. Demain – politisk-litterært månedsmagasin, grundlagt af Henri Guilbeaux, fransk forfatter og internationalist. Udkom 1916-1919, først i Genéve, siden i Moskva. Stod på Zimmerwald-venstres linje, imod chauvinisme. – S. 71.
19. The Trade-unionist – engelsk fagforeningsblad, udkom 1915-1916 i London. – S. 71.
20. Amerikas Socialistiske Arbejderparti (Socialist Labour Party of America – SLPA) – stiftedes 1876 på samlingskonges i Philadelphia mellem de amerikanske sektioner af I Internationale og andre socialistiske partier. Et flertal af medlemmerne var emigranter med svage rødder til amerikansk arbejderbevægelse. Hældede under verdenskrigen til internationalismen. Under indflydelse af oktoberrevolutionen medvirkede de mest bevidste medlemmer i stiftelsen af USAs kommunistiske parti. SLPA eksisterer fortsat, men som en uhyre lille organisation, uden indflydelse i arbejderbevægelsen. – S. 71.
21. Amerikas Socialistiske Parti (Socialist Party of America – SPA) – stiftedes juni 1901 i Indianapolis ved sammenslutning af udbrydergrupper fra SLPA og Amerikas Socialdemokratiske Parti. Uhomogen medlemssammensætning, havde tilslutning fra både arbejdere, småfarmere og småborgere. Ringe forbindelser til amerikansk arbejderbevægelse. Partiets højreopportunistiske ledelse benægtede nødvendigheden af proletariatets diktatur. Under verdenskrigen dannedes tre fløje: socialchauvinister, dvs. tilhængere af regeringens imperialistiske politik; centrister, dvs. tilhængere af »fædrelandsforsvar« samt et revolutionært mindretal, som støttede internationalismen og bekæmpede krigen. Medlemmer af dette mindretal kom senere til at udgøre kernen i USAs kommunistiske parti. – S. 71.
22. The Internationalist – amerikansk ugeavis, udgivet i Boston 1917 af Amerikas Liga For Socialistisk Propaganda; organ for socialisternes venstrefløj. – S. 71.
23. Tribunister – medlemmer af Hollands socialdemokratiske parti, som udgav bladet De Tribune. Repræsenterede arbejderbevægelsens venstrefløj i Holland. Under verdenskrigen internationalister i de fleste spørgsmål. Stiftede Hollands Kommunistiske Parti 1918.
De Tribune grundlagdes 1907. Blev 1918 organ for det kommunistiske parti. Udkom under dette navn indtil 1940. – S. 71.
24. De Unges eller Venstrefolkenes Parti – repræsenterede venstrefløjen i Sveriges socialdemokrati; under verdenskrigen internationalister, snæver tilknytning til Zimmerwald-venstre. Stiftede maj 1917 Socialdemokratisk Venstreparti, som 1919 tilsluttede sig III Internationale. 1921 brød partiets revolutionære fløj ud og dannede Sveriges Kommunistiske Parti. – S. 71.
25. De »Snæverhjertede« – revolutionært socialdemokratisk arbejderparti i Bulgarien, der dannedes i 1903 under Blagojevs ledelse efter opgør med socialdemokratiets opportunistiske fløj, De »Storhjertede«.
1914-1918 modstander af den imperialistiske krig. Indtrådte 1919 i Kommunistisk Internationale og stiftede samme år Bulgariens Kommunistiske Parti, som senere tog navneforandring til Bulgariens Arbejderparti (kommunisterne). – S. 72.
26. »Landsstyrelsen« og »hovedstyrelsen« – ledelsesorganer for Kongedømmet Polen Og Litauens Socialdemokrati. – S. 72.
27. Lenin sigter til Volksstimme, organ for det Tyske Socialdemokratiske Parti, udkom i Chemnitz 1891-1933.
Die Glocke – 14-dagesblad, udgivet i Miinchen og derefter i Berlin 1915-1925 af Parvus, socialchauvinist, krigstilhænger og medlem af Det Tyske Socialdemokratiske Parti. – S. 73.
28. Omtalte resolutioner hilstes velkommen af USAs præsident Wilson, der havde prøvet at optræde som mægler med et forslag til alle nationer om »offentligt at fremlægge deres syn på de betingelser, hvormed krigen vil kunne bringes til ophør«, dvs. afslutte den imperialistiske krig med en imperialisk fred. – S. 74.
29. Ungdomsinternationale (Jugend-Internationale) – organ for Det Internationale Forbund Af Socialistiske Ungdomsorganisationer, udkom 1915-1918 i Zürich. Sympatiserede med Zimmerwald-venstre. – S. 74.
30. Rabotjaja Gaseta (Arbejderbladet) – mensjevikisk dagblad, udkom i Petrograd i perioden 7. (20.) marts–30. november (13. december) 1917. Tilhænger af fædrelandsforsvaret, støttede den provisoriske regering, bekæmpede bolsjevikkerne. Var oktoberrevolutionen og sovjetstyret fjendtligt stemt. – S. 76.
31. 7. (20.) april vedtog Petrogradsovjetten med 21 stemmer mod 14 at støtte det såkaldte Frihedslån, udstedt af den borgerlige provisoriske regering til videre finansiering af Ruslands deltagelse i verdenskrigen. Eksekutivkomiteens bolsjevikiske medlemmer, der sammen med en gruppe partiløse stemte imod, erklærede, at støtte til långivningen ville være den »værste form for ‘borgfred’«. – S. 76.
32. Her sigtes til Engels’ forord til artikelsamlingen Internationales aus dem Volksstaat (1871-1875). Marx/Engels, Werke, Bd. 19, s. 13-32 – S. 77. [ Vorwort [zur Broschüre “Internationales aus dem ‘Volksstaat’ (1871-75)”] – Web.red. ]
33. Udtrykket, som ifølge Marx og Engels er hentet hos den tyske digter Heinrich Heine, anvendtes første gang i Den Tyske Ideologi, [Die deutsche Ideologie] se Marx/Engels, Werke, Bd. 3, s. 498. – S. 78.
Sidst opdateret 27.6.2013