Imperialismen som kapitalismens højeste stadium

(en populær oversigt)

Vladimir Lenin (1916)

 


Skrevet i januar-juni 1916.

Første gang trykt i midten af 1917 i Petrograd som brochure på forlaget Parus. Forordet til de franske og tyske udgaver trykt i 1921 i tidsskriftet Kommunistitjeskij Internatsional, Nr. 18.

Oversat til dansk af Robert Mikkelsen. Denne udgave gennemset og revideret af Martin Thomsen.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 66-177, Forlaget Tiden, København 1981.

 

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 20. maj 2003.


 

Indhold

Forord
Forord til den franske og tyske udgave
 
Imperialismen
I. Produktionens koncentration og monopolerne
II. Bankerne og deres nye rolle
III. Finanskapital og finansoligarki
IV. Kapitaleksporten
V. Verdens opdeling mellem kapitalistsammenslutningerne
VI. Verdens opdeling mellem stormagterne
VII. Imperialismen som et særligt stadium af kapitalismen
VIII. Kapitalismens parasitisme og forfald
IX. Kritik af imperialismen
X. Imperialismens historiske placering
 
Lenins noter
Udgiverens noter

 

 

Forord

Den pjece, som jeg hermed forelægger læseren, er skrevet i Zürich i foråret 1916. Under de derværende arbejdsforhold var jeg naturligvis nødt til at finde mig i en vis mangel på fransk og engelsk litteratur og en meget stor mangel på russisk litteratur. Men det engelske hovedværk om imperialismen, J. A. Hobsons bog, har jeg dog anvendt med den opmærksomhed, som dette værk efter min opfattelse fortjener.

Pjecen er skrevet med henblik på den tsaristiske censur. Derfor var jeg tvunget til ikke blot på det strengeste at begrænse mig til den udelukkende teoretiske – i særdeleshed økonomiske – analyse, men også til at formulere de få nødvendige bemærkninger angående politikken med den allerstørste forsigtighed, med antydninger, med det æsopske – forbandede æsopske – sprog, som tsarismen tvang alle revolutionære til at ty til, når de tog pennen i hånden for at skrive et »legalt« værk.

Det falder svært nu, i frihedens dage, at gennemlæse de steder i pjecen, der er forvanskede af hensyn til den tsaristiske censur, dæmpede, klemte i en skruestik. At imperialismen er forgården til den socialistiske revolution, at socialchauvinismen (socialisme i ord, chauvinisme i handling) er fuldstændigt forræderi mod socialismen, fuldstændig overgang til bourgeoisiets side, at denne spaltning af arbejderbevægelsen står i forbindelse med imperialismens objektive betingelser o.l. – var det nødvendigt for mig at sige på »slave«-sprog, og jeg er nødt til at henvise den læser, der interesserer sig for spørgsmålet, til den snarligt udkommende genudgivelse af mine udenlandske artikler fra 1914-17. Der skal særligt henvises til et sted side 119-20 [*1]: for i censureret form at forklare læseren, hvor skamløst kapitalisterne og socialchauvinisterne, der er gået over på deres side (og som Kautsky bekæmper så inkonsekvent), lyver i spørgsmålet om anneksioner, hvor skamløst de dækker over deres kapitalisters anneksioner, var jeg nødt til som eksempel at tage ... Japan! Den opmærksomme læser kan let i stedet for Japan sætte – Rusland, i stedet for Korea – Finland, Polen, Kurland, Ukraine, Khiva, Bukhara, Estland og øvrige områder, der ikke er beboet af storrussere.

Jeg vil håbe, at min pjece vil hjælpe til at finde rede i det grundlæggende økonomiske spørgsmål, som det er absolut nødvendigt at studere for at forstå, hvordan man skal vurdere den nuværende krig og den nuværende politik, nemlig: spørgsmålet om imperialismens økonomiske væsen.

Forfatteren

Petrograd, 26. april 1917.

 

Forord til den franske og tyske udgave [1]

I

Nærværende skrift er, som allerede nævnt i forordet til den russiske udgave, skrevet i 1916 under hensyntagen til den tsaristiske censur. Jeg har ikke mulighed for på nuværende tidspunkt at omarbejde hele teksten, og det ville måske heller ikke være formålstjenligt, for bogens grundlæggende opgave var og vedbliver at være: ved hjælp af ubestridt borgerlig statistiks sammenfattende data og indrømmelser fra borgerlige videnskabsmænd i alle lande at give et samlet billede af den kapitalistiske verdensøkonomi i dens internationale vekselvirkninger i begyndelsen af det 20. århundrede, på tærsklen til den første imperialistiske verdenskrig.

Desuden kunne det være meget nyttigt for mange kommunister i de fremskredne kapitalistiske lande at benytte dette skrift, der er tilladt af den tsaristiske censur, som et eksempel på muligheden for – og nødvendigheden af – at benytte sig af selv de svage rester af legalitet, som endnu levnes kommunisterne i f. eks. det nuværende Amerika eller i Frankrig efter de sidste arrestationer at næsten alle kommunister, til at afdække al løgnagtigheden i de socialpacifistiske anskuelser og håb om et »verdens-demokrati«. De mest nødvendige tilføjelser til dette censurerede skrift vil jeg forsøge at give i dette forord.

II

I dette skrift er det bevist, at krigen 1914-18 fra begge sider var en imperialistisk krig (dvs. en erobrings-, rov- og plyndringskrig), en krig om verdens opdeling, om fordelingen og nyopdelingen af kolonierne, af finanskapitalens »indflydelsessfærer« osv.

For beviset for en krigs virkelige sociale karakter eller rettere dens virkelige klassekarakter, findes naturligvis ikke i krigens diplomatiske historie, men i en analyse af de herskende klassers objektive situation i alle de krigsførende stater. Til skildring af denne objektive situation skal man ikke benytte eksempler eller enkeltstående data (da det samfundsmæssige livs fænomener er så uhyre komplicerede, kan man altid udsøge sig et hvilket som helst antal eksempler eller enkeltstående data til støtte for enhver tese), men ubetinget helheden af data om grundlaget for alle de krigsførende magters og for hele verdens økonomiske liv.

Sådanne uigendrivelige sammenfattende data har jeg netop anført ved skildringen af verdens opdeling i 1876 og 1914 (i §6) og fordelingen af jernbanerne i hele verden i 1890 og 1913 (i §7). Jernbanerne er et resultat af de vigtigste kapitalistiske industrigrene, kul- og jernindustrien, et resultat og tillige den mest anskuelige målestok for udviklingen af verdenshandelen og den borgerlig-demokratiske civilisation. Hvordan jernbanerne hænger sammen med storindustrien, monopolerne, syndikaterne, kartellerne, trusterne, bankerne og finansoligarkiet, det er påvist i de foregående kapitler af bogen. Fordelingen af jernbanenettet, dets ulige fordeling og dets ujævne udvikling – det er alt sammen resultater af den moderne monopolistiske kapitalisme i verdensmålestok. Og disse resultater viser, at på et sådant økonomisk grundlag er imperialistiske krige absolut uundgåelige, så længe der eksisterer privat ejendomsret til produktionsmidlerne.

Anlæg af jernbaner er tilsyneladende et enkelt, naturligt, demokratisk, kulturelt, civilisatorisk foretagende: sådan opfattes det af de borgerlige professorer, der betales for at besmykke det kapitalistiske slaveri, og af de småborgerlige filistre. I virkeligheden har de kapitalistiske tråde, der gennem tusindvis af sammenslyngninger forbinder disse foretagender med den private ejendomsret til produktionsmidlerne overhovedet, forvandlet dette anlæg til et redskab til undertrykkelse af en milliard mennesker (kolonierne plus halvkolonierne), dvs. mere end halvdelen af Jordens befolkning, der lever i de afhængige lande og som kapitalens lønslaver i de »civiliserede« lande.

Privat ejendomsret, der er baseret på småproducentens arbejde, fri konkurrence, demokrati – alle disse paroler, hvormed kapitalisterne og deres presse bedrager arbejderne og bønderne, ligger langt bagude. Kapitalismen er vokset over i et verdensomspændende system, hvor en håndfuld »fremskredne« lande kolonialt undertrykker og finansielt kvæler det overvældende flertal af Jordens befolkning. Og delingen af dette »bytte« foregår mellem 2-3 verdensbeherskende og til tænderne bevæbnede røvere (Amerika, England, Japan), som inddrager hele verden i deres krig om delingen af deres bytte.

III

Brest-Litovsk freden [2], dikteret af det monarkistiske Tyskland, og senere den endnu mere brutale og nederdrægtige Versaillesfred [3], dikteret af de »demokratiske« republikker, Amerika og Frankrig, samt det »frie« England, har gjort menneskeheden den nyttigste tjeneste: de afslørede både imperialismens betalte blæksmørere og de reaktionære småborgere – selv om de også kalder sig pacifister og socialister – disse folk som lovsang »Wilsonismen« [4] og forsøgte at bevise, at fred og reformer ville være mulige under imperialismen.

De millioner og atter millioner af lig og krøblinge, der er efterladt af denne krig – en krig om, hvorvidt den engelske eller den tyske gruppe af finansrøvere skal have mest bytte – og desuden disse to »fredsaftaler« åbner med hidtil ukendt hastighed øjnene på millioner og atter millioner af mennesker, der har været holdt nede, været forkuet, bedraget, fordummet af bourgeoisiet. Ud af den verdensomspændende ruin, som krigen har skabt, vokser således den verdensomspændende revolutionære krise som, hvor lange og trange omveje den end må gå, ikke kan ende med andet end en proletarisk revolution og dennes sejr.

II Internationales Baselmanifest, som i 1912 karakteriserede netop den krig, der udbrød i 1914, og ikke krig i al mindelighed (krige er af forskellig art, der findes også revolutionære krige) – dette manifest står tilbage som et mindesmærke, der afslører II Internationales heltes forsmædelige bankerot, hele deres faneflugt.

Jeg lader derfor dette manifest optrykke som tillæg til nærværende udgave og gør indtrængende læserne opmærksom på, at II Internationales helte omhyggeligt går uden om de steder i manifestet, hvor der præcist, klart og direkte er tale om sammenhængen mellem netop denne kommende krig og den proletariske revolution – lige så omhyggeligt som tyven går uden om åstedet for sin forbrydelse.

IV

I det foreliggende skrift vil vi specielt behandle »kautskyanismen«, en international ideologisk strømning, som er repræsenteret i alle verdens lande af »de mest fremtrædende teoretikere«, II Internationales førere (Otto Bauer og co. i Østrig, Ramsey MacDonald og andre i England, Albert Thomas i Frankrig osv., osv.) og en masse socialister, reformister, pacifister, borgerlige demokrater og præster.

Denne ideologiske strømning er på den ene side et produkt af opløsningen og forrådnelsen i II Internationale, på den anden side en uundgåelig konsekvens af ideologien hos småborgerne, hvis livsbetingelser holder dem fangen i borgerlige og demokratiske fordomme.

Hos Kautsky og hans lige betyder den slags anskuelser et fuldstændigt frafald netop fra marxismens revolutionære grundlag, som denne forfatter forsvarede i årtier, især for øvrigt i kampen mod den socialistiske opportunisme (Bernstein, Millerand, Hyndman, Gompers o.a.). Det er derfor ikke noget tilfælde, når kautskyanerne nu praktisk-politisk hele verden over har forenet sig med de værste opportunister (via den II eller gule Internationale [5]) og med de borgerlige regeringer (via borgerlige koalitionsregeringer med deltagelse af socialister).

Den i hele verden fremvoksende revolutionære bevægelse i almindelighed, og den kommunistiske i særdeleshed, kan ikke komme uden om en analyse og afsløring af kautskyanismens teoretiske fejl. Dette så meget mere, som pacifismen og overhovedet »demokratismen« [6], der slet ikke vil give sig ud for marxisme, men akkurat ligesom Kautsky og co. søger at tilsløre dybden af imperialismens modsigelser og uundgåeligheden af den revolutionære krise, som er frembragt heraf, endnu er overordentlig stærkt udbredt i hele verden. Og kampen mod disse strømninger er en pligt for proletariatets parti, som skal fravriste bourgeoisiet de småproducenter og millioner af arbejdende, som bourgeoisiet har bedraget, og som lever under mere eller mindre småborgerlige livsforhold.

V

Det er nødvendigt at sige et par ord om kapitel VIII: Kapitalismens parasitisme og forfald. Som allerede fastslået i bogens tekst har Hilferding, den tidligere »marxist«, nu Kautskys våbenfælle og en af hovedrepræsentanterne for den borgerlige, reformistiske politik inden for Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti [7], i dette spørgsmål gjort et skridt tilbage i forhold til den erklærede pacifist og reformist, englænderen Hobson. Den internationale spaltning af hele arbejderbevægelsen er nu trådt helt åbent frem (II og III Internationale). Den væbnede kamp og borgerkrigen mellem de to retninger er ligeledes blevet en kendsgerning: I Rusland støtter mensjevikkerne og de »socialrevolutionære« Koltjak og Denikin mod bolsjevikkerne, i Tyskland går folk som Scheidemann, Noske og co. med bourgeoisiet mod spartakisterne [8], ligeledes i Finland, Polen, Ungarn osv. Hvori består nu det økonomiske grundlag for dette verdenshistoriske fænomen?

Netop i kapitalismens parasitisme og forfald, der er karakteristiske for dens højeste historiske stadium, dvs. imperialismen. Som det påvises i denne bog, har kapitalismen nu udskilt en håndfuld særligt rige og mægtige stater (mindre end en tiendedel af Jordens befolkning – »rigeligt« og meget overdrevent beregnet mindre end en femtedel), som – ved simpel »kuponklipning« – plyndrer hele verden. Kapitaleksporten giver et udbytte på 8-10 milliarder francs årligt i førkrigspriser og efter den borgerlige førkrigsstatistik. Nu er det naturligvis meget mere.

Det er forståeligt, at man ved en sådan ekstraprofit (for dette er en profit, kapitalisterne skaffer sig ekstra, udover den profit, de presser ud af deres »egne« landes arbejdere) kan bestikke arbejderførerne og det øvre lag af arbejderaristokratiet. Det bliver da også bestukket af de »fremskredne« landes kapitalister – på tusinde måder, direkte og indirekte, åbent og skjult.

Dette lag af »arbejderaristokrati« eller borgerliggjorte arbejdere, der er fuldstændig spidsborgerlige i hele deres livsstil, i størrelsen af deres lønninger, i hele deres livsopfattelse, er II Internationales hovedstøtte og i vore dage bourgeoisiets sociale (ikke militære) hovedstøtte. De er nemlig bourgeoisiets virkelige agenter i arbejderbevægelsen, kapitalistklassens arbejderforvaltere (labour lieutenants of the capitalist class), de virkelige bærere af reformismen og chauvinismen. I proletariatets borgerkrig mod bourgeoisiet stiller de sig, i ikke ringe tal, på bourgeoisiets side, på »versaillernes« [9] side mod »kommunarderne«.

Uden at have forstået dette fænomens økonomiske rødder, uden at have vurderet dets politiske og samfundsmæssige betydning er det umuligt at tage noget skridt til løsning af den kommunistiske bevægelses og den kommende sociale revolutions praktiske opgaver.

Imperialismen er forgården til proletariatets sociale revolution. Det er siden 1917 blevet bekræftet i verdensmålestok.

N. Lenin

6. juli 1920

 

 

I de sidste 15-20 år, særlig efter den spansk-amerikanske krig (1898 ) [10] og boerkrigen (1899-1902) [11], anvender den økonomiske og politiske litteratur både i den gamle og den nye verden stadig hyppigere begrebet »imperialisme« for at karakterisere den epoke, vi lever i. 1902 udkom i London og New York den engelske økonom J. A. Hobsons værk: Imperialismen. Forfatteren, der står på den borgerlige socialreformismes og pacifismes standpunkt – et standpunkt, der egentlig er identisk med den stilling, som den tidligere marxist Karl Kautsky nu indtager – giver en udmærket og udførlig beskrivelse af imperialismens grundlæggende, økonomiske og politiske ejendommeligheder [12]. 1910 udkom i Wien den østrigske marxist Rudolf Hilferdings værk: Finanskapitalen (russisk oversættelse: Moskva 1912). Bortset fra forfatterens fejl i spørgsmålet om pengeteorien og en vis tilbøjelighed til at forsone marxismen med opportunismen så fremstår dette værk som en i højeste grad værdifuld teoretisk analyse af »den nyeste fase i kapitalismens udvikling« – som undertitlen på Hilferdings bog lyder. Det, der i de sidste år er blevet sagt om imperialismen – især i talrige tidsskrift- og avisartikler over dette tema, og ligeledes i resolutioner, f. eks. fra kongresserne i Chemnitz og i Basel i efteråret 1912 [13] – går, når alt kommer til alt, næppe ud over den kreds af ideer, som de to ovennævnte forfattere har fremstillet, eller rettere, sammenfattet ...

I det følgende vil vi forsøge kort og så populært som muligt at fremstille sammenhængen og vekselvirkningen mellem imperialismens grundlæggende økonomiske ejendommeligheder. Den ikke-økonomiske side af spørgsmålet vil vi ikke kunne gå så meget ind på, som den kunne fortjene. Litteraturhenvisninger og andre noter, som muligvis ikke har interesse for alle læsere, bringer vi i slutningen af bogen.

 

I. Produktionens koncentration og monopolerne

Industriens uhyre vækst og den bemærkelsesværdigt hurtige koncentrationsproces inden for produktionen i stadig større foretagender er en af kapitalismens mest karakteristiske ejendommeligheder. De moderne erhvervstællinger giver os de mest fuldstændige og nøjagtige data om denne proces.

I Tyskland var f. eks. i 1882 af hver 1000 industriforetagender de 3 storbedrifter, dvs. bedrifter med mere end 50 lønarbejdere, i 1895 – 6 og i 1907 – 9. Af hver 100 arbejdere falder disse på bedrifter: 22, 30 og 37. Men produktionens koncentration er meget stærkere end koncentrationen af arbejderne, fordi arbejdet i storbedrifterne er langt mere produktivt. Dette viser de talmæssige opgivelser om dampmaskiner og elektriske motorer. Betragter vi, hvad man i Tyskland kalder industri i bred forstand, dvs. inklusive handel og transport o.l., så får vi følgende billede. Af 3.265.623 er de 30.588 storbedrifter, dvs. i alt 0,9 %. I dem er der 5,7 millioner af 14,4 mill. arbejdere, dvs. 39,4 %; 6,6 mill. damphestekræfter af 8,8, dvs. 75,3 %; 1,2 mill. kilowatt elektrisk energi af 1,5 mill., dvs. 77,2%.

Mindre end en hundrededel af virksomhederne råder over mere end 3/4 af den samlede dampkraft og elektriske kraft! På de 2,97 millioner småbedrifter (med indtil 5 lønarbejdere), som udgør 91% af det samlede antal bedrifter, falder i alt 7% af dampkraften og den elektriske kraft! Nogle titusinder storbedrifter betyder alt, millioner af småbedrifter intet.

Af bedrifter med tusind arbejdere og derover fandtes der i 1907 i Tyskland 586. Disse rådede over næsten en tiendedel (1,38 millioner) af det samlede antal arbejdere og næsten en tredjedel (32%) af den samlede sum af dampkraft og elektrisk kraft. [*2] Pengekapitalen og bankerne gør, som vi skal se, denne lille håndfuld kæmpebedrifters overvægt endnu mere knusende, og det i ordets bogstaveligste forstand, dvs. millioner af små, middelstore, ja endog en del af de større »chefer« er i virkeligheden fuldkommen slavebundne af nogle hundrede finansmillionærer.

I et andet af den moderne kapitalismes fremskredne lande, Nordamerikas Forenede Stater, foregår produktionskoncentrationens vækst endnu stærkere. Her udskiller statistikken industrien i snæver forstand og grupperer bedrifterne efter værdien af deres årsproduktion. I 1904 fandtes der 1.900 storbedrifter med en årsproduktion på 1 million dollar og derover (af 216.180, dvs. 0,9%); på dem faldt 1,4 millioner arbejdere (af 5,5 millioner, dvs. 25,6%) og 5,6 milliarder af årsproduktionen (af 14,8 milliarder, dvs. 38%,). Fem år senere, i 1909, lyder de tilsvarende tal: 3.060 bedrifter (af 268.491 – 1,1%) med 2,0 millioner arbejdere (af 6,6 millioner – 30,5%) og en produktion på 9,0 milliarder (af 20,7 milliarder – 43,8%). [*3]

Næsten halvdelen af alle bedrifters samlede produktion i dette land ligger i hænderne på en hundrededel af det samlede antal bedrifter! Og disse gigant-bedrifter omfatter 258 industrigrene. Det fremgår klart heraf, at koncentrationen på et vist trin af sin udvikling så at sige af sig selv nærmer sig stærkt til et monopol. Det falder nemlig let for nogle snese gigantiske bedrifter at komme overens med hinanden, mens på den anden side netop bedrifternes kæmpestørrelse besværliggør konkurrencen og skaber tendens til monopol. Denne omdannelse af konkurrencen til monopol fremstår som et af de vigtigste fænomener – hvis ikke det vigtigste – i den nyeste kapitalismes økonomi, og det er derfor nødvendigt for os at gå nærmere ind på dette. Men først må vi fjerne en mulig misforståelse.

Den amerikanske statistik angiver: 3.000 gigantiske foretagender i 250 industrigrene. Som om der kun var 12 storforetagender i hver industrigren.

Men sådan er det ikke. Det er ikke i enhver industrigren, at der findes store foretagender, og på den anden side er den såkaldte kombination et yderst vigtigt særkende for kapitalismen på dens højeste udviklingstrin, dvs. forening af bedrifter i forskellige industrigrene til ét foretagende; det er enten industrigrene med forskellige på hinanden følgende trin af råstofforarbejdningen (f. eks. råjernets udvinding af malm, dets forarbejdning til stål, og måske endvidere produktion af den ene eller anden slags færdige stålprodukter) – eller industrigrene, der indbyrdes kompletterer hinanden (f. eks. forarbejdning af affald eller biprodukter, fremstilling af emballage og lignende).

»Kombinationen«, skriver Hilferding, »udjævner konjunkturforskelle og afstedkommer derved en større bestandighed i profitraten for den kombinerede bedrift. For det andet indebærer kombinationen, at handelen forsvinder. For det tredje muliggør det tekniske fremskridt og dermed opnåelsen af ekstraprofit i forhold til den »rene« bedrift. For det fjerde styrker den den kombinerede bedrifts stilling over for den »rene« i konkurrencekampen under en stærk depression, når prisfaldet på råmaterialer ikke holder trit med sænkningen af fabrikationsprisen.«. [*4]

Den tyske borgerlige økonom Heymann, der har skrevet et særligt værk om de »blandede«, dvs. kombinerede, virksomheder, siger: »De rene virksomheder bliver kvalt mellem den høje materialepris og de lave priser på færdigvarerne.« Man får følgende billede:

»Tilbage er så på den ene side de store kulselskaber, med en kulproduktion på nogle millioner tons, fast organiserede i deres kulsyndikat; og nært forbundet med dem de store stålværker med deres stålsyndikat. Disse gigantiske foretagender med en stålproduktion på 400.000 tons om året, med en kolossal produktion af malm og kul, med produktion af færdige stålvarer, med 10.000 arbejdere, der bor i fabrikskoloniernes kaserner, af og til med deres egne jernbaner og havne – er typiske repræsentanter for den tyske jernindustri. Og længere og længere skrider koncentrationen fremad. De enkelte bedrifter bliver stadig større; et større og større antal af virksomheder inden for forskellige eller en og samme industrigren svejses sammen til gigantiske foretagender, for hvem et halvt dusin berlinske storbanker tjener både som støtte og som ledere. For den tyske grubeindustri er rigtigheden i Karl Marx' koncentrationsteori nøje påvist; det drejer sig ganske vist her om et land, i hvilket industrien er beskyttet af told- og fragttariffer. Tysklands grubeindustri er moden til ekspropriation.« [*5]

Til en sådan konklusion måtte altså en undtagelsesvis samvittighedsfuld borgerlig økonom komme. Det må bemærkes, at han ligesom udskiller Tyskland som noget særligt på grund af industribeskyttelsen med høje toldtakster. Men denne omstændighed kunne kun fremskynde koncentrationen og dannelsen af monopolistiske forbund mellem arbejdsgivere, karteller, syndikater osv. Det er særdeles vigtigt, at i frihandelens land, i England, fører koncentrationen ligeledes til monopol, om end noget senere og måske i en anden form. Her er, hvad professor Hermann Levy skriver i sin specialundersøgelse om »Monopoler, karteller og truster« på grundlag af data om Storbritanniens økonomiske udvikling:

»I Storbritannien er det bedrifternes størrelse og deres ydeevne, som rummer en monopolistisk tendens. Og dette for det første, fordi de store kapitalinvesteringer pr. foretagende, så snart koncentrationsbevægelsen er begyndt, stiller voksende krav til nye foretagenders kapitalkraft og derved besværliggør deres opståen. Men endvidere (og dette forekommer os at være det vigtigste punkt) repræsenterer hvert nyt foretagende, som vil holde trit med de kæmpeforetagender, der er opstået under koncentrationsprocessen, et så stort merudbud af produkter, at de kun kan sælges med fordel, hvis efterspørgslen vokser enormt, eller hvis de straks trykker priserne ned på et niveau, der såvel for det nye foretagende som for monopolsammenslutningerne er urentabelt.« Til forskel fra andre lande, hvor beskyttelsestold letter karteldannelsen, opstår karteller, truster og monopolistiske arbejdsgiverforbund i England for størstepartens vedkommende først, når antallet af de vigtigste konkurrerende foretagender ikke udgør mere end »et par dusin«. »Her fremtræder koncentrationens indflydelse på monopolets opståen i storindustrien krystalklart.« [*6]

Da Marx for et halvt århundrede siden skrev Kapitalen, anså det overvældende flertal af nationaløkonomer den fri konkurrence for en »naturlov«. Den officielle videnskab søgte at tie Marx' værk ihjel, som ved sin teoretiske og historiske analyse af kapitalismen havde bevist, at den fri konkurrence afføder produktionens koncentration, og at denne koncentration på et vist trin af sin udvikling fører til monopol. Nu er monopolet blevet en kendsgerning. Nationaløkonomerne skriver bjerge af bøger, hvori de beskriver de enkelte sider af monopolet, mens de nu som før enstemmigt forkynder, at »marxismen er gendrevet«. Men »kendsgerninger er hårdnakkede«, som et engelsk ordsprog siger, og man må regne med dem, om man så vil eller ej. Kendsgerningerne viser, at forskellene mellem de enkelte kapitalistiske lande f. eks. med hensyn til beskyttelsestold eller frihandel, blot betinger uvæsentlige forskelligheder i monopolernes form eller i tidspunktet for deres fremkomst; men monopolernes opståen som følge af produktionens koncentration som sådan, udgør en almindelig og fundamental lov for det nuværende udviklingsstadium af kapitalismen.

For Europas vedkommende kan man temmelig nøje fastslå tidspunktet for den nye kapitalismes definitive afløsning af den gamle: det er netop begyndelsen af det 20. århundrede. I et af de nyeste oversigtsarbejder over »monopoldannelserne« læser vi:

»Man kan anføre enkelte eksempler på kapitalistiske monopoler fra tiden før 1860; man kan i dem se en ansats til de former, vi nu er så fortrolige med; men det er alt sammen kun forhistorie. Den egentlige begyndelse til de moderne monopoler falder tidligst i 60'erne. Deres første store udviklingsperiode begynder med 70'ernes internationale depression og når til begyndelsen af 90'erne ... Europæisk betragtet kulminerer den frie konkurrence i 60'erne og 70'erne. Da afsluttede England udbygningen af sin kapitalistiske organisation i den gamle stil. I Tyskland trængte den kraftigt frem mod håndværk og hjemmeindustri og begyndte at skabe sig sine eksistensformer.«

»Den store omvæltning begynder med krakket i 1873, eller rettere under den depression, der fulgte efter, og som med en næsten umærkelig afbrydelse i begyndelsen af 80'erne og et usædvanligt heftigt, men kort »boom« omkring 1889 varede 22 år af Europas økonomiske historie. ... I den korte hausseperiode omkring 1889-90 benyttede man sig i høj grad af kartelordningen for at udnytte konjunkturen. En lidet overlagt politik drev priserne endnu hurtigere og stærkere op, end det måske ellers var sket, og næsten alle disse sammenslutninger endte sørgeligt i »krakkenes grav«. Så fulgte endnu et femår med dårlig beskæftigelse og lave priser, men det var ikke mere den samme stemning, der beherskede industrien. Man anså ikke mere depressionen som noget selvfølgeligt, men kun som en hvilepause før en ny gunstig konjunktur.

Så trådte karteldannelsen ind i sin anden epoke. I stedet for en forbigående foreteelse bliver kartellerne et af grundlagene for hele det økonomiske liv. De erobrer det ene område efter det andet, frem for alt råstofindustrien. Allerede i begyndelsen af 90'erne fandt kartellerne i kokssyndikatets organisationsform, efter hvilken så kulsyndikatet dannes, en sammenslutningsteknik, som man næppe er kommet væsentligt ud over. Det store opsving ved slutningen af århundredet og krisen 1900-1903 står i hvert fald i bjergværks- og jernindustrien for første gang helt i kartellernes tegn. Og anså man det endnu dengang for noget nyt, så er det senere blevet en selvfølgelighed for den almindelige bevidsthed, at store dele af det økonomiske liv regelmæssigt er unddraget den fri konkurrence.« [*7]

De grundlæggende stadier i monopolernes historie er altså følgende: 1. 1860-1870'erne – det højeste, yderste trin for den fri konkurrences udvikling. Monopolerne er knapt mærkbare kim. 2. Efter krisen 1873 en bred udvikling af karteller, som dog endnu er undtagelser. De er endnu ikke varige. De er endnu et overgangsfænomen. 3. Opsvinget i slutningen af det 19. århundrede og krisen 1900-1903: kartellerne bliver et af grundlagene for hele det økonomiske liv. Kapitalismen er blevet til imperialisme.

Kartellerne aftaler salgsbetingelser, betalingsfrister osv. indbyrdes. De fordeler afsætningsområderne mellem sig. De bestemmer antallet af fremstillede produkter. De fastsætter priserne. De fordeler profitten mellem de enkelte foretagender osv.

Antallet af karteller i Tyskland blev i 1896 anslået til omkring 250, i 1905 til 385, omfattende 12.000 bedrifter. [*8] Men alle erkender, at disse tal er ansat for lavt. Af de ovenfor anførte data fra den tyske erhvervsstatistik fra 1907 fremgår det, at alene de 12.000 største bedrifter sikkert råder over mere end halvdelen af den samlede dampkraft og elektriske kraft. I De forenede Stater blev antallet af truster i 1900 anslået til 185 og i 1907 til 250. Den amerikanske statistik inddeler industriforetagender i tre kategorier, eftersom de tilhører enkeltpersoner, firmaer eller selskaber. Til de sidste hørte i 1904 23,6% og i 1909 25,9%, dvs. mere end en fjerdedel af alle foretagender. I disse foretagender var der i 1904 beskæftiget 70,6% af alle arbejdere og i 1909 75,6% – tre fjerdedele af det samlede antal; produktionen beløb sig til henholdsvis 10,9 og 16,3 milliarder dollar, dvs. henholdsvis 73,7% og 79% af den samlede produktion.

I kartellernes og trusternes hænder koncentreres ofte syv-otte tiendedele af hele produktionen inden for en given industrigren. Det Rhinsk-Westfalske Kulsyndikat koncentrerede således ved sin grundlæggelse i 1893 86,7% af hele kulproduktionen i området, og i 1910 allerede 95,4%. [*9] Det således opstående monopol sikrer gigantiske indtægter og fører til dannelsen af tekniske produktionsenheder af uhyre størrelse. Den berømte petroleumstrust i De forenede Stater (Standard Oil Company) er stiftet i 1900. »Dens kapital andrager 150 millioner dollar. Der er udsendt 100 millioner dollar common (almindelige) og 106 millioner dollar preferred (præference-) aktier; herpå er der fra 1900 til 1907 betalt følgende dividender: 48, 48, 45, 44, 36, 40, 40, 40%, i alt 367 millioner dollar. Fra 1882 til slutningen af 1907 blev der af 889 millioner dollar nettofortjeneste fordelt 606 millioner som dividende, resten tilførtes reserverne.« [*10] I 1907 var der på alle ståltrustens virksomheder (United States Steel Corporation) ikke mindre end 210.180 arbejdere og funktionærer. Det største foretagende i den tyske bjergværksindustri, Gelsenkirchener Bergwerksgesellschaft, havde i 1908 – 46.048 arbejdere og funktionærer. [*11] Allerede 1902 producerede ståltrusten 9 millioner tons stål. [*12] Dens stålproduktion beløb sig i 1901 til 66,3% og 1908 til 56,1% af De forenede Staters samlede stålproduktion; [*13] dens malmproduktion var i de samme år henholdsvis 43,9 og 46,3%.

En beretning, afgivet af den amerikanske regeringskommission vedrørende truster, siger: »Trustens overlegne stilling over for dens konkurrenter beror på størrelsen af dens bedrifter og disses fortrinlige tekniske indretning. Siden sin stiftelse har tobakstrusten bestræbt sig for i videste omfang at erstatte alt håndarbejde med maskiner. Den har til dette formål erhvervet alle patenter, der har nogen som helst tilknytning til tobaksindustrien. Mange patenter var i begyndelsen ikke anvendelige og måtte udvikles videre af trustens ingeniører. I slutningen af 1906 stiftedes der to datterselskaber, som alene har til opgave at erhverve patenter. Til samme formål har trusten anlagt egne støberier, maskinfabrikker og reparationsværksteder. Et af disse værker, i Brooklyn, beskæftiger gennemsnitligt 300 arbejdere; her bliver opfindelser til fremstilling af cigaretter, cerutter, snustobak, staniolpakninger, æsker osv. prøvet og om nødvendigt forbedret.« [*14]

»Også andre end de ovenfor nævnte truster beskæftiger såkaldte developing engineers« (udviklingsingeniører) »som har til opgave at finde nye fabrikationsmetoder og afprøve de tekniske forbedringer. Ståltrusten betaler sine ingeniører og arbejdere høje præmier for opfindelser, der er egnede til at øge bedrifternes produktionsevne eller formindske produktionsomkostningerne.« [*15]

På samme måde er indførelsen af tekniske forbedringer også organiseret i den tyske storindustri, f. eks. i den kemiske industri, der har udviklet sig så voldsomt i de sidste årtier. I denne industri har produktionens koncentration allerede i 1908 skabt to førende »grupper«, som på deres måde nærmede sig monopolet. Til at begynde med bestod disse grupper af »tomagtsforbund«, dannet af to par af de største værker, hvert par med en kapital på 20-21 millioner mark: på den ene side farvefabrikken, tidligere Meister, i Höchst og Cassella i Frankfurt am Main, på den anden side anilin- og sodafabrikken i Ludwigshafen og farvefabrikken i Elberfelde, tidligere Bayer. Derpå sluttede den ene gruppe i 1905 og den anden i 1908 overenskomst med hver en storbedrift til. Der opstod således to »tremagtsforbund« hver med en kapital på 40-50 millioner mark, og mellem disse »forbund« er der allerede påbegyndt en »tilnærmelse«, »overenskomster« om priser osv. [*16]

Konkurrencen forvandles til monopol. Følgen er et gigantisk fremskridt i samfundsmæssiggørelsen af produktionen. Blandt andet samfundsmæssiggøres også den tekniske opfindelses- og forbedringsproces.

Dette er allerede noget helt andet end den gamle fri konkurrence mellem opsplittede driftsherrer, der ikke kender noget til hinanden, og som producerer for afsætning på et ukendt marked. Koncentrationen er nået så vidt, så man kan gennemføre en tilnærmet beregning af alle råstofkilder (f. eks. forekomsten af jernmalm) i det pågældende land og endog, som vi skal se, i en række lande, i hele verden. Der gennemføres ikke blot en sådan beregning, de gigantiske monopolforbund bemægtiger sig disse kilder og samler dem på en hånd. Der gennemføres en tilnærmet beregning af markedet, som disse forbund »deler« mellem sig efter en aftalt overenskomst. Den uddannede arbejdskraft monopoliseres, de bedste ingeniører ansættes, man bemægtiger sig transportveje og -midler – jernbanerne i Amerika, dampskibsselskaberne i Europa og i Amerika. I sit imperialistiske stadium fører kapitalismen tæt op til den mest alsidige samfundsmæssiggørelse af produktionen, den drager så at sige kapitalisterne, mod deres vilje og bevidsthed, ind i en ny samfundsmæssig orden, der danner overgangen fra den fuldstændigt fri konkurrence til den fuldstændige samfundsmæssiggørelse.

Produktionen bliver samfundsmæssig, men tilegnelsen vedbliver at være privat. De samfundsmæssige produktionsmidler vedbliver at være et lille antal personers privatejendom. Den formelt anerkendte fri konkurrences almene rammer vedbliver at bestå, og de få monopolisters åg på den øvrige befolkning bliver hundrede gange tungere, mere føleligt, mere uudholdeligt.

Den tyske økonom Kestner har i et særligt værk behandlet »kampen mellem kartellerne og de udenforstående«, dvs. de arbejdsgivere der ikke indgår i et kartel. Han har kaldt dette værk: Organisationstvangen, mens man naturligvis, for ikke at besmykke kapitalismen, burde tale om tvangen til underkastelse under monopolsammenslutningerne. Det er lærerigt blot at kaste et blik på listen over de midler, som monopolsammenslutningerne tager deres tilflugt til i denne moderne, nyeste, civiliserede kamp for »organisation«: 1) standsning af råstoftilførsel (en af de »vigtigste metoder for karteltvang«); 2) afspærring for arbejdskraft ved hjælp af »alliancer« (dvs. aftaler mellem kapitalisterne og arbejderorganisationerne, hvorefter arbejderne kun må arbejde for kartelforetagender); 3) standsning af tilførsler; 4) afspærring af afsætningen; 5) aftale med køberen om kun at have handelsforbindelse med kartellerne; 6) planmæssig sænkning af priserne (for at ruinere »udenforstående«, dvs. foretagender der ikke underkaster sig monopolisterne, gives der millioner ud for en tid lang at sælge under produktionsprisen: i benzinindustrien er der eksempler på sænkning af priserne fra 40 til 22 mark, dvs. næsten til halvdelen!); 7) spærring af kredit; 8) boykot.

Vi har ikke længere at gøre med konkurrencekamp mellem store og små bedrifter, mellem teknisk ringe og teknisk højt udviklede bedrifter. Vi har at gøre med monopolister, som kvæler alle, der ikke underkaster sig monopolet, dets åg, dets betingelser. I en borgerlig økonoms bevidsthed genspejler denne proces sig således:

»Også inden for den rent økonomiske virksomhed«, skriver Kestner, »indtræder der en forskydning fra det købmandsmæssige i gammel forstand til det organisatorisk-spekulative. Den, der kommer bedst frem, er ikke længere købmanden, som på grundlag af sine tekniske og handelsmæssige erfaringer bedst kender kundernes behov, som forstår at opspore en latent efterspørgsel og vække den på virksom måde, men derimod det spekulative geni (?!), som formår at forudse eller forudføle den organisatoriske udvikling, muligheden for forbindelser mellem de enkelte bedrifter og tilknytningen til bankerne.«

Omsat til et menneskeligt sprog betyder dette: kapitalismen er så vidt udviklet, at vareproduktionen ganske vist stadig »hersker« og gælder som hele det økonomiske livs grundlag, men i virkeligheden er den allerede undermineret, og hovedparten af profitten tilfalder finansmanipulationernes »genier«. Til grund for disse manipulationer og svindlerier ligger produktionens samfundsmæssiggørelse, men det vældige fremskridt, menneskeheden således har arbejdet sig frem til, kommer ... spekulanterne til gode. Vi skal nedenfor se, hvorledes den småborgerligt-reaktionære kritik af den kapitalistiske imperialisme »af denne grund« drømmer om en tilbagevenden til den »fri«, »fredelige«, »ærlige« konkurrence.

»En varig forhøjelse af priserne som følge af karteldannelser«, siger Kestner, »har hidtil kun kunnet konstateres for de vigtige produktionsmidler, især kul, jern, kali, men derimod aldrig i længere tid for færdigvarers vedkommende. Den dermed sammenhængende forhøjelse af rentabiliteten har ligeledes været indskrænket til produktionsmiddelindustrien. Denne iagttagelse må udvides derhen, at råstofindustrien ikke alene med hensyn til fortjeneste og rentabilitet ved den hidtidige karteldannelse har fået fordele på bekostning af den industri, der foretager videreforarbejdning, men at råstofindustrien har vundet en under den fri konkurrence ukendt herskerstilling over for denne anden industri.« [*17]

Det af os fremhævede ord viser det væsentlige i sagen, det som de borgerlige økonomer så sjældent og ugerne indrømmer, og det, som de moderne forsvarere for opportunismen med Karl Kautsky i spidsen så ivrigt søger at bortforklare og tilbagevise. Herskerrelationerne og den dertil knyttede magtanvendelse – det er det typiske for »den nyeste fase i kapitalismens udvikling«, det er det, som nødvendigvis måtte fremgå og også fremgik af dannelsen af de almægtige økonomiske monopoler.

Endnu et eksempel på kartellernes fremfærd. Der, hvor man kan tage alle eller de vigtigste råstofkilder i sin hånd, opstår kartellerne og dannes monopolerne særlig let. Det ville dog være urigtigt at tro, at monopoler ikke også opstår i industrigrene, hvor det er umuligt at bemægtige sig råstofkilderne. Cementindustriens råstof forefindes overalt. Men også denne industri er stærkt kartelleret i Tyskland. Fabrikkerne er sammensluttede i distriktssyndikater, f. eks. det sydtyske, det rhinsk-westfalske osv. Der er fastsat monopolpriser: 230-280 mark pr. vognladning med en produktionspris på 180 mark! Foretagenderne giver 12-16% dividende; og man må her huske, at den moderne spekulations »genier« forstår at dirigere store summer udover dividenderne ned i deres egne lommer. For at udelukke konkurrence fra en så profitabel industri anvender monopolisterne endda alle slags kneb: der udbredes falske rygter om industriens dårlige stilling; der fremkommer anonyme annoncer i aviserne: »Kapitalister advares mod at anbringe kapital i cementfabrikker«; endelig opkøbes de bedrifter, der tilhører »de udenforstående« (dvs. dem, der ikke er med i syndikaterne), og der betales dem afståelsessummer på 60-80-150.000 mark. [*18] Monopolet bryder sig vej overalt og med alle midler, fra »beskedne« afståelsessummer til amerikansk »anvendelse« af dynamit over for konkurrenten.

At kartellerne forhindrer kriser, er et eventyr opfundet af de borgerlige økonomer, som for enhver pris vil forherlige kapitalismen. Tværtimod, det monopol, som opstår i nogle industrigrene, forstærker og skærper den kaotiske karakter, som hele den kapitalistiske produktion har. Misforholdet mellem landbrugets og industriens udvikling, som er karakteristisk for kapitalismen overhovedet, bliver endnu større. Den privilegerede stilling, som den stærkest kartellerede, såkaldte sværindustri, især kul- og jernindustrien, indtager, fører i de øvrige industrigrene til en »øget planløshed«, som det indrømmes af Jeidels, forfatteren til et af de bedste arbejder om »de tyske storbankers forhold til industrien.« [*19]

»Jo stærkere udviklet et lands erhvervsliv er,« skriver Liefmann, en indædt forsvarer for kapitalismen, »i des højere grad giver det sig i lag med mere risikable eller udenlandske foretagender, med sådanne, der behøver meget lang tid til at udvikles, eller sluttelig med foretagender af rent lokal betydning. [*20] Den øgede risiko hænger til syvende og sidst sammen med den uhyre vækst af kapitalen, der nu så at sige flyder over, strømmer til udlandet osv. Og samtidig skaber teknikken, der udvikler sig hurtigere og hurtigere, et større og større misforhold mellem de forskellige dele af landets økonomi, større og større kaos og kriser. Den samme Liefmann er tvunget til at indrømme: »Sandsynligvis står menneskeheden i en ikke meget fjern fremtid igen over for store omvæltninger på det tekniske område, som også vil øve indflydelse på hele den økonomiske organisation« ... elektricitet, luftsejlads ... »I sådanne tider, hvor grundlæggende økonomiske ændringer foregår, plejer også en stærk spekulation at udvikle sig.« [*21]

Kriserne – alle mulige, hyppigst de økonomiske, men ikke de alene – forstærker atter i uhyre målestok tendenserne til koncentration og monopol. Således skriver Jeidels følgende højst lærerige afsnit om betydningen af krisen i 1900, en krise, der som bekendt betød et vendepunkt i de moderne monopolers historie:

»Krisen i 1900 ramte foruden kæmpebedrifterne i de grundlæggende industrier mange bedrifter, hvis organisation efter nutidig opfattelse var forældet, de 'rene' (dvs. ikke kombinerede) bedrifter, som var løftet med op af højkonjunkturens bølge. Prisfaldet, forbrugets tilbagegang, bragte disse 'rene' værker i en nødstilstand, som for de kombinerede kæmpebedrifters vedkommende dels slet ikke viste sig, dels kun gjorde sig gældende i kort tid. Derfor førte den sidste krise i langt højere grad til industriel koncentration end de tidligere, i langt højere grad end krisen i 1873, som ganske vist bevirkede en udvælgelse, men på grund af teknikkens daværende stade ikke således, at der skabtes et monopol for de sejrrigt overlevende foretagender. Men et sådant varigt monopol besidder kæmpeværkerne i vore dages svære jernindustri og elektricitetsindustri i høj grad, inden for maskinbranchen og visse metal-, samfærdsels- og andre brancher i ringere grad på grund af deres komplicerede teknik, deres storstilede organisation og deres kapitalkraft.« [*22]

Monopolet, det er det sidste ord i »kapitalismens nyeste udvikling«. Men vore forestillinger om de moderne monopolers faktiske magt og betydning ville være meget utilstrækkelige, mangelfulde og småtskårne, hvis vi lod bankernes rolle ude af betragtning.

 

II. Bankerne og deres nye rolle

Bankernes grundlæggende og oprindelige virksomhed er betalingsformidling. I forbindelse hermed forvandler bankerne passiv pengekapital til aktiv, dvs. profitbringende kapital, de samler pengeindkomster af enhver art og stiller dem til kapitalklassens disposition.

Efterhånden som bankvæsenet udvikler sig og koncentreres i nogle få institutioner, vokser bankerne ud af deres beskedne rolle som formidlerne og bliver almægtige monopolindehavere, som råder over næsten alle kapitalisters og mindre næringsdrivendes pengekapital samt over den største del af produktionsmidlerne og råstofkilderne i det pågældende land eller i en række lande. Denne forvandling fra talrige formidlere til en håndfuld monopolindehavere udgør en af grundprocesserne i kapitalismens udvikling til kapitalistisk imperialisme, og derfor må vi først og fremmest opholde os ved bankvæsenets koncentration.

I 1907-08 androg indskuddene i alle tyske bankselskaber med en aktiekapital på over en million mark 7 milliarder mark; i 1912-13 allerede 9,8 milliarder. Det giver en forøgelse på 40% i løbet af fem år; og af disse 2,8 milliarders tilvækst falder 2,75 milliarder på 57 banker, som hver råder over en kapital på mere end 10 millioner mark. Fordelingen af indskuddene mellem stor- og småbanker var som følger [*23]:

 

Procent af samtlige indskud
 

I de 9 berlinske storbanker

I de 48 øvrige banker med mere end 10 mill. mark kap.

I 115 banker med 1-10 mill. mark kap.

I småbanker (mindre end 1 mill. mark kap.)

1907-08

47

32.5

16.5

4

1912-13

49

36

12

3

 

Småbankerne fortrænges af storbankerne, af hvilke alene de 9 har næsten halvdelen af samtlige indskud. Og herved er endda meget ladt ude af betragtning, f. eks. det forhold, at en hel række småbanker er blevet faktiske filialer af storbankerne osv. Dette behandles mere udførligt nedenfor.

Ved slutningen af 1913 takserer Schulze-Gaevernitz indskuddene i de 9 berliner-storbanker til 5,1 milliarder mark af i alt 10 milliarder. Med henblik ikke alene på indskuddene, men på den samlede bankkapital, skriver samme forfatter: »De 9 berlinske storbanker og de tilknyttede institutter forvaltede ved udgangen af 1909 11,3 milliarder mark, altså ca. 83% af den samlede tyske bankkapital. Deutsche Bank, som sammen med sine koncernbanker forvalter op mod 3 milliarder mark, er ved siden af den prøjsiske jernbaneforvaltning den største – og samtidig mest decentraliserede – kapitalansamling i den gamle verden.« [*24]

Vi har fremhævet henvisningen til de »tilknyttede« banker, for dette er en af de vigtigste ejendommeligheder ved den moderne kapitalistiske koncentration. Storvirksomhederne, og særlig bankerne, ikke alene direkte sluger småvirksomhederne, men »indlemmer« dem, undertvinger dem, og slutter dem til »deres« gruppe, deres »koncern« – som det teknisk hedder – ved »deltagelse« i deres kapital, ved opkøb eller udveksling af aktier, ved et system af gældsforhold osv. osv. Professor Liefmann har skrevet et helt stort »værk« på et halvt tusind sider om de moderne »investerings- og finansieringsselskaber«, [*25] idet han dog til sit ofte ufordøjede råmateriale desværre har føjet temmelig underlødige »teoretiske« betragtninger. Hvad dette »deltagelses«-system kommer til at betyde for koncentrationen, vises bedst i bankmanden Riessers værk om de tyske storbanker. Før vi anfører hans tal, vil vi dog give et konkret eksempel på dette »deltagelses«-system.

Deutsche Banks »gruppe« er en af de største – om ikke den største – af alle de store bankers grupper. Når man betragter de vigtigste tråde, der binder alle banker i denne gruppe sammen, må man skelne mellem »deltagelse« af første, anden og tredje grad eller, hvad der er det samme, mellem afhængighed (af Deutsche Bank) af første anden og tredje grad. Det giver følgende billede [*26]:

 

Deutsche Bank deltager
 

Afhængighed
af 1. grad

Afhængighed
af 2. grad

Afhængighed
af 3. grad

Fast

i 17 banker;

deraf 9 i 34;

deraf 4 i 7

På ubestemt tid

i 5 banker;

Med vekslende interesse

i 8 banker;

deraf 5 i 14;

deraf 2 i 2

I alt

i 30 banker;

deraf 14 i 48;

deraf 6 i 9

 

Til de 8 banker af 1. afhængighedsgrad, der er underkastet Deutsche Bank »med vekslende interesse«, hører 3 udenlandske banker: en østrigsk (Wiener Bankverein) og to russiske (Sibirisk Handelsbank og Russisk Bank for Udenrigshandel). I alt hører 87 banker direkte og indirekte, helt eller delvis til Deutsche Banks gruppe, og den samlede sum af egen og fremmed kapital, som denne gruppe råder over, beløber sig til 2-3 milliarder mark.

Det er klart, at en bank, som står i spidsen for en sådan gruppe, og som træffer overenskomster med et halvt dusin ikke meget mindre banker om særligt store og fordelagtige finansoperationer som statslån o.l., er vokset langt ud over »formidlerrollen« og er blevet til en sammenslutning af en håndfuld monopolindehavere.

Med hvilken hastighed bankvæsenets koncentration foregik i Tyskland netop i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, ses af følgende – her forkortede – oplysninger fra Riessers værk:

 

6 berlinske storbanker havde

År

Afdelinger i Tyskland

Indlånskont. og vekselstuer i Tyskland

Varig deltagelse i tyske bankaktieselsk.

Anstalter i alt

1895

16

14

1

42

1900

21

40

8

80

1911

104

276

63

450

 

Vi ser, hvor hurtigt der opstår et tæt net af kanaler, der omfatter hele landet, centraliserer samtlige kapitaler og pengeindkomster og forvandler tusinder og atter tusinder af splittede virksomheder til en eneste kapitalistisk nationalhusholdning og sluttelig til en kapitalistisk verdenshusholdning. Den »decentralisering«, som Schulze-Gaevernitz som repræsentant for vore dages borgerlige politiske økonomi taler om i det oven for anførte citat, består i virkeligheden i, at et stadigt større antal tidligere forholdsvis »selvstændige« eller rettere lokalt begrænsede økonomiske enheder underkastes et enkelt centrum. Altså i virkeligheden centralisering, en styrkelse af de monopolistiske giganters rolle, betydning og magt.

I de ældre kapitalistiske lande er dette »banknet« endnu tættere. I England (med Irland) androg antallet af alle bankers afdelinger i 1910 7151. Fire storbanker havde over 400 afdelinger hver (fra 447 til 689), fire andre over 200 hver og 11 over 100 hver.

I Frankrig udviklede tre storbanker, Crédit Lyonnais, Comptoir National og Société Générale, deres operationer og deres afdelingsnet på følgende måde [*27]:

 

År

Antal afdelinger og kasser

Egenkapital

Fremmed

i provinsen

i Paris

i alt

(i millioner francs)

1870

47

17

64

200

427

1890

192

66

258

265

1245

1909

1033

196

1229

887

4363

 

For at karakterisere en moderne storbanks »forbindelser« anfører Riesser antallet af breve, afsendt og modtaget af en af de største banker i Tyskland og i hele verden: Disconto-Gesellschaft (som i 1914 havde en kapital på 300 millioner mark):

 

År

Indgåede breve

Afsendte breve

1852

6135

6292

1870

85800

87513

1900

533102

626043

 

I den parisiske storbank Crédit Lyonnais steg antallet af konti fra 28.535 i 1875 til 633.539 i 1912. [*28]

Disse enkle tal viser måske tydeligere end lange betragtninger, hvorledes bankernes betydning ændres grundlæggende ved kapitalens koncentration og omsætningens vækst. Af de opsplittede kapitalister opstår en eneste kollektiv kapitalist. Når en bank fører kontokurant for bestemte kapitalister, udfører den tilsyneladende en rent teknisk funktion, en simpel hjælpeoperation. Men når denne operation antager gigantiske dimensioner, så viser det sig, at en håndfuld monopolister underlægger sig hele det kapitalistiske samfunds handels- og industrioperationer, idet de – gennem deres bankforbindelser, gennem kontokuranter og andre finansoperationer – får mulighed for først at få præcist kendskab til de enkelte kapitalisters forretningsmæssige stilling, dernæst at kontrollere dem, øve indflydelse på dem ved hjælp af udvidelse eller indskrænkning, lettelse eller stramning af kreditten, og endelig fuldstændig at bestemme over deres skæbne, fastsætte deres rentabilitet, unddrage dem kapital eller give dem mulighed for hurtigt og i stor målestok at forøge deres kapital osv.

Vi nævnede før det berlinske Disconto-Gesellschaft med en kapital på 300 millioner mark. Disconto-Gesellschafts kapitalforøgelse var en af episoderne i kampen om hegemoniet mellem to af de allerstørste berlinerbanker, Deutsche Bank og Disconto-Gesellschaft. I 1870 var den første endnu ny og havde en kapital på i alt 15 millioner, den anden på 30 millioner. I 1908 havde den første en kapital på 200 mill., den anden på 170 mill. I 1914 hævede den første sin kapital til 250 mill., den anden hævede ved fusion med en anden storbank af første klasse, Schaaffhausenscher Bankverein, sin til 300 mill. Og naturligvis går denne kamp om hegemoniet hånd i hånd med stadig hyppigere og fastere »overenskomster« mellem de to banker. Her er de konklusioner, som denne udviklingsgang pånøder bankspecialister, der ser på økonomiske spørgsmål fra et synspunkt, der på ingen måde går ud over grænserne for den mest moderate og propre borgerlige reformisme:

»Andre banker vil følge ad den samme vej,« skrev det tyske tidsskrift Die Bank i anledning af Disconto-Gesellschafts kapitalforøgelse til 300 millioner mark, »... og de 300 personer, som i dag regerer Tyskland økonomisk, vil med tiden blive til 50, 25 eller endnu færre. Det er heller ikke at vente, at den seneste koncentrationsbevægelse vil indskrænke sig til bankerne. De nærmere forbindelser mellem enkelte banker fører ganske naturligt også til en tilnærmelse mellem de af dem patroniserede industrikoncerner ... Og en dag vil vi vågne op og gnide øjnene: omkring os ser vi lutter truster, foran os står nødvendigheden af at afløse privatmonopolerne med statsmonopoler. Og dog har vi i grunden ikke andet at bebrejde os, end at vi har overladt tingene til deres fri udvikling, fremskyndet forløbet lidt.« [*29]

Dette er et mønstereksempel på hjælpeløsheden hos den borgerlige skribentvirksomhed, som den borgerlige videnskab kun adskiller sig fra ved mindre oprigtighed og ved bestræbelserne på at tilsløre tingenes væsen, på at skjule skoven i træer.

Man »gnider øjnene« i anledning af koncentrationens følger, man retter »bebrejdelser« mod det kapitalistiske Tysklands regering eller mod det kapitalistiske »samfund« (»os«), man er bange for den »fremskyndelse« af koncentrationen, der bevirkes af indførelsen af aktier, som den tyske specialist i karteller Tschierschky er det, idet han frygter de amerikanske truster og »foretrækker« de tyske karteller, fordi de efter hans mening »ikke fremskynder den tekniske og økonomiske udvikling så overdrevent som trusterne« [*30] – er det mon ikke hjælpeløshed?

Men kendsgerninger er og bliver kendsgerninger. I Tyskland er der ingen truster, der findes »kun« karteller, men landet regeres af højst 300 kapitalmagnater. Og deres tal bliver stadig mindre. I alle tilfælde, i alle kapitalistiske lande og under enhver form for banklovgivning forstærkes og fremskyndes kapitalkoncentrationen og monopoldannelsen enormt af bankerne.

Med bankerne »er ganske vist formen for en almen bogføring og fordeling af produktionsmidlerne på samfundsmæssig skala givet, men også kun formen.« – skrev Marx for et halvt århundrede siden i Kapitalen (russisk oversættelse bind 3, del 2, s. 144) [15]. De her anførte tal om bankkapitalens vækst, om forøgelsen i storbankernes antal af kontorer og afdelinger, antallet af konti osv., viser os konkret denne »almene bogføring« for hele kapitalistklassen, og endda ikke alene for kapitalisterne, for bankerne samler jo – selv om det så kun er forbigående – alle mulige pengeindkomster, både fra de små næringsdrivende, fra funktionærerne og fra et forsvindende lille overlag af arbejdere. En »almen fordeling af produktionsmidlerne« vokser formelt set frem af de moderne banker, hvoraf de største – 3-6 i Frankrig, 6-8 i Tyskland – råder over milliarder og atter milliarder. Men efter sit indhold er denne fordeling af produktionsmidlerne slet ikke »almen«, men privat, dvs. tilpasset efter storkapitalens – og i første række den største, den monopolistiske kapitals interesser, den kapital der opererer under forhold, hvor befolkningens masser halvsulter, hvor landbrugets hele udvikling står håbløst tilbage for industriens, og hvor »sværindustrien« kan kræve sin tribut af alle andre industrigrene.

Med hensyn til samfundsmæssiggørelsen af den kapitalistiske økonomi så begynder sparekasser og postvæsenet at konkurrere med bankerne, fordi de er mere »decentraliserede«, dvs. drager flere områder, et større antal afsides liggende egne og bredere befolkningslag ind under deres indflydelse. Her er nogle sammenligningstal, samlet af en amerikansk kommission, angående udviklingen i bank- og sparekasseindskud [*31]:

 

Indskud (i milliarder mark)

År

England

Frankrig

Tyskland

banker

sparekasser

banker

sparekasser

banker

kreditforening.

sparekasser

1880

8,4

1,6

?

0,9

0,5

0,4

2,6

1888

12,4

2,0

1,5

2,1

1,1

0,4

4,5

1908

23,2

4,2

3,7

4,2

7,1

2,2

13,9

 

Sparekasserne, som betaler 4-4¼% i rente af indskud, er nødt til at søge en »rentabel« anbringelse for deres kapitaler, indlade sig på veksel-, hypoteks- og andre operationer. Grænserne mellem bankerne og sparekasserne »udviskes mere og mere«. For eksempel kræver handelskamrene i Bochum og Erfurt, at det skal »forbydes« sparekasserne at udføre »rene« bankoperationer, som f. eks. vekseldiskontering, og at postkontorernes »bankvirksomhed« indskrænkes. [*32] Man skulle tro, bankmagnaterne var bange for, at et statsmonopol skulle snige sig ind på dem fra en uventet kant. Men denne frygt overskrider givetvis ikke grænserne for konkurrencen mellem, lad os sige, to afdelingschefer i samme departement. For på den ene side er det, når alt kommer til alt, de samme bankmagnater, som disponerer også over sparekassernes milliardkapitaler; og på den anden side er et statsmonopol i det kapitalistiske samfund blot et middel for en eller anden industrigrens næsten bankerotte millionærer til at forøge og sikre deres indtægter.

Det forhold, at den gamle kapitalisme med den fri konkurrences herredømme afløses af den nye kapitalisme med monopolets herredømme, finder bl.a. udtryk i et fald i børsernes betydning. »Børsen«, læser vi i tidsskriftet Die Bank, »er for længst ophørt med at være den uundværlige formidler af omsætningen, som den var tidligere, da bankerne endnu ikke kunne anbringe de fleste emissioner hos deres kunder.« [*33]

»»Hver bank er en børs,« er en talemåde, der er des sandere, jo større banken er, og jo stærkere koncentrationen i bankvirksomhed gør fremskridt.« [*34] »Var det i sin tid i halvfjerdserne en ungdommeligt udskejende børs,« (en »fin« hentydning til børskrakket i 1873 [16], Gründerskandalerne [17] osv.) »som indledte Tysklands industrialisering, ... så kan bankerne og industrien nu 'klare den selv'. Vore storbankers børsherredømme ... er ikke andet end et udtryk for den fuldt organiserede tyske industristat. Når dermed området for de automatisk virkende økonomiske love beskæres, og området for bankernes bevidste regulering udvides overordentligt, så vokser nogle få ledende personers ansvar dermed umådeligt«. Således skriver den tyske professor Schulze-Gaevernitz, [*35] den tyske imperialismes apologet, en autoritet for imperialister i alle lande, en mand, som søger at tilsløre »en bagatel«, nemlig at denne bankernes »bevidste regulering« består i en håndfuld »fuldt organiserede« monopolisters udplyndring af folk. En borgerlig professors opgave består jo ikke i at klarlægge hele denne mekanik og afsløre bankmonopolisternes manipulationer, men tværtimod i at besmykke dem.

På samme måde Riesser, der som bankmand og nationaløkonom er en endnu større autoritet: han affærdiger kendsgerninger, som ikke lader sig omgå, med et par intetsigende fraser: »Heraf følger da også, at børsen mere og mere taber den for hele erhvervslivet og omsætningen af værdipapirer nødvendige egenskab at være ikke alene det fineste måleinstrument, men også en 'næsten automatisk virkende regulator for de økonomiske bevægelser, der mødes i den' ...« [*36]

Med andre ord: den gamle kapitalisme, den fri konkurrences kapitalisme med børsen som ubetinget nødvendig regulator, forsvinder i det forgangne. Den er blevet afløst af en ny kapitalisme, som bærer tydelige spor af at være en overgang, en blanding mellem fri konkurrence og monopol. Det spørgsmål opstår da naturligt: hvad er det denne nyeste kapitalisme »går over« i – men de borgerlige lærde viger tilbage for at rejse dette spørgsmål.

»For tredive år siden gjorde frit konkurrerende næringsdrivende ni tiendele af det økonomiske arbejde, der ikke som manuelt arbejde tilfaldt »arbejderen«. Nu udretter funktionærerne ni tiendedele af dette økonomiske hjernearbejde. Bankerne står i spidsen for denne udvikling.« [*37] Denne indrømmelse fra Schulze-Gaervernitz fører på ny ind på spørgsmålet om, hvad den nyeste kapitalisme, kapitalismen i dens imperialistiske stadium er overgangen til. – – –

Mellem de få banker, som i kraft af koncentrationsprocessen står i spidsen for den samlede kapitalistiske økonomi, gør der sig naturligvis i stadig højere grad bestræbelser gældende for at træffe en monopolistisk aftale, for at danne en banktrust. I Amerika behersker ikke ni, men to vældige bankkoncerner – milliardærerne Rockefellers og Morgans – en kapital på 11 milliarder mark. [*38] I Tyskland foranledigede Disconto-Gesellschafts ovenfor omtalte opslugning af Schaaffhausenscher Bankverein følgende kommentarer i børsinteressenternes blad, Frankfurter Zeitung [18]:

»Med den fremadskridende koncentrationsbevægelse indsnævres stadig den kreds, som man kan henvende sig til med større kreditkrav, således at storindustriens afhængighed af nogle få bankkoncerner tiltager. På grund af den indre sammenhæng mellem industri og finans bliver bevægelsesfriheden indskrænket i de industriselskaber, der er henvist til bankkapital. Derfor betragter storindustrien den tiltagende trust-dannelse inden for bankverdenen med blandede følelser; der viser sig jo allerede på flere måder tilløb til visse aftaler mellem de enkelte storbankkoncerner, gående ud på en konkurrencebegrænsning.« [*39]

Det sidste ord i bankvæsenets udvikling er bestandig monopolet.

Hvad den nære sammenhæng mellem banker og industri angår, så viser bankernes nye rolle sig måske netop tydeligst på dette område. Når bankerne diskonterer en bestemt erhvervsdrivendes veksler eller åbner ham en kontokurant osv., så formindsker disse operationer, enkeltvis betragtet, aldeles ikke denne erhvervsdrivendes selvstændighed, og banken forbliver i den beskedne formidlers rolle. Men så snart operationerne øges og bliver en fastslået praksis, så snart banken »samler« kapitaler af uhyre dimensioner i sin hånd, så snart banken – som det jo er tilfældet – gennem kontokuranten stadig mere detaljeret og fuldstændigt kommer til at kende kundens økonomiske forhold, bliver resultatet for industrikapitalisten en stadig mere fuldstændig afhængighed af banken.

Samtidig udvikler der sig så at sige en personalunion mellem bankerne og de større industri- og handelsforetagender, en sammensmeltning af dem ved aktiebesiddelse, ved bankdirektørernes indtræden i handels- og industriforetagendernes bestyrelse (eller direktion) og omvendt. Den tyske nationaløkonom Jeidels har samlet nøjagtige data om denne form for koncentration af kapital og virksomheder. De seks største berlinske banker var ved deres direktører repræsenteret i 344 industriselskaber og ved deres bestyrelsesmedlemmer i yderligere 407, altså i alt i 751 selskaber. I 289 selskaber havde de enten to medlemmer i bestyrelsen eller besatte formandsposten. Blandt disse handels- og industriselskaber finder vi de mest forskelligartede industrigrene, såvel som forsikringsselskaber og transportvirksomhed, restauranter, teatre, kunstindustri osv. Omvendt sad (1910) i de samme seks bankers bestyrelser 51 storindustrielle, deriblandt en direktør for Krupp, en fra Hapag (Hamburg-Amerika-linien) osv., osv. Hver af disse seks banker havde fra 1895 til 1910 været med til at ordne flere hundrede industriselskabers aktie- og obligationsudstedelser; antallet varierer fra 281 til 419. [*40]

Bankernes »personalunion« med industrien fuldstændiggøres ved flere selskabers »personalunion« med regeringen. Jeidels skriver: »Bestyrelsesposter stilles frivilligt til rådighed for personer med navne, der klinger godt, også tidligere statsembedsmænd, som igennem deres forbindelser med myndighederne kan skaffe adskillige lettelser(!!)« ... »I en storbanks bestyrelse findes almindeligvis ... et parlamentsmedlem eller et medlem af Berlins kommunalbestyrelse.«

De store kapitalistiske monopolers opståen og udformning går altså frem for fuld damp på såvel »naturlig« som »overnaturlig« måde. Der udvikler sig systematisk en vis arbejdsdeling mellem det moderne kapitalistiske samfunds nogle hundreder finanskonger:

»Side om side med denne udvidelse af virkefeltet for enkelte storindustrielle« (som indtræder i bankernes bestyrelse osv.), »og provinsdirektørers begrænsning til et bestemt industriområde, sker der en stigende specialisering blandt storbankernes ledere med henblik på særlige forretningsgrene. Denne specialisering er først mulig, når den samlede bankforretning og specielt industriforbindelserne har antaget et stort omfang. Denne arbejdsdeling går i to retninger, således at forbindelsen med industrien som helhed anvises en af direktørerne som hans specielle arbejdsområde, og således at desuden hver af direktørerne yderligere overtager kontrollen med enkelte isolerede eller flere med hensyn til erhverv og interesser beslægtede virksomheder, som bestyrelsesmedlem i disse« (kapitalismen er allerede blevet moden til en organiseret kontrol over de enkelte virksomheder). »Den indenlandske industri, undertiden også den vesttyske alene« (det vestlige Tyskland er industrielt højst udviklet), »bliver den enes område, forbindelserne med staterne og med udlandets industri, personligheder, børsforretning osv. de andres specialitet. Ved siden af har så den enkelte bankdirektør ofte en særlig industrigren eller en særlig egn, hvor han som bestyrelsesmedlem har noget at sige; én sidder særlig i elektricitetsselskabers bestyrelse, en anden i kemiske fabrikkers, bryggeriers eller sukkerfabrikkers, atter andre finder man kun i få isolerede industriforetagender, men til gengæld des oftere i ikke-industrielle selskaber som f. eks. i forsikringsbranchen ... Sikkert er det, at i samme grad som forretningens omfang og mangesidethed vokser i storbankerne, griber en arbejdsdeling om sig mellem lederne med det formål (og det resultat) at hæve dem på en vis måde udover de rene bankforretninger og gøre dem mere dømmekraftige og sagkyndige i industriens almene og i de enkelte industrigrenes specielle spørgsmål og dermed gøre dem mere handledygtige inden for bankens industrielle indflydelsessfære. Dette banksystem kompletteres ved bestræbelserne for at indvælge personer med særlig industriel sagkundskab, industrielle, tidligere embedsmænd, særlig fra jernbanevæsenet og bjergværkerne, i deres egne eller deres underbankers ledelse« osv. [*41]

Beslægtede institutioner, kun i en lidt anden form, finder vi også i det franske bankvæsen. En af Frankrigs tre største banker, Crédit Lyonnais, har f. eks. indrettet en særlig »afdeling for indsamling af finansinformationer« (Service des études financières). Der arbejder til stadighed over 50 personer, ingeniører, statistikere, økonomer, jurister osv. Omkostningerne ved dette kontor beløber sig til 6-700.000 francs årligt. Det er delt i otte underafdelinger: den ene indsamler oplysninger specielt om industriforetagender, den anden dyrker almindelig statistik, den tredje studerer jernbaner og dampskibsselskaber, den fjerde fonds, den femte finansberetninger osv. [*42]

Følgen er på den ene side en stadig større sammensmeltning, eller med N. I. Bukharins rammende udtryk, sammenvoksen af bankkapital og industrikapital, og på den anden side bankernes vækst til institutioner af virkelig »universel karakter«. Vi anser det for nødvendigt at anføre Jeidels' klare udtalelser om dette spørgsmål. Han er den, der mest indgående har studeret denne sag:

»Resultatet af disse undersøgelser angående industriforbindelserne i deres helhed viser den universelle karakter, som de finansinstitutter, der beskæftiger sig med industrien, antager: i modsætning til andre bankformer, og i modsætning til det krav, der undertiden opstilles i litteraturen, at bankerne for ikke helt at miste fodfæstet skulle specialisere sig inden for et bestemt område eller erhverv, søger storbankerne at forme deres forbindelser med industrielle foretagender så mangesidet som muligt m.h.t. sted og erhvervsgren for i så høj grad som muligt at udligne de historisk bestemte uligheder i den geografiske og erhvervsmæssige fordeling. At gøre forbindelsen med industrien almen er den ene tendens, at gøre den varig og intensiv er den anden; begge tendenser er om ikke helt og fuldt så dog i næsten lige høj grad allerede virkeliggjort i de seks storbanker.«

Fra industri- og handelskredse hører man ofte klage over bankernes »terrorisme«. Det er ikke så underligt, at sådanne klager fremkommer, når storbankerne »kommanderer« som det følgende eksempel viser. Den 19. november 1901 henvendte en af de berlinske D-banker (navnene på de fire største berlinske banker begynder med D) sig til det nordvest-midttyske cementsyndikats bestyrelse med følgende brev: »Efter Deres selskabs i Statstidende for 18. ds. offentliggjorte bekendtgørelse må vi regne med muligheden af, at der på den generalforsamling, som finder sted den 30. ds., vil blive vedtaget beslutninger, der kan være egnede til at hidføre os ubehagelige ændringer i Deres forretningsgang. Af denne grund ser vi os til vores store beklagelse nødsaget til hermed at opsige den Dem indrømmede kredit ... Besluttes der imidlertid på den anførte generalforsamling intet, der er os ubehageligt, og beskyttes vi ved passende garantier også for fremtiden, erklærer vi os gerne beredt til at træde i forhandling med Dem angående åbning af en ny kredit.« [*43]

I grunden samme klager som den mindre kapital fremsætter over storkapitalens tryk, kun at det her er et helt syndikat, som er kommet i de »små«s stilling! Den gamle kamp mellem mindre kapital og storkapital gentager sig her på et nyt, langt højere udviklingstrin. Selvfølgelig kan storbankernes milliardforetagender også fremme de tekniske fremskridt med midler, som der ikke tidligere har kunnet være tale om. Bankerne opretter f. eks. særlige selskaber til tekniske undersøgelser, hvis resultater naturligvis kun kommer de »venligt sindede« virksomheder til gode. Til sådanne selskaber hører Selskabet til Studium af Elektriske Jernbaner, Centralbureauet for Videnskabelig-teknisk Forskning osv.

Selv storbankernes ledere kan ikke undgå at se, at nye forhold er ved at opstå i samfundsøkonomien, men de står magtesløse over for dem:

»Den, der har iagttaget personskiftet i storbankernes direktioner og bestyrelser i de sidste år«, skriver Jeidels, »har måttet bemærke, hvorledes der efterhånden kom personer til roret, som anså en aktiv indgriben i industriens hele udvikling for en nødvendig, stadig mere aktuel opgave for storbankerne, og hvorledes der opstod en saglig og ofte personlig modsætning mellem dem og bankernes ældre direktører. Det drejer sig egentlig her om, hvorvidt bankerne ved at gribe ind i den industrielle produktion ikke skader deres forretning som kreditinstitut, at de solide grundsætninger og den sikre gevinst ofres til fordel for en virksomhed, der ikke har noget at gøre med kreditformidling, og som fører banken ud på et område, hvor den i endnu højere grad end før er udsat for de industrielle konjunkturers blinde skiften. Mens mange af de ældre bankdirektører mener dette, anser de fleste af de yngre den aktive indgriben i industrielle spørgsmål for en nødvendighed, den samme nødvendighed, som med den moderne storindustrielle udvikling har skabt storbankerne og nutidens industrielle bankforretning. Kun én ting er begge parter enige om: at faste grundsætninger og et konkret mål for storbankernes nye virksomhed endnu ikke eksisterer.« [*44]

Den gamle kapitalisme har overlevet sig selv. Den ny er en overgang til noget andet. At ville finde »faste grundsætninger og et konkret mål« for monopolernes »forsoning« med den fri konkurrence er naturligvis håbløst. Praktikernes indrømmelser lyder ganske anderledes end de officielle lovsange, som apologeter som Schulze-Gaevernitz, Liefmann og lignende »teoretikere« synger over den »organiserede« kapitalismes herligheder.

På hvilket tidspunkt falder den endelige konsolidering af storbankernes »nye virksomhed«? På dette vigtige spørgsmål finder vi et temmelig nøjagtigt svar hos Jeidels:

»Industriforbindelserne med deres nye indhold, nye former og nye organer, altså de på én gang centralistisk og decentralistisk organiserede storbanker, opstod næppe som karakteristisk samfundsøkonomisk fænomen før 90'erne; på en vis måde kan man endda først sætte begyndelsen ved 1897 med de store fusioner, som først indførte nye former for decentralistisk organisation på grund af industriel bankpolitik, eller man kan måske skyde den ud til et endnu senere tidspunkt, fordi den følgende krise i 1900 fremskyndede og skærpede koncentrationsprocessen, både i industrien og i bankvæsenet, og fordi det først var den, der for alvor skabte storbankernes monopol på industriforbindelser og gjorde disse fastere og intensivere i alle detaljer.« [*45]

Det 20. århundrede er altså vendepunktet fra den gamle til den nye kapitalisme, fra kapitalens herredømme i almindelighed til finanskapitalens herredømme.

 

III. Finanskapital og finansoligarki

»En stadig voksende del af industriens kapital«, skriver Hilferding, »tilhører ikke de industrielle, som anvender den. De får kun rådighed over kapitalen gennem banken, der repræsenterer ejeren over for dem. På den anden side må banken fiksere en stadig voksende del af sin kapital i industrien. Banken bliver derved i stigende grad til industriel kapitalist. Jeg kalder den bankkapital, altså den kapital i pengeform, der på denne måde i virkeligheden er forvandlet til industrikapital – finanskapital. Finanskapital er altså 'kapital' som banken råder over, og som anvendes af de industrielle.« [*46]

Denne definition er forsåvidt ufuldstændig, som den mangler en henvisning til et af de vigtigste momenter, nemlig den forøgelse i koncentrationen af produktion og kapital, der er så stærk, at den fører til og har ført til monopol. Men i hele Hilferdings fremstilling, og især i de to kapitler, der går forud for det, som ovenstående definition er taget fra, understreges de kapitalistiske monopolers rolle.

Koncentrationen af produktionen, de heraf fremvoksende monopoler, bankernes sammensmeltning eller sammenvoksen med industrien – dermed er finanskapitalens opståen og dette begrebs indhold kendetegnet.

Vi vil nu skildre, hvorledes kapitalistiske monopolers skalten og valten i vareproduktionens og privatejendommens almindelige miljø uundgåeligt fører til et finansoligarkis herredømme. Det må bemærkes, at repræsentanter for tysk – og ikke alene tysk – borgerlig videnskab, som Riesser, Schulze-Gaevernitz, Liefmann m.fl. uden undtagelse er imperialismens og finanskapitalens apologeter. De afslører ikke, men tilslører og besmykker »mekanikken« i oligarkiets opståen, dets metoder, omfanget af dets indtægter, de »lovlige« som de »ulovlige«, dets forbindelser med parlamenterne m.v., osv. De affærdiger disse »forbandede spørgsmål« med pompøse og dunkle fraser, idet de appellerer til bankdirektørernes »ansvarsfølelse«, hæver de prøjsiske embedsmænds »pligtfølelse« til skyerne og fortaber sig i småting, i ganske latterlige lovforslag om »kontrol« og »regulering« og beskæftiger sig med teoretisk narrespil, som f. oks. følgende »videnskabelige« definition, som prof. Liefmann giver til bedste: »Handel er et erhverv, der består i samlen, opbevaring og udlevering af goder ...« [*47] (med kursiv og fed skrift i professorens værk). Efter den definition fandtes der allerede handel hos urmenneskene, som ikke engang kendte bytte, og ligeledes ville der være handel i det socialistiske samfund!

Men de uhyrligste kendsgerninger, som angår finansoligarkiets uhyrlige herredømme, springer i den grad i øjnene, at der i alle kapitalistiske lande, i Amerika som i Frankrig og Tyskland er opstået litteratur, som udgået fra et borgerligt standpunkt giver et tilnærmelsesvist sandt billede og en – naturligvis småborgerlig – kritik af finansoligarkiet.

Opmærksomheden må først vendes mod »deltagelsessystemet«, som allerede er omtalt. En tysk nationaløkonom, Heymann, som vel er den første, der har rettet opmærksomheden mod dette system, beskriver sagens kerne på følgende måde:

»Ledelsen kontrollerer moderselskabet, dette igen datterselskaberne, disse igen deres datterselskaber, osv., således at man med ikke særlig stor kapital kan beherske kæmpemæssige områder af produktionen; for når beherskelsen af over 50 pct. af kapitalen altid er tilstrækkelig til at udøve kontrollen, så behøver lederen kun at have 1 million for allerede hos datterselskabernes datterselskaber at kunne kontrollere 8 millioner. Går han videre endnu, kommer vi op på 16 mill., 32 mill. osv.« [*48]

Nu viser erfaringen imidlertid, at det er tilstrækkeligt at eje 40 % af alle aktier for at bestemme over et aktieselskabs forretningsgang, [*49] fordi en del af de splittede småaktionærer i praksis slet ikke har mulighed for at deltage i generalforsamlingerne osv. Aktiebesiddelsens »demokratisering«, af hvilken de borgerlige sofister og opportunistiske »også-socialdemokrater« venter (eller foregiver at vente) »kapitalens demokratisering«, småproduktionens stigende betydning osv., er i virkeligheden kun et af midlerne til at styrke finansoligarkiets magt. Af denne grund tillader lovgivningen i øvrigt i alle ældre, mere fremskredne, mere »erfarne« kapitalistiske lande mindre aktier. I Tyskland er aktier under 1000 mark ulovlige, og de tyske finansmagnater ser misundeligt på England, hvor lovgivningen tillader aktier helt ned til 1 pund sterling (= 20 mark, ca. 10 rubler). Siemens, en af Tysklands største industrielle og »finanskonger«, erklærede i rigsdagen den 7. juni 1900, at »etpunds-aktien er grundlaget for den britiske imperialisme«. [*50] Denne storkøbmand synes at have et dybere og mere »marxistisk« indblik i imperialismens væsen, end en vis mærkværdig forfatter, som gælder for at være den russiske marxismes grundlægger [19], men som tror, at imperialismen kun er en dårlig egenskab hos et af folkene ...

Men »deltagelses-systemet« tjener ikke alene til at forøge monopolisternes magt enormt, det tillader også straffrit svindel over for publikum ved alle mulige dunkle og beskidte transaktioner; thi formelt, efter loven, er lederne af »moderselskabet« nemlig ikke ansvarlige for »datterselskabet«; dette regnes for »selvstændigt«; gennem dette kan alt »ordnes«. Fra tidsskriftet Die Bank for maj 1914 tager vi følgende eksempel:

»Således var eksempelvis Aktieselskabet for Fjederstålindustri i Kassel, som indtil for nogle år siden var et af de mest rentable foretagender i Tyskland, ved forkerte dispositioner fra ledelsens side kørt i den grad i grøften, at dividenderne i løbet af få år gik ned fra 15 til 0 pct. Ledelsen havde uden aktionærernes vidende forstrakt et datterselskab, Hassia G.m.b.H., hvis nominelle kapital blot var nogle få hundrede tusinde mark, med 6 mill. mark. Om dette engagement, som næsten udgjorde det tredobbelte af moderselskabets aktiekapital, kunne man intet som helst se i regnskaberne; en tilsløring, som der juridisk ikke var noget at sige til, og som kunne fortsættes gennem to år, da der ikke var overtrådt nogen bestemmelse i handelsloven. Bestyrelsens formand, som havde underskrevet disse vildledende regnskaber som ansvarshavende, var og er formand for handelskammeret i Kassel. Aktionærerne blev først underrettet om Hassia-engagementet, efter at det for længst havde vist sig at være et fejlgreb« (dette ord skulle forfatteren have sat i anførselstegn) »og efter at fjederstålaktierne, fordi de, som kendte til sagerne, var begyndt at sælge, var faldet ca. 100 pct. ...

Dette mønstereksempel på en i aktieverdenen ganske dagligdags regnskabsmanøvre gør det forståeligt, hvorfor aktieselskabers ledelse i almindelighed med langt lettere hjerte indlader sig på risikable engagementer end private forretningsdrivende. Den moderne regnskabsteknik gør det ikke alene let for dem at tilsløre den pådragne risiko for gennemsnitsaktionæren, men den tillader også hovedinteressenterne ved rettidigt bortsalg af aktierne at unddrage sig følgerne af de forfejlede eksperimenter, mens den private forretningsdrivende i alt, hvad han foretager sig, selv hænger på den ...

Talrige aktieselskabers regnskaber ligner hine middelalderlige palimpsester« (et palimpsest er et pergament, på hvilket den oprindelige tekst er fjernet for at give plads for en ny tekst), »hvor man først må fjerne skriften for at kunne tyde de bagved stående tegn med det virkelige indhold.

Den simpleste og derfor også oftest benyttede måde at tilsløre et regnskab på, er at spalte en samlet virksomhed i flere ved at oprette eller tilknytte datterselskaber. Dette systems fortrin med hensyn til de forskelligste formål – lovlige og ulovlige – er så indlysende, at man allerede i dag må betegne de større selskaber, som ikke har accepteret det, som undtagelser.« [*51]

Som eksempel på et stort monopolselskab, der anvender dette system i videste udstrækning, nævner forfatteren det berømte Allgemeine Elektrizitäts-Gesellschaft (AEG, som vi kommer til at beskæftige os med i det følgende). I 1912 regnede man med, at AEG deltog i 175-200 selskaber, beherskede disse, og rådede over en nominalkapital på halvanden milliard mark. [*52]

Alle bestemmelser om kontrol, offentliggørelse af regnskaber efter bestemte skemaer, ansættelse af tilsynsmyndigheder o.l., som velmenende professorer og embedsmænd søger at interessere folk for i den bedste hensigt – dvs. i den hensigt at forsvare og besmykke kapitalismen – alt dette må her blive uden betydning. For privatejendomsretten er hellig, man kan ikke forbyde nogen at købe, sælge, bytte eller pantsætte aktier osv.

Hvor stort et omfang »deltagelsessystemet« har taget i de russiske storbanker, kan man dømme om efter de oplysninger, der gives af E. Agahd, som i femten år arbejdede i den russisk-kinesiske bank og i maj 1914 har udgivet et værk under den ikke helt nøjagtige titel: »Storbanker og verdensmarked«. [*53] Forfatteren inddeler de russiske storbanker i to hovedgrupper: a) dem, der arbejder under »deltagelsessystemet«, og b) dem, der arbejder »uafhængigt«, idet der dog ved »uafhængighed« ganske vilkårligt forstås uafhængighed af udenlandske banker. Den første gruppe inddeler forfatteren så igen i tre undergrupper: 1. tysk, 2. engelsk og 3. fransk interesse, idet han her har de udenlandske storbankers interesse og herredømme for øje. Bankernes kapitaler deler forfatteren i dem, der anvendes »produktivt« i handel og industri, og dem, som anvendes »spekulativt« i børs- og finans-forretning, idet han ud fra det for ham karakteristiske småborgerligt-reformistiske standpunkt tror, at man under bibeholdelse af kapitalismen skulle kunne skille de to slags kapitalanlæg og udrydde det andet.

Agahds opgivelser er følgende:

 

Bankaktiver i millioner rubler (pr. oktober/november 1913)

Russiske bankgrupper:

Aktiver, der anvendes:

 

Produktivt

Spekulativt

I alt

a 1) 4 banker: Sibiriske Handelsbank, Russiske Bank, Internationale Bank, Diskontobanken

413,7

859,1

1272,8

a 2) 2 banker: Handels- og industribanken, Russisk-engelske bank

239,3

169,1

408,4

a 3) 5 banker: Russisk-asiatiske Bank, Petersborg Privatbank, Asov-Don Banken, Union Banken i Moskva, Russisk-franske Handelsbank

711,8

661,2

1373,0

I alt 11 banker

1364,8

1689,4

3054,2

b) 8 banker: Moskva Købmandsbank, Volga-Kama-Banken, J. W. Juncker & Co., St. Petersborg Handelsbank (tidl. Vavelberg), Moskva Bank (tidl. Rjabusjinskij), Moskva Diskontobank, Moskva Handelsbank, Moskva Privatbank

504,2

391,1

895,3

I alt 19 banker

1869,0

2080,5

3949,5

 

Efter disse opgivelser falder af storbankernes næsten 4 milliarder rubler »arbejdende« kapital mere end tre fjerdedele, over 3 milliarder, på banker, som i virkeligheden blot er datterselskaber af udenlandske banker, især af pariserbankerne (den berømte banktrio: Banque de l'Union Parisienne, Banque de Paris et des Pays Bas og Société Générale) og af berlinerbankerne (især Deutsche Bank og Disconto-Gesellschaft). To russiske storbanker, Den Russiske Bank (Russisk Bank for Udenrigshandel) og Internationale Bank (St. Petersborg internationale Handelsbank) har fra 1906 til 1912 forøget deres kapital fra 44 til 98 millioner rubler og deres reserver fra 15 til 39 millioner, idet de »for tre fjerdedeles vedkommende arbejder med tysk kapital«. Den første hører til den berlinske Deutsche Banks koncern, den anden til Disconto-Gesellschafts. Den gode Agahd er oprørt i sit inderste over, at de berlinske banker ejer aktiemajoriteten og altså har gjort de russiske aktionærer magtesløse. Naturligvis skummer det land fløden, som eksporterer kapital: f. eks. lod Deutsche Bank, da den indførte den Sibiriske Handelsbanks aktier i Berlin, disse aktier ligge et helt år i sin portefølje for så senere at sælge dem til kurs 193, altså til næsten dobbelt pris; den »indtjente« derved ca. 6 millioner rubler, en profit, som Hilferding kalder »anlægsprofit«.

Den samlede »kapitalkraft«, som storbankerne i St. Petersborg råder over, anslår forfatteren til ca. 8235 millioner rubler, eller ca. 8¼ milliard. Han fordeler så de udenlandske bankers »interesser« eller rettere herredømme på følgende måde: de franske banker 55%, de engelske 10%, de tyske 35%. Af denne samlede arbejdende kapitals 8235 millioner rubler falder 3687 millioner, eller over 40% efter forfatterens beregning på syndikaterne Produgol, Prodamet samt olie-, metal- og cementsyndikaterne. I forbindelse med dannelsen af de kapitalistiske monopoler har sammensmeltningen af bank- og industrikapitalen altså også i Rusland gjort uhyre fremskridt.

Finanskapitalen, som er koncentreret på få hænder og faktisk er monopolindehaver, tjener en kolossal og stadig voksende profit ved start af nye foretagender, emissionsforretninger, statslån osv. og befæster finansoligarkiets herredømme, hvorved den pålægger hele samfundet tribut til monopolisterne. Her er et af de talløse eksempler på, hvorledes de amerikanske truster »arbejder« (anført hos Hilferding): I 1887 grundlagde Havemeyer en sukkertrust ved sammensmeltning af 15 små selskaber med en samlet kapital på 6½ millioner dollars. Trustens kapital blev imidlertid som det hedder på amerikansk, »udvandet« og forhøjet til 50 mill. dollars. Denne »overkapitalisering« var beregnet på den fremtidige monopolprofit, på samme måde som ståltrusten – ligeledes i Amerika – regner med den fremtidige monopolprofit, når den stadig opkøber nye jernmalmlejer. Og sukkertrusten indførte faktisk monopolpriser og opnåede sådanne indtægter, at den kunne udbetale 10% dividende af den syvdobbelt udvandede kapital, altså næsten 70% af den ved starten virkelig indbetalte kapital! I 1909 havde trusten en kapital på 90 mill. dollars. Altså mere end tidobling af kapitalen på 22 år.

I Frankrig har »finansoligarkiets« herredømme antaget en lidt anden form (Contre l'oligarchie financière en France – Imod Finansoligarkiet i Frankrig – hedder den bekendte bog af Lysis, som udkom i 1908 i 5. oplag). De fire største banker har ikke relativt, men »absolut monopol« ved emission af værdipapirer. Faktisk har vi her en »trust af storbanker«. Monopolet sikrer monopolprofit ved emissionerne. Det land, som optager lån, får sædvanligvis ikke mere end 90% af lånets pålydende, de 10% går til bankerne og de øvrige formidlere. Ved det russiskkinesiske lån på 400 millioner francs profiterede bankerne 8%; ved det russiske (1904) på 800 millioner: 10%; ved Marokkolånet (1904) på 62½ million francs: 18¾%. Den kapitalisme, der begynder sin løbebane som ågerkapital i det små, ender sin udvikling som ågerkapital i uhyre omfang. »Franskmændene er Europas ågerkarle«, siger Lysis. Alle det økonomiske livs forhold undergår en dybtgående forandring på grund af denne kapitalismens udartning. Med stagnation i befolkningen, industrien, handelen og skibsfarten kan »landet« berige sig ved åger. »Halvtreds personer, som repræsenterer en kapital på kun 8 millioner francs, kan disponere over to milliarder i fire banker.« »Deltagelsessystemet«, som vi allerede kender, har samme følger: en af Frankrigs største banker, Société Générale, emitterer 64.000 obligationer fra datterselskabet Sucreries et Raffineries d'Egypte (sukkerfabrikker i Ægypten). Emissionskursen er 150%, dvs. banken tjener 50 kopek på hver rubel. Selskabets dividender viste sig at være fiktive, »publikum« tabte 90-100 millioner francs. »En af direktørerne i Société Générale var bestyrelsesmedlem i de ægyptiske raffinaderier.« Det er ikke mærkeligt, at Lysis er nødt til at drage denne slutning: »Den franske republik er et finansmonarki«; »fuldstændig underkastet finansoligarkiet, som behersker både presse og regering«. [*54]

Under finansoligarkiets udvikling og befæstelse har den yderst profitable emission af værdipapirer, som er en af finanskapitalens vigtigste transaktioner, en meget stor betydning. »Der findes i landet selv ikke nogen forretning af denne art, som blot tilnærmelsesvis afkaster et sådant udbytte som overtagelsen og formidlingen af fremmede lån« – skriver det tyske tidsskrift Die Bank. [*55]

»Der eksisterer ikke nogen bankforretning, der bringer så stor gevinst som emissionsforretning.« Profitten ved emission af industriaktier var ifølge Deutscher Ökonomist gennemsnitlig som følger:

 

1895

38,6%

1896

36,1%

1897

66,7%

1898

67,7%

1899

66,9%

1900

55,2%

 

»I tiåret 1891-1900 er der alene på tyske industriværdipapirer indtjent over 1 milliard i agio.« [*56]

Mens finanskapitalens profit vokser uhyre, når der er opgangstider for industrien, går de mindre og usolide foretagender til grunde i nedgangstiderne; men storbankerne »deltager« så i opkøb af sådanne foretagender til spotpriser eller i profitable »saneringer« eller »reorganiseringer«. Ved »saneringer« af foretagender, som arbejder med tab, »nedskrives« aktiekapitalen, dvs. udbyttet fordeles over en mindre kapital og beregnes senere på dette grundlag. Eller også bliver der, hvis rentabiliteten er sunket til 0, indskudt ny kapital, hvorefter denne, sammen med den gamle, nedskrevne kapital afkaster tilfredsstillende udbytte. »Desuden«, tilføjer Hilferding, »skal bemærkes, at disse saneringer og reorganisationer er af dobbelt betydning for bankerne: for det første som gevinstindbringende forretning, og for det andet som en lejlighed til at bringe sådanne nødlidende selskaber i afhængighed af sig.« [*57]

Et eksempel: bjergværksselskabet Union i Dortmund er startet i 1872. Der udstedtes aktier til næsten 40 millioner mark, og da der det første år blev givet 12% i dividende, steg kursen op til 170%. Finanskapitalen skummede fløden, idet den tjente en bagatel af ca. 28 millioner. Ved starten af dette selskab spillede Disconto-Gesellschaft hovedrollen – den samme storbank, som lykkelig og vel har bragt sin kapital op på 300 millioner mark. – Senere synker Unions dividender til nul. Aktionærerne må indstille sig på, at kapitalen må »nedskrives«, dvs. at de for ikke at tabe alt, må miste nogle af pengene. Og i løbet af 30 år forsvinder ved en række »saneringer« over 73 millioner ud af Unions bøger. »I dag har den oprindelige aktionær kun 5% af sin Union-akties pålydende tilbage.« [*58] Og ved hver »sanering« har bankerne »tjent« penge.

En særlig profitabel operation for finanskapitalen er også spekulation i grunde i omegnen af hurtigtvoksende storbyer. Bankmonopolet smelter her sammen med monopolet på grundrente og på trafikvæsenet, for grundværdiens stigning, muligheden for med held at udstykke i parceller osv. afhænger frem for alt af en gunstig forbindelse med byens centrum, og de pågældende trafikmidler er i hænderne på de store selskaber, som gennem »deltagelsessystemet«, fordeling af direktørstillinger o.l. er forbundet med de samme banker. Således opstår det, som L. Eschwege (medarbejder ved Die Bank, som specielt har studeret salg og pantsætning af grunde m.m. ), kalder »sumpen«: vanvittig spekulation i forstadsgrunde, byggekrak, som i firmaet Boswau & Knauer i Berlin, der havde skrabet en kapital på ca. 100 millioner mark sammen, med støtte fra den »yderst solide og store« Deutsche Bank, som naturligvis medvirkede efter »deltagelsessystemet«, dvs. hemmeligt, i det skjulte, og bagefter trak sig ud af sagen med et tab på »kun« 12 millioner mark; dernæst ruin for bygningshåndværkere og arbejdere, som ikke får betaling af disse svindelforetagender inden for byggeriet. Og endelig bedrageriske aftaler med det »ærlige« berlinske politi og de administrative myndigheder for at få herredømme over magistratens oplysningsvæsen, byggekoncessioner osv. [*59]

»Den amerikanske skik og brug«, som europæiske professorer og velmenende borgere hyklerisk forarges over, er i finanskapitalens periode bogstaveligt talt blevet skik og brug i alle landes storstæder.

I begyndelsen af 1914 var der i Berlin tale om at danne en »trafiktrust«, dvs. et »interessefællesskab« af de tre berlinske trafikselskaber: højbanen, sporvejene og omnibusselskabet. »At dette er meningen,« skrev Die Bank, »har man vidst allerede fra den dag, da det blev bekendt, at aktiemajoriteten i omnibusselskabet var gået over i de andre selskabers besiddelse ... Man kan uden videre tro dem, der arbejder for disse planer, når de meddeler, at de ved en samlet regulering af trafikvæsenet håber at opnå besparelser i driften, som også for en del kunne komme publikum til gode. Men spørgsmålet bliver mere kompliceret ved, at der bag den planlagte færdselstrust står banker, som, hvis de vil, kan stille den af dem monopoliserede trafik i deres grundspekulationers tjeneste. At denne tanke er meget nærliggende, bliver indlysende, når man erindrer, at der allerede ved dannelsen af højbaneselskabet fandt en sammenblanding sted mellem trafikinteresser og den bagved stående storbanks interesser i forstadsgrunde, ja, at disse interesser endda var en væsentlig forudsætning for selskabets start. Højbanens østlinje skulle omslutte arealer, som banken, efter at banen var sikret, solgte med vældig fortjeneste for sig selv og nogle medinteresserede ...« [*60]

Når først monopolet er en kendsgerning og skalter og valter med milliarder, så gennemtrænger det med absolut uundgåelighed alle samfundslivets områder, ganske uanset politisk struktur og andre »detaljer«. I den tyske økonomiske litteratur ser man ofte en lakajagtig selvros af den prøjsiske embedsstands hæderlighed med en skæven til den franske Panama-skandalele [20] eller den amerikanske politiske korruption. Men kendsgerningen er den, at endog borgerlig litteratur om tysk bankvæsen er tvunget til stadig at gå langt ud over behandlingen af rene bankoperationer, og for eksempel i anledning af de stadig hyppigere tilfælde af embedsmænds overgang til banktjeneste er nødt til at skrive om »strømmen til bankerne«: »Men hvorledes står det til med en statsembedsmands uafhængighed, når hans stille håb er en varm lille plads i Behrenstrasse« [*61]. (Deutsche Banks hovedsæde i Berlin ligger i Behrenstrasse.) Udgiveren af tidsskriftet Die Bank, Alfred Lansburgh, skrev 1909 i en artikel Byzantinismens Økonomiske Betydning bl.a. om Wilhelm II's Palæstinarejse og »dens umiddelbare følge, Bagdadbanen, dette tysk foretagsomheds skæbnesvangre standardværk, som har større skyld i 'indkredsningen' end alle vore politiske fejlgreb tilsammen«. [*62] (Ved indkredsningen forstås Edward VII's politik, der stræbte mod at isolere Tyskland og omslutte det med et forbund af imperialistiske tyskfjendtlige stater.) Den førnævnte Eschwege, der var medarbejder ved samme tidsskrift, skrev 1912 en artikel: Plutokrati og Embedsstand, hvor han bl.a. bragte afsløringer om sagen med den tyske embedsmand Völker, som havde udmærket sig ved sin energi som medlem af en kartelkommission, og som kort tid efter modtog en højtlønnet stilling i det største kartel, stålsyndikatet. Tilsvarende tilfælde, der absolut ikke er tilfældige, tvang den samme borgerlige forfatter til at indrømme, at »den i forfatningen garanterede økonomiske frihed allerede nu på mange hjemlige erhvervsområder er blevet en indholdsløs frase«, og at plutokratiets herredømme bevirker, at »selv den mest vidtgående politiske frihed ikke mere kan redde os fra at blive et folk af ufrie«. [*63]

Hvad Rusland angår, vil vi nøjes med et enkelt eksempel: For nogle år siden fandtes i alle aviser en meddelelse om, at direktøren for kreditkancelliet, Davydov, nu forlod statstjenesten for at overtage en stilling i en storbank, med en løn som efter kontrakten i løbet af få år skulle stige til over 1 million rubler. Kreditkancelliet er en institution, hvis opgave er »at forene alle rigets kreditinstitutioners virksomhed«, og som yder hovedstadsbankerne subsidier op til 800-1000 millioner rubler. [*64] – – –

Det er i det hele taget karakteristisk for kapitalismen, at den skiller besiddelse af kapital fra dennes anvendelse i produktionen, skiller pengekapitalen fra industri- eller produktionskapitalen, skiller rentieren, som udelukkende lever af indkomster fra pengekapitalen, fra driftsherren og alle, som deltager umiddelbart i anvendelsen af kapitalen. Imperialismen eller finanskapitalens herredømme er det højeste trin af kapitalismens udvikling, hvor denne adskillelse når en kolossal udstrækning. Finanskapitalens overvægt over alle øvrige former for kapital betyder rentierens og finansoligarkiets domineren, betyder, at nogle få stater, der besidder finansiel »magt«, skiller sig ud fra de øvrige. I hvilket omfang denne proces foregår, viser emissionsstatistikken, dvs. statistik over udstedelsen af alle slags værdipapirer.

I det Internationale Statistiske Instituts Bulletin offentliggør A. Neymarck [*65] særdeles udførlige, fuldstændige og sammenlignelige tal for emissionerne i hele verden, som senere gentages i den økonomiske litteratur. Her er resultaterne for fire årtier:

 

Emissionernes samlede beløb i milliarder francs pr. tiår

1871-1880

76,1

1881-1890

64,5

1891-1900

100,4

1901-1910

197,8

 

I 1870'erne steg verdens emissionsbeløb især på grund af lån i forbindelse med den fransk-tyske krig og den derpå følgende Gründerperiode i Tyskland. I det store og hele er forøgelsen i de tre sidste årtier af det 19. århundrede relativt set ikke særligt stærk, og først det første tiår i det 20. århundrede bringer en uhyre forøgelse, næsten en fordobling på ti år. Begyndelsen af det 20. århundrede er altså et vendepunkt, ikke alene for monopolernes vækst (karteller, syndikater og truster), som der ovenfor var tale om, men også for finanskapitalens forøgelse.

Den samlede sum af hele verdens værdipapirer anslår Neymarck til omtrent 815 milliarder francs i 1910. Efter fraregning af anslåede dobbelttællinger, reducerer han summen til 575-600 milliarder. Lægges 600 milliarder til grund, er fordelingen mellem landene således:

Samlet sum af værdipapirer i milliarder francs 1910

England

142

Tuborg-tegn

479

Forenede Stater

132

Frankrig

110

Tyskland

95

Rusland

31

 

Østrig-Ungarn

24

Italien

14

Japan

12

Holland

12,5

Belgien

7,5

Spanien

7,5

Svejts

6,25

Danmark

3,75

Sverige, Norge, Rumænien osv.

2,5

I alt

600

 

 

I denne oversigt ses det straks, hvor skarpt 4 særligt rige kapitalistiske lande udskiller sig med hver mellem 100-150 milliarder francs værdipapirer. Af disse fire er de to – England og Frankrig – de ældste og, som vi senere skal se, kolonirigeste af de kapitalistiske lande; de to andre – De Forenede Stater og Tyskland – er de lande, hvor udviklingstempoet og udbredelsen af kapitalistiske monopoler i produktionen har været stærkest. Disse 4 lande tilsammen har 479 milliarder francs, dvs. næsten 80 pct. af hele verdens finanskapital. Næsten hele den øvrige del af verden spiller på den ene eller den anden måde skyldnerens og den tributpligtiges rolle over for disse lande – de internationale bankierer, verdenskapitalens fire »søjler«.

Ganske særligt må vi undersøge den rolle, som kapitaleksporten spiller ved dannelsen af finanskapitalens internationale net af afhængigheder og forbindelser.

 

IV. Kapitaleksporten

For den gamle kapitalisme med den fri konkurrences fuldstændige herredømme var eksport af varer karakteristisk. For den nyeste kapitalisme med monopolernes herredømme er eksport af kapital blevet karakteristisk.

Kapitalisme er vareproduktion på sit højeste udviklingstrin, hvor også arbejdskraften bliver en vare. Tilvæksten i den indenlandske og især også i den internationale vareudveksling er et karakteristisk kendetegn for kapitalismen. Den ujævne og springende udvikling af de enkelte foretagender, de enkelte industrigrene og de enkelte lande er uundgåelig under kapitalismen. Først blev England før andre et kapitalistisk land og hen mod midten af det 19. århundrede, da det indførte frihandelen, gjorde det krav på rollen som »hele verdens værksted«, der skulle levere færdigvarer til alle lande, som til gengæld skulle forsyne England med råstoffer. Men Englands monopol i denne retning var allerede undergravet i sidste fjerdedel af det 19. århundrede; for en række andre lande havde, sikret ved »beskyttelses«-told, udviklet sig til selvstændige kapitalistiske stater. På tærsklen til det 20. århundrede finder vi en ny art monopoler i færd med at danne sig: for det første monopolforbund mellem kapitalisterne i alle den fremskredne kapitalismes lande, for det andet monopolstilling for de få rigeste lande, i hvilke akkumulationen af kapital har antaget gigantiske dimensioner. Der opstod en uhyre »kapitaloverflod« i de fremskredne lande.

Naturligvis, hvis kapitalismen kunne udvikle landbruget, som nu overalt er frygteligt langt efter industrien, hvis den kunne hæve leveniveauet for befolkningsmasserne, som overalt på trods af det svimlende tekniske fremskridt er forblevet halvsultne og ludfattige – da ville der ikke være tale om nogen kapitaloverflod. Og det er da også det »argument«, som gang på gang fremsættes af kapitalismens småborgerlige kritikere. Men da ville kapitalismen ikke være kapitalisme, eftersom både ujævnheden i udviklingen og massernes halvsultne leveniveau er væsentlige, nødvendige betingelser og forudsætninger for denne produktionsmåde. Så længe kapitalismen er kapitalisme, bliver kapitaloverfloden ikke anvendt til at hæve massernes levefod i det pågældende land, da det ville betyde en formindskelse af kapitalisternes profit, men derimod til forøgelse af profitten ved hjælp af kapitaleksport til udlandet, til de tilbagestående lande. I disse tilbagestående lande er profitten i almindelighed meget stor, idet. der her kun findes lidt kapital, jorden er forholdsvis billig, lønningerne lave og råstoffer billige. Muligheden for kapitaludførsel bliver skabt ved, at en række tilbagestående lande allerede er draget ind i verdenskapitalismens kredsløb, jernbanernes hovedlinjer allerede lagt eller under bygning, de elementære betingelser for industriel udvikling sikret osv. Kapitaludførselen nødvendiggøres ved, at kapitalismen i nogle lande er blevet »overmoden«, og at kapitalen der (under forudsætning af landbrugets tilbagestående stilling og massernes armod) savner spillerum for »rentabel« anbringelse.

Følgende tilnærmelsesvise tal viser, hvilke kapitaler de tre hovedlande har investeret i udlandet. [*66]

 

Kapital investeret i udlandet i milliarder francs
 

England

Frankrig

Tyskland

1862

3,6

1872

15

10 (1869)

1882

22

15 (1880)

?

1893

42

20 (1890)

?

1902

62

27-37

12,5

1914

75-100

60

44

 

Heraf ser vi, at kapitaludførselen først i begyndelsen af det 20. århundrede har antaget kæmpedimensioner. Før krigen androg den kapital, der af de tre hovedlande var investeret i udlandet, 175-200 milliarder francs. Regner man udbyttet af denne kapital beskedent til 5 pct., må det have været ca. 8-10 milliarder francs årligt. Et solidt grundlag for imperialistisk undertrykkelse og udbytning af flertallet af verdens nationer og lande, for en håndfuld af de rigeste staters parasitisme!

Hvorledes fordeler denne i udlandet investerede kapital sig på forskellige lande, hvor er den anbragt? Dette spørgsmål kan ganske vist kun finde et tilnærmet svar, men alligevel vil dette svar være i stand til at belyse visse almindelige vekselvirkninger og sammenhænge inden for den moderne imperialisme:

 

De udførte kapitalers omtrentlige fordeling på verdensdele
(omkring 1910, i milliarder mark)
 

England

Frankrig

Tyskland

I alt

Europa

4

23

18

45

Amerika

37

4

10

51

Asien, Afrika, Australien

29

8

7

44

I alt

70

35

35

140

 

For Englands vedkommende indtages førstepladsen af dets kolonier, som også er meget store i Amerika (f. eks. Canada), for ikke at tale om Asien osv. Den kæmpemæssige kapitaludførsel er her på det nøjeste knyttet til de gigantiske kolonier, hvis betydning for imperialismen nærmere skal behandles nedenfor. Anderledes i Frankrig. Frankrig har hovedsagelig investeret sin udførte kapital i Europa og først og fremmest i Rusland (ikke mindre end 10 milliarder francs). Her drejer det sig i øvrigt overvejende om lånekapital, om statslån og ikke om kapital, som anlægges i industriforetagender. Til forskel fra den engelske kolonialimperialisme kunne man kalde den franske for ågerimperialisme. I Tyskland finder man en tredje afart: Tysklands kolonier er ikke store, og dets eksportkapital fordeler sig mere ligeligt mellem Europa og Amerika.

Kapitaleksporten påvirker den kapitalistiske udvikling i de lande, mod hvilke den rettes, idet den fremskynder den overordentligt. Hvis derfor denne eksport er i stand til i nogen grad at hæmme udviklingen i de eksporterende lande, så kan dette kun ske ved til gengæld at udvide og uddybe den fortsatte kapitalistiske udvikling i hele verden.

De kapitaleksporterende lande får næsten altid mulighed for at opnå visse »fordele«, hvis karakter sætter det særegne ved finanskapitalens og monopolernes epoke i det rette lys. Berlinerbladet Die Bank skriver f. eks. i oktober 1913 følgende:

»På det internationale kapitalmarked har der i den sidste tid udspillet sig en komedie, som var en Aristofanes værdig. Talrige fremmede stater, fra Spanien til Balkanlandene, fra Rusland til Argentina, Brasilien og Kina, træder åbenlyst eller hemmeligt ud på de store pengemarkeder med deres lånefordringer, hvoraf nogle er overordentligt påtrængende. Pengemarkederne er ganske vist ikke i nogen synderlig god forfatning, og heller ikke de politiske udsigter er synderligt rosenrøde. Men dog vover intet af pengemarkederne at afslå de fremmede krav af frygt for, at naboen skulle komme det i forkøbet, bevilge lånet og derved sikre sig retten til visse små gentjenester. Der falder jo ved den slags internationale forretninger altid lidt af til långiveren, enten det nu er en handelspolitisk fordel, en kulstation, eller et havnebyggeri, en fed koncession eller en kanonleverance.« [*67]

Finanskapitalen har skabt monopolernes epoke. Men monopolerne fører overalt de monopolistiske principper med sig: i stedet for konkurrencen på det åbne marked træder udnyttelsen af »forbindelserne« for at opnå profitabel forretning. Den sædvanligste fremgangsmåde er denne: ved et lån bliver det gjort til en betingelse, at en del af lånet bruges til køb af produkter fra kreditorlandet, især rustningsmateriel, skibe osv. Frankrig har i de sidste to årtier (1890-1910) meget ofte grebet til dette middel. Kapitaludførslen bliver et middel til at fremme vareeksporten. Transaktionerne mellem de særligt store foretagender er her af den art, at de, som Schilder [*68] »mildt« udtrykker det, »minder om korruption«. Krupp i Tyskland, Schneider i Frankrig, Armstrong i England – det er mønstereksempler på sådanne firmaer, som står i nær forbindelse med kæmpebankerne og regeringen, og som man »ikke kommer udenom« ved låntagning.

Frankrig, der ydede Rusland et lån, »pressede« Rusland i handelsaftalen af 16. september 1905 og sikrede sig visse indrømmelser indtil 1917; det samme skete med handelsaftalen med Japan af 19. august 1911. Toldkrigen mellem Østrig og Serbien, der med en afbrydelse på syv måneder varede fra 1906 til 1911, var delvis fremkaldt af konkurrencen mellem Østrig og Frankrig om leverancer af krigsmateriel til Serbien. Paul Deschanel erklærede i januar 1912 i parlamentet, at franske firmaer fra 1908 til 1911 havde leveret Serbien for 45 millioner francs krigsmateriel.

I en beretning fra den østrig-ungarske konsul i Sao Paulo (Brasilien) hedder det: »Udbygningen af det brasilianske jernbanenet sker hovedsageligt ved fransk, belgisk, britisk eller tysk kapital; de pågældende lande sikrer sig ved de finansielle operationer, som står i forbindelse med baneanlæggene, også leverancen af det fornødne jernbanemateriel«.

På denne måde spænder finanskapitalen bogstaveligt talt sine net ud over alle verdens lande. En væsentlig rolle spiller her de i kolonierne oprettede banker og disses underafdelinger. De tyske imperialister betragter med misundelse de »gamle« kolonilande, som i denne retning er særligt »heldige«: i 1904 havde England 50 kolonibanker med 2279 afdelinger (i 1910: 72 med 5449 afdelinger); Frankrig 20 med 136 afdelinger, Holland 16 med 68, og Tyskland »i alt kun« 13 med 70 afdelinger. [*69] De amerikanske kapitalister misunder på deres side de engelske og de tyske: »I Sydamerika – klagede de i 1915 – har 5 tyske banker 40 afdelinger og 5 engelske 70 ... England og Tyskland har i de sidste 25 år investeret henved 4 milliarder dollars i Argentina, Brasilien og Uruguay, og resultatet er, at de deltager med 46 pct. i disse tre landes samlede handel.« [*70]

De kapitaleksporterende lande har i overført forstand delt verden imellem sig. Men finanskapitalen har også ført til en direkte opdeling af verden.

 

V. Verdens opdeling mellem kapitalistsammenslutningerne

Kapitalisternes monopolistiske sammenslutninger – karteller, syndikater og truster – deler først og fremmest det indenlandske marked mellem sig, idet de mere eller mindre fuldstændigt tilriver sig det pågældende lands produktion. Men det indenlandske marked hænger under kapitalismen uadskilleligt sammen med det udenlandske. Kapitalismen har for længst skabt et verdensmarked. Og i samme grad, som kapitaleksporten voksede, og som de største monopolforbunds udenlandske og koloniale forbindelser og »indflydelsessfærer« udvidedes, ledte udviklingen på »naturlig« vis til aftaler i verdensmålestok, til internationale karteldannelser.

Dette er en ny fase i kapitalens og produktionens verdensomfattende koncentration, en fase, der står betydeligt højere end de foregående. Vi skal se, hvorledes dette overmonopol opstår.

Typisk for de nyeste tekniske fremskridt, for kapitalismen i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede er elektroindustrien. Og denne udviklede sig stærkest i de to mest fremskredne af de nye kapitalistiske lande, i De Forenede Stater og i Tyskland. I Tyskland havde krisen i 1900 særlig stor indflydelse på koncentrationens tilvækst i denne industrigren. Bankerne, som allerede dengang var ret stærkt sammenvoksede med industrien, fremskyndede under denne krise i højeste grad de forholdsvis små foretagenders undergang og deres opsugning i storbedrifterne. »Idet de (bankerne)«, skriver Jeidels, »slår hånden af netop de virksomheder, som trænger mest til kapital, befordrer de først en svimlende hausse, og dernæst redningsløs ruin for de selskaber, som ikke varigt er tæt forbundet med dem.« [*71]

Følgerne deraf var, at koncentrationen efter 1900 gik fremad med kæmpeskridt. Før 1900 fandtes der i elektroindustrien syv eller otte »grupper«, som hver bestod af flere selskaber (i alt 28), og bag hver af dem stod fra 2 til 11 banker. Omkring 1908-1912 smeltede disse grupper sammen til to eller én. Denne proces foregik på følgende måde:

(Grupper i elektroindustrien)

 

Grupper i elektroindustrien

 

Det berømte AEG (Allgemeine Elektrizitäts-Gesell-schaft), som har udviklet sig på denne måde, behersker (gennem et »deltage«-system) 175-200 selskaber, og disponerer over en samlet kapital på ca. 1,5 milliarder mark. Det har alene 34 direkte udenlandske agenturer, heraf 12 aktieselskaber, – i mere end 10 stater. Allerede i 1904 beregnede man den tyske elektroindustris kapitalanlæg i udlandet til 233 millioner mark, deraf 62 millioner i Rusland. Det er overflødigt at sige, at AEG er et kæmpemæssigt »kombineret« foretagende. Det ejer bl.a. 16 fabrikationsselskaber, som fremstiller de mest forskelligartede varer, lige fra kabler og isolatorer til automobiler og flyvemaskiner.

Men koncentrationen i Europa udgjorde også en bestanddel af koncentrationsprocessen i Amerika. Dette foregik på følgende måde:

(General electric company)

 

General electric company

 

På denne måde opstod to »elektromagter«. »Andre findes der ikke på Jorden, i det mindste ikke fuldstændig uafhængige af disse,« siger Heinig i sin artikel: Elektrotrustens Vej. De følgende tal giver en omtrentlig, men langtfra udtømmende forestilling om disse to »trusters« omsætning og omfang:

 

 

Vareomsætning i mill. Mk.

Antallet af beskæft.

Nettofortjeneste i mill. Mk.

Amerika: GEC
General Electric Co.

1907

252

28.000

35,4

1910

298

32.000

45,6

Tyskland: AEG
All. Elektr.-Ges.

1907

216

30.700

14,5

1911

362

60.800

21,7

 

Og nu afslutter i 1907 den amerikanske og den tyske trust en overenskomst om en deling af verden. Konkurrencen udelukkes. GEC »får« De Forenede Stater og Canada, AEG »får« Tyskland, Østrig, Rusland, Holland, Danmark, Svejts, Tyrkiet og Balkan. Der er truffet særlige – naturligvis hemmelige – overenskomster angående datterselskaberne, som skal trænge frem i nye industrigrene og i »nye« – formelt endnu udelte – lande. De udveksler indbyrdes opfindelser og erfaringer. [*72]

Det er indlysende, hvor vanskelig konkurrencen er imod denne – i praksis ene – verdensomfattende trust, som disponerer over en kapital på flere milliarder mark og har afdelinger, repræsentanter, agenturer, forbindelser osv. i hver krog af verden. Men en deling af verden imellem to mægtige truster udelukker naturligvis ikke en nyopdeling, hvis styrkeforholdet – som følge af udviklingens ujævnhed, krige, krak osv. – forandrer sig.

Petroleumsindustrien frembyder et lærerigt eksempel på et forsøg på en sådan nyopdeling og kampen i den anledning.

»Verdens petroleumsmarked«, skriver Jeidels 1905, »er i det væsentligste endnu i dag opdelt mellem to store finansgrupper: Rockefellers amerikanske Standard Oil Co. og beherskerne af den russiske Baku-olie, Rotschild og Nobel. Grupperne står i nær forbindelse med hinanden, men er i de sidste år truet i deres monopolstilling af fem fjender ...« [*73]: 1. de amerikanske petroleumskilders svigten; 2. konkurrencen fra firmaet Mantasjev i Baku; 3. petroleumskilderne i Østrig og 4. i Rumænien; 5. de oversøiske oliekilder, især i de hollandske kolonier (de stenrige firmaer Samuel og Shell, der oven i købet er forbundet med engelsk kapital). De tre sidste grupper er forbundet med tyske storbanker, med kæmpeforetagendet Deutsche Bank i spidsen. Disse banker har selvstændigt og planmæssigt fremmet petroleumsindustrien, f. eks. i Rumænien, for at have et »eget« støttepunkt. I den rumænske petroleumsindustri takserede man i 1907 den udenlandske kapital til at andrage 185 millioner francs, og heraf falder de 74 millioner på Tyskland. [*74]

Der begyndte en kamp, som da også i den økonomiske litteratur betegnes som en kamp om »en opdeling af verden«. På den ene side Rockefellers »petroleumstrust«, der – for at rive alt til sig – stiftede et »datterselskab« i selve Holland og opkøbte petroleumskilderne i Hollandsk Indien for således at rette et slag mod hovedfjenden. den hollandsk-engelske Shell-trust. På den anden side søgte Deutsche Bank og de andre berlinske banker at »holde fast på« Rumænien og slutte det sammen med Rusland imod Rockefeller. Denne disponerede over en langt større kapital og et fortræffeligt organiseret transport- og distributionsapparat. Kampen kunne kun ende med Deutsche Banks fuldstændige nederlag, hvad der også blev tilfældet i 1907. Deutsche Bank havde nu kun valget imellem at likvidere sine »petroleumsinteresser« med milliontab eller at underkaste sig. Man valgte det sidste og sluttede med Standard Oil Co. en overenskomst, som var meget ugunstig for Deutsche Bank. Efter denne overenskomst forpligtede Deutsche Bank sig til »intet at foretage sig til skade for de amerikanske interesser«; det var dog bestemt, at overenskomsten skulle tabe sin gyldighed, hvis Tyskland ved lov indførte statsmonopol på petroleum.

Nu begynder »petroleumskomedien«. En af Tysklands finanskonger, von Gwinner, direktør i Deutsche Bank, påbegynder gennem sin privatsekretær Stauss en agitation til fordel for petroleumsmonopolet. Hele den vældige berlinske banks kæmpeapparat, alle de omfangsrige »forbindelser« bliver sat i bevægelse, pressen skriger op i »patriotisk« harme over den amerikanske trusts »åg«, og den 15. marts 1911 vedtager Rigsdagen næsten enstemmigt en beslutning, der opfordrer regeringen til at udarbejde et lovudkast om et petroleumsmonopol. Regeringen greb denne »populære« ide, og Deutsche Banks spil, som skulle føre den amerikanske kontrahent bag lyset og forbedre dens egen forretning ved statsmonopolet, så ud til at være vundet. De tyske petroleumskonger svælgede allerede på forhånd i den kæmpemæssige profit, som ville kunne måle sig med de russiske sukkerfabrikanters ... Men så kom for det første de tyske storbanker i hårene på hinanden om byttets deling, og Disconto-Gesellschaft afslørede Deutsche Banks selviske interesser; for det andet blev regeringen bange for en kamp mod Rockefeller, for det så ud til at være ret tvivlsomt, om Tyskland kunne få petroleum uden om ham (Rumæniens produktivitet er ringe); og for det tredje behandledes netop bevillingen på milliardbudgettet for 1913 til Tysklands krigsrustninger. Monopolprojektet blev udsat. Rockefellers petroleumstrust gik foreløbig ud af kampen som sejrherre.

Det berlinske tidsskrift Die Bank skrev i den anledning, at Tyskland kun kunne bekæmpe petroleumstrusten ved et elektricitetsmonopol og ved omsætning af vandkraft til billig elektricitet. Men, tilføjede forfatteren, »elektricitetsmonopolet vil først komme i det øjeblik, da producenterne har brug for det; nemlig når det næste store krak i elektricitetsindustrien står for døren, når de vældige, dyre elektricitetsværker, som nu bygges alle vegne af elektricitetsindustriens private koncerner, og som stater, kommuner osv. allerede nu giver dem delvise monopoler på, ikke mere er i stand til at arbejde rentabelt. Så må man tage vandkraften i brug; dog vil man ikke lade staten omdanne den til billig elektricitet, men man vil atter overgive den til et »statsligt kontrolleret privatmonopol«, fordi de vældige erstatninger og affindelser, som man måtte betale privatindustrien ..., ville belaste grundrenten for stærkt i et ... elektricitetsmonopol. Således var det med kalimonopolet, således er det med petroleumsmonopolet, således vil det blive med elektricitetsmonopolet. Hvis blot vore statssocialister, som lader sig blænde af et smukt princip, engang ville indse, at monopolerne i Tyskland aldrig har haft til formål eller resultat at gavne forbrugerne eller bare at lade staten få del i driftsherregevinsterne, men altid blot har tjent til ved statshjælp at sanere privatindustrier, der nærmest stod på bankerottens rand.« [*75]

Så værdifulde tilståelser ser borgerlige tyske nationaløkonomer sig nødsaget til at fremkomme med. Her ser vi anskueliggjort, hvorledes private og statslige monopoler i finanskapitalens epoke fletter sig ind i hinanden, og hvorledes både den ene og den anden slags kun danner enkelte kædeled i de største monopolindehaveres imperialistiske kamp om at dele verden.

Også i handelsskibsfarten har koncentrationens kæmpemæssige vækst ført til en opdeling af verden. I Tyskland opstod to vældige selskaber: Hamburg-Amerika-Linie og Norddeutscher Lloyd med en kapital på 200 millioner mark hver (i aktier og obligationer) og skibe til en værdi af 185-189 millioner mark. På den anden side dannedes der i Amerika den 1. januar 1903 den såkaldte Morgantrust, The International Mercantile Marine Co., som forener ni amerikanske og engelske dampskibsselskaber og råder over en kapital på 120 millioner dollars (480 millioner mark). Allerede i 1903 afsluttede de tyske kæmpeselskaber en overenskomst med denne angloamerikanske trust om opdelingen af verden i forbindelse med fordelingen af profitten. De tyske selskaber renoncerede på konkurrence i den engelsk-amerikanske fragtfart. Det blev nøjagtigt bestemt, hvilke havne der skulle »overlades« til hver især, der dannedes et fælles kontroludvalg osv. Overenskomsten blev sluttet på 20 år med den klausul, at den trådte ud af kraft i tilfælde af krig. [*76]

Højst lærerig er også det internationale skinnekartels tilblivelseshistorie. Allerede i 1884, i den værste industrielle depressions periode, gjorde de engelske, belgiske og tyske skinneværker for første gang forsøg på at danne et sådant kartel. Man enedes om ikke at konkurrere med hinanden på de pågældende indenlandske markeder, og de udenlandske markeder blev fordelt efter følgende forhold: England 66 pct., Tyskland 27 pct. og Belgien 7 pct. Hele Indien var reserveret England. Der udkæmpedes en fælles kamp imod et engelsk firma, der havde holdt sig uden for aftalen, og omkostningerne ved denne kamp dækkedes af en vis procent af det samlede salg. Men kartellet faldt fra hinanden i 1886, da to engelske firmaer udtrådte. Det er karakteristisk, at der ikke kunne komme nogen ny aftale i stand i den efterfølgende industrielle opgangsperiode.

I begyndelsen af 1904 blev det tyske stålsyndikat stiftet. November 1904 blev det internationale skinnekartel fornyet med følgende normeringer: England 53,5 pct., Tyskland 28,83 pct., Belgien 17,67 pct. Hertil sluttede Frankrig sig med 4,8 pct., 5,8 pct. og 6,4 pct. for det første, andet og tredje år ud over 100 pct., dvs. med en samlet mængde af 104,8 pct. osv. I 1905 tiltrådte De Forenede Staters ståltrust (United States Steel Corporation) og senere også Østrig og Spanien. »I øjeblikket«, skriver Vogelstein 1910, »er Jordens deling fuldført, og de store forbrugere, først og fremmest statsbanerne, kan nu, da verden er givet bort, uden at deres interesser er varetaget, som digteren tage ophold i Zeus' himmel.« [*77]

Endvidere må nævnes det internationale zinksyndikat, som blev stiftet i 1909 og fordelte produktionen nøjagtigt mellem 5 grupper: de tyske, belgiske, franske, spanske og engelske værker; desuden den internationale krudttrust, denne, som Liefmann siger: »ganske moderne nære forbindelse mellem alle tyske foretagender, der fremstiller sprængstof, og som derefter sammen med de på samme måde organiserede franske og amerikanske sprængstoffabrikker så at sige har fordelt hele verden mellem sig.« [*78]

I alt opregner Liefmann for året 1897 henimod 40 internationale karteller, som Tyskland tager del i, og for 1910 ca. 100.

En del borgerlige forfattere (til hvilke nu også slutter sig K. Kautsky, der fuldstændig har forrådt sin marxistiske indstilling fra f. eks. 1909) har givet udtryk for den mening, at de internationale karteller, som en af de mest typiske udtryksformer for kapitalens internationalisering, skulle give håb om fred mellem folkene under kapitalismen. Denne anskuelse er teoretisk fuldkommen forvrøvlet og i praksis en sofisme og en uærlig metode til at forsvare den værste opportunisme. De internationale karteller viser, hvor stærke de kapitalistiske monopoler nu er blevet, og hvad kampen mellem kapitalistforbundene drejer sig om. Denne sidste omstændighed er den vigtigste; kun den gør os klar over begivenhedernes historisk-økonomiske mening; kampens form kan nemlig skifte og skifter også bestandig af forskellige, forholdsvis specielle og forbigående grunde, men kampens væsen, dens klasseindhold, kan ligefrem ikke ændre sig, så længe der findes klasser. Det er klart, at det gavner f. eks. det tyske bourgeoisi, som Kautsky efter sagens natur er gået over til med sine teoretiske betragtninger (hvad vi skal vende tilbage til) – når man tilslører indholdet af nutidens økonomiske kamp (fordelingen af verden), og fremhæver snart den ene, snart den anden form af denne kamp. Netop denne fejl begår Kautsky. Og det drejer sig naturligvis ikke alene om det tyske bourgeoisi, men om hele verdens bourgeoisi. Kapitalisterne deler verden imellem sig, ikke på grund af nogen særlig ondskab, men fordi det stadium, hvortil koncentrationen er nået, tvinger dem til at gå denne vej for at få profit; og fordelingen foretages »efter kapital«, »efter magt« – anden delingsmåde kan der jo heller ikke findes i vareproduktionens og kapitalismens system. Magten forandrer sig imidlertid med den økonomiske og politiske udvikling; for at forstå det, der sker, må man vide, hvilke spørgsmål der afgøres ved magtforskydning. Om disse forskydninger nu er af »ren« økonomisk natur eller af ikke-økonomisk (f.eks. militær) art, er et underordnet spørgsmål, som ikke kan ændre noget i den grundlæggende opfattelse af kapitalismens seneste epoke. At sætte spørgsmålet om kampens og aftalernes form (i dag fredelig, i morgen ufredelig, i overmorgen atter ufredelig) i stedet for spørgsmålet om indholdet af kampen og aftalerne mellem kapitalistsammenslutninger, er det samme som at synke ned til sofistens rolle.

Kapitalismens seneste epoke viser os, at der på grundlag af den økonomiske opdeling af verden danner sig visse relationer mellem kapitalistsammenslutningerne, men at der ved siden af og i sammenhæng hermed tillige danner sig visse relationer mellem de politiske sammenslutninger, staterne, på grundlag af den territoriale opdeling af verden, kampen om kolonierne, »kampen om det økonomiske territorium.«

 

VI. Verdens opdeling mellem stormagterne

I sit værk De Europæiske Koloniers Territoriale Udvikling giver geografen A. Supan [*79] følgende korte oversigt over denne udvikling i slutningen af det 19. århundrede:

Af 100 pct. areal besad de europæiske kolonimagter (samt De Forenede Stater):

 

 

1876

1900

Tilvækst

I Afrika

10,8%

90,4%

+79.6%

I Polynesien

56,8%

98,9%

+42.1%

I Asien

51,5%

56,6%

+5.1%

I Australien

100,0%

100,0%

I Amerika

27,5%

27,2%

-0.3%

 

»Det karakteristiske for denne periode«, slutter Supan heraf, »er altså Afrikas og Polynesiens opdeling«.

Da der ikke i Asien og Amerika findes ubesatte områder, dvs. områder, der ikke tilhører nogen stat, så må Supans slutning udvides således, at det karakteristiske for den pågældende periode er Jordens endelige opdeling, ikke endelig i den forstand, at en nyfordeling skulle være umulig – tværtimod er nyfordelinger mulige og uundgåelige – men i den forstand, at de kapitalistiske landes kolonipolitik er hørt op med at tage ubesatte landstrækninger på vor planet i besiddelse. Verden har for første gang vist sig opdelt, således at der nu kun kan blive tale om nyfordelinger, dvs. overgang fra en »besidder« til en anden, men ikke om at tage herreløst land i besiddelse.

Vi oplever følgelig en særegen epoke i verdens kolonipolitik, som på det højeste er knyttet til »kapitalismens nyeste udviklingstrin«, til finanskapitalen. Det er derfor nødvendigt frem for alt at gå nærmere ind på det foreliggende materiale af kendsgerninger, for så nøjagtigt som muligt at fastslå såvel denne epokes forskellighed fra de foregående som tingenes øjeblikkelige tilstand. Her dukker først to konkrete spørgsmål op: om der kan konstateres en forstærkelse af kolonipolitikken, en skærpelse af kampen om kolonierne, netop i finanskapitalens epoke, og hvordan verden så nu er fordelt i denne henseende.

Den amerikanske forfatter Morris forsøger i sin bog om kolonisationens historie [*80] at samle materialet om de engelske, franske og tyske kolonibesiddelsers størrelse i forskellige perioder af det 19. århundrede. Her følger – forkortet – hans resultater:

 

Kolonibesiddelsernes størrelse

År

England

Frankrig

Tyskland

Areal mill. kv. miles

Befolkn. mill.

Areal mill. kv. miles

Befolkn. mill.

Areal mill. kv. miles

Befolkn. mill.

1815-30

?

126,4

0,02

0,5

1860

2,5

145,1

0,2

3,4

1880

7,7

267,9

0,7

7,5

1899

9,3

309,0

3,7

56,4

1,0

14,7

 

Englands kolonierobringer tiltager særlig stærkt i årene 1860-80 og er også i de sidste to årtier af det 19. århundrede meget betydelige, medens Frankrigs og Tysklands hovedsageligt netop falder i disse 20 år. Vi har allerede set, at den højeste udvikling af den førmonopolistiske kapitalisme, kapitalismen med overvejende fri konkurrence, falder i 1860'erne og 1870'erne. Nu ser vi, at det netop er efter denne periode, at der begynder et uhyre »opsving« i kolonierobringerne, og at kampen om verdens territoriale opdeling i højeste grad skærpes. Det er derfor en ubestridelig kendsgerning, at kapitalismens overgang til monopolistisk kapitalisme, til finanskapital, er knyttet til en skærpelse af kampen om verdens opdeling.

I sit værk om imperialismen fremhæver Hobson særligt perioden 1884 til 1900 som en periode præget af en forstærket »ekspansion« (udvidelse af territorialbesiddelsen) for de vigtigste europæiske lande. Ifølge hans beregninger erhvervede England i denne periode 3,7 millioner kvadratmiles med en befolkning på 57 millioner; Frankrig 3,6 millioner kvadratmiles med en befolkning på 36,5 millioner; Tyskland 1 million kvadratmiles med 14,7 millioner; Belgien 900.000 kvadratmiles med 30 millioner, og Portugal 800.000 kvadratmiles med 9 millioner indbyggere. Alle kapitalistiske staters jagen efter kolonier ved slutningen af det 19. århundrede og særlig fra firserne er almindelig kendt i diplomatiets og udenrigspolitikkens historie.

På det tidspunkt, hvor den fri konkurrence blomstrede rigest i England, i årene 1840-60, var Englands førende borgerlige politikere modstandere af kolonipolitikken og anså koloniernes befrielse og fuldstændige adskillelse fra England for uundgåelig og nyttig. M. Beer henviser i sin i 1898 udgivne afhandling om »den moderne engelske imperialisme« [*81] til, at en engelsk statsmand som Disraeli, der i almindelighed absolut var venligt indstillet over for imperialismen, i 1852 har udtalt: »Kolonierne er møllestene om vor hals«. Men ved slutningen af det 19. århundrede var dagens helte i England Cecil Rhodes og Joseph Chamberlain, som åbent prædikede imperialismen og med den største kynisme driver imperialistisk politik!

Det er ikke uinteressant, at sammenhængen mellem den moderne imperialismes så at sige rent økonomiske og dens sociale og politiske rødder allerede dengang stod klart for det engelske borgerskabs førende politikere. Chamberlain prædikede imperialismen som »den sande, vise og sparsommelige politik«, idet han særligt betoner den konkurrence, som England nu møder på verdensmarkedet fra Tysklands, Amerikas og Belgiens side. Redningen ligger i monopolerne – sagde kapitalisterne og startede karteller, syndikater og truster; redningen ligger i monopolerne – lød ekkoet fra bourgeoisiets politiske førere, og de skyndte sig at bemægtige sig de endnu ubesatte dele af verden. Cecil Rhodes skal, efter hvad hans nære ven, journalisten Stead, fortæller, i 1895 have sagt følgende om sine imperialistiske ideer: »Jeg var i går i Londons East End (arbejderkvarteret), og overværede et møde af arbejdsløse. Og da jeg der havde hørt de vilde taler, som var et eneste skrig om brød, og gik hjem, var jeg mere end nogen sinde overbevist om imperialismens vigtighed ... Min store idé er løsningen af det sociale problem, nemlig således at vi kolonipolitikere for at beskytte det forenede kongeriges 40 millioner indbyggere mod en morderisk borgerkrig må skaffe nye landstrækninger, som kan optage befolkningsoverskuddet og skaffe nye afsætningsområder for de varer, de fremstiller i deres fabrikker og miner. Imperiet, det har jeg altid sagt, er et mavespørgsmål. Vil man undgå borgerkrig, må man være imperialist.« [*82]

Således talte i 1895 Cecil Rhodes, millionær, finanskonge og den, der bar hovedskylden for boerkrigen [21]. Hans forsvar for imperialismen er kun grov og kynisk, men i grunden ikke forskellig fra den »teori«, der forfægtes af de herrer Maslov, Südekum, Potresov, David og grundlæggeren af den russiske marxisme osv. osv. Cecil Rhodes var kun en noget mere ærlig socialchauvinist ...

For at få så nøjagtigt et billede som muligt af den territoriale opdeling af verden og de forandringer, der har fundet sted på dette område i de sidste tiår, vil vi benytte det materiale, som Supan i sit ovenfor citerede værk leverer om alle staters kolonibesiddelse. Supan tager årene 1876 og 1900. Vi vil tage året 1876 – et godt valgt tidspunkt, for netop på dette tidspunkt kan man i det store og hele betragte udviklingen af den vesteuropæiske kapitalisme i dens førmonopolistiske stadium som afsluttet; og endvidere året 1914, idet vi erstatter Supans tal med de nyere fra Hübners Geografisk-statistiske Tabeller. Supan befatter sig kun med kolonierne; vi anser det for nyttigt for at fuldstændiggøre billedet af verdens opdeling i al korthed at tilføje tallene for de ikke-koloniale lande og halvkolonierne, hvortil vi regner Persien, Kina og Tyrkiet: Persien er allerede næsten fuldstændig blevet koloni, Kina og Tyrkiet er ved at blive det.

Vi får følgende resultat:

 

Stormagternes kolonibesiddelse
(Millioner km2 og millioner indbyggere)
 

Kolonier

Moderlande

I alt

1876

1914

1914

1914

km2

Indbyggere

km2

Indbyggere

km2

Indbyggere

km2

Indbyggere

England

22,5

251,9

33,5

393,5

0,3

46,5

33,8

440,0

Rusland

17,0

15,9

17,4

33,2

5,4

136,2

22,8

169,4

Frankrig

0,9

6,0

10,6

55,5

0,5

39,6

11,1

95,1

Tyskland

2,9

12,3

0,5

64,9

3,4

77,2

U.S.A.

0,3

9,7

9,4

97,0

9,7

106,7

Japan

0,3

19,2

0,4

53,0

0,7

72,2

I alt

40,4

273,8

65,0

523,4

16,5

437,2

81,5

960,6

 

De øvrige landes kolonibesiddelse (Belgien, Holland osv.

9,9

45,3

Halvkolonier (Persien, Kina, Tyrkiet)

14,5

361,2

De øvrige lande

28,0

289,9

Hele jorden

133,9

1657,0

 

Vi ser tydeligt, hvor »afsluttet« verdens opdeling var på grænsen mellem det 19. og 20. århundrede. Kolonibesiddelsen er taget uhyre til siden 1876: de 6 stormagters besiddelser voksede fra 40 til 65 millioner kvadratkilometer, altså mere end halvanden gang; tilvæksten andrager 25 millioner kvadratkilometer, halvanden gang mere end moderlandenes samlede areal (16,5 millioner). Tre magter havde i 1876 ingen, og den fjerde, Frankrig, næsten ingen kolonier. Op til 1914 havde disse fire lande skaffet sig kolonier med 14,1 millioner kvadratkilometer eller næsten halvanden gang hele Europas areal, med en befolkning på næsten 100 millioner. Udvidelsen af kolonibesiddelsen foregår højst ujævnt. Sammenligner man f. eks. Frankrig, Tyskland og Japan, som i areal og folkemængde ikke afviger alt for meget fra hinanden, ser man, at Frankrig har fået næsten 3 gange så store kolonier (efter areal) som Tyskland og Japan tilsammen. Men den franske finanskapital var ganske vist også ved begyndelsen af den pågældende periode mange gange større end Tysklands og Japans tilsammen. Foruden de rent økonomiske betingelser har også – på disses basis – geografiske o.a. betingelser indflydelse på kolonibesiddelsernes størrelse. Hvor stærkt end i de sidste årtier verdens nivellering, udligningen af økonomiske forhold og livsbetingelser er foregået i de forskellige lande under trykket af storindustrien, vareudvekslingen og finanskapitalen, så findes der dog stadig en anselig forskel, og blandt de nævnte 6 lande finder vi på den ene side unge kapitalistiske lande (Amerika, Tyskland, Japan) i usædvanlig hurtig udvikling, og på den anden side lande med gammel kapitalistisk udvikling, som i den senere tid har udviklet sig meget langsommere end de andre (England, Frankrig); og endelig et land (nemlig Rusland), som i økonomisk henseende står længst tilbage, og hvor den moderne imperialistiske kapitalisme så at sige er overtrukket med et særlig tæt net af førkapitalistiske forhold.

Ved siden af stormagternes kolonibesiddelse har vi stillet de mindre staters små kolonier, som så at sige danner det nærmeste objekt for en mulig og sandsynlig »nyfordeling« af kolonierne. Disse småstater beholder som regel kun deres kolonier takket være den omstændighed, at der mellem stormagterne er interessemodsætninger, rivninger osv., som forhindrer dem i at enes om byttets deling. Hvad angår de »halvkoloniale« stater, så er de eksempler på de overgangsformer, som vi møder overalt i naturen og i samfundet. Finanskapitalen er en så betydende, man tør vel sige afgørende magt i alle økonomiske og internationale forhold, at den er i stand til at underkaste sig, og faktisk underkaster sig endog lande, der er fuldstændig politisk uafhængige. Vi skal snart se eksempler derpå. Men naturligvis har finanskapitalen de »behageligste« og største fordele af sådanne underkastelser, som ledsages af tab af politisk uafhængighed for de undertvungne lande og folk. De halvkoloniale er i den henseende typiske som »mellemting«. Kampen om disse halvtafhængige lande måtte naturligvis blive særlig akut i finanskapitalens tidsalder, da den øvrige verden allerede var fordelt.

Kolonipolitik og imperialisme har også eksisteret før kapitalismens nyeste stadium, ja før kapitalismen selv. Romerriget, der var baseret på slaveri, drev kolonipolitik og udformede en imperialisme. Men alle »almene« betragtninger over imperialismen, som glemmer eller går let hen, over den radikale forskel i de økonomiske samfundsformationer, bliver uundgåeligt til tomme banaliteter eller skryderier, som f. eks. sammenligningen mellem »det store Rom og det store Britannien«. [*83] Selv den kapitalistiske kolonipolitik på kapitalismens tidligere stadier adskiller sig væsentligt fra finanskapitalens kolonipolitik.

Det afgørende kendetegn på den nyeste kapitalisme er det herredømme, der udøves af de største arbejdsgiveres monopolsammenslutninger. Den slags monopoler er fastest, når alle råstofkilder samles på én hånd, og vi har set, med hvilken iver de internationale kapitalistsammenslutninger bestræber sig for at gøre enhver konkurrence umulig for modstanderen, for at opkøbe jernmalmlejer, olieklitter osv. Ene og alene kolonibesiddelsen garanterer monopolernes succes over for alle tilfældigheder i kampen mod modstanderen – også mod den tilfældighed, at modstanderen skulle finde på at forskanse sig bag en lov om statsmonopol. Jo mere udviklet kapitalismen er, og jo mere følelig råstofmanglen er, jo mere akut konkurrencen og jagten på råstofkilder er, des mere fortvivlet er kampen om at erhverve kolonier.

»Man kan endog«, skriver Schilder, »fremsætte den påstand, som måske vil synes mange et paradoks, at by-industribefolkningens vækst i overskuelig fremtid langt snarere vil standse af mangel på industrielle råstoffer end af mangel på næringsmidler.« Det skorter f. eks. mere og mere på træ, som stadig bliver dyrere, læder, råstoffer til tekstilindustrien. »Som eksempel på de industrielle sammenslutningers bestræbelser på at gennemføre en udligning mellem jordbrug og industri inden for hele verdenshusholdningen, må nævnes: det internationale forbund af bomuldsspinderiforeninger, der har bestået siden 1904, i de vigtigste industristater, og forbundet af europæiske hørspinderiforeninger, der er stiftet 1910 efter dette forbillede.« [*84]

Ganske vist prøver borgerlige reformpolitikere, deriblandt især vore dages kautskyanere, at afsvække betydningen af den slags kendsgerninger ved at henvise til, at man »ville kunne« få råstofferne på det frie marked uden »kostbar og farlig« kolonipolitik, og at man »ville kunne« forøge udbuddet af råstoffer vældigt ved »simpel« forbedring af vilkårene for landbruget i almindelighed. Men den slags henvisninger bliver kun forsvarstaler for imperialismen, en besmykkelse af den; for de beror på, at man udelader den vigtigste særegenhed ved den moderne kapitalisme: monopolerne. Det frie marked bliver mere og mere en fortidslevning, monopolistiske syndikater og truster indsnævrer dag for dag dets område; og den »simple« forbedring af vilkårene for landbruget vil kræve en forbedring af massernes kår, en forhøjelse af lønningerne og formindskelse af profitten. Men hvor eksisterer truster, som bekymrer sig om massernes kår i stedet for om erobring af kolonier, undtagen i de sukkersøde reformpolitikeres fantasi?

Ikke alene de allerede opdagede råstofkilder er af betydning for finanskapitalen, men også de mulige kilder, for teknikken udvikler sig i vore dage med utrolig fart, og landstrækninger, som i dag er uanvendelige, kan i morgen gøres brugbare, hvis man finder nye metoder (og dertil kan en storbank udruste særlige ekspeditioner af ingeniører, agronomer osv.), og hvis der anvendes mere kapital. Og det samme kan siges om udforskningen af mineralrigdomme, om nye metoder til bearbejdelse og nyttiggørelse af de forskellige råstoffer osv. Og herfra stammer finanskapitalens uundgåelige bestræbelser for at udvide sit økonomiske område, eller endda slet og ret sit territorium. Ligesom trusterne kapitaliserer deres formue på grundlag af en dobbelt eller tredobbelt vurdering, idet de regner med de i fremtiden »mulige« (men ikke aktuelle) profitter og med andre resultater af monopolet, således bestræber finanskapitalen i almindelighed sig også for at rive så meget land som muligt til sig, ligegyldigt hvilket, ligegyldigt hvor, ligegyldigt hvordan, blot ud fra håbet om eventuelle råstofkilder, af angst for at komme til kort i den forrykte kamp om de sidste ufordelte stumper af verden eller ved nyfordeling af det allerede opdelte.

De engelske kapitalister anstrenger sig for på enhver måde at fremme bomuldsproduktionen i deres koloni Ægypten – i 1904 var allerede 0,6 mill. ha af i alt 2,3 mill. ha dyrket land beplantet med bomuld, dvs. mere end en fjerdedel – russerne gør det samme i deres koloni Turkestan, for på den måde kan de lettest slå deres udenlandske konkurrenter, lettest monopolisere råstofkilderne og skabe en mere økonomisk og givtig tekstiltrust med »kombineret« produktion og en samling af alle bomuldsdyrkningens og -tilvirkningens stadier på en hånd.

Kapitaleksportens interesser stimulerer ligeledes til erobring af kolonier; på kolonimarkederne kan man nemlig lettere holde konkurrenterne borte, sikre sig leverancer, befæste passende »forbindelser« o.m.a., når man anvender monopolistiske metoder (og undertiden er det kun muligt således).

Den ikke-økonomiske overbygning, der rejser sig på finanskapitalens grund, dens politik, dens ideologi, forstærker trangen til kolonierobringer. »Finanskapitalen ønsker ikke frihed, men herredømme«, siger Hilferding med rette. Og ligesom for at udvikle og komplettere de tidligere anførte tanker af Cecil Rhodes, [*85] skriver en borgerlig fransk forfatter, at der foruden den moderne kolonipolitiks økonomiske årsager også gør sig sociale årsager gældende: »Som følge af, at livet bliver mere og mere kompliceret, og at de komplicerede forhold og vanskelighederne ikke alene tynger arbejdermasserne, men også mellemklassen, opsamler der sig i alle den gamle civilisations lande »utålmodighed, irritation og had, som truer den offentlige ro; den energi, der bliver slynget ud af bestemte klassespor, må finde anvendelse og beskæftigelse uden for landets grænser, for at undgå en eksplosion hjemme«.« [*86]

Da det drejer sig om kolonipolitik i den kapitalistiske imperialismes epoke, må det bemærkes, at finanskapitalen og den dertil svarende internationale politik, som går ud på en kamp mellem stormagterne om verdens økonomiske og politiske opdeling, skaber en hel række overgangsformer for statslig afhængighed. Typisk for denne epoke er ikke alene de to hovedgrupper af lande, de, som ejer kolonier, og de, der selv er kolonier – men også de forskelligste former af afhængige lande, som, skønt de formelt er politisk selvstændige, dog i virkeligheden er indviklet i et net af finansiel og diplomatisk afhængighed. Vi har allerede peget på en af disse former, halvkolonierne. Et mønstereksempel på den anden type er f. eks. Argentina.

»Sydamerika, særligt Argentina«, skriver Schulze-Gaevernitz i sit værk om den britiske imperialisme, »befinder sig i en sådan finansiel afhængighed af London, at det næsten kan betegnes som en engelsk handelskoloni.« [*87] De engelske kapitaler, som er anbragt i Argentina, takserer Schilder på grundlag af en beretning fra den østrig-ungarske konsul i Buenos Aires for året 1909 til 8,75 milliarder francs. Man kan herefter let forestille sig, med hvor faste bånd Englands finanskapital – og dens trofaste ven diplomatiet – er knyttet til bourgeoisiet, til de ledende kredse i det økonomiske og politiske liv i Argentina.

En noget anden form for finansiel og diplomatisk afhængighed, trods politisk uafhængighed, frembyder Portugal. Portugal er en selvstændig, suveræn stat, men i praksis har Portugal, siden den spanske arvefølgekrig (1700-1714), altså i mere end 200 år, stået under Englands protektorat. England forsvarede Portugal og dets kolonier for at styrke sin egen stilling i kampen mod sine modstandere, Spanien og Frankrig. Til gengæld fik England handelsprivilegier, bedre betingelser ved vare- og især kapitaleksport til Portugal og dets kolonier, og tillige muligheden for at benytte Portugals havne, øer, telegrafkabler osv. [*88] Den art forbindelser mellem enkelte større og mindre stater har der altid været, men i den kapitalistiske imperialismes epoke bliver de til et alment system, de indgår som en bestanddel af det samlede system for »verdens opdeling« og bliver et led i den verdensomfattende finanskapitals operationer.

For at afslutte behandlingen af verdens opdeling skal endnu bemærkes følgende: Det er ikke alene den amerikanske litteratur efter den spansk-amerikanske krig og den engelske efter boerkrigen, der i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede ganske åbent og utvetydigt har rejst dette spørgsmål, og det er ikke heller den tyske litteratur alene (som mest »misundeligt« har forfulgt den »britiske imperialisme«), der systematisk har behandlet denne kendsgerning. Også i den franske borgerlige litteratur er dette spørgsmål blevet ret bredt og præcist drøftet, så vidt dette i det hele taget er muligt ud fra et borgerligt standpunkt. Vi henviser til den franske historieskriver Driault, som i sin bog Politiske og Sociale Problemer i kapitlet om Stormagterne og Verdens Deling skriver følgende: »I løbet af de sidste år er alle frie landstrækninger i verden, med undtagelse af Kina, blevet besat af Europas og Nordamerikas magter. På denne basis foregik der allerede konflikter og indflydelsesforskydninger, som danner forvarsler for endnu alvorligere eksplosioner i nær fremtid. Det gælder nemlig om at skynde sig: de nationer, som endnu ikke har forsynet sig, risikerer aldrig at få deres andel, aldrig at komme til at deltage i den uhyre udbytning af jorden, som vil blive et af de væsentligste træk i det kommende (dvs. det 20.) århundrede«. Dette er grunden til, at hele Europa og Amerika i den sidste tid har været grebet af en feber efter koloniale arealudvidelser, af »imperialisme«, som er det mest påfaldende karaktertræk for det 19. århundredes slutning«. Og forfatteren tilføjer: »Under denne opdeling af verden, i dette vanvittige kapløb om Jordens skatte og store markeder, står styrkeforholdet mellem de imperier, der blev grundlagt i dette (det 19. årh.), i fuldstændigt misforhold til den europæiske position, som disse nationer indtager, der har skabt disse riger. De magter, som råder over Europas skæbne og dominerer der, er ikke tillige dominerende i hele verden, og da den koloniale styrke, håbet om at bemægtige sig endnu ukendte rigdomme, åbenbart påvirker styrkeforholdet mellem de europæiske magter, så vil kolonispørgsmålet, eller om man vil »imperialismen«, som allerede har forandret de politiske forhold i Europa, stadig komme til at forandre dem mere og mere.« [*89]

 

VII. Imperialismen som et særligt stadium af kapitalismen

Vi må nu forsøge at drage visse slutninger og at sammenfatte, hvad vi hidtil har sagt om imperialismen. Imperialismen er vokset frem som en videreudvikling og direkte fortsættelse af kapitalismens grundbegreber. Men kapitalismen blev først på et bestemt, meget højt udviklingstrin til kapitalistisk imperialisme, da nogle af dens grundtræk begyndte at forvandle sig til deres modsætning, og da der over hele linjen dannedes og fremtrådte træk af en overgangsperiode fra kapitalismen til en højere samfundsordning. Det økonomisk fundamentale i denne proces er, at de kapitalistiske monopoler afløser den kapitalistiske frikonkurrence. Den fri konkurrence er væsensmærket for kapitalismen og vareproduktion overhovedet; monopolet er den fri konkurrences direkte modsætning, men den fri konkurrence selv begyndte for øjnene af os at forvandle sig til monopol, idet den skabte storindustrien, fortrængte småvirksomhederne, erstattede store virksomheder med endnu større, kort sagt bragte koncentration og kapital så vidt, at monopolet opstod og stadig opstår deraf, nemlig karteller, syndikater, truster og dermed sammensmeltet kapital fra en halv snes milliardbanker. Og tillige ser vi, at monopolerne ikke fjerner den fri konkurrence, som de er vokset ud af, men består ved siden af den og over den, og således fremkalder en række særligt krasse og skarpe modsigelser, gnidninger og konflikter. Monopolet er overgangen fra kapitalismen til en højere ordning.

Skulle man fremsætte en så kort definition af imperialismen som muligt, så måtte man sige, at imperialismen er kapitalismens monopolistiske stadium. Denne definition ville indeholde hovedsagen, for på den ene side er finanskapitalen nogle få monopolistiske storbankers bankkapital, der er smeltet sammen med de monopolistiske industrisammenslutningers kapital, og på den anden side er verdens opdeling overgangen fra en kolonipolitik, der uhindret kunne brede sig over strækninger, ingen kapitalistisk magt endnu havde besat, til en kolonipolitik, der består i monopolistisk beherskelse af den allerede fuldstændig opdelte jord.

Alt for korte definitioner er ganske vist nemme, fordi de resumerer det vigtigste, men dog utilstrækkelige, så snart man specielt vil udlede væsentlige træk ved det fænomen, man skal definere. Derfor må vi – uden at glemme, at alle definitioner kun har betinget og relativ betydning, fordi en definition aldrig kan omfatte alle en fuldt udviklet foreteelses mangfoldige sammenhænge – give en definition af imperialismen, som indeholder følgende 5 af dens vigtigste kendetegn: 1. en koncentration af produktion og kapital, der har nået et så højt udviklingstrin, at den har skabt monopoler, der spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv; 2. bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelse af et finansoligarki på basis af denne »finanskapital«; 3. kapitaleksporten, til forskel fra vareeksporten, opnår særlig stor betydning; 4. der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig, og 5. Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet. Imperialismen er kapitalismen på det udviklingstrin, hvor finanskapitalens og monopolernes herredømme er skabt, hvor kapitaleksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdens opdeling mellem de Internationale truster er begyndt, og opdelingen af Jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet.

Vi skal senere se, hvorledes imperialismen kan og må defineres på anden måde, når man ikke nøjes med at betragte rent økonomiske grundbegreber, (hvad den anførte definition indskrænker sig til), men også betragter den historiske placering, som dette stadium i kapitalismen indtager inden for kapitalismen overhovedet, eller forholdet mellem imperialismen og de to hovedretninger inden for arbejderbevægelsen. Det må straks bemærkes, at imperialismen, opfattet på denne måde, uden tvivl udgør et særligt stadium i kapitalismens udvikling. For at give læseren en så godt begrundet forestilling om imperialismen som muligt, har vi med vilje citeret et stort antal udtalelser af borgerlige økonomer, som har set sig tvungne til at anerkende de ubestrideligt fastslåede kendsgerninger inden for kapitalismens nyeste økonomi. Af samme grund har vi anført udførlige statistiske oplysninger, som viser, til hvilket trin bankkapitalen er vokset osv., i hvilke overgangen fra kvantitet til kvalitet, overgangen fra udviklet kapitalisme til imperialisme kommer til udtryk. Det siger sig selv, at alle grænser i naturen og i samfundet naturligvis er betingede og bevægelige, således at det ville være meningsløst at strides f. eks. om, fra hvilket år eller årti imperialismen kan siges at være »endeligt« udformet.

Og dog må man strides om definitionen af imperialismen, især med den mest fremtrædende marxistiske teoretiker fra den såkaldte II Internationales epoke, dvs. det kvarte århundrede 1889-1914, med Karl Kautsky. I 1915, ja allerede i november 1914, vendte Kautsky sig afgørende imod grundtankerne i vor definition af imperialismen, idet han hævdede, at imperialismen ikke skal forstås som en »fase« eller et trin i det økonomiske liv, men blot som en politik, en ganske bestemt politik, som finanskapitalen »foretrækker«; at imperialismen ikke kan »identificeres« med den »moderne kapitalisme«; at hvis man ved imperialismen forstår »alle den moderne kapitalismes foreteelser«, karteller, protektionisme, højfinansens herredømme, kolonipolitik, så bliver spørgsmålet om imperialismens nødvendighed for kapitalismen til den »platteste tautologi«; for i så fald er imperialismen »naturligvis en livsbetingelse for kapitalismen« osv. Kautskys tankegang kan vi gengive mest præcist ved at citere hans definition af imperialismen, en definition, som direkte er rettet mod de af os udviklede ideer (tyske marxister har gennem mange år fremsat lignende ideer, og deres indvendinger kender Kautsky for længst som indvendinger fra en bestemt retning inden for marxismen).

Kautskys definition lyder således:

»Imperialismen er et produkt af den højtudviklede industrielle kapitalisme. Den består i enhver kapitalistisk industrinations stræben efter at undertvinge og knytte et stadig større landbrugsområde (Kautskys kursiv) til sig uden hensyn til, hvilke nationer det beboes af.« [*90]

Denne definition duer ikke; eftersom den er ensidig, dvs. den fremhæver vilkårligt et enkelt spørgsmål, det nationale (som ganske vist både i sig selv og i forhold til imperialismen er af den største vigtighed), forbinder det vilkårligt og urigtigt alene med industrikapitalen i de lande, som annekterer andre nationer, og skyder lige så vilkårligt og urigtigt anneksionen af landbrugsområder i forgrunden.

Imperialismen er stræben efter anneksioner, det er det, den politiske del af Kautskys definition går ud på. Dette er rigtigt, men højst ufuldstændigt, for politisk betyder imperialismen overhovedet stræben efter vold og reaktion. Det er imidlertid den økonomiske side af spørgsmålet, som Kautsky selv bragte ind i sin definition, der interesserer os her. Urigtighederne i Kautskys definition er iøjnefaldende. Det er jo netop ikke industri-, men finanskapitalen, der er karakteristisk for imperialismen. Det er ikke noget tilfælde, at den særligt hurtige tilvækst i finanskapitalen og den samtidige svækkelse i industrikapitalen i Frankrig siden 80'erne har fremkaldt en voldsom tilspidsning af den anneksionistiske (koloniale) politik. For imperialismen er det netop karakteristisk, at bestræbelserne ikke blot går ud på at annektere landbrugsområder, men også udprægede industriområder (Tysklands appetit på Belgien, Frankrigs på Lotringen); for det første tvinger nemlig den fuldførte opdeling af Jorden til ved en nyopdeling at strække hånden ud efter ethvert territorium, og for det andet er det betegnende for imperialismen, at nogle stormagter kappes om hegemoniet, dvs. bestræber sig for at bemægtige sig territorier, ikke så meget direkte til egen fordel som for at svække modstanderen og undergrave hans hegemoni (for Tyskland er Belgien af særlig vigtighed som støttepunkt over for England; for England igen Bagdad som støttepunkt mod Tyskland osv.).

Kautsky påberåber sig særligt – og ofte – englænderne, som han mener har fastslået den rent politiske betydning af begrebet imperialisme på hans, Kautskys, måde. Lad os tage englænderen Hobson; i hans værk Imperialismen fra 1902 læser vi følgende:

»Den ny imperialisme adskiller sig fra den ældre, for det første ved, at den erstatter et enkelt, voksende imperiums bestræbelser med den teori og praksis, ifølge hvilke imperier konkurrerer, hver især tilskyndet af samme begær efter politisk ekspansion og handelspolitiske fordele; for det andet ved finans- eller kapitalanlægsinteressernes overvægt over handelsinteresserne.« [*91]

Vi ser altså, at Kautsky absolut har uret, når han påberåber sig englænderne i almindelighed (han kunne højst påberåbe sig de vulgære engelske imperialister eller direkte forsvarere af imperialismen). Vi ser også, at Kautsky, som gør krav på fremdeles at forsvare marxismen, i virkeligheden tager et skridt baglæns i forhold til den socialliberale Hobson, som behandler de to »historisk-konkrete« (Kautsky håner ligefrem det historisk-konkrete med sin definition!) kendetegn ved den moderne imperialisme rigtigere: 1. konkurrencen mellem flere imperialismer og 2. finansmandens dominerende rolle over for handelsmanden. Men hvis det hovedsageligt drejer sig om, at en industristat annekterer et landbrugsland, så fremhæves dermed handelsmandens dominerende rolle.

Kautskys definition er ikke alene urigtig og umarxistisk, den tjener som grundlag for et helt system af opfattelser, som over hele linjen bryder med såvel marxistisk teori som marxistisk praksis; det vil blive behandlet senere. Helt og holdent usaglig er den ordstrid, som Kautsky har påbegyndt om, hvorvidt kapitalismens nyeste trin skal kaldes imperialisme eller finanskapitalens stadium. Man kan kalde det, hvad man vil – det er ikke dét, det kommer an på. Det væsentlige er, at Kautsky skiller imperialismens politik fra dens økonomi, idet han taler om anneksioner som en politik, finanskapitalen »foretrækker«, og stiller den over for en anden angiveligt mulig borgerlig politik på samme basis, nemlig finanskapitalens. Heraf følger, at monopoler i det økonomiske liv skulle være forenelige med en ikke-monopolistisk, ikkevoldelig, ikke-anneksionistisk fremgangsmåde i politik. Heraf følger, at verdens territoriale opdeling, der er fuldbyrdet netop i finanskapitalens epoke og danner grundlaget for de nuværende særprægede former for konkurrence mellem de kapitalistiske stormagter, skulle kunne forenes med en ikke-imperialistisk politik. Resultatet er en tilsløring, en afstumpning af de fundamentale modsigelser inden for kapitalismen, i stedet for en afsløring af deres dybde. Resultatet er borgerlig reformisme i stedet for marxisme.

Kautsky polemiserer imod den tyske forsvarer af imperialisme og anneksioner, Cunow, hvis tankegang er ligeså plump som kynisk: imperialismen er den moderne kapitalisme; kapitalismens udvikling er uundgåelig og progressiv, følgelig er imperialismen også progressiv, og vi bør tilbede og lovprise imperialismen! Denne tankegang minder om den karikatur, som narodnikkerne [22] opstillede over for de russiske marxister i 1894-95: hvis marxisterne anser kapitalismen i Rusland for uundgåelig og progressiv, så skulle de hellere oprette knejper og selv virke for kapitalisme. Kautsky svarer Cunow: nej, imperialismen er ikke den moderne kapitalisme, men blot en form for den moderne kapitalismes politik, og vi kan og skal bekæmpe denne politik, bekæmpe imperialisme, anneksioner osv.

Ved første øjekast synes dette svar ret rimeligt, men i virkeligheden betyder det en finere, men tilsløret og derfor farligere propaganda for en forsoning med imperialismen; for en »bekæmpelse« af trusternes og bankernes politik, som lader det økonomiske grundlag for trusterne og bankerne uberørt, løber ud i borgerlig reformisme og pacifisme, i harmløse, fromme ønsker. At sætte sig ud over de bestående modsigelser, at glemme de vigtigste af dem, i stedet for at afdække dem i hele deres dybde – det er Kautskys teori, som ikke har noget til fælles med marxismen. Og sådan en »teori« tjener naturligvis kun til at forfægte tanken om enhed med folk som Cunow!

»Fra et rent økonomisk standpunkt«, skriver Kautsky, »er det ikke udelukket, at kapitalismen kan gennemløbe endnu en fase: kartelpolitikkens overførelse på udenrigspolitikken, ultraimperialismens fase,« [*92] dvs. en overimperialisme, en forening af imperialismerne i hele verden, en fase, hvor de ikke kæmper indbyrdes, hvor krigene under kapitalismen afskaffes, og hvor »den internationalt forbundne finanskapital foretager en fælles udbytning af verden«. [*93]

Denne »ultraimperialismeteori« vil vi vende tilbage til for i detaljer at vise, hvor afgørende og uigenkaldeligt den bryder med marxismen. Som det overalt i dette arbejde er vor fremgangsmåde, må vi først betragte de nøjagtige økonomiske kendsgerninger om dette spørgsmål. Er en »ultraimperialisme« mulig fra et »rent økonomisk standpunkt«, eller er det ultravrøvl?

Forstår man ved et rent økonomisk standpunkt en »ren« abstraktion, så løber alt, hvad der lader sig sige herom, ud i den tese: udviklingen går i retning af monopoler, altså i retning af et verdensmonopol, en verdenstrust. Det er utvivlsomt rigtigt, men lige så intetsigende som at fastslå, at »udviklingen går« i retning af næringsmidlernes fremstilling i laboratorier. I denne betydning er ultraimperialismens »teori« ikke mindre tåbelig, end en »ultralandbrugets teori« ville være.

Men hvis man taler om de »rent økonomiske« betingelser for finanskapitalens epoke som en historisk konkret epoke, som falder ved begyndelsen af det 20. århundrede, så får vi det bedste svar på »ultraimperialismen«s døde abstraktioner (der kun kan tjene det ene, højst reaktionære mål: at aflede opmærksomheden fra dybden i de forhåndenværende modsigelser), når vi stiller den over for den moderne verdenshusholdnings konkrete økonomiske realitet. Kautskys tomme snak om ultraimperialismen nærer bl.a. den grundfalske tanke, som er vand på imperialismens forsvareres mølle, at finanskapitalens herredømme afsvækker ujævnhederne og modsigelserne inden for verdensøkonomien, medens det i virkeligheden forstærker dem.

R. Calwer gjorde i sit skrift Indføring i Verdensøkonomien [*94] forsøg på at samle de vigtigste rent økonomiske kendsgerninger, som muliggør en konkret forestilling om vekselvirkningerne inden for verdensøkonomien ved overgangen fra det 19. til det 20. århundrede. Han deler verden i 5 »økonomiske hovedområder«: 1. det mellemeuropæiske (hele Europa med undtagelse af Rusland og England); 2. det britiske; 3. det russiske; 4. det østasiatiske og 5. det amerikanske; kolonierne regnes med til den stat, som ejer dem, og de få lande, som ikke falder ind under nogen af områderne, er ladet ude af betragtning, f. eks. Persien, Afghanistan og Arabien i Asien, Marokko og Abessinien i Afrika osv.

Vi skal her i forkortet form gengive de økonomiske kendsgerninger, som Calwer anfører om disse områder:

 

Verdens økonomiske hovedområder

Areal (i mill. km2)

Ind-bygger-antal
(i mill.)

Samfærdselsmidler

Handel

Industri

Jernbaner-nes skinne-længde
(i 1000 km)

Handels-flåde
(i mill. tons)

Ind- og udførsel
(i milli-arder Mk.)

Års-produktion af stenkul
(i mill. tons)

Års-produktion af råjern
(i mill. tons)

Antal spindler i bomulds-industrien
(i mill.)

1. det mellemeuropæiske

27,6
(23,6)

388
(146)

204

8

41

251

15

26

2. det engelske

28,9
(28,6)

398
(355)

140

11

25

249

9

51

3. det russiske

22,0

131

63

1

3

16

3

7

4. det østasiatiske

12,0

389

8

1

2

8

0,02

2

5. det amerikanske

30,0

148

379

6

14

245

14

19

I parentes er vedføjet koloniernes areal og befolkningstal.

 

Vi ser her 3 områder med højtudviklet kapitalisme (stærk udvikling både af trafikvæsenet og af handel og industri): det mellemeuropæiske, det britiske og det amerikanske, og deriblandt 3 verdensbeherskende stater, Tyskland, England og De Forenede Stater. Den imperialistiske konkurrence og kampen mellem dem bliver overordentlig skærpet ved, at Tyskland kun råder over et ganske ringe areal og få kolonier. Dannelsen af Centraleuropa ligger endnu ude i fremtiden, og dets fødsel foregår i fortvivlet kamp. Foreløbig er hele Europas særkende politisk splittelse. I de engelske og amerikanske områder derimod er den politiske koncentration meget stor, men der består her et uhyre misforhold mellem det britiske områdes umådelige kolonier og det amerikanske områdes ubetydelige. I kolonierne er kapitalismen først i sin vorden. Kampen om Sydamerika skærpes stadig.

To områder med svag kapitalistisk udvikling er det russiske og det østasiatiske. I det første finder vi en overordentlig ringe befolkningstæthed, i det andet en overordentlig stor; i det første er den politiske koncentration stor, i det andet mangler den ganske. Man begynder først nu at dele Kina, og kampen herom mellem Japan, De Forenede Stater osv. bliver skærpet mere og mere.

Denne virkelighed, med dens uhyre mangfoldighed af økonomiske og politiske betingelser, med det yderst uensartede tempo i de forskellige landes vækst osv., med den desperate kamp mellem de imperialistiske stater, denne virkelighed kan man så stille op mod Kautskys naive fabel om »fredelig« ultraimperialisme! Er det ikke en forskrækket småborgers reaktionære forsøg på at gemme sig for den truende virkelighed? De internationale karteller, hvori Kautsky ser kimene til ultraimperialisme (ligesom man i fremstillingen af tabletter i laboratoriet »kan« se en kim til ultralandbruget), frembyder de ikke netop eksempler på opdeling, og nyopdeling af verden, på overgang fra fredelig opdeling til ufredelig og omvendt? Amerikas og andre landes finanskapital, som hidtil, sammen med Tyskland, fredeligt havde delt verden f. eks. i det internationale skinnekartel eller i den internationale trust for handelsskibsfart, nyopdeler de ikke nu verden på grundlag af nye styrkeforhold, der ændrer sig på højst ufredelig måde?

Finanskapitalen og trusterne afsvækker ikke forskellighederne i væksttempo i de forskellige dele af verdensøkonomien, men forstærker dem. Men så snart styrkeforholdene ændrer sig, hvorledes skal da modsigelserne under kapitalismen løses uden ved magt? Nøjagtige angivelser over forskellen i kapitalismens og finanskapitalens væksttempo i den samlede verdenshusholdning finder vi i jernbanestatistikken. [*95] Under den imperialistiske udviklings sidste årtier har skinnelængden udviklet sig på følgende måde:

 

Skinnelængde (i 1000 km)
 

1890

1913

Tilvækst

Europa

204

 

346

 

122

 

USA

268

 

411

 

143

 

Alle kolonier

82

Tuborg-tegn

125

210

Tuborg-tegn

347

128

Tuborg-tegn

222

Selvstændige og halvselvstændige lande i Asien og Amerika

43

137

94

I alt

617

 

1104

 

487

 

Stærkest foregik udvidelsen af jernbanenettet i kolonierne og i de selvstændige (og halvselvstændige) lande i Asien og Amerika. Som bekendt regerer her de 4-5 største kapitalistiske staters finanskapital uindskrænket. 200.000 km nye jernbaner i kolonierne og i andre lande i Asien og Amerika – det betyder nye kapitalanlæg til mere end 40 milliarder mark på særligt gunstige betingelser, med særlige rentabilitetsgarantier, med indbringende ordrer til stålværkerne osv.

Hurtigst vokser kapitalismen i kolonierne og i de oversøiske lande. Og blandt disse lande selv opstår nye imperialistiske magter (Japan). Verdensimperialismernes kamp skærpes. Den tribut, finanskapitalen tager fra de særligt indbringende foretagender i kolonierne og de oversøiske lande, vokser. Ved fordelingen af dette »bytte« tilfalder den største bid lande, som ikke altid står i spidsen med hensyn til det tempo, i hvilket produktivkræfterne udvikles. I de største lande androg skinnelængderne, for hvert land med dets kolonier:

 

Skinnelængde (i 1000 km)
 

1890

1913

Tilvækst ca.

De Forenede Stater

268

413

145

Det britiske rige

107

208

101

Rusland

32

78

46

Tyskland

43

68

25

Frankrig

41

63

22

For de 5 lande tilsammen

491

830

339

 

Ca. 80 pct. af den samlede skinnelængde er altså i hænderne på de 5 største stater. Men koncentrationen af ejendomsretten til disse baner, koncentrationen af finanskapitalen, er endnu meget større; for engelske og franske millionærer ejer f. eks. en stor del af aktierne og obligationerne i de amerikanske, russiske og andre landes jernbaner.

England har takket være sine kolonier forøget »sit« jernbanenet med 100.000 km eller fire gange så meget som Tyskland. Men som bekendt foregik udviklingen af produktivkræfterne i dette tidsrum, særligt i kul- og jernindustrien, betydeligt hurtigere i Tyskland end i England, for slet ikke at tale om Frankrig og Rusland. I 1892 producerede Tyskland 4,9 millioner ton råjern, England derimod 6,8; men allerede 1912 producerede Tyskland 17,6 mod 9,0, altså et vældigt forspring for England! [*96] Og man må spørge: hvilket andet middel end krig kan der på kapitalismens grund findes til at fjerne misforholdet mellem udviklingen af produktivkræfterne og akkumulationen af kapital på den ene side og fordelingen af kolonier og »indflydelsessfærer« for finanskapitalen på den anden side?

 

VIII. Kapitalismens parasitisme og forfald

Vi må nu beskæftige os med endnu en meget vigtig side ved imperialismen, som i de fleste betragtninger over dette emne ikke behandles tilstrækkeligt. Til marxisten Hilferdings mangler hører, at han her, i sammenligning med ikke-marxisten Hobson, gør et skridt baglæns: vi taler her om den parasitisme, der kendetegner imperialismen.

Som vi har set, er imperialismens dybeste økonomiske grundlag monopolet. Dette monopol er kapitalistisk, dvs. det er vokset ud af kapitalismen og befinder sig under kapitalismens, vareproduktionens og konkurrencens almene vilkår i en vedvarende og uløselig modsætning til disse almene vilkår. Ikke desto mindre afføder det, som ethvert andet monopol, uundgåeligt en tendens til stagnation og forfald. I samme målestok som der, selv forbigående, indføres monopolpriser, forsvinder til en vis grad stimulansen til tekniske fremskridt, og følgeligt til ethvert andet fremskridt; i samme målestok opstår endvidere så den økonomiske mulighed for kunstigt at bremse tekniske fremskridt. Et eksempel: i Amerika har en vis Owens opfundet en flaskemaskine, som betyder en revolution i flaskefremstillingen. Det tyske kartel af flaskefabrikanter opkøber Owens' patenter for at lægge dem til side og således forhindre deres anvendelse. Ganske vist kan monopolet under kapitalismen aldrig fuldstændigt og i længere tid udelukke konkurrencen på verdensmarkedet (det er jo i øvrigt en af grundene til, at ultraimperialismens teori er meningsløs). Ganske vist virker muligheden for ved tekniske forbedringer at formindske produktionsomkostningerne og højne profitten til gunst for fornyelser. Men den tendens til stagnation og forfald, som karakteriserer monopolet, virker alligevel og vinder overhånd i enkelte industrigrene, i enkelte lande og for visse tidsrum.

Monopolet på at beherske særligt udstrakte, rige eller vel beliggende kolonier virker i den samme retning. Endvidere: imperialismen er en uhyre ophobning i nogle få lande af pengekapital, der, som vi har set, kan nå så højt som 100-150 milliarder francs i værdipapirer. Deraf følger en ekstraordinær forøgelse af rentierernes klasse eller rettere lag, dvs. personer, der lever af at »klippe kuponer«, personer, der absolut ikke deltager i nogen som helst virksomhed, personer, hvis fag er lediggang. Kapitaleksporten, et af imperialismens væsentligste økonomiske grundlag, forøger yderligere dette rentierlags komplette adskillelse fra produktionen, og påtrykker hele det land, som lever af at udbytte nogle oversøiske landes og koloniers arbejde, snylterens stempel.

»I året 1893«, skrev Hobson, »androg den britiske kapital, der var investeret i udlandet, ca. 15 pct. af Det forenede Kongeriges samlede formue.« [*97] Det må her erindres, at denne kapital i 1915 var steget til omtrent 2½ gange så meget. »Den aggressive imperialisme,« læser vi videre hos Hobson, »som kommer skatteyderne så dyrt at stå, og som har så ringe værdi for industriherren og for købmanden ... er en kilde til stor profit for den kapitalist, der søger plads for sin kapital« (på engelsk gengives dette begreb ved ordet »investor« = rentier) ... »Storbritanniens hele årsindkomst fra den samlede udenrigs- og kolonihandel, fra ind- og udførsel, anslås for året 1899 af statistikeren Giffen til 18 millioner pund sterling« (ca. 170 millioner rubler) »når man regner med 2,5 pct. af årsomsætningen, der i alt andrager 800 millioner pund sterling.« Så stor denne sum end er, så formår den dog ikke at forklare Storbritanniens aggressive imperialisme. Denne finder langt snarere sin forklaring i de 90-100 millioner pund sterling, der fremkommer som udbytte af »investeret« kapital, rentierlagets indtægt.

Rentierernes indtægter er altså i det »dygtigste handelsland« i verden over 5 gange større end indtægterne ved udenrigshandelen! Dette er kernen i imperialismen og den imperialistiske snylten.

Begrebet rentierstat (Rentnerstaat) eller ågerstat bliver derfor almindeligt brugt i den økonomiske litteratur om imperialismen. Verden er delt i en lille klat ågerstater og et uhyre flertal af skyldnerstater. »Men blandt de udenlandske kapitalanlæg«, skriver Schulze-Gaevernitz, »kommer de forrest, som ydes til politisk afhængige eller nærtstående lande: England låner til Ægypten, Japan, Kina, Sydamerika. Dets krigsflåde er her i nødsfald retshåndhæver. Politisk magt beskytter England mod skyldnernes protest.« [*98] Sartorius von Waltershausen opstiller i sit værk Det Nationaløkonomiske System for Kapitalanlæg i Udlandet Holland som mønster på en rentierstat og påviser, at England og Frankrig er ved at blive det. [*99] Schilder mener, at fem industristater England, Frankrig, Tyskland, Belgien og Svejts, er »udprægede kreditorlande«; når han ikke regner Holland med, er det kun, fordi dette land er »mindre industrielt udviklet«. [*100] De Forenede Stater er kun en kreditorstat over for Amerika.

»England«, skriver Schulze-Gaevernitz, »udvikler sig efterhånden fra en industristat til en kreditorstat. Trods absolut tilvækst i den industrielle produktion, også i udførslen af industriprodukter, stiger den relative betydning af rente- og dividendebeløbene af emissions-, kommissions- og spekulationsfortjenesterne for den samlede økonomi. Denne kendsgerning er efter min mening det økonomiske grundlag for det imperialistiske opsving. Kreditor står i et fastere forhold til debitor end sælgeren til køberen.« [*101] Om Tyskland skrev udgiveren af det berlinske tidsskrift Die Bank, A. Lansburgh, i 1911 i en artikel Den Tyske Rentierstat: »Man spotter ofte i Tyskland den hang til rentiertilværelse, som findes i den franske befolkning, men glemmer, at forholdene i Tyskland, for så vidt middelstanden angår, mere og mere kommer til at ligne de franske.« [*102]

Rentierstaten er den parasiterende, forfaldende kapitalismes stat, og denne omstændighed genspejler sig med nødvendighed i alle socialpolitiske forhold i de pågældende lande, og i særdeleshed i arbejderbevægelsens to grundstrømninger. For at vise dette så anskueligt som muligt, giver vi ordet til Hobson, der er det mest »tilforladelige« vidne, fordi man umuligt kan mistænke ham for at nære forkærlighed for »marxistisk ortodoksi«; desuden er han englænder og godt kendt med dette land, der er så rigeligt forsynet med kolonier, finanskapital og imperialistisk erfaring.

Under det friske indtryk af boerkrigen, skildrede Hobson imperialismens sammenhæng med »finansmændenes interesser, deres voksende profit på kontrakter, leverancer osv. og skrev: »De kræfter, som angiver retningen for denne udprægede snylterpolitik, er kapitalisterne; men de samme motiver udøver også deres virkning på visse arbejderkredse. I mange byer er de vigtigste industrigrene afhængige af regeringsbestillinger, og imperialismen i metal- og skibsbygningsindustriens centrer står ikke mindst i forbindelse med denne kendsgerning.« Ifølge Hobson var der to slags omstændigheder, som svækkede de gamle imperiers magt: 1. »økonomisk parasitisme« og 2. militær rekruttering af afhængige folkeslag. »Først er der den økonomiske parasitisme, der består i, at den herskende stat benytter sine provinser, kolonier og afhængige lande til at berige sin herskende klasse og til at bestikke sin underklasse, for at den skal forholde sig roligt.« Fra vor side kan vi tilføje, at forudsætningen for en sådan bestikkelses økonomiske mulighed, ligegyldigt hvordan den sker, er høj monopolprofit.

Om den anden omstændighed skriver Hobson: »Til de sælsomste symptomer på imperialismens blindhed hører den sorgløshed, med hvilken England, Frankrig og andre imperialistiske nationer slår ind på denne vej. England er her gået længst. De fleste af de slag, som udkæmpedes for at erobre vort indiske rige, gennemførtes af armeer, som bestod af indfødte. I Indien, og i den sidste tid også i Ægypten, er der store stående hære under kommando af englændere; næsten alle de krige, som står i forbindelse med vore afrikanske dominions, med undtagelse af den sydligste del, har indfødte ført for os.«

Perspektiverne for Kinas opdeling giver Hobson anledning til følgende økonomiske vurdering: »De største dele af Vesteuropa ville i så fald få samme udseende og karakter som f. eks. nu Sydengland, Rivieraen og de dele af Italien og Svejts, der er præget af turister og rigmandsvillaer: en lille flok rige aristokrater, der modtager dividende og pensioner fra det fjerne østen, dernæst en noget større gruppe af funktionærer og forretningsfolk, en masse tjenestefolk og arbejdere beskæftigede ved transportvæsenet og i de sidste stadier af produktionen af mere letfordærvelige varer; alle de væsentlige industrigrene ville forsvinde, og de vigtigste næringsmidler og industriprodukter ville flyde som tribut fra Asien og Afrika.« »Vi har antydet muligheden for en endnu større alliance af de vesteuropæiske stater, en europæisk føderation af stormagter, som tværtimod at fremme civilisationens sag kunne fremkalde den kolossale fare for en vesteuropæisk parasitisme: en gruppe fremskredne industrinationer, hvis øverste klasser ville modtage vældige tributter fra Asien og Afrika og med disse tributter underholde store tamme masser af undergivne, som ikke mere ville være beskæftiget i den egentlige landbrugs- og industriproduktion, men med personlige tjenesteydelser eller med underordnet industriarbejde under kontrol af et nyt finansaristokrati. De, som er tilbøjelige til med en håndbevægelse at afvise en sådan teori« (der burde stå perspektiv) »kan blot tænke på de økonomiske og sociale forhold i de distrikter af vore dages Sydengland, som allerede nu er reduceret til en sådan stilling; de kan tænke på, hvilken vældig udvidelse af dette system, der ville blive mulig, hvis Kina blev underkastet økonomisk kontrol af lignende grupper af finansmænd, af 'investorer' og deres politiske og kommercielle funktionærer, som ville presse profit ud af det mægtigste potentielle reservoir, som verden endnu har kendt, for at forbruge denne profit i Europa. Situationen er alt for indviklet, verdenskræfternes spil alt for uberegneligt til at sandsynliggøre den ene eller den anden udtydning af fremtiden i en enkelt retning; men de indflydelser, som i øjeblikket behersker Vesteuropas imperialisme, bevæger sig i denne retning, og støder de ikke på nogen indflydelse i modsat retning, afledes de ikke til anden side, så arbejder de netop i retning af en sådan udgang«. [*103]

Hobson har fuldstændig ret: hvis imperialismens kræfter ikke mødte nogen indflydelse i modsat retning, så ville de netop føre til dette. Betydningen af »Europas Forenede Stater« under den nuværende imperialistiske situation er her rigtigt vurderet. Kun burde man tilføje, at også inden for arbejderbevægelsen »arbejder« opportunisterne, der nu har vundet en midlertidig sejr i de fleste lande, systematisk og stædigt i denne retning. Imperialismen, som betyder en opdeling af verden, og udbytning ikke alene af Kina, og som betyder monopolistisk høje profitter for en håndfuld af de rigeste lande, skaber den økonomiske mulighed for bestikkelse af de øverste lag af proletariatet; den nærer, former og befæster derved opportunismen. Man må dog ikke overse de kræfter, som den socialliberale Hobson naturligvis ikke ser, og som modvirker imperialismen i almindelighed og opportunismen i særdeleshed.

Den tyske opportunist Gerhard Hildebrand, som i sin tid på grund af sit forsvar for imperialismen blev udelukket af partiet, men som vel nu godt kunne være leder i Tysklands såkaldte »socialdemokratiske« parti, supplerer Hobson udmærket, når han propaganderer for »Vesteuropas Forenede Stater« (uden Rusland) med det formål at foretage »fælles« aktioner ... mod Afrikas negre, mod »den store islamitiske bevægelse«, og som skulle opretholde »en hær- og flådemagt af allerførste rang« imod en »kinesisk-japansk koalition« o.m.a. [*104]

Den skildring, som Schulze-Gaevernitz giver af »den britiske imperialisme«, afslører de samme træk af parasitisme. Medens den britiske nationalindtægt er omtrent fordoblet i årene 1865-1898, er »indkomsterne fra udlandet« i samme tidsrum nidoblet. Når »de farvedes opdragelse til arbejde« henregnes til imperialismens »fortjenester« (og det går jo ikke uden tvang ... ), så består imperialismens »fare« deri, at Europa »skyder alt arbejde overhovedet – først landbrugs- og bjergværksarbejde, senere også det grovere industriarbejde – over på de farvede folkeslag og selv trækker sig tilbage til rentierrollen, hvorved det måske forbereder de farvede racers økonomiske og deraf følgende politiske frigørelse«.

I England bliver stadig mere jord unddraget landbruget og anvendt til sport og fornøjelse for de rige. Om Skotland – det mest aristokratiske jagt- og sportsområde – siger man, at »det lever af sin fortid og af mr. Carnegie« (den amerikanske milliardær). Alene til hestevæddeløb og rævejagter anvender England årligt 14 millioner pund (ca. 130 millioner rubler). Antallet af rentierer i England beløber sig til rundt regnet en million. Procenttallet for den producerende befolkning går tilbage:

 

År

Befolkning i England
i millioner

Antallet af arbejdere
i hovedindustrierne
i millioner

% af befolkningen

1851

17,9

4,1

23%

1901

32,5

4,9

15%

 

Og den borgerlige undersøger af »Britisk Imperialisme ved Begyndelsen af det 20. Århundrede« er tvunget til, når han taler om den engelske arbejderklasse, systematisk at holde arbejdernes »øverste lag« og det »underste, egentlige proletariske lag« ude fra hinanden. Det øverste lag leverer medlemsmasserne til kooperationen og fagforeningerne, til sportsforeningerne og de utallige religiøse sekter. Det er også efter deres niveau, at den valgret er tilpasset, som i England »stadig er begrænset nok til at holde det underste, egentlige proletariske lag borte«!! For at besmykke den engelske arbejderklasses kår, plejer man kun at tale om dette øvre lag, som udgør et mindretal af proletariatet; med hensyn til arbejdsløsheden f. eks., »drejer det sig overvejende om et spørgsmål for Londons og det underste proletariske lags vedkommende, og dette er i politisk henseende kun af ringe vægt«. [*105] Man burde egentlig have sagt: og dette er for de borgerlige politikus'er og de »socialistiske« opportunister kun af ringe vægt.

Til de ejendommeligheder ved imperialismen, der knytter sig til de skildrede forhold, hører den aftagende udvandring fra de imperialistiske lande og den tiltagende indvandring til disse lande fra mere tilbagestående stater med lavere arbejdslønninger. Udvandringen fra England er, som Hobson bemærker, sunket siden 1884: den androg i dette år 242.000 og i 1900 kun 169.000. Udvandringen fra Tyskland nåede maksimum i tiåret 1881-90, nemlig 1.453.000 og sank i de følgende to tiår ned til henholdsvis 544.000 og 341.000. Til gengæld steg antallet af de arbejdere, som kom til Tyskland fra Østrig, Italien og Rusland osv. Efter folketællingen for 1907 fandtes der på dette tidspunkt i Tyskland 1.342.294 udlændinge, deraf 440.800 industriarbejdere og 257.329 landarbejdere. [*106] I Frankrig er arbejderne i mineindustrien »for en stor del« udlændinge: polakker, italienere, spaniere. [*107] I De Forenede Stater indtager indvandrerne fra Øst- og Sydeuropa de dårligst lønnede stillinger, medens de amerikanske arbejdere udgør den største procentdel af formændene og de bedst betalte arbejdere. [*108] Imperialismen har tendens til også blandt arbejderne at udskille privilegerede kategorier og skille dem ud fra proletariatets store masse.

Ilet må bemærkes, at imperialismens tendens til at spalte arbejderne, til at styrke opportunismen blandt dem og afføde et midlertidigt forfald i arbejderbevægelsen har vist sig i England længe før slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, for to af de vigtigste kendetegn på imperialismen – stor kolonibesiddelse og monopolstilling på verdensmarkedet – viste sig allerede i England fra midten af det 19. århundrede. Marx og Engels fulgte igennem årtier systematisk sammenhængen mellem opportunismen i arbejderbevægelsen og den engelske kapitalismes imperialistiske særegenheder. Engels skrev f. eks. den 7. oktober 1858 til Marx: »... det engelske proletariat bliver faktisk mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer synes at ville ende med at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. Hos en nation, som udbytter hele verden, er dette ganske vist på en vis måde i sin orden« [23]. Næsten et kvart århundrede senere taler han i et brev af 11. august 1881 om fagforeninger, »som kun kan sammenlignes med de værste engelske, der lader sig føre af folk, der er købte eller i det mindste betalte af bourgeoisiet,« [24] og i et brev til Kautsky af 12. september 1882 skriver Engels: »De spørger mig, hvad de engelske arbejdere tænker om kolonipolitikken? Åh, de tænker akkurat det samme som om politik overhovedet ... Der findes jo her intet arbejderparti, der findes kun konservative og liberale radikale, og arbejderne er blot med til at nyde godt af Englands verdensmarkeds- og kolonimonopol.« [*109] [25] (Det samme siger Engels også i forordet til anden udgave af Arbejderklassens Stilling i England, 1892). [26]

Her ser vi tydeligt årsager og virkninger. Årsager: 1. det pågældende lands udbytning af hele verden; 2. dets monopolstilling på verdensmarkedet; 3. dets kolonimonopol. Virkninger: 1. borgerliggørelse af en del af det engelske proletariat; 2. en del af proletariatet lader sig lede af folk, som er købt eller i hvert fald betalt af bourgeoisiet. Imperialismen ved begyndelsen af det 20. århundrede har fuldendt verdens opdeling blandt nogle få stater, af hvilke hver enkelt nu udbytter (i betydningen opnåelse af ekstraprofit) en ikke meget mindre del af verden end Englands i 1858; hver indtager en monopolstilling på verdensmarkedet takket være trusterne, kartellerne og finanskapitalen samt kreditors forhold til debitor; hver af dem har til en vis grad et kolonimonopol (vi så, at af alle koloniers 75 millioner kvadratkilometer er 65 mill., eller 86 pct. koncentreret i hænderne på 6 stormagter; 61 millioner, eller 81 pct., tilhører alene tre magter).

Det karakteristiske træk ved situationen i dag består i de økonomiske og politiske betingelser, som med nødvendighed skærper opportunismens uforenelighed med arbejderbevægelsens almindelige og fundamentale interesser: imperialismen, som tidligere kun fandtes i kim, har udviklet sig til det herskende system; de kapitalistiske monopoler har tilkæmpet sig førstepladsen i samfundsøkonomien og politikken; verdens opdeling er fuldført; og på den anden side ser vi i stedet for det ubestridte engelske monopol en lille gruppe imperialistiske magters kamp om deltagelse i monopolet; en kamp, der kendetegner hele begyndelsen af det 20. århundrede. Opportunismen kan nu ikke mere i en lang række årtier stå som fuldstændig sejrherre i noget lands arbejderbevægelse, som den var det i England i sidste halvdel af det 19. århundrede, i en række lande er opportunismen tværtimod blevet moden, overmoden og gået i forrådnelse ved, at den som socialchauvinisme er smeltet fuldstændig sammen med den borgerlige politik. [*110]

 

IX. Kritik af imperialismen

Kritik af imperialismen forstår vi i dette ords brede betydning som de forskellige samfundsklassers forhold til imperialismens politik i forbindelse med deres almene ideologi.

På den ene side de vældige dimensioner, som kendetegner den på få hænder koncentrerede finanskapital med sit overordentlig vidtforgrenede og tætte net af forbindelser og tilknytninger, hvorved denne kapital har undertvunget Ikke alerte de mellemstore og små, men selv de allermindste kapitalister og driftsherrer; på den anden side den skærpede kamp med de andre nationalstatslige finansgrupper om verdens opdeling og om herredømmet over andre lande – alt dette bevirker, at alle besiddende klasser i flok og følge går over på imperialismens side. »Almen« begejstring for dens perspektiver, rasende forsvar for imperialismen og besmykkelse af den på alle mulige måder, det er vor tids tegn. Imperialismens ideologi trænger også ind i arbejderklassen. Denne klasse er ikke ved en kinesisk mur adskilt fra de andre klasser. Når man med rette har kaldt førerne for nutidens såkaldte »socialdemokratiske« parti i Tyskland for »socialimperialister«, dvs. socialister i ord og imperialister i gerning, så må det bemærkes, at Hobson allerede i 1902 har gjort opmærksom på eksistensen af »fabianerimperialister«, som tilhører det opportunistiske Fabian Society i England. [28]

Borgerlige forskere og forfattere optræder i reglen i en noget tilsløret form som forsvarere for imperialismen, Idet de søger at udviske imperialismens fuldstændige herredømme og dens dybe rødder, og i stedet drager enkeltheder og underordnede detaljer i forgrunden for derved at bortlede opmærksomheden fra det væsentlige til fordel for »reformprojekter«, der ikke kan tages alvorligt, som f.eks. politikontrol med truster og banker o.l. Sjældnere optræder de kyniske åbenlyse imperialister, som har mod til at erkende det tåbelige i at ville reformere imperialismens grundegenskaber.

Vi vil anføre et eksempel: i tidsskriftet Weltwirtschaftliches Archiv beflitter de tyske imperialister sig på at følge de nationale befrielsesbevægelser i kolonierne, særligt naturligvis i de ikke-tyske. De registrerer gæringen og protesterne i Indien, bevægelsen i Natal (Sydafrika), Hollandsk Indien osv. I en notits om den engelske beretning fra den konference af undertrykte nationer og racer, som fandt sted den 28.-30. juni 1910, og hvori repræsentanter for forskellige folkeslag under fremmedherredømme i Asien, Afrika og Europa deltog, skriver en af disse imperialister i en vurdering af de taler, der blev holdt på konferencen: »Imperialismen, hedder det, skal bekæmpes; de herskende stater skal anerkende de undergivne folks ret til selvstyre, og en international domstol skal overvåge håndhævelsen af de overenskomster, som sluttes mellem stormagterne og de svagere nationer. Ud over disse fromme ønsker kommer man ikke. Vi ser intet tegn på en erkendelse af, at imperialismen er uadskilleligt forbundet med kapitalismen i dens nuværende form og derfor (!!!) lige så lidt nogen erkendelse af, at en direkte kamp mod imperialismen er håbløs, når man da ikke indskrænker sig til at træde op mod særlig hæslige udskejelser.« [*111] Da det er et bedrag, et »fromt ønske« at ville reformere imperialismens grundlag, og da de borgerlige repræsentanter for de undertrykte nationer »ikke kommer ud over dette«, så går den borgerlige repræsentant for den undertrykkende nation »ud over dette«, men baglæns, til servilitet over for imperialismen; en servilitet, som pyntes med »videnskabelige« prætentioner. Også en slags »logik«!

Spørgsmålene om, hvorvidt en reformistisk ændring af imperialismens grundlag er mulig, om man skal gå fremad mod en tilspidsning og uddybning af de modsætninger, den har skabt, eller tilbage mod en afsvækkelse af dem, det er grundspørgsmålene for kritik af imperialismen. Da reaktion over hele linjen og forstærket national undertrykkelse hører til imperialismens politiske særegenheder sammen med finansoligarkiets herredømme og den fri konkurrences udslettelse, så optræder der ved begyndelsen af det 20. århundrede i næsten alle imperialistiske lande en småborgerlig-demokratisk opposition mod imperialismen. Og det brud med marxismen, som Kautsky og den vidt udbredte internationale kautskyanisme har foretaget, består netop i, at Kautsky ikke alene har undladt og ikke formået at imødegå denne småborgerlige, reformistiske, i sit økonomiske grundlag reaktionære opposition, men at han tværtimod i praksis er smeltet sammen med den.

I De Forenede Stater skabte den imperialistiske krig imod Spanien i 1898 »antiimperialisternes« opposition; disse det borgerlige demokratis sidste mohikanere kaldte denne krig »forbryderisk«, anså anneksion af fremmede lande for forfatningsbrud og kaldte behandlingen af Aguinaldo, føreren for de indfødte på Filippinerne, for »et chauvinistisk bedrag«, (man havde først lovet ham frihed for hans land og bagefter landsat amerikanske tropper og annekteret Filippinerne); de citerede Lincolns ord: »Når hvide regerer sig selv, så er det selvstyre; regerer de ikke alene sig selv, men tillige andre, så er det ikke længere selvstyre, men despoti.« [*112] Men så længe hele denne kritik veg tilbage for at erkende imperialismens uadskillelige forbindelse med trusterne og altså med hele kapitalismens grundlag, så længe de frygter for at slutte sig til de kræfter, som er skabt af storkapitalismen og dens udvikling, så længe forblev denne kritik et »fromt ønske«.

Af samme art er Hobsons grundindstilling i hans kritik af Imperialismen. Hobson foregreb Kautsky, idet han vendte sig imod »imperialismens uundgåelighed« og påberåbte sig nødvendigheden af at »hæve befolkningens forbrugsevne« (under kapitalismen!). Det småborgerlige standpunkt i kritikken af imperialismen, af bankernes almægtighed, finansoligarkiet osv., indtages også af de forfattere, vi har citeret flere gange: Agahd, A. Lansburgh, L. Eschwege og blandt de franske forfattere af Victor Bérard, som i 1900 udgav den overfladiske bog England og Imperialismen. Alle disse, som ikke giver sig ud for marxister, stiller den fri konkurrence og demokratiet over for imperialismen, fordømmer Bagdadbane-eventyret, som fører til konflikter og krig, fremsætter »fromme ønsker« om fred osv. – lige op til de internationale emissioners statistiker, A. Neymarck, som i 1912, under optælling af de hundreder af milliarder francs i »internationale« værdipapirer, udbryder: »Er det muligt, at freden kan blive brudt? ... at man med disse uhyre tal ville risikere at påbegynde en krig? ... .« [*113]

Hos borgerlige økonomer er en sådan naivitet ikke mærkelig; for dem er det endda en fordel at lade naive og snakke med alvorlige miner om fred under imperialismen. Men hvad er der tilbage af marxisme hos Kautsky, når han i 1914, 1915, 1916 indtager det samme borgerlig-reformistiske standpunkt og hævder, at »alle« (imperialister, foregivne socialister og socialpacifister) er »enige« i spørgsmålet om freden? I stedet for en analyse og afsløring af imperialismens dybe modsigelser ser vi kun det reformistiske »fromme ønsker« om at sætte sig ud over disse modsigelser med ord.

Her er et lille eksempel på Kautskys økonomiske kritik af imperialismen. Han tager tallene fra Englands udenrigshandel med Ægypten for årene 1872 og 1912; det viser sig, at denne ind- og udførsel voksede langsommere end Englands samlede ind- og udførsel. Og heraf slutter Kautsky: »Vi har ingen grund til at formode, at den« (Englands handel med Ægypten) »ville være vokset mindre uden Ægyptens militære besættelse, alene ved de økonomiske faktorers styrke«. »... Disse udvidelsesbestræbelser« (kapitalens) »fremmes bedst gennem fredeligt demokrati og ikke gennem imperialismens voldsmetoder«. [*114]

Denne betragtning, som efterplapres i mangfoldige variationer af Kautskys russiske våbendrager (og russiske beskytter af socialchauvinisterne), hr. Spektator, danner grundlaget for hans kritik af imperialismen; vi må derfor opholde os længere ved den. Vi begynder med et citat fra Hilferding, hvis slutninger Kautsky flere gange, også i april 1915, har betegnet som »almindeligt anerkendt af alle socialistiske teoretikere«.

»... Det er ikke proletariatets sag at sætte den fremskredne kapitalistiske politik op mod den overvundne politik fra frihandelsæraen og statsfjendtligheden,« skriver Hilferding. »Proletariatets svar på finanskapitalens økonomiske politik, imperialismen, kan ikke være frihandel, kun socialisme. Ikke det ideal, der er blevet reaktionært, genoprettelsen af den fri konkurrence, men den fuldstændige ophævelse af konkurrencen gennem overvindelse af kapitalismen kan nu alene være målet for proletarisk politik.« [*115]

Kautsky har brudt med marxismen, idet han for finanskapitalens tidsalder præker et »ideal, som nu er blevet reaktionært«, nemlig det »fredelige demokrati«, »de økonomiske faktorers styrke alene« – for objektivt fører disse idealer os tilbage, fra den monopolistiske til den ikke-monopolistiske kapitalisme; det er reformistisk svindel.

Handelen med Ægypten (eller med en anden koloni eller halvkoloni) »ville være« vokset stærkere uden militær besættelse, uden imperialisme, uden finanskapital. Hvad betyder det? Det betyder vel, at kapitalismen ville have udviklet sig kraftigere, hvis den fri konkurrence ikke var blevet indskrænket, hverken ved monopoler overhovedet eller ved finanskapitalens »forbindelser« eller tryk (altså igen monopoler), eller ved enkelte landes monopolistiske kolonibesiddelse?

Anden mening kan Kautskys betragtninger ikke have, og denne »mening« er nonsens. Lad os så antage, at Kautskys påstand var rigtig, at kapitalismen og handelen ville udvikle sig stærkere under fri konkurrence, uden monopoler af nogen art. Men jo hurtigere handelens og kapitalismens udvikling foregår, des hurtigere foregår den koncentration af produktion og kapital, som skaber monopolet. Og monopolerne er der jo allerede, opstået af den fri konkurrence! Selv om monopolerne nu er begyndt at hæmme udviklingen, så er dette alligevel ikke noget bevis til fordel for den fri konkurrence, som er blevet umulig, efter at den har skabt monopolet.

Hvordan man end vender og drejer Kautskys betragtninger, kommer der dog ikke andet ud af dem end reaktionær indstilling og borgerlig reformisme.

Ville man forbedre denne betragtning og sige, som Spektator gør: de engelske koloniers handel med England udvikler sig nu langsommere end deres handel med andre lande – så ville heller ikke dette redde Kautsky. For England rammes ligeledes af monopolet, ligeledes af imperialismen, blot andre landes (Amerikas, Tysklands). Som bekendt har kartellerne ført til beskyttelsestold af ny og original art: netop de produkter beskyttes, som kan eksporteres (Engels har allerede bemærket dette i »Kapitalen«, III. bd. [29]). Det for finanskapitalen og kartellerne særegne system, at eksportere varer til underpriser, »dumping«, som englænderne siger, er også bekendt: i indlandet sælger kartellet sine frembringelser til monopolhøje priser, medens de i udlandet sælger til spotpris for at undergrave konkurrenten og forøge sin egen produktion til det yderste osv. Hvis Tysklands handel med engelske kolonier udvikler sig hurtigere end Englands, så beviser det blot, at den tyske imperialisme er friskere, kraftigere, bedre organiseret og højere udviklet end den engelske, men det beviser på ingen måde frihandelens »overlegenhed«; for her kæmper ikke frihandel mod protektionisme og koloniafhængighed, men den ene imperialisme mod den anden, det ene monopol mod det andet, den ene finanskapital mod den anden. Den tyske imperialismes overlegenhed over den engelske er stærkere end kolonigrænsernes og beskyttelsestoldens mur: at konstruere et »bevis« for frihandel og »fredeligt demokrati« heraf er en plathed, det er at glemme fundamentale egenskaber og grundtræk i imperialismen, det er det samme som at sætte småborgerlig reformisme i marxismens sted.

Det er interessant, at den borgerlige nationaløkonom, A. Lansburgh, der kritiserer imperialismen akkurat lige så overfladisk som Kautsky, i hvert fald benytter handelsstatistikken med større videnskabelighed. Han sammenligner ikke et enkelt tilfældigt valgt land og kun én koloni med andre lande, men han sammenligner et imperialistisk lands eksport 1) til de lande, som er i finansiel afhængighed af det og låner penge af det, og 2) til lande, som er finansielt uafhængige. Han får følgende resultat:

 

Udførsel fra Tyskland
til de af Tyskland finansielt afhængige lande
 

1889
mill. Mark

1908
mill. Mark

stigning
i procent

Rumænien

48,2

70,8

47%

Portugal

19,0

32,8

73%

Argentina

60,7

147,0

143%

Brasilien

48,7

84,5

73%

Chile

28,3

52,4

85%

Tyrkiet

29,9

64,0

114%

I alt

234,8

451,5

92%

 

Til de lande, som er finansielt uafhængige af Tyskland
 

1889
mill. Mark

1908
mill. Mark

stigning
i procent

Storbritannien

651,8

997,4

53%

Frankrig

210,2

437,9

108%

Belgien

137,2

322,8

135%

Svejts

177,4

401,1

127%

Australien

21,2

64,5

205%

Hollandsk Indien

8,8

40,7

363%

I alt

1206,6

2264,4

87%

 

Lansburgh har ikke adderet, og har derfor mærkeligt nok ikke opdaget, at tallene, hvis de overhovedet beviser noget, kun går imod ham; eksporten til de finansielt afhængige lande steg nemlig, om ikke ret meget, så dog noget stærkere end eksporten til de finansielt uafhængige lande (vi betoner »hvis«, for Lansburghs statistik er langtfra fuldstændig).

Angående sammenhængen mellem eksport og lån skriver Lansburgh:

»I årene 1890-1891 blev et rumænsk lån overtaget af tyske banker, som allerede i de foregående år havde udbetalt forskud på det. Lånet skulle hovedsagelig benyttes til anskaffelse af jernbanemateriel, som købtes i Tyskland. I 1891 androg Tysklands udførsel til Rumænien 55 millioner mark. Det næste år sank den til 39,4 mill. for derefter med afbrydelser at gå ned til 25,4 mill. i 1900. Først i de allersidste år er beløbet fra 1891 nået igen – takket være et par nye lån.

Tysklands udførsel til Portugal steg som følge af lånene i 1888-89 til 21,1 mill. mark (i 1890), sank så i de to følgende år ned til 16,2 og 7,4 mill. og nåede først sin gamle højde igen i 1903.

Endnu grellere formede forholdene sig i handelen mellem Tyskland og Argentina. Som følge af lånene i 1888 og 1890 androg Tysklands udførsel til Argentina i 1889 60,7 mill. mark. To år senere androg udførslen kun 18,6 mill. mark, altså ikke en tredjedel. Først 1901 blev højdepunktet fra 1889 for første gang overskredet, hvad der stod i forbindelse med overtagelsen af nye stats- og bylån, lån til oprettelsen af elektricitetsværker og andre kreditydelser.

Udførslen til Chile steg som følge af lånet i 1889 op til 45,2 mill. mark (1892) og faldt to år efter til under halvdelen, 22,5 mill. Efter de tyske bankers overtagelse af et nyt lån i 1906 steg udførslen til 84,7 mill. mark (i 1907) for allerede i 1908 igen at falde til 52,4 mill.« [*116]

Af disse kendsgerninger uddrager Lansburgh den opmuntrende småborgerlige moral: hvor usikker og uregelmæssig dog den udførsel er, som er knyttet til lån, hvor forkert det er at udføre kapital til udlandet i stedet for »naturligt« og »harmonisk« at fremme den hjemlige industri, hvor »dyre« Krupps million-bestikkelser i forbindelse med udenlandske lån bliver osv. Men kendsgerningerne taler deres tydelige sprog: eksportforøgelsen står netop i forbindelse med finanskapitalens svindlermanøvrer, den lader hånt om borgerlig moral og flår oksen to gange: først ved profit på lånet og dernæst ved profit på det samme lån, når det bruges til indkøb af de Kruppske fabrikater eller stålsyndikatets jernbanemateriel osv.

Vi gentager: vi anser på ingen måde Lansburghs statistik for fuldstændig, men den måtte anføres; for den er mere videnskabelig end Kautskys og Spektators, da Lansburgh er inde på en rigtig behandling af spørgsmålet. For at kunne vurdere finanskapitalens betydning for udførslen osv., må man påvise udførslens sammenhæng ganske specielt med finansmændenes manøvrer, ganske specielt med afsætning af kartelprodukterne osv. Men simpelthen at sammenligne kolonier med ikke-kolonier, den ene imperialisme med den anden, en halvkoloni eller koloni (Ægypten) med alle andre lande, det er at tilsløre og omgå selve tingenes væsen.

Kautskys teoretiske kritik af imperialismen har derfor intet tilfælles med marxismen og kan derfor kun bruges som udgangspunkt for propaganda for fred og enhed med opportunister og socialchauvinister, fordi denne kritik netop undgår og tilslører imperialismens dybe og fundamentale modsigelser: modsigelserne mellem monopolerne og den samtidigt eksisterende fri konkurrence, mellem finanskapitalens kæmpemæssige »transaktioner« (og kæmpemæssige profitter) og den »ærlige« handel på det fri marked, mellem karteller og truster på den ene side og den ikke kartellerede industri på den anden osv.

Akkurat lige så reaktionær er Kautskys berygtede teori om »ultraimperialismen«. Man kan blot sammenligne hans betragtninger over dette emne fra 1915 med Hobsons fra 1902:

Kautsky: »... om ikke det skulle være muligt, at den nuværende imperialistiske politik blev fortrængt af en ny, ultraimperialistisk, som erstattede de nationale finanskapitalers indbyrdes kamp mod den internationalt sammensluttede fælles udbytning af verden. En sådan ny fase i kapitalismen er i hvert fald tænkelig. Til at afgøre, om den realiseres, mangler der endnu de tilstrækkelige forudsætninger.« [*117]

Hobson: »Kristendommen, der således er trængt ind i nogle få store føderative imperier, hver med en række uciviliserede kolonier og afhængige lande, forekommer mange mennesker at være ganske selvfølgeligt udviklet af nutidens tendenser, samtidig med at den forekommer dem at give det bedste håb om varig fred på interimperialismens sikre basis.« [30]

Kautsky har altså kaldt det ultraimperialisme eller overimperialisme, som Hobson 13 år før kaldte interimperialisme eller mellemimperialisme. Foruden opfindelsen af et nyt lærd ord, der er lavet ved at erstatte én latinsk forstavelse med en anden, består fremskridtet i den »videnskabelige« tænkning hos Kautsky kun i, at han har mod til at udgive noget for marxisme, som Hobson egentlig fremstiller som engelske præstemænds hykleri. Efter boerkrigen var det ganske naturligt for denne agtværdige stand at rette sine bestræbelser på at trøste de engelske småborgere og arbejdere, af hvilke ikke så få var faldet i kampene i Sydafrika, og som ved øgede skatter måtte betale, hvad det kostede at sikre de engelske finansmænd øget profit. Og hvilken trøst kunne have været bedre end den, at imperialismen ikke var så slem, at den nærmede sig inter- (eller ultra-) imperialismen, der var i stand til at sikre varig fred? Hvilke skikkelige hensigter de engelske præster og den pæne Kautsky end har haft, den objektive, dvs. virkelige sociale betydning af hans »teori« er ene og alene den: på højst reaktionær vis at trøste masserne med håbet om, at en varig fred er mulig under kapitalismen, idet man afleder opmærksomheden fra nutidens skarpe modsætninger og tilspidsede problemer og retter den mod en eller anden foregiven ny, fremtidig »ultraimperialisme«s forløjede perspektiver. Et bedrageri mod masserne og intet som helst andet, det er indholdet af Kautskys »marxistiske« teori.

Det er faktisk tilstrækkeligt at erindre sig almindelig kendte og ubestridelige kendsgerninger for at overbevise sig om, hvor falske de perspektiver er, som Kautsky søger at bibringe Tysklands (og andre landes) arbejdere. Man kan f. eks. tage Indien, Indokina og Kina. Som bekendt udbyttes disse tre koloniale og halvkoloniale lande med en befolkning på 6-700 mill. mennesker af finanskapitalen i nogle få imperialistiske lande: England, Frankrig, Japan, De Forenede Stater osv. Lad os antage, at disse imperialistiske stater sluttede forbund mod hinanden for at beskytte eller udvide deres besiddelser, interesser og »indflydelsessfærer« i disse asiatiske lande. Det ville være »interimperialistiske« eller »ultraimperialistiske« forbund. Lad os antage, at samtlige imperialistiske magter sluttede et forbund for »fredeligt« at opdele de nævnte asiatiske lande mellem sig, – det ville være en »internationalt sammensluttet finanskapital«. Virkelige eksempler på et sådant forbund finder vi i det 20. århundredes historie, f. eks. i magternes optræden over for Kina [31]. Og nu er spørgsmålet, om det er »tænkeligt«, at sådanne forbund, under forudsætning af kapitalismens beståen (og den forudsætter Kautsky jo netop) kunne blive af længere varighed, om de ville kunne udelukke gnidninger, konflikter og kampe i alle mulige former?

Det er tilstrækkeligt at stille spørgsmålet klart op for at se, at det kun kan besvares benægtende. Under kapitalismen er nemlig ethvert andet grundlag for opdelingen af interesse- og indflydelsessfærer, af kolonier osv. end de opdelende parters magt, den økonomiske, finansielle, militære og øvrige magt, ikke tænkelig. Men de deltagendes styrke ændrer sig ujævnt; for en jævn udvikling af de enkelte foretagender, truster, industrigrene og lande er umulig under kapitalismen. For et halvt århundrede siden var Tyskland en ynkelig svækling, hvis man sammenlignede dets kapitalistiske styrke med det daværende Englands; del samme gjaldt Japan i sammenligning med Rusland. Er den antagelse »tænkelig«, at magtforholdet mellem de imperialistiske magter efter ti, tyve års forløb vil forblive uændret? Absolut utænkeligt.

I den kapitalistiske virkelighed, dvs. ikke i de engelske præsters eller i den tyske »marxist« Kautskys banale, småborgerlige fantasi, er »interimperialistiske« eller »ultraimperialistiske« forbund derfor – uanset i hvilken form de sluttes, det være sig i form af én imperialistisk koalition mod en anden eller i form af et forbund af samtlige imperialistiske magter – uundgåeligt kun »pusterum« mellem krigene. Fredelige forbund forbereder krige og vokser tillige frem af krige, idet begge betinger hinanden og skaber en skiften af formerne for fredelig og ufredelig kamp på en og samme jordbund: verdensøkonomiens og verdenspolitikkens imperialistiske sammenhæng og vekselvirkning. Men for at berolige arbejderne og for at forsone dem med socialchauvinisterne, der er gået over på bourgeoisiets side, river den vise Kautsky det ene led i en sammenhængende kæde ud fra det andet, skiller det fredelige (og ultraimperialistiske, ja ultra-ultraimperialistiske) forbund af i dag mellem alle magter til Kinas »pacificering« (tænk bare på nedkæmpelsen af bokseropstanden [32]) fra den ufredelige konflikt af i morgen, som atter i overmorgen forbereder et »fredeligt« almindeligt forbund til opdeling af f.eks. Tyrkiet osv. osv. I stedet for den levende sammenhæng mellem den imperialistiske freds perioder og de imperialistiske kriges perioder disker Kautsky op for arbejderne med en død abstraktion for at forsone dem med deres døde førere.

Amerikaneren Hill skelner i forordet til sin bog: Diplomatiets Historie i Europas Internationale Udvikling mellem følgende perioder i diplomatiets nyere historie: 1. revolutionens æra; 2. den konstitutionelle bevægelse; 3. vore dages »handelsimperialisme«. [*118] En anden forfatter inddeler fremstillingen af Storbritanniens »verdenspolitik« siden 1870 i fire perioder, nemlig: 1. den første asiatiske periode – kamp imod Ruslands fremtrængen i Centralasien i retning mod Indien; 2. den afrikanske periode (omtrent 1885-1902) – kamp imod Frankrig om Afrikas opdeling (Fashoda-affæren 1898 – på et hængende hår krig med Frankrig); 3. den anden asiatiske periode (overenskomst med Japan imod Rusland) og 4. den »europæiske« periode – hovedsageligt rettet imod Tyskland. [*119] »De politiske forpostfægtniger udkæmpes på finansielt område« – skrev bankmanden Riesser allerede i 1905, og henviste til, hvorledes den franske finanskapital ved operationer i Italien forberedte det politiske forbund mellem disse to lande, og hvorledes kampen mellem England og Tyskland om Persien og alle europæiske kapitalers kamp om lånene til Kina udviklede sig. Det er simpelt hen den levende virkelighed med hensyn til de »ultraimperialistiske« fredelige forbund i deres uadskillelige sammenhæng med de ordinære imperialistiske konflikter!

Kautskys tilsløring af imperialismens dybeste modsigelser, en fremgangsmåde, som uundgåeligt fører til imperialismens besmykkelse, sætter sine spor også i hans kritik af imperialismens politiske egenskaber. Imperialismen er finanskapitalens og monopolernes epoke, som overalt tilstræber herredømme, men ikke frihed. Reaktion over hele linjen, ligegyldigt under hvilke politiske systemer, den yderste tilspidsning af modsætningerne også på dette område – det er resultatet af disse tendenser. Særligt skærpes også den nationale undertrykkelse og jagten efter anneksioner, dvs. krænkelse af national uafhængighed (for anneksion er jo ikke andet end krænkelse af nationernes selvbestemmelsesret). Med rette fremhæver Hilferding imperialismens sammenhæng med skærpelsen af den nationale undertrykkelse: »Men selv i de nyåbnede lande«, skriver han, »øger den importerede kapitalisme modsætningerne og vækker en stadig voksende modstand mod de indtrængende hos de befolkninger, der er ved at vågne til national bevidsthed, en modstand som let kan stige til farlige foranstaltninger mod fremmedkapitalen. De gamle sociale forhold bliver fuldstændig revolutioneret, den agrare, tusindårige bundethed hos 'nationerne uden historie' bliver sprængt, disse bliver selv trukket ind i den kapitalistiske malstrøm. Kapitalismen giver efterhånden selv de underkastede midlerne og vejene til deres befrielse. Det mål, som i sin tid var de europæiske nationers højeste, nemlig oprettelsen af en national enhedsstat som middel til økonomisk og kulturel frihed, bliver også deres. Denne uafhængighedsbevægelse truer den europæiske kapital netop i dens mest værdifulde og mest løfterige udbytningsområder, og i stadig højere grad kan den kun opretholde sit herredømme ved bestandig forøgelse af sine magtmidler.« [*120]

Det må tilføjes, at det ikke alene er i de nyåbnede, men også i de gamle lande, at imperialismen fører til anneksioner, til forstærkelse af den nationale undertrykkelse og følgelig skærpelse af modstanden. Kautsky bestrider, at imperialismen forstærker den politiske reaktion, for at tilsløre det problem, som er blevet særligt brændende, nemlig, at i imperialismens epoke er enhed med opportunisterne umulig. Han vender sig mod anneksioner, men iklæder sine indvendinger en form, som gør dem så lidt krænkende, så let antagelige for opportunisterne som muligt. Skønt han henvender sig umiddelbart til det tyske publikum, skjuler han netop det vigtigste og mest aktuelle, f.eks. at Elsass-Lotringen er en tysk anneksion. Til bedømmelse af denne »brist i tankegangen« hos Kautsky anfører vi her et eksempel. Lad os antage, at en japaner fordømmer amerikanernes anneksion af Filippinerne.

Så er spørgsmålet: mon der er ret mange, der vil tro, at dette sker af afsky for anneksioner overhovedet, og ikke snarere, fordi han ønsker selv at annektere disse øer? Og må det ikke erkendes, at japanerens »kamp« mod anneksioner kun kan anerkendes som oprigtig og politisk ærlig, hvis den vender sig mod Japans anneksion af Korea, og kræver Koreas ret til at løsrive sig fra Japan?

Såvel Kautskys teoretiske analyse af imperialismen som hans økonomiske og politiske kritik af imperialismen er fuldstændigt gennemtrængt af en ånd, som er absolut uforenelig med marxismen, en udviskning og udglatning af de fundamentale modsigelser, og af en bestræbelse for at opretholde den vaklende enhed med opportunismen i den europæiske arbejderbevægelse for enhver pris.

 

X. Imperialismens historiske placering

Vi har set, at imperialismen efter sit økonomiske væsen er monopolistisk kapitalisme. Allerede herved er imperialismens historiske placering bestemt; for monopolet, som vokser op på den fri konkurrences jordbund, født netop af den fri konkurrence, ligger på overgangen fra den kapitalistiske til en højere økonomisk samfundsordning. Her skal især de fire vigtigste arter af monopoler eller af fremtrædelsesformer for den monopolistiske kapitalisme fremhæves, idet de er karakteristiske for den undersøgte epoke.

For det første: monopolet er opstået af produktionens koncentration på et meget højt udviklingstrin. Det er kapitalisternes monopolistiske sammenslutninger: karteller, syndikater og truster. Vi har set, hvilken betydningsfuld rolle de spiller i nutidens økonomiske liv. Ved begyndelsen af det 20. århundrede fik de fuldstændig overtaget i de fremskredne lande, og selv om de første skridt til kartelaftaler blev gjort i lande med høj beskyttelsestold (Tyskland, Amerika), så kan England med sit frihandelssystem kun ganske kort tid efter opvise de samme grundlæggende forhold: monopolernes opståen af produktionens koncentration.

For det andet: monopolerne har i forstærket grad ført til bemægtigelse af de vigtigste råstofkilder, særlig i de kapitalistiske samfunds vigtigste – og stærkest kartellerede – industrier: kul- og jernindustrien. Den monopolistiske besiddelse af de vigtigste råstofkilder har forøget storkapitalens magt enormt og skærpet modsætningerne mellem de kartellerede og ikke-kartellerede industrier.

For det tredje: monopolet er vokset frem af bankerne. Disse har forvandlet sig fra beskedne formidlere til finanskapitalens monopolindehavere. En tre til fem storbanker har i hvert fald af de kapitalistisk højest udviklede nationer skabt en »personalunion« mellem industri- og bankkapitalen og har samlet sig hele råderetten over milliarder og atter milliarder, over størstedelen af alle landets kapitalværdier og pengeindkomster. Finansoligarkiet, som uden undtagelse spænder et tæt net af afhængighedsforhold over alle økonomiske og politiske institutioner i det moderne borgerlige samfund, er dette monopols mest markante fremtrædelsesform.

For det fjerde: monopolet er opstået af kolonipolitikken: Til kolonipolitikkens talrige »gamle« motiver føjede finanskapitalen kampen om råstofkilderne, om kapitaludførsel, om »indflydelsessfærer« – dvs. områder for profitable forretninger, koncessioner og monopolistiske profitter osv. – og endelig kampen om det økonomiske område overhovedet. Da f.eks. de europæiske magter kun havde en tiendedel af Afrika som deres kolonier, som det var tilfældet endnu i 1876, da kunne kolonipolitikken udfolde sig i ikke-monopolistisk form, kunne så at sige »på fribyttervis« bemægtige sig land. Men da (henved 1900) ni tiendedele af Afrika allerede var besat, da hele verden var delt, da begyndte uundgåeligt den monopolistiske kolonibesiddelses æra, og følgelig en særlig skærpet kamp om opdeling og nyopdeling af verden.

I hvor høj grad den monopolistiske kapitalisme har skærpet kapitalismens modsigelser er almindeligt bekendt. Det er tilstrækkeligt at henvise til de stigende priser og kartellernes tryk. Denne tilspidsning af modsigelser udgør den mægtigste drivkraft i den historiske overgangsperiode, som indledes med den internationale finanskapitals endelige sejr.

Monopol, oligarki, stræben efter herredømme i stedet for frihed, og efter få rige og mægtige nationers udbytning af et stadig større antal små eller svage nationer – alt dette skabte de kendetegn hos imperialismen, som bevirker, at vi karakteriserer den som snyltende eller forfaldende kapitalisme. Mere og mere udpræget ytrer sig en af imperialismens tendenser, skabelsen af »rentierstaten«, ågerstaten, hvis bourgeoisi mere og mere lever af kapitaleksport og kuponklipning. Det ville være fejlagtigt at tro, at denne tendens til indre forfald udelukker en hurtig vækst af kapitalismen; aldeles ikke. Enkelte industrigrene, enkelte lag af bourgeoisiet og enkelte lande åbenbarer i imperialismens tidsalder stærkere eller svagere snart den ene snart den anden af disse tendenser. I det store og hele vokser kapitalismen betydeligt hurtigere end tidligere. Denne vækst er imidlertid ikke alene i almindelighed mere og mere uregelmæssig, men uregelmæssigheden viser sig også særligt ved indre forfald i de kapitalistiske lande (England).

Om den økonomiske udviklings fart i Tyskland siger Riesser, forfatteren til et værk om de tyske storbanker: »Det ikke just langsomme fremskridt i den forrige periode (1848-1870) forholder sig til den fart, hvormed Tysklands samlede økonomi og dermed det tyske bankvæsen i denne periode (1870-1905) udviklede sig, omtrent som postkareternes tempo i det hellige romerske riges Tyskland til den hastighed, der præsteres af det moderne automobil, hvis forbisusen ganske ofte truer ikke alene de fredelige fodgængere, men også passagererne.« Men netop fordi denne finanskapital er vokset så usædvanlig hurtigt, havde den på sin side ikke noget imod at gå over til en mere »rolig« besiddelse af de kolonier, som – ikke altid med fredelige midler – kunne tages fra de mere kolonirige lande. I De Forenede Stater foregik den økonomiske udvikling i de sidste årtier endnu hurtigere end i Tyskland, og netop derfor trådte snyltertrækkene i den nyeste amerikanske kapitalisme særlig tydeligt frem. På den anden side viser en sammenligning mellem f.eks. det republikanske amerikanske bourgeoisi og det monarkistiske japanske eller tyske, at selv en så stor politisk forskel afsvækkes i højeste grad i imperialismens tidsalder – ikke fordi den i sig selv er uden betydning, men fordi det i alle disse tilfælde drejer sig om et bourgeoisi med bestemte parasitære træk.

Det, at kapitalisterne i en af de mange industrigrene eller i et af de mange lande osv. opnår stor monopolfortjeneste, giver dem økonomisk mulighed for at bestikke enkelte lag af arbejderne, ja forbigående endog en betydelig minoritet af dem og således drage dem over på den givne industrigrens eller den givne nations bourgeoisis side imod alle de andre. Denne tendens forstærkes af den forstærkede antagonisme mellem de imperialistiske nationer angående verdens opdeling. Der opstår således en sammenhæng mellem imperialisme og opportunisme, en sammenhæng, som tidligst og stærkest viste sig i England, fordi visse imperialistiske træk i udviklingen her viste sig langt tidligere end i andre lande. En del forfattere, f. eks. L. Martov, ynder at affærdige den kendsgerning, at der består en sammenhæng mellem imperialismen og opportunismen i arbejderbevægelsen – en kendsgerning, der i dag er særligt iøjnefaldende – med »officielt-optimistiske« argumenter (i Kautskys og Huysmans' ånd) af denne art: sagen ville være håbløs for kapitalismens modstandere, hvis netop den fremskredne kapitalisme førte til forstærkelse af opportunismen, eller hvis netop de bedst betalte arbejdere hældede mod opportunisme osv. Man må ikke tage fejl af en sådan »optimismes« betydning: dette er optimisme til fordel for opportunismen, en optimisme, der tjener til at tilsløre opportunismen. I virkeligheden er opportunismens særlig hurtige og særlig frastødende udvikling aldeles ingen garanti for dens varige sejr, ligesom en ondartet bylds hurtige udvikling på en sund organisme kun kan fremskynde, at der går hul på den, og organismen befris for den. Farligst er i denne henseende de folk, der ikke vil forstå, at kampen mod imperialismen er en tom, forløjet frase, hvis den ikke er uløseligt forbundet med kampen mod opportunismen.

Af det, som ovenfor er sagt om imperialismens økonomiske væsen, følger, at den må betegnes som en overgangskapitalisme, eller rettere som døende kapitalisme. Det er højst lærerigt i denne sammenhæng, at ord som »sammenfletning«, »mangel på isolation« osv. er slagord hos de borgerlige nationaløkonomer, som beskriver den nyeste kapitalisme; bankerne er »foretagender, der ifølge deres opgaver og udvikling ikke har privatøkonomisk karakter, og som i stadig højere grad vokser ud over rent privatretlig regulering«. Og Riesser, som denne bemærkning stammer fra, erklærer endda med ganske alvorlig mine, at marxisternes »forudsigelse« om »samfundsmæssiggørelse« ikke er »gået i opfyldelse«!

Hvad betyder da ordet »sammenfletning«? Det sammenfatter blot de mest påfaldende træk af den proces, som foregår for vore øjne. Det viser, at betragteren ikke kan se skoven for bar træer. Det gengiver slavisk det udvendige, tilfældige, kaotiske, det forråder, at iagttageren er et menneske, der tynges af sit ubearbejdede materiale, hvis mening og betydning han ikke kan finde. Aktiebesiddelse og privatbesidderforhold »fletter sig tilfældigt ind i hinanden«. Men det, som ligger til grund for denne sammenfletning, det er de skiftende samfundsmæssige produktionsforhold. Når en storbedrift vokser op til kæmpebedrift, der planmæssigt på grundlag af præcist bearbejdet massestatistik organiserer fordelingen af det oprindelige råstof til 2/3 eller 3/4 af hele behovet for en befolkning på snese af millioner, når man systematisk organiserer transporten af dette råstof til de bedst egnede produktionssteder, der kan ligge hundreder eller tusinder kilometer fra hinanden, når én central regulerer alle produktionens skiftende stadier lige til fremstillingen af de mest forskelligartede færdigfabrikater, og når fordelingen af disse produkter til hundrede millioner af konsumenter sker efter en fælles og samlet plan (den amerikanske petroleumstrusts afsætning i Amerika og Tyskland) – så bliver det indlysende, at vi står over for en samfundsmæssiggørelse af produktionen og aldeles ikke nogen simpel »sammenfletning«; det bliver klart, at de privatøkonomiske og privatejendomsretlige relationer endnu danner et hylster, som ikke længere svarer til deres indhold, og som derfor uundgåeligt må gå i forfald, når disse relationers afskaffelse trækkes kunstigt i langdrag. Og det bliver endeligt klart, at denne rådnende tilstand vel kan holde sig forholdsvis længe (om helbredelsen for den opportunistiske byld ulykkeligvis endnu skulle lade vente på sig), men at den dog uundgåeligt vil blive bragt til ophør.

Schulze-Gaevernitz, en begejstret tilhænger af tysk imperialisme udbryder:

»Når de tyske bankers ledelse i sidste instans er betroet en halv snes mænd, så er disses virksomhed allerede i dag mere betydningsfuld for folkets vel end de fleste statsministre« (»sammenfletningen« mellem bankfolk, ministre, storindustrielle og rentierer gør man bedst i at glemme her ... ). »Lad os tænke os de påviste udviklingstendenser ført ud i deres yderste konsekvens: nationens pengekapital forenet i bankerne, disse indbyrdes kartelmæssigt forbundne, nationens anlægskapital formet i værdipapirer. Så virkeliggøres Saint Simons geniale ord: 'Det nuværende anarki i produktionen, som skyldes, at de økonomiske forhold udvikler sig uden ensartet regulering, må vige for produktionens organisation. Der vil ikke mere findes isolerede driftsherrer, som uafhængigt af hinanden, uden kendskab til menneskenes økonomiske behov, former produktionen, men denne vil reguleres af en social institution. En centralmyndighed, som fra sit ophøjede stade formår at overskue den sociale økonomis vidtstrakte områder, vil ordne produktionen til gavn for almenvellet og lægge produktionsmidlerne i de rette hænder, idet den navnlig vil sørge for stadig harmoni mellem produktion og forbrug. Der findes institutioner, som har taget en vis organisation af det økonomiske arbejde op som led i deres virkefelt: bankerne!' Endnu står vi langt fra virkeliggørelsen af disse ord, men vi er på vej til at virkeliggøre dem – marxisme, anderledes end Marx tænkte sig den, men dog kun anderledes i formen«. [*121]

En køn »gendrivelse« af Marx, må man sige, som gør skridtet tilbage fra Marx' eksakte videnskabelige analyse til Saint Simons anelser, som skønt geniale dog er og bliver anelser.

 

Lenins noter

*1. Se nærværende udgave side 171

*2. Efter Annales des deutschen Reichs (1911, Zahn).

*3. Statistical Abstract of the United States 1912, s. 202.

*4. Hilferding, Rudolf: Finanskapitalen, Rhodos 1976, s. 328.

*5. H Heymann, Hans Gideon: Die gemischten Werke im deutschen Grosseisengewerbe (Stuttgart, 1904, s. 256, 278-279).

*6. Levy, Hermann: Monopole, Kartelle und Trusts (Jena 1909, s. 286, 290, 298).

*7. Vogelstein, Th.: Die finanzielle Organisation der kapitalistischen In­dustrie und die Monopolbildung (i Grundriss der Sozialökonomik, VI afsn., Tübingen, 1914). Se af samme forfatter: Organisationsformen der Eisenindustrie und Textilindustrie in England und Amerika (Bd. I, Leipzig, 1910).

*8. Dr. Riesser: Die deutschen Grossbanken und ihre Konzentration im Zusammenhang mit der Entwicklung der Gesamtwirtschaft in Deutsch­land (4. oplag, 1912, s. 149). Se også Liefmann, R.: Kartelle und Trusts und die Weiterbildung der volkswirtschaftlichen Organisation (2. oplag, 1910, s. 25).

*9. Kestner, Fritz: Der Organisationszwang. Eine Untersuchung über die Kämpfe zwischen Kartellen und Aussenseitern (Berlin, 1912, s.11).

*10. Liefmann, R.: Beteiligungs- und Finanzierungsgesellschaften. Eine Studie über den modernen Kapitalismus und das Effektwesen (1. oplag, Jena, 1909, s. 212).

*11. Samme sted, s. 218.

*12. Tschierschky, S.: Kartell und Trust (Göttingen, 1903, s. 13).

*13 Vogelstein, Th.: Organisationsformen (s. 275).

*14 Report of the Commission of Corporations on the Tobacco Indu­stry (Washington, 1909, s. 266). Citeret efter dr. Paul Tafel: Die nord­amerikanischen Trusts und Ihre Wirkungen auf den Fortschritt der Technik (Stuttgart, 1913, s. 48)

*15. Report of the Commission of Corporations on the Tobacco Industry (Washington, 1909, s. 266). Citeret efter dr. Paul Tafel: Die nordameri­kanischen Trusts und Ihre Wirkungen auf den Fortschritt der Technik (Stuttgart, 1913, s. 48-49).

*16. Riesser, anf. værk, 3. opl., s. 547 ff. Juni 1916 har aviserne givet meddelelse om en ny gigantisk trust, der sammenslutter Tysklands kemiske Industri.

*17. Kestner, anf. værk, s. 254

*18. Eschwege, L.: Zement – fra Die Bank [14] (1909, 1. bd., s. 115ff).

*19. Jeidels, Otto: Das Verhältnis der deutschen Grossbanken zur Industrie mit besonderer Berücksichtigung der Eisenindustrie (Leipzig, 1905, s. 271).

*20. Liefmann: Betieligungs- und Finanzierungsgesellschaften (s. 434).

*21. Samme sted (s. 465-466).

*22. Jeidels (s. 108).

*23. Lansburgh, Alfred: Fünf Jahre deutsches Bankwesen (i Die Bank, 1913, nr. 8, s. 728).

*24. Schulze-Gaevernitz: Die deutsche Kreditbank (i Grundriss der Ökonomik, Tübingen, 1915, s. 12 og 137).

*25. Liefmann, R.: Beteiligungs- und Finanzierungsgesellschaften. Eine Studie über den modernen Kapitalismus und das Effektenwesen (1. opl., Jena, 1909, s. 212).

*26. Lansburgh, Alfred: Das Beteiligungssystem im deutschen Bankwesen (i Die Bank, 1910, bd. 1, s. 500).

*27. Kaufmann, Eugen: Das französische Bankwesen (Tübingen, 1911, s. 356 og 362).

*28. Lescure, Jean: L'épargne en France (Paris, 1914, s. 52).

*29. Lansburgh, A.: Die Bank mit den 300 Millionen (i Die Bank, 1914, bd. 1, s. 426).

*30. Tschierschky, S. (s. 128).

*31. National Monetary Commission's opgivelser i Die Bank (1910, bd. 2, s. 1200).

*32. National Monetary Commission's opgivelser i Die Bank (1913, s. 811 og 1022; 1914, s. 713).

*33. Die Bank (1914, s. 316).

*34. Stillich, Oscar: Geld- und Bankwesen (Berlin, 1907, s. 169).

*35. Schulze-Gaevernitz: Die deutsche Kreditbank (i Grundriss der Sozialökonomik, Tübingen, 1915, s. 101).

*36. Riesser (4. opl., s. 629).

*37. Schulze-Gaevernitz: Die deutsche Kreditbank (i Grundriss der Sozialökonomik, Tübingen, 1915, s. 151).

*38. Die Bank (1912, bd. 1, s. 435).

*39. Citeret hos Schulze-Gaevernitz, anf. værk, s. 155.

*40. Jeidels og Riesser, de anf. værker.

*41. Jeidels, anf. værk (s. 156-157).

*42. Eugen Kaufmanns artikel om de franske banker i Die Bank (1909, bd. 2, s. 851 ff).

*43. Stillich, Oscar: Geld- und Bankwesen (Berlin, 1907, s. 147).

*44. Jeidels, anf. værk (s. 183-184).

*45. Jeidels, anf. værk (s. 181).

*46. Hilferding, R.: Finanskapitalen (s. 361).

*47. Liefmann, R., anf. værk (s. 476).

*48. Heymann, Hans Gideon: Die gemischten Werke in deutschen Gross­eisengewerbe (Stuttgart, 1904, s. 268-269).

*49. Liefmann: Beteiligungsgesellschaften ... (s. 258 i 1. udgave).

*50. Schulze-Gaevernitz i Grundriss der Socialökonomik (V, 2, s. 110).

*51. Eschwege, L.: Tochtergesellschaften (i Die Bank, 1914, I, s. 545).

*52. Heinig, Kurt: Der Weg des Elektrotrusts (i Neue Zeit, 1912, 30. årg., 2, s. 484).

*53. Agahd, E.: Grossbanken und Weltmarkt. Die wirtschaftliche und po­litische Bedeutung der Grossbanken im Weltmarkt unter Berüchsichtig­ung ihres Einflusses auf Ruslands Volkswirtschaft und die deutsch-russischen Beziehungen, (Berlin, 1914).

*54. Lysis: Contre l'oligarchie financière en France (5. udg., Paris, 1908, s.11, 12, 26, 39, 40 og 48).

*55. Die Bank (1913, nr. 7, s. 630).

*56. Stillich, anf. værk (s. 143) og Sombart, Werner: Die deutsche Volks­wirtschaft im 19. Jahrhundert (2. opl., 1909, s. 526, bilag 8).

*57. Finanskapitalen (s. 172).

*58. Stillich, anf. værk (s. 138) og Liefmann (s. 51).

*59. Eschwege, L.: Der Sumpf (i Die Bank, 1913, s. 952) og sammesteds (1912, 1, s.223 ff).

*60. Verkehrstrust (Die Bank, 1914, 1, s. 89).

*61. Der Zug zur Bank (i Die Bank, 1909, 1, s. 79).

*62. Samme sted (1909, 1, s. 301).

*63. Samme sted (1911, 2, s. 825; 1913, 2, s. 962).

*64. Agahd (s. 202).

*65. Bulletin de l'institut international de statistique, (t. 19, bog 2, La Ha­ye, 1912). Tallene fra småstaterne er beregnet omtrentligt, nemlig efter tallene fra 1902 forøget med 20%.

*66. Hobson: Imperialism (London, 1902, s. 58); Riesser, anf. værk (s. 395 og 404); Arndt, P. i Weltwirtschaftliches Archiv (bd. 7, 1916, s. 35); Ney­marck i Bulletin; Hilferding: Finanskapital (s. 492); Lloyd George's tale i Underhuset 4. maj 1915, iflg. Daily Telegraph d. 5. maj 1915; Harms, B.: Probleme der Weltwirtschaft (Jena, 1912, s. 235 ff); Schilder, Siegmund: Entwicklungstendenzen der Weltwirtschaft (Berlin, 1912, bd. 1, s. 150); Paish, Georg: Great Britain's Capital Investments etc. (i Journal of the Royal Statistical Society, bd. 74, 1910-1911, s. 167 ff); Diouritch, Geor­ges: L'Expansion des banques allemandes à l'etranger, ses rapports avec le développement économique de l'Allemagne (Paris, 1909, s. 84).

*67. Die Bank, (1913, 2, s. 1024-1025).

*68. Schilder, anf. værk (s. 346, 350 og 371).

*69. Riesser, anf. værk (4. opl., s. 375) og Diouritch (s. 283).

*70. The Annals of the American Academy of Politital and Social Science (bd. 59, maj 1915, s. 301). Samme sted (s. 331) læser vi, at den kendte sta­tistiker Paish i sidste hæfte af finanstidsskriftet Statist har anslået den fra England, Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland udførte kapital til 40 milliarder dollar, dvs. 200 milliarder francs.

*71. Jeidels, anf. værk (s. 232).

*72. Riesser, anf. værk; Diouritch, anf. værk (s. 239); Heinig, Kurt, anf. artikel

*73. Jeidels (s. 192-193).

*74. Diouritch (s. 245-246).

*75. Die Bank, (1912, 2, s. 629, 1036; 1913, 1, s. 388).

*76. Riesser, anf. værk (s. 125).

*77. Vogelstein: Organisationsformen (s. 100).

*78. Liefmann: Kartelle und Trusts (2. opl., s. 161).

*79. Supan, A.: Die territoriale Entwicklung der europäischen Kolonien (1906, s. 254).

*80. Morris, Henry C.: The History of Colonisation (New York, 1900, bd. 2, s. 88, bd. 1, s. 419, bd. 2, s. 304).

*81. Die Neue Zeit (16. årg., 1898, bd. 1, s. 302).

*82. Die Neue Zeit (16. årg., 1898, bd. 1, s. 304.

*83. Lucas, C. P.: Greater Rome and Greater Britain (Oxford, 1912); Earl of Cromer: Ancient and Modern Imperialism (London, 1910).

*84. Schilder, anf. værk (s. 38-42).

*85. Die Neue Zeit (16. årg., 1898, bd. 1, s. 304).

*86. Wahl: La France aux colonies – citeret hos Russier, Henri: Le par­tage de l'Océanie (Paris, 1905, s. 165).

*87. Schulze-Gaevernitz: Britischer Imperialismus und englischer Frei­handel zu Beginn des 20-ten Jahrhunderts (Leipzig, 1906, s. 318). På samme måde Sartorius von Waltershausen: Das volkswirtschaftliche System der Kapitalanlage im Ausland (Berlin, 1907, s. 46).

*88. Schilder, anf. værk (bd. 1, s.160-161).

*89. Driault, J.-E.: Problèmes politiques et sociaux (Paris, 1900, s. 299).

*90. Die Neue Zeit (1914, 2, s. 909, fra 11. sept. 1914. Se også 1915, 2, s. 107 ff.).

*91. Hobson, Imperialism (London, 1902, s. 324).

*92. Die Neue Zeit (1914, 2 (32. årg.), s. 921, fra 11. sept. 1914. Se også 1915, 2, s. 107 ff.).

*93. Die Neue Zeit (1915, 1, s. 144, fra 30. april 1915).

*94. Calwer, R.: Einführung in die Weltwirtschaft (Berlin, 1906).

*95. Statistisches Jahrbuch für das Deutsche Reich (1915). Archiv für Eisenbahnwesen (1892). For 1890 måtte uvæsentlige detaljer vedrørende fordelingen af jernbaner på kolonierne beregnes tilnærmelsesvis.

*96. Sml. også Crammond, Edgar: The Economic Relations of the British and German Empires (i Journal of the Royal Statistical Society, juli 1914, s. 777 ff. ).

*97. Hobson (s. 59, 62).

*98. Schulze-Gaevernitz: Britischer Imperialismus ... (s. 320 m.fl. ).

*99. Sartorius von Waltershausen: Das volkswirtschaftliche System (Berlin, 1907, bog 4).

*100. Schilder (s. 393).

*101. Schultze-Gaevernitz: Britischer Imperialismus ... (s.122).

*102. Die Bank (1911, 1, s. 10-11).

*103. Hobson (s. 103, 144, 205, 335, 386).

*104. Hildebrand, Gerhard: Die Erschütterung der Industrieherrschaft und des Industriesozialismus (1910, s. 229 ff).

*105. Schulze-Gaevernitz: Britischer Imperialismus ... (s.301).

*106. Statistik des Deutschen Reichs (bd. 211).

*107. Henger: Die Kapitalanlage der Franzosen (Stuttgart, 1913).

*108. Hourwich: Immigration and Labour (New York 1913).

*109. Briefwechsel von Marx und Engels (bd. 2, s. 290; bd. 4, s. 433); Karl Kautsky: Sozialismus und Kolonialpolitik (Berlin, 1907, s. 79). Denne brochure skrev Kautsky, da han i de uendelig fjerne tider endnu var marxist.

*110. Såvel den åbne russiske socialchauvinisme, som repræsenteres af d'herrer Potresov, Tjkhenkeli, Maslov osv., som den skjulte (d'herrer Tjkheidse, Skobelev, Akselrod, Martov o.a.) er vokset frem af opportunismens russiske afart, nemlig likvidatortendensen. [27]

*111. Weltwirtschaftliches Archiv (bd. 2, s. 193).

*112. Patouillet, J.: L'impérialisme américain (Dijon, 1904, s. 272).

*113. Bulletin de l'institut international de statistique (bog 19, bd. 2, s. 225).

*114. Kautsky: Nationalstaat, Imperialistischer Staat und Staatenbund (Nürnberg 1915, s. 70 og 72).

*115. Finanskapital (s. 567).

*116. Die Bank (1909, 2, s. 819 ff).

*117. Neue Zeit (30. april 1915, s. 144).

*118. Hill, David Jayne: A History of the Diplomacy in the International Development of Europe (bd. 1, s. 10).

*119. Schilder, anf. værk (s. 178).

*120. Finanskapital (s. 487).

*121. Grundriss der Sozialökonomik (s. 146).

 

Udgiverens noter

1. Dette forord blev første gang trykt i oktober 1921 under overskriften Imperialisme Og Kapitalisme i tidsskriftet Den Kommunistiske Internationale (nr. 18). Værket Imperialismen Som Kapitalismens Højeste Stadium udkom på tysk i 1921 og på fransk og engelsk (en ikke komplet udgave) i 1923.

2. Brest-Litovsk freden – blev indgået mellem Sovjet-Rusland og landene i den tyske blok: Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet i Brest-Litovsk 3. marts 1918. Efter den tyske revolution annullerede Sovjet-Rusland aftalen den 13. november 1918.

3. Versaillesfreden – blev den 28. juni 1919 underskrevet af USA, England, Frankrig, Italien, Japan og andre allierede magter samt Tyskland, som havde tabt krigen, og gjorde ende på 1. verdenskrig. Aftalen var helt tydeligt i de sejrende magters favør, og den var desuden rettet mod Sovjet-Rusland og den revolutionære verdensbevægelse.

4. Wilsonismen har fået sit navn efter W. Wilson, USA's præsident fra 1913 til 1921. Under Wilsons præsidentskab gik USA med i den imperialistiske verdenskrig. Lige fra sovjetmagtens første dage var Wilson en af organisatorerne af interventionen mod Sovjet-Rusland. I et forsøg på at modvirke den indflydelse, som sovjetmagtens fredspolitik udøvede på folkemasserne i alle lande, fremsatte Wilson et demagogisk fredsprogram i 14 punkter, der skulle maskere USA's aggressive politik. Den amerikanske propaganda og den europæiske borgerlige presse fremstillede Wilson som den store fredskæmper. Men Wilsons og »wilsonisternes« småborgerlige hykleriske fraser blev snart afløst af en arbejderfjendtlig politik i landet og i USA's aggressive udenrigspolitik.

5. Lenin henviser til den konference, som lederne af de vesteuropæiske socialistpartier indkaldte til i februar 1919 i Bern for at oprette II Internationale.

6. Demokratisme – en oversættelse af det russiske ord »demokratism«. Ordet har her en negativ klang, men i øvrigt anvender Lenin ordet i en ret bred betydning, så det også kan betyde demokratisk bevægelse, demokratisk virksomhed eller demokrati med en mere neutral eller positiv betydning.

7. Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti var et centristisk parti, dannet i april 1917 på en kongres i Gotha. (Centrisme betyder her forsøg på at holde en midterposition mellem opportunisme og revolution.) De »uafhængige« tilstræbte »enhed« med socialchauvinisterne og gik så vidt, at de fornægtede klassekampen. Kautskys gruppe udgjorde den største del af partiet. Det spaltedes på kongressen i Halle i oktober 1920. En stor del af partiet sluttede sig til Tysklands Kommunistiske Parti i december 1920. Partiets højrefløj dannede et separat parti under det hidtidige navn, der bestod til 1922.

8. Spartakisterne – en revolutionær organisation blandt de tyske venstresocialdemokrater. Den oprettedes januar 1916 under ledelse af Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg o.a. Spartakisterne udførte et omfattende propagandistisk arbejde, de organiserede aktioner mod krigen og afslørede dens imperialistiske karakter og de socialdemokratiske opportunistiske lederes forræderi. Imidlertid begik spartakisterne samtidig alvorlige fejl: de benægtede, at det skulle være muligt at gennemføre en national befrielseskrig under imperialismen; de var ikke konsekvente i spørgsmålet om at forvandle den imperialistiske krig til en borgerkrig; de undervurderede partiets rolle som arbejderklassens fortrop; de undervurderede bønderne som proletariatets forbundsfæller, og de veg tilbage for et beslutsomt brud med opportunisterne.

I april 1917 tilsluttede spartakisterne sig det centristiske Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, samtidig med at de opretholdt deres organisatoriske selvstændighed. I november 1918 – under den tyske revolution – dannede de Spartakus-Forbundet. De brød med de Uafhængige, og omkring årsskiftet 1918-1919 oprettede de Tysklands Kommunistiske Parti.

9. Versaillerne – modstandere af Pariserkommunen i 1871 og tilhængere af den franske kontrarevolutionære borgerlige regering, der blev dannet i Versailles efter Pariserkommunen.

10. Den spansk-amerikanske krig fandt sted 1898, og som følge af den tog De Forenede Stater Cuba, Puerto Rico, Filippinerne og øen Guam.

11. Boerkrigen – krigen, som boerrepublikkerne Transvaal og Oranjefristaten førte mod England for deres uafhængighed. Krigen endte med, at begge stater indlemmedes som kronkolonier i det britiske rige.

12. Hobsons bog blev i 1904 oversat til russisk af Lenin.

13. Der er her tale om resolutionen om imperialismen og socialisternes forhold til krigen, vedtaget 20. september 1912 på det tyske socialdemokratis kongres i Chemnitz. I resolutionen fordømmes den imperialistiske politik, og kampen for fredens bevarelse understreges.

14. Die Bank – et tidsskrift for tyske finansfolk. Udkom i Berlin 1908-1943.

15. Karl Marx: Kapitalen, bd. 3, bog 3, s. 790, København, Forlaget Rhodos, 1972.

16. Børskrakket – efter omfattende børsspekulationer på et tidspunkt, hvor industrien og handelen allerede oplevede de første tegn på en økonomisk verdenskrise, udviklede katastrofen sig 9. maj 1873 på Wiens børs. I løbet af et døgn blev aktier til millionbeløb gjort værdiløse, og antallet af bankerotter steg med voldsom fart. Krakket bredte sig til Tyskland og andre lande.

17. Gründerskandalerne – af det tyske ord Gründer = 1) grundlægger, stifter; 2) svindler. Skandalerne fandt sted i en periode med stærk vækst i aktieselskabernes anlægsvirksomhed i begyndelsen af 1870'erne. I forbindelse hermed foregik der vilde spekulationer i jord og værdipapirer, og ved alskens skurkestreger tilegnede spekulanter sig store indtægter.

18. Frankfurter Zeitung – konservativt dagblad, der varetog tyske finanskredses interesser. Det udkom i Frankfurt am Main fra 1856 til 1943 og på ny fra 1949 under navnet Frankfurter Allgemeine Zeitung som tysk storkapitals talerør.

19. Lenin har her G.V. Plekhanov i tankerne. Plekhanovs udtalelser om imperialismen findes i hans artikelsamling Om Krigen, der blev udgivet i Petrograd under 1. verdenskrig.

20. Den franske Panama-skandale – et udtryk, der opstod i 1892-1893 i forbindelse med afsløring af embedsmisbrug og bestikkelighed i groft omfang hos embedsmænd, politikere og aviser, der havde ladet sig bestikke af det franske selskab, der stod for opførelsen af Panamakanalen.

21. Boerkrigen – se note 11 til nærværende artikel.

22. Narodnikkerne – (1861 ff.), en dels revolutionær, dels liberal demokratisk bevægelse, hvis taktiske hovedmiddel mod tsardømmet var individuel terror udført af konspirative grupper. Nogle narodnikiske grupper gik ind for propaganda ude i folket (russ.: narod). De satte deres lid til bøndernes demokratiske muligheder.

23. Se Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Bd. 29, s. 358.

24. Se Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Bd. 35, s. 20.

25. Se Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Bd. 35, s. 357.

26. Se Karl Marx/Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 412 ff. Forlaget Tiden, København 1976.

27. De såkaldte likvidatorer inden for RSDAP bestred efter 1905-revolutionens nederlag, at arbejderklassen måtte være den ledende kraft i revolutionen, og mente, at partiet skulle ophøre med dets illegale revolutionære virksomhed. Likvidatorerne blev udelukket fra partiet i 1912 i forbindelse med partiets 6. alrussiske konference (Pragh-konferencen).

28. Fabian Society – se note 10 til artiklen Den Socialistiske Revolution Og Nationernes Selvbestemmelsesret.
– som lyder:
Fabianerne – medlemmer af Fabian Society (Det Fabianske Selskab), en engelsk reformistisk organisation, dannet 1884. Navnet hentyder til den romerske general Fabius Maximus, med tilnavnet Nøleren, fordi han undgik afgørende slag i krigen mod Hannibal (3. årh. før vor tidsregning). Til fabianerne hørte bl. a. Sidney og Beatrice Webb, Ramsay Macdonnald, Bernard Shaw o.a. I 1900 gik Fabian Society ind i Labour Party.

29. Se Karl Marx: Kapitalen, bd. 3, bog 3, s. 155, fodnote.

30. Se Hobson, anf. værk, s. 351.

31. Der er her tale om den såkaldte »tillægsprotokol« underskrevet 7. september 1901 mellem England, Østrig-Ungarn, Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Rusland, Japan og USA på den ene side og Kina på den anden efter bokseropstandens nedkæmpning (se følgende note). Den udenlandske kapital skaffede sig herigennem nye muligheder for udbytning og udplyndring af Kina.

32. Bokseropstanden – en folkelig antiimperialistisk opstand i Kina i 1899-1901. Opstanden blev nedkæmpet brutalt af de imperialistiske magters forenede ekspeditionskorps, bestående af tyske, japanske, engelske, amerikanske og russiske tropper.

 


Sidst opdateret 20.5.2003