Marxisme Online > Arkiv > Lenin > Indhold
Forord
Forord til den franske og tyske udgave
Noter
Den pjece, som jeg hermed forelægger læseren, er skrevet i Zürich i foråret 1916. Under de derværende arbejdsforhold var jeg naturligvis nødt til at finde mig i en vis mangel på fransk og engelsk litteratur og en meget stor mangel på russisk litteratur. Men det engelske hovedværk om imperialismen, J. A. Hobsons bog, har jeg dog anvendt med den opmærksomhed, som dette værk efter min opfattelse fortjener.
Pjecen er skrevet med henblik på den tsaristiske censur. Derfor var jeg tvunget til ikke blot på det strengeste at begrænse mig til den udelukkende teoretiske – i særdeleshed økonomiske – analyse, men også til at formulere de få nødvendige bemærkninger angående politikken med den allerstørste forsigtighed, med antydninger, med det æsopske – forbandede æsopske – sprog, som tsarismen tvang alle revolutionære til at ty til, når de tog pennen i hånden for at skrive et »legalt« værk.
Det falder svært nu, i frihedens dage, at gennemlæse de steder i pjecen, der er forvanskede af hensyn til den tsaristiske censur, dæmpede, klemte i en skruestik. At imperialismen er forgården til den socialistiske revolution, at socialchauvinismen (socialisme i ord, chauvinisme i handling) er fuldstændigt forræderi mod socialismen, fuldstændig overgang til bourgeoisiets side, at denne spaltning af arbejderbevægelsen står i forbindelse med imperialismens objektive betingelser o.l. – var det nødvendigt for mig at sige på »slave«-sprog, og jeg er nødt til at henvise den læser, der interesserer sig for spørgsmålet, til den snarligt udkommende genudgivelse af mine udenlandske artikler fra 1914-17. Der skal særligt henvises til et sted side 119-20 [*1]: for i censureret form at forklare læseren, hvor skamløst kapitalisterne og socialchauvinisterne, der er gået over på deres side (og som Kautsky bekæmper så inkonsekvent), lyver i spørgsmålet om anneksioner, hvor skamløst de dækker over deres kapitalisters anneksioner, var jeg nødt til som eksempel at tage ... Japan! Den opmærksomme læser kan let i stedet for Japan sætte – Rusland, i stedet for Korea – Finland, Polen, Kurland, Ukraine, Khiva, Bukhara, Estland og øvrige områder, der ikke er beboet af storrussere.
Jeg vil håbe, at min pjece vil hjælpe til at finde rede i det grundlæggende økonomiske spørgsmål, som det er absolut nødvendigt at studere for at forstå, hvordan man skal vurdere den nuværende krig og den nuværende politik, nemlig: spørgsmålet om imperialismens økonomiske væsen.
Petrograd, 26. april 1917.
Nærværende skrift er, som allerede nævnt i forordet til den russiske udgave, skrevet i 1916 under hensyntagen til den tsaristiske censur. Jeg har ikke mulighed for på nuværende tidspunkt at omarbejde hele teksten, og det ville måske heller ikke være formålstjenligt, for bogens grundlæggende opgave var og vedbliver at være: ved hjælp af ubestridt borgerlig statistiks sammenfattende data og indrømmelser fra borgerlige videnskabsmænd i alle lande at give et samlet billede af den kapitalistiske verdensøkonomi i dens internationale vekselvirkninger i begyndelsen af det 20. århundrede, på tærsklen til den første imperialistiske verdenskrig.
Desuden kunne det være meget nyttigt for mange kommunister i de fremskredne kapitalistiske lande at benytte dette skrift, der er tilladt af den tsaristiske censur, som et eksempel på muligheden for – og nødvendigheden af – at benytte sig af selv de svage rester af legalitet, som endnu levnes kommunisterne i f. eks. det nuværende Amerika eller i Frankrig efter de sidste arrestationer at næsten alle kommunister, til at afdække al løgnagtigheden i de socialpacifistiske anskuelser og håb om et »verdens-demokrati«. De mest nødvendige tilføjelser til dette censurerede skrift vil jeg forsøge at give i dette forord.
I dette skrift er det bevist, at krigen 1914-18 fra begge sider var en imperialistisk krig (dvs. en erobrings-, rov- og plyndringskrig), en krig om verdens opdeling, om fordelingen og nyopdelingen af kolonierne, af finanskapitalens »indflydelsessfærer« osv.
For beviset for en krigs virkelige sociale karakter eller rettere dens virkelige klassekarakter, findes naturligvis ikke i krigens diplomatiske historie, men i en analyse af de herskende klassers objektive situation i alle de krigsførende stater. Til skildring af denne objektive situation skal man ikke benytte eksempler eller enkeltstående data (da det samfundsmæssige livs fænomener er så uhyre komplicerede, kan man altid udsøge sig et hvilket som helst antal eksempler eller enkeltstående data til støtte for enhver tese), men ubetinget helheden af data om grundlaget for alle de krigsførende magters og for hele verdens økonomiske liv.
Sådanne uigendrivelige sammenfattende data har jeg netop anført ved skildringen af verdens opdeling i 1876 og 1914 (i §6) og fordelingen af jernbanerne i hele verden i 1890 og 1913 (i §7). Jernbanerne er et resultat af de vigtigste kapitalistiske industrigrene, kul- og jernindustrien, et resultat og tillige den mest anskuelige målestok for udviklingen af verdenshandelen og den borgerlig-demokratiske civilisation. Hvordan jernbanerne hænger sammen med storindustrien, monopolerne, syndikaterne, kartellerne, trusterne, bankerne og finansoligarkiet, det er påvist i de foregående kapitler af bogen. Fordelingen af jernbanenettet, dets ulige fordeling og dets ujævne udvikling – det er alt sammen resultater af den moderne monopolistiske kapitalisme i verdensmålestok. Og disse resultater viser, at på et sådant økonomisk grundlag er imperialistiske krige absolut uundgåelige, så længe der eksisterer privat ejendomsret til produktionsmidlerne.
Anlæg af jernbaner er tilsyneladende et enkelt, naturligt, demokratisk, kulturelt, civilisatorisk foretagende: sådan opfattes det af de borgerlige professorer, der betales for at besmykke det kapitalistiske slaveri, og af de småborgerlige filistre. I virkeligheden har de kapitalistiske tråde, der gennem tusindvis af sammenslyngninger forbinder disse foretagender med den private ejendomsret til produktionsmidlerne overhovedet, forvandlet dette anlæg til et redskab til undertrykkelse af en milliard mennesker (kolonierne plus halvkolonierne), dvs. mere end halvdelen af Jordens befolkning, der lever i de afhængige lande og som kapitalens lønslaver i de »civiliserede« lande.
Privat ejendomsret, der er baseret på småproducentens arbejde, fri konkurrence, demokrati – alle disse paroler, hvormed kapitalisterne og deres presse bedrager arbejderne og bønderne, ligger langt bagude. Kapitalismen er vokset over i et verdensomspændende system, hvor en håndfuld »fremskredne« lande kolonialt undertrykker og finansielt kvæler det overvældende flertal af Jordens befolkning. Og delingen af dette »bytte« foregår mellem 2-3 verdensbeherskende og til tænderne bevæbnede røvere (Amerika, England, Japan), som inddrager hele verden i deres krig om delingen af deres bytte.
Brest-Litovsk freden [2], dikteret af det monarkistiske Tyskland, og senere den endnu mere brutale og nederdrægtige Versaillesfred [3], dikteret af de »demokratiske« republikker, Amerika og Frankrig, samt det »frie« England, har gjort menneskeheden den nyttigste tjeneste: de afslørede både imperialismens betalte blæksmørere og de reaktionære småborgere – selv om de også kalder sig pacifister og socialister – disse folk som lovsang »Wilsonismen« [4] og forsøgte at bevise, at fred og reformer ville være mulige under imperialismen.
De millioner og atter millioner af lig og krøblinge, der er efterladt af denne krig – en krig om, hvorvidt den engelske eller den tyske gruppe af finansrøvere skal have mest bytte – og desuden disse to »fredsaftaler« åbner med hidtil ukendt hastighed øjnene på millioner og atter millioner af mennesker, der har været holdt nede, været forkuet, bedraget, fordummet af bourgeoisiet. Ud af den verdensomspændende ruin, som krigen har skabt, vokser således den verdensomspændende revolutionære krise som, hvor lange og trange omveje den end må gå, ikke kan ende med andet end en proletarisk revolution og dennes sejr.
II Internationales Baselmanifest, som i 1912 karakteriserede netop den krig, der udbrød i 1914, og ikke krig i al mindelighed (krige er af forskellig art, der findes også revolutionære krige) – dette manifest står tilbage som et mindesmærke, der afslører II Internationales heltes forsmædelige bankerot, hele deres faneflugt.
Jeg lader derfor dette manifest optrykke som tillæg til nærværende udgave og gør indtrængende læserne opmærksom på, at II Internationales helte omhyggeligt går uden om de steder i manifestet, hvor der præcist, klart og direkte er tale om sammenhængen mellem netop denne kommende krig og den proletariske revolution – lige så omhyggeligt som tyven går uden om åstedet for sin forbrydelse.
I det foreliggende skrift vil vi specielt behandle »kautskyanismen«, en international ideologisk strømning, som er repræsenteret i alle verdens lande af »de mest fremtrædende teoretikere«, II Internationales førere (Otto Bauer og co. i Østrig, Ramsey MacDonald og andre i England, Albert Thomas i Frankrig osv., osv.) og en masse socialister, reformister, pacifister, borgerlige demokrater og præster.
Denne ideologiske strømning er på den ene side et produkt af opløsningen og forrådnelsen i II Internationale, på den anden side en uundgåelig konsekvens af ideologien hos småborgerne, hvis livsbetingelser holder dem fangen i borgerlige og demokratiske fordomme.
Hos Kautsky og hans lige betyder den slags anskuelser et fuldstændigt frafald netop fra marxismens revolutionære grundlag, som denne forfatter forsvarede i årtier, især for øvrigt i kampen mod den socialistiske opportunisme (Bernstein, Millerand, Hyndman, Gompers o.a.). Det er derfor ikke noget tilfælde, når kautskyanerne nu praktisk-politisk hele verden over har forenet sig med de værste opportunister (via den II eller gule Internationale [5]) og med de borgerlige regeringer (via borgerlige koalitionsregeringer med deltagelse af socialister).
Den i hele verden fremvoksende revolutionære bevægelse i almindelighed, og den kommunistiske i særdeleshed, kan ikke komme uden om en analyse og afsløring af kautskyanismens teoretiske fejl. Dette så meget mere, som pacifismen og overhovedet »demokratismen« [6], der slet ikke vil give sig ud for marxisme, men akkurat ligesom Kautsky og co. søger at tilsløre dybden af imperialismens modsigelser og uundgåeligheden af den revolutionære krise, som er frembragt heraf, endnu er overordentlig stærkt udbredt i hele verden. Og kampen mod disse strømninger er en pligt for proletariatets parti, som skal fravriste bourgeoisiet de småproducenter og millioner af arbejdende, som bourgeoisiet har bedraget, og som lever under mere eller mindre småborgerlige livsforhold.
Det er nødvendigt at sige et par ord om kapitel VIII: Kapitalismens parasitisme og forfald. Som allerede fastslået i bogens tekst har Hilferding, den tidligere »marxist«, nu Kautskys våbenfælle og en af hovedrepræsentanterne for den borgerlige, reformistiske politik inden for Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti [7], i dette spørgsmål gjort et skridt tilbage i forhold til den erklærede pacifist og reformist, englænderen Hobson. Den internationale spaltning af hele arbejderbevægelsen er nu trådt helt åbent frem (II og III Internationale). Den væbnede kamp og borgerkrigen mellem de to retninger er ligeledes blevet en kendsgerning: I Rusland støtter mensjevikkerne og de »socialrevolutionære« Koltjak og Denikin mod bolsjevikkerne, i Tyskland går folk som Scheidemann, Noske og co. med bourgeoisiet mod spartakisterne [8], ligeledes i Finland, Polen, Ungarn osv. Hvori består nu det økonomiske grundlag for dette verdenshistoriske fænomen?
Netop i kapitalismens parasitisme og forfald, der er karakteristiske for dens højeste historiske stadium, dvs. imperialismen. Som det påvises i denne bog, har kapitalismen nu udskilt en håndfuld særligt rige og mægtige stater (mindre end en tiendedel af Jordens befolkning – »rigeligt« og meget overdrevent beregnet mindre end en femtedel), som – ved simpel »kuponklipning« – plyndrer hele verden. Kapitaleksporten giver et udbytte på 8-10 milliarder francs årligt i førkrigspriser og efter den borgerlige førkrigsstatistik. Nu er det naturligvis meget mere.
Det er forståeligt, at man ved en sådan ekstraprofit (for dette er en profit, kapitalisterne skaffer sig ekstra, udover den profit, de presser ud af deres »egne« landes arbejdere) kan bestikke arbejderførerne og det øvre lag af arbejderaristokratiet. Det bliver da også bestukket af de »fremskredne« landes kapitalister – på tusinde måder, direkte og indirekte, åbent og skjult.
Dette lag af »arbejderaristokrati« eller borgerliggjorte arbejdere, der er fuldstændig spidsborgerlige i hele deres livsstil, i størrelsen af deres lønninger, i hele deres livsopfattelse, er II Internationales hovedstøtte og i vore dage bourgeoisiets sociale (ikke militære) hovedstøtte. De er nemlig bourgeoisiets virkelige agenter i arbejderbevægelsen, kapitalistklassens arbejderforvaltere (labour lieutenants of the capitalist class), de virkelige bærere af reformismen og chauvinismen. I proletariatets borgerkrig mod bourgeoisiet stiller de sig, i ikke ringe tal, på bourgeoisiets side, på »versaillernes« [9] side mod »kommunarderne«.
Uden at have forstået dette fænomens økonomiske rødder, uden at have vurderet dets politiske og samfundsmæssige betydning er det umuligt at tage noget skridt til løsning af den kommunistiske bevægelses og den kommende sociale revolutions praktiske opgaver.
Imperialismen er forgården til proletariatets sociale revolution. Det er siden 1917 blevet bekræftet i verdensmålestok.
6. juli 1920
*1. Se nærværende udgave side 171
1. Dette forord blev første gang trykt i oktober 1921 under overskriften Imperialisme Og Kapitalisme i tidsskriftet Den Kommunistiske Internationale (nr. 18). Værket Imperialismen Som Kapitalismens Højeste Stadium udkom på tysk i 1921 og på fransk og engelsk (en ikke komplet udgave) i 1923.
2. Brest-Litovsk freden – blev indgået mellem Sovjet-Rusland og landene i den tyske blok: Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet i Brest-Litovsk 3. marts 1918. Efter den tyske revolution annullerede Sovjet-Rusland aftalen den 13. november 1918.
3. Versaillesfreden – blev den 28. juni 1919 underskrevet af USA, England, Frankrig, Italien, Japan og andre allierede magter samt Tyskland, som havde tabt krigen, og gjorde ende på 1. verdenskrig. Aftalen var helt tydeligt i de sejrende magters favør, og den var desuden rettet mod Sovjet-Rusland og den revolutionære verdensbevægelse.
4. Wilsonismen har fået sit navn efter W. Wilson, USA's præsident fra 1913 til 1921. Under Wilsons præsidentskab gik USA med i den imperialistiske verdenskrig. Lige fra sovjetmagtens første dage var Wilson en af organisatorerne af interventionen mod Sovjet-Rusland. I et forsøg på at modvirke den indflydelse, som sovjetmagtens fredspolitik udøvede på folkemasserne i alle lande, fremsatte Wilson et demagogisk fredsprogram i 14 punkter, der skulle maskere USA's aggressive politik. Den amerikanske propaganda og den europæiske borgerlige presse fremstillede Wilson som den store fredskæmper. Men Wilsons og »wilsonisternes« småborgerlige hykleriske fraser blev snart afløst af en arbejderfjendtlig politik i landet og i USA's aggressive udenrigspolitik.
5. Lenin henviser til den konference, som lederne af de vesteuropæiske socialistpartier indkaldte til i februar 1919 i Bern for at oprette II Internationale.
6. Demokratisme – en oversættelse af det russiske ord »demokratism«. Ordet har her en negativ klang, men i øvrigt anvender Lenin ordet i en ret bred betydning, så det også kan betyde demokratisk bevægelse, demokratisk virksomhed eller demokrati med en mere neutral eller positiv betydning.
7. Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti var et centristisk parti, dannet i april 1917 på en kongres i Gotha. (Centrisme betyder her forsøg på at holde en midterposition mellem opportunisme og revolution.) De »uafhængige« tilstræbte »enhed« med socialchauvinisterne og gik så vidt, at de fornægtede klassekampen. Kautskys gruppe udgjorde den største del af partiet. Det spaltedes på kongressen i Halle i oktober 1920. En stor del af partiet sluttede sig til Tysklands Kommunistiske Parti i december 1920. Partiets højrefløj dannede et separat parti under det hidtidige navn, der bestod til 1922.
8. Spartakisterne – en revolutionær organisation blandt de tyske venstresocialdemokrater. Den oprettedes januar 1916 under ledelse af Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg o.a. Spartakisterne udførte et omfattende propagandistisk arbejde, de organiserede aktioner mod krigen og afslørede dens imperialistiske karakter og de socialdemokratiske opportunistiske lederes forræderi. Imidlertid begik spartakisterne samtidig alvorlige fejl: de benægtede, at det skulle være muligt at gennemføre en national befrielseskrig under imperialismen; de var ikke konsekvente i spørgsmålet om at forvandle den imperialistiske krig til en borgerkrig; de undervurderede partiets rolle som arbejderklassens fortrop; de undervurderede bønderne som proletariatets forbundsfæller, og de veg tilbage for et beslutsomt brud med opportunisterne.
I april 1917 tilsluttede spartakisterne sig det centristiske Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, samtidig med at de opretholdt deres organisatoriske selvstændighed. I november 1918 – under den tyske revolution – dannede de Spartakus-Forbundet. De brød med de Uafhængige, og omkring årsskiftet 1918-1919 oprettede de Tysklands Kommunistiske Parti.
9. Versaillerne – modstandere af Pariserkommunen i 1871 og tilhængere af den franske kontrarevolutionære borgerlige regering, der blev dannet i Versailles efter Pariserkommunen.
Sidst opdateret 20.5.2003