Trykt i bladet Proletarij nr. 2 den 29. august (11. september) 1906. Samlede Værker, 5. udgave, bd. 13, s. 369-377
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 178-185, Forlaget Tiden, København 1977.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. juni 2013.
Bogen Moskva i December 1905 (M. 1906) kunne ikke være kommet mere belejligt. Det er en bydende nødvendig opgave for arbejderpartiet at tilegne sig decemberopstandens erfaring. Desværre er denne bog en krukke honning med en skefuld tjære: yderst interessant materiale, trods dets ufuldstændighed – og konklusioner af utroligt skødesløs, utroligt banal art. Vi vil behandle disse konklusioner særskilt, men for øjeblikket vender vi os til dagens brændende politiske hovedproblem, Moskvaopstandens lære.
Hovedformen for decemberbevægelsen i Moskva var den fredelige strejke og demonstrationer. Aktivt deltog det uhyre flertal af arbejdermasserne kun i disse former for kamp. Men netop decemberaktionen i Moskva viste klart, at generalstrejke som en selvstændig form, en hovedform for kampen har overlevet sig selv, at bevægelsen med spontan og uimodståelig kraft bryder sig vej ud af disse snævre rammer og afføder en højere kampform, opstanden.
Da de revolutionære partier og forbundene i Moskva erklærede strejke, erkendte, ja følte de alle, at den uundgåeligt måtte forvandle sig til en opstand. Den 6. december besluttede arbejderrepræsentanternes sovjet at »stræbe efter at føre strejken over i en væbnet opstand«. Men faktisk var ingen af organisationerne forberedt til dette, selv Kampgruppernes fællesråd [1] talte (den 9. december!) om opstanden som noget fjernt, og der er ingen tvivl om, at gadekampen udspilledes hen over hovedet på rådet og uden om dets deltagelse. Organisationerne lå bagud for bevægelsens vækst og rækkevidde.
Strejken voksede over i opstand, først og fremmest under trykket af de objektive betingelser, der var opstået efter oktober. Regeringen kunne ikke længere overrumples med en generalstrejke, den havde allerede organiseret en kontrarevolution, der stod rede til militære aktioner. Den russiske revolutions almindelige forløb efter oktober og rækken af begivenheder i Moskva i decemberdagene gav en slående bekræftelse på en af Marx’ dybe grundsætninger: Revolutionen skrider fremad ved, at den skaber en sluttet og fast kontrarevolution, dvs. tvinger fjenden til at anvende mere og mere ekstreme midler til forsvar, og udvikler således kraftigere og kraftigere midler til angreb. [2]
Den 7. og 8. december: fredelig strejke, fredelige massedemonstrationer. Den 8. om aftenen: belejring af Akvariet. [3] Den 9. om dagen: dragonernes overfald på mængden på Strastnajapladsen. Om aftenen – ødelæggelsen af Fiedlers hus. [4] Stemningen bliver mere ophidset. Den uorganiserede mængde i gaderne bygger fuldstændig spontant og tøvende de første barrikader.
Den 10.: artilleribeskydningen af barrikaderne og mængden i gaderne begynder. Opførelsen af barrikader bliver resolut og er ikke længere enkelttilfælde, men absolut et massefænomen. Hele befolkningen er på gaderne, alle hovedcentre i hele byen dækkes af et net af barrikader. I flere dage udfoldes der en heftig partisankamp mellem kampgrupperne og tropperne, en kamp, der udmatter tropperne og tvinger Dubasov til at bønfalde om forstærkninger. Først den 15. december blev regeringsstyrkernes overlegenhed absolut, og den 17. knuste Semjonov-regimentet [5] Presjna, opstandens sidste støttepunkt.
Fra strejker og demonstrationer til enkelte barrikader. Fra enkelte barrikader til masseopførelse af barrikader og til gadekamp mod tropperne. Over hovedet på organisationerne udviklede den proletariske massekamp sig fra strejke til opstand. Heri ligger den vældige historiske vinding, som den russiske revolution skaffede sig i december 1905 – en vinding, der som alle de foregående blev hjembragt på bekostning af vældige ofre. Bevægelsen blev løftet fra den politiske generalstrejke til et højere trin. Den tvang reaktionen til at gå til det yderste i modstanden, og bragte dermed i uhyre grad det øjeblik nærmere, da revolutionen også vil gå til det yderste i anvendelsen af angrebsmidler. Reaktionen kan ikke gå videre end til artilleribeskydning af barrikaderne, husene og mængden på gaderne. Revolutionen kan gå endnu længere end Moskvas kampgrupper, meget, meget længere både i dybden og i bredden. Og revolutionen er gået langt frem siden december. Den revolutionære krises grundlag er blevet umådeligt meget bredere – klingen må nu slibes skarpere.
Proletariatet følte før sine ledere, at der var sket en forandring i de objektive kampbetingelser, og at dette krævede overgang fra strejke til opstand. Praksis gik som altid foran teorien. Den fredelige strejke og demonstrationerne ophørte straks at tilfredsstille arbejderne, der spurgte: Hvad så videre? – og krævede mere aktive handlinger. Direktivet om at bygge barrikader nåede yderdistrikterne med uhyre forsinkelse, mens der allerede byggedes barrikader i centrum. Arbejdermasserne gik i gang med sagen, men blev ikke tilfredsstillet heller af det, de spurgte: Hvad så videre? – de krævede aktive handlinger. Vi ledere af det socialdemokratiske proletariat lignede i december hin oberst, der disponerede så tåbeligt over sine regimenter, at størstedelen af hans tropper ikke kom til at deltage aktivt i slaget. Arbejdermasserne søgte, men fandt ikke direktiver om aktive masseaktioner.
Der er således ikke noget mere kortsynet end Plekhanovs opfattelse, som alle opportunister har grebet med kyshånd, at strejken var ubetimelig og ikke skulle have været iværksat, og at »man ikke burde have grebet til våben«. Tværtimod, man burde have grebet mere beslutsomt, energisk og offensivt til våben, man burde have klargjort for masserne, at det var umuligt at nøjes med en fredelig strejke, og at en uforfærdet og skånselsløs væbnet kamp var nødvendig. Og nu må vi endelig åbent og hørligt for alle erkende, at politiske strejker er utilstrækkelige, vi må i de bredeste masser agitere for væbnet opstand og ikke tilsløre dette spørgsmål med nogen som helst »indledende stadier« eller med nogen tågetale. Hvis man skjuler for masserne, at en forbitret, blodig, tilintetgørende krig er en nødvendighed, en umiddelbar opgave for den kommende aktion, bedrager man både sig selv og folket.
Dette er den første lære af decemberbegivenhederne. En anden lære vedrører karakteren af opstanden, måden at føre den på, betingelserne for troppernes overgang på folkets side. I højre fløj af vort parti er der en stærkt udbredt og yderst ensidig opfattelse af denne overgang. Man kan ikke, siges der, kæmpe mod moderne tropper. Tropperne må blive revolutionære. Det er klart, at hvis revolutionen ikke bliver en massekamp og ikke griber tropperne selv, da kan der ikke være tale om nogen alvorlig kamp. Det er klart, at arbejde blandt tropperne er nødvendigt. Men man må ikke forestille sig denne troppernes overgang som nogen simpel enkelthandling, der skyldes overtalelse på den ene side og erkendelse på den anden. Moskvaopstanden viser os anskueligt, hvor skematisk og livløst et sådant synspunkt er. Den vaklen, som ved enhver virkelig folkebevægelse uundgåeligt opstår blandt tropperne, bevirker faktisk, at det under den revolutionære kamps skærpelse kommer til en virkelig kamp om tropperne. Moskvaopstanden viser os netop den mest desperate, den mest rasende kamp mellem reaktionen og revolutionen om tropperne. Dubasov udtalte selv, at kun 5000 af Moskvatroppernes 15.000 mand var pålidelige. Regeringen holdt de vaklende tilbage med de mest forskelligartede, mest desperate foranstaltninger, den talte godt for dem, smigrede dem, bestak dem ved at uddele ure, penge, osv., fyldte dem med vodka, bedrog dem, skræmte dem, spærrede dem inde i kaserner, afvæbnede dem, med forræderi og med magt fiskede man de soldater, der formodedes at være upålidelige, ud af rækkerne. Og vi må have mod til direkte og åbent at erkende, at vi i denne henseende ikke hamlede op med regeringen. Vi formåede ikke at udnytte de kræfter, vi rådede over, til en lige så aktiv, dristig, foretagsom og offensiv kamp for at vinde de vaklende tropper, som regeringen førte og gennemførte. Vi var i færd med en idémæssige »bearbejdelse« af tropperne, og vi vil fortsætte endnu ihærdigere dermed. Men vi ville være sølle pedanter, hvis vi glemte, at under en opstand er en fysisk kamp for at vinde tropperne ligeledes nødvendig.
Moskvas proletariat gav os i decemberdagene en strålende lektion i idémæssig »bearbejdelse« af tropperne – f. eks. på Strastnajapladsen den 8. december, da mængden omringede kosakkerne, blandede sig med dem, forbrødrede sig med dem og fik dem til at vende om. Eller den 10. på Presnja, da to arbejderpiger, der bar en rød fane i en tusindtallig mængde, kastede sig mod kosakkerne med råbene: »Slå os ihjel! Levende giver vi ikke fanen fra os!« Og kosakkerne blev forvirrede og galoperede bort under mængdens råb: »Leve kosakkerne!« Disse eksempler på dristighed og heltemod bør for bestandig stå prentet i proletariatets bevidsthed.
Men her er eksempler på, at vi ikke hamlede op med Dubasov. Den 9. december går soldaterne syngende Marseillaisen gennem Bolsjaja Serpukhovskaja gaden for at slutte sig til oprørerne. Arbejderne sender delegerede, som skal møde dem. Malakhov selv galoperer over hals og hoved efter dem. Arbejderne kom for sent, Malakhov kom i rette tid. Han holdt en flammende tale, han fik soldaterne til at vakle, omringede dem med dragoner, førte dem bort til kasernen og spærrede dem inde. Det lykkedes Malakhov at nå frem, men det lykkedes ikke os, skønt vor appel på to dage fik 150.000 mennesker på benene og man med dem kunne og burde have organiseret afpatruljering af gaderne. Malakhov omringede soldaterne med dragoner, men vi omringede ikke herrer som Malakhov med bombekastere. Vi kunne og burde have gjort dette, og den socialdemokratiske presse har allerede for længe siden (det gamle Iskra [6]) påpeget, at en ubønhørlig udryddelse af civile og militære chefer er vor pligt under en opstand. Det, der skete på Bolsjaja Serpukhovskaja gaden, gentog sig åbenbart i hovedtrækkene også foran Nesvisjskij- og Krutitskij-kasernerne, ved proletariatets forsøg på at »fjerne« Jekaterinoslav-regimentet, ved afsendelsen af delegerede til ingeniørtropperne i Aleksandrov, ved tilbagesenderen af Rostovartilleriet, der var på vej til Moskva, ved afvæbningen af ingeniørtropperne i Kolomna og så videre. I opstandens øjeblik var vi ikke på højde med opgaverne i kampen for at vinde de vaklende tropper.
December gav en anskuelig bekræftelse på en anden dyb sætning, som Marx har skrevet og opportunisterne glemt, nemlig, at opstanden er en kunst, og at hovedreglen i denne kunst er, at der skal føres en hensynsløst dristig og beslutsom offensiv. [7] Vi havde ikke tilstrækkeligt tilegnet os denne sandhed. Vi lærte ikke tilstrækkeligt os selv og masserne denne kunst, denne regel om at tage offensiven, komme hvad der vil. Vi må nu med al vor energi indhente det forsømte. Det er ikke nok at tage sit standpunkt til politiske paroler, det er også nødvendigt at tage sit standpunkt til den væbnede opstand. Den, der er imod den, den, der ikke forbereder sig til den, – han må ubønhørligt smides ud af revolutionstilhængernes rækker, smides over til dens modstandere, til forræderne eller kujonerne, thi den dag nærmer sig, da begivenhedernes kraft, da kampens betingelser tvinger os til at skille fjender og venner efter dette kendetegn. Det er ikke passivitet, vi bør forkynde, ikke en simpel »afventen«, indtil tropperne »går over«, – nej, vi må ringe med alle klokker og forkynde nødvendigheden af dristig offensiv og angreb med våben i hånd, nødvendigheden af i sådanne tider at udrydde fjendens øverste chefer og føre den mest energiske kamp for at vinde de vaklende tropper.
Den tredje store lære, som Moskva gav os, vedrører taktikken og organiseringen af styrkerne til opstanden. Krigstaktikken afhænger af krigsteknikkens niveau, – denne sandhed har Engels grundigt forklaret og indprentet marxisterne. [8] Krigsteknikken i dag er ikke den samme, som den var i midten af det 19. århundrede. Det ville være dumt at forsvare barrikader med revolvere og sætte en menneskemængde ind mod artilleri. Og Kautsky havde ret, da han skrev, at efter Moskva var det på tide at revidere Engels’ konklusioner, og at Moskva har grundlagt »en ny barrikadetaktik«. [9] Denne taktik var partisankrigens taktik. Den organisation, der betinges af en sådan taktik, var bevægelige og ganske små afdelinger – timandsgrupper, tremandsgrupper og endog tomandsgrupper. Nu møder vi ofte socialdemokrater, der griner, når talen er om femmandsgrupper og tremandsgrupper. Men grin er kun en billig metode til at slippe uden om det nye spørgsmål om taktik og organisation, der er fremkaldt af gadekampen under den moderne krigsteknik. Læs fortællingen om Moskvaopstanden omhyggeligt, mine herrer, og I vil forstå, hvilken forbindelse »femmandsgrupperne« har med spørgsmålet om den »nye barrikadetaktik«.
Moskva grundlagde den, men fik den langtfra udviklet, langtfra udfoldet i nogenlunde bred målestok, i virkelig massemålestok. Der var kun få kampgrupper, arbejdermassen fik ikke nogen parole om dristigt at gå til angreb og praktiserede ikke en sådan parole. Partisanafdelingernes karakter var alt for ensidig, deres våben og deres metoder utilstrækkelige, deres evne til at lede mængden lå kun i kim. Vi må indhente alt dette, og vi indhenter det, når vi lærer af Moskvas erfaring, udbreder denne erfaring i masserne og vækker massernes skaberkraft til yderligere udvikling af denne erfaring. Og den partisankrig, den masseterror, der næsten uophørligt har fundet sted overalt i Rusland siden december, vil utvivlsomt hjælpe masserne til at lære den rigtige taktik i opstandens øjeblik. Socialdemokratiet må erkende denne masseterror og indlemme den i sin taktik, selvfølgelig organisere og kontrollere den, indrette den efter arbejderbevægelsens og den almene revolutionære kamps interesser og betingelser og samtidig fjerne og skånselsløst udrydde den »bølle«-forvrængning af denne partisankrig, der så storartet og så skånselsløst blev sat på plads af vore kampfæller i Moskva i opstandens dage og af letterne i de meget omtalte lettiske republikkers dage. [10]
Krigsteknikken har i den allersidste tid atter gjort nye fremskridt. Den japanske krig har frembragt håndgranaten. Geværfabrikken har sendt det automatiske gevær på markedet. Og begge våben begynder allerede at blive anvendt med held i den russiske revolution, men langtfra i tilstrækkeligt omfang. Vi kan og skal benytte os af den mere fuldkomne teknik, lære arbejderafdelingerne at lave bomber i store mængder, hjælpe dem og vore kampgrupper at samle lagre af sprængstoffer, sprænghætter og automatiske våben. Når arbejderne deltager i opstanden i byerne, når der foretages masseangreb på fjenden, når der føres en beslutsom og dygtig kamp for at vinde tropperne, der vakler endnu mere efter dumaen, efter Sveaborg (Suomenlinna) og Kronstadt, når landbefolkningens deltagelse i den almindelige kamp er sikker – vil sejren være vor i den næste landsomfattende væbnede opstand i Rusland!
Lad os da udfolde vort arbejde bredere og stille vore opgaver dristigere, mens vi tilegner os læren fra de store dage i den russiske revolution. Vort arbejde bygger på en rigtig vurdering af, hvad klasserne stræber efter, og hvad folkets udvikling har behov i dette øjeblik. Omkring parolen: Styrt den tsaristiske magt og lad en revolutionær regering indkalde en konstituerende forsamling, grupperer vi og vil vi gruppere en stadig større del af proletariatet, bønderne og tropperne. Arbejdet med at udvikle massernes bevidsthed er nu som før basis for hele vort arbejde og hovedindholdet i det. Men lad os ikke glemme, at til denne almene, faste og fundamentale opgave føjer sådanne øjeblikke, som Rusland nu gennemlever, visse særlige, specielle opgaver. Lad os ikke blive pedanter og spidsborgere, lad os ikke skyde disse særlige opgaver, som øjeblikket stiller, disse specielle opgaver, som de givne kampformer frembyder, fra os ved tomme henvisninger til pligter, der står for os på samme måde under alle betingelser og til alle tider.
Lad os huske, at den store massekamp nærmer sig. Det bliver en væbnet opstand. Den skal så vidt muligt blive samtidig. Masserne skal vide, at de går ud til en væbnet, blodig, hensynsløs kamp. Dødsforagt skal blive massernes almeneje og sikre sejren. Offensiven mod fjenden skal føres på den mest energiske måde, angreb og ikke forsvar skal blive massernes parole, ubønhørlig udryddelse af fjenden vil blive deres opgave, kamporganisationen vil blive bevægelig og smidig, troppernes vaklende elementer vil blive draget ind i aktiv kamp. Det klassebevidste proletariats parti skal gøre sin pligt i denne store kamp.
1. Kampgruppernes fællesråd nedsattes i Moskva i slutningen af oktober 1905 for at koordinere den praktiske kamp mod de Sorte Hundreder. (Se note 15 til To Slags Taktik ...). Rådet fortsatte sit arbejde under opstanden i december. Medlemmer af rådet var repræsentanter for RSDAP’s Moskvaorganisations kampgrupper, Moskvagruppen af socialdemokrater, de socialrevolutionære samt lokale grupper med navnene »Frit distrikt«, »Universitetet«, »Typografisk gruppe« samt »Kaukasisk gruppe«. Det socialrevolutionær-mensjevikiske flertal i fællesrådet bar ansvaret for den dårlige organisering af rådets arbejde; under den væbnede opstand i december haltede det efter de revolutionære begivenheder og viste sig ude af stand til at optræde som opstandens operative generalstab. – S. 178.
2. Lenin sigter her til Marx’ tese fra Klassekampene i Frankrig 1848-50 (Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. 1, s. 133, Forlaget Tiden). – S. 179.
3. Den 8. (21.) december om aftenen omringede soldater og politi Akvariehaven, hvor der på det tidspunkt holdtes et stort møde i teatersalen. Det lykkedes at undgå blodsudgydelser, takket være arbejderkampgrupperne, der havde til opgave at sørge for, at mødet forløb roligt. De, der havde våben på sig, fik mulighed for at komme væk gennem et faldefærdigt gitter, hvorimod de øvrige mødedeltagere, der gik ud gennem porten, blev visiteret og slået; mange blev arresteret. – S. 179.
4. Fiedlers hus, en værkstedsskole (ved Tjistyje Prudy) var et af de lokaler, hvor der regelmæssigt holdtes partimøder. Om aftenen den 9. (22.) december blev Fiedlers hus omringet af soldater. Det skete på et tidspunkt, da der var partimøde. Hovedparten af deltagerne kom fra arbejderkampgrupperne. De nægtede at overgive sig og barrikaderede sig i stedet i bygningen, der derefter blev udsat for artilleriild og maskingeværskydning. Over 30 personer blev dræbt eller såret; 120 arresteredes. – S. 179.
5. Semjonov-regimentet blev sendt til Moskva fra Petersborg for at nedkæmpe arbejderopstanden i december 1905. – S. 179.
6. Den gamle Iskra, se note 7 til To Slags Taktik ... – S. 182.
7. Der refereres til Engels’ Revolution og kontrarevolution i Tyskland, der i 1851-52 blev offentliggjort som artikelserie i New York Daily Tribune (18. september 1852), under Marx’ signatur. – S. 182.
8. Denne tese blev udviklet af Engels, specielt i bogen Anti-Dühring. – S. 183.
9. Lenin behandler dette emne mere indgående i sin artikel Den russiske revolution og proletariatets opgaver (se Saml. Værker, russ. 5. udgave, bd. 12, s. 215-216). – S. 183.
10. I december 1905 blev forskellige byer i Letland erobret af bevæbnede afdelinger af arbejdere, landarbejdere og bønder. Der begyndte en guerillakrig mod tsartropperne. I januar 1906 blev opstanden knust af straffebataljoner under kommando af tsaristiske generaler. – S. 184.
Sidst opdateret 5.7.2013