Hvad skal man begynde med? (uddrag)

Vladimir Lenin (maj 1901)


Skrevet i maj 1901. Offentliggjort i Iskra nr. 4, maj 1901.

Oversat fra engelsk – Where to Begin? i Lenin: Collected Works, vol. 5, Foreign Languages Publishing House, Moscow 1961, pp.13-24 – af Jørn Andersen, juni 2016.

Kun den sidste halvdel af artiklen er oversat – den del, der udgør “et skelet til en plan”, der 9 måneder senere blev udgivet som Hvad må der gøres? Den ikke-oversatte første del er en polemik mod bladet Rabotjaja Delo om bl.a. terror.

Overført til internet for Marxisme Online 8. juni 2016 af Jørn Andersen.

Lenins noter | Oversætters noter


Læren af begivenhederne i februar og marts [1] har været så imponerende, at vi ikke forventer nogen principielle uenigheder om denne konklusion. Det, vi har brug for på nuværende tidspunkt, er imidlertid ikke en principiel løsning på problemet, men en praktisk løsning. Vi skal ikke kun være klare omkring karakteren af den organisation, der er nødvendig, og dens præcise formål, men vi skal udarbejde en konkret plan for en organisation, så dens dannelse kan gå i gang på alle områder. I betragtning af den presserende betydning af spørgsmålet, tager vi os fra vor side den frihed at fremlægge for kammeraterne et skelet til en plan, der skal udvikles nærmere i en pamflet, der nu er under forberedelse til tryk. [2]

Det er vores opfattelse, at udgangspunktet for vores aktiviteter, det første skridt til at skabe den ønskede organisation, eller, lad os sige, den røde tråd, som, hvis den følges, vil gøre det muligt for os støt at udvikle, uddybe og udvide denne organisation, bør være grundlæggelsen af en alrussisk politisk avis. En avis er, hvad vi mest af alt har brug for; uden den kan vi ikke udføre den systematiske, all-round propaganda og agitation, konsekvent over for principperne, som er den vigtigste og permanente opgave for Socialdemokratiet i almindelighed og i særdeleshed den presserende opgave i det øjeblik, hvor interessen for politik og for spørgsmål om socialisme er blevet vakt blandt de bredeste lag af befolkningen. Aldrig har behov været følt så akut som i dag for at styrke den spredte agitation i form af individuelle aktioner, lokale løbesedler, pjecer, etc., ved hjælp af generaliseret og systematisk agitation, der kun kan udføres ved hjælp af den periodiske presse. Det kan siges uden overdrivelse, at frekvensen og regelmæssigheden, hvormed en avis bliver trykt (og distribueret) kan tjene som et præcist kriterium for, hvor godt denne vigtige og mest væsentlige sektor af vores militante aktiviteter bliver bygget op. Desuden skal vores avis være alrussisk. Hvis vi undlader, og så længe vi undlader, at kombinere vore bestræbelser på at påvirke folket og regeringen ved hjælp af det trykte ord, vil det være utopisk at tænke på at kombinere andre midler, mere komplekse, vanskeligere, men også mere afgørende, for at øve indflydelse. Vores bevægelse lider første og fremmest, ideologisk såvel som i praktisk og organisatorisk henseende, af dens tilstand af fragmentering, af det overvældende flertal af socialdemokraters næsten fuldstændige begravelse i det lokale arbejde, der indsnævrer deres udsyn, omfanget af deres aktiviteter og deres dygtighed i opretholdelsen af hemmelighed og deres beredskab. Det er præcist i denne tilstand af fragmentering, at man skal søge efter de dybeste rødder til den ustabilitet og vaklen, der er nævnt ovenfor [xxx]. Det første skridt mod at overvinde denne mangel, mod at omdanne adskilte lokale bevægelser til en enkelt, alrussisk bevægelse, må være grundlæggelsen af en alrussisk avis. Til sidst, hvad vi har brug for er absolut en politisk avis. Uden et politisk organ er en politisk bevægelse, der er sit navn værdigt, utænkelig i dagens Europa. Uden en sådan avis kan vi umuligt opfylde vores opgave – at koncentrere alle elementer af politisk utilfredshed og protest og derigennem vitalisere proletariatets revolutionære bevægelse. Vi har taget det første skridt, vi har vakt en passion i arbejderklassen for “økonomiske”, fabriks-afsløringer; vi må nu tage det næste skridt, nemlig at vække en passion i alle dele af befolkningen, der overhovedet er politisk bevidste, for politiske afsløringer. Vi må ikke blive afskrækket af det faktum, at den politiske afslørings stemme i dag er så svag, frygtsom og sjælden. Dette er ikke på grund af en total underlæggelse under politiets despoti, men fordi de, der er i stand til og klar til at lave afsløringer, ikke har en talerstol, hvorfra man kan tale, intet ivrigt og opmuntrende publikum; de kan ikke se nogen steder blandt folket den kraft, som det ville være værd at rette deres klager over den “almægtige” russiske regering til. Men i dag er alt dette under hastig forandring. Der er en sådan kraft, det er det revolutionære proletariat, som har vist sig rede til, ikke blot at lytte til og støtte opfordringerne til politisk kamp, men også dristigt at kaste sig ind i kampen. Vi er nu i stand til at levere en talerstol for den landsdækkende afsløring af den tsaristiske regering, og det er vores pligt at gøre dette. Denne talerstol skal være en socialdemokratisk avis. Den russiske arbejderklasse, som adskiller sig fra de andre klasser og lag i det russiske samfund, udviser en konstant interesse i politisk viden og manifesterer en konstant og omfattende efterspørgsel (ikke kun i perioder med intensiv uro) for illegal litteratur. Når en sådan masse-efterspørgsel er tydelig, når uddannelsen af erfarne revolutionære ledere allerede er begyndt, og når koncentrationen af arbejderklassen gør den til den reelle herre i arbejderdistrikterne i de store byer og i bosættelserne og samfundene omkring fabrikkerne, er det ganske gennemførligt for proletariatet at stifte en politisk avis. Gennem proletariatet vil avisen nå byernes småborgerskab, landdistrikternes håndværkere samt bønderne og bliver dermed en rigtig folkets politiske avis.

Avisens rolle er imidlertid ikke begrænset alene til udbredelsen af ideer, til politisk uddannelse og til hvervning af politiske allierede. Avisen er ikke blot en kollektiv propagandist og en kollektiv agitator, men tillige en kollektiv organisator. I denne sidste henseende kan man sammenligne den med stilladset, som bygges op omkring et hus under opførelse, antyder bygningens konturer, letter samspillet mellem de enkelte bygningsarbejdere, hjælper dem at fordele arbejdet og at overskue de fælles resultater, der opnås ved organiseret arbejdsindsats. Ved hjælp af avisen, og gennem den, vil en permanent organisation naturligt tage form, som vil engagere sig, ikke kun i lokale aktiviteter, men i regelmæssigt generelt arbejde, og som vil træne sine medlemmer til omhyggeligt at følge politiske begivenheder, vurdere deres betydning og deres virkning på de forskellige lag i befolkningen og udvikle effektive midler til, at det revolutionære parti kan påvirke disse begivenheder. Den rent tekniske opgave med regelmæssigt at levere materiale til avisen og med at foretage regelmæssig distribution vil nødvendiggøre et netværk af lokale agenter for det forenede parti, der vil opretholde konstant kontakt med hinanden, kende den generelle situation, vænne sig til regelmæssigt at udføre deres detaljerede funktioner i det alrussiske arbejde og teste deres styrke i organiseringen af forskellige revolutionære handlinger. Dette netværk af agenter [a] vil danne skelettet af netop den form for organisation, vi har brug for – én, der er tilstrækkelig stor til at omfatte hele landet; tilstrækkeligt bredt og mangesidet til at foretage en streng og detaljeret arbejdsdeling; tilstrækkeligt hærdet til støt at kunne foretage sit eget arbejde under alle omstændigheder, under alle “pludselige skift” og stillet over for alle eventualiteter; tilstrækkelig fleksibel til at kunne, på den ene side, undgå en åben kamp mod en overvældende fjende, når fjenden har koncentreret alle sine styrker på ét sted, og alligevel, på den anden side, at drage fordel af hans klodsethed og at angribe ham, når og hvor han mindst forventer det. I dag står vi med den forholdsvis lette opgave at støtte studenterdemonstrationer på gaderne i store byer; i morgen kan vi måske have den mere vanskelige opgave at støtte, for eksempel, de arbejdsløses bevægelse i et eller andet bestemt område, og dagen efter at være på posten for at spille en revolutionær rolle i en bondeopstand. I dag må vi drage fordel af den spændte politiske situation som følge af regeringens kampagne mod semstvoen; [3] i morgen kan vi have til opgave at understøtte den folkelige vrede mod nogle tsaristiske bashi-bazouk på krigsstien og hjælpe ved hjælp af boykot, anklageskrift, demonstrationer osv. for at gøre det så varmt for ham, at han tvinges til et åbent tilbagetog. En sådan grad af kampberedskab kan kun udvikles gennem regulære troppers konstante aktivitet. Hvis vi går sammen om at producere en fælles avis, vil dette arbejde træne og bringe i forgrunden, ikke kun de dygtigste propagandister, men også de dygtigste organisatorer, de mest talentfulde politiske partiledere, der er i stand til, på det rigtige tidspunkt, at udbrede parolen for den afgørende kamp og tage lederskab for den kamp.

Afslutningsvis et par ord for at undgå eventuelle misforståelser. Vi har konstant talt om systematisk, planlagt forberedelse, men det er på ingen måde vores hensigt at antyde, at enevælden kan væltes alene ved en regelmæssig belejring eller organiserede overfald. En sådan opfattelse ville være absurd og doktrinær. Tværtimod er det meget muligt, og historisk set meget mere sandsynligt, at enevælden vil bryde sammen under indflydelse af et af de spontane udbrud eller uforudsete politiske komplikationer, der konstant truer det fra alle sider. Men intet politisk parti, der ønsker at undgå eventyrpolitik, kan basere sine aktiviteter på foregribelse af sådanne udbrud og komplikationer. Vi skal gå vores egen vej, og vi skal standhaftigt fortsætte vores regelmæssige arbejde, og jo mindre vi forlader os på det uventede, jo mindre er chancen for, at vi bliver overrumplet af et eller andet “historisk skift”.

Lenins noter

a. Man skal naturligvis forstå, at disse agenter kun kan arbejde med succes, hvis de er i den tætteste kontakt med de lokale komiteer (grupper, studiekredse) i vort parti. Generelt hele den plan, vi foreslår, selvfølgelig kun gennemføres med den mest aktive støtte af de komiteer, der gentagne gange har forsøgt at forene partiet, og som vi er sikre på, vil opnå denne forening – om ikke i dag, så i morgen, om ikke på den ene måde, så på den anden.

Oversætters noter

1. Denne passage refererer til de revolutionære masseaktioner fra studerende og arbejdere – politiske demonstrationer, møder, strejker – der fandt sted i februar og marts 1901 i St. Petersborg, Moskva, Kiev, Kharkov, Kazan, Yaroslavl, Warszawa, Belostok, Tomsk, Odessa og andre byer i Rusland.
(Fra Collected Works.)

2. Der henvises til Lenins værk: Hvad må der gøres? Vor bevægelses brændende problemer (Lenin: Udvalgte værker, bind 2, s. 19-207, Forlaget Tiden, København 1979).

3. Semstvo – såkaldt lokal selvforvaltning i nogle af tsartidens europæiske guvernementer og ujesd’er (amter), indført 1864, sammensat hovedsagelig af adelige godsejere, desuden købmænd og storbønder. Semstvoerne skulle løse talrige opgaver, men mål og programmer f.eks. for skoler var fastsat af tsarregeringen. Semstvoerne tjente adelens og de besiddendes interesser. Efterhånden fremkom opposition og liberale strømninger inden for semstvoernes forskellige organer, hvad der fremkaldte strenge forholdsregler og forfølgelser mod de pågældende personer, navnlig læger, lærere, agronomer og statistikere (registerførere).
(Fra Forlaget Tidens note 7 til artiklen Hvilken Arv Er Det Vi Fraskriver Os?)


Sidst opdateret 8.6.2016