Skrevet i forvisning i slutningen af 1897. Trykt første gang i 1898 i samlingen: Vladimir Iljin. Økonomiske Skitser Og Artikler. SPB.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 1, s. 163-200, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 7. juli 2013.
I nr. 10 af Russkoje Bogatstvo [1] 1897 skriver hr. Mikhajlovskij, som refererer hr. Minskijs bemærkning om de dialektiske materialister: »Det må være ham (hr. Minskij) bekendt, at disse mennesker ikke vedkender sig nogen som helst nedstamningsforbindelse med fortiden og bestemt fraskriver sig arven« (s. 179), dvs. »arven fra 1860-70’erne«, som hr. V. Rosanov i 1891 højtideligt fraskrev sig i Moskovskije Vedomosti [2] (s. 178).
I denne udtalelse af hr. Mikhajlovskij om »de russiske elever« [3] er der en mængde usandhed. Sandt nok er hr. Mikhajlovskij ikke den eneste og heller ikke nogen selvstændig ophavsmand til denne usandhed om, at »de russiske elever fraskriver sig arven« – det har snart sagt alle repræsentanter for den liberale narodnik-presse for længst gentaget i deres kamp mod »eleverne«. I begyndelsen af sin hidsige krig mod »eleverne« havde hr. Mikhajlovskij såvidt erindres endnu ikke spekuleret sig frem til denne usandhed, den havde andre fundet på før ham. Så fandt han det nødvendigt at betjene sig også af denne. Jo videre »eleverne« udviklede deres tanker i den russiske litteratur, jo mere detaljeret og udførligt de udtalte sig om en hel række såvel teoretiske som praktiske spørgsmål – desto sjældnere kunne man i modstanderpressen møde saglige indvendinger mod den nye retnings hovedpunkter, mod den opfattelse, at den russiske kapitalisme er et progressivt fænomen, at narodnikkernes idealisering af småproducenten er forvrøvlet, at forklaringen på tendenserne i samfundsopfattelsen og i de juridisk-politiske institutioner skal søges i de materielle interesser, der gør sig gældende for det russiske samfunds forskellige klasser. Disse hovedpunkter tav man stille om, dem foretrak man ikke at tale om, og det gør man stadig, men til gengæld har man fabrikeret så mange des flere opfindelser, der skal tjene til at miskreditere den nye retning. Til disse påfund, disse »dårlige påfund« hører også den gængse frase, at »de russiske elever har fraskrevet sig arven«, at de har brudt med de bedste traditioner fra den bedste, den mest progressive del af det russiske samfund, at de har revet den demokratiske tråd over osv. osv., og hvordan man ellers har udtrykt det. Sådanne fraser er overordentlig udbredte, hvad der tilskynder os til at betragte dem i detaljer og gendrive dem. For at vor fremstilling ikke skal forekomme ubegrundet, begynder vi med en historisk litterær parallel mellem to »landbo-skribenter«, som fremdrages for at karakterisere »arven«. Vi tager det forbehold, at vi udelukkende indskrænker os til spørgsmål af økonomisk og social art, og at vi af den samlede »arv« kun betragter disse spørgsmål og lader filosofiske, litterære, æstetiske osv. spørgsmål ligge.
For tredive år siden, i 1867, begyndte tidsskriftet Otetjestvennyje Sapiski [4] at trykke nogle sociale artikler af Skaldin under overskriften »I ravnekrogen og i hovedstaden«. Disse artikler blev bragt gennem tre år, 1867-69. I 1870 samlede forfatteren dem og udgav dem i en særskilt bog med samme titel. [a] Bekendtskabet med denne bog, der nu er næsten helt glemt, er særdeles lærerigt i det spørgsmål, der interesserer os, dvs. spørgsmålet om, hvordan »arven«s repræsentanter forholder sig til narodnikkerne og til de »russiske elever«. Bogens titel er unøjagtig. Forfatteren bemærkede det selv og forklarede i forordet til sin bog, at dens tema er »hovedstadens forhold til »landsbyen«, dvs. sociale skitser af landsbyen, og at han ikke agter at sige noget særligt om hovedstaden. Det vil sige, han ville vel nok gerne, men finder det en kilden sag: ώς δύναμαι – ού βούλομαι, ώς δε βούλομαι – ού δύναμαι (sådan som jeg kunne, vil jeg ikke, og sådan som jeg ville, kan jeg ikke) – Skaldin citerer som forklaring på denne kildne sag en græsk forfatters ord.
Lad os give en fremstilling af Skaldins synspunkter.
Vi begynder med bondereformen [5] – det udgangspunkt, som enhver, der vil udtrykke sine almene anskuelser om økonomiske og sociale spørgsmål, også i vore dage må søge tilbage til. I Skaldins bog har bondereformen fået overordentlig megen plads. Skaldin var vel den første forfatter, der systematisk, på grundlag af omfattende materiale og indgående iagttagelse af landsbyens hele liv har påvist bøndernes kummerlige stilling efter reformens gennemførelse, forringelsen af deres tilværelse, de nye former for deres afhængighed i økonomisk og juridisk henseende og i dagliglivet – den første som kort sagt har påvist alt det, der siden hen så indgående og detaljeret er blevet påvist gennem utallige undersøgelser og beskrivelser. I dag er alle disse sandheder ikke noget nyt. Dengang var de ikke alene nye, de vakte tilmed vantro i det liberale selskab, som var bange for, at der bag disse påvisninger af såkaldte »mangler ved reformen« skulle ligge en fordømmelse af den og en skjult sympati for livegenskabet. Interessen for Skaldins anskuelser forstærkes yderligere ved, at forfatteren levede på reformens tid (og muligvis endda var deltager i den. Vi er ikke i besiddelse af historiske og litterære oplysninger og biografiske data om Skaldin). Hans anskuelser bygger altså på umiddelbar iagttagelse, både af tidens »hovedstad« og af tidens »landsby« – ikke på et skrivebordsstudium af bogligt materiale.
I Skaldins anskuelser om bondereformen bemærker den nutidige læser, der er vant til narodnikkernes rørende ammestuehistorier om dette emne, først og fremmest forfatterens overordentlige nøgternhed. Skaldin ser på reformen uden nogen form for selvbedrag, uden nogen idealisering; han betragter den som en handel mellem to parter, godsejerne og bønderne, der hidtil i fællesskab har brugt jorden på visse betingelser og nu altså har delt den, men således, at også de to parters juridiske stilling er ændret ved denne deling. Den faktor, som bestemte fremgangsmåden ved delingen og størrelsen af den del, hver af parterne fik, var parternes interesser. Disse interesser bestemte parternes bestræbelser, men det, at den ene part havde mulighed for at deltage direkte i selve reformen og i den praktiske udvikling af de forskellige sider ved dens gennemførelse, bevirkede blandt andet, at den ene part fik overvægt. Det er sådan, Skaldin opfatter reformen. Skaldin går særlig detaljeret ind på reformens hovedspørgsmål, loddernes størrelse, betalingerne, og han vender i sine artikler gang på gang tilbage hertil. (Skaldins bog er opdelt i 11 artikler med hver sit emne; i formen minder de om særskilte breve fra landet. Den første artikel er dateret 1866, den sidste 1869.) Om de såkaldte »jordfattige« bønder er der naturligvis ikke noget nyt i Skaldins bog for den nutidige læser, men for slutningen af 1860’erne var hans påvisninger både nye og værdifulde. Vi vil selvfølgelig ikke gentage dem, men kun fremhæve et træk ved Skaldins karakteristik af fænomenet, et træk, som udmærker ham frem for narodnikkerne. Skaldin taler ikke om »jordfattigdom«, derimod om en »for kraftig beskæring af bøndernes lodder« (s. 213, ligeså s. 214 og mange andre steder, se bogens kapital III), om at de maksimale lodder, der var bestemt af forordningen, viste sig at være mindre end de faktiske /hidtidige/ lodder (s. 257), og han anfører blandt andet særdeles karakteristiske udtalelser af bønder om denne side af reformen. [b] Skaldins redegørelser og beviser for denne kendsgerning er særdeles udførlige, stærke og ligefrem skarpe for en forfatter, der generelt er overmåde moderat, nøgtern og i sine almene anskuelser utvivlsomt borgerlig. Det vil sige, at dette fænomen har været meget iøjnefaldende, når selv en forfatter som Skaldin taler så energisk om det. Også om afgifternes byrde taler Skaldin overordentlig energisk og udførligt, og han underbygger sine udtalelser med et stort materiale. »Enorme skatter«, læser vi i en underrubrik i artikel III (1867), »er hovedårsagen til bøndernes fattigdom«, og Skaldin påviser, at skatterne er højere end bøndernes indtægter af jorden; han anfører fra Meddelelser fra Skattekommissionen tal for fordelingen af de russiske skatter på de højere og de lavere klasser, og det viser sig, at på de laveste klasser falder 76 pet. af skatterne, på de øverste 17 pet., mens forholdet i Vesteuropa overalt er uden sammenligning gunstigere for de lavere klasser. I en underrubrik til artikel VII (1868) læser vi: »Enorme pengeafgifter er en hovedårsag til bøndernes fattigdom«, og forfatteren påviser, hvorledes de nye livsforhold straks krævede penge, penge og atter penge af bonden, hvorledes det i forordningen var gjort til en regel, at godsejerne også skulle have livegenskabet godtgjort (s. 252), ligesom størrelsen af afgiften skulle fastsættes »på grundlag af personlige oplysninger fra godsejerne selv, deres forvaltere og fogeder, dvs. ud fra ganske vilkårlige oplysninger, som aldeles ikke var pålidelige« (s. 255). Følgen var, at de gennemsnitlige afgifter, der blev beregnet af kommissionerne, blev betydelig højere end de faktiske /hidtidige/ gennemsnitlige afgifter. »Til skattebyrden føjedes, at bønderne yderligere mistede jord, de havde dyrket i århundreder« (s. 258). »Hvis vurderingen af jorden ved frikøbeisen ikke var blevet foretaget ved en kapitalisering af afgiften, men ud fra jordens virkelige værdi på frigørelsestidspunktet, kunne frikøbeisen være sket ganske let og ville ikke engang have behøvet regeringens medvirkning eller udstedelse af lånepapirer« (s. 264). »Frikøbelsen skulle februar /1861/ betyde en lettelse for bønderne og i sig selv forbedre deres kår, men den fører i virkeligheden ikke sjældent til en dybere nedtrykkelse af dem« (s. 269). Vi anfører alle disse citater – i sig selv lidet interessante og til dels forældede – for at vise, med hvilken energi en forfatter, der står afvisende over for landsbyfællesskabet og i en hel række spørgsmål har udtalt sig som Manchester-mand /liberal økonom/, taler for bøndernes interesser. Det er ganske lærerigt at bemærke den fuldstændige overensstemmelse mellem næsten alle narodnismens nyttige og ikke-reaktionære teser og denne Manchester-mands teser. Det siger sig selv, at når Skaldin nærer sådanne anskuelser om reformen, kunne han aldeles ikke forfalde til den rørende idealisering af den, som narodnikkerne stadig forfalder til, når de siger, at den sanktionerede den folkelige produktion, at den stod højere end de vesteuropæiske bondereformer, at den skulle have gjort tabula rasa /rent bord/ i Rusland osv. Skaldin har ikke sagt noget sådant, og han kunne ikke gøre det, han sagde tværtimod rent ud, at bondereformen her i landet skete på betingelser, der var dårligere for bønderne, og at den har gjort mindre gavn end i Vesten. »Spørgsmålet stilles klart op,« skrev Skaldin, »hvis vi spørger os selv: Hvorfor har frigørelsens velsignelsesrige følger ikke åbenbaret sig hos os med samme hurtighed og fremadskridende vækst, som de åbenbarede sig med f.eks. i Prøjsen og Sachsen i første fjerdedel af indeværende århundrede?« (s. 221). »I Prøjsen ligesom i det øvrige Tyskland var det, der blev frikøbt, ikke bøndernes lodder, der for længst af loven var anerkendt som deres ejendom, men bøndernes pligtydelser til herremændene« (s. 272).
Fra reformens økonomiske side i Skaldins bedømmelse går vi over til den juridiske. Skaldin er en svoren ijende af den solidariske hæftelse, hoveriet, passystemet og den patriarkalske magt, som »mir« /fællesskabsforsamlingen/ blandt bønderne (og blandt håndværkere og småhandlende i byerne) udøvede over sine medlemmer. I artikel III (1867) forlanger han kopskatten og passystemet afskaffet, en udlignende formueskat indført og passene afløst af gratis personkort uden tidsbegrænsning. »En skat på indenlandske pas eksisterer ikke i nogen anden civiliseret stat« (s. 10). Som bekendt blev denne skat først afskaffet i 1897. I overskriften til artikel IV læser vi: »Landsbysamfundenes og bydumaernes vilkårlighed ved tilsendelse af pas og inddrivelse af skatter fra fraværende skatteydere...« »Den solidariske hæftelse er en tung byrde, som ordentlige og bofaste bønder må bære for omstrejfere og dovendidrikker« (s. 126). Opløsningen inden for bondestanden, som allerede dengang gjorde sig gældende, vil Skaldin forklare ved personlige egenskaber hos bønder i fremgang og bønder i tilbagegang. – Forfatteren beskriver indgående de besværligheder, som bønder, der har taget ophold i Sankt Petersborg, har ved at få pas og få det forlænget, og han afviser indvendinger fra folk, der siger: »Gud være lovet, at hele denne masse jordløse bønder ikke kan få lov til at blive i byerne. Så forøger de da ikke antallet af byboer, der ikke besidder fast ejendom...« (s. 130). »Den barbariske solidariske hæftelse...« (s. 131)...»Man må spørge, om man kan kalde folk, der er således stillet, for borgerligt frie mennesker? Er de ikke snarere at ligne ved – glebae adscripti /stavnsbundne gammelromerske bønder/?« (s. 132). Man giver bondereformen skylden. »Men er bondereformen måske skyld i, at den lovgivning, som befriede bonden for hoveri hos herremanden, ikke fandt på noget for at befri ham for hoveri hos landsbysamfundet og stavnsbånd... Hvor er kendetegnene på borgerlig frihed, når bonden ikke kan bestemme, hverken sit opholdssted eller sin beskæftigelse?« (s. 132). Vor bonde får af Skaldin den særdeles rigtige og rammende betegnelse »bofast proletar« (s. 231). [c] I overskriften til artikel VIII (1868) læser vi: »Bøndernes binding til deres landsbysamfund og lodder hindrer en forbedring af deres tilværelse ... Hindring for udvikling af sæsonbeskæftigelse borte fra landsbyen«. Næst efter bøndernes uvidenhed og deres fortrykthed af progressivt stigende skatter er bøndernes binding til deres landsbysamfund og lodder en af de årsager, der hæmmer udviklingen af bondearbejdet og følgelig af bøndernes kår. At binde arbejdskraften til ét sted og omgive jordfællesskabet med ubrydelige lænker – det er vilkår, som i sig selv er yderst ufordelagtige for udviklingen af arbejdet, den personlige foretagsomhed og den lille jordejendom« (s. 284). »Bønderne, der er lænket til lodder og landsbysamfund, og som ingen mulighed har for at anvende deres arbejde dér, hvor det viser sig mest produktivt og mest gavnligt for dem selv, er ligesom stivnet i den sammenpressede, hjordagtige, uproduktive tilværelsesform, som de havde, da de kom ud af livegenskabets greb« (s. 285). Forfatteren betragter altså disse sider af bondelivet fra et rent borgerligt synspunkt, men uanset dette (eller rettere: netop takket være dette) bedømmer han overordentlig rigtigt den skade, som bøndernes bundethed anretter på hele samfundsudviklingen og på bønderne selv. Denne skade (tilføjer vi for egen regning) ytrer sig med særlig styrke på de laveste grupper af bønder, landproletariatet. Skaldin siger meget rammende: »Lovens omsorg for, at bønderne ikke kommer til at stå uden jord, er fortræffelig, men man bør ikke glemme, at bøndernes egen omsorg for denne samme sag er langt stærkere end hos nogen lovgiver« (s. 286). »Udover bøndernes bundethed til deres lodder og landsbysamfund er selv midlertidige fravær for at skaffe indtægt forbundet med talrige gener og udgifter som følge af den solidariske hæftelse og passystemet« (s. 298). »For talrige bønder ville der efter min mening blive en udvej af den nuværende byrdefulde stilling, hvis der blev truffet foranstaltninger til at gøre det lettere for bønderne at afhænde jorden« (s. 294). Her udtrykker Skaldin et ønske, som er i skarp strid med narodnikiske projekter, som alle går ud på det modsatte: befæstelse af landsbyfællesskabet, uafhændelighed af lodderne osv. Talrige data har siden leveret fuldt bevis for, at Skaldin havde ganske ret; bevarelsen af bøndernes bundethed til jorden og bondefællesskabets standsbestemte lukkethed forværrer blot landproletariatets stilling og hæmmer landets økonomiske udvikling uden på nogen måde at kunne beskytte den »bofaste proletar« mod de værste former for gældsslaveri og afhængighed og mod det dybeste fald af arbejdslønnen og leveniveauet.
Af de her anførte citater kunne læsere allerede se, at Skaldin var modstander af landsbyfællesskabet. Han vender sig mod landsbyfællesskabet og omfordelingerne af jorden, fordi han står på den personlige ejendoms, foretagsomhedens osv. standpunkt (s. 142 ff.). Mod forsvarerne af landsbyfællesskabet indvender Skaldin, at den »århundredgamle sædvaneret« har overlevet sig selv: »I alle lande har deres sædvaneret mistet sin oprindelige renhed, efterhånden som landbefolkningen har nærmet sig et civiliseret miljø, og er undergået forringelser og forvanskninger. Her i landet gør det samme fænomen sig gældende: mir’ens magt forvandles lidt efter lidt til mir-udbytternes og landsbyskrivernes magt, og i stedet for at beskytte bondens person bliver mir’en et tungt åg for ham« (s. 143) – en meget rigtig bemærkning, som i de forløbne 30 år er blevet bekræftet af et hav af materiale. »Den patriarkalske familie, landsbyens fælles jordbesiddelse og sædvaneretten« er efter Skaldins mening uigenkaldeligt fordømt af historien. »De, der ønsker at lade os beholde disse ærværdige mindesmærker over forgangne århundreder for bestandig, beviser derved, at de er bedre til at begejstres for en idé end til at sætte sig ind i virkeligheden og fatte historiens ubønhørlige gang« (s. 162), og til denne absolut rigtige bemærkning føjer Skaldin på Manchester-vis en heftig dundertale. »Landsbyfællesskabets jordbesiddelse stiller hver enkelt bonde i et trælleforhold til hele landsbysamfundet,« siger han et andet sted (s. 222). Altså ubetinget modstand mod landsbyfællesskabet fra rent borgerligt synspunkt er hos Skaldin forbundet med konsekvent forsvar for bøndernes interesser. Modstanden mod landsbyfællesskabet er hos Skaldin ingenlunde forbundet med de tåbelige projekter, der går ud på med magt at afskaffe landsbyfællesskabet og med magt at indføre et andet jordbesiddelsessystem af samme art – projekter der som regel fabrikeres af nutidige modstandere af landsbyfællesskabet, som går ind for grov indblanding i bøndernes tilværelse og aldeles ikke har bøndernes interesser for øje, når de udtaler sig mod landsbyfællesskabet. Skaldin protesterer tværtimod energisk mod at blive henregnet til tilhængerne af »en afskaffelse af landsbyfællesskabets jordbesiddelse med magt« (s. 144). »Forordningen af 19. februar overlod det viseligt til bønderne selv... at gå over fra landsbyfællesskabets jordbesiddelse til familiebesiddelse«, siger han. »Faktisk kan ingen andre end bønderne selv til gavns afgøre, på hvilket tidspunkt denne overgang skal ske.« Skaldin er følgelig kun modstander af landsbyfællesskabet i den forstand, at det hæmmer den økonomiske udvikling, bøndernes udtræden af fællesskabet, afhændelsen af jorden, dvs. i den forstand, hvori også de »russiske elever« nu er modstandere af det; denne modstand har intet tilfælles med forsvar for godsejernes egoistiske interesser, med forsvar for levn af og ånden i livegenskabet, med forsvar for indblanding i bøndernes tilværelse. Det er meget vigtigt at have denne forskel for øje, for nutidens narodnikker, som har vænnet sig til at se modstandere af landsbyfællesskabet i Moskovskije Vedomosti’s lejr osv. og ikke andre steder, stiller sig meget gerne an, som om de ikke forstår anden modstand mod landsbyfællesskabet.
Skaldins almene syn på årsagerne til bøndernes elendige stilling går ud på, at alle disse årsager ligger i levn af livegenskabet. I en beskrivelse af hungersnøden 1868 bemærker Skaldin, at livegenskabets tilhængere skadefro påberåber sig denne hungersnød, idet de vil se årsagen til hungersnøden i uordentlighed blandt bønderne, i ophævelsen af godsejernes formynderskab osv. Skaldin vender sig heftigt mod disse opfattelser. »Årsagerne til bøndernes forarmelse«, siger han, »er en arv fra livegenskabet (s. 212), og ikke et resultat af dets ophævelse; dette er de almene årsager, som holder flertallet af vore bønder på et trin, der ligger proletariatet nær«, og Skaldin gentager de tidligere anførte udtalelser om reformen. Det er tåbeligt at angribe opdelingen i familielodder: »Hvis opdelingerne skulle påføre bøndernes materielle interesser midlertig skade, redder de til gengæld deres personlige frihed og bondefamiliens moralske værdighed, dvs. de højere menneskelige goder, uden hvilke ingen fremgang i borgerdyd er mulig« (s. 217), og Skaldin peger med rette på de egentlige årsager til felttoget mod opdelingerne: »Mange godsejere overdriver stærkt den skade, der stammer fra opdelingerne, og tilskriver dem, samt drikkeri, alle følger af de forskellige årsager til bøndernes fattigdom, årsager, som godsejerne så nødigt vil erkende« (s. 218). De, der siger, at nu skrives der meget om bøndernes fattigdom, hvad man ikke gjorde før, at bøndernes stilling altså er blevet forringet, får dette svar af Skaldin: »For ved en sammenligning af bøndernes nuværende og tidligere stilling at kunne bedømme resultaterne af frigørelsen fra godsejernes magt, måtte man allerede mens livegenskabet herskede have beskåret bøndernes lodder sådan, som de nu er beskåret, og pålagt bønderne alle de ydelser, som først er tilkommet efter frigørelsen, og så set, hvordan en sådan situation havde påvirket bøndernes stilling« (s. 219). Det er et i højeste grad karakteristisk og vigtigt træk ved Skaldins anskuelser, at han henfører alle årsager til bøndernes forringede stilling til levn af livegenskabet, hvis arv til bønderne består af af-arbejder, [6] afgifter, beskårne lodder, personlig retsløshed og stavnsbånd. At der i selve systemet af nye samfundsøkonomiske relationer, i selve det økonomiske system efter reformen kan ligge årsager til bøndernes forarmelse – det savner Skaldin ikke blot blik for, han giver absolut ikke plads for en sådan tanke, han nærer den dybe tro, at hvis alle disse levn af livegenskabet helt blev afskaffet, ville alle få det godt. Hans synspunkt er netop det negative: fjern hindringerne for bøndernes frie udvikling, fjern de lænker, der er arvet fra livegenskabet, så vil alt arte sig på det bedste i den bedste af alle verdener. »Fra statsmagtens side«, siger Skaldin, »kan der her (dvs. med hensyn til bønderne) kun gives én vej: gradvis og uafladelig fjernelse af de årsager, som har bragt vor bonde hans nuværende afstumpning og fattigdom, og som ikke giver ham mulighed for at rejse sig og stå på egne ben« (s. 224, kursiveret af mig). Yderst karakteristisk i denne henseende er Skaldins svar til dem, der forsvarer »landsbyfællesskabet« (dvs. bøndernes bundethed til landsbysamfundene og lodderne) ved at påstå, at der ellers »vil opstå et landproletariat«. »Denne indvending falder afsig selv bort,« siger Skaldin, »når vi erindrer, hvilke umådelige strækninger der her i landet ligger øde hen uden at nogen arbejder på dem. Når loven ikke længere vil hæmme en naturlig fordeling af arbejdskraften her i landet, så vil virkelige proletarer i Rusland kun være folk, som tigger professionelt eller er uforbederligt fordærvede og fordrukne« (s. 144) – et typisk synspunkt blandt det 18. århundredes økonomer og »oplysningsfolk«, som troede, at ophævelsen af livegenskabet og alle levn af det ville skabe et velfærdsrige for alle på Jorden. – En narodnik vil sikkert se ned på Skaldin og sige, at han simpelt hen er bourgeois. – Ja, naturligvis er Skaldin bourgeois, men han er repræsentant for en progressiv borgerlig ideologi, mens ideologien hos narodnikken er småborgerlig, på adskillige punkter reaktionær. Og de praktiske og reale bondeinteresser, som faldt sammen med hele samfundsudviklingens krav og stadig gør det, forstod denne »bourgeois« at forsvare langt bedre end narodnikken! [d]
For at afslutte karakteristikken af Skaldins anskuelser tilføjer vi, at han var modstander af stændersystemet og forsvarer af samme retsstilling for alle stænder, at han i »teorien« sympatiserede med det stænderfri sogn, var en varm tilhænger af folkeskoler, især almen undervisning, tilhænger af selvstyre og semstvo-institutioner, [7] tilhænger af vidtstrakt långivning til landbruget, især små lån, idet der er stærk efterspørgsel hos bønderne til jordkøb. Også her kommer Manchester-manden frem: Skaldin siger f.eks., at semstvo- og bybanker er »en patriarkalsk eller primitiv form for banker«, som bør afløses af private banker, som har »alle fordele« (s. 80). En taksering af jorden i værdi »kan opnås gennem en livligere industriel og kommerciel virksomhed i vore provinser« (s. 71) osv.
Lad os sammenfatte. Efter anskuelsernes karakter kan Skaldin betegnes som borgerlig oplysningsmand. Hans synspunkter minder overordentlig meget om økonomernes i det 18. århundrede (naturligvis med passende ændringer ud fra betingelserne i Rusland), og den almene »oplysningskarakter« af »arven« fra 1860’erne udtrykker de ret klart. Ligesom de vesteuropæiske oplysningsfolk og flertallet af skribenter i 1860’erne er Skaldin besjælet af en heftig modstand mod livegenskabet og alle dets udvækster i økonomisk, social og juridisk henseende. Det er »oplysningsmandens« første karaktertræk. Det næste karaktertræk, som er fælles for alle russiske oplysningsfolk, er et varmt forsvar for oplysning, selvstyre, frihed, europæiske livsformer og overhovedet en alsidig europæisering af Rusland. Endelig er et tredje karaktertræk ved »oplysningsmanden« en hævdelse af folkemassernes, navnlig bøndernes interesser (bønderne var endnu ikke helt befriet eller begyndte først at blive befriet på oplysningsmændenes tid), en oprigtig tro på, at ophævelse af livegenskabet og dets levn ville medføre almen velstand, og et oprigtigt ønske om at bidrage hertil. Disse tre træk udgør indholdet i, hvad der her i landet kaldes »arven fra 60’erne«, og det er vigtigt at understrege, at der intet narodnikisk er i denne arv. I Rusland er der adskillige skribenter, som efter deres anskuelser svarer til de anførte træk, og som intet havde tilfælles med narodnismen. Hvis de nævnte træk findes i en skribents verdensanskuelse, anerkender alle ham til enhver tid som »vogter af traditionerne fra 60’erne«, ganske uanset, hvordan han stiller sig til narodnismen. Det falder naturligvis ingen ind at sige, at f.eks. hr. M. Stasjulevitj, hvis jubilæum fejredes for kort tid siden, »fraskrev sig arven«, fordi han var modstander af narodnismen eller forholdt sig ligegyldigt til spørgsmål, der blev fremdraget af narodnismen. Vi har valgt Skaldin [e] som eksempel, fordi han som ubestridelig repræsentant for »arven« samtidig er ubetinget modstander af de fortidige institutioner, som narodnismen har taget i forsvar.
Vi sagde ovenfor, at Skaldin var bourgeois. Beviser for denne karakteristik blev der ovenfor bragt tilstrækkeligt af, men det er nødvendigt at tage det forbehold, at man her i landet ofte opfatter dette ord yderst urigtigt, snævert, antihistorisk, ved (uden hensyn til forskelle mellem historiske epoker) at forbinde det med egoistisk forsvar for et mindretals interesser. Man må ikke glemme, at på den tid, da det 18. århundredes oplysningsfolk skrev (og dem henregner den almindeligt anerkendte mening til bourgeoisiets anførere), og på den tid, da vore oplysningsfolk fra 1840’rne til 1860’rne skrev, handlede alle sociale spørgsmål om kampen mod livegenskabet og dets levn. De nye samfundsøkonomiske relationer og deres modsigelser var dengang endnu i kimtilstand. Ingen egoisme kom derfor dengang frem hos bourgeoisiets ideologer, tværtimod troede de både i Vesten og i Rusland aldeles oprigtigt på alment velfærd og ønskede det oprigtigt, de var oprigtige, når de ikke så (til dels endnu ikke kunne se) modsigelserne i det system, som voksede frem af livegenskabens system. Det er ikke tilfældigt, at Skaldin et sted i sin bog citerer Adam Smith: vi har set, at hans anskuelser og karakteren af hans argumentation i mangt og meget er en gentagelse af teser, som denne store ideolog for et progressivt bourgeoisi har opstillet.
Og når vi nu sammenligner Skaldins praktiske ønsker på den ene side med nutidige narodnikkers anskuelser og på den anden side med de »russiske elever«s holdning til dem, så ser vi, at »eleverne« altid går ind for at støtte Skaldins ønsker, for disse ønsker udtrykker progressive samfundsklassers interesser, hele samfundsudviklingens aktuelle interesser på den givne vej, dvs. den kapitalistiske vej. Hvorimod det, som narodnikkerne har ændret i disse praktiske Skaldin’ske ønsker eller i hans problemstilling, er et minus og forkastes af »eleven«. Det er ikke »arven«, eleverne »går løs på« (det er en forvrøvlet påstand), derimod de romantiske og småborgerlige tilføjelser til arven fra narodnikkernes side. Disse tilføjelser vil vi nu gå over til.
Fra Skaldin går vi over til Engelhardt. Hans breve Fra Landsbyen er også sociale skitser af landsbyen, ligesom indholdet i hans bog og endda dens form minder meget om Skaldins. Engelhardt er langt mere talentfuld end Skaldin, hans breve fra landsbyen er skrevet uden sammenligning livligere og mere malende. Hos ham er der ingen langstrakte betragtninger som hos den solide forfatter til »I ravnekrogen og i hovedstaden«, derimod er der langt flere træffende karakteristikker og andre billeder. Det er ikke mærkeligt, at Engelhardts bog nyder en så varig sympati hos det læsende publikum og for nylig blev genoptrykt på ny, mens Skaldins bog er næsten helt glemt, skønt Engelhardts breve begyndte at komme i Otetjestvennyje Sapiski kun to år efter udgivelsen af Skaldins bog. Derfor behøver vi slet ikke at fortælle læsere om indholdet af Engelhardts bog; vi vil begrænse os til en kort karakteristik af to sider ved hans anskuelser: for det første anskuelser, som er betegnende for »arven« i almindelighed og i særdeleshed er fælles for Engelhardt og Skaldin, for det andet anskuelser, som er specifikt narodnikiske. Engelhardt var allerede narodnik, men i hans anskuelser er der derudover så mange træk, som er fælles for alle oplysningsfolk, så meget af det, som er forkastet eller forandret af nutidens narodnisme, at man ikke rigtig ved, hvortil han skal henregnes – til repræsentanterne for »arven« overhovedet uden narodnikisk kulør eller til narodnikkerne.
Engelhardt står de første nær, først og fremmest ved sine anskuelsers bemærkelsesværdige nøgternhed, sin enkle og ligefremme karakteristik af virkeligheden, sin ubarmhjertige afdækning af alle negative sider ved »grundpillerne« i almindelighed og ved bondestanden i særdeleshed – disse »grundpiller«, hvis forløjede idealisering og besmykkelse er en nødvendig bestanddel af narodnismen. Engelhardts narodnisme, som ytrer sig yderst svagt og forsagt, befinder sig derfor i direkte og skrigende modsætning til det billede af landsbyens virkelighed, som han opridsede med så stort talent, og hvis en eller anden økonom eller social skribent ville lægge de data og iagttagelser, som Engelhardt har anført, [f] til grund for sine betragtninger over landsbyens forhold, så ville narodnikiske konklusioner af dette materiale være umulige. Idealiseringen af bonden og hans landsbyfællesskab er en nødvendig bestanddel af narodnismen, og narodnikker af alle afskygninger, lige fra hr. V. V. til hr. Mikhajlovskij, har i rigt mål ydet deres bidrag til denne bestræbelse for at idealisere og besmykke »landsbyfællesskabet«. Hos Engelhardt er der ikke spor af en sådan besmykkelse. I modsætning til de gængse fraser om vor bondes fællesskabsånd, de gængse forsøg på at stille denne »fællesskabsånd« op mod byernes individualisme og konkurrencen i den kapitalistiske økonomi osv., afdækker Engelhardt aldeles ubarmhjertigt den lille agerdyrkers forbløffende individualisme. Han påviser udførligt, at vore »bønder i spørgsmål om ejendom er de skrappeste besiddere« (s. 62, citeret efter 1885-udgaven), at de ikke kan lide »arbejde i flok«, og at modviljen skyldes snævert personlige og egoistiske motiver: når der arbejdes i flok er enhver »bange for at arbejde for meget« (s. 206). Denne frygt for at arbejde for meget udarter til den højeste komik (vel snarere tragikomik), når forfatteren fortæller, hvordan koner, der bor i samme hus og er knyttet til hinanden af fælles husholdning og familie, hver tørrer sin lille del af det bord af, de spiser ved, eller malker køerne efter tur og hælder mælk op til sit barn (de er bange for, at mælk skal blive stukket til side) og hver for sig laver grød til sit barn (s. 323). Engelhardt redegør så udførligt for disse træk og underbygger dem med en sådan mængde eksempler, at der ikke kan være tale om tilfældige fænomener. Et af to: enten er Engelhardt en elendig iagttager, som ikke fortjener tiltro, eller fablerne om vor bondes fællesskabsånd og fællesskabsegenskaber er simpelt opspind, som tillægger driften træk, som er afledt af jordbesiddelsens form (og hvad denne jordbesiddelses form angår, ses der tilmed bort fra alle de sider ved den, der har med skatter, afgifter og administration at gøre). Engelhardt påviser, at bonden i sin økonomiske virksomhed tenderer til at blive kulak /storbonde/: »Enhver bonde har en vis dosis kulak i sig« (s. 491), »kulakidealer hersker i bondemiljøet«... »Jeg har ofte anført, at individualisme, egoisme og stræben efter udbytning er yderst udviklet hos bønderne«... »Enhver er stolt over at være en gedde og æder gerne en karusse«. At tendensen hos bønderne slet ikke går i retning af landsbyfællesskabets system, slet ikke i retning af »folkelig produktion«, men i retning af det mest ordinære småborgerlige system, som er betegnende for alle kapitalistiske samfund, er fortræffeligt påvist af Engelhardt. Den velhavende bondes interesse i at give sig af med handelsoperationer, forstrække med korn, som så skal arbejdes af, og at leje den fattige bondes arbejdskraft (s. 457, 492 o.a.), dvs. i økonomisk sprogbrug de driftige bønders forvandling til landbourgeoisi, har Engelhardt beskrevet og bevist på uigendrivelig måde. »Hvis bønderne ikke går over til arteldrift /andelsdrift/,« siger Engelhardt, »men vil drive hver gård for sig, så vil der selv hvor der er rigeligt af jord også være jordløse og landarbejdere blandt jordbesidderne. Ja, mere end det, jeg tror, at der vil blive endnu større forskel på bøndernes stilling end nu. Trods landsbyens fælles jordbesiddelse vil der ved siden af ‘de rige’ være mange jordløse bønder, som faktisk er landarbejdere. Hvad har jeg eller mine børn ud af, at jeg har ret til jord, når jeg ikke har hverken kapital eller redskaber til at dyrke den? Det er, som ville man give en blind mand jord og sige: spis den!« (s. 370). »Arteldriften« står her ensom, med en vis bedrøvet ironi, som et fromt, uskyldigt ønske, der aldeles ikke udspringer af materialet om bønderne, men endda direkte gendrives og udelukkes af dette materiale.
Et andet træk, som gør, at Engelhardt står repræsentanterne for arven nær, uden nogen narodnikisk biklang, er hans tro på, at hovedårsagen, den fundamentale årsag til bøndernes elendige stilling ligger i levn af livegenskabet og i den reglementering, som er særegen for dette. Fjern disse levn og denne reglementering, og sagen går i orden. Engelhardts ubestrideligt negative indstilling til reglementeringen, hans bidende spot over alle forsøg på gennem reglementering ovenfra at lyksaliggøre bonden, står i skarpeste kontrast til den narodnikiske fortrøstning til »de ledende klassers fornuft og samvittighed, viden og patriotisme« (hr. Jusjakovs ord i Russkoje Bogatstvo, 1896, nr. 12, s. 106), til det narodnikiske projektmageri omkring »organisering af produktionen« osv. Må vi minde om, hvor sarkastisk Engelhardt faldt over den bestemmelse, der har bøndernes »tarv« for øje; med hvilken harme han taler om, at visse semstvoer i 1885 forordnede, at der ikke måtte sås rug før 15. august, om denne grove indblanding – ligeledes foretaget af hensyn til bøndernes tarv – hvorved »skrivebordsteoretikere« blander sig i »millioner af landbrugeres« drift (s. 424). Engelhardt nævner bestemmelser og forordninger som forbud mod at ryge i nåleskov, fange gedder om foråret, fælde birke til »maj«, ødelægge reder osv. og bemærker sarkastisk: »... omsorgen for bonden har altid været og er stadig en hovedbekymring for intellektuelle mennesker. Hvem tænker på sig selv? Alle tænker på bonden! ... Bonden er dum, han forstår ikke at ordne sine egne sager. Hvis ingen bekymrer sig om ham, vil han afbrænde alle skove, slå alle fugle ihjel, tømme alle vande for fisk, ødelægge jorden og selv gå ynkeligt til grunde.« (s. 398). Tror læseren, at denne forfatter kunne nære sympati f.eks. for lovene om loddernes uafhændelighed, love som narodnikkerne er så glade for? Kunne han mon sige noget, der ligner den ovenfor citerede sætning, udtalt af en af Russkoje Bogatstvos koryfæer? Og kunne han dele en anden af det samme tidsskrifts koryfæer, hr. N. Karysjevs synspunkt, når denne bebrejder vore guvernementssemstvoer (i 1890’erne!), at de ikke »finder plads« »til store, alvorlige, systematiske bevillinger til organisering af arbejdet i landbruget«? [g]
Lad os anføre endnu et træk, som viser at Engelhardt står Skaldin nær: nemlig Engelhardts ureflekterede holdning til mange rent borgerlige bestræbelser og foranstaltninger. Det var langtfra, at Engelhardt ville tilsløre de små bourgeois’er eller lave udflugter (à la hr. V. V.) mod anvendelsen af denne betegnelse på en og anden arbejdsgiver – slet ikke. Som praktisk landmand lod Engelhardt sig simpelt hen begejstre for alle mulige fremskridt og forbedringer i landbruget og ænsede slet ikke, at disse forbedringernes samfundsmæssige form leverede den bedste gendrivelse af hans egne teorier om umuligheden af kapitalisme hos os. Lad os minde om, hvordan han f.eks. begejstres for de resultater, han har opnået i sit landbrug ved at benytte akkordbetaling til arbejderne (for hørskætning, tærskning osv.). Det falder åbenbart slet ikke Engelhardt ind, at indførelsen af stykløn i stedet for tidløn er en af de mest udbredte metoder under den kapitalistiske økonomis udvikling, idet denne metode bevirker en intensivering af arbejdet og en forøgelse af merværdiraten. Et andet eksempel. Engelhardt gør sig lystig over Semledeltjeskaja Gasetas /Landbrugsbladets/ program: »Ophør af forpagtning af jord i krugi, [8] indretning af landarbejderbrug, indførelse af bedre maskiner, redskaber og kvægracer, sædskifte, forbedring af enge og græsgange osv. osv.« – »Men det er jo kun ord og intet andet!« udbryder Engelhardt (s. 128). Alligevel var det netop dette program, Engelhardt gennemførte i sin økonomiske praksis, han opnåede tekniske fremskridt i sit landbrug netop på basis af, at driften organiseredes med landarbejdere. Eller videre: vi har set, hvor åbent og hvor rigtigt Engelhardt afslørede den driftige musjik’s /bondes/ egentlige tendenser, men det forhindrer ham ingenlunde i at hævde, at »det er ikke fabrikker og værker, der behøves, men små (kursiveret af Engelhardt) brændevinsbrænderier, oliemøller i landsbyerne« o.a. (s. 336), dvs. det der »behøves« er landbourgeoisiets overgang til tekniske produktioner i landbruget – en overgang, der alle vegne og altid har stået som et af de vigtigste symptomer på kapitalisme i landbruget. Dette er et udslag af, at Engelhardt ikke var teoretiker, men praktisk landmand. Et er at ræsonnere over muligheden af fremskridt uden kapitalisme, et andet selv at drive landbrug. Da Engelhardt havde sat sig for at drive sit landbrug rationelt, var han nødt til i kraft af de forefundne omstændigheder at nå dette ved metoder af rent kapitalistisk art og at lade alle sine teoretiske og abstrakte tvivl om »lønarbejde« ligge. Skaldin ræsonnerede i teorien som typisk Manchester-mand og lagde slet ikke mærke til, at hans betragtninger havde denne karakter, eller at de svarede til, hvad der tjente den kapitalistiske udvikling i Rusland. Engelhardt var i praksis nødt til at optræde som typisk Manchester-mand, trods sin teoretiske protest mod kapitalismen, og selv om han gerne ville tro på særlige veje for fædrelandet.
Engelhardt havde imidlertid denne tro, og det er det, der får os til at kalde ham narodnik. Engelhardt havde allerede et klart blik for den virkelige tendens i Ruslands økonomiske udvikling og begyndte at afvise modsigelserne i denne udvikling. Han søgte energisk at bevise at kapitalisme i Ruslands landbrug var umulig, at bevise, at »hos os er ingen træl« (s. 556) – skønt han dog selv så indgående har gendrevet fablerne om vore arbejderes høje lønninger, selv har påpeget, hvilken elendig løn hans røgter Pjotr arbejder for, idet Pjotr og hans familie ud over underholdet har 6 rubler om året »til køb af salt, planteolie og tøj« (s. 10). »Og så bliver han endda misundt, for hvis jeg afskediger ham, findes der straks 50, som gerne vil have hans plads« (s. 11). Engelhardt henviser til de gode resultater i sit landbrug, arbejdernes kyndige omgang med ploven, og udbryder sejrssikkert: »Og hvem er så de plovkarle? Uvidende, upålidelige russiske bønder« (s. 225).
Selv om Engelhardt med sin egen drift og sin afsløring af bøndernes individualisme gendrev diverse illusioner om »fællesskabsånden«, »troede« Engelhardt imidlertid ikke blot på muligheden for bøndernes overgang til arteldrift /andelsdrift/, men udtalte også den »overbevisning«, at sådan vil det også gå, at vi russere akkurat vil præstere denne store bedrift og indføre nye driftssystemer. »Heri ligger vor eneståenhed, vort landbrugs originalitet« (s. 349). Realisten Engelhardt forvandler sig til romantikeren Engelhardt, som til gengæld for, at hans eget landbrug aldeles mangler »egenart« i driftssystemet, og at hans iagttagelser af bøndernes landbrug viser det samme – »tror« på en kommende »egenart«! Fra denne tro er der allerede snublende nær til ultranarodnikiske træk, som, ganske vist helt sporadisk, dukker op hos Engelhardt, indbefattet snæver nationalisme, som grænser til chauvinisme (»Også Europa vil vi få til at neje sig,« »Også i Europa vil musjikken være på vor side« (s. 387), hævdede Engelhardt over for en godsejer i anledning af krigen), og endda idealisering af af-arbejdet gæld! Jo, den samme Engelhardt, der skrev så mange fortræffelige sider i sin bog om bondens forkuede og fornedrede stilling, bonden, som måtte låne penge eller korn mod at yde arbejde og var tvunget til at arbejde for næsten ingen ting under de værste personlige afhængighedsbetingelser, [h] denne samme Engelhardt svang sig op til at skrive, at »det ville være godt, hvis doktoren (det drejede sig om nytten af og behovet for at have en læge i landsbyen. V. I.) havde sit eget landbrug, således at musjikken kunne arbejde betalingen for behandlingen af« (s. 41). Kommentarer er overflødige.
I det store og hele, når vi sammenholder de ovenfor karakteriserede positive træk i Engelhardts verdensanskuelse (dvs. de træk han har fælles med repræsentanterne for »arven« uden nogen narodnikisk biklang) med de negative (dvs. narodnikiske), må vi erkende, at de første ubetinget er de overvejende hos forfatteren af Fra Landsbyen, mens de sidste står ligesom uvedkommende, tilfældige indskud, som er stukket ind udefra og ikke harmonerer med bogens grundtone.
– Ja, hvad forstår De da ved narodnisme? vil læseren vel spørge. – En definition af, hvad der lægges i begrebet »arven«, blev givet ovenfor, men begrebet »narodnisme« har ikke fået nogen definition.
– Ved narodnisme forstår vi et system af anskuelser, der indeholder følgende tre træk: 1) Den betragtning, at kapitalismen i Rusland er et for falds fænomen, et tilbageskridt. Herfra stammer bestræbelsen for og ønsket om at »hæmme«, »standse«, »stoppe« kapitalismens »sønderbrydning« af århundredgamle grundpiller og lignende reaktionære veklager. 2) Den betragtning, at den russiske økonomiske ordning i almindelighed og bonden med hans landsby fællesskab, artel osv. i særdeleshed er noget enestående. På de russiske økonomiske forhold anser man det ikke for nødvendigt at anvende de begreber om forskellige klasser og deres konflikter, som er udarbejdet af den moderne videnskab. Landsbyfællesskabets bondestand betragtes som noget højere og bedre i sammenligning med kapitalismen, som en ideal form for »grundpillerne«. Man bestrider og udvisker netop de modsætninger mellem bønderne, der er karakteristiske for enhver vareproducerende og kapitalistisk økonomi, man bestrider forbindelsen mellem disse modsætninger og deres mere udviklede form i den kapitalistiske industri og det kapitalistiske landbrug. 3) Ignoreringen af forbindelsen mellem landets »intelligens« og juridisk-politiske institutioner og bestemte samfundsklassers materielle interesser. Afvisningen af denne forbindelse og mangelen på en materialistisk forklaring på disse sociale faktorer medfører, at de betragtes som en kraft, der formår at »drage historien ind på en anden linje« (hr. V.V.), at »dreje af fra vejen« (hr. N.-on, hr. Jusjakov o.a.) osv.
Det er det, vi forstår ved »narodnisme«. Læseren ser altså, at vi anvender dette udtryk i ordets brede forstand, ligesom alle andre »russiske elever« anvender det, når de vender sig mod det samlede system af anskuelser, ikke mod de enkelte repræsentanter for det. Mellem disse enkelte repræsentanter er der naturligvis forskelle, undertiden betydelige. Ingen ignorerer disse forskelle. Men de anførte træk ved verdensanskuelsen er fælles for alle nok så vidt forskellige repræsentanter for narodnismen, lige fra ... vel, lad os sige fra hr. Jusov til hr. Mikhajlovskij. Folk som de herrer Jusov, Sasonov, V.V. osv. forbinder de nævnte negative træk ved deres anskuelser med andre negative træk, der f.eks. ikke findes hverken.hos hr. Mikhajlovskij eller hos andre medarbejdere ved nutidens Russkoje Bogatstvo. At bestride disse forskelle mellem narodnikker i ordets snævre betydning og narodnikker overhovedet ville naturligvis være urigtigt, men det ville være endnu mere urigtigt at ignorere, at samtlige narodnikkers fundamentale samfundsøkonomiske anskuelser falder sammen med de ovenfor anførte hovedpunkter. Og eftersom de »russiske elever« forkaster netop disse fundamentale anskuelser, og ikke blot »kedelige afvigelser« til det værre fra dem, har de øjensynligt fuld ret til at anvende begrebet »narodnisme« i ordets brede betydning. Ikke blot har de ret til det, de kan ikke gøre andet.
Når vi betragter narodnismens ovenfor skitserede grundanskuelser, må vi først og fremmest konstatere, at »arven« aldeles ikke har noget at gøre med disse anskuelser. Der findes en hel række ubestridelige repræsentanter og værnere af »arven«, som intet har tilfælles med narodnismen, slet ikke rejser spørgsmålet om kapitalismen, slet ikke tror på, at Rusland, bøndernes landsbyfællesskab osv. skulle være enestående, og ikke ser intelligensen og de juridisk-politiske institutioner som en faktor, der på nogen måde formår at »dreje af fra vejen«. Som eksempel nævnte vi ovenfor udgiveren og redaktøren af Vestnik Jevropy, [9] der i hvert fald ikke kan beskyldes for at bryde med arvens traditioner. Omvendt er der folk, hvis anskuelser falder ind under de anførte grundprincipper i narodnismen, og som samtidig direkte og åbent »tager afstand fra arven« – lad os nøjes med at nævne den samme hr. J. Abramov, som også hr. Mikhajlovskij peger på, eller hr. Jusov. Den narodnisme, som de »russiske elever« bekæmper, fandtes slet ikke dengang, da arven (med et juridisk udtryk) blev »opladt«, dvs. i 1860erne. Kim, spirer til narodnismen var der naturligvis ikke kun i 1860’erne, men også i 1840’rne og endda tidligere [i] – men det er slet ikke narodnismens historie, vi nu beskæftiger os med. For os er det kun vigtigt, gentager vi endnu engang, at fastslå, at »arven« fra 60’erne i den betydning, vi ovenfor opridsede, ikke har noget tilfælles med narodnismen, dvs., at der hvad anskuelsernes indhold angår intet fællesskab er mellem dem, de rejser ikke de samme problemer. Der findes ikke-narodnikiske værnere af »arven«, og der findes narodnikker, som »tager afstand fra arven«. Der findes naturligvis også narodnikker, der værner om »arven« eller foregiver at værne om den. Det er også derfor, vi taler om arvens forbindelse med narodnismen. Lad os nu se, hvad denne forbindelse har bragt.
For det første har narodnismen taget et stort skridt frem i forhold til arven ved at stille den samfundsmæssige tænknings problemer til løsning, som arvens værnere dels endnu ikke (på deres tid) kunne stille, dels ikke stillede og ikke stiller på grund af den snævre horisont, der er karakteristisk for dem. At disse problemer er blevet stillet er narodnismens store historiske fortjeneste, og det er ganske naturligt og forståeligt, at narodnismen med sin løsning (hvordan den end ser ud) på disse problemer dermed indtog en fremskudt plads blandt de progressive strømninger i russisk samfundsmæssig tænkning.
Men den løsning af disse problemer, som narodnismen gav, viste sig ikke at du til noget, den var bygget på forældede teorier, som for længst var forkastet i Vesteuropa, bygget på den romantiske småborgerlige kritik af kapitalismen og på ignorering af de mest betydningsfulde træk i russisk historie og virkelighed. Så længe kapitalismens udvikling i Rusland og dens karakteristiske modsigelser endnu var meget svage kunne denne primitive kritik af kapitalismen gøre sig gældende. Over for den nutidige udvikling af kapitalismen i Rusland derimod, det nuværende niveau i vort kendskab til den russiske økonomiske historie og virkelighed, de nutidige krav til sociologisk teori er narodnismen absolut ikke tilfredsstillende. I sin tid var narodnismen et progressivt fænomen som en første fremdragen af spørgsmålet om kapitalismen, nu er den en reaktionær og skadelig teori, som bringer den samfundsmæssige tænkning på afveje og bidrager til stagnation og alskens asiatisk bagstræv. Den reaktionære karakter af den narodnikiske kritik af kapitalismen forlener endda narodnismen i dag med træk, som gør den ringere end den verdensanskuelse, som begrænser sig til at være en tro værner af arven. [j] At dette er tilfældet vil vi nu søge at påvise ved en analyse af hvert af de ovenfor anførte tre hovedtræk ved den narodnikiske verdensanskuelse.
Det første træk – betragtningen af kapitalismen i Rusland som et forfaldsfænomen, et tilbageskridt. Så snart spørgsmålet om kapitalismen i Rusland blev rejst, blev det meget hurtigt klart, at vor økonomiske udvikling er kapitalistisk, og narodnikkerne erklærede denne udvikling for et tilbageskridt, en fejltagelse, en afvigelse fra den vej, de mente var foreskrevet af nationens hele historiske liv, den vej, de mente var helliggjort af århundredgamle grundpiller osv. osv. Oplysningsfolkenes varme tro på den givne samfundsudvikling afløstes af skepsis over for den, historisk optimisme og åndelig løftelse af pessimisme og nedtrykthed, bygget på, at jo længere tingene går som de går, desto værre, desto vanskeligere bliver det at løse de opgaver, som den nye udvikling stiller; der fremsættes opfordringer til at »hæmme« og »standse« denne udvikling, og der fremsættes en teori om, at efterblevenhed er en lykke for Rusland osv. Alle disse træk ved den narodnikiske verdensanskuelse har intet tilfælles med »arven«, de er tværtimod i direkte strid med den. Betragtningen af den russiske kapitalisme som en »afvigelse fra vejen«, et forfaldsfænomen osv., fører til forvrængning af Ruslands hele økonomiske udvikling, til forvrængning af det »skifte«, der foregår for øjnene af os. Besat af ønsket om at hæmme og stoppe kapitalismens sønderbrydning af århundredgamle grundpiller begår narodnikken en forbløffende historisk taktløshed, han glemmer, at bag denne kapitalisme var der ikke andet end den samme udbytning i forening med uendelige former for trældom og personlig afhængighed, som gjorde den arbejdende befolknings stilling særlig tyngende, ikke andet end den daglige trædemølle og stagnation i samfundsproduktionen og følgelig i alle sfærer af det sociale liv. Ved at føre sit romantiske, småborgerlige synspunkt i marken mod kapitalismen kaster narodnikken vrag på al historisk realisme, idet han altid sammenligner kapitalismens virkelighed med fiktive før-kapitalistiske tilstande. »Arven« fra 60’erne med datidens varme tro på den givne samfundsudviklings progressive karakter, med dens skånselsløse, totale og absolutte fjendskab mod alle fortidens levn, med dens overbevisning om, at blot disse levn blev fjernet helt, ville tingene gå langt langt bedre – denne »arv« har intet at gøre med de anførte narodnikiske anskuelser, men strider tværtimod direkte mod dem.
Det andet træk ved narodnismen – troen på, at Rusland er noget enestående, idealiseringen af bonden, landsbyfællesskabet osv. Teorien om Ruslands eneståenhed fik narodnikkerne til at klynge sig til forældede vesteuropæiske teorier og ansporede dem til at behandle talrige vesteuropæiske kulturfremskridt med forbløffende letsindighed: narodnikkerne slog sig til ro med, at hvis vi ikke har de eller de sider ved den civiliserede menneskehed, så er det til gengæld »vor lod« at vise verden nye metoder at producere på osv. Den analyse af kapitalismen og alle dens ytringsformer, som den progressive vesteuropæiske tænkning leverede, blev ikke accepteret for det hellige Rus /Rusland/, tværtimod, alt blev gjort for at finde på udflugter, som tillod, at man ikke drog de samme konklusioner vedrørende den russiske kapitalisme som vedrørende den europæiske. Narodnikkerne gjorde honnør for ophavsmændene til denne analyse og ... og vedblev trøstigt at være samme slags romantikere som disse ophavsmænd livet igennem havde bekæmpet. Heller ikke denne teori om Ruslands eneståenhed, fælles for alle narodnikker, har noget tilfælles med »arven«, men er tværtimod i direkte strid med den. »1860’erne« bestræbte sig tværtimod for at europæisere Rusland, de troede på, at Rusland skulle tilegne sig den almeneuropæiske kultur, og stræbte efter at overføre denne kulturs institutioner til vor ingenlunde enestående jordbund. Enhver teori om Ruslands eneståenhed er aldeles uforenelig med ånden fra 60’erne og dens traditioner. Lige så uforenelig med denne tradition er den narodnikiske idealisering og besmykkelse af landsbylivet. Denne forløjede idealisering, som for enhver pris ville se vor landsby som noget særligt, der slet ikke lignede tilværelsen i nogen anden landsby i noget andet land under før-kapitalistiske forhold, står i skrigende modsætning til den nøgterne og realistiske arvs traditioner. Jo længere og dybere kapitalismen udviklede sig, jo stærkere de modsætninger, som er fælles for alle vare-kapitalistiske samfund, gjorde sig gældende, desto skarpere og skarpere fremtrådte modsætningen mellem narodnikkernes rørende fabler om bondens »fællesskabsånd« og »artelånd« osv. på den ene side – og den faktiske opsplitning af bondestanden i et landbourgeoisi og et landproletariat på den anden side; desto hurtigere forvandlede narodnikkerne, som vedblev at betragte tingene med bondens øjne, sig fra at være sentimentale romantikere til at blive småborgerskabets ideologer, for småproducenten forvandler sig i nutidens samfund til vareproducent. Den forløjede idealisering af landsbylivet og de romantiske drømmerier om »fællesskabsånden« førte til, at narodnikkerne tog yderst letsindigt på bøndernes virkelige behov, som udsprang af den givne økonomiske udvikling. I teorien kunne man tale så meget man ville om grundpillernes styrke, men i praksis følte enhver narodnik udmærket, at fjernelsen af levnene fra fortiden, levnene af ordningen før reformen /i 1860’erne/, disse levn som den dag i dag lænker vore bønder fra hoved til fod, baner vej netop for en kapitalistisk udvikling og ikke nogen anden. Hellere stagnation end kapitalistisk fremskridt – det var faktisk det synspunkt, enhver narodnik anlagde på landsbyen, selv om det selvfølgelig langtfra var alle narodnikker, der vovede at udtale dette åbent og direkte, sådan som hr. V. V. med sin naive ensidighed gjorde det. »Bønderne, der er lænket til lodder og fællesskaber, og som ingen mulighed har for at anvende deres arbejde dér, hvor det viser sig mest produktivt og mest gavnligt for dem selv, er ligesom stivnet i den sammenpressede, hjordagtige, uproduktive tilværelsesform, som de havde, da de kom ud af livegenskabets greb«. Sådan så en af »arven«s repræsentanter med »oplysningsmanden«s karakteristiske synspunkt sagen. – »Lad hellere bønderne vedblivende stivne i deres trælse, patriarkalske tilværelsesform end bane vej for kapitalismen på landet« – sådan ser enhver narodnik faktisk på sagen. For man finder næppe nogen narodnik, som kan få sig til at bestride, at bøndernes landsbyfællesskab med dets standsbestemte lukkethed, solidariske hæftelse, forbud mod at sælge jord og mod at afstå en jordlod står i skarpeste modsætning til nutidens økonomiske virkelighed, med nutidens vare-kapitalistiske relationer og deres udvikling. Bestride denne modsætning er umuligt, men sagen er, at narodnikkerne er hundeangst for denne problemstilling, denne sammenligning af bøndernes juridiske situation med den økonomiske virkelighed, med den givne økonomiske udvikling. En narodnik ønsker stædigt at tro på en fiktiv, romantisk fantasiforestilling om en udvikling uden kapitalisme, og derfor... derfor er han rede til at hæmme den givne udvikling, som følger en kapitalistisk vej. I sin holdning til bondefællesskabets standsbestemte lukkethed, til den solidariske hæftelse, til bøndernes ret til at sælge jord og afstå en lod optræder narodnikken ikke blot med yderste forsigtighed og frygtsomhed for, hvad der sker med »grundpillerne« (trædemøllens og stagnationens grundpiller); narodnikken nedværdiger sig endda i den grad, at han hilser politiets forbud mod, at bønderne sælger jord. »Bonden er dum«, kunne man med Engelhardts ord sige til en sådan narodnik, »han forstår ikke at ordne sine egne sager. Hvis ingen bekymrer sig om ham, vil han afbrænde alle skove, slå alle fugle ihjel, tømme alle vande for fisk, ødelægge jorden og selv gå ynkeligt til grunde.« Her viser det sig direkte, at narodnikken »fraskriver sig arven« og bliver reaktionær. Og læg desuden mærke til, at denne nedbrydning af bondefællesskabets standsbestemte lukkethed i takt med den økonomiske udvikling bliver mere og mere bydende nødvendig for landproletariatet, hvorimod de ulemper, som herved opstår for bondebourgeoisiet, ingenlunde er så betydelige. Den »driftige bonde« kan let forpagte yderligere jord, åbne en virksomhed i en anden landsby og når som helst rejse derhen i forretningsanliggender. Men for den »bonde«, som hovedsageligt lever af at sælge sin arbejdskraft, betyder bundetheden til lodden og til fællesskabet en uhyre begrænsning af hans økonomiske virksomhed, den betyder, at det bliver umuligt for ham at finde en mere fordelagtig arbejdsgiver, den betyder, at han nødsages til at sælge sin arbejdskraft netop til de stedlige købere af den, som altid betaler mindre og finder på alle mulige metoder til at knægte ham. Så snart narodnikken giver sig romantiske drømmerier i vold, så snart han sætter sig som mål at opretholde og værne om grundpillerne i strid med den økonomiske udvikling, glider han uden selv at bemærke det så langt ned ad skråplanet, at han havner ved siden af storbonden, som af hele sin sjæl tørster efter at bevare og befæste »bondens forbindelse med jorden«. Det er tilstrækkeligt at minde om, hvordan denne standsbestemte lukkethed ved bondefællesskabet affødte særlige metoder til at leje arbejdskraft: besidderne af fabrikker og godser sendte deres faste folk rundt til landsbyerne, særlig til dem, der var bagud med skatten, for at leje arbejdere på de gunstigste vilkår. Heldigvis bevirker kapitalismens udvikling i landbruget, hvorved proletarens »bofasthed« ophæves (sådan virker de såkaldte sæsonerhverv i landbruget), at den frie arbejdskontrakt fortrænger denne trældom.
En anden, måske lige så tydelig bekræftelse på vor tese om de nutidige narodnikiske teoriers skadelighed giver det faktum, at idealisering af af-arbejdet er et almindeligt fænomen blandt narodnikkerne. Vi har ovenfor anført et eksempel, som viser, hvordan Engelhardt fuldendte sit narodnikiske syndefald og svang sig op til at skrive, at »det ville være godt« at udvikle af-arbejdet i landsbyen! Det samme fandt vi i hr. Jusjakovs berømte projekt om gymnasier på landet (Russkoje Bogatstvo, 1895, nr. 5. [10] Den samme idealisering skinnede igennem i alvorlige økonomiske artikler af Engelhardts medarbejder i tidsskriftet, hr. V. V., som påstod, at bonden vandt sejr over herremanden, der angiveligt ønskede at indføre kapitalismen, men ulykken var, at bonden gav sig til at dyrke godsejerens jord mod at få jord »i forpagtning« – dvs. han genindførte ganske den samme driftsmåde, som fandtes i livegenskabets tid. Det er de krasseste eksempler på narodnikkernes reaktionære holdning til vort landbrugs problemer. I mindre kras form møder man denne idé hos enhver narodnik. Enhver narodnik taler om den skade og fare, kapitalismen er for vort landbrug, idet kapitalismen jo erstatter den selvstændige bonde med landarbejderen. Kapitalismens virkelighed (landarbejderen) sættes op mod fiktionen den »selvstændige« bonde; denne fiktion begrundes med, at bonden i den førkapitalistiske epoke var i besiddelse af produktionsmidler, men man tier beskedent stille med, at der for disse produktionsmidler måtte ydes et vederlag, der var dobbelt så stort som deres værdi, at disse produktionsmidler blev brugt til af-arbejde, at denne »selvstændige« bondes leveniveau var så lavt, at han i ethvert kapitalistisk land ville blive regnet for et fattiglem, at der til denne »selvstændige« bondes trøstesløse elendighed og åndelige afstumpethed yderligere kom den personlige afhængighed, som uomgængeligt ledsagede førkapitalistiske produktionsformer.
Det tredje karaktertræk ved narodnismen – ignoreringen af forbindelsen mellem landets »intelligens« og juridisk-politiske institutioner og bestemte samfundsklassers materielle interesser – hænger ganske uløseligt sammen med de foregående: det var netop denne mangel på realisme i behandling af sociologiske problemer, der affødte teorien om, at russisk kapitalisme var en »fejltagelse«, og at man kunne »dreje af fra vejen«. Denne narodnikiske anskuelse har heller ikke nogen som helst forbindelse med »arven« og traditionerne fra 60’erne, den strider tværtimod direkte mod disse traditioner. Af denne anskuelse udspringer naturligvis en holdning hos narodnikkerne til talrige levn af den før reformen eksisterende reglementering af det russiske liv, som repræsentanterne for »arven« ikke under nogen omstændigheder kunne indtage. Til karakteristik af denne holdning tillader vi os at benytte hr. V. Ivanovs fortræffelige bemærkninger i artiklen Et Dårligt Påfund (Novoje Slovo, sept. 1897). Forfatteren taler om hr. Boborykins kendte roman På Anden Vis og klarlægger, at denne ikke har forstået narodnikkernes strid med »eleverne«. Hr. Boborykin lægger sin romans hovedperson, en narodnik, den bebrejdelse mod »eleverne« i munden, at disse skulle drømme »om en kaserne med reglementeringens utålelige despotisme«. Hr. V. Ivanov bemærker hertil:
»At ‘reglementeringen’s utålelige despotisme skulle være en drøm hos deres modstandere har de (narodnikkerne) ikke blot ikke sagt, de kan ikke og vil ikke som narodnikker sige det. Indholdet i deres strid med de ‘økonomiske materialister’ på dette område består netop i, at de levn, der har holdt sig hos os af den gamle reglementering, efter narodnikkernes mening kan danne basis for den videre udvikling af reglementeringen. Denne gamle reglementerings utålelighed tilsløres for deres blik, dels af den forestilling, at selve bondesjælen (én og udelelig) udvikler sig i retning af reglementering, dels af troen på den eksisterende eller kommende moralske skønhed hos »intelligensen«, »samfundet« eller overhovedet »de ledende klasser«. De beskylder de økonomiske materialister for at nære forkærlighed, ikke for ‘reglementering’, men tværtimod for vesteuropæiske tilstande, baseret på, at der ingen reglementering er. Og de økonomiske materialister hævder virkelig, at levn af den gamle reglementering, som opstod på naturaløkonomiens grund, dag for dag bliver mere og mere ‘uudholdelig’ i et land, der er gået over til pengeøkonomi, hvilket fremkalder utallige forandringer både i de forskellige befolkningslags faktiske situation og i deres åndelige og moralske fremtræden. De er derfor overbevist om, at de betingelser, der kræves for, at der kan fremstå en ny og frugtbringende ‘reglementering’ af landets økonomiske liv, ikke kan udvikle sig af levn af en reglementering, der var tilpasset til naturaløkonomien og livegenskabet, men kun kan opstå i en atmosfære, der er lige så gennemgående og alsidigt fri for denne gamle reglementering, som tilfældet er i de fremskredne lande i Vesteuropa og Amerika. Sådan forholder det sig med spørgsmålet om reglementering i striden mellem narodnikkerne og deres modstandere« (s. 11-12, anf. skrift). Her udgør narodnikkernes stilling til »levnene af den gamle reglementering« vel narodnismens mest drastiske afvigelse fra »arven«s traditioner. Repræsentanterne for denne arv udmærker sig, som vi har set, ved en afgjort og skarp fordømmelse af samtlige levn af den gamle reglementering. Følgelig står »eleverne« fra denne side set »traditionerne« og »arven« fra 60’erne langt nærmere, end narodnikkerne gør.
Ud over den anførte særdeles vigtige fejltagelse hos narodnikkerne fører endvidere deres mangel på sociologisk realisme til den særlige manér, hvormed de tænker og ræsonnerer over sociale sager og problemer, en manér, man kan kalde snæver intellektuel selvovervurdering eller måske bureaukratisk tænkning. En narodnik anstiller altid betragtninger over, hvilken vej »vi« skal vælge for fædrelandet, hvilke ulykker der vil melde sig, hvis »vi« dirigerer fædrelandet ind på den og den vej, hvilke udveje »vi« kan sikre os, hvis »vi« undgår farerne ved den vej, som det alderstegne Europa fulgte, hvis »vi« »tager det gode« både fra Europa og fra vort urgamle landsbyfællesskab osv. osv. Deraf kommer narodnikkens fuldkomne skepsis og ringeagt for de selvstændige tendenser hos de enkelte samfundsklasser, der skaber historien i overensstemmelse med deres interesser. Deraf kommer den forbavsende letsindighed, hvormed narodnikken (forglemmende situationen omkring sig) laver alle mulige sociale projekter, lige fra en eller anden »organisering af landbrugsarbejdet« til »ordning af produktionen i mir’ens ånd« gennem vort »samfunds« bestræbelser. »Mit der Gründlichkeit der geschichtlichen Action wird der Umfang der Masse zunehmen, deren Action sie ist«, [k] – med disse ord udtrykkes en af de dybeste og vigtigste teser i den historisk-filosofiske teori, som vore narodnikker aldeles ikke vil og ikke kan forstå. Efterhånden som menneskenes historiske skabergerning udvides og uddybes, må også omfanget af den befolkningsmasse blive større, som bevidst frembringer historien. Narodnikken derimod har altid betragtet befolkningen i almindelighed og den arbejdende befolkning i særdeleshed som objekt for de eller de mere eller mindre forstandige foranstaltninger, som et materiale, der bliver dirigeret ind på den eller den vej, og aldrig set på de forskellige befolkningsklasser som selvstændige historiske frembringere på den givne vej, aldrig stillet spørgsmålet om, hvilke betingelser på den givne vej, disse historieskaberes selvstændige og bevidste virksomhed kan udvikle (eller omvendt lamme).
Selv om narodnismen altså tog et stort skridt frem i forhold til »arven« efter oplysningsfolkene ved at stille spørgsmålet om kapitalismen i Rusland, så er deres svar på spørgsmålet så utilfredsstillende som følge af det småborgerlige syn på og den sentimentale kritik af kapitalismen, at narodnismen i en hel række af samfundslivets vigtigste problemer lå tilbage for »oplysningsfolkene«. Narodnismens tilslutning til arven og traditionerne efter vore oplysningsfolk viste sig sluttelig som et minus: de nye problemer, som Ruslands økonomiske udvikling efter reformen /1861/ stillede den russiske sociale tænkning, løste narodnismen ikke, idet den indskrænkede sig til sentimentale og reaktionære veklager over dem, og de gamle problemer, som allerede oplysningsfolkene rejste, forkludrede narodnismen med sin romantik og hæmmede deres fuldstændige løsning.
Vi kan nu gøre facit af vore paralleller op. Lad os forsøge i korthed at karakterisere det indbyrdes forhold mellem hver af de i overskriften nævnte strømninger i den sociale tænkning.
Oplysningsmanden nærer tiltro til den givne samfundsudvikling, for han bemærker ikke de modsigelser, der er særegne for den. Narodnikken er bange for den givne samfundsudvikling, for han har allerede bemærket disse modsigelser. »Eleven« nærer tiltro til den givne samfundsudvikling, for det er udelukkende i den fulde udvikling af disse modsigelser, at han ser pantet på en bedre fremtid. Den første og den sidste retning søger derfor at støtte, fremskynde og lette udviklingen ad den givne vej, at fjerne alle hindringer, som står i vejen for denne udvikling og hæmmer den. Narodnismen søger tværtimod at hæmme og standse denne udvikling og er bange for tilintetgørelsen af visse hæmninger for kapitalismens udvikling. Den første og den sidste retning karakteriseres ved det, man kan kalde historisk optimisme: jo længere og hurtigere sagerne går som de går, desto bedre. Narodnismen fører naturligvis omvendt til historisk pessimisme: jo længere sagerne går sådan, desto værre. »Oplysningsfolkene« stillede overhovedet ikke problemerne om karakteren af udviklingen efter reformen, de indskrænkede sig udelukkende til at bekrige levnene efter systemet, som det var før reformen, til den negative opgave at bane vej for en europæisk udvikling af Rusland. Narodnismen stillede spørgsmålet om kapitalismen i Rusland, men besvarede det med, at kapitalismen er reaktionær, og kunne derfor ikke i fuldt mål overtage arven efter oplysningsfolkene: narodnikkerne har altid ført krig mod mennesker, som med henblik på »civilisationens enhed« tilstræbte en europæisering af Rusland overhovedet, og krigen førte de ikke kun, fordi de ikke kunne nøjes med disse menneskers idealer (en sådan krig ville have været berettiget), men fordi de ikke ville gå så langt i den givne udvikling, dvs. kapitalismens udvikling. »Eleverne« besvarer spørgsmålet om kapitalismen i Rusland sådan, at de betragter den som progressiv og derfor ikke blot kan, men også helt og holdent skal overtage arven fra oplysningsfolkene og supplere denne arv med analysen af modsigelserne i kapitalismen ud fra de besiddelsesløse producenters standpunkt. Oplysningsfolkene udskilte ingen enkelt befolkningsklasse som genstand for deres særlige opmærksomhed, de talte ikke blot om folket i almenhed, men endog om nationen i almenhed. Narodnikkerne ønskede at repræsentere arbejdets interesser, uden imidlertid at pege på bestemte grupper i nutidens økonomiske system; i realiteten stillede de sig altid på samme standpunkt som den lille producent, som kapitalismen forvandler til vareproducent. »Eleverne« tager ikke blot arbejdets interesser til kriterium, de peger samtidig på ganske bestemte økonomiske grupper i den kapitalistiske økonomi, nemlig de besiddelsesløse producenter. Den første og den sidste retning svarer ud fra indholdet i deres ønsker til de klassers interesser, der skabes og udvikles af kapitalismen; narodnismen svarer ud fra sit indhold til interesser, der dyrkes af småproducenternes, småborgerskabets klasse, som indtager en mellemstilling mellem de øvrige klasser i nutidens samfund. Derfor er narodnismens modsigelsesfyldte holdning til »arven« ingenlunde nogen tilfældighed, den er et nødvendigt resultat af selve indholdet i de narodnikiske anskuelser: vi har set, at et af hovedtrækkene i oplysningsfolkenes anskuelser bestod i et varmt ønske om europæisering af Rusland, hvorimod narodnikkerne på ingen måde kunne dele dette ønske fuldt ud, hvis de ville forblive narodnikker.
Vi er følgelig til slut nået til den konklusion, som vi flere gange har anført tidligere i detailspørgsmål, nemlig den, at eleverne er langt mere konsekvente, langt mere trofaste værnere af arven end narodnikkerne. Ikke blot frasiger de sig ikke arven, tværtimod anser de det for en af deres væsentligste opgaver at gendrive de romantiske og småborgerlige betænkeligheder, som får narodnikkerne til på særdeles mange og særdeles vigtige punkter at tage afstand fra oplysningsfolkenes europæiske idealer. Men det siger sig selv, at »eleverne« ikke værner om arven på samme måde, som arkivarer værner om gamle papirer. At værne om arven betyder aldeles ikke at begrænse sig til arven, og når »eleverne« forsvarer generelle europæiske idealer, forbinder de dermed en analyse af de modsigelser, som vor kapitalistiske udvikling rummer, og en vurdering af denne udvikling ud fra det ovenfor nævnte specifikke synspunkt.
Lad os til slut atter vende os til hr. Mikhajlovskij og til undersøgelsen af hans påstande om den sag, der her interesserer os. Hr. Mikhajlovskij erklærer ikke blot, at disse folk (eleverne) »ikke vedkender sig nogen som helst nedstamningsforbindelse med fortiden og bestemt fraskriver sig arven« (anf. sted s. 179), men yderligere, at »de« (samt andre personer fra de mest forskellige retninger, indbefattet hr. Abramov, hr. Volynskij og hr. Rosanov) »går løs på arven med overordentlig bitterhed« (s. 180). – Hvilken arv taler hr. Mikhajlovskij om? – Om arven fra 60’erne og 70’erne, den arv, som Moskovskije Vedomosti nu som før højtideligt fraskriver sig (s. 178).
Vi har allerede vist, at hvis man taler om den »arv«, der er tilfaldet nutidens mennesker, så må man skelne mellem to slags arv: den ene arv kommer fra oplysningsfolk i almenhed, fra mennesker, som var absolutte modstandere af alt, hvad der var før reformen, folk, som gik ind for europæiske idealer og for den brede befolkningsmasses interesser. Den anden arv er den narodnikiske. Vi har allerede vist, at det ville være en grov fejl at sammenblande disse to forskellige ting, for enhver ved, at der fandtes og findes folk, som værner om »traditionerne fra 60’erne« uden at have noget tilfælles med narodnismen. Alle hr. Mikhajlovskijs bemærkninger er helt og holdent baseret på en sammenblanding af disse to helt forskellige slags arv. Og da hr. Mikhajlovskij ikke kan være uvidende om denne forskel, så antager hans udfald en ganske bestemt karakter, ikke blot af vrøvl, men også af bagvaskelse. Er Moskovskije Vedomosti gået løs på specielt narodnismen? – Ingenlunde, bladet er gået lige så stærkt og måske stærkere løs på oplysningsfolkene overhovedet, og bladet betragter Vestnik Jevropy, der står aldeles fremmed over for narodismen, som en lige så afgjort modstander som det narodnikiske Russkoje Bogatstvo. De narodnikker, som mest energisk har fraskrevet sig arven, f. eks. Jusov, er Moskovskije Vedomosti naturligvis i mangt og meget uenig med, men bladet ville næppe gå løs på ham med bitterhed, og ville i hvert fald prise ham for, at han adskiller sig fra de narodnikker, der ønsker at værne om arven. – Er hr. Abramov eller hr. Volynskij gået løs på narodnismen? Ingenlunde. Den første af dem er selv narodnik, begge er de gået løs på oplysningsfolkene overhovedet. – Er de »russiske elever« gået løs på de russiske oplysningsfolk? Har de nogen sinde fraskrevet sig den arv, som har efterladt os en ubetinget modstand mod tilværelsen før reformen og levnene af den? – Så langtfra at gå løs på dem har de tværtimod afsløret narodnikkerne og vist, at disse småborgerlige skrækfornemmelser over for kapitalismen bestræber sig for at opretholde visse af disse levn. – Er de nogen sinde gået løs på den arv, som har efterladt os europæiske idealer overhovedet? – Så langtfra at gå løs på den har de tværtimod afsløret narodnikkerne og vist, at disse i stedet for almeneuropæiske idealer på mange særdeles vigtige punkter fabrikerer alle hånde hjemmegjorte dumheder. – Er de nogen sinde gået løs på den arv, som efterlod os omsorg for arbejdende folkemassers interesser? – Så langtfra at gøre det har de tværtimod afsløret narodnikkerne og vist, at disses omsorg for disse interesser ikke er konsekvent (idet de nidkært sammenblander bondebourgeoisiet og landproletariatet), de har vist, at nytten af denne omsorg udhules af drømmerier om, hvad der kunne eksistere, i stedet for at rette opmærksomheden mod det, som eksisterer, de har vist, at disses omsorg er yderst snæver, idet de aldrig har forstået at vurdere efter fortjeneste de betingelser (økonomiske og andre) som giver disse mennesker bedre eller dårligere muligheder for at sørge for sig selv.
Hr. Mikhajlovskij behøver ikke at anerkende rigtigheden af disse afsløringer, og som narodnik vil han selvfølgelig ikke anerkende dem, – men at tale om »bitre« angreb på »arven fra 60’erne og 70’erne«, når de pågældende, faktisk kun angriber narodnismen »bittert«, angriber den for, at den ikke har formået at besvare de nye spørgsmål, som historien har rejst efter reformen, i denne arvs ånd og uden modstrid med den – at tale på den måde betyder, at man direkte forvansker sagen.
Hr. Mikhajlovskij er højst pudsigt vred over, at »eleverne« gerne sammenblander »os« (dvs. Russkoje Bogatstvos skribenter) med »narodnikker« og andre personer, som ikke har noget med Russkoje Bogatstvo at gøre (s. 180). Dette snurrige forsøg på at distancere sig fra »narodnikkerne« samtidig med at bevare alle narodnismens fundamentale anskuelser, kan kun fremkalde smil. Enhver ved, at de »russiske elever« benytter ordene »narodnik« og »narodnisme« i bred forstand. At der er adskillige nuancer mellem narodnikker, det har ingen glemt eller bestridt: hverken P. Struve eller N. Beltov f.eks. har i deres bøger »sammenblandet« hr. N. Mikhajlovskij med hr. V.V. og ikke engang med hr. Jusjakov, dvs. de har ikke udvisket forskellene mellem deres anskuelser, ikke tillagt den ene den andens anskuelser. P. B. Struve har endda påpeget forskellen mellem hr. Jusjakovs anskuelser og hr. Mikhajlovskijs. Et er at sammenblande forskellige anskuelser; noget andet er at sammenfatte forfattere og henføre dem til samme kategori, når disse forfattere uanset forskelle vedrørende mange problemer er solidariske på de fundamentale og væsentlige punkter, som »eleverne« vender sig imod. For en »elev« er det aldeles ikke vigtigt at vise, at f.eks. de anskuelser, der udmærker hr. Jusov frem for andre narodnikker, ikke duer; for ham er det vigtigt at gendrive de anskuelser, der er fælles for både hr. Jusov og hr. Mikhajlovskij og alle narodnikker overhovedet; dvs. deres holdning til den kapitalistiske udvikling i Rusland, deres behandling af økonomiske og sociale problemer fra småproducentens standpunkt, deres mangel på forståelse af den sociale (eller historiske) materialisme. Disse træk er det fælles gods i en hel strømning inden for den sociale tænkning, der har spillet en stor historisk rolle inden for den sociale tænkning. I denne brede strømning er der vidt forskellige nuancer, højre- og venstrefløje, folk som forfalder til nationalisme og antisemitisme osv., og folk, som ikke gør sig skyldig i dette; folk, som forholder sig ringeagtende til mange sider af »arvegodset«, og folk, som bestræber sig for så vidt muligt at værne om disse sider af arvegodset (dvs. så vidt det er muligt for en narodnik). Ingen af de »russiske elever« har benægtet disse forskelle mellem nuancer, ingen af dem kan hr. Mikhajlovskij gribe i at tillægge en narodnik af én nuance anskuelser, som tilhører en narodnik af en anden nuance. Men når vi vender os imod fundamentale anskuelser, som er fælles for alle disse forskellige nuancer, hvorfor skulle vi så beskæftige os med de særskilte forskelle i den fælles strømning? Det er da et helt meningsløst krav! Fællesskabet i anskuelser om den russiske kapitalisme, om bøndernes »landbyfællesskab«, om det såkaldte »samfunds« ubegrænsede formåen hos forfattere, der langt fra er solidarisk om alt, er ofte blevet bemærket i vor litteratur længe for fremkomsten af »elever«, og ikke blot bemærket, men lovprist som et lykkeligt særtræk ved Rusland. Udtrykket »narodnisme« i bred forstand er ligeledes blevet benyttet i vor litteratur længe før fremkomsten af »elever«. Hr. Mikhajlovskij har ikke blot i mange år samarbejdet med »narodnikken« (i snæver forstand) hr. V.V. i samme tidsskrift, men også delt de ovenfor anførte hovedtræk i anskuelserne med ham. Hr. Mikhajlovskij, som i 80’erne og 90’erne gjorde indvendinger mod enkelte af hr. V. V.s konklusioner og afviste rigtigheden af hans strejftog i den abstrakte sociologi, tog imidlertid både i 80’erne og i 90’erne det forbehold, at hans kritik ingenlunde var rettet mod hr. V.V.s økonomiske arbejder, og at han stod solidarisk med ham i grundanskuelserne om den russiske kapitalisme. Hvis Russkoje Bogatstvos koryfæer, som har udrettet så meget for at udvikle, befæste og udbrede narodnikiske (i bred forstand) anskuelser, derfor nu tror, at de kan undslippe de »russiske elever«s kritik med den simple erklæring, at de ikke er »narodnikker« (i snæver forstand), og at de udgør en ganske særlig »etisk-social skole« – så kan den slags kneb naturligvis kun fremkalde berettiget latter over folk, der er så tapre og samtidig så diplomatiske.
På s. 182 i sin artikel fremsætter hr. Mikhajlovskij yderligere følgende fænomenale argument mod »eleverne«. Hr. Kamenskij retter et giftigt angreb på narodnikkerne; [11] dette vil man påstå »vidner om, at han er vred, og dette tilkommer ham ikke (tænk blot!!). Vi »subjektive gamle« såvel som »subjektive unge« tillader os denne svaghed, uden at modsige os selv. Men repræsentanterne for den lære, som ‘med rette er stolt over sin ubønhørlige objektivitet’ (udtrykket er brugt af en »elev«) befinder sig i en anden situation«.
Hvad er det for noget?! Hvis folk kræver, at anskuelser om sociale fænomener skal baseres på en ubønhørligt objektiv analyse af virkeligheden og den virkelige udvikling – så følger heraf, at det ikke tilkommer dem at blive vred!?
Det rene galimatias, meningsløs snak! Har De aldrig hørt, hr. Mikhajlovskij, at den berømte afhandling om Kapitalen er et af de mest fremragende forbilleder på ubønhørlig objektivitet i undersøgelsen af sociale fænomener? En hel række forskere og økonomer betragter det netop som en væsentlig hovedmangel ved denne afhandling, at den er ubønhørligt objektiv. Imidlertid finder man sjældent i en videnskabelig afhandling så megen »vrede«, så heftige og lidenskabelige udfald mod repræsentanter for de samfundsklasser, som efter forfatterens overbevisning hæmmer samfundsudviklingen. Da forfatteren med ubønhørlig objektivitet havde påvist, at f.eks. Proudhons anskuelser var en naturlig, forståelig, uundgåelig afspejling af den franske petit bourgeois’ /småborgers/ synspunkter og stemninger, gik han alligevel med største lidenskab og heftig vrede »løs på« denne ideolog for småborgerskabet. Mener hr. Mikhajlovskij måske, at Marx her »modsagde sig selv«? Hvis en bestemt lære kræver af enhver deltager i samfundslivet, at han foretager en ubønhørligt objektiv analyse af virkeligheden og af de på denne virkeligheds grund opstående relationer mellem de forskellige klasser, hvordan i alverden kan man så deraf slutte, at en deltager i samfundslivet ikke må sympatisere med den eller den klasse, at dette »ikke tilkommer ham«? Det er ligefrem latterligt her at tale om, hvad man må, for intet levende menneske kan lade være med at stille sig på den eller den klasses side (så snart han har forstået deres indbyrdes relationer), lade være med at glæde sig over den givne klasses fremgang, lade være med at blive bedrøvet over dens vanheld, lade være med at harmes over dem, der er ljender af denne klasse, dem, der hæmmer dens udvikling ved udbredelse af efterblevne anskuelser osv. osv. Hr. Mikhajlovskijs fjollede udfald viser kun, at han til dato ikke har begrebet det meget elementære problem om forskellen mellem determinisme og fatalisme.
»Kapitalen er på vej, det er ubestrideligt,« skriver hr. Mikhajlovskij, »men (tænk blot!!) spørgsmålet er, hvordan man skal stille sig til den« (s. 189).
Hr. Mikhajlovskij opdager Amerika, han peger på et »problem«, som de »russiske elever« åbenbart ikke engang har tænkt over! Som om det altså slet ikke er dette problem, der skiller de »russiske elever« og narodnikkerne! »Stille sig til« kapitalismen, der er under udvikling i Rusland, det kan man kun på to måder: enten anerkender man, at den er et progressivt fænomen, eller man ser den som regressiv, et tilbageskridt; enten som et skridt fremad på den givne vej eller som en afvigelse fra den sande vej; enten betragter man den fra samme standpunkt som småproducenternes klasse, der ødelægges af kapitalismen, eller fra samme standpunkt som de besiddelsesløse producenters klasse, der skabes af kapitalismen. En mellemvej gives ikke her. [l] Altså, hvis hr. Mikhajlovskij afviser rigtigheden af den holdning til kapitalismen, som »eleverne« går ind for, så accepterer han følgelig den narodnikiske holdning, som han flere gange aldeles bestemt har givet udtryk for i sine tidligere artikler. Ingen som helst tilføjelser til eller ændringer i sine gamle anskuelser om dette problem har hr. Mikhajlovskij givet, og han giver ingen nu, men forbliver narodnik som før. – Men nej! Han er ikke narodnik, vorherre bevares! Han er repræsentant for den »etisk-sociologiske skole«...
»Man bør ikke«, fortsætter hr. Mikhajlovskij, »tale om de kommende(??) goder, som en yderligere udvikling af kapitalismen vil bringe med sig (?).«
Hr. Mikhajlovskij er ikke narodnik. Han gentager blot helt og holdent narodnikkernes fejltagelser og deres urigtige betragtningsmåder. Hvor mange gange har man ikke indprentet narodnikkerne, at en sådan problemstilling, der opererer med »det kommende«, er urigtig, at det ikke drejer sig om »kommende«, men om virkelige, allerede stedfindende, progressive forandringer af før-kapitalistiske relationer – forandringer, som kapitalismens udvikling i Rusland bringer (og ikke kun vil bringe). Ved at flytte problemet over til det »kommende«s område hævder hr. Mikhajlovskij faktisk, at de teser er bevist, som »eleverne« netop bestrider. Han hævder som bevist, at i virkeligheden, i det der foregår for øjnene af os, bringer kapitalismens udvikling ikke nogen som helst progressive forandringer af de gamle samfundsøkonomiske relationer. Netop dette er det narodnikiske synspunkt, og netop mod dette polemiserer de »russiske elever« ved at føre bevis for det modsatte. Man kan ikke finde noget skrift af »russiske elever«, som ikke udtaler og ikke efterviser, at når af-arbejde afløses af frit lønarbejde i landbruget, når den såkaldte »kustarnaja« industri /hjemmeindustri/ afløses af fabriksmæssig industri, er det et reelt fænomen, som foregår for øjnene af os (og foregår med enorm fart), og aldeles ikke kun noget »kommende«; at denne afløsning i alle henseender er et progressivt fænomen, at den bortrydder den træge, i århundreder ubevægelige og stagnerende, opslittede, småtskårne, manuelle produktion; at den forøger samfundsarbejdets produktivitet og dermed skaber mulighed for en højnelse af den arbejdende befolknings leveniveau; at den også skaber betingelser, som forvandler denne mulighed til nødvendighed, nemlig betingelser, som forvandler afkrogenes gudsforladte »bofaste« proletar, bofast både i fysisk og i åndelig forstand, til en bevægelig proletar, betingelser, som forvandler arbejdets asiatiske former med deres uhyre udviklede trældom, med alle mulige former for personlig afhængighed, til europæiske former; at »europæisk tænke- og følemåde er lige så nødvendig (NB: nødvendig. VI.) for en frugtbar udnyttelse af maskiner som damp, kul og teknik« [m] osv. Alt dette udtales og eftervises, gentager vi, af enhver »elev«, men alt det har åbenbart ingen interesse for hr. Mikhajlovskij »og hans kammerater«, alt det skrives kun mod »narodnikker«, som ikke har andel i Russkoje Bogatstvo. Russkoje Bogatstvo er, ser man nok, en »etisk-sociologisk skole«, hvis væsen består i, at den under et nyt skilt falbyder gammelt skrammel.
Som allerede tidligere bemærket er formålet med vor artikel at gendrive opspind, som er meget udbredt i den liberal-narodnikiske presse, gående ud på, at de »russiske elever« skulle fraskrive sig »arven«, bryde med de bedste traditioner fra den bedste del af det russiske samfund osv. Det er ikke uden interesse at notere, at hr. Mikhajlovskij, når han gentager disse fortærskede fraser, i grunden siger ganske det samme, som narodnikken hr. V.V. »uden andel« i Russkoje Bogatstvo har sagt langt tidligere og langt mere eftertrykkeligt. Kender De, læser, de artikler som denne forfatter for tre år siden, i slutningen af 1894, lod trykke i Nedelja, [12] som svar på P.B. Struves bog? Jeg må sige, at efter min mening er De ikke gået glip af noget som helst, hvis De ikke har læst dem. Hovedtanken i disse artikler består i, at de »russiske elever« angiveligt sønderriver den demokratiske tråd, der trækker sig gennem alle progressive strømninger i russisk social tænkning. Er det ikke det samme, blot med nogle andre udtryk, som hr. Mikhajlovskij nu gentager, når han vil beskylde »eleverne« for, at de fraskriver sig »arven«, som Moskovskije Vedomosti bittert går løs på? Som vi har set retter fabrikanterne af dette opspind faktisk bager for smed med deres påstand om, at »elevernes« uigenkaldelige brud med narodnismen betegner et brud med de bedste traditioner fra den bedste del af det russiske samfund. Er det ikke omvendt, mine herrer? Betegner et sådant brud ikke, at disse bedste traditioner renses for narodnisme?
a. Skaldin. »I ravnekrogen og i hovedstaden«. Skt. P. 1870 (s. 451). Vi har ikke haft mulighed for at skaffe Otetj. Sap. for disse år og kun benyttet denne bog.
b. »Den jord, vi havde, har han (forfatterens kursiv) beskåret sådan, at vi ikke kan leve uden den fraskårne jord; han har lagt sine marker på alle sider omkring os, så vi ikke kan drive kvæget nogen steder hen; og nu skal man betale for lodden for sig, og også for den fraskårne jord for sig, så meget der forlanges.« »Hvad skal det være for en forbedring af tilværelsen! – sagde en læse- og skrivekyndig og erfaren bonde til mig, han havde været afgiftspligtig som livegen – afgiften pålægger de os ligesom før, og jorden har de beskåret.«
c. Skaldin påviste meget udførligt rigtigheden både af første og af anden del af denne definition (på proletarer). I sine artikler brugte han megen plads til beskrivelse af bøndernes afhængige stilling og af deres nød, beskrivelse af landarbejdernes dårlige stilling, »beskrivelsen af hungersnøden 1868« (overskriften til artikel V) og af alle mulige former for gældsslaveri og ydmygelse af bønderne. Også i 60’erne var der ligesom i 90’erne folk, som fortav og bestred hungersnøden. Skaldin vendte sig meget heftigt mod dem. Det siger sig selv, at det ville være overflødigt at bringe udførlige citater om dette emne.
d. Og omvendt: alle de progressive, praktiske foranstaltninger, som vi finder hos narodnikkerne, er efter deres indhold fuldstændig borgerlige, dvs. de begunstiger netop en kapitalistisk udvikling og ingen anden. Kun småborgere kan lave en teori, som går ud på, at udvidelse af bøndernes jordbesiddelse, formindskelse af afgifterne, udflytning, lån, bedre redskaber, organisering af afsætningen osv. tjener en såkaldt »folkelig produktion«.
e. Man vil måske indvende, at Skaldin med sin modstand mod landsbyfællesskabet og med hele sin tone ikke er typisk for 60’erne. Men det drejer sig aldeles ikke om landsbyfællesskabet alene. Det drejer sig om de synspunkter, som er fælles for alle oplysningsfolk, og som også Skaldin deler. Hvad nu angår hans tone, så er han jo virkelig ikke typisk, når man ser på hans rolige omtænksomhed, mådehold, hang til det gradvise osv. Med god grund kaldte Engels Skaldin liberalkonservativ (/i artiklen Sociale Forhold i Rusland, Marx-Engels: Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 52, Forlaget Tiden 1952. – Red./.) Men at vælge en repræsentant for arven med en mere typisk tone ville for det første af forskellige grunde være vanskeligt, for det andet kunne det afføde en misforståelse ved en sammenligning med den nuværende narodnisme. Ud fra vor opgaves hele karakter er det (i modsætning til ordsproget) ikke tonen der gør musikken, og Skaldins ikke typiske tone fremhæver så meget skarpere hans »musik«, dvs. indholdet i hans anskuelser. Det er kun dette indhold, der interesserer os. Kun ud fra anskuelsernes indhold (aldeles ikke ud fra forfatterens tone) agter vi at drage en parallel mellem repræsentanterne for arven og den nuværende epokes narodnikker.
f. I forbifarten sagt: Det ville ikke blot være overordentlig interessant og lærerigt, men også en helt igennem berettiget metode hos en økonomisk forsker. Hvis forskerne tror på rundspørgernes materiale – svar og udtalelser af mange bønder, som gennemgående er partiske og lidet oplyste, og som ikke har dannet sig sammenhængende anskuelser og ikke har gennemtænkt deres synspunkt – hvorfor skulle man så ikke tro på iagttagelser, som er samlet gennem fulde 11 år af en mand, der udmærker sig ved fortræffelig iagttagelsesevne og ubetinget oprigtighed, en mand, som grundigt har studeret det, han taler om.
g. Russkoje Bogatstvo, 1896, nr. 5, maj. Hr. Karysjevs artikel om guvernementssemstvoernes udgifter til økonomiske foranstaltninger. S. 20.
h. Man husker den lille scene, hvor starosta’en (dvs. godsforvalteren) forlanger, at bonden skal komme på arbejde, mens kornet på musjikkens egen mark falder af, og det er kun truslen om at »få pisken at føle« hos sognefogeden, der får ham til at makke ret.
i. Sml. nu Tugan-Baranovskijs bog Den Russiske Fabrik (Skt. P. 1898).
j. Jeg har allerede tidligere, i artiklen om den økonomiske romantisme, haft lejlighed til at bemærke, at vore modstandere udviser en forbavsende kortsynethed, når de opfatter udtrykkene reaktionær, småborgerlig som polemiske udfald, mens disse udtryk har en ganske bestemt historisk-filosofisk betydning. (Se Lenin, Samlede Værker, bd. 2, s. 211. – Red.)
k. »Jo grundigere den historiske aktion bliver, des større bliver den masse, hvis aktion den er.« Marx, Die heilige Familie, 120. Efter Beltov, s. 235. /Se Werke, bd. 2, Berlin 1969, s. 86. – Red./
l. Vi taler naturligvis ikke om den indstilling, som går ud på, at man slet ikke behøver at lade sig lede af arbejdets interesser, eller for hvilken selve den generelle sammenfatning, der udtrykkes med termen »kapitalisme«, er uforståelig og meningsløs. Hvor vigtige disse hertil hørende strømninger i social tænkning i den russiske tilværelse end er, så hører de aldeles ikke hjemme i striden mellem narodnikkerne og deres modstandere, og der er ingen grund til at klistre dem på her.
m. Skrevet af Schulze-Gaevernitz i Schmollers Jahrbuch, 1896, i hans artikel om bomuldsindustrien i Moskva-Vladimir-området.
1. Russkoje Bogatstvo – månedstidsskrift, der udkom i St. Petersborg fra 1876 til midten af 1918. Fra begyndelsen af 1890’erne organ for de liberale narodnikker med S. N. Krivenko og N. K. Mikhajlovskij som redaktører. Tidsskriftet prækede forsoning med tsar-regeringen og bekæmpede marxismen og de russiske marxister. – S. 163.
2. Moskovskije Vedomosti – (Moskva Tidende), en af de ældste russiske aviser, grundlagt i 1756. Den støttede de mest reaktionære lag og blev i 1905 talerør for de Sorte Hundreder. Forbudt efter oktoberrevolutionen i 1917. – S. 163.
3. »De russiske elever« – tilhængerne af Marx’ og Engels’ lære i Rusland. Denne term lod censuren i 1890’erne passere som betegnelse for marxisterne. – S. 163.
4. Se note 35 til artiklen Hvad Er Folkevennerne Og Hvordan Bekæmper De Socialdemokraterne. – S. 164.
5. Bondereformen – blev indført af tsar-regeringen i 1861. Den ophævede livegenskabet, men i godsejernes interesse. Landets økonomiske udviklingsforløb og bøndernes voksende massebevægelse mod den feudale udbytning gjorde reformen nødvendig. Reformens kapitalistiske indhold »kom desto stærkere til udtryk, jo mindre bøndernes jorder blev beskåret, jo mere fuldstændigt de løsnedes fra godsejerne og jo lavere afgiftens størrelse var for de livegne bønder« (Lenin). Bondereformen var et skridt hen mod en forvandling af Rusland til et borgerligt monarki.
I alt 22,5 millioner bønder blev »befriet«. Godsejernes jordbesiddelse blev imidlertid bevaret. Bøndernes jorder erklæredes for godsejernes ejendom. Bonden kunne kun modtage jord efter en i loven fastsat norm (og oven i købet med godsejerens billigelse) og ved at frikøbe det. Pengene skulle bønderne betale tsar-regeringen, der så udbetalte godsejerne det fastsatte beløb. Ifølge tilnærmelsesvise beregninger havde godsejerne efter reformens gennemførelse 71,5 millioner desjatiner jord (1 desjatin = 1,09 hektar), bønderne derimod kun 33,7 millioner desjatiner. Godsejerne kunne takket være reformen skære op til 2/5 dele af bøndernes jorder fra til sig selv.
Det gamle hoverisystem blev kun svækket af reformen, ikke tilintetgjort. De bedste dele af bøndernes lodder (de »afskårne jorder«, skove, enge, vandingssteder, græsgange) uden hvilke bønderne ikke kunne klare en selvstændig drift, forblev i godsejernes hænder. Indtil der var indgået en handel om frikøb, betragtedes bønderne som »midlertidigt forpligtede« og godsejeren skyldige i form af årsafgifter og hoveriarbejde.
De russiske revolutionære demokrater med Tjernysjevskij i spidsen kritiserede bondereformen stærkt for dens karakter af livegenskab. Lenin kaldte den den første voldsaktion i massemålestok til fordel for den frembrydende kapitalisme inden for jordbruget. – S. 164.
6. Af-arbejder – bondens personlige arbejde for godsejeren for at arbejde forpagtningsafgiften af, yde af-arbejde, en form for hoveri under kapitalistiske forhold. – S. 172.
7. Semstvo – såkaldt lokal selvforvaltning i nogle af tsartidens europæiske guvernementer og ujesd’er (amter), indført 1864, sammensat hovedsagelig af adelige godsejere, desuden købmænd og storbønder. Semstvoerne skulle løse talrige opgaver, men mål og programmer f.eks. for skoler var fastsat af tsarregeringen. Semstvoerne tjente adelens og de besiddendes interesser. Efterhånden fremkom opposition og liberale strømninger inden for semstvoernes forskellige organer, hvad der fremkaldte strenge forholdsregler og forfølgelser mod de pågældende personer, navnlig læger, lærere, agronomer og statistikere (registerførere). – S. 173.
8. Hver deltager i forpagtningen »i krugi« fik en desjatin til vårkorn og en til vinterkorn, – Semledeltjeskaja Gastea/Landbrugsbladet/ blev udgivet af ministeriet for statslig ejendom. Udkom i Petetersborg fra 1834 til 1917. – S. 179.
9. Vestnik Jevropy – historisk-politisk og litterært månedstidsskrift med borgerlig-liberalt præg; udkom i St. Petersborg fra 1866 til 1918. Tidsskriftet trykte artikler mod de revolutionære marxister. M. M. Stasjulevitj var tidsskriftets redaktør og udgiver indtil 1908. – S. 183.
10. Se Lenin: Samlede Værker. 5. udg. B. 2, s. 61-69 og s. 471-504 (russ.) – S. 183.
11. Der sigtes til Plekhanovs artikel Om Den Materialistiske Historieopfattelse, offentliggjort under navnet N. Kamenskij i Nr. 12 af tidsskriftet »Novoje Slovo«, 1897. – S. 197.
12. Nedelja – liberal-narodnikisk politisk og litterær avis, der udkom i St. Petersborg fra 1866 til 1901. Avisen modsatte sig kampen mod selvherskerdømmet og prækede den såkaldte teori om »de små sager«, dvs. opfordrede intelligensen til at give afkald på revolutionær kamp og beskæftige sig med »kulturmageri«. – S.200.
Sidst opdateret 7.7.2013