I det foreliggende arbejde [1] var det forfatterens mål at behandle følgende spørgsmål: Hvordan danner der sig et indre marked for den russiske kapitalisme? Dette spørgsmål blev jo for længst stillet af hovedrepræsentanterne for narodnikiske anskuelser (med de herrer V. V. og N.-on i spidsen), og vor opgave vil bestå i en kritik af disse anskuelser. Vi har ikke ment det muligt i denne kritik at begrænse os til en undersøgelse af fejl og urigtigheder i modstandernes synspunkter; det forekom os utilstrækkeligt til besvarelse af det stillede spørgsmål at anføre data, som vidner om dannelse og vækst af et indre marked, for der kunne gøres den indvending, at sådanne data er valgt vilkårligt, og at data, der går imod, er udeladt. Det forekom os nødvendigt at behandle og forsøge at skildre hele den udviklingsproces, kapitalismen i Rusland gennemløber i sin helhed. Det siger sig selv, at en så omfattende opgave ville overstige en enkelt persons kræfter, hvis der ikke indføres en række begrænsninger. For det første betragter vi, som det allerede fremgår af titlen, spørgsmålet om kapitalismens udvikling i Rusland udelukkende med hensyn til det indre marked og tager ikke hensyn til problemet om det ydre marked og til data om udenrigshandelen. For det andet begrænser vi os til epoken efter reformen /1861/. For det tredje betragter vi hovedsageligt og næsten udelukkende data fra rent indre russiske guvernementer. For det fjerde begrænser vi os udelukkende til processens økonomiske side. Men også med alle de nævnte begrænsninger er det resterende tema overordentlig omfattende. Forfatteren lukker ingenlunde øjnene for de vanskeligheder og også farer, der er ved at vælge et så omfattende tema, men det forekom ham, at det for opklaringen af spørgsmålet om det indre marked for den russiske kapitalisme var ubetinget nødvendigt at påvise forbindelsen og den indbyrdes afhængighed mellem de enkelte sider af den proces, som foregår på alle samfundsøkonomiens områder. Vi begrænser os derfor til behandlingen af hovedtrækkene i processen og overlader de videre undersøgelser til et mere specialiseret studium af den.
Planen for vort arbejde er følgende. I kapitel I undersøger vi så kort som muligt de teoretiske hovedteser i den abstrakte politiske økonomi vedrørende det indre marked for kapitalismen. Dette tjener så at sige som indførelse til den øvrige, konkrete del af værket og fritager os for nødvendigheden af hyppige henvisninger til teorien i den videre fremstilling. I de tre næste kapitler bestræber vi os for at karakterisere den kapitalistiske evolution i landbruget i Rusland efter reformen, idet der i kapitel II analyseres data fra semstvo-statistikken [2] om opløsningen blandt bønderne, i kapitel III data om overgangstilstanden i godsdriften, og om afløsningen af godsejernes hoverisystem med det kapitalistiske system, i kapitel IV data om de former, hvori dannelsen af det kapitalistiske, vareproducerende landbrug forløber. De tre følgende kapitler vil dreje sig om formerne og stadierne i kapitalismens udvikling i vor industri: i kapitel V undersøger vi kapitalismens første stadier i industrien, nemlig i bøndernes småindustri (den såkaldte kustarindustri), i kapitel VI data om den kapitalistiske manufaktur og om det kapitalistiske hjemmearbejde, og i kapitel VII data om udviklingen af den maskinelle storindustri. I det sidste (VIII) kapitel vil vi forsøge at påvise forbindelsen mellem de enkelte, tidligere skildrede sider af processen og give et samlet billede af denne proces.
P.S. [3] Til vor store beklagelse havde vi ikke under arbejdet med dette værk adgang til den storartede analyse af »udviklingen af landbruget i det kapitalistiske samfund«, som K. Kautsky har givet i sin bog: Die Agrarfrage (Stuttgart, Dietz, 1899, I. afsnit Die Entwicklung der Landwirtschaft in der kapitalistischen Gesellschaft). [a]
Denne bog (som vi modtog, da største delen af nærværende værk allerede var sat) udgør, efter Kapitalens 3. bind det mest bemærkelsesværdige fænomen i den nyeste økonomiske litteratur. Kautsky undersøger hovedtendenserne i landbrugets kapitalistiske evolution, hans opgave er at undersøge de forskellige fænomener i det moderne landbrug som »partielle udslag af en samlet proces« (fortalen, VI). Det er interessant at se, hvor ens hovedtrækkene i denne samlede proces er i Vesteuropa og i Rusland, uanset Ruslands enorme særtræk både i økonomisk og i uden-økonomisk henseende. F. eks. er det typisk for det moderne kapitalistiske landbrug, at der foregår en fremadskridende arbejdsdeling og anvendelse af maskiner (Kautsky, IV, b, c), som også gør sig gældende i Rusland efter reformen (se nedenfor, kap. III, pgf. VII og VIII; kap. IV, især pgf. IX). »Proletariseringen af bønderne« (overskriften på kap. VIII i Kautskys bog) kommer alle vegne til udtryk i udbredelsen af diverse former for lønarbejde, udført af småbønder (Kautsky, VIII, b); – parallelt med dette iagttager vi i Rusland dannelsen af en uhyre klasse af lønarbejdere med en jordlod (se nedenfor, kap. II). Eksistensen af et småbondelag i ethvert kapitalistisk samfund skyldes ikke, at småproduktion i landbruget skulle være overlegen, derimod, at småbønderne sænker deres behov ned under det niveau, lønarbejdernes behov ligger på, og at de slider og slæber langt hårdere end disse sidste (Kautsky, VI, b); »Landarbejderen er bedre stillet end småbonden,« siger Kautsky flere gange (s. 110, 317, 320); et analogt fænomen kan iagttages i Rusland (se nedenfor, kap. II, pgf. XI [b]), B). Det er således naturligt, at vesteuropæiske og russiske marxister anlægger samme syn på fænomener som f. eks. »vandreerhverv i landbruget«, for at bruge det russiske udtryk, eller »omvandrende bønders lønarbejde i landbruget« som tyskerne siger (Kautsky s. 192. Se nedenfor, kap. III, pgf. X); eller et fænomen som arbejderes og bønders afvandring fra landsbyerne til byerne og fabrikkerne (Kautsky, IX, e; især s. 343; og mange andre steder. Se nedenfor, kap. VIII, pgf. II); udflytningen af kapitalistisk storindustri til landsbyerne (Kautsky s. 187. Se nedenfor VII, pgf. VIII). Vi vil slet ikke tale om den ensartede vurdering af den historiske betydning af kapitalismen i landbruget (Kautsky, flere steder, især s. 289, 292, 298. Se nedenfor, kap. IV, pgf. IX), om den ensartede anerkendelse af den progressive karakter af kapitalistiske relationer i landbruget sammenlignet med førkapitalistiske relationer (Kautsky, s. 382: »Hvis Gesinde (personligt afhængige tyendefolk) og Instleute (‘en mellemting mellem tyende og forpagtere’: en bonde, som forpagter jord mod af-arbejde [4]) blev afløst af daglejere, som uden for arbejdstiden er frie mennesker, ville det være et stort socialt fremskridt«. Se nedenfor, kap. IV, pgf. IX, 4). Kautsky erkender kategorisk, at der »ikke kan være tale om« nogen overgang fra landsbyfællesskab til fællesdrift af et moderne storlandbrug (s. 338), at de agronomer, som forlanger, at der i Vesteuropa skal fæstnes og udvikles et landsby-fællesskab – slet ikke er socialister, men repræsentanter for store jordbesidderes interesser og ønske om at binde arbejdere til sig ved at overlade dem en stump jord (s. 334), at der i alle europæiske lande er repræsentanter for jordbesidderinteresser, der ønsker at binde landarbejdere ved at tildele dem jord og allerede forsøger at indføre dertil sigtende foranstaltninger i lovgivningen (s. 162), at alle forsøg på at hjælpe småbønderne ved indførelse af hjemmeindustri (Hausindustrie) denne værste form for kapitalistisk udbytning – »må bekæmpes på den mest energiske måde« (s. 181). Vi anser det for nødvendigt at understrege den fulde solidaritet mellem vesteuropæiske og russiske marxisters synspunkter i anledning af de nyeste forsøg fra repræsentanter for narodnismen på at drage et skarpt skel mellem de første og de sidste (se hr. V. Vorontsovs udtalelse af 17. februar 1899 i selskabet til fremme af russisk industri og handel, Novoje Vremja, 1899, nr. 8255 af 19. februar. [5]
a. Der findes en russisk oversættelse.
b. I senere udgaver: kap. II, pgf. XII. –Red.
1. I dette udvalg bringes forordene til 1. og 2. udgave af Lenins Kapitalismens Udvikling i Rusland og værkets 1. kapitel. Hele værket fylder i den russiske udgave af Samlede Værker 609 sider.
Lenin udarbejdede det i årene 1896-1899, dels i fængslet i Skt. Petersborg, dels under forvisningen i Sjusjenskoje i Sibirien. Slægtninge skaffede ham materiale: bøger, tidsskrifter osv. I bogen nævnes og citeres mere end 500 titler på benyttede kilder, men antallet af kilder var langt større.
Bogen udkom i Skt. Petersborg i slutningen af marts 1899. For at muliggøre den legale udgivelse havde Lenin undgået ord som marxisme osv. ved at omskrive dem til »den nye teori« osv. I 2. udgave af bogen 1908 blev denne tilsløring hævet og de underforståede benævnelser indføjet i teksten. Det er denne sidste tekst, der ligger til grund for den her benyttede udgave. I 2. udgave foretog Lenin yderligere tilføjelser på basis af nyt materiale.
1. oplag var på 2400 eksemplarer og blev hurtigt udsolgt. Bogen er senere trykt i mere end 3 millioner eksemplarer og oversat til mange sprog. – S. 201.
2. Semstvo — Se note 7 til artiklen Hvilken Arv Er Det Vi Fraskriver Os? – S. 202.
3. Lenin modtog Kautskys bog i februar eller marts 1899 i Sjusjenskoje. Da var størstedelen af Kapitalismens Udvikling i Rusland allerede sat. Lenin nøjedes derfor med at skrive en tilføjelse til forordet. Denne tilføjelse blev imidlertid beskåret af censuren. Hvilken beskæring der blev foretaget vides ikke, da manuskriptet ikke er fundet. – S. 202.
4. Af-arbejde – Se note 6 til artiklen Hvilken Arv Er Det Vi Fraskriver Os? – S. 203.
5. Selskabet til Fremme af Russisk Industri og Handel diskuterede den 17. februar 1899 emnet: »Kan narodnismen forliges med marxismen?« I diskussionen deltog liberale narodnikker og »legale marxister«, bl.a. P. B. Struve, M. I. Tugan-Baranovskij og N. V. Vorontsov. Vorntsov hævdede ved denne lejlighed, at repræsentanter for »den nyeste strømning i marxismen i Vesten« stod de russiske narodnikker nærmere, end de stod de russiske marxister. – S. 204.
Sidst opdateret 7.7.2013