Marxisme Online > Arkiv > Chris Harman
Oversat af Jørgen Lund fra New generation of struggle i Socialist Review nr. 208 (maj 1997)
I sidste måneds Socialist Review påstod jeg, at der blandt et lag af unge og arbejdere tværs gennem Europa er begyndelsen til en ny politisk stemning, hvor to årtier med voksende bitterhed giver vækst til en ny politisk generalisering.
Den eksisterer dog ikke alle steder endnu. Den er tydeligst i Frankrig, hvor hele den politiske tone er ændret i løbet af 18 måneder gennem en massiv genoplivning af klassekamp og den pludselige vækst i modstanden mod Le Pen. Heroverfor er der lande som Storbritannien og Spanien, hvor bitterheden er der – og i Storbritannien har fejet de Konservative væk fra regeringsmagten – men hvor den stadig er ledsaget af en defensiv holdning, som giver næring til demoralisering og opgivenhed på store dele af venstrefløjen.
Men det er Frankrig, som viser fremtiden. Det viser, hvor hurtigt demoralisering blandt arbejdere kan vende til kamp. Det viser også, hvordan dette kan frembringe en pludselig ny modtagelighed for ideer, som udfordrer systemet. Fødestedet for poststrukturalisme, postmodernisme og postmarxisme er nu igen en gang centrum for interesse for marxisme, når på den ene side væksten for Le Pen og på den anden side arbejderes bitre kampe viser den virkelige verdens barske realiteter. Selv de mest skamløse postmodernister finder det svært at påstå, at Le Pens stadig mere åbenlyse nazisme er en lige så "gyldig" form for "diskurs" som en hvilken som helst anden.
Intet af dette betyder, at vi kan forvente, at der vil blive en automatisk vækst af ægte marxistiske ideer. Den slags ideer, der florerer i en ny periodes første trin, vil ofte være blandede, med sammensatte elementer af marxisme og gamle anti-marxistiske trossætninger. Og de politiske kræfter, som syntes at udtrykke en ny modstandsstemnings ånd, er lige så blandet – ofte ledet af enkeltpersoner eller organisationer med en lang historie af tilpasning til det eksisterende samfund, men som med deres tale om kamp tiltrækker helt nye lag af unge og arbejdere, som ønsker en virkelig kamp.
Som Trotskij bemærkede, fik således en ny bølge af radikalisering i Frankrig og Spanien igennem midten af 30'erne et stort antal arbejdere til at orientere sig mod Socialist- og Kommunistpartierne, selv om disse partier havde svigtet arbejderne frygteligt før i tiden. Trotskij påpegede, at dette ikke var et nyt fænomen. I Rusland var de partier, der umiddelbart efter zarens fald i februar voksede hurtigst, de reformistiske socialistpartier, Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære, mens 18 måneder senere i Tyskland hundreder af tusinder flyttede sig til Scheidemanns, Eberts og Noskes højredrejede socialdemokratiske parti, eller til Haases, Kautskys og Bernsteins moderate Uafhængige Socialdemokratiske Parti.
I begge tilfælde vendte arbejdere og unge, der på en forvirret måde var begyndt at bryde med den etablerede samfundsorden, sig imod politiske partier og ledere, hvis ideologiske indstilling afspejlede denne forvirring.
Det har ikke altid været etablerede formelle politiske partier, som på denne måde har optrådt som et samlingspunkt. I Spanien var det den anarkosyndikalistiske fagforeningsorganisation, CNT, som tilsyneladende var en styrke i tilbagegang i begyndelsen af 1936, som om sommeren dominerede arbejderbevægelsen i den mest industrialiserede region, Catalonien. I 1967-68 kom enkeltpersoner som Rudi Dutschke i Tyskland og Danny Cohn-Bendit i Frankrig til at sammenfatte stemningen hos mange tusinde mennesker, der for første gang bevægede sig til venstre. I USA udfyldte Students for a Democratic Society den samme rolle, en organisation, hvis tidligere politik blev sammenfattet i parolen "Half the way with LBJ" [præsident Lyndon B. Johnson].
Imidlertid er der altid sket to ting i sådanne situationer. For det første er der sket en pludselig opfyldning af, hvad der tidligere har været et politisk tomrum på venstrefløjen. Forestillinger, som kort tid før kun kunne høres i små isolerede revolutionære gruppers rækker, er pludselig blevet almindeligt gangbare blandt meget brede miljøer.
Paradoksalt nok har dette lejlighedsvis haft en negativ effekt på sådanne grupper. De har oplevet, at folk som før havde lyttet til dem som den eneste venstrefløjs-stemme i vildnisset, pludselig bliver draget mod langt større kræfter med mere forvirrede ideer. Og de er blevet fristet til at reagere som et barn, hvis bold bliver stjålet. I stedet for at prøve at nå ud til, at arbejde ved siden af og argumentere kammeratligt med de, som netop er blevet radikaliserede, vender de sig indad og lægger al deres vægt på, hvor uenige de er med dem.
Som Trotskij bemærkede, da han skrev om Frankrig i 1935, kan de enten forfalde til en sekterisme, som "ikke forstår den dialektiske aktion og reaktion mellem et færdigt program og en levende, dvs. en ufuldstændigt og ufærdig, massekamp". Det leder dernæst til "en tilstand af fuldstændig stagnation", hvor medlemmerne er "tilfredse med at gruppen passivt vegeterer".
Men samtidig er det sådan, at de politiske kræfter, hvis forvirring udtrykker den nye masseradikalisering, aldrig forbliver færdige og fastfrosne. Inden for det spontane opsving af aktivisme og entusiasme fører gæringen af ideer snart til at der opstår helt modsatrettede strømninger. Mange af de, der er nye i politik, kan snart flytte sig til politiske holdninger, der ligger langt til venstre for disse bevægelsers topfigurer, mens andre kan falde tilbage til en tam reformisme.
Således med de Uafhængige Socialdemokrater i Tyskland efter Første Verdenskrig, der efter at have vokset med enorm fart gennem to år, splittedes midt over i 1920, hvor den ene halvdel valgte at tilsluttede sig Kommunisterne, mens de andre drev tilbage til højre-socialdemokraterne. I 1969 var mange af de "anti-autoritære", som havde identificeret sig med Rudi Dutschke i 1967-68, bevæget sig videre til maoisme i 1970, mens i Frankrig mange af Cohn Bendits tilhængere var gået videre og havde tilsluttet sig trotskistiske eller maoistiske organisationer.
Dagens radikalisering i Europa vil føre til en tilsvarende polariseringsproces på mellemlangt sigt. Det kan så føre til, at revolutionære ideer finder deres største publikum siden midt i 70'erne – men kun hvis revolutionære meget hurtigt lærer at kaste sig selv helhjertet ind i de nye bevægelser og deres debatter, frem for småligt fra sidelinjen at kritisere disses utilstrækkelighed.
Sidst opdateret 31.7.2008