Marxisme Online > Arkiv > Chris Harman
Oversat af Jørgen Lund fra Euro struggle i Socialist Review nr. 207 (april 1997)
"Something is happening
and you don't know what it is,
do you Mr. Jones?"
De unge sorte aktivister Huey Newton og Bobby Seale spillede dette Bob Dylan-nummer om og om igen, da de sidst på efteråret 1967 var ved at sætte det første nummer op af deres Black Panther-avis.
Det udtrykte deres følelse af, at en ny oprørsstemning var ved at rejse sig blandt de mest undertrykte i samfundet. Ingen vidste hvad der ville komme til at ske eller hvordan. Dette var før de store begivenheder i 1968 – før Tet-offensiven, der flåede den amerikanske krigsindsats i Vietnam i stykker, før det i Detroit næsten kom til et oprør, før bølgen af ghetto-opstande, der fulgte efter mordet på Martin Luther King, og før Prag-foråret og det franske maj.
Men der var en fornemmelse af, at små bitte forskellige ændringer forneden i samfundet var ved at tage form af noget nyt.
Teksten burde give genlyd i dag, 30 år efter, tværs gennem Vesteuropa. For der sker forandringer i folks stemninger, ligesom der gjorde i USA i 1967, og igen er resultatet endnu ikke afgjort.
Medierne har knap nok lagt mærke til det, men massestrejken og masedemonstrationen er blevet genfødt i de centrale EU-lande i de sidste par år. Tyskland var det land, som blev mindst påvirket af arbejdernes opsving sidst i 60'erne og først i 70'erne. Men midt i 90'erne har de oplevet voksende modstand i arbejderklassen mod regeringens og arbejdsgivernes forsøg på at underminere velfærdsydelser og nedskære antallet af job, hvor der i forvejen er 4 millioner arbejdsløse.
I Italien førte generalstrejken i oktober 1994 mod nedskæringer i pensioner til højre-regeringen Berlusconis fald året efter, og selv om tempoet i strejker og demonstrationer er faldet under den efterfølgende centrum-venstre-regering, er det meget højere end i 80'erne. I Belgien er rækken af arbejdsnedlæggelser og protester i den offentlige sektor blevet efterfulgt af enorm støtte til Renault-besættelsen i marts i år.
Frankrig har haft strejke efter strejke siden de store arbejdsnedlæggelser i december 1995 i den offentlige sektor tvang Juppé og Chirac på tilbagetog. Den meget effektive og meget omtalte blokade af de franske veje sidst i 1996 var højdepunktet af en meget bredere gæring.
Men det, der sker, er ikke blot en genoplivelse af økonomiske kampe. Kampen selv begynder at skabe paroler med meget bredere sociale – omend endnu ikke revolutionære socialistiske – sammenhænge. Arbejdere stiller i stigende grad et "socialt Europa" op overfor et "ny-liberalistisk" – Thatcher'sk - Europa.
Samtidig er genoplivelsen af arbejdskampe, især i Frankrig, sket parallelt med en voksende bevægelse mod racisme og det fascistiske højre. I februar og marts var der to enorme demonstrationer og et uhyre antal navne på underskriftsindsamlinger mod Debrés anti-indvandrer-love, såvel som en bølge af stadig mere militante demonstrationer mod Le Pen, hvor unge demonstranter ikke længere er parate til at rette sig efter rådet fra lederne fra Socialistpartiet, Kommunistpartiet og SOS-Racisme om at marchere på afstand af Le Pens møder og arrangementer.
Alt dette repræsenterer en radikal forandring fra 1980'erne og første halvdel af 1990'erne. I 1980'erne var der strejker i Europa, men de var defensive – sædvanligvis mod lukningen af gamle industrier – og endte for det meste i nederlag. I dag er der tegn på en spontan generalisering af ideer, både inden for arbejderbevægelserne og inden for demonstrationerne, som vi ikke har set det i noget større omfang siden midten af 1970'erne.
Der er imidlertid en umådelig forvirring af ideer. Vi kan heller ikke udelukke at større nederlag for den ene eller anden kamp vil bryde den fremadgående bevægelse. I Frankrig udgør den antiracistiske anti-Le Pen agitation og strejkerne stadig to adskilte bevægelser, med forskellige paroler og ideer, selv om begge kan takke strejkerne og demonstrationerne i december 1995 for meget af deres inspiration, og mange aktivister deltager i begge dele.
Mange af de ledende skikkelser i den antiracistiske agitation taler således om "borgere", ikke klasse, og stiller sagerne op på et moralistisk grundlag, som ikke forventer at overbevise nogen uden for et miljø af intellektuelle eller studenter. Samtidig tror mange af de faglige aktive i strejkerne, at de kun kan forholde sig til deres arbejdskammerater på økonomisk grundlag og forsømmer sammen med dem at rejse de bredere sager om antiracisme og antifascisme.
Disse holdninger bliver opmuntret af de to vigtigste organisatoriske omdrejningspunkter for bevægelserne. Dagbladet Libération, som trykte særlige tillæg med navnene på den antiracistiske underskriftsindsamling, bliver drevet af folk, som accepterede alt det "nye filosoffers", "postmodernistiske" anti-marxistiske sludder fra 1980'erne. De kan ikke forestille sig at vinde arbejdere til deres anti-racistiske kamp og accepterer halvt Socialistpartiets ledelses linje om, at det er nødt til at måtte knibe udenom på spørgsmålet om antiracisme af frygt for at tabe næste års parlamentsvalg.
Det vigtigste omdrejningspunkt for arbejdernes kamp er stadig Kommunistpartiet, gennem fagforbundet CGT, som partiet udøver en betragtelig indflydelse over, og partiets dagblad L'Humanité. Men også det nedtoner ideer om klasse, og foretrækker at tale om begreber som "borgere" og prøver at danne en alliance med den tidligere socialistiske forsvarsminister Chevènements nationalistiske anti-EU-bevægelse.
Der er således ingen garantier for, at den nye kampstemning vil gennembryde gamle ideologiske barrierer. Men der kan aldrig være sådan en garanti. Sidst i 1960'erne stod ægte marxistiske ideer over for bitter konkurrence fra de liberale forkyndere af "nærdemokrati", fra stalinistiske tilbedere af Kina og Albanien, fra middelklasse studenter, der så sig som avantgarde, og fra anarkistiske "anti-autoritære". Der skulle megen argumentation og indsats til for at vende en modtagelighed for marxistiske ideer til en sejr for dem – og det var en sejr, som ofte var for lille og kom for sent.
Tingene bliver overhovedet ikke lettere i dag, og med det nazistiske højres vækst, vil prisen for fejltagelse blive meget højere. Ikke desto mindre er der en spontan vækst af kamp i gang og sammen med den et nyt niveau af generalisering. Der er en vældig chance for marxistiske ideer – hvis marxister forstår at gribe den.
Læs også artiklen Med tidevandet, der følger op på nogle af argumenterne i denne artikel.
Sidst opdateret 31.7.2008