Sidst kapitalismen var i krise
Den klassiske kapitalisme
Monopoler og imperialisme
Krisen i 30’erne
Rentens rolle
1930’erne: Fra monopolkapitalisme mod statskapitalisme
New Deal
Militær oprustning
Fra krise til krig
Statskapitalisme og total krigsøkonomi
Noter
Efterhånden som kapitalismen ældes, bliver det mere og mere svært for den at overvinde det pres, der fører til stagnation og dyb krise. Dens anstrengelser for at overvinde presset fører til metoder, der i sig selv er mere og mere ødelæggende for systemet og for dem, der lever under det.
For at rekapitulere: den grundliggende modsigelse i systemet er, at investeringsgraden har tendens til at vokse meget hurtigere end profitkilden (arbejdskraften), og derfor fremkaldes et fald i profitraten. De hovedfaktorer, der kunne udskyde den tendens, er tre sidede: ødelæggelse af nogle kapitaler til gavn for andre under periodevise kriser; investeringer der flyder væk fra den kapitalistiske udviklings gamle områder og hen til nye i form af imperialisme; omsætning af en voksende del af investeringsmerværdien på nogle måder, der hjælper bestemte sektorer af kapitalen i konkurrencen med andre sektorer, men som ikke bidrager til den produktive akkumulation - så som udgifter til markedsføring og våben.
Hver faktor kan operere inden for en bestemt periode i den kapitalistiske udvikling. Men efterhånden som systemet kommer til at omfatte hele globen, efterhånden som enhederne bliver stadig større og mere afhængige af hinanden, efterhånden som den del af produktionen, der kræves for at holde systemet levedygtigt (enten økonomisk eller militært), bliver mere omfattende, så bliver hver faktor mindre brugbar for systemet og får mere destruktive bivirkninger. Perioden, hvor den økonomiske ekspansion gik hurtigt, blev afløst af en periode med enorme kriser - kriseårene i 1870’erne og 1880’erne, kriseårene mellem verdenskrigene og nu den krise, der startede i de tidlige 1970’ere.
For at kunne se, hvordan det er sket, vil vi kigge på hver fase i den kapitalistiske udvikling for sig.
Kapitalismen i den klassiske fase bliver beskrevet af Marx. Produktionsenhederne (firmaerne) var sædvanligvis små sammenlignet med markedet. Periodevise kriser pressede nogle firmaer op mod muren og tillod andre at genoptage deres ekspansion uden hindringer. Selv om profitraten på langt sigt havde tendens til at falde, så faldt den ikke så voldsomt, at det hindrede firmaerne i at tage del i en energisk investeringsbølge efter hver krise. Det var i den periode, at den industrielle kapitalisme med stor fart bredte sig fra dens oprindelige basis i Storbritannien og Belgien til en be-gyndende industrialisering af USA, Tyskland, Skandinavien og Frankrig, og til en åbning af kapitalistisk handel med næsten hele resten af verden.
Men med den såkaldte store depression i 1870 og 1880’erne tabte den oprindeligt hurtige ekspansion fart. USA og Tyskland blev i 1873 ramt af alvorlige depressioner, der varede adskillige år. Det lettede i slutningen af 1870’erne, men kun for at blive fulgt af en ny krise i USA i 1884.
I 1889 gav stålmagnaten Andrew Carnegie udtryk for mange industrifolks følelser:
“Fabrikanter ... ser mange års opsparing ... blive mindre og mindre uden håb om nogen ændring af situationen. Jorden bliver således forberedt til at byde ethvert løfte om lettelser velkommen med glæde. Fabrikanterne er i den samme situation som den patient, der i årevis forgæves har konsulteret de almindelige læger og som nu er udsat for at blive offer for den første, den bedste kvaksalver...” [1]
Set under et nød den amerikanske og den tyske økonomi dog stadig godt af en betragtelig vækst i 1870’erne og 1880’erne. Det var i de årtier, at den første varige industrialisering af Tyskland fandt sted og at produktionen i USA “trods konjunktursvingninger steg stabilt fra 3.336 mill.$ i 1869 til 9.372 mill.$ i 1889.” [2]
Det var Storbritannien – som i 1870’erne stadig producerede mellem 40 og 50% af verdensproduktionen af så vigtige varer som jern, stål, kul og tekstiler - der led mest. Til at begynde med var tilbageslaget ikke så alvorligt som i Tyskland og USA. Men helbredelsen var heller ikke så langvarig, og gennem to årtier var mønstret stagnation afbrudt af relativt korte perioder med fremgang.
Tidens stemning er blevet beskrevet fint af historikeren Eric Hobsbawm:
“Både de nye og de gamle industrielle økonomier løb ind i problemer med marked- og profitmargenerne... Efterhånden som de industrielle pionerers gigantiske profitter faldt, ledte forretningsfolkene nervøst efter en udvej.” [3]
Den blev fundet i overgangen fra den klassiske kapitalisme til monopolkapitalisme og imperialisme.
Til at begynde med fulgte vejen ud af depressionen to forskellige veje.
I USA og Tyskland kom der flere bølger af fallitter og sammenslutninger, der førte til en massiv omstrukturering af industrien under nogle relativt store koncerners kontrol. “Dannelse af truster, karteller, syndikater og så videre ... karakteriserede Tyskland og USA i 1880’erne” skrev Hobsbawm. [4] Det var i den periode, at røverbaronerne i USA, så som Rockefeller, Carnegie og Morgan købte rivaler billigt op og etablerede deres dominerende positioner:
“I 1897 var der 82 industrisammenslutninger med en kapital på mere end 1000 mill.$, i løbet af de tre år fra 1898 til 1900 blev der dannet 11 store sammenslutninger med en kapital på 1.140 mill.$, og den største sammenslutning, United States Steel Corporation, dukkede op i 1901 med en kapital på 1.400 mill.$.” [5]
Omstruktureringen af kapitalen tillod en vis afskrivning af gammel kapital og brug af ressourcer til produktion, der brugte teknologier, som ikke kunne anvendes i lande (som fx Storbri-tannien), hvor omstruktureringen ikke havde fundet sted. Det tillod de nye gigantiske firmaer at beskytte deres profitter ved hjælp af monopol prisfastsættelse på bekostning af svagere konkurrenter. Ekspansionen kunne således fortsætte med ret høj fart gennem den tyveårige depression og bagefter, selv om kapitalens organiske sammensætning blev ved med at stige hurtigt – i følge en beregning med 100% mellem 1880 og 1912, i følge en anden beregning med 25% mellem 1900 og 1918. [6] Gillman bemærker: “Kapitalens organiske sammensætning udviser en ret stabil tendens til at stige i perioden, skønt det var en ret langsom stigning sammenlignet med Marx’ hypotetiske eksempel” [7] I hvert fald voksede økonomien med stor hast, udbyttet blev fordoblet mellem 1890 og 1907. [8]
Men der fandtes en anden vej ud af kriseårene i 1870 og 1880'erne. Den blev fulgt af den britiske kapitalisme. Rationaliseringer gennem sammenslutninger og fallitter blev undgået ved at man i stedet brugte det britiske imperiums magt til at garantere sikre markeder og afsætningssteder for investeringer i imperiet, dominions og andre områder under britisk indflydelse (fx dele af Sydamerika).
“Storbritannien var utilbøjelig til at følge de systematiske økonomiske koncentrationers vej ... Det var for dybt engageret i den første industrialiseringsfases teknologiske og forretningsmæssige organisering. Det lod en udvej tilbage ... Den økonomiske (og i voksende grad politiske) erobring af hidtil uudbyttede områder i verden. Med andre ord: imperialisme ...” [9]
Kapital strømmede med voksende fart fra Storbritannien til oversøiske områder: “den totale investering i lagre i udlandet og kolonierne voksede fra 95 mill.£ i 1883 til 393 mill.£ i 1889.” [10] Udbyttet voksede til omkring 8% af bruttonationalproduktet og opsugede omkring 50% af opsparingerne. [11]
Presset på den enkelte kapitalist for at engagere sig i kapitalintensive nyskabelser hjemme blev lettet, og systemets udvikling kunne finde sted med et minimum af omstruktureringer fremkaldt af fallitter og sammenslutninger. Faktisk faldt forholdet mellem investeret kapital og produktion fra 1880’erne og fremefter. Det steg fra 2,02 i 1855-64 til 2,11 i 1865-76 og til 2,16 i 1875-83. Derefter faldt det til 2,08 i 1884-90 og til 1,82 i 1891-1901. Samtidig begyndte antallet af fallitter, der næsten var blevet fordoblet i 1870’erne, at falde. I 1884-88 udgjorde de 8.662, faldt så til 7.521 i 1889-93, til 6.417 i 1894-98, til 6.017 i 1899-1903 og til 5.965 i 1904-09. [12]
De to veje ud af den klassiske kapitalismes kriseår kunne ikke divergere på ubestemt tid. De var nødt til at mødes og skabe det, marxistiske skribenter i den tidlige del af århundredet kaldte monopolkapitalisme, finanskapitalisme eller imperialisme.
Den fortsatte stigning i kapitalens organiske sammensætning i USA og Tyskland betød, at profitraterne nødvendigvis til sidst kom under pres. Arbejdsgiverne kunne forsøge at kompensere for det, som de gjorde i Tyskland, ved at standse stigningen i reallønningerne, som de havde gjort det i 1890’erne, og ved at tage nye teknikker i brug, der var baseret på højere produktivitet - den første brug af masseproduktionsteknikker. Men de måtte nødvendigvis også føle sig tiltrukket af den engelske løsning – at bruge nationalstatens magtapparat til at skabe oversøiske områder med økonomiske og politiske privilegier til dem selv. Derfor kom der fra 1890’erne og frem de første forsøg fra USA og Tyskland på at udvikle formelle imperier og uformelle indflydelsesområder. Blandt resultaterne var de tyske kolonier i Tanganika og Sydvest Afrika, fremstødet mod tysk herredømme over dele af Central- og Østeuropa, alliancen med det døende tyrkiske imperium og den amerikan-ske krig mod Spanien. Men den udadvendte ekspansion kunne ikke undgå at kollidere med Storbritannien og Frankrigs etablerede imperier og indflydelsessphærer, da den satte spørgsmålstegn ved de mekanismer, som havde bragt den britiske kapitalisme gennem kriseårene. Til slut kunne kun en altomfattende krig løse spørg-smålet om, hvem der skulle dominere hvor.
Mens USA og Tysklands store kapitalkoncentrationer udviklede sig henimod imperialisme i Storbritanniens forspor, begyndte den britiske kapitalisme på en forsinket omstrukturering og koncentration af kapital. Det første årti i det tyvende århundrede oplevede et antal vigtige sammenlægninger, specielt inden for bankvæsenet hvor fem banker kom til at dominere, og anvendelse af nye teknikker inden for nogle industrier. Men det kunne ikke stoppe et fornyet pres på profitraten via den organiske sammensætning, da imperiets evne til at opsuge investeringsmidler blev udtømt - de renter og dividender, der strømmede ind i landet fra de oversøiske investeringer oversteg de nye investeringer, der strømmede ud. Forholdet mellem investeret kapital og produktion begyndte at stige endnu engang, i følge en beregning fra 1,92 i 1891-1902 til 2,19 i 1908-13. [13]
Den første verdenskrig var således et produkt af de forudgående fyrre år, af transformationen fra klassisk kapitalisme til monopolkapitalisme, der mere og mere støttede sig til imperialisme for at komme ud over de indre modsigelser. Men krigen tjente også til at forstærke tendenserne. I alle de største magter fortsatte koncentreringen af kapital med meget større fart, overvåget af staten, som trådte ind og styrede de største industrier direkte, så længe krigen varede. Nye teknologier, som det ellers ville have taget måske to årtier at få taget i brug, blev presset igennem på to år. Nye måder at arbejde på, der var baseret på masseproduktion og udvanding af de gamle håndværk, blev hamret igennem med stor hast. Og eftersom krigen skar mange af de handelsforbindelser, der var blevet etableret i løbet af det sidste halve århundrede, over, så fik den kapitalistiske udvikling et kraftigt skub fremad i mange landbrugslande – så som de britiske dominions, Indien, Kina og Spanien.
Hvad angår systemets dynamik så havde krigen modsatrettet virkning i Europa og USA. I Europa betød den ødelæggelse af betydelige mængder værdi - da merværdi, der ellers ville være blevet akkumuleret, blev brugt på våben, og da krigen beskadigede og ødelagde fabrikker. Nogle beregninger antyder, at de krigsførende landes samlede industrielle produktion var 30 % mindre i 1919 end i 1914. [14] For Storbritannien er det blevet beregnet, at krigen skar forholdet mellem investeret kapital og produktion (og dermed kapitalens organiske sammensætning) ned fra 2,19 i 1908-13 til 2,02 i 1922-30. [15]
I USA gav krigen på den anden side industriproduktionen et skub fremad og den organiske sammensætning havde tendens til at stige. En beregning viser, at fremstillingsindustriens organiske sammensætning steg fra 3,2 i 1912 til 4,3 i 1919 og til 5,6 i 1921. [16] En anden beregning viser, at den i hele den produktive industri steg fra 3,18 i 1910 til 3,65 i 1920 og til 3,95 i 1925. [17]
Efter krigen blev det i stadig højere grad det, der skete i USA, der betød noget for verdenssystemet. Krigen tjente til at flytte systemets tyngdepunkt over Atlanten, efterhånden som Amerikas andel af den totale verdensproduktion skød i vejret. I 1920’erne gav en stor, relativ lang (syv-årig) ekspansion i den amerikanske økonomi den tyske økonomi mulighed for at komme sig over eftervirkningerne af krigen. Det gamle mønster af europæiske investeringer i Amerika var nu blevet afløst af et nyt mønster med amerikanske investeringer i Europa. Gennem Dawes og Young planerne finansierede USA den tyske industris ekspansion.
I begyndelsen virkede Europas nye afhængighed af USA kun som en fordel. På trods af et skarpt tilbageslag i 1921 voksede USA’s industrielle produktion frem til 1929 i hvad der dengang virkede som et næsten mirakuløst boom, indtil den var fordoblet i forhold til produktionen i 1914. En hærskare af nye industrier voksede frem – radio, kunstsilke, kemikalier, fly, køleanlæg - den bølge af bilproduktion, der var startet i 1915, fik virkelig fart på, og der skete en gennemgribende ommøblering af industrien på basis af elektrificeringen. Den gennemsnitlige niveau for profitter steg, så profitterne i 1929 var 22,9 procent højere end i 1923. [18]
Boom’et i USA fandt genklang i Europa. I Tyskland voksede den industrielle produktion 40% over niveauet i 1922. Og i Frankrig blev den fordoblet. Kun i Storbritannien, hvor de forældede industrier endnu ikke var blevet erstattet af nye, forblev økonomien i en mere eller mindre permanent depression, hvor produktionen først i 1929 nåede 1919-niveauet.
Det er ikke mærkeligt, at det i 1927 og 28 vrimlede med økonomer, der erklærede at kapitalismen havde overvundet sine tidligere tendenser til krise. Således kunne Alvin H. Hansen for eksempel skrive i 1927, at “børnesygdommene” fra kapitalismens ungdom var “blevet mildnet”, og at “forretningscyklussen skiftede karakter”. I Tyskland fremhævede Werner Sombart, at efter 1875 havde der været “en klar tendens i det europæiske økonomiske liv til, at de modsatrettede tendenser udbalancerer hinanden, at de bliver mindre og til sidst helt forsvinder.” [19]
Alle forhåbninger faldt til jorden i 1929. Monopolkapitalens tidsalder endte på samme måde som den klassiske kapitalisme i en lang økonomisk krise. Men denne kriseperiode var meget mere ødelæggende end dens forgænger. Mens den store depression i slutningen af 1870 og 1880’erne blev vidne til en betragtelig samlet vækst i produktion og en massiv ekspansion i udenrigshandel (der blev tredoblet fra 1869 til 1892), [20] så betød lavkonjunkturen i 1929 og fremefter et betragteligt fald i begge. Verdens industriproduktion faldt med en tredjedel, den amerikanske produktion med 46,2%, den franske med 29,4%. Kun den britiske produktion faldt langsommere, men den startede også fra nogle allerede pressede tal. Aldrig før havde en økonomisk nedgang været så dyb og varet så længe. Tre år efter at nedgangen begyndte i USA og Tyskland var der stadig ingen tegn overhovedet på nogen bevægelse opad. Og nedgangen ramte alle industrinationer på én gang, og pressede ikke blot deres industrier op mod muren, men ødelagde også efterspørgslen efter landbrugslandenes produktion, slog bunden ud af de priser de fik, og drev befolkningerne ud i hård elendighed.
Blandt marxister har den mest populære forklaring på 1930’ernes krise været de teorier om underforbrug som Baran og Sweezy, Gillmann, Sternberg [21] har stået for. Det skyldes det faktum, at der i den amerikanske økonomi i 1920’erne var et skarpt skel mellem en kraftig stigning i produktion og en begrænset stigning i løn og forbrug. Bruttoindustriproduktionen steg med ca. en tredjedel mellem 1922 og begyndelsen af 1929, mens reallønningerne kun steg med 6,1% og det totale forbrug med 18%. Mellem 1927 og 1929 steg den samlede industriproduktion med næsten 14%, mens forbruget kun steg 5,5%. [22]
Det var let at drage den konklusion, at krisen skulle forklares ud fra et berømt citat fra Marx:
“Den sidste årsag til alle virkelige kriser er og bliver altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning over for den kapitalistiske produktions drift mod at udvikle produktivkræfterne, som om kun samfundets absolutte konsumtionsevne satte grænserne for dem.” [23]
Men Marx adskiller sig fra underforbrugs-teoretikerne ved at udfylde et vigtigt hul i deres forklaring. De kan ikke forklare, hvorfor kapitalismen i lange perioder er i stand til at fastholde fremgangen og undgå kriser. Det kan Marx, fordi han fastholder, at efterspørgslen efter varer afhænger af produktionen. Selvfølgelig er det, som arbejderne kan købe for deres løn altid mindre end den totale produktion – ellers ville der ikke være nogen profit. Men under forudsætning af at kapitalisterne bliver ved med at akkumulere skulle det ikke betyde noget: deres investeringer i udvidede produktionsmidler kan sikre, at der er efterspørgsel efter den del af produktionen, som ikke går til arbejdernes forbrug.
Det er først når den nye akkumulation ikke formår at bruge den del af det samfundsmæssige produkt, der bliver til overs efter arbejdernes forbrug, at en overproduktionskrise kan dukke op.
Det forklarer det afgørende vigtige i profitratens langsigtede tendenser. Hvis bevæggrundene for nye investeringer bliver svagere, så bliver overproduktion en reel mulighed. Men når man kigger på en bestemt krise, så er det ikke tilstrækkeligt blot at sige “faldende profitrate, begyndende krise”, fordi alle slags mellemliggende faktorer kan være indblandet.
Profitraten var faldet i USA frem til starten af 1920’erne, (i følge Mage og Gillmans beregninger), men der viste sig ikke noget tilbagegang derefter, den havde snarere en tendens til at stige. Gillman hævder, at profitraten faldt fra 69% i 1880 til 50% i 1900 og til 29% i 1919 og 1923, men at den så igen steg til 32% i 1927. Mages tal er anderledes, men tendensen er den samme. Han hævder, at den lå på 10,84% i 1900, og 12,97% i 1903. Derefter falder den til 12,03% i 1911 og til 6,48% i 1919. Men så stiger den igen til 7,19% i 1923 og til 7,96% i 1928. [24]
Det synes imidlertid at være tilfældet, at kapitalens stigende organiske sammensætning allerede før 1919 havde reduceret profitraten tilstrækkeligt til at fremkalde et fald i den produktive akkumulationsrate. I følge Steindl var akkumulationsraten i perioden 1879-99 5% om året, den faldt til under 3% pr år i 1920’erne. [25]
I følge Gillman [26] faldt kapitaldannelsen fra mellem 13 og 14% i 1890’erne og 1900’erne til 10,2% i 1919-28. Baran og Sweezy hævder, at tendensen til stagnation var en afspejling af det forhold, at førkrigs krisen efter 1907 var alvorligere end tidligere. [27]
I 1920’erne var profitraten ikke længere høj nok til at opretholde et produktivt akkumulationsniveau, der kunne opsuge al merværdi i den amerikanske økonomi. Det åbnede et svælg mellem den totale samfundsmæssige produktion og det totale samfundsmæssige produktive forbrug (lønninger plus produktiv akkumulation), som betød overproduktion – medmindre det blev fyldt op af noget andet. Den enkelte arbejdsgivers reaktion på den relativt lave profitrate – stigende udbytning af arbejdskraften mens lønstigningerne blev holdt på et minimum – kunne kun udvide svælget. Kapitalens organiske sammensætning var allerede så høj, at en stigning i den totale profit ikke mærkbart øgede forholdet mellem profit og produktionsmidler og materialer. Profitraten kunne ikke stige nok til at skabe afløb for den stigende mængde kapital, der søgte investeringsmuligheder.
Kapitalens blinde selvudvidelse førte til en endnu større akkumulation af konstant kapital i forhold til det levende arbejde. Det blev på den ene side udtrykt ved profitratens langsigtede fald, på den anden side i dannelsen af et produktions potentiale, der kun kunne nærme sig fuld udnyttelse hvis massernes lave forbrug blev suppleret af en stadig større ny kapitalakkumulation. Overproduktion og den lave profitrate var to sider af den samme mønt.
Det lave akkumulationsniveau i 1920’erne førte imidlertid først til depression i 1929, fordi svælget mellem det totale produktive forbrug og den totale samfundsmæssige produktion blev fyldt op af ikke-produktive forbrugsformer.
Det var delvist et spørgsmål om den herskende klasse og middelklassens luksusforbrug. I følge en tidlig marxistisk analytiker af perioden, Lewis Corey, var borgerskabet (som han regnede det jordløse småborgerskabet med til) ansvarlig for 42,9% af forbruget. [28] For ham kom ligevægten i den kapitalistiske produktion mere og mere til at afhænge af kunstigt stimulerede ønsker hos en lille gruppe folk med overskud af købekraft. [29]
Luksusforbruget blev suppleret af et typisk produkt af den aldrende kapitalisme – tendensen til at hver enkelt kapital forbrugte mere og mere på måder som ikke supplerede den totale merværdi, men som tiltrak en større del af den allerede skabte merværdi. I følge Corey voksede USAs distributionsomkostninger fra 30% af forbrugerpriserne i 1870 til 59% i 1930. [30] Annonceindtægterne alene beløb sig til 2000 millioner $ i 1929 [31] – kun 25% mindre end de totale udgifter til bygninger og udstyr i fremstillings industrien. Gillman anfører, at de ikke-produktive udgifter (reklamer, markedsføring osv.) voksede fra halvdelen af den totale merværdi i 1919 til to tredjedele i slutningen af 1920’erne. [32]
Endelig skaber selve det, at omfattende mængder af akkumuleret kapital søger profitable investeringsmuligheder, en midlertidig måde at opsuge overskydende merværdi. En række opsving i spekulation pressede aktiemarkedet og priserne på fast ejendom op i svimlende højder. De opsugede ikke i sig selv merværdi (de nøjedes med at flytte investeringsmidler fra den ene hånd til den anden), men de inddrog en stor del uproduktive udgifter som et biprodukt (nye bygninger, løn til uproduktivt personale, iøjnefaldende forbrug) og medførte, at en vis mængde ressourcer blev afsat til produktive foretagender, som ikke ville være blevet betragtet som profitable, hvis spekulationsstemningen ikke havde eksisteret.
“Den overflødige kapital blev mere og mere aggressiv og eventyrlysten i søgningen efter investering og profit og overstrømmede de risikobetonede foretagender og spekulation. Spekulationen kastede sig over tekniske fornyelser og nye industrier, som blev indført uanset industriens behov som helhed...” [33]
Alle disse faktorer havde en ting fælles. Skønt de midlertidigt tjente til at skrue tempoet i de økonomiske aktiviteter op og til at sikre, at der eksisterede en efterspørgsel efter praktisk taget alt, hvad den produktive del af økonomien producerede, så var de alle i sidste ende afhængige af den produktive økonomi. I det øjeblik den oplevede et alvorligt tilbageslag, ville de alle falde – og den produktive sektors profitabilitet ville blive yderligere skadet, da efterspørgslen efter dens produkter ville falde og skære priserne ned indtil de var under omkostningerne. Spekulationsvanviddet kan give højkonjunkturen et ekstra spark, kan endda holde den fast længere end ellers – men når opgangen til sidst begynder at sygne hen, kan spekulationsvanviddets sammenbrud trække resten af økonomien endnu længere ned.
I virkeligheden var den underliggende økonomi svag. Som vi har set, var akkumulationsraten lav op gennem 1920’erne. I intet år overskred antallet af arbejdere inden for fremstillingsindustrien tallet fra 1919. Overskydende produktionskapacitet var til stede hele vejen gennem perioden. Selv i blomstringsåret 1928 var der 18% ubrugt industrikapacitet. [34] Det er blevet hævdet, at i 1928 var de fleste amerikanske industrier i stand til at producere mellem 25 og 75% flere varer end markedet kunne opsuge. [35]
I Kapitalens 3. bog behandler Marx de eksakte måder, som en højkonjunktur pludselig kan begynde at vende til depression på. Han nævner tre mekanismer, som kan arbejde sammen eller hver for sig.
Den første er den måde, hvor lønraterne bliver presset opad, efterhånden som højkonjunkturen æder sig ind på arbejdsløsheden, og udbytningsgraden bliver reduceret, indtil det mindst profitable firma bliver presset ud og trækker andre firmaer med ned. Men selv om lønningerne faktisk steg en smule i 1927-29, så synes det ikke at have været en reel fremskyndende faktor med den meget større stigning i den totale produktion. [36]
Den anden mekanisme er det misforhold, der kan opstå ud af den blinde akkumulationskonkurrence i forskellige sektioner af økonomien, der fører til en delvis overproduktion når nogle industrier producerer varer, der ikke findes efterspørgsel efter. Det var helt sikker det mønster, der udviklede sig i USA i begyndelsen af 1929. Spekulationsvanviddet førte til igangsættelse af flere inve-steringer end i noget andet år siden 1920, [37] på trods af den store overkapacitet der allerede eksisterede. Nogle industrier blev nødt til at erkende, at de ikke kunne sælge alle de varer, de havde fremstillet, og at de ikke kunne få den nødvendige kapital til at dække investeringerne. Det forklarer imidlertid ikke i sig selv hvorfor den delvise overkapacitet og overproduktion i visse industrier skulle føre til en generel depression.
Den afhænger af det tredje element i Marx’ forklaring – kreditten og rentens rolle. Investering af kapital er ikke en stadig proces for industrikapitalisten. Den omfatter køb eller opbygning af store materielle genstande (fabrikker og udstyr), som kræver store værdimængder. Når de bliver sat i arbejde, overfører de deres værdi til produkterne (som også indeholder arbejdernes arbejde). Men videregivelsen af værdien fra bygninger og udstyr sker ikke på en gang. Det kan tage kapitalisten mange år at dække sine kapitalomkostninger og skaffe nok værdimængder til at foretage lignende store investeringer, der er nødvendige for at erstatte de udtjente bygninger og udstyr. Og således går produktionen gennem en cyklus, hvor store summer bliver betalt ud i et hug og små summer derefter bliver samlet sammen over en lang tidsperiode.
Når kapitalisten indsamler omkostningerne i småbidder, kan han ikke umiddelbart selv investere dem. Han vil derfor i den moderne kapitalisme have en tendens til at låne dem ud til andre kapitalister - enten via aktiemarkedet eller mere sandsynligt via bankerne. Og når han ønsker at foretage større investeringer, så venter han ikke nødvendigvis til han selv har akkumuleret nok kapital til at gøre det, men han låner – igen enten fra aktiemarkedet eller fra bankerne. Finansinstitutter fungerer som mellemled mellem industrielle kapitalister, [38] som akkumulerer merværdi til fremtidige investeringer, og industrielle kapitalister, som ønsker at investere uden ventetid. De, der låner ud, bliver af dem, der låner, lovet del i den merværdi, der bliver skabt, når investeringen bliver sat i værk.
Renten må nødvendigvis blive udledt af den merværdi, de skaber – og kommer derved til at reducere den endelige mængde profit, de får i hænderne. Men en af Marx’ vigtige opdagelser var, at den rentesats, de skulle betale, ikke blev bestemt af de samme faktorer, som bestemte den profitrate, de kunne få. På vigtige tidspunkter i den industrielle cyklus kunne de bevæge sig i modsatte retninger.
Det der bestemmer rentesatsen, er de modstridende pres fra udbud af og efterspørgsel efter lån. Udbudet af lånekapital til bankerne vil være størst, når profitraten i industrien er størst – når fremgangen er under udvikling, men før lønningerne stiger og før noget alvorligt misforhold har vist sig i økonomien. I det øjeblik hvor profitraten begynder at falde i en del af økonomien – fx pga. delvis overproduktion – så vil udbuddet af lånekapital begynde at falde. På den anden side er det netop på det tidspunkt at efter-spørgslen efter lån stiger. Når kapitalisterne fastlægger deres langsigtede investeringer, forbruger de meget af lånekapitalen, og når de opdager, at de ikke kan sælge varer nok til at betale renterne på gælden, så går de til bankerne efter flere lån. Bankerne kan reagere ved at yde lånene, og derved indskrænke udbuddet af kredit endnu mere, eller ved at presse firmaerne til at gå fallit og derved ødelægge markedet for disse firmaers underleverandører og presse deres efterspørgsel efter lån opad. Under alle omstændigheder: på samme måde som en delvis overproduktionskrise reducerer udbudet af lånekapital, så presser den efterspørgslen efter den op. Det tvinger rentesatserne opad i hele økonomien og generaliserer krisen. [39]
Bankerne fremkalder ikke krisen, det gør sammenbrudet i kreditgivningen heller ikke, og det gør høje rentesatser heller ikke. Høje rentesatser og sammenbrud i kreditgivningen er snarere et produkt af industriens krise. Derfor er det nytteløst under en krise at klage, sådan som mange velmenende borgerlige økonomer (og ikke velmenende fascister) gør det, over bankernes rolle og rentesatsernes højde. Bankerne er med deres rentesatser blot et symptom på den kapitalistiske produktionsmådes irrationalitet.
Skønt begyndelsen på depressionen i 1930’erne normal forbindes med krakket i Wall Street den 29. oktober 1929, [40] så begyndte krisen faktisk tidligere – i industrien. Som Kindelberger rigtigt bemærker, så “havde erhvervslivet i USA problemer før krakket”. [41] Bilproduktionen faldt fra 622.000 i marts til 416.000 i september. [42] Maskinproduktionen begyndte at falde fra juni og fremefter, indtil nye ordrer på maskinværktøj og støberiudstyr var faldet til 50% og der var 10% arbejdsløshed i maskinindustrien som helhed ved slutningen af året. Jern- og stålproduktionen fulgte bilerne og maskinindustrien nedad fra august og faldt i alt 42% på fire måneder, byggesektoren faldt til 52% ved slutningen af året. [43] I september og oktober faldt industriproduktionen som helhed med en årlig rate på 20%. [44]
I Europa begyndte depressionen også før krakket. Det var værst i Tyskland. Allerede i begyndelsen af året var en af de faktorer, der tændte op under eksplosionen i aktiehandlen i USA, at de amerikanske midler, der var blevet investeret kortvarigt i Tyskland, blev trukket tilbage til USA, da de tyske investeringsmuligheder blev begrænset.
“Mange tyske industrier nåede et mætningspunkt i de rationaliseringsprogrammer, der fulgte i kølvandet på verdenskrigen og nærmede sig slutningen på opgaven med at genopbygge kapitalen ... Der var kræfter, der arbejdede for at fremkalde et skarpt fald i omfanget af amerikanske investeringer udenlands ...” [45] “I sommeren 1929 var depressionens eksistens umiskendelig” [46]
Da arbejdsløsheden nåede 1,9 mill. og et forsikringsselskabs iøjnefaldende fallit i Frankfurt startede en serie fallitter. Den belgi-ske økonomis nedtur startede i marts og var faldet med 7% ved slutningen af året, men vendepunktet i Storbritannien kom i juli. Kun i Frankrig steg produktionen stadig, da krakket skete.
Men hvis krakket i Wall Street var en følge af den industrielle krise, så forværrede det krisen. Stillet over for faldende salg begyndte virksomhedsejerne allerede at låne fra snarere end at låne til bankerne. De, der var inddraget i spekulationsopsvinget (såvel fabrikanter som banker), forsøgte nu at optage nye lån for at dække deres tab efter krakket. De, der ikke kunne låne, gik ned og skabte derved yderligere tab for andre, der havde bygget på dem for at de selv kunne betale deres gæld. Det blev pludselig meget vanskeligt for forretningslivet at afstemme bøgerne, og depressionen bredte sig fra den ene sektion af økonomien til den næste. Det, der skete i Amerika, blev kastet tilbage på et Europa, der havde holdt sig flydende på basis af amerikanske lån. Hårdt ramte amerikanske institutioner tilbagekaldte deres kortsigtede lån fra Tyskland og skabte derved vanskeligheder for tyske fabrikanter, der havde troet på at de kunne finansiere deres egen industrielle overkapacitet. De reagerede ved at låne midler fra London, hvilket fik renten der til at stige og lagde øget pres på de britiske fabrikanter.
Da nedturen først var startet, syntes der ingen ende på den. Det industrielle tilbageslag skabte krakket på aktiemarkedet og presset på bankerne, som igen uddybede depressionen og lagde yderligere pres på bankerne. Hundredvis af lokale banker gik ned i USA, og nogle af de store banker i Europa faldt sammen under stor bevågenhed. Regeringerne forsøgte at lette presset på bankerne ved at skære i deres egne udgifter. Men det forværrede blot det skæve forhold mellem produktionskapacitet og efterspørgsel og forstærkede krisen i industrien yderligere. De ikke-produktive udgifter, der havde givet brændstof til boomet, blev skåret ned, da firmaerne forsøgte at bevare deres midler, og depressionen blev dybere.
De automatiske markedsmekanismer, som altid tidligere i sidste øjeblik havde kunnet løfte økonomien igennem kriserne, syntes ikke længere at fungere. Tre år efter at krisen satte ind, faldt industriproduktionen i USA, Tyskland, Storbritannien og Frankrig stadig. Arbejdsløsheden i hele verden var eksploderet fra ca. 10 millioner i 1929 til 40 mill. i 1932: [47] i USA var næsten en tredjedel af arbejdsstyrken på et vist tidspunkt på understøttelse, i Tyskland var der seks mill. arbejdsløse i januar 1933, i Storbritannien voksede tallet i løbet af kort tid til over 20%. Verdenshandlen faldt katastrofalt til en tredjedel af niveauet i 1929.
Det aldrende system krævede sine ofre. Det var ikke længere godt at vente på, at nogle kapitalister kollapsede, så andre kunne ekspandere på deres bekostning. Så stor var den enkelte industrikapital eller finanskapital, at den enes kollaps trak andre med ned. Derfor har depressionen det karakteristiske mønster. Nedgangen i industrien fremkaldte nedturen i aktiehandlen. Nedturen i aktiehandlen fremkaldte yderligere fald i industrien og de første banklukninger. De trak så til gengæld mere industri med ned. Så fulgte flere banker efter. Da den ene lavine fulgte den anden, syntes ingen sikker. De forskellige dele af systemet var så omfattende og så tæt forbundne, at en kapital ikke kunne sluge en anden uden at true en kilde til sit eget levebrød.
Det betød ikke, at der ikke var nogen chance for en begrænset genoplivning på det grundlag. Men det betød, at det kun kunne lade sig gøre efter en virkelig omfattende destruktion. Således var der fx. en begyndende bedring i den engelske industri midt i 1932. Men det skete efter tolv år, snarere end blot tre år, med høj arbejdsløshed inden for de veletablerede industrier som kul, jern og stål, skibs-værfter, og bedringen gik meget uden om disse industrier, da den nye fremgang kom inden for letmetal og motorer.
Indtil 1932 forventede de herskende klasser praktisk talt overalt, at krisen ville løse sig selv, som det var sket med kriserne før første verdenskrig og krisen i 1921. Det eneste regeringerne skulle bekymre sig om var at få deres budgetter til at balancere ved at skære ned på lønningerne til embedsmænd, lærere og endda de væbnede styrker og på arbejdsløshedsunderstøttelsen. Først når balancen var nået, kunne der blive tale om forsøg på at feje lidt af arbejdsløsheden op via offentlige arbejder.
Overalt var der det, vi i dag ville kalde “Thatcherisme”. Det var det basale i Hoovers fremgangsmåde i USA, MacDonald i Storbritannien, Brüning, von Papen og Schleicher i Tyskland. Men i slutningen af 1932 duede den politik helt klart ikke - specielt ikke i USA og Tyskland. På den ene side skete der omfattende skade på kapitalen selv, da den forsøgte at få profit ud af lidt mere end halvdelen af det tidligere produktionsniveau. På den anden side skabtes der sociale kræfter, der nemt kunne vælte hele samfundet. Der var brug for en ny indfaldsvinkel.
Det skift, der til sidst kom, gik fra en monopolkapitalisme, hvor staten holdt sig i baggrunden og reagerede på de store firmaers behov ved at tilbyde en begrænset mængde tjenesteydelser, der sikrede arbejdskraftens reproduktion (så som uddannelse, sundhedsvæsen og arbejdsforsikring), samfundsmæssig disciplin (lov og orden) og opfyldelse af de imperialistiske ambitioner (forsvar), over til en kapitalisme, hvor staten gik ind for at sikre den internationale konkurrenceevne hos de forskellige dele af den nationale kapitalisme, og bevidst rekonstruerede virksomheder ved at flytte merværdi fra den ene del af økonomien til den anden, idet den forsøgte kraftig at udjævne de cykliske svingninger.
Skiftet var blevet bebudet under første verdenskrig. Da det først blev klart, at det ikke blot drejede sig om en fem-måneders kampagne efter den fransk-preussiske krigs mønster, men om en kamp på liv eller død mellem konkurrerende imperialistiske stater, så fik staten i de største krigsførende nationer magt til at tvinge de enkelte kapitaler til at underlægge deres produktion under den militære opbygning – den rationerede forsyningerne af råvarer og fødevarer, beordrede fabrikkerne til at producere bestemte varer, organiserede selv ammunitionsproduktionen, kulproduktionen og jernbanerne, om nødvendigt konfiskerede den firmaer, der ikke ville samarbejde og tiltog sig magt til at udskrive arbejdskraft.
Det var erfaringerne fra de år, der fik Lenin og Bukharin til at skrive om “statsmonopolkapitalisme”, [48] om “statskapitalistiske truster”, [49] eller simpelthen om “statskapitalisme”. [50]
Da krigen var ovre, skete der en markant tilbagetrækning af staten fra den centrale rolle i Vesteuropa. I Storbritannien opgav staten f.eks. sin kontrol over jernbanerne og kuldistrikterne. Den centralt dirigeret krigsøkonomi blev afløst af en markedsøkonomi, hvor de stadig mere monopolistiske industrielle og finansielle koncerner kunne gøre, som de selv ønskede. Den samme tendens kunne ses i Tyskland, selv om staten her beholdt en større direkte interesse i produktionen (den ejede jernbanerne, aluminiumsmonopolet, kraftværkerne og nogle af kulminerne). Og i USA spillede staten praktisk taget ikke nogen rolle i produktionen.
Krigens “statsmonopolkapitalisme” var et midlertidigt fænomen, der blev forladt da størstedelen af industrien og finansverdenen mente, at de kunne fastholde deres internationale position uden at underlægge sig en central militær-bureaukratisk styring. De foretrak stadig at fastholde deres individuelle identiteter og deres frihed til at omgås kapitaler fra andre lande uden statslige restriktioner.
Men monopolkapitalismens manglende evne til at komme over krisen ved egen hjælp skabte et begyndende pres for en i det mindste delvis tilbagevenden til den statsligt organiserede monopolkapitalisme. Ved krisen lavpunkt i slutningen af 1932 vandt Roosevelt præsidentvalget i USA, og en række møder mellem lederne fra storkapitalen og fra hæren førte til, at Hitler fik overdraget magten i Tyskland.
I USA var statens voksende kontrol med den private kapital relativt begrænset. Hoover havde allerede forsøgt at bruge stat slige midler til at støtte forretninger og banker og havde sat en smule offentlige arbejder i gang for at feje lidt af arbejdsløsheden op. Roosevelts “New Deal” udvidede disse tiltag, netop som et begrænset opsving fandt sted i økonomien af andre årsager. Det føderale reserve system garanterede for midlerne i de banker, der var tilbage, for at forhindre flere sammenbrud. Statslige midler blev brugt til at købe og ødelægge landbrugsafgrøder for at få priserne op. Et civilt byggekorps skaffede arbejdslejre til 2,3 millioner unge arbejdsløse mænd. The National Recovery Act (den nationale gen-oprettelseslov overs. anm.) sørgede for en begrænset selvregulering i industrien ved at fremme dannelsen af karteller, der kunne kontrollere priser og produktionsniveauer, mens den også gjorde det lidt lettere for fagforeningerne at få lønningerne lidt op (og dermed forbrugsefterspørgslen). Der blev gjort små forsøg med direkte statsproduktion via Tenessee River Authority. Og samtidig gik USA væk fra guldfoden, således at dollarens og fondenes værdi i USA ikke længere kun var afhængig af markedets frie bevægelser, men af bevidste regeringsindgreb beregnet til at hjælpe USA’s eksport. [51]
New Deal byggede på en anerkendelse af, at kapitalismen under monopolfasen ikke længere kunne løse sine problemer uden en systematisk statsintervention. Set i det lys markerede det et skel mellem to faser i systemets udvikling. Men den nøjagtige grad af statslig kontrol med kapitalen var begrænset. Staten forsøgte at løfte den private sektor i vejret, men gjorde sig ikke nogen anstrengelse for at påtvinge den kontrol. Selv “pengemidler til at udvide beskæftigelsen var begrænsede, da den demokratiske administration under Roosevelt holdt sig til et balanceret budget ...” [52]
En sådan frygt kunne kun have lille indflydelse på krisen. Alle anstrengelserne med New Deal kunne ikke skubbe det opsving, der begyndte i foråret 1933, forbi et vist punkt. I virkeligheden var “opsvinget ... hverken omfattende eller hurtigt”. [53] Industriproduktionen voksede fra 59% af niveauet fra 1924-25 i marts 1933 til 100% i juli, for så at falde til 71% i løbet af det følgende år. Der var et fald i antallet af arbejdsløse på 1,7 million – men der var stadig 12 millioner uden job.
Først i 1937 – otte år efter krisens start – nåede produktionen niveauet fra 1929. Men med en 10% større arbejdsstyrke og 15% højere produktivitet, var der et arbejdsløshedstal på 14,3%. Miniopsvinget blev snart afløst af en glidetur tilbage til dårlige tider.
Efter august 1937 kom “den mest stejle økonomiske nedtur i USA’s historie” som “mistede halvdelen af hvad mange index’er havde vundet siden 1932”. [54] I december 1937 var kun 26% af kapaciteten inden for stålproduktionen i brug og tekstilproduktionen lå på et magert 60% af marts-niveauet. I industrien som helhed udgjorde den ubrugte kapacitet 40% i 1938, [55] og arbejdsløsheden var oppe på 19%. Arbejdsløsheden holdt sig over 14% helt frem til 1940.
1920’erne viste, at den slags ikke-produktive udgifter, der er forbundet med ikke-statslig monopolkapital (markedsføringsomkostninger, reklamer, spekulation, luksusforbrug) kunne udskyde krisen, men ikke forhindre, at den endelige virkning blev større end tidligere. 1930’erne viste, at regeringernes oppumpning heller ikke kunne indgyde systemet nyt liv. En mere dybtgående ændring var nødvendig.
Den første vestlige magt, der gennemgik ændringen, var Tyskland. I de første par år var den økonomiske politik under Hitler meget lig New Deal. Offentlige arbejder - især dem der havde en mulig militær funktion, som f.eks. bygningen af autobahn’er og udvidelsen af jernbanesystemet - blev sat i gang i en grad, der ikke havde været mulig for de svage regeringer i perioden 1930-33. Der blev givet støtte til istandsættelse af huse, industrien fik skattefritagelser og billige lån, firmaerne blev tvunget til at danne karteller for at beskytte de store foretagenders priser og profitter, lønningerne blev ved lov frosset fast på kriseniveauet. En økonomi, der i forvejen viste de første tegn på bedre tider fik på denne måde et løft, og industriproduktionen steg fra 53,8% af 1929-niveauet til 79.8% i 1934.
Disse forholdsregler fjernede imidlertid ikke det pres, der havde fremkaldt krisen. Arbejdsløsheden var stadig tre gange højere end i 1929, og priserne begyndte at stige da omkostningerne ved de offentlige arbejder skabte inflation. Naziregimet reagerede ved at nærme sig en statsreguleret monopolkapitalisme: det brugte sin diktatoriske politiske magt til at tvinge økonomien til ensretning.
De største kapitalgrupper forblev intakte. Men fra nu af var de – som i 1914-18 – underlagt oprustningens behov, som de selv støttede fuldt ud. De milde inflationsbegrænsende metoder fra 1933 blev afløst af beredskabsøkonomien – våbenøkonomien – fra 1935 og frem.
Staten tog kontrol med sparekasserne og indførte striks overvågning over bankerne for at sikre, at deres indeståender blev brugt til at finansiere den nye oprustning. Industrikoncernerne blev af lovgivningen tvunget til at deponere al profit over et vist niveau hos staten med samme formål: storkapitalen kunne måske undgå det gennem smart bogføring, men det kunne de små og mellemstore virksomheder ikke. Under fire års planen fra 1936 var Göring økonomisk diktator. Hans mål var at presse et investeringsprogram på seks til otte milliarder mark igennem.
“Lige meget om det var profitabelt eller ej, ved brug af alle metoder - finansielle investeringer, støtteordninger, skattefritagelser, garantier for priser, ordrer og profitter.” [56]
Størstedelen af storindustrien fulgte villigt målene. De industriejere, der var uenige, lærte hurtigt, hvem der bestemte. Direktøren i en af de største koncerner, Thyssen, fik sin ejendom konfiskeret af Göring og måtte flygte ud af landet, trods det at han havde finansieret nazisterne, inden de kom til magten.
Virkningen af forholdsreglerne blev, at økonomien blev trukket op af krisen og holdt i gang, mens de britiske, franske og amerikanske økonomier røg ned i en ny lavkonjunktur i 1937. I 1936 havde den tyske økonomiske produktion nåede niveauet fra 1929, og i 1939 var den vokset yderligere 30%. [57] Antallet af ansatte arbejdere voksede fra 12,9 mill. til 20,8 mill. i 1939, mens arbejdsløsheden faldt fra seks millioner ned til 70.000 i maj 1939. Det meste af den nye produktion gik til våben og til industrier, som leverede det militære beredskab, dvs. sværindustrien. Det private forbrug steg med kun 1,2 mia.$ fra 1932-37, mens bruttonationalproduktet steg med 10,7 mia.$ [58]
“Regeringens politiske hovedlinje var enkel: at kanalisere den voksende produktion primært hen i de industrier, der var vigtige for realiseringen af de militære mål ...” “Index’et for produktionen i produktionsmiddelindustrien” voksede fra 45% over tallet fra 1928 i 1932 til 136% i 1938.” “Index’et for forbrugsvareindustrien steg fra 78% til 107% i den samme periode”. Således steg produktionen af produktionsmidler 200%, og produktionen af forbrugsvarer 38%. [59]
Oprustningen og udvidelsen af sværindustrien drev hele økonomien fremad, da det skaffede markeder og den afsætning for investeringer, der i den grad havde manglet i 1929-32. Den økonomiske ekspansion betalte i sig selv for en stor procentdel af omkostningerne ved at fyre op under opsvinget, i modsætning til New Deals temmelig haltende anstrengelser i USA.
“Mens halvdelen af USA’s statslige udgifter var underskudsfinansieret i årene 1932-36, skabte førkrigs perioden kun et underskud på mellem en femtedel og en fjerdedel af statsindtægterne i Tyskland...” [60]
Og nazisternes politik blev, i modsætning til New Deal, ikke obstrueret af storkapitalen:
“Generalerne etablerede et samarbejde med storkapitalen i en proces, hvor de private koncerner adopterede den økonomiske genoprustning som det foretrukne økonomiske mål, der fuldt ud var i deres egen interesse.” [61]
Der var imidlertid et stort problem med den type politik. Tyskland var ikke en uafhængig økonomisk enhed. De internationale produktivkræfter havde for længst udviklet sig til det punkt, hvor de rakte tværs over de nationale grænser. Økonomisk ekspansion inden for Tyskland afhang af import – især af råvarer – som ikke kunne finansieres af eksport pga. stagnationen i resten af verdensøkonomien.
Problemet blev føleligt inden for det første år efter nazisternes magtovertagelse. Et eksportoverskud i forhold til import på 1000 mill. mark i 1932 blev til et underskud på 316 mill. mark i de første seks måneder af 1934. Da Tysklands guld og valuta beholdninger faldt dramatisk, indførte regimet meget stram kontrol med udenrigshandlen. Der skulle opnås speciel tilladelse, før virksomhederne kunne importere varer, og tilladelserne kunne kun opnås for vigtige varer, hvor militært udstyr havde top prioritet. Resultatet var “økonomisk isolering af Tyskland”, da ”prisforbindelserne med andre lande var hårde og meget modificerede”. [62] På samme tid indstillede regeringen ensidigt rentebetalingerne på Tysklands udenrigsgæld.
Alt dette udgjorde et magtfuldt fremstød mod selvforsyning inden for den tyske økonomi. Men de kunne ikke gå så langt som til at bryde landets afhængighed af andre dele af verden. Efterhånden som rustningsopsvinget satte igang, blev der et stigende behov for en vis strategisk import. Mens importen af fødevarer nemt kunne skæres ned, så voksede efterspørgslen efter råvarer uophørligt. I begyndelsen kunne efterspørgslen imødegås ved at bruge den økonomiske magt, der lå i den nu massivt centraliserede tyske økonomi, til at hundse med små udenlandske leverandører. De fik effektivt at vide, at de ikke kunne sælge varer til Tyskland eller genvinde fortidige tilgodehavender, med mindre de var parate til at betale overpris for de tyske eksportvarer. På den måde kom f.eks. Balkan landenes økonomier i stadig højere grad i lommen på den tyske økonomi. [63]
Men den slags midler kunne kun give en midlertidig nødhjælp. Forsøg på at lægge et lignende pres på latinamerikanske stater, for derfra at få de varer, der tidligere var blevet leveret fra Nordamerika, slog fejl, og der kom “midlertidige afbrydelser i handlen, der varede indtil gælden på et eller andet tidspunkt var skåret ned ...” [64] Den eneste måde, man kunne overvinde ustabiliteten i forsyninger af råvarer, var ved at udvide det tyske Reichs grænser, derved indlemme naboøkonomier og lægge deres industrier ind under det tyske militære fremstød. Ud over et vist punkt var ekspansionen ud af krisen på basis af en statslig kontrolleret våbenøkonomi ikke mulig uden en imperialistisk krig.
Tyskland var den mest betydningsfulde kapitalisme, der i perioden fulgte vejen fra statskontrolleret monopolkapitalisme til krig. Men det var ikke den første. Mens statskontrollen i USA, Storbritannien og Frankrig blev begrænset af visse konkurrerende kapitalgruppers magt, så var det ikke tilfældet i visse sent udviklede kapitalistiske lande. Her kunne den vægtige industiudvikling kun blive en succes over for den udenlandske konkurrence, når det skete med statsbureaukratiets indgriben. Japan var det typiske eksempel. Staten havde sat den kapitalistiske udvikling i gang med Meiji genopbygningen fra 1868, og statsbureaukratiet og en håndfuld kapitalistiske storkoncerner havde arbejdet tæt sammen lige siden. Så Japan trådte ind i den verdensøkonomiske krise som statsmonopolkapitalisme. Krisen skar industriproduktionen min-dre ned end i de andre store kapitalistiske stater, ca. 10% i løbet af de første to år. Og i 1931 blev der foretaget et skift mod militær ekspansion. Japanske tropper rykkede ind i Manchuriet og brugte de erobrede områder som supplement til den stadig mere militariserede japanske økonomi, og begge økonomier oplevede en langvarig industriel ekspansion på basis af integrerede fire års planer. [65] Japan kom ud af depressionen to år før resten af verden. I 1934 var industriproduktionen 28,7% over tallet fra 1929 og i 1938 73% over. [66]
Selv i Japan udviklede statskapitalismen sig dog ikke i maksimal grad efter krisen i 1929. Det privilegium var af alle steder forbeholdt den tidligere arbejderstat Rusland.
Den russiske revolutions degeneration op gennem 1920’erne er dokumenteret udførligt andre steder. [67] Det er tilstrækkeligt her at notere, at i 1928 fandtes der en relativt lille nationaliseret industrisektor i økonomien, der blev styret af et stadig mere selvbevidst bureaukrati, side om side med en stor privat landbrugssektor. De, der kontrollerede industrisektoren, havde imidlertid monopol over de væbnede styrker gennem deres kontrol med staten. Stillet over for voksende krigstrussel fra de vestlige magter – især Storbritannien – i slutningen af 1920’erne, forkastede de deres tidligere politik og besluttede sig for en massiv ekspansion af industrisektoren gennem femårsplaner på bekostning af både landbruget og arbejdernes levestandard.
De oprindelige mål var set i det lys imidlertid relativt beskedne. Der var ingen intentioner om hverken at udvikle den russiske industri isoleret fra resten af verden eller at ødelægge den private landbrugssektor. Målet var i stedet at beskatte bønderne for at kunne bruge overskuddet fra landbruget til at købe produktions-midler i Tyskland og USA. Men lige som planen begyndte at blive ført ud i livet, tvang krisen i 1929 landbrugspriserne ned. For at kunne betale for importerede produktionsmidler så måtte den del af landbrugsvarerne, der skulle eksporteres, stige – fra 0,14% i 1928 til 7,33% i 1931. Oveni kom en stigning på 15% i den del af høsten, der skulle gå til industricentrene. Så store mængder fødevarer kunne kun skaffes fra landet ved brug af de hårdeste metoder – beslaglæggelse af jord fra bønderne og overdragelse af den til kollektiver, der var under tæt bureaukratisk kontrol. Efterhånden som bøndernes og arbejdernes levevilkår blev skåret ned, blev et snævert totalitært diktatur nødvendigt for at holde utilfredsheden nede og sikre opfyldelsen af de økonomiske mål.
På baggrund af det oplevede landet en massiv industrialisering. De officielle erklæringer påstod, at brutto-industriproduktionen steg fra 18.300 mill. rubler i 1927-28 til 95.000 mill. i 1937 (i faste priser) [68] og overhalede tallene for Storbritannien og Frankrig. Mens Rusland i 1929 stod for 4% af verdens industriproduktion, stod det i 1939 for 12%. [69]
Men som i Tyskland var den industrielle ekspansion frem for alt en udvidelse af produktionsmidler og krigsudstyr, ikke af forbrugsmidler. Forbrugsvarer udgjorde 67,2% af produktionen i 1927-28, i 1940 var andelen i følge de officielle tal faldet til 39% – og det er sikkert et underdrevet fald. [70]
“Mellem 1928 og 1936, hvor arbejdsproduktiviteten steg til mere end det tredobbelte, blev reallønnen skåret ned med mere end 50%.” [71]
Som arvtager af det enorme zaristiske rige i Asien blev USSR’s bureaukrati ikke, som Japan og Tyskland, presset ud i hurtig territorial ekspansion i forsøget på at vinde kontrol over råmaterialer og områder, der kunne industrialiseres. Men i 1939 opdelte USSR Østeuropa sammen med Tyskland (Hitler fik det vestlige Polen, Stalin fik det østlige Polen, Litauen, Estland og Letland) og viste derved, at det som andre imperialistiske magter var parat til at bruge militær ekspansion til at opnå nye kilder til merværdi.
Eksemplerne på, hvad militær statskapitalisme – enten i den delvise form i Tyskland og Japan eller i den fuldt udviklede i USSR – kunne opnå i forhold til at slippe ud af lavkonjunkturen, havde en kraftig virkning på resten af verden. Planlægning kom til at fremstå som det eneste reelle alternativ til de gentagne kriser og blev overtaget i en eller anden form af flere af de svage kapitalismer: der var magtfulde statslige sekto rer i de små lande i Østeuropa, i det fascistiske Italien, i de latinamerikanske lande, der havde populistiske regeringer. Selv i Storbritannien var der en vis tendens til statsintervention under de konservative regeringer i 1930’erne. Det politiske virvar, der ramte andre lande, kunne undgås, fordi den verdensomspændende lavkonjunktur sænkede priserne på fødevarer og råvareimporten. Det tillod voksende levestandarder for både middelklassen og for arbejdere i beskæftigelse, hvilken igen skabte et marked for visse nye forbrugsorienterede industrier (så som den lettere metalindustri og bilindustrien). Ikke desto mindre så dele af den herskende klasse med voksende sympati på økonomen og millionæren fra Cambridge, John Maynard Keynes’ ideer, og unge konservative, som Harold MacMillan, prædikede en halvstatslig kapitalistisk mellemvej. De konservative regeringer bevægede sig langsomt hen mod øgede statslige reguleringer med indførelse af importkontrol, dannelse af karteller inden for jern og stål og mineindustri, skabelse af statsmonopoler i elektricitetsindustri, luftfart og radiofoni, og opstilling af investeringsgarantier til industrien.
Som vi har set, var der vigtige forskelle på de måder, som de forskellige nationale kapitaler reagerede på krisen i 1930’erne – ligesom der havde været forskellige reaktioner på kriseårene i 1870’erne og 1880’erne. På den ene fløj var der Roosevelts Amerika, på den anden Stalins Rusland, med Storbritannien, de latinamerikanske stater, Italien, Tyskland, Japan spredt ind imellem på en akse med voksende statsintervention. Og det var kun i de lande, der bevægede sig længst i retning af statskapitalisme, at højkonjunkturen begyndte igen.
Dog indtog staten i alle lande en meget større rolle end førhen – selv om det sommetider kun var et spørgsmål om at træde til og holde de nationale priser fri fra verdenspriserne via kontrol med valuta og import. Protektionismen havde eksisteret tidligere i mange lande, men i 1930’erne voksede den overalt så det forslog. Værdiloven inden for den internationale handel blev i stadig stigende grad formidlet af statslig kontrol, som havde afgørende indflydelse på prisfastsættelsen og varestrømmen. Verdenshandlen, der var blevet firdoblet mellem 1891 og 1925, [72] faldt, indtil den i 1932 ikke var større, end den havde været i 1905. Den udbredte tendens i Tyskland, Japan og selv i Storbritannien gik mod selvforsyning, mod at den enkelte kapitalistiske magt forsøgte at producere så mange varer som muligt inden for grænserne af deres egen statsmagt.
Men det var umuligt at være helt selvforsynende i en verden hvor praktisk taget enhver produktion var afhængig af komponenter og materialer fra snesevis af lande. Selvforsyningen kunne ikke blive hvert enkelt lands selvforsyning, det måtte blive selvforsyning for blokke af lande, der hver især var domineret af en bestemt national kapital. Det var ikke noget større problem for USA, Storbritannien eller Frankrig, der hver for sig var i stand til at forme en valutablok på basis af deres formelle og uformelle imperier: et dollarområde, et sterlingområde, en guldblok domineret af Frankrig. De eksisterende imperier kunne holdes sammen med et minimum af omkostninger (ingen af de nævnte lande brugte mere end omkring en procent af nationalindkomsten til forsvar frem til 1938). Men det var et kæmpe problem for Japan med dets lille imperium (Taiwan og Korea) ved begyndelsen af krisen og for Tyskland, der slet ikke havde noget imperium. De kunne kun ekspandere sig ud af krisen, hvis de brugte militære midler til at udvide deres staters grænser, til at etablere deres egne imperier og indflydelsessfærer. Men dette måtte nødvendigvis til sidst føre til en konfrontation med de eksisterende imperialistiske magter.
Da den militære ekspansions sti først var besluttet, så nærede den sig selv. At udfordre de eksisterende imperier krævede det maksimale militærindustrielle potentiale. Ethvert succesfuld imperialistisk eventyr fik det til at vokse - som fx. Japans overgreb på Manchuriet, den tyske indlemmelse af først Østrig og siden Tjekkoslovakiet. Men samtidig øgede det de imperialistiske magters fjendtlighed, og førte til behov for større våbenpotentiale og yderligere militære eventyr. Det afgørende punkt blev naturligvis nået med det tyske angreb på det vestlige Polen og den japanske stormløb på Pearl Harbour.
Hverken Tyskland eller Japan kunne undgå den slags eventyr. Oprustningsudgifterne havde været i stand til at trække økonomien opad trods udgangspunktet i den lave profit. Fastfrysningen af lønningerne betød, at opsvinget i høj grad kunne finansiere sig selv til et vist punkt. Men der måtte være grænser. De profitter, som storkapitalens troskab over for oprustningsprogrammerne blev baseret på, kunne kun opretholdes, hvis der blev opnået nye kilder til merværdi, hvis våbnene kunne bruges til at annektere nærliggende lande, konfiskere en hel del af deres akkumulerede merværdi og bruge deres arbejdsstyrker som billig arbejdskraft. 1930’ernes våbenøkonomi ført uundgåeligt til krigen i 1939-45.
De totale krige er sjældent planlagte. De begynder som militære bevægelser beregnet til at vinde eller forsvare bestemte afgrænsede mål. Det er den militære modstanders evne til at ødelægge disse mål, der fører til en udvidelse af kampen, efterhånden som stadig større styrker og pengemidler bliver inddraget.
Men når krigen først er i gang, så bliver der stillet spørgsmålstegn ved de herskende klassers eksisterende interesser på begge sider. Den eneste måde de kan bevare det, der tidligere er opnået med det ene eller andet middel, er ved at trappe den militære indsats op, ofte uanset omkostningerne. Det, der betyder noget, er ikke længere en simpel økonomisk udregning af, om en bestemt stigning i våbenudgifterne vil medføre en tilsvarende stigning i den herskende klasses merværdi. Hvis den stigende udgift ikke bliver sat i gang, så risikerer de at miste både den merværdi, der er akkumuleret tidligere og den merværdi, der måske kan akkumuleres fremover. Indsatserne må forhøjes blot for at forsvare det, der tidligere er blevet satset. Derfor bliver det, når krigen først er begyndt, praktisk taget umuligt at skelne mellem det offensive og det defensive. Det, der begynder som begrænsede rationelle bevægelser, antager snart sin egen irrationelle eksistens, når de militære udgifter på den ene side tvinger de militære udgifter på den anden op i en evigt stigende spiral, der ikke kender nogen grænser før den ene eller anden sides totale fysiske udmattelse.
Hele processen er ikke kvalitativt forskellig fra det, der sker under den klassiske kapitalismes rene økonomiske markedskonkurrence. Den ene side skal akkumulere hurtigst muligt, fordi den anden side også skal akkumulere. Den eneste forskel er, at under markedskonkurrence er det akkumulationen af produktivkræfter, der betyder noget, under krig er det akkumulation af destruktive kræfter, som til gengæld er afhængig af produktivkræfternes niveau.
Den totale krig er det endelige rædselsvækkende udtryk for en verden af fremmedgjort arbejde, hvor mennesket bliver domineret af produktet af deres egen tidligere aktivitet.
Dog kan der foretages en vis skelnen i den militære statskapitalismes dynamik før og efter udbruddet af anden verdenskrig. Indtil det tidspunkt var deres våbenudgifter på sin vis produktive. De kunne vinde nye merværdikilder til den nationale kapital på bekostning af andre nationale kapitaler. Forudsat at de fleste af de ressourcer, der blev sat i våben, var ressourcer, der ellers ville have været ubeskæftiget, hvis overgangen til den statskapitalistiske våbenøkonomi ikke havde fundet sted, så var det til stor fordel for de tyske og japanske kapitaler. Den andel af den totale merværdi, de havde til rådighed, i forhold til den totale tidligere opsamlede merværdi (den nationale profitrate) steg en smule - især da de militære udgifter også kunne bruges som undskyldning for at holde levestandarden nede og øge udbytningsgraden.
Men da den fuld stændige krig var begyndt, kunne tingene se noget anderledes ud. Begge sider blev omdannet til militære statskapitalismer, hvor det eneste vigtige var udvidelse af det nationale militære potentiale, selv om det ikke nødvendigvis førte til en stigning i den merværdi, som den nationale kapitalistklasse kunne få. Alle merværdireserver måtte pløjes direkte ind i krigsanstrengelserne, uanset overvejelser om profitabilitet. Eksistensen af merværdimassen, snarere end en bestemt profitrate, var den faktor, der afgjorde, om man gik i gang med nye industrielle eller militære opfindelser. Tingene kunne endda udvikle sig så langt, at de førte til det, Bukharin i 1921 kaldte den “negativt udviklet reproduktion” [73] – til en tilstand, hvor ikke kun alt ny merværdi gik til militære behov, men hvor afskrivningsfondene til erstatning for de eksisterende lagre af akkumuleret merværdi blev kørt ned. Det skete for de europæiske magter i begge verdenskrige.
For bekvemmelighedens skyld fortsatte visse områder i de krigsførende økonomier med at køre, som om de opererede under markedskonkurrence og forfulgte en gennemsnitlig profitrate. Men det var yderområder med aktiviteter, der var tæt omklamret af den prioritering, som krigsproduktionen havde fået. De enkelte firma, der var engageret i krigsproduktionen, fik fortsat profit for de ydelser, de ydede staten - men disse profitter var fastsat pr. konto, da de var afhængige af statens politiske beslutninger og ikke længere af akkumulationsmønstret inden for økonomien. Når systemet forblev kapitalistisk, var det ikke pga. disse forhold, men fordi systemets dynamik blev ved at være konkurrerende akkumulation mellem forskellige kapitaler – i dette tilfælde mellem rivaliserende militære statskapitalismer.
Fra arbejdernes synspunkt var mange af virkninger de samme som under markedskonkurrencen: hver gang det lykkedes at akkumulere militært isenkram i den ene statskapitalisme, så fremtvang det anstrengelser for at nå et tilsvarende niveau i isenkram i den anden statskapitalisme. Lige som konkurrerende bilpoducenters anstrengelser for at sælge mere end de andre bringer den konkrete form af arbejdet i forskellige bilfabrikker ud i et uplanlagt indbyrdes forhold og omdanner den til forskellige mængder homogen abstrakt arbejde, samme virkning har konkurrerende tanks på producerende staters anstrengelser for at skyde hinanden ned.
Men det betyder også, at profitraten inden for statskapitalismen som helhed reelt har en afgørende indflydelse på begivenhederne: hvis andelen af den samlede nationale merværdi i forhold til de totale investeringer i den militær-industrielle maskine falder, så svækker det den nationale statskapitalismens evne til at holde ud i krigsførelsen mod rivalerne. Faldet i profitraten kan ikke føre til lavkonjunktur, da krigsmaskinen vil fortsætte med at vokse så længe der stadig er en merværdimasse, der kan bruges, omend lille. Men det kan bidrage til det militære nederlag. [74]
Denne logik for den totale krig udviklede sig i løbet af den anden verdenskrig. På tidspunktet for Dunkerque – juni 1940 – var Tyskland langt den største våbenproducent i verden. Men dets våbenøkonomi eksisterede side om side med en stadig blomstrende civil økonomi, fuldendt med levestandarder, der stadig voksede omend langsomt. Det fortsatte helt frem til begyndelsen af den tyske invasion af Rusland i 1941. Men derefter tvang presset fra den totale krig militærproduktionen opad, indtil den var oppe på tre gange niveauet fra 1940-41 – et niveau, der kun kunne nås ved at skære den ikke-militære produktion helt ned og tvinge arbejdernes og soldaternes levestandarder ned.
I Storbritannien begyndte oprustningen ikke før i 1938, og først godt inde i 1940 blev den prioriteret effektivt i forhold til resten af økonomien. Arbejdsløshed og ubrugt kapacitet ved begyndelsen af krigen gjorde det muligt at lave en betragtelig udvidelse af krigsmaskinen uden at tage ressourcer fra andet. Men snart blev den civile økonomi som i Tyskland reduceret til et vedhæng til den centralt planlagte økonomi.
Det mest interessante tilfælde er imidlertid på mange måder USA. Da den europæiske krig brød ud i 1938, var 17,2% af den amerikanske arbejdsstyrke stadig arbejdsløs og 28% af den industrielle kapacitet var ude af brug.
“Da USA endelig var gået ind i krigen i 1941 kontrollerede staten ikke kun den nationale økonomis rustningssektor – der repræsenterede omkring halvdelen af den totale vareproduktion. Staten bestemte hvilke forbrugsvarer, der skulle produceres og hvilke der ikke skulle ...” [75]
Den føderale regering brugte enorme summer på at opbygge nye våbenfabrikker, som den så overlod til den private industri at køre. I 1941 var dens kapitalforbrug 50% højere end landets samlede investeringer i fremstillingsvirksomhed i 1939 – og det kom oven i en privat kapitalinvestering af samme størrelse. I 1943 var staten ansvarlig for 90% af alle investeringer. [76]
Virkningen af dette enorme forbrug på ikke-produktiv produktion var imidlertid ikke at den civile økonomi blev hæmmet. Da arbejdsløsheden og overskudskapaciteten fra 1930’erne blev sat i gang, kom der en rekord stor vareproduktion.
“Efterhånden som førkrigs-forretningerne forsvandt, blev 1940 et rekordår, med et nationalprodukt på 97 mia.$ ... Dog var 1940 et år med en betydelig underbeskæftigelse af arbejdskraft og industrielle faciliteter ... I slutningen af 1943 var bruttoproduktet vokset til mellem 185 og 190 mia.$. Oven i det 90 milliarder $ store krigsprogram, oversteg udgifterne til forbrug i 1943, selv målt i 1940 priser, de tidligere års udgifter, til trods for rationeringer, krigsprioriteringer og krigssparetider.” [77]
De ni millioner arbejdsløse var blevet til mindre end en million tre år senere. Og den beskæftigede arbejdsstyrke steg enormt til 62,9 millioner: 17,3 millioner i krigsproduktionen, 35,1 millioner i den civile produktion og 10,5 millioner i de væbnede styrker. [78]
Krigsøkonomien kunne opnå, hvad otte år med New Deal ikke kunne: fuld udnyttelse af produktionskapaciteten i den største af de aldrende kapitaler. Som selv Kenneth Galbraith bemærkede:
“1930ernes store depression sluttede aldrig. Den forsvandt bare i 1940’ernes store mobilisering.” [79]
Scenen var sat til en nye ekspansionsfase for systemet på basis af statskapitalisme og våbenproduktion, som den var det efter 1880’erne på basis af monopoler og imperialisme. Den nye fase kom, som den første, for en tid til at bære bemærkelsesværdige økonomiske frugter, for så til slut endnu engang at kollidere med det aldrende monsters sygdomme.
1. Citeret i D M Gordon: Up and Down the Long Roller Coaster, i US Capitalism in Crisis, URPE, New York 1978, s. 23
2. Lewis Corey: “The Decline of American Capitalism”, London 1935 s. 27
3. Eric Hobsbawm: “Industry and Empire”, London 1969, s. 129
4. Hobsbawm, s. 130-31
5. Corey, s. 30
6. Her og senere bliver en række forskellige kilder brugt til impiriske mål for kapitalens organiske sammensætning, det beslægtede forhold mellem investereing og produktion og profitraten. De to største studier af den amerikanske økonomi er Joseph Gillmann: “The Falling Rate of Profit”, London 1956, og Shane Mage: “The Law of the Falling Rate of Profit, its place in Marxian theoretical system and its relevance for the US economy”, Columbia University 1963, udgivet gennem University Microfilms, Ann Arbor, Michigan.
De to kilder tager udgangspunkt i forskellige begrebsmæssige fortolkninger af nogle pointer i Marx’ teori og de måler forskellige ting. Gillmann behandler kun fremstillingsindustri og hovedparten af hans arbejde omhandler profitniveauer før skat. Mage dækker, hvad han kalder “de vareproducerende industrier i den kapitalistiske sektor – landbrug, skovbrug og fiskeri, fremstilling, transport, kommunikation, byggeri, offentlige foretagender og service...”, og alle profitter bliver målt efter skat. Men der er lighedspunkter i det billede de giver op til 1919.
Andre beregninger er kommet til lignende konklusioner hvad angår forholdet mellem investeringer og produktion. Fx. viser Kalecki i The Theory of Economic Dynamics, London 1954, s. 70, en stigning på 31% i forholdet mellem fast kapital og produktion inden for USA’s fremstillingsindustri mellem 1899 og 1914, og Kuznets (Capital in the American Economy, Princeton 1961, s. 199) viser en stigning på 100% i andelen af fast kapitalmængde over for nettoproduktet inden for fremstilling mellem 1880 og 1922. Rowthorn (New Left Review 98, s. 65) har argumenteret for, at Kuznets’ data viser, at dette bliver mere end kompenseret af et fald i andelen af offentlige foretagender - men det er tvivlsomt hvor sundt det argument kan være, når man tager de oppustede tal for kapitaliseringen, som jernbaneselskaberne ofte blev introduceret med i betragtning, (se fx. Corey s. 28) og i det omfang de blev ramt – og devalueret – mere end gennemsnittet i krisen i 1884 og 1892.
7. Gillmann, s. 36
8. M Flamand og J Singer-Kerel: Modern Economic Crises, London 1970.
9. Hobsbawm, s. 131.
10. Flamand og Singer-Kerel, s. 38.
11. Tallene taget fra H Feis: Europe, the World’s Banker, 1879-1914, Yale 1931, citeret i Kidron: Imperialism, the highest stage but one, -i: International Socialism 1:9, s. 18.
12. Tallene taget fra Colin Clarke: Oxford Economic Papers, nov.1978, s. 401. For sin egen skyld forhøjede Clarke udstyrets værdi i hans ligning med 50%, men det skulle ikke påvirke tendensen.
13. Clarke, s. 401.
14. Tritz Sternberg: Capitalism and Socialism on Trial, London 1951, s. 178.
15. Clarke
16. Gillmann
17. Mage
18. Corey
19. Begge citeret i Sternberg: The Coming Crisis, London 1947.
20. Tallene fra Sternberg: The Coming Crisis, s. 23.
21. Baran og Sweezy: Monopoly Capital, London 1973, kapitel 8. Gillmann, kapitel 9. Sternberg, begge titler.
22. Corey, s. 181-83.
23. Karl Marx: Kapitalen, 3. bog, s. 636-37, Rhodos.
24. Gillmann, s. 58. Selv Corey, der ellers ser den lave profitrate som en afgørende komponent i krisen (og som derfor er nærmere Marx end de fleste af 1930’ernes kriseteoretikere) fremviser tal, der ikke rigtigt beviser et fald i profitraten mellem 1923 og begyndelsen af 1929 (se Corey, s. 125).
25. Steindl: Maturity and Stagnation in the American Economy, London 1953, s. 155ff.
26. På basis af Kuznets’ resultater, s. 126.
27. Kuznets, s. 228.
28. Corey, s. 157.
29. Corey, s. 170.
30. Corey, s. 170.
31. Corey, s. 163.
32. Corey, s. 97.
33. Corey, s. 172. Se også Gillmann, s. 129-30.
34. Tallene taget fra Baran og Sweezy, s. 232.
35. Corey, s. 163.
36. Det er en af grundene til, at de, der ser løntryk og overakkumulation som kernen i Marx’ kriseteori (fx. Glyn og Harrison: The British Economic Disaster, London 1980), må tage fejl: teorien fejler ved den største prøve.
37. Tallene i løbende dollars taget fra A D H Kaplan: The Liquidation of War Production, New York 1944, s. 90-91. På basis af faste dollarpriser beregner Robert Keller, at toppen af investeringerne var i 1926, med 1928 ikke langt bagud (Review of Radical Political Economy, bind 7, no. 4, vinteren 1975). Men det påvirker ikke argumentet om den forvrængning, der kommer af et højt investeringsniveau, når der allerede findes overkapacitet.
38. Naturligvis kan andre være involverede i lån og udlån, men det ændrer ikke det grundlæggende argument.
39. Marx: Kapitalen, 3. bog, kapitel 30. For en sammenhængende fremstilling af Marx’ standpunkt, se Kahoto Itoh: Value and Crisis, London 1981, s. 109.
40. For denne version af begivenhederne, se fx. Flamand og Singer-Kerel, s. 61.
41. Kindelberger: The World in Depression 1929-39, London 1973, s. 117.
42. Kindelberger, s. 117.
43. Den sidste serie tal fra Corey, s. 184.
44. Kindelberger, s. 117.
45. Alvin H Hansen: Economic Stagnation, New York 1971, s. 81.
46. Kindelberger, s. 117.
47. Sternberg: Capitalism and Socialism, s. 28.
48. Se fx Lenin: Om Levnedsmiddelskatten, Udvalgte værker, bind 14, s. 152-188, Forlaget Tiden, København 1984.
49. Det tendenerer til at være det begreb, Bukharin bruger i Imperialism and the World Economy fra 1915, London 1972.
50. Lenin: Collected Works, og Bukharin: Economics of the Transformation Period, New York 1971.
51. Detaljerne stammer fra Corey og Sternberg.
52. Kindelberger, s. 233.
53. Kindelberger, s. 232.
54. Kindelberger, s. 272.
55. Tallene er citeret i Baran og Sweezy, s. 237.
56. Daniel Guerin: Fascism and Big Business, New York 1972, s. 236.
57. Tallene taget fra Sternberg: Capitalism and Socialism, s. 353.
58. Arthur Schweitzer: Big Business in the Third Reich, s. 336.
59. Schweitzer, s. 335.
60. Schweitzer, s. 329.
61. Schweitzer, s. 342.
62. Schweitzer, s. 306.
63. Schweitzer, s. 443.
64. Schweitzer, s. 442-43.
65. Sternberg: Capitalism and Socialism, s. 232.
66. Sternberg, s. 365.
67. Se fx Chris Harman: Den russiske revolutions nederlag (1968), København 1992, eller Alan Gibbons: Russia, How the Revolution Was Lost, London 1980
68. Tallene taget fra Alex Nove: An Economic History of the USSR, London 1969, s. 191 og s. 225.
69. Tallene taget fra Sternberg, s. 373.
70. Beviset for påstanden findes i Tony Cliff: Russia, A Marxist Analysis, London 1963, s. 33-44
71. Cliff, s. 42. Andre tal for perioden 1928-33 findes i E H Carr og R W Davies: Foundation of the Planned Economy, vol 1, London 1969, s. 342.
72. V Voitinisky: The Social Consequences of the Great Depression, Geneve 1956, s. 66.
73. Bukharin: Economics of the Transformation Period, s. 45.
74. Efterhånden som krigen skrider frem, kan militærudgifterne også spise sig ind på de eksisterende værdier, fabrikker bliver lukket for at betale for våben osv. Når det sker, afgøres kombattanternes skæbne ikke kun af profitraten, men af den totale værdimængde, som hver side kan konvertere om til våben.
75. Sternberg, s. 494-95.
76. A D H Kaplan, s. 91.
77. Kaplan, s. 3.
78. Kaplan, s. 3,
79. Kenneth Galbraith: American Capitalism, s. 65.
Sidst opdateret 5.6.2016