Trykt som Agitation and propaganda i serien What do we mean by ...?, Socialist Worker Review, nr. 68, september 1984, s. 10.
Genoptrykt i forskellige skolingspjecer i Socialist Workers Party.
Oversat af Jørn Andersen, 8. april 2016.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 8. april 2016.
At agitere betyder “at ophidse eller opildne” ifølge Oxford-ordbogen, mens propaganda er en “systematisk plan eller samordnet bevægelse for udbredelsen af en tro eller doktrin”.
Disse definitioner er ikke et dårligt udgangspunkt. Agitation fokuserer på et umiddelbart problem og forsøger at “opildne” til handling omkring dette spørgsmål. Propaganda er optaget af den mere systematiske fremstilling af ideer.
Plekhanov, en pioner i den russiske marxistiske bevægelse, påpegede en vigtig konsekvens af denne skelnen: “En propagandist præsenterer mange ideer for en eller nogle få personer; en agitator præsenterer kun en eller nogle få ideer, men præsenterer dem for mange mennesker.” Som alle sådanne generaliseringer bør heller ikke denne tages for bogstaveligt. Propaganda kan under gunstige omstændigheder nå tusinder og titusinder. Og de “mange mennesker”, der kan nås ved agitation, er en meget variabel størrelse. Ikke desto mindre er den generelle pointe holdbar.
Lenin udvikler denne ide i Hvad må der gøres?:
“Propagandisten, når han for eksempel tager spørgsmålet om arbejdsløsheden, må forklare krisernes kapitalistiske natur, påvise årsagerne til, at de er uundgåelige i det nuværende samfund og opridse nødvendigheden af dets omdannelse til et socialistisk samfund osv. Han må kort sagt give mange ideer, så mange, at alle disse ideer i deres totale omfang kun vil blive opfattet af (relativt) få personer. Agitatoren derimod, som taler om det samme spørgsmål, tager et eksempel, som er kendt af alle hans tilhørere, og som er særlig indlysende, – for eksempel en arbejdsløs familie, som er død af sult, den tiltagende elendighed etc. – og sætter al sin kraft ind på, ved brugen af eksempler, som alle kender, at give masserne én idé. [...] Propagandisten virker derfor hovedsageligt ved det trykte, agitatoren ved det levende ord.” [1]
På dette sidste punkt havde Lenin uret, fordi han var for ensidig. Som han selv havde argumenteret, før og efter at han skrev erklæringen ovenfor, kan og skal den revolutionære avis være en meget effektiv agitator. Men det er et sekundært spørgsmål. Det vigtige er, at agitation, talt eller skrevet, ikke forsøger at forklare alt. Så vi siger, og må sige, at de enkelte minearbejdere, der tyr til de kapitalistiske domstole mod NUM er skruebrækkere, skurke i forhold til dagens kampe; helt uafhængigt af vores generelle opfattelse af karakteren af den kapitalistiske stat. Selvfølgelig fremfører vi det argument, men vi søger at “ophidse”, “vække”, “skabe utilfredshed og harme” mod domstolene blandt så mange arbejdere som muligt. [2] Dette inkluderer også dem (et stort flertal), som endnu ikke accepterer, at staten, enhver stat og dens domstole, nødvendigvis er et redskab for klasseherredømme.
Eller tag et andet eksempel. Lenin taler om “skrigende uretfærdighed”. Men som én der havde studeret Marx grundigt, vidste han godt, at der ikke er nogen “retfærdighed” eller “uretfærdighed”, som er uafhængig af klasseinteresser. Han peger her på, og appellerer til, modsætningen mellem begreberne “retfærdighed” eller “fairness”, som de fremstilles af det kapitalistiske samfunds ideologer, og de
realiteter
, der udstilles i løbet af klassekampen. Og det er helt rigtigt fra et agitatorisk synspunkt.Propagandisten må selvfølgelig grave dybere, må undersøge begrebet retfærdighed, dets udvikling og forandring gennem forskellige klassesamfund, dets uundgåelige klasseindhold. Men det er ikke hovedindholdet i agitation. De ‘marxister’, der ikke forstår dette, er selv ofre for borgerlig ideologi, af tidløse generaliseringer, der afspejler et idealiseret klassesamfund. Og vigtigst, de forstår ikke konkret den måde, som arbejderklassens holdninger rent faktisk forandres. De forstår ikke betydningen af erfaring, for eksempel oplevelsen af politiets rolle i minearbejdernes strejke. De forstår ikke forskellen mellem agitation og propaganda.
Begge er nødvendige, uundværlige, men begge er ikke altid mulige. Agitation kræver større kræfter. Selvfølgelig kan en person undertiden agitere effektivt mod en bestemt forurettelse, fx mangel på sæbe eller anstændigt toiletpapir på en bestemt arbejdsplads, men en omfattende agitation med et generelt fokus er ikke muligt uden et betydeligt antal mennesker, der er passende placeret til at gennemføre den; uden et parti.
Så hvad betyder denne sondring i dag? For det meste taler socialister i Storbritannien ikke til tusinder eller titusinder. Vi taler til et begrænset antal personer og forsøger som regel at vinde dem gennem generel socialistisk politik snarere end på grundlag af masseagitation. Så det, vi siger, er dybest set propaganda. Men det er her, forvirringen opstår. Fordi der er mere end én slags propaganda. Der er forskel på abstrakt propaganda og den propaganda, som forhåbentlig kan føre til aktivitet, konkret eller realistisk propaganda.
Abstrakt propaganda rejser ideer, som formelt set er korrekte, men som ikke forholder sig til kampen eller til det bevidsthedsniveau, som findes blandt dem, som ideerne er henvendt til. Fx er det helt korrekt at argumentere for, at under socialismen vil lønsystemet blive afskaffet, men at stille et sådant krav til arbejdere i dag er ikke agitation, men propaganda i sin mest abstrakte form. Tilsvarende fører konstante krav om en generalstrejke, uanset om udsigten til det er reel i den nuværende situation, ikke til agitation, men til at man stiller sig uden for den virkelige kamp her og nu.
Realistisk propaganda, på den anden side, starter fra den antagelse, at små grupper af socialister i de fleste tilfælde ikke afgørende kan påvirke store grupper af arbejdere i øjeblikket. Men den forudsætter også, at der er argumenter omkring specifikke spørgsmål, som socialister kan forsøge at bygge op omkring. Så den realistiske propagandist på en fabrik vil ikke argumentere for afskaffelsen af lønsystemet. Han eller hun vil argumentere for et sæt af krav, som forhåbentlig kan føre kampen til sejr, og helt sikkert ud over fagforeningsbureaukratiets symbolske aktioner. Så de vil fx argumentere for samme lønstigning til alle, for det fulde krav, for alle i strejke i stedet for punktstrejker osv.
Intet af dette er agitation i den forstand, som Lenin talte om det; det er en eller to socialister, der rejser et sæt ideer om, hvordan man kan vinde. Men det er heller ikke abstrakt propaganda, fordi det vedrører en reel kamp og derfor kan forholde sig til et betydeligt mindretal af arbejdsstyrken. Det betyder, at realistisk propaganda kan slå an hos en langt større gruppe mennesker end dem, der er helt åbne for socialistiske ideer. Denne på nuværende tidspunkt meget lille gruppe mennesker vil være åben for alle socialismens ideer. Den større gruppe vil ikke være det, men kan stadig acceptere meget af socialisters propaganda om ikke at stole på fagforeningsfunktionærerne, organisering fra gulvplanet og så videre.
Vigtigheden af sondringen handler om to ting. De socialister, der mener, at de laver propaganda i deres små diskussionsgrupper og agiterer på deres arbejdsplads, overvurderer meget sandsynligt deres indflydelse blandt flertallet af arbejdere, og undlader derfor at bruge muligheden for at opbygge en base blandt et lille antal tilhængere. De, der tror, at de bare rejser abstrakt propaganda i deres diskussioner med andre socialister og på deres arbejdsplads vil sandsynligvis stå på sidelinjen, når reelle kampe bryder ud.
Ved at rejse realistisk propaganda i en periode, hvor masseagitation generelt ikke er muligt, kan socialister langt mere sandsynligt blive i stand til at undgå begge fælder.
1. Citatet er taget fra den danske oversættelse af kap. 3 i Hvad må der gøres?, selv om en oversættelse af den engelske tekst ville afvige en smule fra denne tekst.
1. Henvisningen er til retssager, som minearbejdere som enkeltpersoner førte mod deres fagforening, National Union of Mineworkers, under strejken i 1984-85.
Sidst opdateret 8.4.2016