Oversat fra Founding of the Communist International, -i: International Socialism (1st series), No.66, February 1974, pp.17-21.
Oversætter ukendt.
Fra maskinskrevet duplikat (formentlig brugt til skoling i Faglig Fælles Liste).
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 24. maj 2014.
Før 1914
Det revolutionære opsving
Sovjetter eller parlament?
Hallas’ noter
Oversætters noter
(Redaktionel indledning:)
Klassekampens opsving giver den revolutionære tradition en ny betydning. Mange af de spørgsmål, som vi i dag står overfor, blev rejst i den sidste store revolutionære periode, årene efter 1. verdenskrig. På den kommunistiske Internationales første fire kongresser, før den degenererede under stalinismens indflydelse, fandt revolutionære fra mange lande svar på de spørgsmål, der stadig er relevante i dag.
Denne artikel af Duncan Hallas er den første i en serie om Internationalens første år. Det er hensigten at trække linjerne i Internationalens diskussioner op.
“Det er vor opgave at udbrede arbejderklassens erfaringer, at rense bevægelsen for den opløsende iblanding af opportunisme og socialpatriotisme, at mobilisere verdensproletariatets sande revolutionære partier og derigennem lette og fremskynde den kommunistiske revolutions sejr over hele verden.”
(Resolution fra den tredje Internationales første kongres, 1919).
4. marts 1919. I Kreml stemte 35 delegerede for dannelsen af den tredje eller Kommunistiske Internationale. Det var ikke en særlig repræsentativ forsamling. Kun de fem delegerede fra det russiske kommunistparti (Bukharin, Tjitjerin, Lenin, Trotskij og Zinoviev) repræsenterede et parti, der både var et revolutionært parti og et masseparti. Stange fra det norske arbejderparti (NAP) kom fra et masseparti, men som de senere begivenheder skulle vise, var NAP i praksis Iangt fra revolutionært. Eberlein fra det nydannede tyske kommunistparti (KPD) repræsenterede en ægte revolutionær organisation, men den havde endnu kun nogle få tusinde medlemmer. De fleste andre delegerede repræsenterede meget få.
Af disse grunde ønskede Eberlein, efter ordre fra den tyske centralkomité, at mødet skulle indskrænke sig til at lave forberedende arbejde, såsom vedtagelse af et foreløbigt program. Han bemærkede, at slet ingen repræsenterede de vesteuropæiske lande. Det var en almindelig antagelse på mødet, at tyskerne især frygtede for den russiske dominans. Antagelsen er sikkert korrekt, men synspunktet blev ikke fremført officielt.
Flertallet kunne slet ikke forestille sig en Internationale, der ikke havde massestøtte i et antal lande. Zinoviev fremhævede på russernes vegne, at den støtte faktisk eksisterede. Det var en tilfældighed, at flere af delegationerne var så lidt repræsentative. “Vi har en proletarisk revolution i et stort land ... I Tyskland har I et parti, der marcherer frem mod magten, og som i løbet af få måneder vil danne en proletarisk regering. Og dog skal vi tøve? Ingen vil kunne forstå det.” [1]
Ingen af de delegerede tvivlede et øjeblik på, at den socialistiske revolution stod for døren i det centrale Europa, i al fald i Tyskland. Eberlein havde selv sagt, at “medmindre alle tegn er vildledende, så står det tyske proletariat foran det sidste, afgørende slag. Hvor svært det end vil blive, er udsigterne lyse for kommunismen.” [2] Lenin, den mest nøgterne blandt de revolutionære, havde i sin åbningstale sagt, at “ikke alene i Rusland, men i de mest udviklede kapitalistiske lande i Europa, Tyskland f.eks., er borgerkrigen en realitet ... verdensrevolutionen er i gang og den vokser i styrke overalt.” [3]
Dette var ikke ren ønsketænkning. I november 1918 var det tyske kejserrige, der indtil da havde været Europas mægtigste stat, brudt sammen. Seks folkekommissærer, tre socialdemokrater og tre uafhængige socialdemokrater, havde erstattet kejserens regering. Arbejder- og soldaterråd var blevet dannet over hele landet og udøvede effektivt magten. Sandt nok satte de socialdemokratiske ledere, der var i spidsen for revolutionen, alle deres kræfter ind på at genoprette den gamle kapitalistiske stat i en ny “republikansk” forklædning. Men så meget desto større grund var der til at danne en revolutionær Internationale med en stærkt centraliseret ledelse, der kunne føre an i kampen for et Sovjettyskland. Og kampen så ud til at gå fremad til trods for den blodige undertrykkelse af Spartakist-opstanden i januar 1919. “Fra januar til maj 1919, med udløbere til hen på sommeren, rasede en blodig borgerkrig i Tyskland.” [4] En måned efter Moskva-mødet udråbtes den bayerske rådsrepublik i München.
Det østrig-ungarske kejserdømme, den anden store centraleuropæiske magt, var ophørt at eksistere. I de stater, der var dannet på dets ruiner, gærede revolutionen i større eller mindre grad. I det tysktalende Østrig var den socialdemokratisk kontrollerede Volkswehr (folkehær) den eneste effektive væbnede magt. I Ungarn blev der oprettet en rådsrepublik den 21. marts. Alle de nye eller genskabte stater, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, selv Polen, var ustabile.
Det socialistiske lederskab spillede den afgørende rolle. Flertallet støttede nu i “demokratiets” navn kontrarevolutionen. De fleste hævdede, at de var, ja de fleste havde faktisk været, marxister eller internationalister. Nu var de kapitalismens sikre støtter; de brugte socialistiske fraser og den goodwill, de havde sikret sig i agitationsårene, for at forhindre skabelsen af arbejdermagt. Deres forsøg på at rekonstruere den anden Internationale blev fremført som endnu en, tvingende, grund til at danne den tredje. Så tidligt som i 1914 havde Lenin skrevet, at ... “den anden Internationale er død, slået ihjel af opportunismen ... Længe leve den tredje Internationale.” [5] Nu, 18 måneder efter oktoberrevolutionen, kunne parolen føres ud i livet.
“Hvis krigsudbrud truer, er det de involverede landes arbejderes og deres parlamentariske repræsentanters pligt, at bruge al deres styrke for at forhindre krigen, gennem fælles aktion og med hjælp fra det Internationale Socialistiske Bureau. Bryder krigen alligevel ud, er det deres pligt at arbejde for dens snarlige afslutning og med al deres styrke at udnytte den økonomiske og politiske krise, som krigen skaber, til at rejse befolkningen og fremskynde afskaffelsen af det kapitalistiske klasseherredømme.”
(Resolution fra anden Internationales Stuttgart-kongres, 1907).
Socialdemokratierne var endnu ikke særligt gamle. Det tyske socialdemokrati (SPD), forbilledet for alle de andre, “støtten og eksemplet”, blev grundlagt i 1875. Det vedtog et klart marxistisk program (Erfurter-programmet) i 1891. Mellem 1878 og 1890 var SPD illegalt under Bismarcks anti-socialist-lov. “På den første kongres i eksil (Weyden, Schweiz, 1880) blev det enstemmigt vedtaget at stryge den passus i programmet, hvor det hed at partiet ville forfølge sine mål med “alle lovlige midler”. I denne problemfyldte tid blev byernes arbejderklasse i stadigt stigende grad fremmedgjort fra staten.” [6]
Valgtallene viste dette. SPD var illegalt, men socialistiske kandidater (som faktisk var udpegede af SPD) kunne stille op. Selv med begrænsninger i valgretten fik disse kandidater godt 300.000 stemmer i 1881 og halvanden million i 1890. I 1912 fik partiet, som nu var juridisk, men ikke socialt accepteret af staten, 4½ million stemmer (34 pct. af samtlige afgivne stemmer) og fik indvalgt 110 medlemmer af Reichstag. I 1914 havde SPD 1.086.000 betalende medlemmer.
I Frankrig fik det førende socialistparti (SFIO), der var dannet i 1905, 102 pladser i parlamentet ved valgene i begyndelsen af 1914. Et år tidligere havde det italienske parti fået en fjerdedel af de afgivne stemmer og 78 delegerede. Det østrigske parti havde over en million stemmer og 82 parlamentsmedlemmer. Fra Skandinavien til Balkan vandt marxistiske socialdemokratiske partier, der var dannet efter det tyske forbillede, stadigt flere medlemmer, stemmer og parlamentspladser. Selv i USA havde det socialistiske parti (dannet 1900) i 1912 125.000 medlemmer, 800.000 stemmer, “56 borgmestre, 160 byrådsmedlemmer og 145 amtsrådsmedlemmer ... otte fremmedsprogede og fem engelsksprogede dagblade ... 262 engelske og 36 fremmedsprogede ugeblade.” [7] Svagere, men betydningsfulde bevægelser voksede frem i f.eks. Australien, England, Chile, Schweiz, Spanien og Uruguay. Alle var de tilsluttet Anden Internationale og alle gik de, tilsyneladende, ind for et socialistisk samfund og alle var de, tilsyneladende, kompromisløse modstandere af “national enhed”, imperialisme og krig.
Det var en illusion. Der var visse forskelle mellem de forskellige socialdemokratiske partier, men grundlæggende var de ikke virkeligt revolutionære. De forenede en i ord kompromisløs modstand mod kapitalisme og imperialisme med en praktisk aktivitet, der i sit væsen var koncentreret om at vinde nye medlemmer og stemmer. Da de var udelukket fra enhver andel i statsmagten, og da deres ideologi afviste alle det officielle samfunds værdier, skabte socialdemokraterne delvis deres egen verden. “Ingen tysk by manglede sit socialdemokratiske dagblad, sin brugsforening, sine arbejderidrætsforeninger og kulturelle foreninger.” [8]
Det imponerende organisationsapparat var blevet et mål i sig selv. Der var intet virkeligt perspektiv i kampen om magten. Socialismens uundgåelighed, som følge af kapitalismens indre modsigelser, blev hele tiden fremhævet. Konfrontationer med statsmagten, ja selv med kapitalisterne, blev så vidt muligt undgået. Som politisk faktor var socialdemokratismen i sit væsen passiv. Skønt nogle af partierne, især det belgiske og det østrigske, havde været villige til at bruge den politiske massestrejke som våben, så var det kun sket med det strengt begrænsede mål at udvide valgretten. De fleste af partierne ville ikke engang gå så vidt.
I august 1914 brast illusionen. Socialdemokratismen brød sammen. Det var ikke længere muligt for massepartierne i de krigsførende lande at kombinere radikalisme i ord med passivitet i gerning. Lederne stod over for et simpelt valg. De kunne fastholde deres politiske ståsted, deres internationalisme, og så risikere illegalitet, forfølgelse, fængsling og beslaglæggelse af deres enorme værdier. Eller de kunne forlade alt det, de havde stået for, støtte deres “egen” imperialistiske stat og til gengæld spille en agtværdig og stadigt mere betydningsfuld rolle i det kapitalistiske samfund. De kapitulerede og begyndte at hverve tilhængere for imperialismen.
Der var undtagelser. Italienerne, amerikanerne og skandinaverne blev ikke i første omgang tvunget til at vælge. De kunne bevare illusionen lidt længere. Serberne holdt heroisk fast ved deres standpunkter og blev udsat for en morderisk forfølgelse. Russerne, i begyndelsen inklusive flertallet af mensjevikkerne, nægtede at støtte den zaristiske krigsmaskine. Flertallet af de bulgarske socialister var også imod krigen. Alle andre steder var krigsmodstanderne et mindretal. “Socialpatrioterne”, som deres modstandere snart begyndte at kalde dem, hævdede at de blev støttet af arbejderklassens flertal. Det var sandt. Trotskij bemærkede, at især “de østrigske massers begejstring synes overraskende. Hvad virkede tiltrækkende (på dem) ...? Hvilken idé? Den nationalistiske? Men Østrig-Ungarn var jo selve modsætningen af en nation. Nej, de drivende kræfter var noget andet. Der er mange mennesker, hvis dagligliv forløber i monoton håbløshed ... Mobiliseringsalarmen afbryder dette liv med et løfte ... Der er endnu mere utrolige ændringer i vente ... Til det bedre eller til det værre? Selvfølgelig til det bedre – hvad kan være værre end de “normale” forhold? ... Krigen berører alle, og de undertrykte og af livet besvegne føler sig på lige fod med de rige og mægtige.” [9] Og masserne i London, Paris og Berlin var på samme måde begejstrede for krigen.
Men de revolutionære, der ikke kan modstå et forbigående folkeligt had eller statsmagtens forfølgelse, duer ikke. De socialdemokratiske ledere havde modstået begge dele i deres tid. Hvorfor forrådte lederne nu deres egen fortid?
Én forklaring er den socialdemokratiske teoris fatalistiske karakter (d.v.s. man afventer passivt det uundgåelige, o.a.). Karl Kautsky, “marxismens pave” og SPD’s chefteoretiker, formulerede det således: “Det socialistiske parti er et revolutionært parti, men ikke et parti, der laver revolution. Vi ved, at vort mål kun kan nås ved en revolution. Men vi ved også, at det i lige ringe grad er i vor magt at skabe denne revolution, som det står i vore modstanderes magt at forhindre den.” [10] Hvilken nydelig retfærdiggørelse af passivitet.
Men ifølge Marx kommer praksis før teori. “I begyndelsen var handlingen.” Massebevægelsens teori har materielle såvel som intellektuelle rødder. John Wesley (1703-91, engelsk præst og metodismens grundlægger, o.a.) skrev mod slutningen af sit liv i en bemærkelsesværdig foregribelse af den materialistiske historieopfattelse: “Metodister er alle vegne flittige og mådeholdne, så deres rigdomme forøges. I takt hermed vokser så ... kødets lyst ... og den pragt, de omgiver sig med. Så selv om religionen bevarer sin form, svinder dens ånd hurtigt bort.” Således forholdt det sig også med Socialdemokratierne. Et helt lag af socialdemokrater havde beriget sig.
I 1913 ejede SPD og de tilsluttede fagforeninger værdier for 90 millioner mark. Til at administrere og kontrollere disse værdier “havde partiet skabt en gruppe af parlamentarikere, arbejderklasse-bureaukrater og funktionærer i fagforeningerne, i kooperativerne, partisekretariaterne, i partipressens redaktioner ... Sådanne mennesker levede ikke længere for, men af arbejderbevægelsen.” [11] Og de havde en hel del mere end deres lænker at tabe.
Lenin understregede en endnu mere grundlæggende materiel faktor.
“Opportunismen blev skabt i løbet af nogle årtier som følge af de særlige træk ved denne periodes kapitalistiske udvikling, da et lag af privilegerede arbejdere levede et forholdsvist fredeligt og indholdsrigt liv, der “borgerliggjorde” dem, gav dem krummer fra de nationale kapitalisters bord.” [12] Denne “arbejder-aristokrati”-teori, der var udviklet af Marx selv ved analysen af England, indeholdt en kerne af sandhed. Men den skulle vise sig at være for forenklet. Faglærte (og dermed “privilegerede”) arbejdere spillede en vigtig rolle i anti-krigsbevægelsen. Denne bevægelse voksede, efterhånden som 1. verdenskrigs tabslister blev længere og leveforholdene forringedes.
“Den imperialistiske krig indvarsler den sociale revolutions epoke. Alle objektive betingelser er nu til stede for at sætte arbejdernes revolutionære massekamp på dagsordenen. Det er socialisters pligt at udvikle arbejdernes revolutionære bevidsthed, samtidig med at de udnytter alle muligheder i arbejdernes legale kamp til ... at udvikle arbejdernes revolutionære bevidsthed ... at fremme og opmuntre enhver revolutionær handling, og at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at føre den imperialistiske krig over i en borgerkrig ... så arbejderklassen kan erobre den politiske magt og gennemføre socialismen.”
(Resolution fra Zimmerwalds venstrefløj, 1915).
Verdenskrigens udbrud syntes i første omgang at have splittet den socialistiske bevægelse i to: “Socialpatrioterne” og “Internationalisterne”. Det blev dog snart åbenbart, at bevægelsen i virkeligheden var splittet i tre dele. Internationalisterne var nemlig delt i to: De virkeligt revolutionære og det, der senere blev kaldt “centrum”. Centristerne indtog et pacifistisk standpunkt. De var modstandere af støtte til “deres” regering og tilhængere af en forhandlingsfred. De ønskede at genskabe de internationale forbindelser mellem socialistpartierne, om nødvendigt i illegalitet, men de så hen til en rekonstruktion af den gamle Internationale snarere end til opbygningen af en revolutionær Internationale. De betragtede krigen som en katastrofal afbrydelse af det “normale” politiske liv, ikke som en mulighed for revolution.
I begyndelsen af 1915 lykkedes det for de italienske og schweiziske partier at samle en konference for anti-krigssocialister i Zimmerwald ved Bern i Schweiz. I begge disse partier var “centristerne” i flertal. Det schweiziske parti var neutralt (selv om der både var pro-franske og pro-tyske strømninger), og flertallet i det italienske parti, PSI, opretholdt en centristisk anti-krigsholdning, selv efter at Italien var trådt ind i krigen i maj 1915.
I Zimmerwald kom det til åbent brud mellem centrum og venstrefløjen. Ud over indbyderne var der tyske, franske, svenske, norske, hollandske, polske, russiske m.fl. delegerede til stede. Konferencen afviste med 19 stemmer mod 12 et resolutionsforslag fra Lenin, der indeholdt en opfordring til at “føre den imperialistiske krig over i en borgerkrig”. Til trods herfor kaldte Lenin konferencen for “det første skridt,” og venstrefløjen, inklusive bolsjevikkerne, stemte for flertallets resolutionsforslag, samtidig med at de offentliggjorde deres egen, forkastede, resolution. “Kapitalister i alle lande hævder, at krigen skal forsvare fædrelandet ... De lyver,” hed det i det vedtagne manifest. “Det er et faktum, at dette manifest betyder et skridt frem mod en virkelig kamp mod opportunismen, frem mod dens endelige nederlag,” skrev Lenin. Til trods for, at manifestet er “usammenhængende og forsigtigt formuleret”, ville det være “sekterisme at nægte at tage dette skridt fremad”. [13] I den atmosfære af vanvittig “patriotisme”, der stadig eksisterede i 1915, hvor enhver kontakt med “fjendtlige” nationaliteter blev betragtet som forræderi, var Zimmerwald virkelig et skridt fremad for den socialistiske internationalisme.
Ved den næste konference, i Kienthal i 1916, lagde venstrefløjen en mere uforsonlig linje. “Hvert eneste skridt, som den internationale arbejderbevægelse har taget ad den vej, som Zimmerwald udstak, har mere og mere tydeligt vist, hvor usammenhængende Zimmerwald-flertallets holdning er,” fastslog den (forkastede) bolsjevikiske resolution, fordi de “er bange for at bryde med det Internationale Socialistiske Bureau (anden Internationales totalt inaktive ledelse) ... Socialchauvinister og Kautskyanere (tilhængere af Kautsky) i alle lande forsøger at rekonstruere det fallerede Internationale Socialistiske Bureau. Det er socialisters opgave at forklare masserne, at det er uundgåeligt at bryde med dem, der fører borgerlig politik under socialismens fane.” [14]
På dette tidspunkt vandt anti-krigsbevægelsen virkelig opbakning. I påsken 1916 fandt der i Dublin et oprør sted mod den britiske imperialisme. Karl Liebknecht og Otto Rühle havde brudt med SPD og agiterede mod krigen i Reichstag. Arrestationen af Liebknecht for forræderi i maj 1916 fik 50.000 arbejdere til at gå i strejke i Berlin og førte til en række sammenstød med politiet. “Tillidsmands”-bevægelsen (shop stewards’ movement) vandt frem i England. I februar 1917 førte revolutionen i Rusland til massive fredsdemonstrationer i England såvel som i Tyskland og Østrig-Ungarn. I foråret splittedes SPD, og centristerne, inklusive rigsdagsgruppeformanden i 1914, Haase, og teoretikeren Kautsky, dannede det Uafhængige Socialdemokrati (USPD) med et anti-krigsprogram.
Oktoberrevolutionen fik en endnu større virkning. I januar 1916 udviklede der sig massestrejker i Østrig-Ungarn og i Tyskland, hvor kravet ikke var højere løn, men fred. “Det startede på Manfred Weiss-fabrikken i Csepel ved Budapest, som var langt den største ammunitionsfabrik i Ungarn ... Strejken bredte sig som en steppebrand ... 16. januar havde den nået rustningsindustrien i det nedre Østrig; den 17. gik hele Wien ud i strejke. Få dage efter fulgte arbejderne i Berlins rustningsindustri eksemplet, og det samme gjorde metalarbejderne og mange andre arbejdere over hele landet. Ingen steder var det de officielle ledere, der havde opfordret til strejke ... Bevægelsen rystede centralmagterne i selve deres grundlag.” [15]
Mere end to millioner arbejdere var ude i kamp, men bevægelsen blev inddæmmet. Ligesom ved mytterierne i den franske hær i 1917 manglede den et sammenhængende lederskab. Men da matroserne i den tyske højsøflåde gjorde mytteri i Kiel den 4. november 1918 brød det kejserlige Tyskland sammen. “I Kiel var der kun én myndighed – arbejder-, matros- og soldaterrådet. Oprøret bredte sig fra Kiel til Hamborg og natten til den 8. november stod det klart i Berlin, at oprøret havde sejret næsten uden at møde modstand i Hannover, Magdeburg, Köln, München, Stuttgart, Frankfurt am Main, Bremerhaven, Oldenburg, Wittenberg og andre byer.” [16] Den 9. november blev det særligt “pålidelige” 4. regiment sendt ekspres til Berlin. Det gjorde mytteri. Kejseren flygtede. De tyske arbejder- og soldaterråd var ved magten. Der er grund til at understrege dette. De var faktisk ved magten, ingen anden myndighed i Tyskland rådede over en effektiv væbnet styrke. Da SPD’s (og USPD’s) ledere i “demokratiets” navn forrådte denne succesrige bevægelse, uddybede de den splittelse, der var opstået i 1914. Spørgsmålet arbejderråd eller parlament stod nu i centrum.
“Demokratiet antog forskellige former og var udviklet i forskellige grader i det antikke Grækenlands republikker, i middelalderens byer og i de fremskredne kapitalistiske lande. Det ville være vanvittigt at tro, at historiens mest dybtgående omvæltning, den første i verden hvor magten overgår fra det udbyttende mindretal til det udbyttede flertal, at denne omvæltning ville kunne ske inden for det borgerlige demokratis gamle slidte rammer, at den kunne ske uden skabelse af nye former for demokrati, uden skabelse af nye institutioner, der kunne rumme de nye betingelser for demokratiet på.”
(Resolution fra den Kommunistiske Internationales første kongres, 1919)
Sovjetter eller parlament? Efter oktober-revolutionen havde det russiske kommunistparti opløst den nyvalgte grundlovgivende forsamling, hvor det Social-Revolutionære bondeparti havde flertal og i stedet støttet sovjetmagten. Efter november-revolutionen opløste det tyske socialdemokrati arbejder- og soldaterrådene, som de havde flertallet i, og støttede i stedet den nationalforsamling, hvori de var et mindretal.
I begge tilfældet var spørgsmålet om de forfatningsmæssige former i virkeligheden et klassespørgsmål. Resultatet af det russiske kommunistpartis (RKP’s) handling var dannelsen af en arbejderstat. Resultatet af SPD’s handling var dannelse af en borgerlig stat, Weimar-republikken.
Marx skrev efter Pariserkommunen, at i overgangen mellem kapitalisme og socialisme kan statsformen “kun være proletariatets revolutionære diktatur.” SPD’s lederskab erklærede under november-revolutionen: “Al magt til arbejder- og soldaterrådene? Nej, vi afviser tanken om en klasses diktatur, hvis folkets flertal ikke står bag denne klasse.” [17]
Socialdemokraterne var i praksis nået dertil, at de måtte afvise den marxistiske statsteori, ifølge hvilken alle stater er klassestater, der findes ingen “neutral” stat. Og de var nået længere ud endnu. De havde forladt deres tidligere opfattelse af revolutionens uundgåelighed til fordel for en “fredelig” parlamentarisk vej til socialismen. Og dog var Weimarrepublikken i lige så høj grad som den russiske Sovjetrepublik resultatet af den tidligere stats voldelige omstyrtelse. Oprørske soldater og bevæbnede arbejdere, ikke vælgere, omstyrtede det tyske kejserrige. Det samme gjaldt Østrig-Ungarn. Men den større overgang, omstyrtelsen
af kapitalismen, skulle opnås ved hjælp af det borgerlige demokrati!
I virkeligheden betød dette at man opgav socialismen som målet. Det var politisk og psykologisk umuligt for SPD at indrømme dette i 1919. Da det omsider gjorde det fyrre år senere (Bad Godesberg-konferencen, 1959) drog det blot den logiske slutning af sine handlinger i 1914 og 1919. Teorien blev omsider bragt i overensstemmelse med praksis.
I sit 1919-grundlag fastslog den tredje Internationale kraftigt det marxistiske udgangspunkt: “Arbejderklassen opnår kun sejren ved at ryste den fjendtlige magts organisationer og organisere arbejdernes magt; ved at ødelægge det borgerlige statsapparat og opbygge arbejdernes eget statsapparat.” [18] Der kunne ikke være tale om at opnå socialisme ved parlamentarisk arbejde. Lenin havde samstemmende i 1917 citerede Engels’ udtalelse om, at almindelig valgret er “et bevis for arbejderklassens modenhed. Det er ikke og kan aldrig blive andet og mere i en moderne stat.” [19] “Ingen borgerlig republik, hvor demokratisk den end var,” skrev han lige efter Moskva-konferencen, “var nogensinde andet end et apparat, hvormed kapitalen kunne undertrykke det arbejdende folk, et instrument for borgerskabets diktatur, kapitalens politiske herredømme.” [20]
Arbejdernes republik, baseret på arbejderrådene, var ægte demokratisk. “Sovjetmagtens væsen ligger i dette, at hele statsmagtens, hele statsapparatets permanente og eneste grundlag er selve de tidligere undertrykte klassers masseorganisation, de klasser, der var undertrykte af kapitalisterne, d.v.s. arbejdere og lignende (bønder, der ikke udbytter arbejdskraft kraft ...).” [21] Dette var noget af en idealisering af Rusland, selv i 1919, men “afvigelserne” blev forklaret med landets tilbageståenhed og borgerkrigen og den fremmede intervention.
De delegerede havde grundlagt den nye Internationale på kompromisløs internationalisme, et afgørende og endeligt brud med forræderne fra 1914, på arbejdermagt, arbejderråd, forsvaret af Sovjetrepublikken samt på perspektivet om den nært forestående revolutionen i Mellem- og Vesteuropa. Tilbage stod nu at skabe de massepartier, der skulle virkeliggøre alt dette. Midlerne var for hånden. Ledere som Zimmerwalds centrister kontrollerede det italienske parti og skulle snart overtage det franske. Det tyske USPD skulle snart nå op på 800.000 medlemmer. Overalt i Europa udviklede de store centrist-bevægelser sig. Deres medlemmer måtte vindes for kommunismen. Grundlaget var lagt. Kampen mod de centristiske ledere var den vigtigste umiddelbare opgave. (Eller rettere bliver det, da disse modsætter sig deres partiers optagelse i Internationalen, o.a.).
1. Degras, The Communist International 1919-43. Documents. Vol.1, p.16.
2. Ibid. Vol.1, p.6.
3. Lenin, Collected Works, Vol.28, p.455 (Dansk: Tale ved kongressens åbning 2. marts)
4. Haffner, Failure of a Revolution. Germany 1918-19, p.152 (da. overs.: Revolutionen, der blev forrådt)
5. Lenin, op.cit., Vol.21, p.40.
6. Schorske, German Social Democracy 1905-17, p.3.
7. Bell, Marxian Socialism in the United States, p. 71-72.
8. Abendroth, A Short History of the European Working Class, pp.56-57. (no. og da. overs.)
10. Kautsky, The Road to Power (dansk: Vejen til magten; web.red), citeret i Hook, Toward the Understanding of Karl Marx, p. 32.
11. Abendroth, op. cit. p. 57.
12. Lenin, op.cit., Vol.21, p.387.
13. Ibid. Vol.22, pp.178-179.
14. Borkenau, World Communism, pp. 91-92. [PDF]
15. Oliveira, A People’s History of Germany, p.93.
16. Ibid., p.97.
17. Degras, op.cit., Vol.1, p.19.
18. Lenin, op.cit., Vol.25, p.393.
19. Lenin, ibid., Vol.29, p.311.
20. Degras, op.cit., Vol.1, p.13.
ibid.= det umiddelbart førnævnte værk
op.cit. = det anførte værk (altså tidligere i listen anførte)
Bemærkning til oversættelsen af citaterne:
Alle citater er oversat fra artiklens engelske tekst. Der kan derfor forekomme mindre forskelle mellem den her angivne tekst og den tekst, der findes i en eventuel i forvejen tilgængelig dansk tekst (i al fald Haffner, Abendroth og Lenin-teksterne).
Sidst opdateret 28.12.2014