Trykt som Trotskyism Re-Assessed i International Socialism (1st series), no. 100, July 1974, p.14-19.
Oversat af Ole Sloth Hansen og bragt i en lettere forkortet udgave i Arbejdermagt, udgivet af Faglig Fællesliste, nr. 45, april 1984, s. 27-32.
Til web-udgaven er de udeladte dele genoversat af Jørn Andersen, ligesom der er foretaget mindre rettelser i resten af oversættelsen.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 3. jan. 2015.
Propagandismen og dens pris
Entrismen og dens udfald
Arven
Noter
[Indledning fra Arbejdermagt:
I denne artikel skriver Duncan Hallas, at Trotskijs politik er meget mere end de nuværende “trotskismer”, der findes. Duncan Hallas har været politisk aktiv i mange år og er i dag ledende medlem af Socialist Workers Party i England, som brød ud fra 4. Internationale i 50’erne. Han holder oplæg på FFL’s Påskeseminar. (se annonce s. 30)]
Jeg vil prøve at gå igennem hver idé, vi taler om, og forsøge at vise rødderne – hvor kom det fra? Nå, lad os starte fra, da vi brød med den traditionelle trotskisme. Nu brød vi på én simpel ting, på det russiske spørgsmål. Det var tidens centrale spørgsmål.
Hvad accepterede vi så fra Trotskij? Vi accepterede først og fremmest fra Trotskij, at arbejderklassen er aktør for den socialistiske revolution; at arbejderklassen er subjektet, ikke objektet, men subjektet for den socialistiske revolution; at kriteriet for enhver ændring i samfundet er, hvilken rolle arbejderklassen aktivt spiller i den ...
Det andet, vi tog direkte fra Trotskij er modstand mod alle opadstigende bureaukratier. For det tredje tog vi fra Trotskij teorien om umuligheden af socialisme i ét land, det forhold, at presset fra verdenskapitalismen fordrejer udviklingen i enhver arbejderstat, i dette tilfælde den russiske arbejderstat. Vi accepterede også fra Trotskij spørgsmålet om revolutionens internationale karakter. Disse ting accepterede vi fra ham. Hvad var så manglerne, hvor var vi ikke enige?
Det, vi mente, der var forkert hos Trotskij, var det, at hvis det var sandt, at arbejderklassen var den socialistiske revolutions subjekt, så er ejendomsformen et forbandet dumt kriterium for, om en stat er en arbejderstat eller ej ... Hvad arbejderen som en aktiv aktør bekymrer sig om, er forholdene i produktionen, med andre ord, hvilken placering har arbejderen i produktionsprocessen. Uanset om arbejderen kommer til en statslig virksomhed, som jernbanerne, eller en privat virksomhed, som ICI, så kommer han ikke i relation til den som et ejendomsforhold ... Trotskij var ikke konsekvent nok i sine egne kriterier.
For det andet, planlægning er ikke et kriterium for at bedømme statens karakter, fordi spørgsmålet er, hvem der bliver planlagt, og hvem der foretager planlægningen ... Det centrale er ganske enkelt, at vi kom til den konklusion, at arbejderkontrol er det afgørende i at vurdere om en stat er en arbejderstat ... og derfor er en arbejderstat er en stat, hvor arbejderne kontrollere deres skæbne. Det kan ikke gives til dem. De skal gøre det selv. Så snart man afskaffer elementet af arbejderkontrol, afskaffer man essensen af arbejderstaten.
Det var virkelig den første teoretiske ting vi stod over for, og vi står stadig fast på det, og når vi står over for nye fænomener og nye tilbagestående lande, som er i færd med industrialisering, så bruger vi de samme kriterier og den samme generelle tilgang, og derfor er det for os ikke en overraskelse, hvad der skete med Nkrumah, og hvad der måtte skeri Kina ...
(Tony Cliff, fra en tale om Revolutionary Traditions, 1967)
Trotskisme er kommet til at betyde mange forskellige ting i de 37 år siden Trotskijs død. Stærkt afvigende og ofte indbyrdes fjendtlige grupper beskriver sig selv som trotskister, og det er ikke særlig givtigt at forsøge at vurdere dem efter ortodoksiens målestok. Der findes mange trotskismer. Endvidere har de af dem, der har holdt ved i organiseret form over en længere periode, undergået dybtgående og nogle gange gentagne ændringer. For eksempel er Mandel-tendensen en meget anderledes politisk strømning i dag, end den var for ti år siden, og for ti år siden var det politiske indhold tydeligvis forskelligt fra, hvad det havde været ti år tidligere.
Denne artikel beskæftiger sig væsentligst med trotskisme som den samling af revolutionær teori og praksis udviklet af Trotskij i tiåret af hans tredje eksil (1929-40). Jeg vil, for det første, hævde, at Trotskij kæmpede for at bevare den autentiske kommunistiske tradition, nemlig traditionen fra den tidlige Kommunistiske Internationale, på den eneste måde, den kunne eller kan bevares, nemlig ved at udvikle og rodfæste den i en levende bevægelse. For det andet, at den tids ekstremt ufavorable omstændigheder ikke bare betød nederlag for hans anstrengelser for så vidt angik øjeblikkelige storstilede resultater, men også førte til karakteristiske forvrængninger og deformationer af traditionen selv, som den blev rodfæstet i diverse trotskistiske grupperinger. For det tredje, mens Trotskij var opmærksom på dette og kæmpede energisk mod visse af deformeringerne, bidrog han selv til at skabe nogle af dem.
Med tradition mener jeg den lære, strategi og taktik, som blev udviklet af Komintern i Lenins tid, en udvikling i hvilken Trotskij spillede en fremtrædende rolle.
I 1932 opsummerede Trotskij spørgsmålet på følgende måde:
Den internationale venstreopposition står på Kominterns første fire kongressers grund. Dette betyder ikke, at den bøjer sig for hvert et bogstav i beslutningerne, af hvilke mange havde en rent konjunkturel karakter og er blevet modsagt af efterfølgende begivenheder. Men alle de grundlæggende principper (i forhold til imperialisme og den borgerlige stat, til demokrati og reformisme; opstandens problemer; proletariatets diktatur; om forholdet til bønderne og de undertrykte nationer; sovjetter, arbejdet i fagforeningerne; parlamentarisme, enhedsfrontspolitik), forbliver selv i dag det højeste udtryk for proletarisk strategi i epoken af kapitalismens almindelige krise. [1]
Der er en vigtig udeladelse her: Det kommunistiske partis rolle – en aktiv, bevidst del af arbejderklassen. Ellers er det en præcis sammenfatning af det uundværlige teoretiske grundlag for en revolutionær marxistisk bevægelse.
Efter 1923 afveg Komintern hurtigt fra linjen fra de første fire kongresser, først i en opportunistisk retning (1924-28, med et delvist “venstresving” i 1924), så i en ultra-venstre-linje (1928-34) og forlod endelig hele grundlaget for kommunistisk politik med skiftet til folkefrontslinjen fra 1935 og frem.
Trotskijs fortrinlige analyse af denne udvikling og utrættelige kamp for at integrere den autentiske tradition i den aktuelle bevægelse var en enorm vigtig præstation. Vores egen politik hviler på den. Så meget mere grund er der til at se kritisk på den trotskistiske arvs svagheder.
Den mest iøjnefaldende er naturligvis den, som Cliff henviser til i den ovenfor citerede tale. Indtil slutningen af 1933 havde Trotskij fastholdt, at arbejderklassen i Sovjet havde mulighed for “generobring” af den bureaukratiserede stat med fredelige og legale midler, “uden en ny revolution, på reformens vej og med dens metoder”. [2]
Hvor urealistisk den end måtte være, gjorde denne stilling det muligt for Trotskij at forene den marxistiske opfattelse af arbejderklassen som den socialistiske revolutions aktive bærer med hans beskrivelse af Sovjet under Stalins diktatur som en arbejderstat.
Så snart dette “reformistiske” perspektiv blev forladt, hvilket det blev i oktober 1933, var der en indbygget modsætning i Trotskijs system. På den tid syntes det ikke at have nogle vigtige praktiske konsekvenser. Sovjet, som ubestrideligt stammede fra en ægte proletarisk revolution, kunne betragtes som et meget specielt tilfælde.
Efter 2. verdenskrig eksploderede modsætningen ved skabelsen af en hel række stater af den samme generelle type ved andre midler end proletarisk revolution. Den teoretiske sammenhæng af trotskismen – af Trotskijs egen trotskisme – blev rystet. I slutningen af 40’erne og begyndelsen af 50’erne sprængtes den trotskistiske bevægelse – som indtil da havde været mere eller mindre forenet – i fragmenter, i stor udstrækning, omend ikke helt, som følge af det enorme opsving for stalinismen med den “socialistiske lejrs” opståen, og trotskisternes manglende evne til at frigøre sig fra Trotskijs fejl.
Men der var andre fejl i traditionen, fejl hvis frø var blevet sået i Trotskijs levetid. De blomstrer nu som det værste ukrudt i de forskellige trotskismer.
“Oppositionen tager nu form på grundlag af principiel ideologisk afgrænsning, og ikke på basis af masseaktion ... Masseaktion tenderer som regel til at vaske sekundære og episodiske forskelle væk, og hjælpe samlingen af venligtsindede og nære tendenser. Omvendt afslører ideologiske grupperinger i en periode med stagnation eller nedgang en stor tilbøjelighed til differentiering, splittelser og interne kampe. Vi kan ikke hoppe ud af den periode, i hvilken vi lever. Vi må gå den igennem. En klar præcis ideologisk differentiering er ubetinget nødvendig. Det forbereder fremtidige succeser.”
Trotskij: “Grupperingerne i den kommunistiske opposition”, 1929 [a]
Det første problem, Trotskij stod overfor ved begyndelsen af hans sidste eksilperiode, var, hvordan der kunne samles en sammenhængende oppositionsbevægelse inden for eller i hvert fald orienteret efter den kommunistiske internationale.
En uafhængig bevægelse, en bevægelse, der søgte at bygge direkte på arbejderklassen var udelukket. “Kravet om et andet parti og en fjerde internationale er blot latterlig ... Vi identificerer ikke den kommunistiske internationale med det stalinistiske bureaukrati ...” [3]
Perspektivet var at påvirke de kommunistiske partiers kurs i håbet om, at den kombinerede effekt af begivenhederne og venstreoppositionens kritik kunne vende dem henimod en realistisk revolutionær politik. Som i Sovjet var Trotskijs mål reform af den eksisterende kommunistiske bevægelse, ikke skabelsen af en ny bevægelse.
Denne politik slog fejl. Nazisternes ødelæggelse af den tyske arbejderbevægelse i 1933, for en stor del resultatet af det forbryderiske vanvid i Kominterns “tredje periodes” ultra-venstre-linje, som lammede det tyske kommunistparti, tydeliggjorde afslutningen på ethvert realistisk håb for dens succes.
Alligevel var det bestemt korrekt at forsøge. Der var på dette tidspunkt ikke nogen mulighed for at opbygge uafhængige partier. Den russiske revolutions enorme prestige, den var stadig en frisk begivenhed, var blevet arvet af Stalin, og noget af det var smittet af på de stalinistiske ledere af Kominterns sektioner. Endvidere var disse årene for den største krise i kapitalismens historie, og samtidig for den første femårsplan. Kontrasten mellem massearbejdsløshed og industriel nedgang i vesten og den feberagtige udvidelse af den russiske industri var stærk og klar for millioner af arbejdere.
Og så var der Tyskland – “nøglen til den internationale situation” som Trotskij rigtigt sagde. Her var et højt industrialiseret land med den største arbejderklasse i Europa, men kastet ud i en langvarig social krise, som kun kunne løses ved den proletariske revolution eller den fascistiske kontrarevolution.
At afskrive KPD (som havde 250.000 medlemmer i 1932) var at indrømme sejr til Hitler på forhånd. KPD fastholdt dog lige som de øvrige Komintern-sektioner, at socialdemokraterne – omdøbt til “socialfascister” siden 1929 – var hovedfjenden, og ikke nazisterne, og afviste Trotskijs opfordring til en arbejderenhedsfront som “teorien fra en fuldstændig falleret fascist og kontrarevolutionær”. [4]
Genialiteten og slagkraften i Trotskijs skrifter om den tyske krise er sjældent blevet tangeret og er aldrig blevet overgået af nogen marxist, inklusive Marx og Lenin. Men ideer bliver kun til en kraft i det omfang, de bevæger folk; socialistiske ideer får kun betydning i det omfang, at de bliver forankret i arbejderklassen.
Kontrasten mellem Trotskijs skrifter og de tyske trotskisters tilstand i praksis var pinlig. De var en håndfuld. Og de var næsten alle socialt set marginale folk uden tilknytning til arbejderbevægelsen. Det var ikke lykkedes for den tyske opposition, konstaterede Trotskij i 1932, at rekruttere blot “10 ægte fabriksarbejdere”. Den bestod stort set af “individualistiske, småborgerlige og pjalteproletariske elementer, som ikke vil acceptere disciplin”. [5]
Stalinisternes magt havde tvunget de tyske trotskister – og ikke bare tyskerne, som vi vil se – ind i en politisk ghetto, som også havde en bestemt social placering, periferien af den intellektuelle del af småborgerskabet. Dette er det vigtigste enkle kendsgerning om Trotskijs tilhængere. De stammede for størstepartens vedkommende fra et småborgerligt miljø og kunne med få undtagelser ikke bryde ud af det. De politiske konsekvenser af denne kendsgerning forvrængede grundigt deres udvikling.
En af undtagelserne, delvist i hvert fald, var den amerikanske gruppe. De havde i deres rækker en af Trotskijs mest betydelige ikke-russiske tilhængere, James Cannon, en tidligere leder i kommunistpartiet med arbejderklasse-baggrund og stor erfaring i bevægelsen, og en eller to andre – Vincent Dunne, Arne Swabeck, Hugo Oehler – af lignende oprindelse.
Men her er Cannons egen beskrivelse af medlemmerne i begyndelsen af trediverne:
Vi begynder at rekruttere fra kilder, der ikke altid er lige sunde ... freaks, der altid er på udkig efter det mest ekstreme udtryk for radikalisme, udskud, folk, som kun har det i munden, kroniske oppositionsfolk, som var blevet smidt ud af en halv snes organisationer ... Mange mennesker kom til os, der havde gjort oprør mod det kommunistiske parti ikke for dets dårlige sider, men for dets gode sider; det vil sige partidisciplin, individets underordning under partiets afgørelser i det konkrete arbejde. En masse dilettantiske, småborgerligt sindede mennesker, som ikke kunne klare nogen form for disciplin, mange af de nytilkomne gjorde en fetich ud af demokrati ... Alle mennesker af denne type har et fælles kendetegn; de kan lide at diskutere ting uden begrænsning eller afslutning ... De kan alle snakke; og ikke kun kan, men vil; og for evigt, på hvert eneste spørgsmål. [6]
I mere moderate vendinger – for moderate, for den franske sektion var en af de værste af slagsen – beskriver en historiker af fransk trotskisme den vigtigste franske gruppe i Paris: “Paris-området indeholdt en stor andel af intellektuelle, tidligere kommunistiske kadrer, som nu var afskåret fra deres base.” [7]
Trotskismen var blevet tvunget ind i dette miljø, og Trotskij var meget opmærksom på nødvendigheden af at bryde ud af det. Objektive betingelser gjorde det ekstremt vanskeligt. Subjektive omstændigheder – trotskisternes sociale baggrund – blev en ekstra forhindring. Men Trotskij gjorde problemerne værre. Han afviste “lukkede cirkler”, “litterær arrogance”, “indbildskhed og højtflyvenhed”. Alligevel insisterede han samtidigt på: “Kadrene kan kun skoles hvis alle spørgsmål om almindelig revolutionær taktik og interne spørgsmål debatteres af hele oppositionen ... Spørgsmål om almindelig revolutionær taktik og interne spørgsmål burde være ejendom for ethvert medlem af oppositionens organisation.” [8]
Denne indfaldsvinkel styrkede uundgåeligt de “intellektualistiske” tendenser, som bevægelsens småborgerlige natur gav anledning til, og vanskeliggjorde endnu mere et effektivt engagement i arbejderbevægelsen. Det styrkede endnu mere tendensen henimod “naturlig udvælgelse” af dem, der ønskede at “diskutere ting uden begrænsning” – tendensen henimod “en fortsat småkogen af diskussionen”, som den amerikanske trotskist Cannon beklagede sig over.
Trotskij opfordrede de forskellige dele af oppositionen til at interessere sig for hinandens aktiviteter. Han skrev uendelige cirkulærer og skrivelser, som forklarede fx belgierne, hvorfor franskmændene tog fejl; til grækerne, om hvorfor de tyske kammerater var uenige; til polakkerne, om hvad stridspunkterne var mellem de forskellige dele af den belgiske eller den amerikanske opposition, og så videre og så videre. Han gjorde alt dette i den tro, at han var ved at uddanne og træne et nyt kontingent af kommunister, nye “kadrer for revolution”. [9]
Noget af dette var utvivlsomt uundgåeligt, en nødvendig konsekvens af den propagandistiske holdning, som på den anden side, på den tid, var politisk korrekt. Noget, men langt fra det hele. Trotskijs metode legitimerede og opmuntrede prætentioner hos mennesker, som, selv om de ikke kunne få så meget som en tå indenfor i deres egen arbejderbevægelse, følte sig i stand til at udtale sig om detaljerne i politik og taktik over hele verden. Den skabte den selvsamme “indbildskhed og fine fornemmelser”, der var sådan en hindring for seriøst arbejde. Det hjalp med til at give de trotskistiske grupper en eksotisk, væksthus-atmosfære fjernt fra arbejder-aktivisters verden og forevigede dermed gruppernes småborgerlige karakter. Trotskij bidrog til alt dette på trods af hans hensigt var den modsatte. Den grundlæggende fejlslutning var at tro, at kadrene kan trænes uden for klassekampen. Og den skadelige indflydelse fra denne tradition holdt ved – en gift i bevægelsens kredsløb – lang tid efter at propagandismen var blevet forladt som en kamporientering.
Et særligt aspekt af ondet, fraktionalismen, havde et stærkt tag i den tidlige periode og blev aldrig senere helt elimineret. Nogle fraktionskampe er en uundgåelig ekstra omkostning i væksten af enhver seriøs revolutionær organisation. Permanent, vedvarende fraktionalisme, er imidlertid ikke en ekstra omkostning, men en sygdom.
Som Cannon senere skrev: “Der er ingen større vederstyggelighed i arbejdernes politiske bevægelse end en permanent fraktion. Der er intet, der kan demoralisere det interne liv i et parti mere effektivt end en permanent fraktion.” [10]
En ubekymret tolerance over for fraktionalisme kan bestemt ikke tilskrives Trotskij. Hans tilgang til udviklingen af kadrer tilskyndede alligevel til det, netop fordi den gjorde det muligt for småborgerlige kliker at retfærdiggøre deres eksistens af “teoretiske” grunde.
“Eksistensperioden som en marxistisk cirkel medfører uvægerligt den vane at anlægge en abstrakt indfaldsvinkel til arbejderbevægelsens problemer. Den, som er ude af stand til i tide at overskride grænserne for denne indelukkede eksistens, bliver forvandlet til en konservativ sekteriker ... For en marxist er diskussionen et vigtigt, men funktionelt redskab i klassekampen. For sekterikeren er den et mål i sig selv.”
“Sekterisme, centrisme og 4. Internationale”, 1935. [b]
Efter Hitler var kommet til magten, forlod Trotskij den reformistiske orientering mod kommunistpartierne. Det var nødvendigt at skabe nye revolutionære partier, på grund af den fuldstændige bankerot, der viste sig ved undladelsen af bare at forsøge seriøst at modstå fascisterne. Igen var den politiske vurdering uomgængelig. Inden for to år var Komintern skiftet fra den “tredje periodes” ultra-venstre-linjes pseudo-radikalisme til folkefrontslinjen – samarbejde med socialdemokraterne og “progressive” borgerlige partier på grundlag af “forsvar af demokratiet”. Kampen for socialisme var smidt på porten.
Hvordan kunne nye revolutionære partier (og en ny Internationale) skabes? Det var, og er, en umådelig vanskelig opgave. Socialdemokratier var blevet opbygget i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, hvor der, så at sige, var et klart tomrum, hvor konkurrerende arbejderpartier i de fleste tilfælde var ubetydelige. Kommunistpartierne var opstået ud af splittelserne i socialdemokratierne på en stigende revolutionær bølge.
Ingen af disse betingelser eksisterede i 30’erne. Samtidigt nåede den anti-trotskistiske kampagne, orkestreret fra Moskva, i disse år sit højdepunkt. Trotskij var agent for Hitler og den japanske kejsers agent – som linjen i Moskva-processernes tid hed: “Trotskisterne var fascistiske agenter i arbejderbevægelsen.”
Enhver realistisk vurdering af trotskismens mislykkede forsøg på at slå rod, af nederlagene for det ene forsøg efter det andet på at bryde ud af isolationen, må lægge kraftigt eftertryk på den dybt ugunstige situation trotskismen befandt sig i.
I 1939, på tærsklen til krig, efter mange nederlag, vurderede Trotskij ærligt situationen:
“Vi gør ikke politisk fremskridt. Ja, det er en kendsgerning, som er et udtryk for det almindelige forfald i arbejderbevægelsen i de sidste 15 år. Det er den mere generelle årsag. Når den revolutionære bevægelse generelt er i tilbagegang, når det ene nederlag følger det andet, når fascismen breder sig i verden, når den officielle “marxisme” er den mest magtfulde organisation til bedrag af arbejderne, og så videre, er det en uundgåelig situation, at de revolutionære elementer må arbejde imod den almindelige historiske strøm, selv hvis vores ideer, vores ideer er så præcise og så kloge, som man kan forlange. Men masserne uddannes ikke af prognostiske teoretiske forestillinger, men af den generelle erfaring i deres liv. Det er den mest generelle forklaring – hele situationen er imod os.” [11]
Det var sandt. Trotskisternes skavanker var under disse omstændigheder kun af betydning for så vidt de blev institutionaliseret og overført til nye generationer. Tre spørgsmål fra den tid har stadig betydning.
For at fremstille problemet som det var, så var grupperne svage, småborgerlige og mere eller mindre uden for arbejderbevægelsen. Hvordan kunne man bryde ud af ghettoen, proletarisere trotskismen og trække et betydeligt antal arbejdere ind i nye kommunistpartier?
Efter de første forsøg på at “omgruppere” med forskellige venstre-socialdemokratiske/centristiske formationer (som i det store hele ikke lykkedes) foreslog Trotskij at gå ind i socialdemokratierne. Strengt taget blev dette diskuteret i specifikke tilfælde – først Frankrig – men det blev generaliseret i praksis. Argumentet var, at socialdemokraterne bevægede sig til venstre og således skabte et mere gunstigt klima for revolutionært arbejde, at de tiltrak nye lag af arbejdere og var usammenligneligt et mere proletarisk miljø end de propagandagrupper, trotskismen befandt sig i.
Det blev forstået som en kortsigtet operation: En skarp, hård kamp med reformisterne og centristerne for at samle potentielt revolutionære kræfter omkring sig, så bryde og grundlægge partiet. “At gå ind i et reformistisk-centristisk parti indeholder ikke i sig selv et langsigtet perspektiv. Det er kun et stadium, der under bestemte betingelser kan begrænses til en episode.” [12]
Det første spørgsmål var om det interne demokrati i de trotskistiske grupper. Det var et problem, fordi i mange, hvis ikke de fleste, sektioner var modstanderne af “den franske vending” (entrisme) i flertal. Demokratisk centralisme var en del af deres overbevisning. Men hvad betød det? Et åbent og gensidigt forhold mellem det revolutionære parti og dets arbejderklassebasis, et forhold, der kræver et tilsvarende åbent partiregime? Det var selvfølgelig, hvad det burde betyde, men som meget tydeligt ikke passede på de trotskistiske grupper. De var ikke partier, og de var ikke arbejdere. Eller betød det en forpligtigelse til at acceptere flertalsbeslutninger i en småborgerlig gruppe?
I praksis var Trotskij ekstremt hård. Mens han korrekt insisterede på det maksimalt gennemførlige indre demokrati af skolende årsager, insisterede han på udrensninger og afskalning af de af hans kadrer, som var dybt forbundet med det intellektuelle miljø. “En revolutionær organisation kan ikke udvikle sig uden at udrense sig selv, især under forhold med legalt arbejde, hvor ikke sjældent tilfældige, fremmede og degenererede elementer samles under revolutionens banner.” [13] Og igen: “Forbundet (i Frankrig) gennemgår den første krise på et klart revolutionært grundlag. Under disse omstændigheder vil en afskalning af en del af Forbundet være et stort skridt fremad. Det vil afvise alt, hvad der er usundt, forkrøblet og uarbejdsdygtigt; det vil være en lærestreg for de vaklende og ubeslutsomme elementer, det vil hærde den bedre del af ungdommen ...” [14]
Denne fremgangsmåde blev fordømt af diverse modstandere som udemokratiske, autoritære, og så videre, som alle var en afspejling af den manglende vilje hos disse modstandere til at bryde med deres baggrund. Fordi entrismen i sidste instans mislykkedes i sit strategiske mål, fordi en stor del af den marxistiske bevægelse forblev småborgerlig, dukkede disse holdninger, “at gøre en fetich ud af demokrati”, uden analyse af det klassemæssige og politiske indhold, op igen og igen og dukker stadig op i dag.
Det andet problem var propagandismens genfremkomst i en ny forklædning – programfetischisme. Diskussionerne med reformister og centrister skubbede trotskisterne i retning af at forsvare kommunismens grundprincipper snarere end af at anvende dem i aktuelle arbejderkampe. Forsvaret for “programmet” dominerede uundgåeligt og havde for nogle en næsten mystisk betydning. Nogle af Trotskijs egne formuleringer (men ikke hans praksis) gav en vis grobund for denne afvigelse. Men marxisme er en syntese af teori og praksis. Intet program er af nogen værdi, medmindre det fører til den praktiske aktivitet, der fører til opnåelsen af dens mål. Igen må det understreges, at omstændighederne påtvang de trotskistiske grupper en grad af program-fetichisme. Men denne fetichisme – tilskrivelsen af selvstændig magt til et dødt objekt, en samling skrifter, forsvandt ikke altid, når de betingelser, der havde skabt den, havde ændret sig. Den er stadig i høj grad i live hos nogle af de trotskistiske smågrupper i dag.
Særlig ét dokument, Kapitalismens dødskamp og 4. Internationales opgaver, Overgangsprogrammet fra 1938, kom til at indtage en plads på linje med den hellige skrift i mange trotskisters øjne. Det er en blanding af konkret politisk analyse, som viste sig at være fejlagtig i en række vigtige henseender, taktiske recepter forbundet med analysen; historie; og grundlæggende kommunistiske ideer. At det var en vildledende guide er langt mindre vigtigt end den kendsgerning, at Trotskijs tilhængere viste sig ude af stand til at give en kritisk omvurdering. De lærte ikke af Trotskijs egen ufortøvede afvisning af standpunkter, han i lang tid havde haft, når de viste sig uanvendelige.
I sidste instans har fetichisme selvfølgelig også materielle rødder. Tvunget tilbage til det specifikke sociale miljø, hvor de var begyndt, magtesløse overfor at påvirke begivenhederne, nogle bukket under for en kvasi-religiøs tro – for det er, når alt kommer til alt, hvad program-fetichisme er, uanset hvor skingert dens tilhængere proklamerer deres ateisme.
Det tredje problem var parasitisme. Entristen opererer i et fremmedartet legeme. En vis grad af tilpasning til dette legemes normer er uundgåelig. Tilpasning kan dog betyde ikke bare omtanke i sprogbrug etc., men et skift i hvad der politisk vigtigt. Allerede i den oprindelige kortsigtede entrisme i Frankrig opstod dette. Trotskij skrev om “dem (i R. Molinier’s cirkel), som beruset af de første succeser, forventede et langsigtet perspektiv med ubesværet aktivitet inden for et reformistisk parti. Og det var præcis disse elementer, støttende sig på nye allierede og halv-allierede til højre, som begyndte at udøve en meget stor indflydelse på vores gruppes politiske linje.” [15]
Da den langsigtede entrisme i 50’erne og senere den såkaldte “entrisme sui-generis” eller “dybe entrisme” blev antaget af visse trotskistiske grupper, gik parasittens politiske tilpasning til værten meget vidt. Det blev svært at adskille entristen fra sit bytte. Det blev ledsaget af en anden slags mysticisme, troen på “dybtgående historiske kræfter” henimod socialisme, uafhængigt af faktisk arbejderaktion.
Her er et eksempel fra en “Verdenskongres”-resolution fra Pablo-Mandel-tendensen i 1957:
“Den fundamentale ændring i den internationale situation og i den interne situation i Sovjet, som på den ene side er karakteriseret af et verdensomspændende opsving i de revolutionære kræfter siden 1943, og specielt siden den kinesiske revolutions sejr, og på den anden side af en iøjnefaldende succes for planlægningen, der har gjort Sovjet til den næst-største magt i verden, har ødelagt det objektive grundlag for sovjetbureaukratiets fulde herredømme og magt. Udviklingen i det internationale styrkeforhold til fordel for de antikapitalistiske sociale lag blev parallelliseret af en udvikling i styrkeforholdene i Sovjet til fordel for proletariatet og på bekostning af bureaukratiet.” [16]
Og konklusionen?
“Verdensrevolutionen konkrete fremmarch over hele verden efter 2. verdenskrig har gjort den kinesiske og de koloniale revolutioner til verdensrevolutionens primære motor. Ved udbredelsen til Sovjet og landene domineret af sovjetbureaukratiet gør den revolutionære bølge den politiske revolution imod dette bureaukrati til den næst-vigtigste motor i verdensrevolutionen.” [17]
Store historiske kræfter er meget opmuntrende ting! Også denne deformering er stadig til stede i forskellige trotskismer.
Når alt dette er sagt, så bevarede den kamp, Trotskij og hans tilhængere førte (med alle dens svagheder), en autentisk kommunistisk strømning, om ikke i arbejderklassen, så i det mindste i periferien af den. 4. Internationale var dødfødt som seriøst forslag, men en grad af kontinuitet fra Kominterns revolutionære periode blev opretholdt på trods af næsten uovervindelige vanskeligheder. Vi er en del af den kontinuitet i dag – den tradition, Trotskij kæmpede for, er vores tradition.
Den traditionelle trotskisme, Trotskijs egen, blev delvis irrelevant, på samme måde som Lenins “arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur” blev irrelevant i 1917. De forskellige trotskismer i dag er deformerede på flere måder, og i de fleste tilfælde synes de ikke at være i stand til videre positiv udvikling. Men den revolutionære essens af Trotskijs politik overlever. Det er det afgørende.
a. Trotsky: Groupings in the Communist Opposition, 31. marts 1929. Fra Trotsky: Writings 1929, p.80. Web.red.
b. Trotskij: Sekterisme, centrisme og Fjerde Internationale, 22. oktober 1935. Web.red.
1. Trotsky: The International Left Opposition, its tasks and methods, december 1932. Fra Trotsky: Writings 1932-1933, pp.51-52.
2. Trotsky: Problems of the Development of the USSR, 4. april 1931. Fra Trotsky: Writings 1930-1931, p.225. Trotskijs fremhævelse.
3. Deutscher: The Prophet Outcast, p.143.
4. Deutscher, p.206.
5. Trotsky: Circular Letter Number One, 21. juni 1930. Fra Trotsky: Writings 1930, p.293.
6. Cannon: History of American Trotskyism, pp.92-93. [Lecture V: The Dog Days of the Left Opposition, i: Fourth International, March 1944; Web.red.]
7. Craipeau: Le Mouvement Trotskiste en France, p.39.
8. Trotsky: Circular Letter Number One, 21. juni 1930. Fra Trotsky: Writings 1930, p.297. Trotskijs fremhævelse.
9. Deutscher, p.60.
10. Cannon: Speeches to the Party, p.185. [Factional Struggle And Party Leadership, i: Fourth International, November-December, 1953; Web.red.]
11. Trotsky: Fighting Against the Stream, april 1939. Fra Trotsky: Writings 1938-39, pp.251-2.
12. Trotsky: Lessons of the SFIO Entry, 30. december 1936. Fra Trotsky: Writings 1935-36, first Edition, p.31, 1970-udgaven. [Senere i Trotsky: The Crisis of the French Section 1935-36, p.125, 1977; Web.red.]
13. Trotsky: It Is Time To Stop, 18. september 1933. Fra Trotsky: Writings 1933-34, p.90.
14. Trotsky: It Is Time To Stop, 18. september 1933. Fra Trotsky: Writings 1933-34, p.91.
15. Trotsky: Lessons of the SFIO Entry, 30. december 1936. Fra Trotsky: Writings 1935-36, first Edition, p.31, 1970-udgaven. [Senere i Trotsky: The Crisis of the French Section 1935-36, p.124, 1977; Web.red.]
16. The Development and Disintegration of World Stalinism, SWP (US), 1970, p.28.
17. Development and Disintegration, p.47.
Sidst opdateret 4.1.2015